Læsetid 9 min.

Erfaringer fra gaden

Danske mænd foretrækker tynde kvinder, sex i biler er farligt, hjertemedicin til spædbørn er dyrt, og nogle rengøringsjob er bedre end andre
Miki. Kom til Danmark for knap to år siden, efter at have passet børn i Frankrig og solgt sex i Grækenland. Hun brød sig ikke om at sælge sex på gaden og arbejder i dag i et rengøringsfirma.

Miki. Kom til Danmark for knap to år siden, efter at have passet børn i Frankrig og solgt sex i Grækenland. Hun brød sig ikke om at sælge sex på gaden og arbejder i dag i et rengøringsfirma.

Tor Birk Trads
2. november 2013

To kvinder har henvendt sig. Miki og Valentina, 26 og 25 år. Der bliver ofte skrevet om dem i aviserne og snakket om dem på tv. Måske ikke specifikt om Miki og Valentina, men om sådan nogle som dem. De er fra Rumænien og har begge solgt sex på gaden i København – Miki er stoppet, Valentina gør det stadigvæk. Det vil de gerne fortælle om. Det sker ellers sjældent, at østeuropæiske gadesexsælgere offentligt sætter ord på deres liv, men Miki og Valentina er trætte af, at andre gør det for dem. De vil gerne tale på egne vegne. Gennem organisationen Gadejuristen, der yder retshjælp til udsatte mennesker, er de kommet i kontakt med Information.

Valentina kom hertil i efteråret 2008, som 20-årig. Indtil da boede hun med sin mor i Bukarest, hvor hun er født og opvokset sammen med sine to brødre, der begge arbejder som fragtmænd. Valentina havde mødt en dansk-arabisk mand over nettet, han havde inviteret hende på besøg, betalt flybilletten og indlogeret hende på hotel Cabinn i to uger. Internetkæresten skulle hurtigt vise sig at være en skuffelse. Valentina brød sig ikke om ham, men hun kunne godt lide at være i Danmark. Da det kærestefinansierede hotelophold nærmede sig sin afslutning, manglede Valentina penge. Hun ville ikke bede sin mor om hjælp, så hun gik ned på Istedgade, hvor hun faldt i snak med et par rumænske kvinder, der solgte sex. Hun spurgte, hvordan det foregik, og de fortalte hende, hvor hun kunne købe kondomer, hvilke takster de arbejdede for, hvor de gik hen med kunderne. Sådan begyndte Valentina at trække på Istedgade. Hun var lidt bange til at begynde med, men hun havde brug for pengene.

Fem år senere sælger hun stadig sex på Istedgade. Hun havde en pause på halvandet år, hvor hun blev gravid med en rumænsk fyr. Valentinas datter blev født i Bukarest med et hul i hjertet, så Valentina rejste efter fødslen tilbage til Danmark for at tjene penge til datterens medicin, der løb op i 500 euro om måneden. Pigen er siden blevet rask, hun er nu to år gammel og bor hos sin mormor i Bukarest. Valentina videochatter med hende dagligt.

Ønsker til arbejdet

Sådan ser en typisk dag i Valentinas liv ud: Hun står op ved titiden (lidt senere, hvis hun har været i byen aftenen før – Rosie McGee’s er det foretrukne sted) og hænger ud i lejligheden, en toværelses, hun deler med en veninde, hun har mødt på Istedgade. Hun rydder lidt op, snakker med sin datter, spiser en skive brød med salami. Nogle gange laver hun traditionel rumænsk mad, andre gange mødes hun med nogle veninder og går på café på Vesterbrogade. Hun bestiller næsten altid en iskaffe.

Sidst på eftermiddagen vender hun tilbage til lejligheden, tager et bad og går ned på Istedgade for at se, om der er arbejde at finde. Det er ikke altid tilfældet. De seneste seks dage har hun ikke haft en eneste kunde. De kunder, hun har, er næsten udelukkende udlændinge; svenskere, nordmænd, tyrkere, arabere, pakistanere. Det er tre måneder siden, hun sidst solgte sex til en hvid dansker. Hendes egen forklaring er, at hvide, danske mænd foretrækker unge, tynde kvinder – i hvert fald havde hun mange flere af dem, da hun var 20 år gammel og knap så kurvet. Nu tiltrækker hun en anden slags kunder.

