Læsetid: 9 min.

Terroristens penneven

Teknologien vil kun gøre ondt værre, maskinerne tager over, og naturen går under. Information mødte David Skrbina, filosoffen der blev så optaget af terroristens kritik af det teknokapitalistiske samfund, at han endte som massemorderens penneven
Terroristen. Ted Kaczynski opfattes af FBI som en af USA’s farligste forbrydere, men hans kritik af den teknologiske verden anses af mange som en af de mest begavede og indsigtsfulde. Foto: Scanpix

Terroristen. Ted Kaczynski opfattes af FBI som en af USA’s farligste forbrydere, men hans kritik af den teknologiske verden anses af mange som en af de mest begavede og indsigtsfulde. Foto: Scanpix

12. oktober 2013

David Skrbina sidder på et hotel i Austin, Texas. Der er tæt af mennesker i lobbyen, hovedsageligt yngre mænd. Overalt omkring ham er der Macbooks og iPhones. Han er til South by South West, en festival for den amerikanske tech-elite, og forsamlingen her kender ikke til problemer. De små 30.000 deltagere ser muligheder og løsninger, hvor andre ser kollaps og konflikt. Hvis du har et problem, har de helt sikkert en app.

Det, Skrbina tilbyder, er en ark. Ikke en ark, der vil redde alle, men en ark ikke helt ulig Noas. Den vil redde Jorden og lade en lille del af menneskeheden leve et sandere, friere liv – uden teknologi.

Mens en verden fuld af pessimister diskuterer global opvarmning og overbefolkning, går diskussionen i Austin på vejen videre: Rumrejser og rumkolonier er årets samtaleemne. Det er ikke kun en teoretisk debat – tech-eliten er ikke underlagt samme realisme og samme begrænsninger som os andre. I modsætning til Skrbina tror den på teknologien, på muligheden af en bedre verden. Årets store helt er den sydafrikanskfødte entreprenør Elon Musk.

Musk blev hovedrig som medstifter af Paypal og kastede sig efterfølgende over elbiler og rumraketter. Han er medstifter af og chefdesigner i Tesla Motors – det er firmaet, der designer elbiler så maskuline, at selv Danmarks klimaminister har skiftet ministerbilen ud. Han er både administrerende og teknisk direktør for SpaceX, et firma, der er ved at revolutionere den måde, vi flyver ud i rummet på. Han vil gøre rumrejser lige så almindelige som transatlantiske flyrejser og er en af de største leverandører til NASA. I 2018 vil Musk lande på Mars – det er en unik chance, for lige præcis i 2018 står planeterne, som de skal – og han håber, det bliver begyndelsen til koloniseringen af rummet. »Jeg vil gerne dø på Mars,« griner han på South by South West foran et publikum så stort og så imødekommende, at det lige så godt kunne have været Nelson Mandela oppe på scenen. Efter fejringen af Musk møder vi Skrbina.

I løvens hule

Skrbina kigger undskyldende på sin gamle mobiltelefon. »Jeg har lånt den af min kone,« forklarer han. Han har ikke selv mobiltelefon og slet ikke en smartphone. Han bruger moderne teknologi, når det er uundgåeligt. Han har en mailadresse, men kun for at kunne kommunikere med sine studerende og for at kunne passe sit arbejde som lektor i filosofi på Michigan University.

»Jeg forsøger at leve en lo-tech tilværelse for ikke at blive vanvittig – og jeg er kun involveret i teknologi i det omfang, det er nødvendigt, for at jeg kan interagere med andre.«

Skrbina har vovet sig ind i løvens hule. En teknologikritiker omgivet af teknologiske mennesker. Dagen før vi møder ham, har han holdt et oplæg under overskriften »Hvad kan vi lære at Unabomberen?«.

Oplægget kan genfortælles i fem punkter og en konklusion:

·Mennesket udviklede sig over to millioner år under primitive forhold og levede i små autonome grupper.

·Det moderne teknologiske samfund lægger i dag så stort et pres på både menneskeheden og naturen, at det er uden historisk fortilfælde.

·Det teknologiske stress vil kun blive værre. Miljøet vil blive manipuleret eller forurenet, menneskeheden slavebundet eller udryddet.

·Det er en uværdig og umenneskeliggørende tilstand.

·Det er ikke muligt at reformere systemet.

Og så til konklusionen: Systemet skal bringes i knæ. Det er en moralsk forpligtigelse.

