Læsetid: 5 min.

Dannelse blev til selvforsørgelse

Danmark er ved at sige farvel til demokratisk dannelse og velfærdsstat. Og goddag til selvforsørgelse og konkurrencestat. Det var konklusionen ved velbesøgt DPU-konference om dannelse i konkurrencestaten
Klar dig. Det humanistiske dannelsesbegreb med fokus på demokrati og medborgerskab var en undtagelse, siger Ove Kaj Pedersen. Den aktuelle vægt på selvforsørgelse er en tilbagevenden til noget, vi har haft tidligere.

Kristine Kiilerich

23. november 2013

Det var finansminister Bjarne Corydon, som for alvor løftede begrebet om konkurrencestaten ind i centrum af debatten, da han i et interview i Politiken den 23. august i år lancerede, at han »tror på konkurrencestaten som den nye velfærdsstat«. Siden har flere af Bjarne Corydons socialdemokratiske partikolleger haft travlt med at undsige finansministeren, men i debatten anvendes betegnelsen konkurrencestaten nu i stigende grad som et vilkår.

Det er professor i komparativ politisk økonomi ved CBS, Ove Kaj Pedersen, der med sin bog Konkurrencestaten fra 2011 har introduceret begrebet herhjemme. Onsdag har Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, inviteret til en stort anlagt konference under titlen Konkurrencestatens krav om dannelse.

Fra frigørelse til tvang

Her diskuterer 10 oplægsholdere og mere end 300 tilhørere i DPU’s festsal dannelse og uddannelse med afsæt i det allestedsnærværende begreb om konkurrencestaten. Som en af oplægsholderne DPU-lektor Jens Erik Kristensen bemærker:

»Ove Kaj Pedersens bog om konkurrencestaten har fuldstændig ryddet bordet. Det er på rekordtid blevet et nøglebegreb i den pædagogiske, økonomiske og politiske debat. Men selv om Ove Kaj Pedersens greb er vellykket som en hegeliansk syntese af den danske statsræson, er det samtidig et problem, at konkurrencestatsbegrebet aktuelt bruges til at forklare stort set alt.«

For Ove Kaj Pedersen selv er det især samtidens nye forståelse af dannelse, som markerer den tydeligste forskel mellem velfærdsstaten og konkurrencestaten.

»Hvor dannelse i velfærdsstaten handlede om at skabe demokratiske borgere, så sigter dannelse i konkurrencestaten på at give den enkelte kompetencer og færdigheder til at holde sig beskæftiget så langt i livet som muligt. Dannelse er blevet til kravet om selvforsørgelse,« siger han.

Kritiske røster hævder, at konkurrencestaten er til for at skabe lydige og patriotiske soldater, der kan bære Danmark frem i nationernes konkurrence. Nogle ønsker et nationalt præget dannelsesideal, hvor skolen bidrager til at dannelsen af et dansk folk. Andre ønsker, at skolen først og fremmest lærer eleverne at blive deltagende borgere i et demokratisk samfund.

Men den aktuelt fremherskende forståelse af dannelsen som fordringen om, at den enkelte skal forsørge sig selv, er ikke ny. Faktisk er der tale om en tilbagevenden til det dannelsesbegreb, som var fremherskende før det 20. århundredes to verdenskrige, og som udsprang af grundloven, påpeger Ove Kaj Pedersen.

»Det humanistiske dannelsesbegreb med fokus på demokrati og medborgerskab, der blev til som en reaktion på Første og Anden Verdenskrigs uhyrligheder, var en historisk undtagelse. Det aktuelle dannelsesbegreb med vægt på selvforsørgelsen svarer til den forestilling om den enkeltes myndighed, som findes allerede hos Grundtvig og de øvrige grundlovsfædre,« fortæller Ove Kaj Pedersen.

Der er dog en afgørende forskel, påpeger han. For hvor grundlovens idé om den enkeltes myndighed var en frigørelse fra stændersamfundets bånd, så er selvforsørgelse i dag noget, som pålægges borgerne gennem kontrol og tvang.

