Læsetid: 10 min.

Er tiden omsider til løsninger uden våben?

Efter godt et årti præget af militære interventioner og hårde løsninger på komplicerede konflikter synes ideen om at løse konflikter med våben på retur – for verdens stormagter, men også for Danmark, der skal til at genopdage en glemt disciplin: At fredsmægle sig til indflydelse. Først og fremmest fordi vi ikke har råd til andet, hvis vi skal gøre os gældende
Mægleren. Norge allierer sig med mange parter i fredsprocesserne. Her underskriver tidligere viceudenrigsminister Gry Larsen samarbejdsaftaler med Cuba og Haiti som led i forhandlingerne om borgerkrigen i Colombia.

Mægleren. Norge allierer sig med mange parter i fredsprocesserne. Her underskriver tidligere viceudenrigsminister Gry Larsen samarbejdsaftaler med Cuba og Haiti som led i forhandlingerne om borgerkrigen i Colombia.

Jørn Tomter

26. oktober 2013

Det var en bitter Kofi Annan, der i august sidste år trak sig som fredsmægler i Syrien efter i et halvt år forgæves at have forsøgt at samle borgerkrigens parter om en løsning.

»Man kan ikke mægle, hvis man ønsker freden mere end hovedpersonerne, mere end Sikkerhedsrådet eller for den sags skyld verdenssamfundet,« sagde Annan i FN. Hans kritik af Bashar al-Assads brutale regime kom bag på de færreste. Mere overraskende var det, at Kofi Annans bebrejdelser også var rettet mod Vesten.

»På et tidspunkt, hvor vi har – hvor det syriske folk har desperat brug for handling, bliver der fortsat peget fingre og brugt øgenavne i Sikkerhedsrådet,« sagde Annan. Den, han talte til, var USA’s daværende udenrigsminister, Hillary Clinton, som kort forinden reelt havde aflivet Annans fredsplan.

Det var ellers lykkedes den garvede mægler at få Clinton til at gå sammen med sin russiske kollega, Sergei Lavrov, om en plan for Syriens transition – et uomgængeligt håndslag mellem borgerkrigens to stormagter. Men kort tid efter aftalens underskrivelse erklærede Hillary Clinton, at Assads afgang var en forudsætning for fred. Og dermed var Anans plan stendød.

I det år, der er gået siden Annans forsøg på mægling er situationen i Syrien kun blevet værre. Jihadisterne strømmer til fronten, de demokratiske aktivister trækker sig tilbage i sikkerhed, og i august ramtes en forstad til Damaskus af det værste angreb med kemiske våben siden Saddam Hussein gassede kurderne i Halabja i 1988.

Efter fiaskoen i Irak

Men i september afløstes to ugers krigsrumlen med det, ingen havde troet muligt: En enstemmigt vedtaget resolution fra Sikkerhedsrådet om en afskaffelse af Syriens kemiske våbenarsenal, såvel som en transitionsplan for løsningen af konflikten. Hvad havde ændret sig?

En række iagttagere påpeger, at et globalt stemningsskifte er i gang: Forhandlinger og forsøg på fredelig konfliktløsning er vendt tilbage på hovedscenen i international politik efter i et årti at have været fortrængt til periferien af en række spektakulære og ulykkelige krige.

»Der er en klar udvikling, hvor topfolk i bl.a. Washington har erkendt, at interventionerne i Irak og Afghanistan i vid udstrækning var fiaskoer. Ironien i de kampagner er jo blevet, at de har demonstreret begrænsningen ved at benytte en militær overlegenhed som et middel til at gennemtvinge politisk forandring. Sammen med de økonomiske problemer har det ført til en erkendelse. Det har bl.a. fået den amerikanske generalstabschef Martin Dempsey til at advare mod en militær indblanding i Syrien,« forklarer Kristian Berg Harpviken, der er leder af Norges fredsforskningsinstitut, PRIO.

Nu er opinionen vendt

Han vurderer, at kapaciteterne faktisk er til stede til at forfølge ikke-militære løsninger i konflikter som f.eks. Syrien på trods af et årti i den ’hårde’ sikkerhedspolitiks og interventionernes tegn.

»På fredsmæglerniveau er der konstant blevet bygget mere kapacitet op i forskellige institutioner. Problemet – og det var især det, der blev demonstreret i Syrien – er, at erkendelsen af behovet for andre konfliktløsninger end militære ikke for alvor er trængt igennem, når man gennemfører sin politik. Der har endnu ikke været en genoplivning af de diplomatiske og konfliktløsende indsatser, der burde følge en sådan erkendelse. Strukturerne til det mangler mange steder, men med USA’s vigende evne til at gennemtvinge en agenda er det svært at forestille sig, at det vil fortsætte på den måde,« siger han.

Professor i historie Poul Villaume bakker Harpviken op:

»Opinionen er vendt i dag. Det står mere og mere klart, at USA ikke er den eneste magt, Danmark bør orientere sig efter, og folk er trætte af krig. Det giver plads til andre vurderinger. Der er opmuntrende tegn,« siger han.

