Det har været en enestående gave i mit liv at have fulgt arhuacoindianerne gennem godt 40 år. Jeg har besøgt dem mange gange og er hver gang vendt tilbage til de samme landsbyer for på den måde at følge de enkelte familier i deres overlevelse.
I de sidste otte år er der i området omkring en af de mindre landsbyer, Seinemin, blevet dræbt 29 indianere af guerillaen eller af militæret. I flere tilfælde er ligene blevet skamferet og hjerterne revet ud. Denne såkaldte dismemberment er veldokumenteret praksis i flere latinamerikanske lande – og er nu også nået op til arhuacoindianerne. Ikke desto mindre har indianerne formået at overleve uden at være ødelagt af traumer og sorg.
Indianernes overlevelsesmekanismer kan beskrives som fem dogmer om ’traumatisk vækst’.
1. Husk at glemme
De indianere, som jeg kender bedst, bor i den isolerede landsby Seinemin.
For nogle år siden havde jeg et kamera med til dem. Jeg havde tidligere lavet film om dem, men formålet var denne gang at lære dem at bruge et kamera, således at de selv kunne lave deres egen film.
Jeg viste dem, hvordan kameraet fungerede og rådede dem til at bruge det stativ, jeg havde med til dem. De valgte at den første optagelse skulle være af det bål, de om morgenen samlede sig om. De stillede kameraet på stativet og lod det optage, at de sad i en rundkreds og kiggede ind i apparatet.
Næste dag gentog de scenen. Stillede kameraet op på stativ og lod det optage i fem minutter. Og på tredjedagen: igen den samme gruppe mennesker om det samme bål. På fjerdedagen brød jeg ind og rådede dem til ikke at bruge så mange optagelser på den samme scene dag efter dag. I stedet foreslog jeg, at de skulle dokumentere de overgreb, de havde været udsat for, ved f.eks. at filme, når bevæbnede grupper drog hærgende igennem landsbyen.
Men de svarede, at bålet om morgenen var det vigtigste at filme – »for sådan er vores liv jo«. De ønskede ikke at tale om, at flere af dem var blevet myrdet.
Da jeg kom tilbage efter et år, fik jeg overdraget harddisken fra kameraet med alle deres optagelser. Der var 22 optagelser af bål og indianere. Sådan ønskede de at præsentere sig selv: uden fokus på vold og undertrykkelse. En af dem sagde, at bålet hjalp dem med at »huske at glemme«.
2. Vær i verden uden at tilhøre den
Arhuacoindianerne er pragmatisk indstillede. De ved, at de ikke kan undgå en eller anden form for kontakt med storsamfundet. F.eks. bærer mange af indianerne en snor om halsen. De har hørt missionærerne fortælle, at selvmordere ikke kan blive begravet i indviet jord. Indianerne siger, at hvis de kommer i himlen, når de dør, og det viser sig at være et dårligt sted at være, kan de jo altid slippe ud igen ved at vise snoren frem og sige, at de har hængt sig.
Den pragmatiske holdning over for storsamfundet finder man blandt mange andre indianerne i Sydamerika. Og udbreder man nødvendigheden af at leve i skjul til også at omfatte kunstnerisk og kulturel virksomhed, finder man mange lighedspunkter med Christiania og andre alternative minisamfund, som ønsker at stå uden for storsamfundet. Eugenio Barba fra det danske Odin Teater har engang under et møde med latinamerikanske teatergrupper formuleret: »Det er nødvendigt at være i den verden, hvori vi lever, uden at være af den, uden at tilhøre den.«
3. Stol ikke på fremmede
’At leve i verden uden at være en del af den’ kræver en særlig kontaktform med omgivelserne.
I min dagbog fra et af mine første ophold hos arhuacoindianerne skrev jeg:
»Jeg er vendt tilbage til arhuacoindianerne i den afsidesliggende landsby Sogrome. Det var her, jeg opholdt mig længst, da jeg første gang besøgte indianerne. Nogle af dem lærte jeg så godt at kende, at jeg troede, vi var blevet venner. Men da jeg kom tilbage nogle år efter og næsten kom springende ind i landsbyen af forventningsfuld glæde, var der ingen, der kunne genkende mig. Min bedste ven sagde endda, at der kom så mange turister igennem landsbyen, at det var umuligt at skelne den ene fra den anden.
Jeg satte mig slukøret for mig selv, og efter et par timer gik jeg hen til en familie og forsøgte at gå lidt til hånde med at rense majs. En af dem spurgte henkastet, om jeg stadig arbejdede på universitetet i Danmark, og om hvor mange penge min nye rygsæk havde kostet. De huskede mig udmærket godt. Men hos Arhuaco-indiaerne kommer man ikke springende ind i deres landsby og bringer deres dagligdag ud af balance ved at råbe: ’Goddav, goddav, hvor er det længe siden’ og ’hvordan går det?’«
4. Vær amoralsk og ubetænksom
Mange af rhuacoerne spiller rollen som de asåkaldte trickstere: personer, der som hofnarre driller og provokerer den fremmede.
