Interview
Læsetid: 10 min.

Jeg går altid efter lyden

Først var han en hjørnesten i 1970’er-rockens oprør mod et usolidarisk samfund, så blev han og hans venner til Danmarks rigeste rockmusikere. Peter Ingemann taler med Lasse Ellegaard om et livs arbejde med at forene meget lange guitarsoli med idealerne om fællesskab - og om hvorfor hverken Kim Larsen, Povl Dissing eller Troels Trier ville have haft en chance i X Factor
Moderne Tider
2. november 2013
Kulturstøtte. Jeg er ikke imod kulturstøtte, men i den kunst, der lykkes – hvor folk er med – synes jeg, det er betænkeligt. Til gengæld skal den kunst, der kan sammenlignes med grundforskning og derfor ikke har et stort publikum som f.eks. avantgarde- og bebop-jazz, have mest mulig støtte, siger Peter Ingemann.

Ulrik Jantzen

Rygtet om de der mandage på Drop Inn med Peter Ingemann og Stig Møller var løbet i forvejen – kultagtige træf med to navne, der hver især er dele af lydsporet til min bane som journalist og kulturforbruger. Så da jeg blev opfordret til at bidrage til et festskrift for Peter Ingemann, der fylder 70, sagde jeg uden videre ja og endda jatak. Det var en anledning til at genopleve suset fra en glad fortid som rockskriver her i avisen. Så jeg mødte op på Drop Inn, og lagde mærke til, at tilhørerne var flere generationer yngre, men tydeligvis helt med på de bedagede rim med referencerne til oldtiden før smartphonen – »Drej 0-0-0 for hjælp«. Og at sangene blev leveret, som om de var skrevet i forgårs, båret på bølger af Møllers samba-trallen og glæde ved at trykke den af uden filter som en kontrast til Ingemanns coolness på bassen og hans slentrende version af »Herfra hvor vi står«.

De sange var ikke bare citater, men fragmenter af et værk, der har sat spor i den musikkultur, der også omfatter f.eks. Niels Skousen, Sebastian, Kim Larsen, Røde Mor og om end på en lidt andre måder, Peter Belli og C.V. Jørgensen. Ingemann har spillet med dem alle borset fra C.V. Jørgensen, og hans diskografi omfatter 148 titler, der i sig selv er en musikalsk vejviser. Alligevel har han aldrig udsendt et soloalbum, for som han siger: »Jeg går ikke så meget op i mig selv, og den der (soloalbum-) stafet er ikke mig. I Røde Mor blev (Henrik) Strube og jeg bedt om at redigere stof til det der bokssæt, der blev udsendt, og da opdagede jeg, at jeg faktisk jo har et katalog, når jeg ser, hvad jeg har lavet i forskellige bands, i Young Flowers og med Skousen. Det er alligevel blevet til noget.«

En lang samtale

— Du har en sang med en sær linje: »Du kan enten være ligeglad/eller osse la’ vær'« – som jeg hører den, er attituden: »lev og lad leve«, som jo hverken er politisk eller præget af en specifik holdning?

»Ja, den var aldrig gået i Røde Mor! Det er en slags fællessang som »Ssejle op ad åen« – mere i retning af ’når livet ta'r afsted’. Det vigtigste er sådan set ikke ordene, men at de ligger godt i munden, at de kan synges. I Young Flowers brugte jeg rigtigt mange af Walt Whitmans tekster som forlæg. Jeg har læst alt, han har skrevet, og det er jo ikke bare digte eller prosa, men lange ordforløb. Dan Turèll har lidt af det samme, hans er også en inspiration. Du skal ramme tekster, så de får deres eget liv, når de bliver sat til musik. Gå efter lyden – nogle gange er det nok, hvis ordene ligger godt i munden, og du kan frasere omkring dem.«

Vi sad i Kongens Have nogle dage efter den aften i Drop Inn. Genoptog sådan set bare en samtale, der har stået på on and off siden 1971, da jeg interviewede ham på en færge efter en turné i Jylland, hvor han var krumtap i to bands, Skousen & Ingemann og No Name. Jeg havde fulgt med karavanen som journalist og fandt en aften mig selv på scenen i Hanstholm-Hallen som korsanger med koklokke: Sol står oooop, sol går neeeeed. Da den næste dag stod højt på himlen over et hippiekollektiv i Thy, hvor karavanen overnattede under jordslåede tæpper, blev jeg vækket af Ingemann, der rakte mig nogle fedtede pengesedler.

»Hvorfor det?,« spurgte jeg.

»Du var jo på i aftes, så her er din andel.« Der var orden i bogholderiet.

Sideman og bagmand

Det er der stadig, både i det kulturelle rum, der har været hans hjemmebane i snart et halvt århundrede – som musiker med en spændvidde fra bebop til den danskrock, han blev medopfinder af, og i rollen som økonomisk rådgiver for kunstnere (»Jeg overtager hele butikken og sætter nogle gange bandsene på lommepenge«). Så når han siger: »Jeg er altid gået efter lyden,« taler han ikke kun om musikken, men om det hele.

