Bykongens levendegjorte konservatisme

Hans Toft har printet de på forhånd fremsendte interviewspørgsmål ud. Nu sidder Gentoftes konservative borgmester ved mødebordet på kontoret på rådhusets førstesal, hvor han har indrettet sig med et stort maleri af Gentofte Sø og møbler og lamper designet af gamle gentofteborgere. Hans Toft øjer spørgsmålene igennem og – uden at løfte blikket fra papiret – starter han med at stille et:

»Hvordan oplever du selv kommunen?«

»Det går godt,« svarer jeg.

»Hvis du ser på min kampagne, vil du også opleve, at den kører på, at det går godt. Tror du, at folk stemmer ud fra, hvordan det går?«

»Ja, tror du ikke,« svarer jeg tilbage.

»Det håber jeg da. De har gjort det hidtil,« kommenterer han.

For de fleste af os, som bor i kommunen, er der ingen tvivl: Det går godt i Gentofte. Så godt, at andre kommuner taler om ’Gentofte- niveauet’.

Der er ikke ret mange problemer i Gentofte, som ikke har kunnet løses med nogle af de 3,6 milliarder kroner, kommunen fik ud af salget af aktierne i elselskabet NESA. Som borgmesteren skriver i sin valgpjece har Gentofte lav skat, effektiv administration og høj service. »Hans Toft – gør det bedre,« lyder valgsloganet.

Om Hans Toft har gjort det ikke bare godt, men godt nok, er spørgsmålet her tre dage før kommunalvalget. Sidste gang var borgmesteren få stemmer fra at miste sit absolutte flertal i byrådet. Sker det denne gang kan navnet på landets længstsiddende bykonge føjes til en stadig længere liste over ekskonger.

Mordet på bykongerne

Hvor en tredjedel af de dengang 275 borgmestre i 2001 havde absolut flertal i byrådet – og derfor titel af bykonge – faldt det tal til en fjerdedel ved kommunalvalget i 2005. Og efter kommunalreformen i 2007 blev der endnu færre af slagsen.

»Bykongemordet i Danmark« hed en artikel i Danske Kommuner efter kommunalvalget i 2009, der kun efterlod hver tiende – eller helt præcist ni – af de nu i alt 98 borgmestre med absolut flertal i byrådet.

Det år manglede Pia Kjærsgaards mand, Henrik Thorup, 27 stemmer for, at Dansk Folkeparti for første gang fik plads i byrådet. I stedet tilfaldt Dansk Folkepartis stemmer de konservative og Venstre, som partiet var i valgforbund med, og endte med at sikre Hans Toft det afgørende 10. ud af byrådets i alt 19 mandater (siden er det ene af de to radikale medlemmer af byrådet skiftet til de konservative, som nu råder over 11 pladser).

Ved samme kommunalvalg gik De Konservative tilbage med 2,4 procent i Gentofte, selv om partiet på landsplan gik frem med 0,7 procent til 11 procent. Denne gang får Konservative i den seneste meningsmåling fra Voxmeter kun 7,7 procent på landsplan. Hvorimod både både Venstre, og ikke mindst Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står til fremgang.

»De ubekendte i ligningen er selvfølgelig Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. For hvor skal de tage stemmerne fra i Gentofte, hvis ikke De Konservative,« spørger Mikael Østergaard, lokalredaktør på Villabyerne.

»Samtidig er der naturlig nok en metaltræthed, efter at Hans Toft har sidder der så længe. Efter en tid vil folk jo gerne se nogle nye på toppen«.

Ifølge bachelor i statskundskab og underviser i statistik på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Martin Vinæs Larsen, er Hans Toft dog 99 procent sikker på at kunne fortsætte som borgmester, selv om han mister det absolutte flertal.

Eller det er i hvert fald det tal, computeren spytter ud, når Martin Vinæs taster Hans Tofts navn ind i sin statistiske såkaldte 98-model, der forudsiger resulatet at kommunalvalget, på baggrund af erfaringer fra tidligere valg og den nuværende politiske situation.

»I Gentofte – og for den sags skyld de andre otte kommuner med bykonger – vil det nærmest kræve, at alle partierne uden om borgmesterens parti gik sammen for at vælte ham. Hvilket igen ville kræve en situation, hvor borgmesteren var meget enerådig og usamarbejdsvillig med de andre partier. Men det er de færreste bykonger. Tværtimod. De er ofte gode til at samle deres byråd. Der hvor der virkelig er en ubehagelig stemning i byrådet er tit der, hvor der er kamp om borgmesterposten,« siger Martin Vinæs Larsen.