Et eksempel på en trickster-handling er arhuacoindianernes forsøg på at få nogle antikke guldfigurer udleveret af den colombianske regering. En af indianernes shamaner – Ramon Gill – mødte op i Den Colombianske Nationalbank i Bogota i 2004 for kræve at få nogle antikke guldfigurer tilbage. Banken har en enestående samling på ca. 38.500 guldstykker, som indianeren forlangte at få hovedparten af. Flere af dem var i sin tid blevet stjålet fra arhuacoerne af de spanske erobrere. Bankens direktør afviste selvfølgelig at udlevere dem, men tilbød i stedet, at indianeren kunne udføre et indvielsesritual, således at guldfigurerne kunne få et hjemsted i en bankboks, som alle colombianere og indianere kunne være tilfredse med.
Ramon Gill tog imod tilbuddet. Det skabte betydelig opmærksomhed og indvielsesritualet blev transmitteret i tv. Arhuaco-indianeren indledte imidlertid med at forlange at få nogle dråber menstruationsblod fra alle de kvindelige ansatte og lidt sæd fra alle de mandlige ansatte. På tv så man bankens direktør blive fjern i blikket og bøje sig forover og efter en pause udtale, at det ikke kunne lade sig gøre. Den optagelse blev vist igen og igen i colombiansk tv til stor morskab for alle. På et efterfølgende pressemøde udtalte Ramon Gill, at det havde været en stor oplevelse at se, hvorledes guldfigurerne stadig havde kraft til at få de rige efterkommere af Columbus til »at skifte ansigtsudtryk«.
5. Opfind din historie
Bag de psykologiske forsvarsmekanismer skjuler sig det faktum, at indianernes overlevelse først og fremmest er betinget af rettighederne til jorden. Under spaniernes erobring blev indianerne tvunget til at forlade de frugtbare jorder i dalene og flygte op i bjergene. I dag er størstedelen af deres land utilgængelige, ufrugtbare bjergområder, der ligger så højt oppe, at de er umulige at bruge som almindelig landbrugsjord.
Indianerne er altid på vandring. Man ser familier vandre gennem regn og blæst på stejle bjergstier og bære tunge byrder af markafgrøder, brændsel, småbørn, sukkerplader, kaffebønner etc. De vandringer er en raffineret tilpasning til den jord, de er blevet tvunget op i af de hvide kolonisatorer.
Arhuacoindianerne har flere gange modtaget udenlandsk bistand for at få forbedret deres landbrug og gøre det mere intensivt. Indianerne har ganske vist taget imod denne hjælp, men har i praksis ikke vist oprigtig interesse i at omlægge deres dyrkningsmåder. Den ekstensive struktur er en overlevelsesstrategi; en måde at vise at de har brug for meget jord.
Arkæologiske udgravninger afslører imidlertid, at indianerne tidligere dyrkede jorden mere intensivt og havde anlagt små terrasser med kunstige vandingssystemer, hvor de f.eks. havde plantet majs. Men i dag er majsen blevet skiftet ud med andre afgrøder som bønner og kartofler. For at overleve på den golde jord har de måttet udvide deres aktionsradius både horisontalt og vertikalt.
Men den historie afviser indianerne. De påstår, at de altid har haft brug for meget jord. De vil ikke gøre sig sårbare og benægter historien om, at de tidligere levede i højt udviklede bysamfund på mindre plads.
Sådan er indianernes historie ofte resultatet af en ’opfindelse’. F.eks. var der for 40 år siden, da jeg første gang besøgte indianerne, flere der gik i cowboybukser end i dag. Jo mere indianerne har oplevet sig som trængt, desto mere er de begyndt at gå i deres traditionelle tøj for simpelthen at vise, at de er anderledes og holder fast ved deres såkaldt oprindelige kultur. Man ser det samme hos danske udvandrere i USA og Sydamerika, som i nogle tilfælde er mere traditionelt danske end danskere i Danmark.
Traumatisk vækst
De første gange jeg besøgte arhuacoindianerne i 70’erne, var jeg som så mange andre præget af en sentimental medfølelse med de undertrykte indianere; næsten som en form for krisefascination. I dag er mit psykologiske fagområde begyndt at forstå traumer som andet og mere end sårbarhed og lidelse, og man interesserer sig i højere grad for modstandskraft og overlevelsesmekanismer. Et af de nye begreber er ’traumatisk vækst’.
Det har arhuacoerne forstand på. I løbet af de 40 år jeg har kendt dem, er det lykkedes dem at få overtalt regeringen til at udvide deres landområder, og optællinger viser, at deres befolkningstal er vokset fra ca. 6.000 til 8.000.
Mandag viste viste DR2 ’Den der lever skjult’ – den første af tre dokumentarfilm om om arhuacoindianerne fra de svært tilgængelige Sierra Nevada-bjerge i Colombia. De følgende vises den 2. og 9. december
