Michael, 36, Aarhus
Min ekskone og jeg blev skilt for efterhånden en del år siden, og trods en del knas har vi i dag et ok samarbejde om vores søn på otte år. Men nu har hun spurgt, om vi kan lave om på hans navn.
Hun tog (helt på eget initiativ) mit efternavn, da vi blev gift, og skiftede tilbage til sit pigenavn, da vi gik fra hinanden igen. Derfor har hun foreslået, at han får hendes efternavn som mellemnavn, så man igen kan se, at de er i familie.
Jeg kan rigtigt godt forstå, at hun gerne vil hedde det samme som sin søn. Problemet er bare, at hendes ’sen’-efternavn fuldstændig vil smadre hans i dag pæne, harmoniske navn (vi er ude i en ‘Lars Larsen’ midt inde i navnet). Desuden har han allerede et af sine fornavne fra hendes bedstefar.
Jeg har tænkt over alternative løsninger, men er ikke kommet frem til noget, der er bedre. Jeg tror heller ikke på at spørge vores dreng, for det synes jeg ikke, han er gammel nok til at vurdere endnu.
Så spørgsmålet er, om jeg skal smadre min søns navn for at gøre min ekskone glad? Eller skal jeg prøve at forklare hende, at hun ligger, som hun selv har redt?
Svar I:
»Stor er navnets kraft,« skriver Karl Ove Knausgård i romanværket ’Min kamp’, som på tusindvis af sider kredser om forfatterens forbindelse til den far, der i romanen ikke har noget navn.
»Eftersom egennavnet både vender indad og udad, er det en uhørt følsom størrelse,« skriver han senere. »Der findes en rest af magisk tænkning i det, at ordet ’er’ det, det benævner, eller kan være det. Jeg ’er’ mit navn, mit navn ’er’ mig. Hvis nogen misbruger det, misbruger de mig.«
Navnet er det mest universelle, det mest konkrete og det mest personlige, vi har. Og man kan ikke ændre en otteårigs navn.
Jeg kan godt forstå din ekskones irritation over ikke at dele navn med sin søn, men det skulle hun have tænkt over, før hun tog dit efternavn og ikke lod mere fra sit eget stamtræ end bedstefarens fornavn gå i arv.
Det her handler ikke om jer to, det ’knas’ I har, eller om hvorvidt hendes ’sen’-efternavn smadrer æstetikken i den geniale navnesammensætning. Det handler om, at jeres søn hedder det, han hedder.
– Rasmus Elmelund (-Schmidt)
Svar II:
’Smadre’ er nok ikke det verbum, der er mest konstruktivt indleder dialogen med din ekskone. At hun ’ligger som hun har redt’ har også en undertone, der næppe fremmer forhandlingen. Dit spørgsmål og ordvalg vidner om, at navne er et følelsesladet felt. Dertil kan vi lægge, at det er en klassemarkør med masser af snobberi i kølvandet.
Mt eget navn er så fjollet, at gamle venner kalder mig Mettesen Davidsen-Nielsen. Navnet kan ledes tilbage til min søde, men snobbede farmor Betty Sofie Davidsen, der kom fra en finere familie end min farfar, der hed Nielsen. Hun var vældig ambitiøs på min fars vegne, og sådan opstod Davidsen-Nielsen.
Mine egne børn hedder Max Nam og Molly Thao Ladegaard. Min mand hedder Claus Helgesen Ladegaard. Retfærdigvis skulle vores søn hedde Max Nam Helgesen Ladegaard Davidsen-Nielsen i en eller anden rækkefølge. Det er hverken praktisk eller pænt.
Jeg overgav mig ret hurtigt og uden bitterhed, hjulpet på vej af et overbevisende argument fra en god ven – der er alligevel aldrig nogen, der er i tvivl om, hvem moren er. Det hænger jeg min hat på, selv om mine børn hedder noget andet til efternavn end mig og begge er asiater. Prøv argumentet på din eks i en let tone.
– Mette-Davidsen Nielsen
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Jeg hader, når min kæreste kalder mig sin ’bedre halvdel’
23. september 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvetBrevkassen: Min ven er (måske) forelsket i mig
23. september 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Intet spørgsmål er for lille, intet for stort – og alle får to svarBrevkassen: Min søn vil gerne være Jesus til halloween
16. september 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet
Jeg har altid ønsket mig en søn der hed Sam Leif eller Bjarne Arne. Lykkeligvis har jeg kun fået en datter.
Vi er da trods alle ikke ude i dette her:
http://kendte.dk/top-10-kendte-giver-maerkelige-navne-til-deres-born/?vi...
Ocean, Sonnet mv. hedder Forest Whittakers børn.
Og Jason Lee's søn hedder:
Pilot Inspector
Eller hvad med det fjollede navn
"Zuma Nesta Rock Rossdale"
Gwen Stefanis søn/datter? hedder dette...
Jeg er nu af den holdning, at det dybest set kan være fløjtende ligegyldigt om barnets efternavne er det ene eller det andet. Og på nuværende tidspunkt hedder barnet det det gør. Det er barnets navn - og at lave om på det, er at importere sine ønsker som barnet helt sikkert er bedøvende overfor.
Med hensyn til at være i familie - jamen, er de ikke allerede det? Det ændre navnet jo ikke på.
