Læsetid: 9 min.

Fra venstrefløjens yndlingsbaby til den yderste højrefløjs yndlingsbaby

Onsdag indleder kronprins Frederik besøg i Israel for hylde det historiske venskab mellem Danmark og Israel. Men reelt er det værdifællesskab, der i 1950’erne og 60’erne knyttede især venstrefløjen i de to lande tæt sammen, smuldret, og mange gamle støtter er i dag blandt Israels hårdeste kritikere
Idealisterne. Det var fællesskabet, som det udfoldede sig i kibbutzerne, der i 1960’erne gjorde Israel populært blandt venstreorienterede. Med kibbutzerne havde den østeuropæiske socialisme fået et attraktivt alternativ.

Idealisterne. Det var fællesskabet, som det udfoldede sig i kibbutzerne, der i 1960’erne gjorde Israel populært blandt venstreorienterede. Med kibbutzerne havde den østeuropæiske socialisme fået et attraktivt alternativ.

Moshe Milner

Moderne Tider
26. oktober 2013

Det var i 1974, at Gitte Yankelevitz første gang oplevede at hendes venner på den danske venstrefløj havde skiftet holdning. På et besøg i sin tvillingebrors kollektiv i Danmark mærkede hun, at de varme og beundrende følelser, han og bofællerne tidligere havde udtrykt over for hendes nye hjemland – Israel – var nølnet mærkbart i de 10 år, der var gået, siden hun var draget i kibbutz for at opleve den kollektive leveform i praksis.

»Der var en helt anden tone. Det var efter Seksdageskrigen, hvor Israel havde sejret og havde besat de palæstinensiske områder. Så begyndte de at kalde os for imperialister. Det gjorde mig meget vred og ked ad det,« fortæller i dag 68-årige Gitte Yankelevitz, der siden hun ankom med båd til Haifa i 1964 har været bosat i kibbutz Dafna i det nordlige Israel.

»Min bror besøgte mig ellers i kibbutzen i ’68. Kibbutzerne er – mener jeg – det eneste sted i verden, hvor socialismen er blevet ført ud i livet,« siger hun om den leveform og de værdier, der fascinerede hende i gymnasietiden og fik hende til at tage springet og blive volontør efter endt eksamen.

Kibbutzlivet levede fuldt ud op til drømmen.

»Det gjorde det virkeligt. Det var en socialistisk landsby indrettet efter den leveregel, at du yder det, du kan, og får, hvad du har brug for. Børnehusene, som mange ellers fandt problematiske, syntes jeg var ideelle,« fortæller Gitte Yankelevitz, der fik brug for den fælles børnepasning, da hun selv stiftede familie med en mand, hun traf i kibbutzen.

Socialistisk eksperiment

Gitte Yankelevitz var i 1960’ern ikke ene om at have beundret kibbutzbevægelsen, ligesom der ikke var noget opsigtsvækkende i hendes opbakning til Israel. I Danmark var der både fra officielt hold og blandt almindelige borgere bred opbakning til oprettelsen af den israelske stat, som blev proklameret d. 14. maj 1948 efter en afstemning i FN året forinden om deling af Palæstina.

Henning Kjeldgaard, tidligere diplomat og mangeårig socialdemokrat, husker sin egen begejstring for Israel i starten af 60’erne.

»Jeg var så pro-Israelsk, at det stod ud af alle knaphuller. Så proisraelsk, at jeg ud af min meget begrænsede studenterøkonomi købte mange aktier i et træplantningsprojekt til støtte for Israel, som Viggo Kampmann startede,« erindrer Kjeldgaard, der sidenhen kom til at tilbringe og otte et halvt år som diplomat i den danske FN-mission i New York og 13 år som ambassadør i Afrika.

Det var i høj grad jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, der formede danskernes indstilling til Israel. Men det var ikke kun krigen, der kom til at præge socialdemokraternes holdning. Partiets ledelse havde i disse år et tæt forhold til det israelske Arbejderparti gennem Socialistisk Internationale og fandt de ideer, det israelske parti førte ud i livet, fascinerede.

»Der var et stærkt socialdemokrati i Israel, som forsøgte at omforme landet efter nogle retningslinjer, som vi fandt meget interessante. På et tidspunkt, hvor der ikke skete ret meget andre steder, forsøgte de noget nyt. Hele kibbutzbevægelsen påvirkede os meget,« siger Henning Kjeldgaard.

Kulturhistoriker Morten Thing hørte i 1960’erne til længere ude på venstrefløjen i SF og nikker i dag genkendende til både Kjeldgaards og Yankelevitz’ fascination af kibbutzbevægelsen. Han var så fascineret, at han selv i 1965 drog afsted og tilbragte det næste år i kibbutzen Yakum tæt ved kystbyen Netanya.

