Læsetid: 8 min.

Det handler ikke om cyklen, det handler om fortællingen

Den detroniserede Tour de France-konge Lance Armstrong, har iværksat en medieoffensiv for at genvinde kontrollen over sin historie
Slået. Få kilometer fra målet i Verbier under den 15. etape på Tour de France i 2009 må Lance Armstrong se sig slået af Contador, som pludselig fløj forbi ham op ad bjerget.

Slået. Få kilometer fra målet i Verbier under den 15. etape på Tour de France i 2009 må Lance Armstrong se sig slået af Contador, som pludselig fløj forbi ham op ad bjerget.

Christofe Karaba

30. november 2013

Lance Armstrong sidder på sengen i sit hotelværelse. Slået. I timerne forinden har han cyklet de 207 kilometer på 15. etape af Tour de France 2009 fra Pontarlier i Frankrig til Verbier i de schweiziske alper. Før etapen var han blot otte sekunder fra at erobre den gule førertrøje, der fra 1999-2005 var at regne for hans personlige ejendom. Men 5,6 kilometer før målet i skisportsbyen Verbier har Lance Armstrong ikke noget svar, da hans rival og holdkammerat, spanieren Alberto Contador, sætter sit angreb ind. Contador rejser sig i pedalerne, ser Armstrong og de tre andre ryttere i frontgruppen an og danser så op ad bjergsiden. Armstrong kan blot se til, mens hans drøm om at vinde verdens største cykelløb for ottende gang – fire år efter han egentlig indstillede karrieren – krakelerer.

På hotelværelset efter etapen evaluerer han etapen sammen med dokumentarfilminstruktøren Alex Gibney, der følger Lance Armstrong for at lave en film om hans comeback.

»Han (Contador, red.) var den stærkeste mand i dag,« erkender Lance Armstrong.

Og tilføjer, henvendt til Alex Gibney og for rullende kamera: »Jeg er ked af, at jeg har ødelagt din dokumentarfilm.«

Scenen udspiller sig i Alex Gibneys dokumentarfilm The Armstrong Lie, der havde premiere først i november. Den er et vidnesbyrd om, hvor bevidst Lance Armstrong igennem hele sin karriere var om fortællingens kraft. Havde texaneren kunnet køre ind i Paris som vinder af Tour de France for ottende gang, ville han have spillet rollen som sig selv til perfektion i Gibneys film om hans comeback. Med nederlaget til Alberto Contador bliver filmen ikke helt den samme fantastiske fortælling, og det er Armstrong sig 100 procent bevidst.

»Jeg tror ikke, han bare sagde det i spøg,« har Alex Gibney senere fortalt til BBC. »Det var Lances måde at sige til mig: ’Du kom til mig for at få mig til at levere det eventyr, som alle havde en forventning om, at jeg kunne levere, og jeg fejlede. Jeg vinder ikke, jeg kommer ikke først, og det er jeg ked af’.«

At tabe er at dø

Lance Armstrong var en gudsbenådet cykelrytter – uanset mængden af forbudte stoffer i hans blod. Men hans talent som historiefortæller er om muligt endnu større.

Efter at han for godt et år siden fik frataget stort set alle sine titler og blev idømt karantæne fra al sport på livstid på grund af sin brug af dopingpræparater, har Lance Armstrong nu kastet sine kræfter ind i kampen for at vinde retten til at udlægge sin egen historie.

Gennem maratoninterview med cykling-sitet cyclingnews.com, interview med BBC World Service, forsoningsmøder med gamle fjender og udfald mod cykelsportens tidligere topfolk har Lance Armstrong den seneste måned forsøgt at genvinde kontrollen over fortællingen om sig selv. Den kontrol, han mistede, da han i august 2012 omsider opgav at blive ved med kæmpe imod de stadigt mere veldokumenterede anklager om, at han var dopet i det meste af sin karriere som cykelrytter.

Han evnede til fulde at udnytte fascinationskraften i historien om den kræftramte, dødssyge mand, der besejrede døden og blev den største cykelrytter gennem tiderne. Han skabte en mytologisk fortælling om sig selv og evnede at profitere af den. Hans første erindringsbog, Its not about the bike (Det handler ikke om cyklen) udkom kort efter hans første Tour de France-sejr i 1999 og blev en hjørnesten i etableringen af narrativen om Lance Armstrong og i skabelsen af Livestrong, Armstrongs kræftfond.