Skiftet skyldes dog ikke kun idealisme, siger Kristian Berg Harpviken.

»Man har af nød indset behovet for at følge et andet spor, der i højere grad involverer diplomatiske løsninger og mere fleksible forhandlingstaktikker,« siger Harpviken.

VKO valgte militæret

Den institution, han leder, er internationalt respekteret, grundlagt af Johan Galtung, der er kendt som en slags fader til fredsforskningen. Også Harpvikens hjemland, Norge, har det seneste årti opnået stor global indflydelse gennem sin indsats for fredsmægling. Netop nu deltager norske diplomater succesfuldt i mæglingsprocessen mellem den colombianske regering og oprørsbevægelsen FARC, og tidligere har Norge blandt andet gjort det i konflikter i Sri Lanka, Sudan og Israel/Palæstina. Og det nylige regeringsskifte i Norge kommer ikke til at påvirke landets internationale rolle som fredsmægler.

»Den nye regering har netop offentliggjort sit regeringsgrundlag, og det fremgår klart, at den vil fortsætte satsningen på mægling og fredsforskning. Det er en politik, der er hævet over blokpolitik,« fortæller Kristian Berg Harpviken.

»På den måde har politikken i Danmark og Norge jo nok udviklet sig lidt forskelligt,« konstaterer han forsigtigt.

For mens Norge siden begyndelsen af 1990'erne har satset stærkt på fredsmægling, er det gået den modsatte vej i Danmark.

Mest tydeligt ved VKO-regeringens tiltræden i 2001 og den efterfølgende overføring af midler fra fredsforskning til forskning med forankring i militæret såsom Forsvarsakademiet og Dansk Institut for Militære Studier, nu Center for militære studier.

Else Hammerich, en af Danmarks mest erfarne fredsmæglere, grundlagde i 1983 ngo’en Center for konfliktløsning. Samtidig afsatte Folketinget midler til fredsforskningsinstituttet COPRI på grundlag af et beslutningsforslag fra SF. Hammerich husker stadig, da VKO-regeringen lagde COPRI ind under DIIS, der er finansieret af udenrigs- og forsvarsministerierne.

»Vi tænkte, at det var et kæmpe tilbageskridt, for det var det,« forklarer hun i dag. »Det var som at vende tilbage til et gammelt paradigme. Man glemte ideen om at udforske fredsmuligheder på samme vilkår som militære. FN-pagtens artikel 33, der siger, at alle muligheder skal afprøves inden krig. Der var en stolt tradition omkring Københavnerskolen med dygtige eksperter og praktikere, og jeg tror, at tabet af den kapacitet har frarøvet os nogle muligheder,« siger fredsaktivisten, der i dag er 77, men stadig er aktiv som konfliktmægler.

I de optimistiske år efter Murens Fald var hun kortvarigt medlem af SF og fik dengang til opgave af partiets daværende formand, Holger K. Nielsen, at skrive partiets sikkerhedspolitiske oplæg.

»Jeg kan huske, at der var et enormt potentiale dengang efter Den Kolde Krigs ophør. Vi talte om fredsdividenten; altså at nogle af de midler, der var blevet brugt på oprustning i stedet kunne bruges på fred. I oplægget så vi Norden som et centrum for konfliktfaglig ekspertise. Fra børnehave til universitet. Men vi blev overhalet af historien,« forklarer hun.

11. september

I stedet for fred blev der krig. I Eksjugoslavien, i Somalia, i Rwanda og efter årtusindeskiftet »en stigende intern fjendtliggørelse mellem Vesten og den muslimske verden«, som Else Hammerich formulerer det.

Fogh-regeringens omprioriteringer, der var præget af den militariserede stemning efter angrebet på World Trade Center i 2001, efterlod et stærkt begrænset miljø for fredsforskning og international konfliktløsning i Danmark. Og en langt mere stram forståelse af international sikkerhed uden plads til den bredere grundforskning i, hvad sikkerhed egentlig er, som fredsforskerne varetog.

Men på trods af flygtningekatastrofer og en løbende diskussion om pligten til at gribe ind i konflikter for FN og den vestlige verden, accepterer Else Hammerich ikke sikkerhedsliggørelsen af udenrigspolitikken. Hun placerer en stor del af ansvaret hos medierne, der efter hendes mening ikke har været dygtige nok til at udfordre et sort-hvidt verdensbillede af godt og ondt og nemme og rene militære løsninger.

»Krigene bliver hele tiden ført med humanistisk begrundelse. Det er pest eller kolera, og medierne bringer billeder og historier med et pseudohumanitært perspektiv, der bygger en stemning op, så interventioner bliver uundgåelige,« siger hun.