Kaczynskis manifest

Sortsynet her er ikke hans alene. David Skrbina er ph.d. og underviser i filosofi, er en forgangsmand for økofilosofien, kandidat for De Grønne i staten Michigan, og en stærk kritiker af det moderne, teknokapitalistiske samfund. Men det er Skrbinas relation til Ted Kaczynski, den berygtede Unabomber, der har bragt ham til Austin. Kaczynski var en matematikprofessor, der vendte sig mod det moderne samfund, slog sig ned i en fjern træhytte i Montana og gennem 17 år terroriserede det amerikanske samfund med brevbomber. Han blev anholdt, da han havde forhandlet sin overgivelse mod til gengæld at få trykt sit teknologikritiske manifest i New York Times.

»Manifestet blev trykt i 1995, og jeg fik straks fat i et eksemplar. Jeg skrev det hele ud, så jeg kunne sende det til mine venner,« fortæller Skrbina.

»Man kunne se, at det her var en begavet mand. Det vil vi som samfund selvfølgelig ikke snakke om – for vi kan ikke lide ideen om en rationel terrorist.«

Skrbina var ikke ene om at finde manifestet interessant. Eksempelvis betegnede teknologiteoretikeren og tidligere redaktør af Wired Kevin Kelly manifestet som »den skarpeste analyse« af det teknologiske system, han nogensinde havde læst.

Reform eller revolution

Skrbina var interesseret, men ikke ukritisk over for manifestet. Hvorfor ikke reformere systemet?

I 2003 havde Skrbina færdiggjort sin ph.d. i filosofi og ville gerne undervise i teknologiens historie – og det fik han mulighed for:

»Der var en tradition, som jeg kunne trække på, men jeg ville også gerne undervise i nogle samtidige, teknologikritiske tekster – og her bød Kaczynski sig til. Jeg havde mange spørgsmål, og jeg vidste, at jeg ikke ville finde svaret i medierne. Så foreslog en bekendt, at jeg skrev til ham. Jeg sendte et brev af sted med en masse spørgsmål og regnede ikke med at høre fra ham – men tre uger senere fik jeg et håndskrevet brev. Han skrev: ’Tak, du hører fra mig.’ To uger senere fik jeg endnu et håndskrevet brev, denne gang på 25 sider.«

Det blev starten på en korrespondance på mere end 150 breve. Skrbina blev terroristens penneven. Og i 2010 udkom Kaczynskis samlede tanker i bogen Technological Slavery med forord af Skrbina. Det store spørgsmål mellem de to pennevenner har været revolution eller reform:

»De fleste kritikere af teknologi tror på reform som en mulighed: Vi kan fikse problemerne, fjerne dårligdommene, forbedre teknologien. Det er den åbenlyst rationelle tilgang: Vi bruger teknologien til det gode. Kaczynski mener ikke, at det vil virke. Det vil virke meget lokalt, men set som et hele vil tingene kun fortsætte med at blive værre. Du kan ikke reformere systemet, så vi bliver nødt til at få det til at bryde sammen.«

Skrbina er et høfligt og roligt talende menneske. Han virker afslappet, selv om han er omgivet af mennesker, der i den grad abonnerer på det teknologiske fiks. Efter sit oplæg på festivalen, diskuterer han med Peter Ludlov, en teknologiinteresseret filosofiprofessor fra Northwestern University.

Rabiat, men ikke alene

Ludlov er til gengæld synligt irriteret og kigger ud over publikum. »I er her kun,« næsten råber han, »fordi det handler om en morder.« Ludlov er langtfra enig med Skrbina og Kelly: Han synes Unabomberens manifest er noget vrøvl. Og egentlig er det interessant, at selve tanken om et samfund uden teknologien er så radikal, at man fremstår småskør, hvis man tænker tanken til ende.

Skrbinas kritik er rabiat, men han står ikke alene. Man møder stadig flere teknologikritiske stemmer, uden at der af den grund er tale om maskinstormere. Cyber-forfatteren Bruce Sterling lukker eksempelvis hvert år South by South West med en tale. I år kiggede han ud over forsamlingen af udviklere og ingeniører og produktdesigner og docerede: »Vi leger ikke bare, vi eksperimenterer ikke bare, vi dræber!« Det er klangbunden i den offentlige samtale i dag, at teknologien ikke er frigørende. Det gælder både familier, der realiserer det simple liv i de svenske skove, og hackere, der møder det digitaliserede samfund med en stigende skepsis. Det gælder forfattere som Jonathan Franzen, der oplever, at teknologien bliver et mål i sig selv, og internetteoretikere som Evgenij Morozov, der oplever internettet som et narkotika.

