Læsetid: 5 min.

Om efterretningstjenester og forslugenhed

Hvordan kritiserer man en altædende efterretningsmaskine, der styres fra kommandobroen på Enterprise?
Tegning: Ib Kjledsmark

Tegning: Ib Kjledsmark

2. november 2013

Noget af det mest tragiske, man kan få at se på tv’s mere trashy kanaler, er udsendelser om mennesker, der er så fede, at det er totalt invaliderende. Der findes stakler, som er så overvægtige, at de ikke kan rejse sig fra deres sofa, og som grædende fortæller om, hvordan de selv efter forskellige operationer, som kan få dem til at tabe både 50 og 100 kg, pludselig finder sig i den situation igen, hvor de bare propper mad i hovedet, uden hæmninger, og uden at det ser ud til at ville tage en ende.

I lacanianske termer kan man beskrive dette fænomen som en oral drift. Her skal driften ikke forstås som et dyrisk instinkt efter at optage føde, og der er heller ikke tale om, at man spiser på grund af smagsoplevelsen. Fænomenet handler om den blotte nydelse ved at putte noget i munden. Driften er på denne måde en rent mekanisk funktion, som bare bliver ved og ved med at gentage denne simple handling: Jeg putter noget i munden.

Denne drift kan blive til en regulær dødsdrift, men ikke fordi den stræber efter døden. Det er snarere omvendt. Det er fordi, driften er helt og aldeles ligeglad med døden, at den kan fortsætte også til det punkt, hvor den bliver direkte dødbringende, og hinsides det.

Dette tragiske fænomen, hvor man uden hæmninger spiser sig ihjel, kan imidlertid ganske let gives en komisk drejning. Tænk bare på de mange scener fra The Simpsons, hvor Homer stopper sig med mad hinsides al nytte, næring og rationalitet. Der er blandt andet en scene, hvor han er kommet i helvede, og hvor djævelen har udtænkt den perfekte tortur. Fordi Homer altid har forspist sig i doughnuts i livet, skal han spise uendeligt mange doughnuts i helvede. Problemet er bare, at det lader til, at det på intet tidspunkt bliver til tortur for Homer: Han gnasker frejdigt løs, mens en maskine skubber den ene doughnut efter den anden i kæften på ham.

Anti-terrorens tvangsæderi

Da det for nylig kom frem, at USA’s National Security Agency (NSA) havde overvåget Angela Merkels mobiltelefon og endda gjort det i små 10 år, var der et helt enkelt spørgsmål, som desværre sjældent blev stillet: Hvorfor i alverden har NSA’s overvågning i anti-terrorismens navn nogen som helst interesse i at overvåge Angela Merkels telefon? Som dokumentet, der blev lækket af Edward Snowden, kunne afsløre, så var det stort set ingenting, efterretningstjenesterne fik ud af at aflytte kansleren – hvilket næppe kan overraske. Det besynderlige er, at man har valgt at risikere den internationale skandale, som NSA står midt i lige nu, for nærmest værdiløse efterretninger.

Det er, som om efterretningstjenesten er gået i driftsmode og nu bare indoptager alt, den kommer i nærheden af. Og bliver ved. Og ved. Som en tegneseriefigur, der er så forslugen, at den efter at have spist chokoladebaren også spiser indpakningspapiret (og derefter hånden og derefter armen og …).

Denne form for forslugenhed har endda været en bevidst strategi fra NSA-ledelsens side, hvor generalmajor Keith Alexander er blevet berømt for at lægge en meget simpel strategi i forhold til, hvad NSA skal indsamle af information og kommunikation: »Collect it all.« Ikke bare alt, der kunne have interesse, heller ikke bare alt, hvad der kan indsamles inden for lovens grænser, men slet og ret alt. NSA indtager information som Homer Simpson indtager doughnuts.

Klovnenes fascisme

For nylig skrev idéhistorikeren Mikkel Thorup her i avisen, at nye undersøgelser af krigen mod terror og dens fortsættelse efter Bush i Obama-administrationen giver grund til at sige, at de kritiske tænkere, som i løbet af 00’erne talte om, at vi under krigen mod terror bevæger os i retning af en permanent undtagelsestilstand, i virkeligheden havde mere ret, end de selv forestillede sig. Med andre ord synes vendingen ’permanent undtagelsestilstand’ ikke rigtig længere at være stærk nok til at beskrive de dystre udsigter, som tegner sig for vores politiske virkelighed.

