Brevkassen: Skal, skal ikke, skal

Kære Brevkasse.
Skal jeg sende dette brev til min kæreste, og har I nogle gode råd til, hvad jeg skal stille op med mine fund og mine dumme tanker?

Min skat, mit et og alt og min eneste ene. Jeg har gjort noget dumt, og jeg er meget frustreret!
Først og fremmest har jeg fundet ud af, at jeg ikke er din eneste ene. Du har en anden gemt i dit hjerte, som er kommet for dagens lys lige før.

Jeg skulle finde noget at skrive på og med i din skrivebordsskuffe, men i stedet fandt jeg et billede magen til det af os, bare med en anden pige på.

Måske hænger tingene ikke sammen i virkeligheden, som de gør inde i mit hoved? Men jeg er to gange før blevet brugt af en kæreste til at finde ud af, hvem han i virkeligheden tilhørte. Det er ikke rart!
Jeg er så ked af at have fundet det billede og alle de digte, du har skrevet til hende i din bog. Ja – det kom over mig – jeg blev bange og angst og søgte sandheden om dit forhold til hende – det undskylder jeg meget!

Du fortalte mig, at jeg er den første, du skrev digte til, det er jo tydeligvis ikke sandt! Det føles, som om du prøver at skjule, at du var vildt glad for hende og vildt såret over, at hun aldrig var dig lige så hengiven!!?

Nu tæller jeg til 10. Lægger billedet tilbage på sin plads. Jeg hænger det ikke op på køleskabet i provokation og frustration. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at flytte sammen med DIG! Jo, kærligheden er jo svær, men den, vi har, er så smuk, at jeg ikke kan være bekendt at gøre den så banal på grund af et fucking foto!!!

Konklusion: jeg glemmer alt om mine fund og glæder mig over, at jeg har dig i mit liv, og respekterer og accepterer din fortid, som du accepterer min .
Godt og fornuftigt, at jeg talte til 10!

(forkortet af redaktionen)

Svar I:

Naturligvis bør du ikke sende det brev. Og det ved du godt selv. Men følger du ’bør’ i denne situation, må du samtidig lave en alvorlig kontrakt med dig selv: At du glemmer brevets indhold totalt. For hvis du ikke kan garantere, at den lille sag ikke kommer hikstende frem midt på Gammel Kongevej klokken million den lørdag nat, han snakkede lidt for længe med hende, der læser litteraturhistorie og har enormt store læber, skal du hellere få det sendt lige med det samme.

Og er den kontrakt for svær at lave, så overvej følgende 1) Findes der virkelig så mange fotomotiv-variationer over temaer ’kærester i 20’erne, foreviger sig selv, mens troen er intakt (evt. til Facebook-brug)’, at overlap kan undgås? Og: 2) Findes der i verdenshistorien ét eneste eksempel på en mand, der skriver digte, men som kun har skrevet digte til én eneste kvinde?

Bevares, jeg påstår ikke, at det er nemt at erkende, at vi, hver og en af os, er bundbanale og konstant gentagende og så dør vi. Af livsstilssygdomme. Aldrig i en tragisk luftballonulykke. Men jeg siger, at erkendelsen kan gøre oplevelser som din nemmere at glemme.

Anna von Sperling

Svar II:

Nej, det brev skal du ikke sende. Om indviklede kærlighedsforhold bør man kun nedfælde noget på skrift til sig selv. Og derefter hurtigst muligt skaffe det af vejen. Sender man det til andre, er det ikke til at komme ud af igen. Ordene bliver stående – både for modtageren og for afsenderen.

Jeg kunne bedre forstå dine kogende følelser, hvis det var en pige, som din kæreste havde indladt sig med, efter I to havde mødt hinanden. Men det er jo én, der hører hjemme i hans fortid. Og som han – efter alt at dømme – har endeligt afskrevet. Du har jo selv – fremgår det af dit brev – haft hele to tidligere inderlige forhold. Hvordan ville du tage det op, hvis din kæreste begyndte at blive kulret over sine to forgængere? Du ville vist råde ham til at blive voksen.

Og, nå ja, så har han fortalt dig den poetiske sandhed, at du er den første, han skriver digte til. Det er du så ikke. Men har du ikke selv pyntet lidt på dig en gang imellem? Jeg håber, at det ikke er de gamle digte til den forrige, han bare har muntret dig op med. Hvis du har fået friske, gode digte, har du ingen grund til at tage på vej.

David Rehling