Læsetid: 7 min.

Da Italien begyndte at overhale i bakgear

Silvio Berlusconis forsøg på at overvinde den dybe og gensidige mistillid mellem stat og borgere i Italien er endt med at forstærke den markant. Men trods en dom for skattesvindel er han stadig det eneste politiske holdepunkt for mange italienere
Frelseren. Berlusconi – her med livvagter og kæreste – har tiltrukket en skeptisk og rasende vælgerskare ved både at hylde deres irritation og love dem, at han som ikke-politiker var den mirakuløse løsning på alle deres problemer.

Alberto Pizzoli

23. november 2013

På adressen Via delle Tre Madonne nr. 16-18 i det romerske ambassade- og velhaverkvarter Parioli ligger der en stor okkergul bygning. Her bor Italiens indenrigsminister Angelino Alfano og mange andre repræsentanter for den politisk-økonomiske elite til leje. At huset er blevet et symbol på magtforholdene i det italienske samfund, skyldes især dets tidligere ejer, Salvatore Ligresti: »Don Totò har haft brug for alle, og alle har haft brug for ham,« skriver La Repubblica om den 85-årige sicilianer. På grund af sine aktieandele i de vigtigste medievirksomheder, banker, bolig- og forsikringsselskaber i Italien har han fået tilnavnet Mr. 5 procent: »Hvilken politiker, entreprenør, præfekt eller bankdirektør kan sige, at de ikke har fået en tjeneste af ham?«

Beroligende signaler

I samme kvarter møder Information Giovanni Orsina, professor i samtidshistorie på privatuniversitetet LUISS, som finansieres af den italienske industrisammenslutning, Confindustria. Man skal lede længe efter italienske intellektuelle, der vil forsvare Silvio Berlusconis politiske projekt, men Orsina er en af de få:

»Man er nødt til at grave dybt for at forstå, hvilke svagheder i vores historie, der har udløst berlusconismen; på hvilken måde den ville udbedre dem – og hvorfor det i et bestemt historisk øjeblik virkede plausibelt,« siger han og fortsætter:

»Alle nationer har deres særlige historie, men Italiens særtræk er meget mere negative end positive. Det er ineffektive institutioner, mistillid i forhold til staten, splid i befolkningen osv. Berlusconismen er både et udtryk for disse særtræk og et forsøg på at overvinde dem. Et mislykket forsøg.«

Ligresti og Berlusconi har en del til fælles. Ingen af dem er født ind i samfundseliten, men i 1970’erne gjorde de begge på mystisk vis lynkarriere som entreprenører i Milano. Som reaktion på kidnapningstrusler ansatte Berlusconi i 1973 en sicilianer, der ifølge retsvæsnet var »mafiaens brohoved i Norditalien«. Så ophørte truslerne. I 1981 blev Ligrestis kone kidnappet, men frigivet igen en måned senere. To af kidnapperne blev dræbt – ifølge en angrende mafioso, fordi Ligresti hvidvaskede mafiaens penge. I 1993 blev han anklaget for at have bestukket den daværende ministerpræsident, Bettino Craxi, men det viste sig i stedet, at pengene faktisk kom fra Berlusconi. Året efter blev Berlusconi politiker og undgik retsforfølgelse i sagen, fordi hans regering afkortede forældelsesfristen i korruptionssager.

Kravet om et opgør med nepotisme og korruption, som havde præget samfundsdebatten inden Berlinmurens fald, blev med Berlusconis fremkomst afløst af troen på, at kapitalister som ham og Ligresti repræsenterede italiensk kreativitet. Selvtilliden var blevet bestyrket af ’overhalingen – il sorpasso – i 1987’, hvor landets økonomi for første gang var større end den britiske og dermed verdens femtestørste.

Berlusconismen repræsenterer en dyb og radikal diskontinuitet i Italiens historie, mener Orsina. Originaliteten i Berlusconis politiske budskab og forklaringen på hans succes er en hidtil uset accept af den italienske virkelighed:

»Før ham havde ingen politisk leder vovet så åbent og utvetydigt at sige, at der ikke er noget galt med italienerne. Han har udsendt beroligende signaler ved konstant at fremhæve de positive aspekter i det italienske samfund og underspille alt det, der ikke er i orden,« siger Orsina, der netop har udgivet bogen Il berlusconismo nella storia d’Italia (Berlusconismen i Italiens historie).

Frygten for staten

»Det samlede Italiens historie er præget af spændingen mellem modernitet og tilbageståenhed,« siger Orsina.