»Og det forhold, at jeg er en typisk sideman, ved jeg alt om.«

— Kan man ikke mere præcist sige bagmand?

»Vel, second unit, om du vil. Jeg startede med jazzen og spillede dansemusik ved siden af, da den der pigtrådsmusik dukkede op. Den lød rigtig, så den gik jeg efter. Mest på grund af den bevidsthed, der fulgte med, og som rakte ud over selve musikken. I dag, hvor jeg er blevet ældre og ’trådt i karikatur’, som jeg plejer at sige, kan jeg se, hvad det var, der gjorde mig nysgerrig, men det var jeg ikke bevidst om den gang. Da var det jo bare liv, der blev levet. Min favorithistorie fra tiden med Young Flowers er, at da vi spillede på Frue Plads den dag, studenteraktivisten Finn Ejnar Madsen holdt sin berømte tale i universitetets festsal (1. september 1968), anede jeg ikke hvad der foregik. Jeg vidste kun, at vi var booket til et job, som jeg godt nok syntes lå lidt tidligt på sæsonen – det var halvkoldt den dag. Men nu? Nu er vi 68’ere forklaret forfra og bagfra.«

»Første gang, jeg blev opmærksom på, at der faktisk var nogle bud på at strukturere det, der foregik, var med Røde Mor, som jeg kom med i i 1973, da No Name blev opbakning til gruppen. Indtil da var alle de ting, jeg var med i – universitetsoprøret, husbesættelser, Musik og Lys, Projekt Hus – spontane realiseringer, hvor jeg gik efter lyd og mavefornemmelse. Men med Røde Mor blev det sat ind i en forståelsesramme. De havde lånt mit forstærkeranlæg ved et arrangement i Husets Bogcafé, og jeg husker, at jeg undrede mig over deres masker og gøglede fremtoning, men da vi begyndte at arbejde sammen, gik det op for mig, hvor seriøse de var. Med kollektiv selvkritik, samarbejde omkring det kunstneriske udtryk – de havde gennemtænkt, hvad de ville. For mig betød det erkendelsen af, at den adfærd, du har, den, du er, kan analyseres, så du ved mere om sammenhæng mellem det, du går rundt kæfter op om, og det liv, du faktisk lever. For hvis du tror, du befinder dig på ét punkt, men hvor virkeligheden er et helt andet sted, sker der ikke en skid.«

— Og du kom fra et helt andet sted?

»Jeg kom fra Skousen & Ingemann-projektet, og det, vi gjorde, var jo at definere en ny måde at være band på. Lidt som The William Blakes med Nordsø-tvillingerne og Kristian Leth gør i dag – vi åbnede op, det var en arbejdende workshop, hvor folk gik ud og ind, med hvad de nu havde. Og efter en tid dannede vi Musikpatruljen, Niels indspillede sine soloplader, og jeg spillede med No Name og med Røde Mor, hvor jeg fik rimeligt travlt.«

Peter Ingemann dvæler ved, at Røde Mor og Gasolin’ – de to store rockgrupper på hver side af 70’ernes politisk-ideologisk demarkationslinje – begge blev opløst i 1977. For Ingemann blev 80’erne en ny fase i hans professionelle liv, hvor han »fik klienter, der i gamle dage jo bare var kammerater«. Men som havde trukket så mange veksler på hans hjælpsomhed som økonom, at han måtte sætte den i system. Og det blev den.

Hvilket bliver afsæt til at tale om Ingemanns syn på ’andres penge’ over for ’egne penge’.

»Du har sorte og hvide penge, og det er til at finde ud af. Andres penge er straks mere komplekst, de er jo som regel offentlige tilskud og således karakteriseret ved fritagelsen for, at et budget skal balancere. Ideen med kulturstøtte er jo at stimulere kunst, der skønnes nødvendig for samfundet, men ikke kan klare sig selv. Og rock’n’roll er et rummeligt medie med enorm power, der spænder fra akademiske kronikker til hooligans – og her er udviklingen også, at først sker tingene, og bagefter bliver de organiseret og rubriceret som kunst. Og det kan godt være, at der kommer bedre rock’n’roll ud af det, men hvilke historier kan den rock n’ roll fortælle? Jeg er ikke imod kulturstøtte, men i den kunst, der lykkes – hvor folk er med – synes jeg, det er betænkeligt med tilskud. Til gengæld skal den kunst, der kan sammenlignes med grundforskning og derfor ikke har et stort publikum som f.eks. avantgarde- og bebop-jazz, have mest mulig støtte.«

Kapital

Den røde tråd i Peter Ingemanns udogmatiske syn på økonomi og kunst – in casu popmusikken – er en scanning af nyttevirkningen.