»Det var et socialistisk eksperiment uden for den autoritære model i Østen. En ikke-statsstyret model, men en der var vokset ud af folks egne behov. Det særlige var det med, at du udførte dit arbejde, og det var adgangsbilletten til frugten af andres arbejde,« husker Morten Thing om de tanker, han gjorde sig, før han tog i kibbutz.

Hverken Morten Thing eller Henning Kjeldgaard erindrer, at palæstinenserne var en del af debatten i de år.

»I kibbutzen kommer vi til at gå i en skole for nye tilflyttere. Vores lærer fortæller os, at Palæstina var et land uden et folk, og jøderne var et folk uden et land, så det var helt naturligt, at de etablerede en jødisk stat der. Der er ikke et ord om krigen i 1948. Jeg er helt uvidende om, at palæstinenserne var blevet fordrevet,« fortæller Morten Thing, der aldrig overvejede at bede kibbutznikkerne fortælle historien bag ’araberlandsbyen’.

»’Araberlandsbyen’ var nogle nedbrændte ruiner inde i appelsinplantagen. De undrede mig, men ikke nok til at spørge,« fortæller han og tilføjer, at han vendte hjem »veltilfreds og glad efter at have knyttet nye venskaber«.

Skiftet

Det blev – ganske som Gitte Yankelevitz har oplevet – Seksdageskrigen i 1967, der markerede vendepunktet for mange på venstrefløjen. Krigen førte til, at Israel ikke kun slog fire arabiske landes hære på seks dage, men også erobrede store territorier fra de omkringliggende lande. Efter krigen besatte Israel Vestbredden, Østjerusalem, Sinaihalvøen og Golanhøjderne.

»Efter 67-krigen går det op for os, at Israel ikke er et truet land, og at der ikke er nogen grund til at være bekymret på landets vegne,« siger Morten Thing, som blev chokeret og skamfuld, da han gennem samtaler med en studiekammerat indså, at jøderne havde fordrevet palæstinenserne.

»Vi opdager den anden side af medaljen – at Israel er parat til at undertvinge araberne. Pludselig er Israel en imperialistisk stat. Det går op for mig, at jeg som venstreorienteret må tage palæstinenserne parti, og den erkendelse breder sig langsomt til resten af venstrefløjen,« fortæller Thing, der samtidig erkender, at hans egne jødiske rødder – gennem moren – betyder mere for ham, end han havde troet, eftersom Israels handlinger berører ham så dybt.

For Henning Kjeldgaard var det også Seksdageskrigen, der blev vendepunktet.

»Jeg er proisraelsk indtil 1967, hvor Israel ikke alene vinder, men vinder helt afgørende og besætter de palæstinensiske områder. De havde altid sagt, at de ikke kunne forhandle ud fra en svag position, så efter krigen forventede vi en fredsordning. Men tiden gik, og efterhånden som det viser sig, at Israel ikke vil slutte fred, begynder holdningen til landet at ændre sig. Det er min personlige historie, men jeg tror, den er meget almindelig for mange på venstrefløjen,« siger den tidligere ambassadør.

»Det, en besættelse medfører, er en overtrædelse af alle de ting, vi står for,« tilføjer han med henvisning til, at Israel konsekvent har tilsidesat »to af de elementer, som har været grundlæggende for socialdemokratisk udenrigspolitik, nemlig respekten for menneskerettigheder og samarbejdet inden for FN«.

Værdiskifte

Værdiskiftet som følge af Israels fortsatte besættelse af de palæstinensiske områder var dog ikke den eneste årsag til, at mange på den danske venstrefløj ikke længere kunne identificere sig med den stat, de engang havde set som et foregangsland.

Morten Thing peger på, at den voksende kløft mellem den danske venstrefløj og Israel også hang sammen med, at Israel politisk skiftede karakter fra at være domineret af Arbejderpartiet til at blive et højreorienteret samfund. Det skete i takt med immigrationen af jøder fra de arabiske lande, der kom med en anden historie og baggrund end de europæiske jøder, der prægede Arbejderpartiet. Ifølge Thing medførte det, at højrefløjen blev »båret ind i Knesset« – det israelske parlament. Vendepunktet her blev 1977, hvor Menachem Begins højreorienterede Likud vandt valget og for første gang sendte venstrefløjen i opposition.

»Det er ikke kun, fordi vi ændrer holdning til Israel, men også fordi Israel ændrer karakter. Statens ændring betyder, at mange velfærdsinstitutioner bliver nedlagt. Det svækker den kollektive ånd, og det bliver et samfund mere som det amerikanske med større fokus på individet,« siger han.

Gitte Yankelevitz erkender med tristhed, at det præcis er det, der er sket i hendes og hovedparten af landets kibbutzer.