»Alt fra beskæftigelsespolitik og socialpolitik til uddannelsespolitik bruges i dag af staten til at sikre, at den enkelte borger bliver selvforsørgende,« siger Ove Kaj Pedersen.

Netop uddannelsesområdet har været en afgørende kampplads for konkurrencestatens dannelsespolitik.

Især har en række pædagogiske forskere og skolefolk rettet kritikken mod reformerne af folkeskolen og læreruddannelser, som de beskylder for at gøre op med den dannelsestænkning, som har domineret skoleområdet siden 1960’erne.

Folkeskolereformen og Humboldt

En af nøglepersonerne i den pædagogiske tænkning, som ligger til grund for de aktuelle reformer, er DPU-professor Jens Rasmussen, som også deltager i konferencen. Han kalder kritikken af folkeskolereformen og det forkætrede kompetencebegreb for gammeldags og virkelighedsfjern.

»For Humboldt betød almen dannelse, at den enkelte tilegnede sig så meget af verden som muligt og samtidigt forbandt den viden med sig selv. Kompetencebegrebet kan ses som et andet ord for, at eleverne forbinder viden med sig selv, sådan at de kan bruge deres tilegnede viden – også gerne andre steder end i skolen,« siger Jens Rasmussen.

Forskellen til den moderne dannelses founding father Alexander von Humboldt og 1800-tallets Bildungs-tradition består ifølge Jens Rasmussen først og fremmest i, at den pædagogiske videnskab siden har erkendt, at der ikke er et 1:1-forhold mellem det, der undervises i, og det, eleverne lærer, og så det forhold, at stofmængden er øget voldsomt siden dengang.

»Det betyder, at vi ikke længere kan lære alt, og at det ikke i samme grad giver mening at udforme skolens læreplaner med udgangspunkt i et bestemt indhold. I stedet for at sætte fokus på, hvad eleverne skal igennem i undervisningen, fokuserer man i dag på det udbytte eleverne skal have af undervisningen,« siger han.

»Det er et skift i fokus fra det, der undervises i, til det, eleverne får ud af det, der undervises i.«

Han er dog enig med de kritikere, som mener, at staten med de aktuelle skolereformer tiltager sig øget styring af folkeskolen. For staten handler det om at besvare dannelsespolitikkens grundlæggende spørgsmål, som den tyske filosof Schleiermacher formulerede i begyndelsen af det 19. århundrede: Hvad vil egentlig den ældre generation med den yngre?

»Det er et altid aktuelt og påtrængende spørgsmål. Og i disse år er det tydeligt, at staten i højere grad end tidligere ønsker, at borgerne skal blive frie og selvforsørgende. Og til det formål mener staten, at den har brug for øget kontrol med skolen og uddannelserne,« tilføjer Jens Rasmussen.

Historisk kompromis

På trods af den kritik af skolereformerne, som hovedsageligt kommer fra lærerforeningerne, er der en påfaldende konsensus om konkurrencestatens krav til dannelses- og uddannelsespolitikken mellem forskere, politikere og økonomer, påpeger Ove Kaj Pedersen.

Men det skyldes ifølge ham ikke, som kritikerne hævder, at Corydon og Thorning-Schmidt er faldet på knæ for en liberal, markedsorienteret skoletænkning.

»Det skyldes derimod et historisk kompromis mellem Venstre og Socialdemokraterne. Et kompromis som blev indledt under Anders Fogh Rasmussen med Venstres accept af velfærdsstaten. Og et kompromis, som er blevet udfoldet med Thorning-Schmidts reformivrige konkurrencestat,« siger Ove Kaj Pedersen.

Men selv om konkurrencestaten er blevet et vilkår, bør den fortsat underlægges kritik, understreger han. Det voldsomme fokus på selvforsørgelse rummer således en markant risiko for social stigmatisering.