På et Sjællandskort, hvor kommunerne har fået farve efter 98-modellens bud på den kommende borgmester, ligger Gentofte som en blå klat omgivet af rødt til alle sider. Det ligner næsten den ’grønne ø i det røde hav’, som Frederiksbergs konservative borgmester gennem 23 år, John Winther, plejede at byde sine nye partifæller velkommen til.

’Jeg har siddet og tænkt’

Da jeg aftenen inden interviewet overværer det sidste valgmøde – eller »den sidste nadver« som ordstyreren, den i kommunen bosatte journalist Ole Stephensen, kalder det – er der Hans Toft og alle de andre.

Under debatten i Rådhushallen virker flere af de andre spidskandidater uforberedte på spørgsmålene fra tilhørerne. Mens andre, til ordstyrerens frustration, vælger at svare på noget andet, end de bliver spurgt om.

»Jeg har siddet og tænkt,« svarer Henrik Thorup på spørgsmålet, om det ikke er muligt at aftrappe den kommunale erhvervsskat eller såkaldte dækningsafgift. »Hvis vi nu nedsatte dækningsafgiften, så villle der måske komme flere butikker – og så ville vi alligevel få pengene ind.«

Hans Toft opremser til gengæld på kroner og øre, hvor meget daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (V) udligningsreform kostede Gentofte. Hvem der faktisk betaler broderparten af dækningsafgiften (ikke kommunens små handlende, men de store virksomheder som DONG Energy). Og ikke mindst hvem der af samme årsager indførte afgiften: Et enigt byråd.

Igen og igen henviser borgmesteren til, at de beslutninger, som nu kritiseres af spørgere eller de andre partiers spidskandidater, faktisk er blevet vedtaget i bred enighed i den seneste valgperiode.

Hans Toft har nemlig ikke bare splittet oppositionen på Rådhuset, hvor 17 (skiftende!) medlemmer af byrådet i den seneste valgperiode hvert år har stemt for kommunens budget. Borgmesteren har haft held til at splitte oppositionspartierne. Ud over at den radikale Louisa Schønnemann Bøttkjær i april skiftede parti, så stemte Venstres spidskandidat Mogens Vad imod budgettet for 2014, mens partiets andet medlem af byrådet, 1. viceborgmester, gruppeformand og folketingsmedlem, Eyvind Vesselbo stemte for (sidstnævnte genopstiller ikke).

»Det er flot og ikke mindst i relation til, hvad der foregår på Christiansborg. Det er ærgerligt, at der var to som ikke ville være med. Så kan man diskutere, hvilken forskel det ville have gjort,« siger borgmesteren i sin indledende replik.

Manden med millionerne

Ved dette kommunalvalg er Konservative i valgforbund med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Venstre er i valgforbund med Liberal Alliance og Radikale Venstre. Og endeligt er Socialdemokraterne i valgforbund med SF og Enhedslisten.

Mister Hans Toft sit absolutte flertal skal det dog som sagt falde mærkeligt ud, hvis ikke han kan regne med opbakning fra et eller flere af de andre partier.

Men ingen har på forhånd lovet hinanden noget. Og selv om de havde, er løfter sjældent noget i værd i kommunalpolitik på valgnatten.

De Radikales spidskandidat, Marie-Louise Andreassen, anerkender, at Hans Toft har gjort det godt. Men skal det vedblive at være godt i Gentofte er det »nødvendig med nytænkning, fleksible og intelligente løsninger, og en langt større lydhørhed overfor borgernes reelle ønsker og behov,« som hun skriver i sin valgpjece.

»Vi har bygget mange nye ting og renoveret de gamle. Men det bliver snart hverdag, for milliarderne fra salget af aktierne i NESA slipper op med udgangen af 2014. Så vi er nødt til at lave en plan for fremtiden og tænke os godt om, hvordan vi bruger pengene. Selv om jeg selvfølgelig tager medejerskab for mange af beslutningerne, så savner jeg en sådan langtidsplanlægning, så pengene ikke får hurtige ben at gå på,« tilføjer den tidligere 1. viceborgmester for Venstre.

Venstres nuværende 1. viceborgmester Eyvind Vesselbo, der startede sin karriere i kommunalbestyrelsen som socialdemokrat, ved, hvor svært det er at konkurrere med en bykonge. Da Eyvind Vesselbo i 2012 kom på kant med Hans Toft, blev han frataget sine poster som henholdsvis formand for kultur- og fritidsudvalget og næstformand i økonomiudvalget. Eyvind Vesselbo kan kun komme i tanke om et par gange, hvor han forinden fik mulighed for at »klippe snore over«. Nemlig de gange, borgmesteren af praktiske årsager ikke selv kunne være tilstede.