»Især muslimske fyre,« siger hun og smiler.

Valentina har især ét ønske til forbedring af sine arbejdsvilkår. Hun kunne godt tænke sig, at der fandtes steder, sexklubber, hvor hun kunne gå hen med kunderne. Indtil 2011 brugte hun som regel pornobiografen Non-stop på Istedgade, hvor man kunne leje en kabine i et kvarter for en 50’er. Beboerforeningen, kommunen og politiet forsøgte i årevis at få lukket stedet, og det lykkedes i 2011 med henvisning til »uhygiejniske forhold«, da der blev konstateret skimmelsvamp i kælderen.

Nu har Valentina valget mellem at tage kunden med hjem til sig selv, gå på hotel eller sætte sig ind i hans bil. Det sidste er hun for længst holdt op med. Det er for farligt. »Man ved aldrig, hvad de kan finde på,« som hun siger. »På en parkeringsplads kan ingen høre, hvis man skriger.«

Den gensidige frygt

Valentina har ikke været udsat for vold i sit arbejde. Tre gange har hun fået stjålet sin pung af en kunde i en bil. Det samme skete for en af hendes veninder, der havde en kunde, som insisterede på at have sex uden kondom og bagefter tog de penge tilbage, som han havde betalt hende. Veninden ringede til Valentina, som hentede hende, noterede bilens nummerplade og gik direkte til politistationen. Betjentene fortalte dem, at deres forklaring var utroværdig, at de manglede danske id-kort, og at det bedste ville være, hvis de rejste tilbage til Rumænien.

»Politiet tager os ikke seriøst,« siger Valentina.

Problemet med at gå på hotel er for det første, at flere hoteller ikke tillader prostituerede og deres kunder at leje værelser hos dem. For det andet sender det de samlede omkostninger op på et niveau, der gør det vanskeligt for Valentina at konkurrere med de priser, hendes kolleger på klinik kan tilbyde.

Den tredje mulighed – at tage kunden med sig hjem – har Valentina som sådan ikke noget problem med, men det har kunden som regel. Han er bange for, at en kæreste eller anden medsammensvoren skulle gemme sig i lejligheden, så de i fællesskab kan overfalde og røve ham. Det havde en af Valentinas kunder været ude for tidligere, så da han havde aftalt prisen for en hel nat med hende – 5.000 kroner – bad han hende gå med til en bank, hvor han hævede pengene i automaten og betalte hende på gaden. Tanken var, fortalte han efterfølgende, at hun, hvis hun var ude på at stjæle pengene, ville være stukket af med dem med det samme, så han i det mindste slap for at skulle have tæsk.

»Jeg vil ikke lave problemer for de mænd,« siger Valentina. »Og de vil ikke lave problemer for mig. Jeg vil helst på klub, og de vil helst på klub. Jeg kan ikke forstå, hvorfor alle klubberne er lukket.«

Drømmen om Europa

Miki kom til København med bus fredag den 13. januar 2012. Inden da havde hun passet børn i Frankrig og solgt sex i Grækenland, på Kreta i havnebyen Chania. Det var indendørs og lovligt. Der var styr på sikkerheden og sundheden, Miki blev jævnligt testet af læger og var egentlig udmærket tilfreds med sine arbejdsvilkår, indtil konsekvenserne af den græske gældskrise ramte sexbranchen, og kunderne forhandlede priserne længere og længere ned, indtil Miki ikke ville være med længere.

Hun overvejede helt at stoppe med at sælge sex, men hun manglede penge, og efter fem år på egen hånd syntes hun, det ville være pinligt at bede familien om hjælp. Så da Valentina, som hun kendte fra nogle festlige teenageår i Bukarest, foreslog hende at komme til Danmark, hoppede hun på en bus med retning nordpå.

Miki flyttede ind i Valentinas lejlighed og begyndte hurtigt at sælge sex på gaden på Vesterbro. Planen var at prøve det af i tre måneders tid og så beslutte, om hun skulle blive eller flytte hjem til Bukarest, hvor hendes forældre – en husmor og et postbud – bor, og hvor hendes lillesøster læser til ingeniør. Miki selv nåede et års management-studier, inden pengenød fik hende til at droppe ud og søge arbejde, først i tøj- og skobutikker i Bukarest, inden turen gik til udlandet.

»Jeg er lidt skør og åben over for verden,« siger Miki. »Jeg har altid drømt om et liv i Europa, ikke i Rumænien.«

Hun har en ven i Bukarest, der har to universitetsgrader, men arbejder som taxachauffør, fordi han ikke har kunnet finde andet. Han er ikke den eneste, fortæller hun.

Fra sex til rengøring

Af samme grund var hun opsat på at blive i Danmark, selv om arbejdet med at sælge sex på gaden var en skuffende oplevelse. Det var koldt, og Miki brød sig ikke om selv at skulle kapre sine kunder, overtale dem og forhandle med dem. I Grækenland sad hun inde i varmen. Der blev gjort rent, der var folk at snakke med, arbejdet var enkelt: »Hvis kunden vil med ind, går du ind, og ti minutter senere er du ude igen. Du skal ikke andet,« fortæller hun.

Miki holdt op med at sælge sex. En rumænsk ven hjalp hende med at få et job for et udenlandsk rengøringsfirma i Danmark, men det var heller ikke nogen god oplevelse. Ofte lå rengøringsopgaverne så langt fra hinanden, at hun måtte bruge fire-fem timer på transport for at kunne gøre rent i to-tre timer. Hun havde håbløst lange arbejdsdage, og lønnen var tit forsinket, hvis den overhovedet kom. 2012 var et hårdt år.

2013 har været bedre. Miki har gennem en ven fundet et nyt rengøringsjob, som hun er tilfreds med. Hun har fundet sit eget værelse at leje, er begyndt til dansk på Københavns Sprogcenter og drømmer om at vende tilbage til universitetet. Hendes hverdag er travl. Især arbejdet er mere tidskrævende nu, end da hun solgte sex.

»Da arbejdede jeg 10 minutter og fik 500 kroner. Nu arbejder jeg fem timer og får 500 kroner, men jeg bruger dem med større omtanke. Hvis man tjener penge nemt, bruger man dem også nemt,« siger hun og fortæller, at hun er gladere nu, end hun var før.

»Mit liv har struktur. Det har retning.«

Robert Hansen provokerer

Mikis begejstring over sin nye hverdag har ikke påvirket Valentina:

»Hun er en lille smule skør, så det er ikke lykkedes mig at overtale hende,« siger Miki og smiler til veninden.

De griner.

»Hvis jeg ville holde op, så holdt jeg op i morgen,« siger Valentina. »Så ville jeg finde et normalt arbejde. Rengøring.«

Det har hun ingen planer om.

»Jeg har problemer med at have en chef. Jeg kan ikke lide, når folk fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne spare penge sammen, så jeg kan styre mit eget liv.«

Valentina drømmer om at få råd til at købe et hus i Danmark, hvor hun kan bo med sin familie. Derfor ærgrer det hende, at der er så få kunder for tiden. Hun har en mistanke om, at det hænger sammen med den megen fokus på trafficking. For nylig så hun en række kampagnevideoer offentliggjort i anledning af EU’s årlige anti-trafficking-dag. Kendte skuespillere som Robert Hansen, Peter Gantzler og Jesper Lohmann spiller rollen som enten kyniske kunder eller kriminelle bagmænd, der tæver og voldtager indespærrede piger, inden de tvinger dem til at sælge sex og aflevere 95 procent af indtægterne.

»Måske er det derfor, der ikke er så mange kunder mere,« siger Valentina.

»De spørger i hvert fald tit, om jeg har en bagmand.«

Miki har også set videoerne og blev provokeret af dem. Det er en af grundene til, at hun har besluttet sig for at tale med en journalist.

»Mange tror, at rumænske kvinder, der arbejder med prostitution, er dumme og hjælpeløse. Men rumænske kvinder er virkelig kvikke. De gør, hvad de mener, er godt for dem. De lærer af deres erfaringer,« siger hun.

»Sådan nogle kampagner får det til at se ud, som om alle udenlandske prostituerede får stjålet deres penge og får bank og bliver voldtaget hver dag. Jeg siger ikke, at det ikke eksisterer, men det er undtagelsen. De generaliserer ud fra undtagelser. Jeg kender de første 100 kvinder, der har haft det her job – i Danmark, Italien, Frankrig, Spanien, Schweiz – og jeg har aldrig hørt den slags historier.«

Miki er nødt til at forlade interviewet. Hun skal videre på arbejde. Valentina bliver siddende og kommer med sit bud på, hvorfor myndigheder og organisationer præsenterer udenlandske prostitueredes liv på den måde.

»Måske vil de gerne vise, at de gør noget godt. At de gør en forskel.«

Adspurgt om, hvad der kunne gøre en forskel for hende, svarer hun.

»Hvis der var en sexklub. Det ville være en stor hjælp.«

 

Miki og Valentina er opdigtede navne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Bo Jensen
    Bo Jensen
  • Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
    Rasmus Kongshøj
  • Brugerbillede for Karsten Aaen
    Karsten Aaen
  • Brugerbillede for ulrik mortensen
    ulrik mortensen
  • Brugerbillede for Ernst Enevoldsen
    Ernst Enevoldsen
  • Brugerbillede for Alexander Nørup
    Alexander Nørup
  • Brugerbillede for Thomas Jensen
    Thomas Jensen
  • Brugerbillede for Christian Groes
    Christian Groes
Bo Jensen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, ulrik mortensen, Ernst Enevoldsen, Alexander Nørup, Thomas Jensen og Christian Groes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Sørensen
Anders Sørensen

Johannes Aagaard: "(Og havde de virkelig været så kvikke, havde deres drømme om en etableret tilværelse her i Danmark nok ikke været så urealistiske.)"

Nej, det er klart. Er man "kvik", så kan man alt. Og er man ikke "kvik", så må man sgu nok lidt finde sig i hvad som helst - ikke mindst påstanden om, at havde man været lidt kvikkere, så havde alt set bedre ud.

Man skal bare være kvik.

Lau Dam Mortensen, Christian Pedersen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Simon  Rosenkilde
Simon Rosenkilde

The sensitive, the insensitive: En gruppering af mennesker, måske den eneste der tæller.

Den ene af disse kan arbejde som prostituerede, den anden kan ikke.

Den første gør det sjældent, og stopper, når grænsen findes, den anden vælger selv og står ved deres valg.

Derudover, jævnfør artiklen, har vi nogle HOLDBARE tal på trafficing?

Hvis ikke, så syntes jeg den herrer Robert Hansen og de andre gutter på skræmmebillederne, skulle flette arret.

S.

Brugerbillede for Peter Andersen

Ifølge programmet SKAVLAN i går, er pigerne ned til 12 år,
fortalte Elise Lindqvist, der hjælper gadeprostituerede i Stockholm.

Brugerbillede for Jesper Wendt

Den eneste måde at fjerne problemet er at fjerne incitamenterne, som Aagaard kommer omkring. Enten er det trafficing, eller sexturisme. Ellers skal man ud i hårde domme, hvilket formentlig kun forværre situationen, og hærder miljøet. Man kunne komme langt ved at fjerne stofferne fra de miljøer. En kompleks situation, i en verden der tænker alt for lidt i livskvalitet for almindelige mennesker. Det bliver i hvert fald ikke omsat.

Brugerbillede for Per Eskildsen

Når sexklubberne er lukket og drømmene venter på at blive indfriet, mens skuespillerne danser på deres grav, føler de ikke de bliver respekteret og de har ikke selvrespekt nok til at være ligeglade, men så er det godt, at de kan blive hørt i avisens spalter.