»Når selvforsørgelsesprojektet ikke lykkes, tænker mange i dag, at det nok er vedkommendes egen skyld. Det kan det jo være i nogle tilfælde, men behøver bestemt ikke at være det generelt. Disse former for social stigmatisering, som velfærdsstaten gjorde op med, er nu på vej tilbage,« siger Ove Kaj Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Enemark
  • Inger Sundsvald
  • Lene Timmermann
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels P Sønderskov
Lars Enemark, Inger Sundsvald, Lene Timmermann, Lise Lotte Rahbek og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ildevarslende, at referenten (Forhåbentlig ikke oplægsholderen!) Forveksler filologen, humanisten og politikeren Wilhelm von Humboldt, med dennes yngre broder: Naturvidenskabsmanden Alexander Von Humboldt, der stod bag en stor del af udforskningen af Sydamerika!

Det må da også siges at være noget af en misforståelse, at konkurrencestatsfolkeskolereformen, med dertil hørende resultatmål skulle bygge videre på Humboldt og Schleiermachers tanker om videnskabelig dannelse.

De tyske idealister (som de to herrer tilhørte) var netop kendetegnet ved en udpræget foragt for det som Schiller kaldte for "Brotwissenchaft" - altså kortsigtet formålsrationel indlæring.

Det der netop kendetegnede den "Humboldske vending" var, at kun ved at fokusere på dannelse frem for målbare færdigheder og kortsigtet nytte, kan individerne rustes til en uforudsigelig og omskiftelig fremtid. Netop denne tankegang rejste de preussiske universiteter til et niveau, hvor de på få årtier agterudsejlede de tilsvarende franske og engelske universiteter, indtil de tog ved lære af tyskerne.

Den danske folkeskolereform repræsenterer (sammen med en række tilsvarende reformer af universiteternes og akademikernes selvforvaltning) netop det modsatte syn: Vi skal nu måle og veje alle resultater med fokus på kortsigtet nytte - fremfor at fokusere på at ruste individerne til moralsk og læringsmæssigt at være stærke nok til fremtidige udfordringer - Både moralsk, demokratisk, og vidensmæssigt.

Her må reformens fokus på målbarhed i forhold til nationale tests, karakterer i sølle to "redskabsfag" (dansk og matematik), samt kortsigtet arbejdsmarkedsparathed siges at være en katastrofe. I værste fald, kan det ende med at de offentligt drevne danske uddannelsesinstitutionerne ender som universiteterne før Humboldt - Som steder som al nytænkning og kreativitet flygter fra, fordi der ene og alene fokuseres på kortsigtede samfundsmæssige nyttemål. Indtil Humbolt skete det meste forskning og nytænkende videnskab UDENFOR læreranstalternes reproducerende mure (Lebnitz skulle f.eks. ikke nyde noget).

Hvor er det dog kortsigtet og snæversynet, at gøre færdigheder i dansk og matematik til målestok for al læring! Hvem læser manualer i dag? - Med disse målsætninger gør vi skolesystemet fokuseret på gårsdagens færdigheder, i stedet for at indse, at vi netop ikke er i stand til at forudse fremtidens behov, og derfor ruster eleverne til dette gennem netop DANNELSE.
At gøre læsning og regning til flaskehalsen for al læring (jf. f.eks. Jørgen Søndergaaard) er en katastrofal selvbekræftende profeti, der vil smide netop alt det ud med badevandet, der udgør det danske uddannelsessystems særkende, og dermed også vores "konkurrencefordel" på et "globalt uddannelsesmarked" - Hvor ironisk!

Forhåbentlig er dette kun en kort parantes på et par årtier i den humanistiske dannelses 1000-årige historie, indtil det går op for danske uddannelsesplanlæggere og politikere, hvor katastrofal en kurs vi er slået ind på! Forhåbentlig kan netop de dannede forskere, humanister og undervisere, der har indset dette, netop qua deres dannelse holde stand imod idiotien længe nok til at den ikke når at få nævneværdige dybdegående konsekvenser for vores unikke uddannelseskultur.

Thomas Loddegaard-Knudsen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar