Læsetid 8 min.

Hej, Søster løgsovs

Denne weekend åbner en udstilling om sangskriveren og musikeren Trille på Arbejdermuseet. I den anledning ser dramatikeren Tomas Lagermand Lundme tilbage på en barndom, hvor Trilles sange spillede en vigtig rolle for små som for store
Ikon. På et enkelt et årti blev sangskriveren og musikeren Trille ikon for et par generationer. Nu åbner en udstilling om hende på Arbejdermuseet i København.

Ikon. På et enkelt et årti blev sangskriveren og musikeren Trille ikon for et par generationer. Nu åbner en udstilling om hende på Arbejdermuseet i København.

SVEND ÅGE MORTENSEN
23. november 2013

Et af de første steder, jeg boede som barn, var Reberbanegade på Amager. Det var på 3. sal med udsigt til Amager Centret, som strålede som en kunstig højfjeldssol. Der stod også et kastanjetræ. Når det blomstrede om foråret, var det skønheden. Jeg troede, det var skoven. Min far var elektromekaniker og havde for det meste natarbejde. Min mor var i huset hos Thomas Winding og passede hans børn, så han havde tid til at skrive bøger til alle de andre voksne børns børn. Når min mor ikke passede Thomas Windings børn, var hun med i hans fjernsynsudsendelser for børn. Når jeg blev passet hos min mormor og morfar i deres kolonihavehus, kunne jeg altid se hende i fjernsynet, min mor. Så var hun der. På en måde.

Tiden dengang var rød. Og den var især ræverød i Reberbanegade. Min far hjalp Røde Mor med ledningerne. Og min mor hjalp kvindebevægelsen med at bevæge sig. Jeg lavede mest ting i trylledej, som jeg gav til Fru Frandsen, der boede i lejligheden nedenunder. Hun var en dame med mange ord og med portvinslæber. Hun havde også en grå kat, der hed Zing Zing. Fru Frandsen sang som noget, der lød som en sløret Eva Madsen, når Leif Petersen prøvede at oversætte gloserne til håndholdt sav. Jeg kunne godt lide det. Når min mor gik i kamp‚ og min far snittede grafik, så blodet sprøjtede, sad jeg hos Fru Frandsen og så på, at hun optrådte i sin lille toværelses med altan, der mindede om et af de der kulørte fuglebadekar i plastic, der sad på burene hos fuglene hos dyrehandleren i Centret. Jeg elskede de fugle. Fru Frandsen flyttede sofabordet og satte spot på med skrivebordslampen, når hun iførte sig et par flotte handsker og en pels, der havde set bedre tider, og gav den som Birthe Kjær i en knaldrød gummibåd.

Når jeg kom op til mig selv, nynnede jeg Birthe Kjær. Det havde Fru Frandsen lært mig. Jeg drømte, at jeg en dag skulle stå på Mellemdækket ovre i Centret og optræde i en leopardpels. Den dag glædede jeg mig til.

»Hvad synger du?« spurgte min far og holdt inde med at snitte.

»Birthe,« sagde jeg. Og nynnede lidt højere.

Min far rynkede på næsen og lignede mit marsvin Bimmer, der boede i en gammel opvaskebalje i fodenden af min seng.

Så steg jeg en tone eller fire.

Hvis Barsebäck ryger

Og min far skruede op for Erik Clausen, der skreg, at han havde et betonhjerte, der smeltede i storbyens fritureolie fra grillbarerne.

Jeg kunne ikke overdøve Erik Clausen med Birthe Kjær. Den kamp var tabt med det samme. Men jeg kunne godt blive ved med at drømme om det. Om det der med at stå på Mellemdækket i en pels med rød, rød læbestift og give den hele armen i en knaldrød gummibåd. Desuden gik Birthe aldrig til bal uden trusser. Så jeg tog mine underbukser af og gik med bar røv, mens Røde Mor tordnede fra anlægget, der stod på et par bemalede ølkasser. I de kasser var der alt, der var værd at have. Så der var ikke så meget. Mest mine figurer i trylledej og Troels Kløvedals bøger om at rejse væk fra det hele. Der var også en bog med samlejestillinger og buddhisme. Og en grøn bog om, hvordan man overlevede, når Barsebäck sprang i luften.