Så mit råd er - vent og lad barnet selv finde ud af, hvad det vil hedde, når det bliver ældre. Og lad for guds skyld være med at lave barnets navn om til en ny "kampplads" - sådan som det lyder, at det allerede er på vej til at blive. Lad sagen ligge. Og tag den op igen, når barnet selv kan vurdere situationen. Træd tilbage begge to og lad det være.
Forældre har pligt til at vælge et harmonisk navn til deres børn. Alt andet virker "sygt"!
Man skal vælge sine forældre med omhu.
Jeg var selv ude i samme problematik, men valgte at lade det være og ville "føle på det". Kort tid efter henvendte jeg mig selv til børnenes moder og synes hun kunne skifte hvis hun ville. Jeg var nervøs om det give mig en fornemmelse at stamtræs-fornemmelsen ville forsvinde. Det har ingen betydning haft.
Og moderen som har mest samkvem, og altid er den der skal håndtere ny læge til børnene, have deres navne på dørskilte. Melde navn ind for dem på dit og dat.
Det er meget nemmere for hende, og ingen problemer har det givet for mig. Heller ikke noget mentalt tab. Børn er som børn er uhyggeligt loyale over for deres forældre og deres vitale behov for begge forældre . Uanset efternavn.
Vis storhed uden bekymring - og endnu en sten i skoen til et ok skilt forældrepar er ryddet af vejen.
Forstår godt hvis du ikke føler drengen er gammel nok - bla. på grund af den enorme loyalitet børn har - ingen grund til at at de skal føle de svigter nogen. Han kan altid selv skifte tilbage senere hvis han vil.
Overhovedet ikke. Hvis man har lukket det, så er det sådan, det bliver.
Så kan hun lære, at beslutninger er beslutninger.
Jeg har for ca 7 år siden ændret mine to store børns navne, ved at tilføje mit efternavn til deres fars, så de nu hedder 4 navne. Men jeg har kun gjort det fordi deres far opgav forældre myndigheden og flyttede tilbage til Holland hvor han kom fra. Jeg er deres eneste reelle forældre, så jeg synes det ville være forvirrende hvis de ikke hed det samme som mig. Men var han blevet her, havde jeg ikke gjort det! Min yngste tredje søn har kun hans fars efternavn, da hans far er en aktiv person i hans liv der ønsker at tage hånd om hans opgave som forældre. Traditionelt har børn og kvinder altid haft mandens navn i den danske/ kristne kultur. Det har handlet om magt. Manden var den der førte slægten videre, fordi han sad på pengepungen og var den endelige beslutningstager i familien. Han var familiens grundlag for at klare sig og i en vis forstand "overleve" Når kvinder vil "snige" deres navn ind i deres børns navn, handler det måske om at den gammeldags magtbalance mellem kønnene har flyttet sig. I dag afhænger ligeså meget af familiens trivsel af kvindens evne til at gøre karriere og træffe beslutninger. Jeg har nu bare den personlige holdning at vi kvinder skal passe på med at få for meget magt. Jeg ønsker at anderkende mænd og også de mænd der har skænket mig det smukkeste, nemlig mine børn, og det kan jeg blandt andet gøre ved at lade børnene have hans navn. Som en anderkendelse. Og jeg tror det er rigtigt at ingen er jo i tvivl hvem moderen er. Vi kvinder skal nok stikke snuden frem konstant i vores børns liv. Jeg tror det er godt og nyttigt at arbejde bevist på at give mænd plads og anderkendelse også i børnenes liv, om man nu kan få parforholdet til at fungere, eller ej. Og hvis det endelig skal være, så kan " børn" kan jo bare selv ændre deres navn når de bliver myndige, hvid de er utilfredse med længden eller sammensætningen. Det koster pt 450 kr. Så er det klaret! :-)
"Max Nam"? Jeg ville aldrig tage imod råd fra nogen, hvis barn hedder Max Nam.
Hvad bliver det næste? Rotfl Lol? Pænt Fråderen?
Lise-Lotte Sundahl
Der er mange rigtige løsninger på det her, bare det bliver gjort velovervejet. Beslutning taget som magtdemonstration eller mangel på samme - har kun en negativ konsekvens - og det er for børnene.
Man behøver jo ikke skilte med sit mellemnavn.
Mit er helt usynligt.
Det er helt naturligt, at fru moderen gerne vil have, at barnet bærer hendes navn - som det er naturligt, at du ønsker, at barnet bærer dit.
Jeg er selv fraskilt med tre voksne børn (med 2 ægtefæller), og ingen af dem bærer i dag mit navn af grunde, som det er alt for omfattende - og for læserne uinteressant - at redegøre for her. Men for mig betyder det intet, da den nuværende navnelov jo giver børnene ret til at vælge/fravælge forældrenes navne uden at skulle spørge nogen, og uanset om de har haft dem fra dåb/fødsel.
Hvis det betyder så meget for dig (som det lyder), så acceptér dog, at det betyder lige så meget for din X. At "hun ligger som hun har redt" er noget sludder - da hun "redte", anede hun ikke, hvordan hun senere kom til at "ligge". Ingen tænker på skilsmisse, når man lykkelig døber/navngiver sit barn. Det ville også blive opfattet som værende upassende.
Og jeres barn tager ikke det fjerneste skade af en navneudvidelse - præsenteret for ham rigtigt og i enighed, vil han kun opfatte det som endnu et positivt udtryk for jeres gode og fornuftige forhold efter bruddet, og som han givetvis er glad for.