»Det handler sådan set ikke om at være ’god’ eller fredstosset. Det handler egentlig bare om at være intelligent. Om at analysere konflikternes aktører, deres motiver, mulighederne, have en exitstrategi. Jeg tror, at få folk i dag ville være uenige med mig i, at der ganske enkelt ikke blev udført et godt nok analysearbejde forud for krigene i Irak og Afghanistan, og at de ulykkelige og mislykkede indsatser kunne have været undgået, hvis man ikke havde prioriteret, som man gjorde,« siger hun.

Ingen plads til blødere nuancer

Else Hammerichs frustration bliver spejlet hos en anden tilhænger af fredelig konfliktløsning, historikeren og koldkrigsforskeren Poul Villaume.

I frustration over en dansk sikkerhedsdebat, der hovedsageligt var fokuseret på hårde magtmilitære midler, var han med til at stifte RIKO – Rådet for International Konfliktløsning – i 2008.

Her har man blandt andet allerede for halvandet år siden kommet med forslag til, hvordan der kunne findes en fredelig løsning i Syrien ved at involvere alle parter i forhandlingerne, inklusive Iran, ikke stille ultimative krav på forhånd og i øvrigt være parate til at æde tunge ideologiske kameler – uden nødvendigvis at komme med et columbusæg til at løse en konflikt, som umiddelbart kan synes langt væk fra en dansk politisk dagsorden.

Men det har ifølge Poul Villaume været svært at komme til orde i en debat, der har udspillet sig i et univers af hårde sikkerhedspolitiske kategorier uden megen plads til blødere argumenter.

»I starten var det som at slå i en dyne. Den sikkerhedspolitiske debat var så militariseret, og medierne og politikerne var fuldstændig uimodtagelige over for en anden dagsorden,« forklarer han.

Nu er tiden måske ved at ændre sig igen. Et af tegnene er den nylige åbning af Forskningscenter for Løsning af Internationale Konflikter ved Københavns Universitet.

Under ledelse af den internationalt anerkendte sikkerhedsforsker Ole Wæver kan centeret, der åbner den 12. november, dårligt ses som andet end en opprioritering af fredsforskningen og konfliktmæglingen som politisk redskab.

»Der er jo flere lag i det. På den ene side har der hele tiden været meget konfliktmægling og nok også kvantitativt mere og mere af det. Men det er lidt blevet overset af både medier og toneangivende politikere,« siger Ole Wæver.

»På det andet plan er der ikke tvivl om, at der sker en bevægelse i øjeblikket, hvor fredsmægling og diplomatisk konfliktløsning bliver opprioriteret, fordi man ganske enkelt ikke har råd og kræfter til Afghanistan- og Irakindsatser længere. De var attraktive, fordi de fremstod simple og kunne sælges som kampe mellem godt og ondt. Vesten kunne beslutte sig for dem og gennemføre dem, og derfor var man også mindre opmærksom på andre løsninger. Men man har ikke de samme muligheder længere. Derfor er det ikke nødvendigvis et ideologisk valg at opprioritere konfliktløsningen, men nok snarere en pragmatisk løsning,« forklarer han og tilføjer:

»I Danmark har man jo haft det her ’morgenmad i Washington-argument’ om, at vi var sikret indflydelse på grund af vores militære indsats. Dér er der i dag en pragmatisk erkendelse af, at flagskibet i dansk udenrigspolitik nok ikke er militært de næste 10-20 år, og at vi skal søge indflydelsen på en anden måde.«

Ikke brug for et Norge II

Hvis den anden måde er fredsmægling, kommer vi til at ligge i baghjulet på Norge. Men Ole Wæver er også forsigtig med at overføre Norges resultater og metoder til danske forhold.

»Der har været en ret slående forskel på den danske og den norske tilgang. Nordmændene har en helt anden tradition, en vidensbase og en forskning at trække på, som giver dem en stor fordel, og udenrigsministerielt har de været meget aktive. Først og fremmest fordi det er en succeshistorie, der har givet dem indflydelse. Det har kunnet betale sig,« siger han.

»Vi kan ikke gøre det samme, for der er ikke plads til et Norge II. Men vi kan gøre andre ting og sætte ind andre steder på en konfliktskala. Vi kan gå ind tidligere i en konflikt, før den er blevet væbnet, og søge at påvirke og støtte. I f.eks. Kosovo og Libyen intervenerede man jo faktisk militært for at foregribe en forventet optrapning af konflikten, hvor man måske kunne have valgt andre løsninger. Og vi kan gå ind efter en fredsslutning og arbejde med den historiske erindring og søge at hindre det, som ofte sker: At konflikter bliver vakt til live igen,« siger centerlederen og tænker sig lidt om, inden han svarer på, om man fra dansk side kunne have gjort en forskel i Syrien.

Aktivisme

»Jeg er ikke Syrien-ekspert, og vi er kun lige kommet i gang, men måske kunne man være gået ind og have støttet demonstranterne, før de greb til våben, og medvirket til at gøre deres protest så overvældende, at regimet ville give efter.«

— Men ville man så ikke også blive en aktivistisk part?