»Min kibbutz er væk. Ja, vi bor her stadig, men i 2000 gik vi over til differentierede lønninger, så i dag er der nogle, der tjener meget, og andre der ikke har ret meget. Spisesalen er lukket, og vi skal selv betale for mad og tøj. Vi er ret langt fremme i processen, der skal gøre vores huse til privat eje. Det var ikke derfor, jeg blev dengang,« fortæller hun. »Så kunne jeg lige så godt have boet i Tel Aviv eller København.«

Officiel holdning

Hun er ærgerlig over, at landet er rykket til højre, for selv har hun de samme venstreorienterede idealer som i 1964, da hun kom til landet. Alligevel er hun trist og forfærdet over, at hendes venstreorienterede ligesindede i Danmark i dag har vendt sig imod Israel.

»Der er sket en meget stor holdningsændring. I dag er jeg næsten bange for at tage til Danmark. Israelere er ikke vellidte i landet,« siger hun.

Holdningsskiftet på den danske venstrefløj bredte sig imidlertid ikke til de etablerede politiske partier.

»Frem til i hvert fald 90’erne var den altdominerende del af det politiske spektrum – omkring 85-90 procent – i Danmark som i det øvrige Nordvesteuropa udpræget pro-israelsk,« vurderer Henning Kjeldgaard.

»Ledende socialdemokrater holdt i realiteten fast i den proisraelske holdning,« siger han og påpeger, at det først var i 2001, da Mogens Lykketoft blev udenrigsminister, at den danske stat blev mere kritisk over for Israel.

»I det år, han er udenrigsminister (fra 2000-2001, red.), begynder han at kritisere Israels undertrykkelsesmetoder af palæstinenserne i de besatte områder på en måde, som Danmark ikke tidligere har gjort,« fortæller Kjeldgaard.

I 2001 mistede socialdemokraterne imidlertid magten, og den mere pro-israelske VK-regering kom til. Under den konservative udenrigsminister Per Stig Møller var Danmark som formand for EU i 2002 medvirkende til at få den såkaldte Køreplan for Fred på plads i 2003, men både volden og udvidelserne af de ulovlige bosættelser fortsate.

I dag bor der flere end 500.000 bosættere på den besatte Vestbred og i Østjerusalem. Fredsforhandlinger i 2007, 2009 og 2010 løb ud i sandet, bl.a. fordi palæstinenserne nægtede at forhandle, mens israelerne fortsatte bosættelsesaktiviteterne.

De nuværende forhandlinger er på samme måde truet, efter at Israel har annonceret nye planer for 1.200 nye statsstøttede boliger i de besatte områder.

Lykketoft var undtagelsen

Selv om Danmark i dag har en socialdemokratiske statsminister og en udenrigsminister fra SF, mener Henning Kjeldgaard ikke, at den danske regering er vendt tilbage til Lykketofts kritiske linje.

»Regeringen i dag er stadig proisraelsk,« mener han. »Lykketoft skulle vise sig at blive undtagelsen.«

Israel synes imidlertid ikke at være af helt den samme opfattelse. Ifølge medierapporter har det ført til hævede øjenbryn i Israel, at udenrigsminister Villy Søvndal er tilhænger af en mærkningsordning, så danske forbrugere kan se, om de varer, de køber, er produceret i ulovlige bosættelser. Og tidligere på ugen nægtede Israel en delegation fra Europa-Parlamentet, hvor Margrete Auken (SF) er næstformand, adgang til Gazastriben – en understregning af det anstrengte forhold mellem Israel og EU.

Morten Thing mener, at de seneste års udviklinger i Mellemøsten trods alt har fået den danske regering til at udtrykke »en form for solidaritet med palæstinenserne, om end ikke kritik af Israel«.

»Jeg tror, det er sådan, at det aggressive Israel, som har vist sig mere og mere under højrestyret, har fået også ledelsen i Socialdemokratiet til at indse, at landet måske ikke er den artige dreng i klassen,« siger Thing.

»Det positive billede, som Israel var i 60’erne og 70’erne for både SF og Socialdemokratiet er ikke mere,« tilføjer han og mener, at man generelt kan tale om, at »Israel er gået fra at være venstrefløjens yndlingsbaby til den yderste højrefløjs yndlingsbaby«.

Han tvivler på, at Israel og den danske venstrefløj vil finde hinanden igen i fremtiden, men mener ikke desto mindre, at det er muligt for landet at genvinde respekten.

»Det, der skal til, er, at de laver fred. Det vil ikke betyde, at venstrefløjen igen vil se Israel som et forbillede, men det er heller ikke i Israels interesse, for et flertal i Israel stemmer i dag på højrefløjen. Men det vil gøre meget i forhold til at ændre det negative billede, så det ikke kun er Dansk Folkeparti og Front National, der støtter landet,« siger han.

Gitte Yankelevitz håber også på fred. Hun fortæller, hvordan hun og israelerne troede, at Seksdagskrigen var den endelige sejr.