Da Italien blev en samlet nation, fortæller han, var konsoliderede stater som Storbritannien og Frankrig allerede i gang med at udvikle sig til såkaldt progressive samfund. Fra starten var udfordringen, hvordan Italien hurtigt kunne overvinde sin økonomiske, sociale og politiske tilbageståenhed for ikke at komme for sent til Europas møde med moderniteten. Derfor har moraliserende pædagogik præget det offentlige liv, mener Orsina.

»Siden samlingsbevægelsen har vores historie været domineret af denne forcering og af konstante bestræbelser på at genopdrage befolkningen.«

Den røde tråd, der løber gennem de tre epoker i det forenede Italiens 150-årige historie – konstitutionelt monarki, fascistisk etpartistat og parlamentarisk republik – er altså ifølge Orsina »utilfredshed med det offentlige liv«. I den sammenhæng repræsenterer de sidste 20 år et markant brud:

»Alle perioder har i varierende grad været præget af adskillelsen mellem ’paese reale’ (den sociale virkeligheds Italien) og ’paese legale’ (institutionernes Italien), som manifesterer sig ved en dyb, gensidig mistillid mellem borgere og institutioner.«

Men Berlusconis forsøg på at overvinde denne ulykkelige tilstand er endt med at forstærke den, vurderer Orsina.

Den napolitanske sociolog Sergio Mantile nævner i avisen Il Fatto Quotidiano et ekstremt eksempel: »Tænk på alle dem, der bor på Vesuvs skrænter, selv om myndighederne advarer om risikoen for et vulkanudbrud. Det er både udtryk for nedarvet fatalisme og en mistillid til staten. Men hvad er de allermest bange for? At blive snydt af institutionerne.« Det er Berlusconis kernevælgere. Ved forårets parlamentsvalg fik Berlusconi sammenlignet med landsresultatet mere end dobbelt så mange stemmer i Ottaviano, en by med 25.000 indbyggere på vulkanbjerget.

Menneskelig minister

Behovet for hurtigst muligt at identificere en elite til at stå i spidsen for det nationale genopdragelsesprojekt skabte en paradoksal situation, hvor eliten på én og samme tid var for tæt på og for langt fra folket, forklarer Orsina.

»Gennem partierne har forskellige interesser i samfundet fået direkte adgang til institutionerne. Men denne nærhed har skabt et forhold til staten, som i vid udstrækning er baseret på udveksling af tjenester. Det mindsker ikke den gensidige mistillid og styrker ikke institutionernes mulighed for at opnå en holdbar legitimitet,« siger Orsina og betegner Berlusconis projekt som »strukturelt tvetydigt«: Det er perfekt som valgprogram, men uanvendeligt som regeringsprogram.

Med sin mediemagt fik han bl.a. et særlig godt tag i ’perifere’ vælgere – i geografisk, kulturel og social forstand – som har ringe interesse og nærer udpræget foragt for politik. Hans tilhængere udgør således en hær af modvillige soldater:

»Det er marginalisering af politik som politisk utopi, mobilisering af fællesskabet for at indskrænke fællesskabets magt,« siger Orsina. »Han har tiltrukket en skeptisk, fragmenteret og rasende vælgerskare ved ikke blot at anerkende, men hylde deres irritation og love dem, at han som ikke-politiker var den mirakuløse, nemme og hurtige løsning på alle deres problemer.«

At mistilliden til institutionerne er blevet institutionaliseret, er justitsminister Anna Maria Cancellieri et slående eksempel på: »Det er uretfærdigt,« gentog hun flere gange til Ligrestis samleverske i en aflyttet telefonsamtale, da Ligresti og hans to døtre i august blev varetægtsfængslet som følge af anklager om manipulation af aktiekurser. Ligrestis søn har gemt sig i udlandet. Efter løsladelsen af den ene datter, der lider af anoreksi, blev ministerens løfte om hjælp offentligt kendt. Det gør ikke sagen bedre, at Ligresti undervejs i Cancellieris tidligere karriere som præfekt har lagt et godt ord ind for hende hos Berlusconi. Desuden arbejdede hendes søn, som bor i det gule hus i Parioli, for Ligresti, indtil han sidste år fik et gyldent håndtryk på over 20 mio. kr. Men i parlamentet har justitsministeren, der betegner retsvæsnet som uretfærdigt, høstet bifald ved at hævde sin ’ret til at være menneskelig’:

»En ministers job går ikke ud på at gøre gode gerninger,« protesterede sociologen Amalia Signorelli forgæves i en tv-debat, »det går ud på at realisere loven og sørge for, at den bliver overholdt.« Onsdag overlevede Cancellieri en mistillidsafstemning i parlamentet, efter at hun havde fortalt om sit mangeårige venskab med Ligresti-familien:

»Ministerembedets værdighed kræver, at man viser tilbageholdenhed,« bemærker juraprofessoren Franco Cordero, »ordet venskab findes ikke i en seriøs ministers ordbog.«

»For Berlusconis kernevælgere er han symbolet på konflikten mellem institutioner og borgere, hvor staten ikke altid har ret,« siger Orsina.