Min far havde forberedt situationen. Vi skulle bo i mørkekammeret, han havde indrettet i det lille rum bag cykelkælderen.

»Kan Bimmer også komme med?« havde jeg spurgt en lørdag, hvor vi legede, at det hele skete.

Min far havde nikket. Meget alvorligt.

»Og Fru Frandsen?«

Det havde min far ikke svaret på.

Så jeg sagde til Fru Frandsen, at hun ikke kunne komme med i kælderen, når kommunisterne kom.

Det var hun glad for. Hun var nemlig socialdemokrat og havde et arbejde på Carlsberg, hvor hun tjekkede, at der var kommet ordentlige kapsler på alle øllerne. Det var et vigtigt arbejde. Det var det i det hele taget bare at have et arbejde.

En dag kom min mor hjem fra Thomas Winding med et par fyldte flasker og en lp under armen. Der var to fugle uden på coveret. Og et rødt hjerte. Min far sagde, at det var ærgerligt, det ikke var snittet.

»Hvad?«

»Grafik er vejen frem,« sagde han. Og mente det. På den måde fastholdt man et verdensbillede i sort og hvidt. Det gør han nok stadig.

Min mor var ligeglad. Hun satte pladen på. Og skruede op.

»Kom og løft mig op,« sang stemmen i højtalerne.

Det var en god ide. Jeg gik ind på mit værelse og løftede Bimmer op fra opvaskebaljen. Og da jeg gik ind i stuen igen, dansede min mor på gulvet. Hun havde fået røde kinder. Og der var vin i glasset. Da jeg så på hendes øjne, kunne jeg se det.

»Hvorfor græder du?«

»Fordi det er så smukt,« sagde hun. Og skruede lidt højere op.

Birthe Kjær på guitar

Min far sagde, at det var patetisk. Det var Birthe Kjær på guitar. Og nu gik han altså i Amager Centret og brokkede sig over det. Og over noget andet. Og noget tredje, han havde hørt i kantinen på arbejdspladsen forleden.

Det var min mor ligeglad med. Hun dansede.

Nu sang stemmen i højtalerne om »Min lille sol«, og den skinnede, solen derude. Den kastede et lys ind i stuen, der var sjældent. Det mindede om forår, selv om vinden ruskede, og regnen for det meste tordnede mod ruderne.

Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg kunne mærke, at der skete noget. Det var som om, at alt det der med, at vi skulle bo i kælderrummet resten af vores liv, når Barsebäck sprang i luften, forsvandt lidt, og solen bare blev ved med at skinne, så det lignede, vi var på ferie i Fælledparken. Det var vi tit om sommeren. Så sad min kusine og jeg i græsset og malede, mens Røde Mor råbte fra scenen, at alle, der ikke var røde, var døde. Og alle, der var røde, var søde. Og så sagde min far, at nu var den ferie slut. Og så tog vi hjem igen til Reberbanegade.

I børnehaven havde jeg godt lagt mærke til, at der var andre børn, der var på ferie i mere end en dag. Men det var også alle de børn, der havde forældre, der arbejdede i lufthavnen. Det var nok derfor, tænkte jeg. Så kunne de flyve. Vi kunne kun cykle.

Det sang hun også om. Hende i højtaleren. »Mors lange cykeltur,« sang hun og min mor sang med, mens hun vaskede op eller lavede te fra Ceylon.

Den musik gjorde min mor glad. Og den gjorde hende anderledes.

»Hvad skal du i aften?« spurgte min far.

»I Huset,« sagde min mor. »Vi holder kvindefestival. Og jeg er med til at arrangere det. Det er vigtigt, vi bevæger os.«

Min far nikkede. Han bevægede sig ikke så meget. Men han var begyndt at høre hende der stemmen inde i højtalerne, når min mor ikke var hjemme.

Det var også et bedre cover, der var til den lp med »En lille bunke krummer«. Det var et lille rødt hus ude i en skov med grønne træer.