»Popmusikkens bundlinje er, med et citat af U2-forsangeren Bono, om den afdækker eller tildækker. Hvis kapitalismen har nyttevirkning ud over egoistisk pugen sammen, er det fint med mig. Da jeg blev medlem af Christiania-fonden, skulle jeg på det første møde komme med nogle stikord til, hvorfor jeg sad der, så jeg sagde: Jeg er ikke for egenkapital, men for fælleskapital. Den replik dækker meget godt min holdning til økonomi. Jeg har intet imod, at folk tjener penge, hvis de gavner fællesskabet, men hvis de kun vil gavne sig selv, står jeg af.«

»I dag handler musikbranchen kun om toplinje og bundlinje – der handles med selskaber, men ikke med produktion. Men der leves et liv mellem toplinjen og bundlinjen.«

Den tilstand har Ingemann gjort noget ved – i konkrete strategier, der sikrer de kunstnere, han arbejder for som rådgiver, deres andel af den indtjening, der akkumuleres ved »at en eller anden hopper op på en scene og danser, synger, spiller, viser et billede eller fortæller en historie«. Som han skriver i et kort manifest, er den udøvende »øverst på plakaten, men nederst på budgettet«. Og i den digitale tidsalder er mekanismerne endnu mere uigennemskuelige – royalty’en er gået op, men ikke så det balancerer med, at produktions- og distributionsomkostningerne er helt væk. I stedet for en royalty på 25 pct. skulle den ligge på måske 40 pct.

»Jeg ser selskabsformen som mest fornuftig for musikere, der i princippet arbejder som daglejere – er der job, er det godt; er der ingen job, er det ikke godt, og der er ingen sikkerhed i ansættelsen. Ved at gøre sig selv til et selskab, overlader musikeren sin indtjening til selskabet, som udbetaler ham en løn, han selv kan fastsætte. Mange kunstnere, der bakker op om venstrefløjen, er nu private virksomheder.«

»Da vi, efter Kim vendte hjem fra USA, skulle i gang med Midt om natten på Nordisk Film, insisterede vi på at dele overskuddet fifty-fifty. Jens Jordan, direktøren, var virkelig irriteret på mig, men mit svar var: ’Du har prøvet de her ting mange gange, jeg skal have dem skåret ud i pap, for at forstå dem.’«

Kunsten og egoismen

Og Midt om natten gik rigtigt godt. Pladen med filmens musik blev den mest solgte nogensinde, og alle involverede, og altså ikke kun Nordisk Film, blev rige. Succesen blev også afsæt til projektet med Cirkus Himmelblå, hvor der blev tjent kaskader af penge. De er hovedstolen i Himmeblå-fonden, der opstod, da Egon Weidekamp, daværende overborgmester, sagde nej til at slå Himmelblå-cirkusteltet op i Fælledparken. Kommunens vedtægter krævede, at indtægterne gik til velgørende formål.»Det var ikke noget problem. Himmeblå-fonden blev etableret. Den er ikke en kulturfond, som mange tror, men en velgørenhedskasse, der skal hjælpe nødstedte – typisk hjemløse eller enlige mødre – hvor ingen anden hjælp kan nå frem. Vi har da støttet kulturpolitiske projekter – eksempler er bz’erne i Ryesgade og RiBus-konflikten i Esbjerg, hvor vi tog over og spillede. Men i udgangspunktet er fonden social, for som Kim siger: ’Nu, hvor vi er blevet rige, skal vi huske at give til de fattige’.«

Men tilbage til musikken. Jeg omtaler mit genhør med 60’erne og 70’ernes rock i et bokssæt (Derfra hvor vi stod – Sange med merværdi), hvor det slående var en ublufærdig selvtillid, der udartede guitarsoli, der ville være bedst tjent med at blive halverede – altså at under al snakken om fællesskab og Tredje Verdens-solidaritet var ’68-generationen mest optaget af at opfinde sig selv som solister.

Ingemann tygger lidt på den melding. Men han køber den ikke, kan jeg høre.

»Det er jo rigtigt med den der individualisme,« siger han så, »men det var jo stadig sådan, at den kræver et fællesskab. Du kan jo ikke være nummer 1, hvis der ikke er en nummer 2 og 3 og 4, der hjælper til. Bl.a. derfor har musikere stor respekt for vandbærerne. I dag er livlinen til 70’ernes fællesskabstanke kappet over, og der er meget mig-mig-mig – der synes jeg, det er en strategisk fejlvurdering, at man ikke forstår, at der skal investeres i fællesskaber for at frembringe interessante solister; at det er i fællesskaberne, kunsten udvikler sig. Da vi i 2007 lavede en cd til Anker Jørgensen, var der reception på LO-skolen, og jeg fortalte Anker, at de solister, jeg arbejder med – Clausen, Povl Dissing, Trier, Skousen, Kim – jeg nævnte hele flokken – at ingen af dem ville have en chance i X Factor. Og det ville Anker og hans samtidige for resten heller ikke på dagens politiker-scene!«

»Men der sker da noget rundt omkring – i punken, i rap-kulturen. Den måde, kunsten udvikler sig på, er jo, at så snart det foregår i subkulturer, får tingene deres eget liv og kan blive vanvittigt spændende Jeg kan da blive inspireret af rappen, som jeg blev inspireret af punken. Men det er ikke mit liv – hvis jeg tog det til mig, ville det være som at optræde i en revy.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her