Brugerbillede for Frank Hansen

Hvorfor opretter de ikke deres egne sexklubber? Der synes jo at være et behov, og vi har en fri markedsøkonomi. Måske kan de få hjælp på et kursus for iværksættere? Det ville sikkert også højne kvaliteten fx med indførelse af badeværelser, og på den måde tiltrække flere kunder. Det kunne blive et koncept, der kan kopieres og videresælges, først i andre byer og senere i udlandet. På den måde kan de mindre kvikke også få gavn af de kreatives ideer. Det svarer ganske til at Danmarks Radio køber konceptet "Vild med dans".

Brugerbillede for Henrik Petersen
Henrik Petersen

Tak for en god og oplysende artikel. Vi har brug for mange flere artikler om, hvad der foregår i vores land. Hver enkelt artikel behøver ikke være en altomfattende sandhed om dagens Danmark - det må gerne være et partsindlæg.

Tankevækkende at det som pigerne ønsker sig er et sted at gå hen med kunderne.

Vi andre,som har alle mulige holdninger til fremmede, EU og prostitution skamrider straks vores kæpheste.

Hvad med at lytte til, hvad de har at sige. At lytte er ikke det samme som at bilige - det er ikke farligt.

Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Niels Mosbak og Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Nielsen

»Jeg har altid drømt om et liv i Europa, ikke i Rumænien.«
Er Rumænien ikke Europa???

Tja, Johannes Aagaard, jeg synes nu heller ikke de virker særlig kvikke, i hvert fald ikke hende Valentina. Sådan tilmed få betalt flybilletten og indlogeret på et meget fint hotel, lugter langt væk allerede ved første øjekast. Om de skulle have blevet i Rumænien er svært at sige, men du har ret i det splitter samfund og familier. Men man skal jo samtidig også leve og DK er vel nærmest gået hen og blevet "The Danish Dream".

Jeg er dog glad for at høre den ene har fundet sig et andet arbejde, men det bedste ville da være en uddannelse og så arbejde ved siden af, hvis nødvendigt. Ellers også en rigtig god artikel om hvad der sker alt bag det lyserøde i Danmark.

Brugerbillede for Anne Rasmussen

Nu bliver jeg jo så rigtig rigtig forvirret her når jeg så lige kan læse en helt anden version af virkeligheden på Vesterbro i Ekstra Bladet med 8 tiltalte rumænere for menneskehandel.

Mindst 15 kvinder har de haft til salg på gaderne på Vesterbro og de har været indlogeret i en lejlighed på Vesterbrogade, en lejlighed på Frederiksberg og Hotel Continent på Nørrebrogade 51 - "sjovt" nok bor en af vores "veninder" fra artiklen også på Vesterbro.

Der er flere ting i artiklen, der ærligt talt virker besynderligt - når man ingen penge tjener og ikke har haft kunder en hel uge igennem, går man så på Rosie McGee? Går man ud og spiser på café og spiser? Drysser man lige ned forbi Istedgade om eftermiddagen for lige at se, om der er kunder i butikken, når man ingen penge har tjent den sidste uges tid? Og helt uden at skulle betale fliseleje til de rumænske menneskehandlere fra Ekstra Bladet, der åbenbart er totalt fraværende i artiklen - den onde onde Robert Hansen har nemlig slet ikke ret i hans skræmmekampagne, har man åbenbart vedtaget i artiklen.

Så spørgsmålet er, hvordan i alverden den gode Valentina har undgået sine landsmænd, menneskehandlerne og fordan hun har undgået at se de handlede kvinder, også sine landsmænd - og i særdeleshed hvordan Valentina kan have råd til at bo i en lejlighed på Vesterbro uden at have en indtjening - hendes veninde må have en ualmindelig god indtjening.

http://ekstrabladet.dk/112/article2140483.ece

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Denne artikel er så tæt på forestillingen om "den lykkelige luder" som man kan komme, og også så lige så utroværdig som den kan blive.

Brugerbillede for Peter Jensen

Hvis beretninger fra virkeligheden ikke passer ind i det propagandabillede som nogen ønsker at opretholde, så er det åbenbart værst for virkeligheden...!
Uanset at de to kvinders beretning ikke kan garantere for det samlede billede, er det ikke nogen acceptabel grund til at afvise dem.