»Er det kastanjetræer?« spurgte jeg.

Min far rystede på hovedet og sagde, det var bøg.

Så sagde jeg, at Fru Frandsen ikke kunne bo der. Hun kunne ikke tåle det der allergi. Og det kunne Birthe Kjær desuden heller ikke.

Så grinede min far og rodede mig i håret. De aftner var dejlige. Så sad vi der i Reberbanegade, mens hende der stemmen i højtalerne sang om ræve, rav og om de små lys, vi skal huske at tænde i mørket. Min far snittede grafik. Og jeg lavede et slot i trylledej. Min far troede, det var et hus til alle dem, der ikke havde et sted at bo. Det tror han stadig. Jeg har aldrig nænnet at sige, at det var det slot, jeg skulle bo i, når jeg havde fået så stor succes med at synge på Mellemdækket i min leopard.

Det slot skulle bygges midt på Røde Mellemvej.

At finde sig selv

En aften sagde min far, at min mor og ham skulle høre hende sammen. Hende der stemmen. Hun havde sådan noget hår som min mor. Og hun lignede også Nina Madsen. Det var min yndlingspædagog fra børnehaven i Frankrigsgade.

Min mor blev glad. Det var meget sjældent, de var enige om at lytte til den samme lp. Så sad de der i sofaen og hørte pladerne. Min mor sagde, at hun havde forstået mere om sig selv igennem de tekster end alle de gange, hun havde siddet på seminariet og prøvet at forstå, hvorfor voksne tror, de skal forstå børn.

Det kunne min far godt forstå.

Det kunne jeg ikke.

Men jeg kunne lide hende. Hun hed Trille. Og min mor havde også købt nogle børneplader med hende. Dem kunne jeg høre. Og det gjorde jeg. Med Fru Frandsen. Hun syntes ikke, at det var lige så godt som Birthe Kjær, men hun sagde, at hun havde noget.

»Hvad betyder det at have noget?« spurgte jeg.

»Det ved jeg ikke,« sagde Fru Frandsen, mens hun knækkede sukkerknalder med sit gebis. »Men det betyder måske, at man har fundet sig selv.«

Da min mor og far sad i sofaen og holdt om hinanden, mens de hørte Trille fra B&O-anlægget, tænkte jeg, at de havde fundet sig selv. Det var godt. Fordi det var så dumt ikke at vide, hvem man var. Og det var godt, at hende der Trille kunne ordne det for dem.

Nina Madsen sagde i børnehaven, at vi skulle tegne os selv.

Og så tegnede jeg Trille.

»Hvem er det?« spurgte hun.

»Trille,« sagde jeg. Og pegede også på guitaren, jeg havde tegnet oppe i hendes brune, flade hår.

»Men det er jo ikke dig?«

»Det er lidt mig,« sagde jeg. Sådan har jeg det stadig. Trille er lidt mig.

Senere flyttede min mor, far, mit marsvin Bimmer, Fru Frandsens kat Zing Zing og jeg i et bofællesskab ude ved Flyvergrillen. Der kom min lillesøster ind i billedet.

»Hej søster,« sagde jeg så.

Det havde jeg lært fra Trilles plader.

Min søster var ligeglad. Hun reagerede ikke. Men det er en helt anden historie, der handler om noget helt andet.

»Hej søster løgsovs,« sagde jeg bare. Og kiggede på mig selv og min søster i spejlet. For jeg kendte hende egentlig godt. Hende der derinde. Søster løgsovs.

Når vi mangler en drøm

Min mor sagde, at min søster var en lille bunke krummer, der var blevet til en ordentlig bunke krummer.

Så bed jeg hende i armen. Min søster. Hun smagte ikke af knækbrød. Men hun sad og slikkede sig om munden.

Så græd jeg.

»Mor, hun har ædt mit slot,« sagde jeg.

Og det havde hun. Min søster. Hun åd hele min produktion af trylledej.

Så holdt jeg op med det. Med at trylle.

Men Trille holdt i mange år endnu. Det er stadig den musik, jeg hører i dag, når mine kanariefugle og jeg mangler noget at tro på. Når vi mangler at have en drøm mellem vores læber og næb.