»Hans Tofts absolutte flertal betyder, at når han går rundt nede på Hellerup Havn, og de siger, at det regner ind gennem taget, og han lover at se på det, så sker der noget. Så ringer borgmesteren og siger, at nu bliver der brugt otte millioner kroner på det. Jeg kan kun sige, at det må jeg lige snakke med Hans Toft om. Og så siger han: Du kan få én million. Og når jeg så siger, at så regner det stadig ind, så siger han, at det tager vi hen ad vejen.«

Hans Toft er her, der og alle vegne

Gentofte har altid været konservativ. Ikke blot i den østlige del, men også på den forkerte side af Lyngbyvejen, i Dyssegård og Dan Turells Vangede.

Efter en række sognerådsformænd fik kommunen sin første borgmester i 1934, oberst Hans Parkov, og siden har de alle været konservative og jurister – bortset fra en enkelt grosserer, som kun sad på posten i fire år.

Den nu 66-årige Hans Toft – endnu en jurist – tiltrådte i 1993 og har siden været her, der og alle vegne. Da Villabyerne fornylig kom til Hans Toft i lokalavisens serie »De 9 faste?« om, hvordan spidskandidaterne bedst slapper af, hvem de vil tage med på en øde ø eller bruget sabbatår, var borgmesterens svar sigende.

»Jeg kunne ikke drømme om at tage et ’sabbatår’ – men som et tænkt svar: Sammen med min hustru besøge alle verdensdele«.

Det på trods af at Hans Toft faktisk blev født og voksede op i Hvidbjerg i Thy som søn af gårdejer, folketingsmedlem og den tidligere konservative indenrigsminister H.C. Toft og fra 1971 til 75 var i Folketinget for de konservative i Herningkredsen.

Uden for Gentofte er Hans Toft nok stadig mest kendt for i midten af 1990’erne, at forsøge at forhindre kommunen i at modtage flygtninge fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Huspriserne i Gentofte var alt for høje til at huse dem, lød forklaringen. Hvilket fik daværende indenrigsminister Birthe Weiss (S) til spøgefuldt at foreslå, at Bernstorff Park, lige ved siden af Rådhuset, blev brugt til flygtningelejr. Hvilket Hans Toft ikke syntes var sjovt og kaldte »partipolitisk chikane«.

Da borgmesteren endelig blev tvunget til det, placerede han flygtningene i et nybyggeri på Ørnegårdsvej klemt inde mellem Helsingørmotorvejen, Motorringvej 3, Lyngby-motorvejen og en S-togslinje.

Men det var ikke noget, der skadede Hans Tofts popularitet i Gentofte.

Historien fra reservatet

I Pernille Stensgaard og Markus Bernsens Hellerup: Historier fra reservatet skriver de, at der findes en særlig konservatisme i Gentofte som ikke nødvendigvis er politisk, men snarere et livssyn:

»Børn vokser op med herligheden og trygheden og vender tilbage som voksne og stemmeberettigede, fordi de ønsker det samme for deres børn. Derfor stemmer de også konservativt ved kommunalvalg, men måske noget andet til folketingsvalg. Hver gang partiet har været i krise på landsplan, har det holdt stand i Gentofte«.

Og ingen har været bedre garant for de klassiske konservative dyder, ansvarlighed, økonomisk påpassselighed og generationskontrakten, end borgmesteren.

Selv fortæller Hans Toft denne dag på borgmesterkontoret, at De Konservative aldrig havde fået over halvdelen af stemmerne, hvis partiet kun ville »noget snævert ideologisk«:

»Hvis der er stor borgerlig modstand vil det jo ikke give mening at tale om et bykongebegreb. Derfor gælder det om at forvalte den indflydelse, man er blevet forsynet med, på en positiv og ordentlig måde. En ordentlig måde! Og hvad er det? Det er at prøve at lave de bredest mulige forlig i sit lokalsamfund.«

— Men har du ikke haft en let opgave i netop Gentofte?

»Jeg ved godt, at mange af mine borgere herude er ressourcestærke. Og heldigvis. Men det drejer sig om at få de ressourcer til at komme til udfoldelse i den kommune, som de lever i.«

— Hvis en politiker med en anden partifarve af uransagelige grunde var blevet borgmester for mange år siden, tror du så ikke, at vedkommende ville have klaret opgaven lige så godt?

»Det er jo et hypotetisk spørgsmål. Man kan gætte på, hvem som kunne have gjort det lige så godt eller det samme. Men faktum er, at den konservative livsholdning, der er udmøntet i praksis i Gentofte Kommune, har folk kunnet lide.«