Men Kaczynski taler om et »teknologisk system« – det er ikke bare en bestemt egenskab ved teknologien, han kritiserer, men hele systemet og dets interne afhængigheder. For Kaczynski er systemet som en skyskraber, der kollapser. Man kan ikke få blot en enkelt etage til at eksplodere. Som han skriver i manifestet:

»Det ville være bedre at smide hele det rædselsfulde system ud og tage konsekvensen.«

Med teknologien

Skrbina mener, at verden hurtigt kan løbe tør for energi:

»Hvis det sker, vil vi meget hurtigt blive bragt tilbage til en primitiv livsstil. Jægersamfund – eller måske et meget simpelt landbrugssamfund,« siger Skrbina og ser det ikke som et skrækscenarie. Det er hans svar på en bæredygtig fremtid. Et par hundrede millioner mennesker i et præindustrielt samfund.

Jeg interviewer Skrbina sammen med en teknologijournalist fra DR. Han gør store øjne og har svært ved at skjule sin skepsis: Hvis valget står mellem at lade størstedelen af menneskeheden dø, er det så ikke alligevel bedre at leve med afhængigheden af det teknologiske system? spørger han.

Skrbina kigger op:

»Du mener … lade teknologien udvikle sig hinsides vores forståelse og kontrol?«

»Ja, hvorfor ikke? Måske vil vi overleve. I dit scenarie dør alle,« siger journalisten næsten irriteret.

»Selvom systemet kollapser, vil der stadig være en kerne af menneskeheden, der overlever,« siger Skrbina. »Måske 100 millioner af mennesker. Det er et tab på over 90 procent af menneskeheden. Men det vil ikke være en udryddelse – og det er til gengæld det realistiske scenarie, hvis teknologien får lov til at udvikle sig videre.«

»Vi er syv milliarder mennesker i dag – og på vej mod 10 i løbet af de næste 20-30 år. Der er ingen chance for, at Jorden kan bære så stor en menneskelig aktivitet. Det kommer til at koste enormt for den øvrige biosfære. Jeg kan faktisk ikke se noget godt scenarie for mig.«

— Så vi er ved endepunktet for den historie, hvor mennesket har forsøgt at forbedre på sin situation ved hjælp af teknologien?

»Jeg mener ikke, der er historisk bevis for, at vi kan gøre teknologien bæredygtig – og det er især den industrielle revolution, som er et afgørende vendepunkt. Der bliver vi afhængige af fossile brændstoffer. Intet tyder på, at vi er i stand til at bruge fossile brændstoffer på en bæredygtig vis. Vi løber tør, vi varmer Jorden op, og vi er ude af stand til at begrænse os selv.«

— Du taler om at reducere Jordens befolkningen fra syv milliarder til et par hundrede millioner – det er massemord?

»Folk forestiller sig ofte, at det vil foregå på en enkelt katastrofisk dag, når systemet kollapser. Men sådan behøver det ikke at være, og Kaczynski har beskrevet, hvordan det kan foregå meget langsomt og roligt. Det kunne ske over årtier.«

Jeg stiller spørgsmålet flere gange og på forskellige måder, uden at Skrbina bliver mere konkret angående apokalypsen i sin fortælling. Han taler om »reproduktive mønstre« og gentager, at det hele vil kunne ske »naturligt og udramatisk«.

— Du nævnte muligheden for at vende tilbage til et tidligere samfund uden nødvendigvis at rulle udviklingen helt tilbage til samlersamfundet. Hvad synes du, vi skulle sigte efter?

»Jeg er jo filosof,« griner Skrbina med, hvad der måske er interviewets første antydning af ironi, »så jeg hælder personligt til det gamle Grækenland. Grækerne havde en fantastisk evne til at skabe et avanceret samfund uden ret meget teknologi. Og tænk, hvor meget mere vi ved i dag, end de gjorde dengang … om basal hygiejne eksempelvis, noget, grækerne ikke vidste meget om. Vi kan gøre det markant bedre end den athenske livsstil, bare fordi vi ved så meget. Der er ingen grund til at forestille sig, at vi ikke kunne have et meget avanceret socialt samfund uden ret meget teknologi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Pendikel
  • Christian Svenstrup Harder
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Niels Martin Frandsen
Per Pendikel, Christian Svenstrup Harder, Robert Ørsted-Jensen og Niels Martin Frandsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Klausen

Jeg kunne godt tænke mig, at artiklen forklarede bedre, hvad de her geniale tanker egentlig går ud på, for som skrevet fremstilles det som overfladisk dommedagsonani.