 

Hej Søster

En udstilling om musikeren Trilles liv. Arbejdermuseet 22. nov.-21. apr. 2014. Alle dage 10-16

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Britt Kristensen
    Britt Kristensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Tino Rozzo
    Tino Rozzo
  • Brugerbillede for Brian Pietersen
    Brian Pietersen
  • Brugerbillede for Tue Romanow
    Tue Romanow
  • Brugerbillede for Lars R. Hansen
    Lars R. Hansen
  • Brugerbillede for Trille  Hassager
    Trille Hassager
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Tom Paamand
    Tom Paamand
  • Brugerbillede for Karsten Aaen
    Karsten Aaen
  • Brugerbillede for Per Torbensen
    Per Torbensen
  • Brugerbillede for Claus Høeg
    Claus Høeg
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Helle Degnbol
    Helle Degnbol
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Allan Nørgaard Andersen
    Allan Nørgaard Andersen
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for HC Grau Nielsen
    HC Grau Nielsen
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
Britt Kristensen, Niels Nielsen, Tino Rozzo, Brian Pietersen, Tue Romanow, Lars R. Hansen, Trille Hassager, Steen Sohn, Tom Paamand, Karsten Aaen, Per Torbensen, Claus Høeg, Steffen Gliese, Helle Degnbol, David Zennaro, Allan Nørgaard Andersen, Jens Thaarup Nyberg, HC Grau Nielsen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Allan Nørgaard Andersen
Allan Nørgaard Andersen

I mine kredse kaldte vi hende Trylle, og da vi efter en lang pause igen satte hendes musik på, blev vi egentlig forbløffede over hvor holdbar både teksterne og musikken er. Nu trådte den lyriske kvalitet tydeligere frem, og det viser sig at viserne ikke bare er et udtryk for tidsånden den gang, men stadig har noget på hjerte, der taler ind i nutiden.

Brian Pietersen, Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg synes, Tomas Lagermand Lundme mere og mere forsøger at sælge sig selv som Alex Keaton i "Blomsterbørns børn" - måske tilsat en lillebitte smule BBF.

Brugerbillede for Tom Paamand

Billedet på Hej Søster er vel netop lavet i bemalet trylledej. Min favorit fra pladen blev "Sang Sidst På Vinteren", som hørt i bakspejlet også holder musikalsk. Først sent bemærkede jeg hvor melankolske hendes sange som regel var, men det er vel det der giver så fin genlyd på en regnvejrsnat.

Brugerbillede for Jørn Stjerneklar
Jørn Stjerneklar

Stort tillykke til Informations redaktør. Først er der en suveræn artikel om nutidens livsfilosofi - at bulshitte sig gennem tilværelsen. Og så længere nede et ligeså suverænt eksempel på, hvordan man gør det.

Det er sgu godt arbejde.

Tomas fra Amar formår at skrive rigtig mange ord - ikke om Trille - men om sig selv. Og så godt med "name dropping", navne der på den gamle venstrefløj, læs Informations læsere, får den til at gå i bukserne.
Et eklatant eksempel på bullshitting. Som bliver ædt med krog, blylod og hele svineriet.

Jeg har det ligesom Jack lidt oppe. Kunne have været fedt at høre om Trille, bare lidt. Måske endda om udstillingen på Arbejdermuseet. Nu er sangeren og ordsmeden bare en billig baggrund for Tomas selvpromovering. Ûber bullshit.

PS Jeg har aldrig brudt mig om Trille, men det er nok fordi Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple var en anelse mere populære lidt længere ude på Amar.

Brugerbillede for Steen Sohn

Lyt til Rasmussens henvisning til "Øjet" - i dag kan det være svært at forstå, hvilken opstandelse, sangen den gang afstedkom.

Brugerbillede for Tino Rozzo

Trille har aldrig været noget for mig - hendes hvislende s'er stod i vejen for en ordentlig kontakt - men hold da op, hvor er det her godt skrevet, Thomas L.L.
Et dejligt boost på en grå november dag - og en anledning til lige at høre lidt Birthe Kjær igen.