Måske man skulle erstatte betegnelsen permanent undtagelsestilstand med ’klovnernes fascisme’, som er den betegnelse, Slavoj Zizek bruger, når han forestiller sig det værst tænkelige fremtidsscenarie. Prognosen siger, at det, der følger efter det liberale demokrati, ikke bliver en form for gentagelse af det tyvende århundredes fascisme, med dyrkelsen af den stærke leder som et centralt element, men derimod en klovnagtig og kaotisk form for fascisme uden mål og med, omend ikke mindre repressiv.

Det bedste billede, der ind til videre er skabt af denne fremtid er Terry Gilliams film Brazil, som handler om en statsmagt, der er lige så paranoid som vores egen, når det kommer til overbevisningen om, at enhver kunne være terrorist og må overvåges, eller det der er værre, men hvor det samtidig er tydeligt, at ingen i administrationen har styr på noget som helst. De klovner omkring og puster sig op og tager vigtige beslutninger i en vældig hast, og ser enormt alvorlige ud, mens de gør det. Men beslutningerne er helt arbitrære og åbenlyst bizarre. Det eneste, der er sikkert er, at der hele tiden bliver flere og flere som skal overvåges og tortureres.

Det fine ved Brazil er, at filmen hele vejen igennem balancerer mellem det komiske og det tragiske; det er faktisk ikke til at vide, om man skal grine eller græde, når embedsmændene mosler derudaf uden hverken mål eller med, men f.eks. insisterer på, at det er vigtigt, at folk selv betaler for den strøm, de bliver tortureret med.

Det er endnu de færreste af os, der betaler for vores egen tortur, men samtidig er det faktisk ganske svært at vide, om man skal grine eller græde, når afsløringerne om NSA tikker ind fra Edward Snowdens enorme reserver. Eller når vi får at vide, at Keith Alexander har indrettet sit kontor som en kopi af kommandobroen på stjerneskibet Enterprise fra tv-serien Star Trek.

Hvad nu hvis klovnerierne ikke bare er tilfældige excesser, der kan ryddes væk, når de værste cowboys er blevet fyret, kulturen ændret, osv.? Måske er problemet tværtimod, at klovner nes fascisme er en ekstraordinært vanskelig regeringsform at kritisere. Problemet med, at statsmagten opfører sig som taget ud af Brazil, er nemlig, at vi får sværere og sværere ved at tage den seriøst nok til at kritisere den med rationelle, politiske argumenter. På den måde bliver klovnerierne til det dække, som selv de mest absurde tiltag vil kunne fortsætte under.

Det virker underligt impotent at skælde Homer Simpson ud, fordi han er forslugen. Det er næsten den samme afmagt, man føler, når man påpeger problemerne i den nuværende sikkerhedspolitiske situation.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Espen Bøgh
  • Tom Paamand
  • Rasmus Knus
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Mosbak
  • Henrik Darlie
Heinrich R. Jørgensen, Espen Bøgh, Tom Paamand, Rasmus Knus, Lise Lotte Rahbek, Niels Mosbak og Henrik Darlie anbefalede denne artikel

Kommentarer

"De klovner omkring og puster sig op og tager vigtige beslutninger i en vældig hast, og ser enormt alvorlige ud, mens de gør det."

Det ser ud til at dette fænomen allerede findes på Christiansborg - og tak for en meget præcis og rammende beskrivelse.

Jens Overgaard Bjerre, Rasmus Knus og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Desværre er nyhedsmedierne ikke bedre end NSA, hvis historierne om NSA da er sande. Det kan undre mig, jeg ikke har læst kritik af udsendelser, hvor fx. overvægtige menneskers privatliv bruges som underholdning, og når danske nyhedsmedier ikke straffes for brug af metoder, der minder om dem, andre landes efterretningstjenester bruger. Tværtimod har nyhedsmedier flere gange fået dom for, de gerne må bruge skjult kamera, provokatører og anonyme kilder, når emnet er vigtigt nok, altså præcis efter samme retningslinier som for efterretningstjenesters vedkommende. Nyhedsmedierne skal bare ikke spørge en dommer først, og må ikke forhindres i løsning af sine opgaver herunder overvågning.

Så hvordan kritiserer man efterretningstjenester? Det gør man på samme måde, som man kritiserer nyhedsmedier: Overhovedet ikke.

"vi får sværere og sværere ved at tage den seriøst nok til at kritisere den med rationelle, politiske argumenter."

Der er sådan set ingen kritik at finde, af nævneværdig karakter. Og hvordan kan man argumentere imod noget der aldrig har været substantielt, nærmere kontroversielt. Samtidig har de fleste ingen indsigt i omfanget, af åbenlyse årsager. Internettet er ingen naturlov, så det er ikke så svært, det er bare at stoppe med at betale for strømmen.

Samtidig er befolkningen aldrig blevet spurgt, det er foregået uden mandat. Et brud på artikel 8. Der er slet ikke noget at diskutere.