»Men det er endt med at blive en forbandelse,« siger hun og fortæller, hvordan udviklingen siden har ført til, at unge mennesker ikke længere drager i kibbutz som volontører, som hun selv gjorde for snart 50 år siden.

Dermed forsvinder tidligere tiders personlige bånd mellem israelere og unge fra rundt om i verden. Og det er med til at påvirke debatten i bl.a. Danmark, mener hun.

»Tætte bånd blev knyttet dengang, men i dag er tonen i Danmark en helt anden,« siger hun. »Jeg har ikke store forhåbninger om, at det bliver bedre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Min kibbutz er væk. Ja, vi bor her stadig, men i 2000 gik vi over til differentierede lønninger, så i dag er der nogle, der tjener meget, og andre der ikke har ret meget.
Spisesalen er lukket, og vi skal selv betale for mad og tøj. Vi er ret langt fremme i processen, der skal gøre vores huse til privat eje.
Det var ikke derfor, jeg blev dengang,« fortæller hun. »Så kunne jeg lige så godt have boet i Tel Aviv eller København.«
------------------------------------------------------------
AHA! Så faldt ti-øren,
hvorfor
debatten om Israel altid er så ensidig og alt for ofte uden hensyn til faktuelle historiske begivenheder og kendsgerninger!

Preben Haagensen, Torben Arendal, Lars B. Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det kunne have været interessant,
hvis Israel havde kunnet udvikle sit socialistiske samfund i fred og ro
uden indblanding og krigsoverfald fra de arabiske nabolande som bl.a. Ægypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak!
Så havde FN's to-stats-løsnings også været en realitet i 1948.

Preben Haagensen, Henrik Nielsen og Lars B. Jensen anbefalede denne kommentar
John Mortensen

Og nej Ellen, dit andet indlæg viser at 10'øren IKKE er faldet !

Daniel Mikkelsen, Laust Persson, Poul Eriksen og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
John Mortensen

"Ægypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak!"
Ellen : Hvor mange af de lande var selvstændige Nationer i 1948 ?

Nej vel, så hvad har de med noget at gøre ?

Daniel Mikkelsen, Poul Eriksen og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

"Socialisme og racisme er inkompatible størrelser"

Men ikke desto mindre blev det franske parlament, af mange, beskyldt for racisme, da det vedtog forbud mod religiøs beklædning på skoler og læreanstalter samt brug af burka i det offentlige rum. Dette med kun 1 stemme imod.

Dog skyldes denne anklage måske, at folk reelt ikke aner hvad racisme er for noget.
Racisme er kort og kontant diskrimination af en bestemt/bestemte racer.
Racisme er ikke diskrimination af en bestemt regions/religioners tilhængere eller diskrimination af en bestemt/bestemte seksuel orientering eller diskrimination af en bestemt/bestemte etniciteter. Det kan kun betegnes som diskrimination.

Er det franske forbud at tolke som diskrimination, så er socialister enten også diskriminerende eller blot ikke socialister. Hvis John´s logik skal følges.

Men det var et sidespring.

Preben Haagensen, Troels Ingvartsen og Christian Pedersen anbefalede denne kommentar

Hvor mange af de lande var selvstændige Nationer i 1948 ?
-------------------------------
@ John Mortensen
Alle! jeg har også årstallene!

Bjarne Riisgaard

Uanset, så har John Mortensen fat i en væsentlig pointe: Israel er en etnokratisk stat, grundlagt på en racistisk statsbærende ideologi,og etableret ved hjælp af fortielser omkring en etnisk udrensning af områdets oprindelige befolkning, der var en forudsætning for opretholdelsen af etnokratiet. Det er historiske kendsgerninger der efterhånden også er grundigt belyst og dokumenteret af israelske historikere, selvom det har kostet nogle af dem dyrt i form af ostrakisering og social og faglig isolation i Israel. (se f.eks. Ilan Pappes bøger: "The forgotten palestinians" og "Out of the frame - The struggle for academic freedom in Israel")
Derfor tager Ellen Nielsen fejl - Så længe staten er opbygget og opretholdt som et etnokrati, vil udviklingen under alle omstændigher blive perverteret.

Daniel Mikkelsen, Laust Persson, Dana Hansen, Peter Ole Kvint, Poul Eriksen, Lars Kristensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Bjarne R.

Vi kan godt blive enige om at Israel ikke er en stat til efterligning.

Men jeg mener vi skal bruge begreberne på den rigtige måde.
Israel er heller ikke etnokratisk eftersom den israelske befolkning består af mange etniciteter.

Israel er slet og ret diskriminerende overfor folk med anden tro/religion og diskriminerende overfor ét bestemt befolkningssegment.

At kalde dette for racistisk vidner om et behov for at kalde tingene for noget andet end det er. Religion og etnicitet har ikke noget med race at gøre.