Som han 10 år senere, i 2009, med reference til sin kamp mod kræften, siger til Alex Gibney: »Jeg kan ikke udholde tanken om at tabe. For mig er at tabe lig med at dø.«

Nok er nok

Men en så stærk fortælling og så kompromisløs en selvforståelse gør også demaskeringen og løgnen desto mere ødelæggende. Det var formentlig derfor, Lance Armstrong så vedholdende – og med alle tænkelige midler – blev ved med at benægte sin brug af doping. Først i sommeren 2012, da hans tidligere så tro væbnere og holdkammerater George Hincapie, Levi Leipheimer og Michael Barry gik til bekendelse over for det amerikanske dopingagentur, USADA og vidnede mod Lance Armstrong, strakte texaneren våben og opgav at forsøge at tilbagevise anklagerne mod sig – en halv indrømmelse.

»Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor man må sige: ’Nok er nok’. Det tidspunkt er kommet for mig nu,« sagde Lance Armstrong i august 2012.

Som en konsekvens af USADA’s afgørelse fratog det Internationale Cykelforbund, UCI, i oktober 2012 Armstrong de fleste af hans titler:

»Armstrong har ingen plads i cykling,« messede UCI’s præsident, Pat McQuaid, på pressemødet, hvor beslutningen om at fratage Lance Armstrong hans syv Tour de France-titler blev offentliggjort.

Lance Armstrong forholdt sig tavs og uden for mediernes søgelys. Reaktionen kom på hans Twitter-profil, da han i november ændrede sine profilindstillinger. Nu betegnede han sig ikke længere som »syv-dobbelt Tour de France-vinder«, men som »far til fem«. Den 10. november oploadede han et billede på sin twitter-profil:

»Back in Austin and just layin around …« var hans kommentar til billedet, hvor han ligger henslængt på en sofa i sit hjem i Austin, Texas. På væggen hænger – i glas og ramme – syv gule førertrøjer, en for hver af de syv Tour de France-sejre, han ikke længere officielt stod opført som vinder af.

Først nogle måneder senere – i januar i år – valgte Lance Armstrong at stå frem og offentligt indrømme sit dopingmisbrug. Ikke på et pressemøde som Bjarne Riis eller Michael Rasmussen, nej, Lance Armstrong indrømmelse kom med vanlig sans for iscenesættelse i et tv-transmitteret interview med Oprah Winfrey. Og Armstrong insisterede på, at han i 2009-10, altså efter sit comeback, havde kørt panyagua – på brød og vand – som spansk slang for at køre cykelløb rent, lyder.

Vi vil forføres

Det er nemt at lade sig forføre af historier som den om Lance Armstrong. Vi vil gerne tro på fortællingen om den dødssyge, der først besejrer kræften og dernæst alle sine konkurrenter. Som manifesteret ved forevisningen af The Armstrong Lie på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Her så en sal fuld af cykelfans filmen i selskab med Jørgen Leth og Jørn Mader, der som de gamle mænd i The Muppet Show sad under en lampe i et hjørne af salen og fortalte røverhistorier fra cykelsportens landeveje før og efter filmen.

Alex Gibneys film om Lance Armstrongs comeback kom aldrig i biograferne. På grund af de vedholdende rygter om doping blev filmen pillet af plakaten kort før premieren i 2010. Men efter Armstrongs dopingindrømmelse i januar genoptog Gibney arbejdet med filmen og konfronterede i et interview Lance Armstrong med hans løgne – det er det, The Armstrong Lie handler om – den faldne helt og vores vilje til at blive forført af ham.

Den seneste måned har Lance Armstrong forsøgt at genvinde kontrollen over den fortælling, der synes at være gledet ham af hænde. Endnu en film om Armstrong er på vej, bogen Wheelmen skrevet af Wall Street Journal-journalisterne Reed Albergotti og Vanessa O’Connell er netop udkommet og kaster et kritisk lys over Armstrongs økonomiske interesser, og der kører en række erstatningssager mod Lance Armstrong. Hovedpersonen selv er tydeligvis irriteret over, at andre udlægger – og tjener penge – på den historie, han i så mange år havde fuld kontrol over.

’Fordrukken luder’

I sin medieoffensiv har Lance Armstrong forsøgt at fremmane et billede af sig selv som offer: Han beklager sig over at have lidt store personlige økonomiske tab, han mener, han er blevet gjort til syndebuk og straffet urimeligt meget hårdere end sine lige så dopede kolleger, og han tilbyder at samarbejde med dopingmyndighederne mod at få annulleret sin livstidskarantæne.