Eneste holdepunkt

For en af Berlusconis fremmeste kritikere, filosoffen Norberto Bobbio (1909-2004), var usynlig magt i institutionerne – personlige forbindelser, anbefalinger, særbehandling og korruption – derimod gift for demokratiet, som handler om »magtudøvelse i fuld offentlighed«.

Efter at den tidligere regeringsleder for tre måneder siden definitivt blev kendt skyldig i skattesvindel, skal Senatet efter planen den 27. november stemme om hans fortsatte muligheder som parlamentariker. Men Berlusconi anerkender ikke dommen, som han har appelleret til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Han har relanceret sit gamle parti, Forza Italia, som siden 2007 har været integreret i højrefløjsalliancen Popolo della Libertà:

»Vi føler stærkt behov for, ligesom i 1994, at rette en appel til de mænd og kvinder, der elsker friheden og vil forblive frie,« siger han.

Indenrigsminister Alfano og flere andre har dog valgt ikke at gå med i Forza Italia og vil fortsat støtte regeringen, selv om Berlusconi bliver udelukket fra parlamentet. Splittelsen tillader ifølge flere iagttagere Berlusconi at holde alle døre åbne. I vælgernes øjne vil han fremstå som oppositionspolitiker, men han vil stadig kunne påvirke regeringen for at udskyde eller håndtere eksklusionen:

»Hvis Napolitano kunne, ville han uden tøven benåde Berlusconi,« hævder Orsina, »men det er ikke teknisk muligt.«

Det store problem i italiensk politik er, at højrefløjen hverken kan leve med eller uden Berlusconi.

»Mange vælgere opfatter ham stadig som det eneste holdepunkt, og der er ingen afløser på vej,« vurderer Orsina.

»Problemet med de kompetente, europabegejstrede og mere eller mindre kultiverede borgerlige som Mario Monti er, at de næsten ingen stemmer får, højst 10 procent. Så højrefløjen er stadig helt afhængig af Berlusconi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • HC Grau Nielsen
HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette M. Abildgaard

Fakta er jo vist, at Berlusconi slet ikke er vaerre end de politikere der er at finde jo laengere nordpaa man kommer i Europa...

Berlusconi gaar i seng med kvinder og han er korrupt...helt korrekt...

I den nordlige del af Europa, har regeringschefer samt ansatte indenfor baade ''retssystemet''. det offentlige etc. helt de samme tendenser, paedofile findes i flaeng paa disse kontorer og, bliver konsekvent daekket over af hele resten af landenes - helt specielt et af disse landes ''systemer'' og, derudover er raten paa mord paa egne borgere hoejere....meget hoejere...uendeligt meget hoejere....med lille DK paa en klar foersteplads (fremhaevet med kraftigt sort paa listen), skarpt fulgt af England som nr. 2 og Irland som nr. 3.....men ja, de er ''bedre'' til at skjule det heroppe nordpaa, ''bedre'' til at lyve....i hvert fald paa overfladen.....i Italien bruger myndighederne ioevrigt ikke psykisk vold og tortur.......det sker saa vidt vides indtil nu, udelukkende i et Europaeisk land...i hvert fald saa grelt at folk netop mister livet af det - altsaa mord, men det ved I jo sikkert ingenting om i Danmark.......eller goer I.....:(:(

Lande der draeber sine egne, boer ikke have status som hverken land eller noget som helst andet.....

Oplysningstiden - var der perioder der hed gennem historien. Løgnens århundrede kommer største delen af forrige århundrede og langt ind i dette - vist til at hedde. Det er ufatteligt at dette "parallel" system - der forskubber alles hverdag kan blive ved.

Nærmest symbolsk som en Mona Lisa, kigger kæresten med det ene øje ind i linsen, som om hun siger "I skulle bare vide..".