»Jo, men det gør man jo uanset hvad i kraft af, hvilke organisationer man vælger at støtte, hvornår man afbryder de diplomatiske forbindelser etc. I en globaliseret verden er vi – danske NGO’er og den danske stat – altid med i et konfliktforløb. Spørgsmålet er bare, om man gør det som del af en velovervejet politisk proces, der har en fredelig løsning som mål. De overvejelser savner jeg i dag.«

Men alligevel. Er det ikke sådan, at både i Syrien, men også mange steder i verden er der en blodig virkelighed i gang, hvor diktatorer, krigsherrer, forbrydere, militsledere og ofte også almindelige mennesker er ligeglade med flotte ord og fredsidealer råbt ud fra en bjergtop højt mod nord?

Jo, men det er ikke det, der er pointen, forklarer Else Hammerich.

»Der var ingen, der lavede aftalen i Syrien af idealistiske eller altruistiske årsager. Ikke Putin, ikke Obama. Sagen er, at der pludselig åbnede sig en mulighed, hvor der ikke var nogen før. Der skete noget, ingen havde kunnet se ske et halvt år forinden, hvor alle havde malet sig op i et hjørne. Og hvem ved, hvad der ellers kan åbne sig af muligheder, hvis man holder muligheden for en mulighed åben.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Filo Butcher
  • Jette M. Abildgaard
  • Tom Paamand
  • Stig Bøg
  • Carsten Munk
  • Marianne Rasmussen
  • Henrik Darlie
  • Kalle Nielsen
Filo Butcher, Jette M. Abildgaard, Tom Paamand, Stig Bøg, Carsten Munk, Marianne Rasmussen, Henrik Darlie og Kalle Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Rasmussen

"Sagen er, at der pludselig åbnede sig en mulighed, hvor der ikke var nogen før. Der skete noget, ingen havde kunnet se ske et halvt år forinden, hvor alle havde malet sig op i et hjørne. Og hvem ved, hvad der ellers kan åbne sig af muligheder, hvis man holder muligheden for en mulighed åben."

Endelig! Krig er aldrig en løsning. Og slet ikke en oplyst menneskehed værdig.

Hanne Ribens, Jette M. Abildgaard, Torben K L Jensen, Bjarne Nielsen, Carsten Søndergaard, Flemming Scheel Andersen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Emnet er der ikke noget i vejen med, det skal I anerkendes for.
Det samme gælder derimod så vidt jeg kan se ikke overskrifter i forhold til indhold.
Især hænger forsiden "Hvor fløj den hen? Siden 2001 har verden glemt, at krig kan løses med andet end våben" ikke sammen med resten, og er tvivlsom.
Det er jo ikke fred eller krig som sådan der er hovedemnet, men Danmarks og til dels Norges tilgang og eventuelle deltagelse. Faktisk har I slet ingen grunde givet for at "verden" som sådan blev mere ramt af krig på 2000-tallet end før, hvilket nok heller ikke passer. Synsvinklen er mere "lokal" eller "selvcentreret": "Vores" regering har valgt at sende danskere i krig, men det er jo noget ganske andet. Derudover har en magt - USA - været mere tilbøjelig til at gå ind i aktiv krigsførelse, i forhold til enkelte perioder før.

Udenrigspolitisk kan danskerne sagtens være ydmyge, når de er tvunget til det eller kan se en fordel ved det, mens Svenskere og Nordmænd, måske mere kan se friheden ved ydmygheden.

Pacifisme har, i mine øjne, altid været den mest sympatiske tilgang til løsning af en konflikt, pga. de manglende omkostninger (militærudgifter samt tilskadekommende og dræbte soldater).
Vold og krig skal altid være den sidste udvej.

Hanne Ribens, Bjarne Nielsen, Michael Reves, Carsten Søndergaard, Viggo Okholm og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det bliver meget svært for Danmark at nærme sig fredsmægling, for dertil har vi slet ikke omdømmet, respekten, tilliden, tiltroen til objektivitet og uafhængighed. Meget langt fra. Det startede allerede i 90-erne med at blive revet ned, da SR-regeringen gik ind for aktivistisk udenrigspolitik, og vi var med i 1. Irakkrig, Bosnien, Kosovo, efterfulgt af en ikke mindre aktivistisk VKO-regering under Fogt med 2.Irakkrig osv. Danmark sættes også i forbindelse med generalsekretærposten i NATO, og vi har ikke villet anerkende Palæstina, ikke engang deres ønske om optagelse som observatør i FN. Vi har bombet i Mali, og vi har udtrykt i Folketinget, at Danmark er klar til nye krige. Regeringen og udenrigsministeren har endda sagt, at det godt kan være uden FN-mandat. Danmark stod helt bag USA i de indledende bestræbelser for at bombe Syriens Assad som straf for kemiske våben osv., osv., nej det bliver meget svært og kommer til at tage mange år - desværre.

