Klumme
Læsetid: 4 min.

Titelforsvar

I begyndelsen var titlen. Alt andet følger
I begyndelsen var titlen. Alt andet følger

Ib Kjeldsmark

Moderne Tider
26. oktober 2013

Da sangerinden Björk i sin pure ungdom sang aggressive, følelsesladede punksange uden ord, men med skrig, støn og gebærder, opdagede hun på et tidspunkt, at det kunne være en god idé lige at give publikum en helt overordnet antydning af, hvad det næste nummer handlede om, inden hun gik i gang. Egentlig var sangene en slags protest mod ord, et forsøg på at ramme det menneskelige følelsesliv direkte og uden om ordenes ideologiske vold, men det var alligevel en skam, hvis der slet ikke var nogen kognitiv resonans i tilhøreren, og værkets udtryk dermed forblev et eksotisk, ubestemmeligt naturprodukt. Hvis hun f.eks. angav, at hun nu ville synge om voldtægt, gav det i det mindste tilhørerne en mulighed for at indstille sig på, hvordan de mange voldsomme lydeffekter efterfølgende kunne indrammes. Hun begyndte med andre ord at give sine værker titler.

Uden titel

’Titel’ kommer af det latinske ’titulus’, der betyder indskrift eller skilt. Med en titel kan man fastlægge en betydningsramme ved at ridse en lille indskrift med et bibelvers i kanten af et maleri, eller man kan definere et landområde: »Dette område hedder sådan her – og det hører under kejseren.« Man sætter et skilt op på en mark eller på skjorten af en konferencedeltager, man opnår en titel som økonom eller skakmester, og man giver titler til sine digte. En titel angiver et værks eller et menneskes eller et områdes placering, retning eller intention, og efterlader det så med denne betegnelse på dets videre færd i verden. Skiltene, der ledsager malerier på kunstmuseerne er i sig selv titler: De hænger der for lige at forklare, hvad det er for et billede, hvor det evt. stammer fra, og måske endda, hvad malerens intention overordnet set har været. At betitle et værk ’Uden titel’ er naturligvis også at give det en titel – som regel med den hensigt at antyde, at værket er for dybt til at kunne indfanges af en titel.

Titler er altså retningsangivende og inddæmmende, men giver dermed også mulighed for en helt særlig form for kreativitet. At betitle noget er på en måde sin egen genre. Nogle gange er titlen alene mere værd end hele værket. Det er f.eks. uden tvivl tilfældet for Johnny Madsens sang »En Sølvmåge Lander Ganske Langsomt På Balticas Flerfarvede Lysstofrør Og Kikker Opmærksomt Ud Mod Havet« fra albummet Chinatown, Yellow Moon og Den Sorte Fugl. At bidrage med en god titel kan i sig selv være en intellektuel bedrift. Det kan sige: »Sådan her kan man kalde en sang,« og dermed åbne for helt nye måder at inddæmme, opdyrke og udforske verden på.

Titelkampen

Derfor er kampen om titlen på ingen måder uskyldig. Når en journalist f.eks. vælger at give sin artikel om digteren Yahya Hassan overskriften ’Jeg er fucking vred på mine forældres generation,’ bestemmer den en hel del om den modtagelse, både digteren og hans værk vil få. Titler er magt. De retter opmærksomheden og åbner for tænkning, eller de fastlåser opmærksomheden og gør verden genkendelig. Med ord og tegn kan udtryk, tekst, mennesker og jord betitles, så de defineres, inddæmmes og gøres entydige. At give en titel er også at bemestre. Det er at indtage positionen som den, der fastlægger grænser og retninger. Hvad var opfindelsen af kanonen mod opfindelsen af flaget? Som den engelske komiker Eddie Izzard har gjort opmærksom på, beroede det britiske imperium måske i virkeligheden på at stjæle lande »ved den snedige brug af flag«. Ved afmærkningen af Indien med et skilt og et flag fulgte pludselig en helt ny verden af administration, magt og udnyttelse. Det var en ny måde at opdele verden på, et kognitivt netværk, der kunne lægges ned over et helt subkontinent. Titler kan være starten på en strid eller afslutningen af en strid. I boksning er en titelkamp kampen om at kunne besmykke sig med et bokseforbunds verdensmestertitel. Men der er på en måde også titelkamp mellem forbundene selv: Hvilket forbund har ret til at definere den virkelige verdensmester? Man kan kæmpe både med og om titler. Nogle kunstværker består simpelthen i at betitle, f.eks. den type af gadekunst, der tilføjer en titel til en bygning, en reklame eller et kunstværk. Som i den gamle graffiti, hvor én havde påført et stort reklameskilt for Den Danske Bank (som den dengang hed) undertitlen: ’Nøglen ligger under måtten’. Eller som da det omstridte aarhusianske kunstværk Vanddragen på Store Torv en morgen var blevet udstyret med et kæmpe frimærke og påskriften ’Til dig!’ – underforstået: ’dette er den gave, byrådet ønskede at give os til byens fineste plads,’ men også: ’Værsgo. Tag venligst dette med dig, hvis du kan finde et sted at stille det.’På en måde var Piero Manzonis værk Verdenssoklen fra 1961 den indtil videre ultimative titel: Han støbte en sokkel, forsynede den med indskriften Socle du Monde, vendte den på hovedet og hævdede alene ved hjælp af værkets titel, at Jorden stod på den. Den, der har magten eller opfindsomheden til at definere en titel, har samtidig magten til at åbne eller lukke et rum for tænkning.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her