(Hvilket også tydeligt fremgår af straffelovens §266b, hvor der klart skelnes mellem race, religion, etnicitet osv. Man kalder jo heller ikke hadforbrydelser mod homoseksuelle for racisme; Eller bør i hvert fald ikke gøre det)

Rene Bolvig, Henrik Nielsen, Torben Arendal, Troels Ingvartsen og Christian Pedersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Heller ikke jeg genkender det Israel jeg i sin tid støttede og ikke kun fordi det har foretaget en højredrejning.
Men fordi dets handlinger og politik sikrer ikke at det kunne leve i fred med sine naboer.

Laust Persson, Per Torbensen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

Israel er et mini USA, forstået på den måde, at der kom mennesker udefra og overtog landområdet og fordrev den oprindelige befolkning.

Sjovt nok var det også begge stedet et opgør mod et engelsk formynderi.

Poul Eriksen, Thomas Borghus, Daniel Mikkelsen, Laust Persson, Peter Ole Kvint, Karsten Aaen, Torben Arendal og jasper bertrand anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

Venstrefløjens problem er at man kun læser dem man er enige med. Det var velkendt også før 67 at Israel havde taget arabernes land, og ikke opdyrket ørkenen, som man påstod. Bare læs FN beretningerne, den svenske general von Horn fx. Men han var jo general og formentlig højreorienteret, så ham læste man ikke. Så kunne man jo heller ikke have taget i kibbutz.
Men nu har partitoppen skiftet standpunkt, 2+2 er ikke længere 3, det er 5. Og Israel er ondt.
At der ikke er nogen arabisk ledelse, nogensteder, som Israel kan forhandle med, ser man bekvemt bort fra.

finn jensen, Preben Haagensen, Thomas Krogh og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

@John Mortensen:
Jeg syntes faktisk at det er ret uhyggeligt, og jeg anede ikke, at dette virkelighedsforvængelse blev praktiseret i kibuttzerne. Det er dybt uhyggeligt at tænke på, at denne zionist-nationalsocialisme opstod blot få år efter nazisternes udryddelse af jøderne. Man må så undres, at zionisterne valgte at lade deres "hævn" gå ud over helt sagesløse palæstinensere. Ja, der var arabiske ledere, der støttede nazismen, mod deres fælles fjende: jøderne. Men det skal civile palæstinensere naturligvis ikke ligges til last for.

"det historiske venskab mellem Danmark og Israel"

Det går helt tilbage til stenalderen.

Besøget burde være anledningen til at Israel i lighed med Iran underskrev den internationale aftale om kontrol med uran og åtomvåben.

En grund til det stigende had mod Israel og israelerne, kunne være, at deres behandling af palæstinenserne kan sammenlignes med den Sydafrikanske apartheid politik, der trods alt blev mødt med internationale sanktioner.
Utroligt Gitte Yankelevitz ikke selv kan se det.

Thomas Borghus, Laust Persson, Dana Hansen, Morten Rasmussen og Poul Eriksen anbefalede denne kommentar
Bjarne Riisgaard

Et par bemærkninger fra Carsten Hansen og Jasper Bertrand har de tilfælles, at de ser bort fra nogle karakteristika ved de interne forhold i Israel: Carsten Hansen anser tilsyneladende det faktum, at der ganske rigtigt er mange forskellige etniciteter i Israel, for at medføre, at samfundet ikke kan være racistisk. Det modsatte ville ellers være forbundet med en en del praktiske problemer, hvis racismen skulle udøves aktivt. Netop det forhold, at staten ikke behandler religioner og etniciteter lige, men at visse af de mange etniciteter og religioner systematisk får priviligeret særbehandling på bekostning af andre, er hvad der skaber racismen og giver Israel dets karakter af apartheid-system. Af samme årsag er det svært at se logikken i Jasper Bertrands argumentation: Problemet med racismen i det israelske etnokrati har intet at gøre med hvorvidt der findes andre nationalstater at forhandle med uden for den israelske nationalstats grænser - Det er et internt spørgsmål om den israelske nationalstats egen karakter.

Carsten Hansen

Bjarne Risgaard.

Tro endeligt ikke at jeg bifalder den diskrimination der foregår i Israel.
Men det synes at du ikke ved hvad "racisme" er for noget !

Ellen
HA! hvor sjovt at du nævner ”faktuelle historiske begivenheder og kendsgerninger” og lægger derefter ud med netop det modsatte.
Kan du snart bestemme dig?

Mange af indlæggene klandrer Israel for manglende vilje til at indgå en fredsaftale med palestinenserne, men hvornår har palestinenserne bidraget positivt til en aftale.