Filo Butcher, Ervin Lazar, Toke Andersen, Carsten Munk, Peter Jensen, Henrik Darlie, Søren Bro, Bjarne Nielsen, Carsten Søndergaard, Holger Madsen, Flemming Scheel Andersen, Aksel Gasbjerg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Lotte Folke Kaarsholm har tilsyneladende ladet sin kritiske journalisthat blive hængende derhjemme. Den aktivistiske danske udenrigspolitik bliver stillet overfor en norsk fredsmæglingspolitik, der har arbejdet "succesfuldt i mæglingsprocessen mellem den colombianske regering og oprørsbevægelsen FARC, og tidligere har Norge blandt andet gjort det i konflikter i Sri Lanka, Sudan og Israel/Palæstina. " Øh? De har muligvis reddet en brutal oprørsbevægelse fra at blive knust, efter den i mange år havde finansieret oprøret med narko, kidnapning og myrderier, i Sri Lanka knuste flertallet mindretallet og aftalen sikrer, at det fortsætter, i Sudan var opdelingen i syd og nord en pæn succes, men myrderierne i Darfur fortsætter og Bashir sidder der stadig, og Israel/Palæstina er det jo næsten pinligt at nævne, der er intet sket. Det er selvfølgelig ikke Norges skyld, men det er meget svært at se, hvilken forskel, der er gjort. Hvad er succeskriteriet for en sådan fredsmægling? Hvis det kun er at få parterne til at snakke sammen, så er barren sat meget lavt. Så er det vel kun de norske hotelejere, der har haft interesse i det.

jasper bertrand

Jeg forstår ikke, kom aftalen om kemiske våben i Syrien ikke i stand fordi USA (og Danmark sandelig) truede med at bombe?
Og kunne myrderierne på Balkan ikke have været forhindret hvis Vesteuropa havde sendt en mindre styrke allerede ved de første overfald?

Michael Kongstad Nielsen

Jeg under virkelig Norge sin status og dygtighed som fredsmægler, der jo altså opsøges af konflikternes parter i fjerne egne, fordi de har tillid til Norge, der kan man trygt henvende sig. Det er flot, og noget vi brødre kunne have håbet på, også var vores evne (jf. Jutlandia, Gaza, Cypern).

Per Torbensen, Carsten Munk, Peter Jensen, Bjarne Nielsen, Carsten Søndergaard, Flemming Scheel Andersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Fred i verden! Det lyder da tiltalende men vel også lidt naivt de sidste 10.000 års historie taget i betragtning.

En stigende og verdensomspændende kamp om basale resourcer som vand, mad, energi, og en eksplosiv befolkningstilvækst i ikke mindst Mellemøsten og Afrika, Europas nabo, tyder ikke på at vi skal vente os mere fred. Også selvom vi kunne ønske os det, her i vores lille ligusterhæk paradis.

Selvfølgelig er det da al ære værd, at Norge har forsøgt at være mægler i forskellige konflikter, og det er nødvendigt, at nogen skaber en mulighed. Men det er altså ikke nok, og det er i den grad nødvendigt, at se lidt længere end blot mæglingen. Jutlandia var i sig selv en succes og sikrede god behandling af sårede soldater i et dengang meget primitivt land, men Gaza og Cypern ligner i den grad sig selv, nu på 50sindstyvende år. FN har en trist tendens til at fastfryse og umuliggøre brugbare løsninger, i det tidligere Jugoslavien er succeskriteriet jo faldet til, at de bare ikke slår hinanden ihjel. For hver dag der mægles videre og ævles om den store og spændende succes i Syrien, med at tvinge regimet til at destruere krigsgasserne, dør der 100-150 mennesker! Succes? På et eller andet tidspunkt, når der er myrdet tilstrækkeligt, vil der sikkert kunne mægles et eller andet, men hvad? Og vil det være en succes, at efter 400.000 flere døde skriver et par af de overlevende under på et stykke papir? Skulle krigen ikke gerne stoppes før?

Carsten Søndergaard

Norges fredsmæglingsbestræbelser er al ære værd. Men landet ville unægtelig tage sig endnu pænere ud, hvis det ikke optrådte på top 20-listen over våbenekseporterende lande, i øvrigt sammen med Sverige, der er nr. 12, mens Norge er nr. 15. Den hitliste optræder Danmark trods alt ikke på. USA er naturligvis nr. 1. De vil nok gerne være sikre på at have nogen at slås med.

Og imens er selv det gamle pacifistiske parti De Radikale ude for at se på nye kampfly til Danmark. Jeg ved ikke, hvad den moralske forskel er på at være våbeneksportør og våbenimportør. Men det vil De Radikale nok gerne forklare mig.

Carsten Munk, Flemming Scheel Andersen, Marianne Rasmussen, Peter Jensen, Bjarne Nielsen, Jesper Wendt og Michael Reves anbefalede denne kommentar

Løsninger uden våben? Utopia, er jeg bange for. Ressurcerne bliver knappere og religionskrigene er ikke på vågeblus, så vidt jeg kan se.