"Grækerne havde en fantastisk evne til at skabe et avanceret samfund uden ret meget teknologi." Til gengæld var deres samfund baseret på slaver, og det var kun en lille overklasse som havde en levestandard der bare kan minde om den vi betragter som en selvfølge i dag. Det er vel nærmest et skrækeksempel på hvordan et samfund med et langt lavere niveau af teknologi kan fungere.

"Vi kan gøre det markant bedre end den athenske livsstil, bare fordi vi ved så meget. Der er ingen grund til at forestille sig, at vi ikke kunne have et meget avanceret socialt samfund uden ret meget teknologi.«

"Vi kan gøre det markant bedre end den athenske livsstil, bare fordi vi ved så meget. Der er ingen grund til at forestille sig, at vi ikke kunne have et meget avanceret socialt samfund uden ret meget teknologi.«

Lars Kristensen

Hvad vil Information med dette?

Fortælle at man mødte en skribent som har haft noget skriveri med en dømt morder?

Hvad er selve meningen med fortællingen?

At der sidder en teknologiens modstander i et fængsel i USA for mord, fordi han så sig sur på nogle karakterroller i det teknologiske samfundsskuespil, der beklageligvis blev spillet af levende mennesker og som døde i stedet for karakterrollerne.

At karakterrollernes skuespillere (de dræbte mennesker) blev erstattet af andre mennesker, det glemte morderen.

For ligesom i ethvert andet skuespil, så kan en drejebogs karakterrollefigur aldrig slås ihjel, Det kan derimod mennesket der spiller karakterrollen. Kun en karakterrollefigur der i drejebogen skal slås ihjel, kan slås ihjel, men så vil skuespilleren (mennesket) bagefter påtage sig en anden karakterrollefigur i skuespillet.

Præcis ligesom soldaten på krigsskuepladsen. Krigen stoppes ikke ved at slå en soldat ihjel.

Det er ikke soldaten der bliver slået ihjel, men derimod mennesket der er soldaten.

Der kommer blot et nyt menneske og spiller soldaten. Soldaten er den samme, mens mennesket bag soldaten er nyt.

Skal vi opleve en ændring af den verden vi lever i, i dag, så skal vi have ændret den fundamentale drejebog til det ideologiske skuespil der foregår inden for det politiske, det religiøse, det økonomiske og det militære.

Det allerbedste ville være, at vi ganske enkelt forkastede den fundamentale ideologiske drejebog vi alle går rundt med i hovedet og som vi gennem vor barndom blev oplært i at følge.

Det vil gøre ondt at komme af med drejebogen og dens fiktive verden, fordi vi mennesker har spundet os selv godt og grundigt ind i drejebogens fiktive verden, ved at bygge kulisser og rekvisitter til skuespillet.

Vi har bundet os selv så meget ind i ideologiernes fiktive verden, at vi føler, at vort menneskelige liv er livsafhængigt af ideologiernes fiktive verdens eksistens.

Vi mennesker ser ikke vor egen kæmpe store livsløgn og kommer der endelig nogen og siger det til os, så vil vi hårdnakket påstå at de lyver.

Steffen Gliese

Til gengæld er det helt fejlagtigt at tro, at det kun var en lille overklasse, der levede godt i Athen. Tværtimod var det athenske demokrati kendetegnet ved en arrogance overfor en overklasse, hvis penge man via folkeforsamlingen i høj grad behandlede som statens ejendom.

Niels Duus Nielsen, Christian Svenstrup Harder og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

" Og tænk, hvor meget mere vi ved i dag, end de gjorde dengang … om basal hygiejne eksempelvis, noget, grækerne ikke vidste meget om."

De vidste dog så meget, at 3000 år før vor tidsregning, var der rindende vand og vandskyllende toiletter i husene. Den "primitive" levevis var i stand til at brødføde 1,5 mio. mennesker, på en ø hvor der i dag bor 1/3 af det antal.
I tusinder af år troede man, at der var tale om en myte, indtil Arthur Ewans foretog sin udgravning på Knossos og afdækkede en forfinet kultur, der fik navn efter sagnkongen Minos - minoerne.
Om de var grækere, hvad det så end er, kan man vel diskutere, men fakta er at Europa's kultur blev født på Kreta.