Med hensyn til Israels store militære styrke er det nødvendigt at huske på at de omligggende lande og palestinenserne kan starte og tabe den ene krig efter den anden (som de også har gjort), men Israel har kun muligheden: Vind eller bliv totalt udslettet.

finn jensen, odd bjertnes, ellen nielsen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Morten Vesterbro-Hansen

Jeg er så glad for denne her artikel. Som flere allerede har skrevet, så har JP jo ofte en kritisk holdning overfor fremmede folkeslag, og her er så chancen for at koble avisens skribenter i dag til Nazityskland. Der er jo kun et lille skridt fra at skrive en kritisk artikel til implicit at gå ind for gaskamre.

Forhåbentlig kan denne publikation endegyldigt lukke munden på dem.

jasper bertrand

@Bjarne
Hvis der skal etableres en to-statsløsning, ikke at jeg tror meget på det, er det nødvendigt at der findes palæstineniske ledere med mandat til at forhandle. Og at de nærliggende stater, der har blandet sig, også viser fredeligt lederskab. Så enkelt er det.
Og når man trækker racismekortet, begynder man jo at udtale sig om folks følelser, og dermed selv forlade det rationelle. Mere objektivt er at Israel havde brug for det land som araberne dyrkede, og at de havde brug for sikrere grænser, end den oprindelige 48 deling gav. Så derfor handlede de som de gjorde, da de vandt krigen. Og heller ikke den gang kunne konflikten løses, da der intet arabisk samfund, eller lederskab var, der kunne træffe rationelle beslutninger.

Preben Haagensen

Israel og zionisteren har hele tiden gået ind for en to-statsløsning undtagen i en kort periode efter 1967 hvor højrefløjen kom til magten, dette da målet hele tiden har været en jødisk stat, som også var målet med afstemningen i FN, som nævner en jødisk og arabisk stat. Desværre kan man sige palæstinenserne har stået i vejen for oprettelsen af en arabisk stat, da de konsekvent har sagt nej, nej og atter nej da deres mål er, at erstatte Israel med en muslimsk stat i hele det gamle mandatområde. Dette tror de kan opnås trinvis og gennem en "Hudna" våbenhvile, hvor de ligesom Muhammad overtog Mekka, i sidste trin overtager hele det tidligere mandatområde.
Jeg tror heller ikke at der kommer en løsning i denne omgang og hvis der kom vil palæstinenserne ikke være tilfredse med en stat på størrelse med Sjælland. En løsning kunne være igen, at slå Vestbredden og Jordan sammen til en Palæstinensisk-Jordansk stat, men der står det jordanske kongehus som englænderne oprettede i Transjordan i vejen.
En ting er sikker Israel og de 6 millioner jøder som i dag bor i Israel vil ikke opgive deres stat, hvis nogen forsøger vil det føre til krig større end noget vi indtil nu har set i mellemøsten. Til sidst vil jeg sige, hvorfor er palæstinenserne blevet venstrefløjens yndlingsbaby. Palæstinenserne som konstant lyver og taler med to tunger og konstant dæmoniserer Israel og jøderne, kan den såkaldte venstrefløj ikke se deres egen antisemetisme, som verden troede var forbi efter verdenskrigen, men det er måske en følge af Durban I.

Preben Haagensen: jeg tror såmænd ikke at palæstinenserne er venstrefløjens darlings.
men den konflikt har varet siden 48 (og før, hvor jødiske indvanderer udøvede terror for at få englænderne til at holde deres løfte fra 1. verdenskrig)
Palæstinenserne har betalt for den antisemitisme, som foregik i Europa.
og det synes ikke rimeligt, at de nu skal være uden land, flygtninge eller undermennesker i deres eget land. Derudover føder konflikten terrorisme på begge sider. En fastlåsning, som ikke fører godt med sig.
Beskyldningen om antisemitisme er den store undskyldning for ikke at se denne uretfærdighed.
Apartheid og racisme handler vel om ikke at ville se det menneske, man er racistisk overfor. Man vil ikke forstå dets anderledeshed, hudfarve eller verdenssyn.
Men at være uenig med nogen, f eks Israels politik, er ikke nødvendigvis racisme.