Hvorfor skulle verden ændre sig? Menneskets natur ændrer sig jo ikke, nu hvor vi har sat evolutionen ud af kraft ved selv at kunne bestemme over afkommet, inden det fødes, og hvor naturlig udskillelse forhindres af lægevidenskaben.

Aleksander Laursen

Hvordan lærer man børnene i skolen vold og/eller krig er forkert, når deres egne politikere tyr til vold for at løse problemer?

Bjarne Nielsen

Man behøver ikke være ældgammel for at huske en tid, hvor Danmark var respekteret i hele verden for tolerance og et godt eksempel på fredelig sameksistens.
Vi danskere nød respekt i DDR, Italien, USA, Tunesien, overalt.

I 1990-erne blev vi et eksempel for hele verden på et land der går ind for krig som universalmedicinen, og som tog aktivt part i konflikter og altid støttede den part, vi eller vores gode ven USA havde en politisk interesse i at støtte.

Siden dengang har jeg været knap så stolt af at fremstå som dansker ude i den store verden.

Danmark har helt sikkert været med til at øge antallet af civile ofre for krige.
Det er svært at få øje på at vi har gjort verden mere menneskelig.

I Kosovo hjalp vi et mindretal til at blive flertal ved at fordrive flertallet og bringe en halvfascistisk bevægelse til magten. Vi bombede som vanvittige den jugoslaviske civilbefolkning. Bl.a bombede vi et persontog i Beograd, så det styrtede i en flod.

I Irak lykkedes det faktisk at skabe helvede på jord efter at flere hundrede tusind mennesker var døde. I Afghanistan blomstrer terror, opiumsdyrkning og magtmisbrug. I Libyen har vi hjulpet udemokratiske islamister og terrorister til magten. Det samme var hensigten i Syrien.

Er vi omsider ved at overveje at genoprette Danmarks ry som fredselskende nation?

naivt, så længe der er så mange penge i våbenindustrien vil det fortsætte, om ikke andet så i form af drone-krigsforbrydelser, man har netop testet en prototype på en robotsoldat og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at sådan en fætter kan sendes afsted med samme påstande som man ulovligt drone-dræber. Den tilsyneladende fornuft, der indfandt sig i det hvide hus, i forhold til Syrien, ville aldrig være forekommet under en teokrat som Bush, så det ser kun positivt ud til det andet parti vinder igen, støttet af våbenindustrien.

Lotte Folke Kaarsholm

Kære alle sammen, tak for kommentarer. Hvis I ikke allerede har skyndt jer ned at købe weekendens avis, som faktisk også indeholder Søren Mørchs synspunkter på den danske krigspolitik ud over virkelig mange andre gode ting, kan I også læse lidt mere om Norges rolle i den her, som er en sideartikel til ovenstående (som i øvrigt er skrevet af Tobias Havmand).
http://www.information.dk/476450
VH Lotte Folke

Holger Madsen, Bjarne Nielsen, Stig Bøg, Marianne Rasmussen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

@Martin Lund

Drengerøven er jo selvskabt af mænd, der ikke føler de kan leve op til egne og/eller omgivelsernes forventninger i stedet for at hvile i sig selv.

VH PER ESKILDSEN

Kære Per

Bortset fra at jeg tror at du henvender dig til den forkerte og er i en forkert tråd, så giver dit bidrag isoleret set ringe mening.

Krig er blot politik med andre midler.

Uden et opgør med selve det tankegods, "vi" søger at udbrede med militære midler, kan man kun opnå kortere pauser, før krigen tvinges til at fortsætte.

Lige nu forventer "vi" - i ramme alvor - at muslimske vælgere skal stemme ikke-muslimske ledere til magten.

At arabiske vælgerkorps skal stemme anti-arabiske ledere til magten.

Når de så (surprise surprise) ikke opfylder vore forventninger, vil "vi" enten:

1) Angribe militært.
2) Støtte at militærdiktatorer sætte de folkevalgte fra magten (Algeriet og Egypten).

Før vi selv fatter, hvad demokrati går ud på, bør det ikke udbredes med vold.

Lars R. Hansen

Man skal passe på ønsketænkning ikke få overtaget

Det forekommer en - at der hugges en hæl og klippes en tå for at tvinge et bestemt narrativ frem - "ideen om at løse konflikter med våben er på retur"

Hvad der desværre ikke er meget som tyder på - hverken i USA, Danmark eller verden i øvrig - herunder for den sags skyld også Norge.

Det forhold - at USA og Vesten nok har lært, at det ikke er så lige til at skabe fred og demokrati i kulturfremmede nationer ved med magt at fjerne deres regimer - hvad er nemt nok - efterfulgt af en dyr, langsom og vanskelig nationsopbyggende militær-civil indsats - skal man nok ikke forveksle med 'sværdet er smedet om til plov' eller blot at det militære magtmiddel nu spiller en mindre rolle i international politik.