Lance Armstrong har forsøgt at række en forsonende hånd ud til en række af de tidligere venner og kolleger, som han i årevis så indædt bekrigede, efter de havde anklaget ham for at være dopet. Den britiske avis The Daily Mail offentliggjorde tidligere på måneden videooptagelser af Lance Armstrongs møde med sin tidligere soigneur Emma O’Reilley. Hun rettede i 2003 anklager om doping mod Lance Armstrong og hans US Postal-hold, og Armstrong reagerede med sagsanlæg og beskyldninger om, at hun var en fordrukken luder.

En egentlig undskyldning kom Lance Armstrong ikke med under mødet med O’Reilley; til gengæld benyttede han lejligheden til at tale med hende om den positive dopingprøve, han afgav under Tour de France i 1999. Armstrong hævder nu, at UCI’s daværende præsident, Hein Verbrüggen, ikke bare kendte til den positive test, han ligefrem opfordrede Lance Armstrong til at fifle med en recept på kortisoncreme mod siddesår for at omgå dopingreglerne.

Hein Verbrüggen har afvist anklagerne:

»Siden hvornår er nogen begyndt at tro på, hvad Lance Armstrong siger,« skrev Verbrüggen til den hollandske tv-station NOS.

Deri har Verbrüggen nok en pointe – uagtet sandhedsværdien i hans egen forklaring.

Som The Guardians cykelklummist William Fotheringham skriver i et blogindlæg om Lance Armstrongs forsøg på at få opinionen over på sin side:

»Når du læser det næste Armstronginterview, hvori han klager over varigheden af sin karantæne, begræder tabet af sine millioner og siger, at han er parat til at fortælle alt til en sandheds- og forsoningskommission mod at få en retfærdig behandling, og mærker et strejf af sympati for ham, så er det værd at huske på, at det hele handler om at sætte dagsordenen. Som man siger: Hvis du ser nogen græde krokodilletårer, så lad være at give vedkommende dit lommetørklæde.«

Ikke desto mindre gør man klogt i ikke at undervurdere historiefortælleren Lance Armstrongs evne til at vinde sympati.

I The Armstrong Lie, i en passage efter at Alex Gibney har været vidne til sin Lance Armstrongs nederlag, erkender instruktøren, at fortællingens fascinationskraft er så stor, at også han gerne vil tro på den. Da Lance Armstrong på 20. etape af Tour de France 2009 kæmper sig op ad det skaldede bjerg Mont Ventoux og holder sin nærmeste konkurrent til tredjepladsen Bradley Wiggins bag sig og sikrer sig en plads på podiet i Paris, indrømmer Alex Gibney, at han er trådt ud af rollen som dokumentarist. Han er blevet Armstrong-fan.

At Lance Armstrong formentlig selv stadig tror på sin egen historie, og at angeren og undskyldningerne måske alligevel ikke stikker så dybt, som han lader forstå, vidner en passage i Alex Gibneys 2013-interview med Armstrong om:

»På et tidspunkt vil folk sige: Ok, det var så det, der skete. Og så vil de fælde deres egen dom. Jeg ved ikke, hvad folk vil tænke om 20, 30, 40, 50 år. Vil der til den tid stadig være blanke felter ud for syv år i de officielle optegnelser for Tour de France? Jeg tror, det vil være … jeg ved det ikke … eller vil folk se på det i den rette kontekst og sige, nå, tjoh, han vandt Tour de France syv gange.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Historien om den lille grimme fortælling, der voksede op og blev en stor sort løgnehistorie.

"Jeg ved ikke, hvad folk vil tænke om 20, 30, 40, 50 år."

De vil nok tænke: 'det var dengang man kunne cykle udendørs'.

Jeg ved ikke rigtigt hvad forskellen er mellem Armstrong og Riis, men Riis er alligevel sluppet bedre fra sine kriminelle handlinger......

Måske fordi at Armstrong var, på trods af sin baggrund som kræftramt, en person som de fleste ikke har den store sympati for, og Riis en der er lettere at tilgive, fordi han fremstår som mindre uovervindelig og mere menneskelig.

Viktor Knudsen siger:

"Jeg ved ikke rigtigt hvad forskellen er mellem Armstrong og Riis, men Riis er alligevel sluppet bedre fra sine kriminelle handlinger......"

Det kan have noget at gøre med danskernes hang til løgnere og løgnehistorier,
måske er danskere bare bedre trænet end amerikanere.