Poul Eriksen, Karsten Aaen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Jewg kan genkende hele denne udvikling hos mig selv og den oprindeligt socialdemokratisk krydssende arbejderfamilie jeg voksede op i. Min bevidsthed kom først senere og den handlede om nationalisme. I de unge år var der en form for socialisme i Israel men det var en der byggede på de ganle jødiske socialdemokratiske og venstremarxistiske grupper fra Europa organisatioer så som det østeuropæiske og russiske 'Bund'. Men problemet me netop disse bevægeklser var at de i en vis forstand var nationalistiske og endog zionistisk inspirerede - deres internationalistiske tanker var som også flere marxister med jødiske rødder - så som Rosa Luxemburg, Karl Liebnicht og Lev Trotskij gang på gang understregede - ikke virkelig internationalisme. Det var bare en form for socialistisk inspireret nationalisme der havde den der nationalstat som mål som vi andre - der også opfatter os selv som mennesker med rødder i maxistisk tankegods - opfatter som det vi ska overvinde for at komme videre. Nationalisme er i sjælen højreorienbteret, nationalstaten er ikke et møl for nogen virkelig socialisme, målet er at overvinde nationalstatens begrænsninger, smadre nationalismen og derefter bygge overnationale fællsskaber, hvis målsætning er en international solidaritet der respekterer etniske og nationale forskelle. Mænd og kvinder af jødisk kulturbaggrund var i begyndelsen af det sidste århundrede - selve rygraden i denne målsætning - Zionismen og nazismens svøbe - bevirkede at vi mistede mange af dem til et projekt som i sin natur var nationalistisk og derfor i selve sin natur - en dødsejler fra første dag. Folk af jødisk baggrund forstod indtil for få årtiers siden bedre end alle andre hvorfor det var og stadig er så vigtigt at overvinde nationalismen og skabe internationale bevægelser til forsvar for de dårligst stillede, miljøet og den bevidsthed om international solidaritet som er nødvendig for en sundere global udvikling end den vi har idag.

Robert Ørsted-Jensen

Det er mennesker der af forskellige grunde ikke fatter at nationalisme er en svæbe der skal overvindes - som ikke forstår at det der er kærnen i den venstreorienterede kritik afr israel ikke er antizionistisk overhovedet - tværtimod - den er antinationalistisk og den handler om solidaritet med de svage or arbejderklassen - den være sig jødisk, muslimsk, kristen eller hvad og den være sig briitisk, polsk, russisk, japansk, indisk, tysk, fransk, dansk palestennensisk eller isrelsk eller udsprunget af en hvilkensomhelst eller anden national vugge.

Robert Ørsted-Jensen

Det er en fremragende artikel netop fordi en debat på dens grundlag potentielt kan medvirke til at udbrede en bedre forståelse for de afgørende elementer der driver enhver virkelig venstreorientering og forklarer hvorfor vi der føler og tænker til venstre naturligvis ikke kan acceptere nationalisme under nogen omstændigheder - heller ikke den type der kaldes og bygger på zionisme - uanset vores sympati for de jødiske folks lidelser. Deres lidelser havde netop sin bagrgrund i nationalismens svøbe og svaret er netop derfor ikke nationalsime og nationalstater der nødvendigvis bringer lidelser til andre, men at fastholde internationalismen som målsætning.

Gaab! - Endnu en vestrefløjsnekrolog fra de uddøde parolers kirkegård..! Hvornår lærer de gamle, hyperkonservative betonsocialister, at socialismen er EN FASE og ikke en TILSTAND i et lands udvikling.
Hvad fanden er der galt med Jer gamle idioter? Har I intet lært af 70 millioner døde i Gulag, Lenin, død og ødelæggelser på et helt kontinent?
Heldigvis kommer Jeres træhoveder håbløst til kort overfor jødisk intelligens og demokrati, og resultatet taler jo for sig selv - tonsvis af Nobelpriser, Israel er et teknologisk kraftcenter, et ægte demokrati, hvor alle siger noget HELE TIDEN, og hvor politikeres svinkeærinder afsløres nidkært.

Det stik modsatte af hvad fremtiden som socialistisk stat havde budt på - ikke?

Nej, denne artikel er skrevet som hævn for Bent Blüdnikows stærke afsløringer i Berlingske af netop Informations dybt problematiske holdning til socialismens forbrydelser efter krigen og dens holdninger til terror generelt.
Artiklen er SÅ lavpandet, at man vrider sig ved tanken om at leve i et land, hvor 70'ernes paroler stadig er lyslevende - blandt disse levende døde betonsocialister, føj!

Robert Ørsted-Jensen

Nielsen - det ville være en god ide om du brugte lidt tid på at sætte dig ind i emnet inden du gik i blækhuset. Ingen har i øvrigt nogensinde - og da slet ikke 'betongsocialister' eller marxister - beskrevet socialisme som andet end netop en fase. blot er det ikke en fase i en nationalstats udvikling - men en fase i en global udvikling.

Leopold Galicki

Morten Thing:

»Det positive billede, som Israel var i 60’erne og 70’erne for både SF og Socialdemokratiet er ikke mere....Israel er gået fra at være venstrefløjens yndlingsbaby til den yderste højrefløjs yndlingsbaby«.

Thing beskriver et skift i omverdenens politiske holdning til Israel præcist. Det er kort og godt.

Jeg har i hele mit politisk bevidste liv set frem til den dag, hvor man frit og frejdigt kunne hævde. at oprettelsen af staten Israel var og er den største verdenspolitiske fejltagelse i det 20. århundrede uden at blive stemplet som antisemit.
Er vi ved at være der nu?