At USA - for nærværende - ikke har bombet i Syrien - udgør altså ikke et paradigmeskifte i international eller amerikansk politik - en svale gør ingen sommer.

Og for hvad angår den komparative analyse af Norge og Danmarks udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske linjer - så forekommer den ikke uanstrengt - og visse undladelser ganske påfaldende.

For det første må det nævnes - at også Norge havde tropper i Irak samt fortsat har tropper i Afghanistan og halv snes andre lande - Norge har ikke ført en væsentlig anderledes politik end Danmark, når det gælder deltagelse i militære interventioner - til eksempel deler Norge og Danmark nok førstepladsen over flest bomber smidt over Libyen pr. indb. - og har forresten godt dobbelt som mange operative F-16 kampfly som Danmark at bombe med.

Hvad 'fredsduen' Norges forsvar bedre har plads på forsvarsbudgettet til - eftersom Norge afsætter langt, langt flere skattekroner til forsvarsområdet end 'krigshøgen' Danmark gør - Norges forsvarsbudget er lige så stort som Danmark, Estland, Letland, Litauen, Bosnien, Albanien og Makedoniens tilsammen.

Hvad kun styrker Norges position som troværdig fredsmægler - omend succes hermed i form af fredsslutninger synes noget pauvert - hvad viser det heller ikke er nemt at løse konflikter uden militær intervention eller en troværdig trussel herom.

Lotte Folke Kaarsholm

Kære Lars R. Hansen,
hvis du læser den sideartikel om Norges projekt, som jeg linkede til ovenfor, vil du se at den både omtaler Norges egen militære deltagelse og det, at landet ser sin mæglerrolle snarere som udtryk for en arbejdsdeling i samarbejde med USA's hårde magt end som et alternativt, pacifistisk projekt alene.
VH Lotte FK

Michael Kongstad Nielsen

Der er også den forskel på Norge og Danmark, at Norge har anerkendt Palæstina (ligesom Island), og Norge er ikke afhængig af EU´s forsøg på at lave en fælles sikkerheds og forsvarspolitik. Der udover spiller renommeet og de hidtidige erfaringen selvfølgelig en stor rolle. Når en mæglerrolle først er opbygget, er den temmelig sej og langtidsholdbar, tror jeg. Den første FN-generalsekretær var også nordmand, Trygve Lie.

Per Dørup Jensen

Konfliktløsning for at undgå krig?
Aggressore(r)n(e) skal altså forhandle med den regering, der bliver udsat for aggression med henblik på at løse konflikten for at undgå krig?
Hvis USA og Tyskland havde konfliktløsningsforhandlet med Milosevic, så havde vi altså undgået krigene i Jugoslavien i 1990 érne!
Da Milosevic førte konfliktløsningsforhandlinger i Dayton og Rambouillet strakte han sig meget langt for at undgå at Beograd blev bombet. Men Nato krævede - under humanitære påskud, herunder udokumenterede påstande om massakrer på muslimer i Srebrenica- og Racak - hindret adgang til hele Jugoslavien! - Og har i dag politisk, økonomisk og strategisk kontrol over hele eks-Jugoslavien.
Saddam imødekom USA og UK langt hen ad vejen, men fik fik dikteret flyforbudszoner i Iraks nordlige og sydlige territorium, bla. fordi han i Nord gassede kurderne, lød den udokumenterede påstand fra Bush, Blair og deres daværende kurdiske allierede.
Gaddafi lod sig afvæbne fra sit a-program, og gav Nato en betydelig indflydelse i Libyen, blandt andet ved at acceptere IMF´s nedskæringspolitik. Men krævede, at kontrollen over størstedelen af Libyens olie skulle forblive på det nationale olieselskabs hænder. Ligesom i Irak, har USA, UK og co i dag tilranet sig magten over Libyens oliereserver.
Assad accepterede ligeledes IMF`s strukturtilpasningspolitik, hvilket gav en vis grobund for for stigende arbejdsløshed, social uro og utilfredshed blandt syrerne.
Så alle gik og går langt for at fredskonfliktløse, og endda langt overvejende på USA´s og Nato`s præmisser, men solgte altså ikke uhæmmet ud af landets rigdomme og ressourcer, som Nato forlangte.
Så jeg ved ikke hvad Ole Wæver, Lotte Folke Kårsholm og andre forestiller sig med konfliktløsning for at undgå krig?
Var det ikke bedre med et Center for Imperialismeforskning frem for et Center for Konfliktløsning?

Det er da glædeligt at se den overstrømmende kærlighed, og du elsker selvfølgelig Norge, fordi det også var med i Irak og Afghanistan, har et forsvarsbudget, der får Danmarks til at ligne lommepenge, og er verdens 15. største våbeneksportør?