Niels Duus Nielsen, Christian Svenstrup Harder, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Thomas Borghus

- Glasset er halvt fyldt herovre. Dommedagsscenariet er nemt at hælde til, men netop kombinationen af vores viden, teknologi og nødvendighed, vil redde os her i første ombæring m.h.t. klima og overbefolkning. - nødvendigheden vil blive så presserende at vi må reagere på den og jeg tror på at vi kan møde de udfordringer og overkomme dem med succes. - De udfordringer og spørgsmål der derimod rejser sig allerede i dag og som vi også vil blive tvunget til at tage stilling til inden længe, når det kommer til bevidsthed, den biologiske eller teknologiske, (eller kombinationen) altså hvad der helt basalt vil sige at være menneske, at opleve det at være menneske, - Har, som jeg ser det, et større potentiale til at ændre os. Ændre menneskeheden. Om det så er til det bedre eller værre, står stadigvæk hen i det uvisse.

Mvh.

Peter Andersen

Jeg som ingen smartphone har, må så have retten til overlevelse?
Selvom der står filosof på lønsedlen, kan man vist godt være bagud på point.

Peter Andersen:

Han taler om "reproduktive mønstre", så der er nok ingen, der er i fare for at blive slået ihjel, men det kan være, du er en af de heldige, som får lov til at få et barn.

Jamen så har du sikkert intet at frygte fra primitivisterne, Peter Andersen, selv hvis de skulle gå hen og få et flertal ved næste folkeafstemning.

Morten Pedersen

Hvorom alting er, at det nødvendigt at forholde os til at vi som menneskehed er på vej ud over en skrænt, og vi skal erkende det og kommunikere om hvorvidt vi skal dreje til højre eller venstre, vende tilbage, lære at flyve eller noget 7.
Men at fortsætte med at fortrænge at vi demografisk og miljømæssigt er på katastrofekurs, det er ingen nytte til.
Artiklen forholder sig til det, og det i sig selv er konstruktivt - men at vi på et par årtier kan decimeres via ændringer i "reproduktive mønstre" er vist ønsketænkning.

"... foran et publikum så stort og så imødekommende, at det lige så godt kunne have været Nelson Mandela oppe på scenen. "
Grotesk at koble Nelson Mandela til dette indhold!

Der er egentligt misforstået at gøre det til et spørgsmål om teknologi eller ej. Grundlæggende, og lidt simpelt udfoldet, handler problematikken om forbrug kontra tilgængelige reserver af plads, energi og resurser.
Planetens og i vid udstrækning menneskehedens problem er for mange mennesker der fylder for meget og bruger for meget energi og for mange resurser.

Det er et ret slemt problem. Med mindre vi på en eller anden måde får det fixet vil det uundgåeligt lede til sammenbrud og ja, udryddelsen af en stor del, hvis ikke størstedelen, af menneskeheden.

Men der er desværre intet teknologisk fix der kan rette denne ligning.
Eller rettere; de teknologiske løsninger der kan skaffe os enten mere plads, rigelig ren energi eller nok resurser til at holde et samfund af 7 snart 10 eller ? milliarder mennesker i live, er ganske fjern fra vores nuværende teknologiske niveau. Og det er en løsning der skal indfinde sig klar til almen udbredelse inden for ganske få generationer. Det er ikke et realistiske scenarie.
Grøn omstilling er en godnathistorie vi fortæller til børn og voksne, så de kan sove trygt.

Den eneste reelle løsning er at reducere antallet af levende og forbrugende mennesker, der lever og forbruger adgangen.
Den eneste måde at gøre dette er ved at reducere antallet af nyfødte.
Den eneste måde at gøre dette er ved en slags kvoteordning.
Den eneste måde at indføre en sådan ordning, uden at gøre uoprettelig skade på os selv eller udligne den urimelige byrde på fx ikke ikke-udviklede lande som en sådan ordning vil medføre, er at skabe et system hvor individer enten frivilligt/ved incitament eller ved minimal tvang begrænser sig til kvoten. Men samtidig et system der sikre væsentlig omfordeling af resurser og mennesker på planeten.