@ Robert O Jensen
Mener du, at nationalstater bør afskaffes
og at begrebet 'nationalisme' kun kan være negativ-ladet?

Carsten Hansen

Ellen Nielsen.

Der er stor forskel på nationalisme og patriotisme.

"„Ein Patriot ist jemand, der sein Vaterland liebt. Ein Nationalist ist jemand, der die Vaterländer der anderen verachtet.“ (Johannes Rau)

jasper bertrand

@Tino
Største verdenspolitiske fejltagelse... der er ellers noget konkurrence om den titel.
Men bortset fra det, hvad vil du så bruge den observation til, nu er det snart 100 år siden et stort antal jøder rejste til Palæstina og dannede et samfund der. At erklære det en fejltagelse ændrer ikke noget.

"Der er stor forskel på nationalisme og patriotisme"
---------------------------------
@ Carsten Hansen
Forskellen er ikke ret stor, ofte minimal,
De lapper tit ind over hinanden - efter min mening!
Alle ismer kan udvikle sig til at blive en fanatisme - også international-ismen!

Robert Ørsted-Jensen

Ja det mener jeg Ellen - vi har alle et nationalt tilhørsforhold, det handler om tilhørsforhold sprog og den slags. vi holder af vores hjemstavn - men nationalisme er en svøbe for menneskeheden - slet og ret og det er helkt og aldeles uforeneligt med venstreorienteret hed i den tradition jeg kommer fra! Det er ikke noget man kan afskaffe, men det er noget der skal overvindes

Jeg ser ingen væsentlig forskel mellem nationalisme og patriotisme så jeg er ganske enig med Carsten her.

@ Robert O Jensen
Tak for svaret, som jeg ikke helt forstår!
Det er nu mig, som mener, at nationalisme og patriotisme næsten er det samme.
Derudover mener jeg,
at disse begreber kan være positive
(selv om nogle ismer har misbrugt dem)
og godt kan gå i hånd med internationalisme - altså både og!

Robert Ørsted-Jensen

Kære Ellen
Det nationale er kun godt 200 år gammel - det var en bevægelse der startede i Europa og som havde at gøre med at fjerne kongedømmer der bestod af forskellige sprog og nationaliteter og erstatte dette med homogene nationale enheder. Ideen var den at kun en sproglig og etnisk ren enhed kunne fungere - og for dem der ville demokrati (hvad fundamentalt er sympatisk) var ideen at kun en sproglig og nationalt homogen enhed kan fungere demokratisk. Det var ikke kun negativt og det var måske nødvendig udvikling, Men det er også baggrunden for de værste myrderier i menneskehedens histoirie og ufattelige lidelser for de område hvor befolkningnerne var blandet.

Robert Ørsted-Jensen

Dem af os som funderer dele af vores forestillinger i den marx inspirerede del af arbejderbevægelsen må og har alti set med den dybeste mistro på natinalisme - vi mener at modsætningen mellem dem der har og dem der ikke har er afgørende og bør overskygge enhver etnisk og national forskel. Men mange af os undervurderede nationalismen og etniske tilhørsfor og det kostede dyrt i sidste århundrede - helt bogstaveligt kostede dette millioner af mord

Robert Ørsted-Jensen

Nationalisme er ganske enkelt en hindring og en stopklods for enhver udvikling mod ægte social ligeret og økologisk balance - det er en forhindring på vejen mod mulitikulturel respekt og hvis vi ikke evner at finde en demokratisk vej mod mulitikultur vil vi ikke kunne overleve og vil vi ikke fortjene at overleve som art.

Carsten Hansen

Robert O.

Grunden til Ellens undren ligger nok der hvor også min undren ligger.

Jeg skriver at der er stor forskel på nationalisme og patriotisme.

Du skriver : Jeg ser ingen væsentlig forskel mellem nationalisme og patriotisme så jeg er ganske enig med Carsten her.

Enten misforstår vi dit budskab, eller også har du skrevet forkert !

Robert Ørsted-Jensen

ok så er vi måske uenige til en forandring Carsten jeg mener at patriotisme som jeg forstår behgrebet - forudsætter nationalisme

Robert O-

Ja; Så må det konstateres at vi er uenige.

Jeg holder sgu af lille Danmark, men jeg betragter ikke Danmark som hverken verdens navle eller som bedre end så mange andre lande.

Ethvert diktatur, højre,venstre son teokratisk, tåler dog ikke sammenligning med DK.

Robert Ørsted-Jensen

Ja men jeg lægger nok noget andet i ordet patiot og patriotisme, for mig er der en meget sort skygge ste sted,, når jeg høærer det. Det er ikke mindst affødf det sted jeg opholder mig i disse år (Australien) hvor netop patriotisme står i vejen for sandhed og ærlighed