Det er da så sandelig også glædeligt, og forskellen mellem dette og amerikanske soldater der får danske piratgidsler løsladt er?

Jesper Bertrand,
det vil både den danske og den amerikanske regering vel gerne påstå. Men mon ikke det snarere var Rusland der ved at stå fast og ikke give sig for den amerikanske trussel, tværtimod, bebude frontalt modstand til USA's krigsplaner, har presset USA derude hvor de ikke kunne bunde?

Jeg er enig i at Norge har overtaget Danmarks gamle plads og renomme.
Norge er langt mere respekteret i udlandet end DK er det i dag.
Derudover mener jeg at de nordiske lande, skulle se at samarbejde mere aktivt sammen, og promovere fred i verden. Med en samlet befolkning på knap 26 mio. samt en af verdens rigeste befolkninger, er det næsten synd at vi lader os hundse rundt med af USA samt EU, og at vores stemmer og politik er så splittet.
Hvad de nordiske lande/norden burde promovere, i stedet for krig, had og ødelæggelse, er menneskerettigheder, miljø, fred samt bekæmpelse af korruption. Områder som vi absolut er gode til.
Mere tvær-nordisk samarbejde tak, og en ny rolle til Norden som forkæmpere for fred.

Jette M. Abildgaard

Michael Kamp,

Vi er enige (vist ogsaa med Norge), men jeg er alvorligt bange for, at der endnu er lang vej foer Danmark naar saa langt....saa uendeligt trist....Danmark lader ikke rigtigt til at kunne stoppe igen, naar det foerst kommer i gang, vel ;(:(:(

Michael Kamp, Danmarks gamle plads og renomme? Du mener vel som professionel og seriøs partner i NATO, på lige fod med Norge. Danmark var det land der vidste mest om, hvad der foregik i Østersøen, og kunne under Cubakrisen beskrive ganske nøje, hvad russerne prøvede at sejle af sted til Cuba. På samme måde vogtede Norge Nordkap.
Norge har gjort et ihærdigt og prisværdigt forsøg på at få israelerne til at tale sammen, og det er ikke Norges skyld, at det har været en fiasko. Der er mange dårlige kokke om den uspiselige gryderet, og desværre har tjeneren Norge hverken gjort fra eller til. Der skal vel mere til, end blot at få to parter til at sætte sig ved det samme bord? Når de så ydermere går skrigende og råbende derfra, er det meget svært at kalde det en succes. Men Norge er da respekteret i udlandet i dag, ikke mindst for indsatsen i Irak og Afghanistan, der viste, at nordmændene også kan noget, når det drejer sig om mere end bragesnak.
Norge har i mange år haft mange samtaler og meget samarbejde med palæstinenserne, der i Fatah's skikkelse er noget af det mest korrupte i Mellemøsten, og det siger ellers en del. Fatah var jo så korrupt, at selv palæstinenserne blev trætte af det og en stor del af dem valgte Hamas i stedet. Norge har næppe selv været med til at fremme korruptionen hos Fatah, selv om oliemilliarderne måske kunne være fristende at smøre med, men det er svært at få øje på, at Norge har gjort noget som helst for at formindske, forhindre eller fjerne korruptionen. Den lever i bedste velgående. Michael Kamp, mener du virkelig, at Norge vil være en god partner i en kamp mod korruption?
Men du har ret i, at der er god grund til at bevare og udbygge det gode samrbejde for menneskerettigheder, som i at være med til at hindre Milosevic i at forfølge kosovoalbanerne, i at få fjernet Saddam Hussein og Gaddafi, og i at befri afghanerne fra Taliban. Så vidt jeg husker var Norge med til det hele.

Michael Kongstad Nielsen

En mægler i konflikter er ikke én, der bestemmer eller stiller krav. Mæglerrollen handler om at få parterne nærmere hinanden, forliges, få tillid til hinanden eller i hvert fald ophøre med kamphandlinger. Så det har ikke noget med en mæglerrolle at gøre, at bekæmpe korruption eller forandre ideologier eller få det ene styre til at være anderledes osv. Det er helt misforstået. Mægling handler om at være en neutral part, der tilbyder konfliktens parter et frirum under trygge former, hvor de kan forhandle og give sig, tilnærme sig hindanden i en tro på, at fred kan opnås.

Michael Kongstad Nielsen, det er jo indlysende korrekt, men skøjter elegant hen over succeskriteriet. Er det at der blev sat det rigtige antal stole og den rigtige størrelse bord frem, eller skulle det ikke også være, at mæglingen havde et positivt resultat? Sudan kan vel til nød siges at være en succes, al den stund at grænsekrigene mellem syd og nord har været begrænsede, men der er næppe mange tamiler, der synes at udviklingen i Sri Lanka har været særligt heldig, og Oslo er jo næsten ikke eksisterende i dagens Israel-Palæstinakonflikt. "Det gik helt ad helvede til, men ihh hvor var det en hyggelig mægling!" Skulle det ikke gerne komme længere end det?