Morten Pedersen

Jette Abildgård, sikke et horribelt og lidt bizart indlæg. Gider du linke til undersøgelsen, der med sort fremhæver at Danmark er det land med størst mordrate på egne borgere?

Det er jo ikke Berlusconi eller den smukke dame, der er problemet, det er Informations valg af billede, der fortæller om en mere og mere klam redaktion.

Et helt fantastisk billede, der meget rammende fortæller om magten i Italien. Modne mænd i de stiveste skjorteflipper og skønne kvinder der på hver deres måde er kommet tæt på magten.

"»Alle perioder har i varierende grad været præget af adskillelsen mellem ’paese reale’ (den sociale virkeligheds Italien) og ’paese legale’ (institutionernes Italien), som manifesterer sig ved en dyb, gensidig mistillid mellem borgere og institutioner.«

Men Berlusconis forsøg på at overvinde denne ulykkelige tilstand er endt med at forstærke den"

Det virker meget "ambitiøst" at tro, at Berlusconi har haft et virkeligt politisk projekt, som citatet/Orsina giver udtryk for. B. kalder jo sig selv for liberalist, en frihedens mand mm., men hans regeringer har aldrig ført en special liberal politik. De fleste forsøg på at lade markedskræfterne spille "friere" i de sidste 20 år i Italien, har faktisk set dagens lys un der centrum ventre og sidst under Monti. B.s angiveligt største mål har altid været skattenedsættlese. Det lykkedes ham (i følge hans egen vice-premier) at sætte skatten ned med 0,4% i hans anden regeringsperiode for 10 år siden, men målt over de sidste 20 år, hvor han har været Italiens mest inflydelsesrige politiker, er de italienske skatter steget betydeligt. - Denne forsøgte populistiske politik har været gældende ind til det sidste, hvor han har forsøgt at holde den nuværende samlingsregering som gidsel med valgløftet om at slette ejemdomsskatterne (for the "første" hus - beboelsen) i 2013.
Sagen er nok meget mere simpel.Med sin løfter har han søgt og i hvert fald delvis opnået at sikre sig en folkelig opbakning, som først og fremmest er blevet brugt til at sikre hans egen stilling og overlevelsen af hans forretningsimperium. - Alt tyder på, at hans imperium er bygget systematisk op på krimininalitet med en stærk forbindelse til den sicilienske mafia. Det er altså ikke bare lidt skattesnyderi hist og her, som når vi andre får malet stuen. - Hvordan det så er lykkedes ham at sælge det hele til den italienske befolkning (bl.a med mediedominans) er stadig meget vanskelig at forstå og kræver en masse kloge studier at komme til bunds i.
B. er på mange måder en fortsættese af efterkrigstidens politiske historie i Italien. På trods af de mange undersøgelser og retssager, startende med de "rene hænder" for 20 år siden, er Italien formodentlig mindst lige så korrupt i dag some dengang. At have fastholdt Italien som en "banan-stat" med alvorlige konskvenser for både det politiske og økonomiske liv, er B. er store ansvar.
Om 2 dage, når han bliver stemt ud af senatet, vil hans politiske liv formodentlig være færdigt, men hans "ånd" må vi nok leve med i mange, mange år endnu. En mentalitetsændring klares ikke med et personskifte.

(Bosiddende i Italien de sidste 23 år.)

Jes Enevoldsen
Jeg er nu ikke helt enig med dig. Du begår den store fejl, at sammenligne Italiensk politik med nordeuropæisk politik.
Berlusconi har aldrig haft flertal i begge kamre, han har altid regeret ved hjælp af en samlingsregering, derfor har han ikke kunnet opfylde alle sine valg løfter, men han har prøvet.
Nu forsøger du at fremstille korruption som noget meget negativt, - det er det også efter nordeuropæisk målestok, men den jævne italiener kan slet ikke forstille sig en regering uden korruption, og hvis man debatterer spørgsmålet helt alvorligt med italienerne, hører man bestandigt, at en minister der ikke udnytter sin stilling, må være dum, og derfor uegnet til sin stilling.
Den eneste undtagelse har været Berlusconi, da han allerede havde penge nok, og derfor ikke behøvede at berige sig selv ved korruption.
Jeg kan læse, at du aldrig har levet dig ind i italiensk tænkemåde (dårlig integration), og derfor læser de italienske aviser, og ser det italienske samfund med danske briller.

(Bosiddende i Napoli (Italien) i 31 år)

Hvor er du heldig at have boet i Napoli i 31 år!

Italienerne er jo pessimister efter mange års misregering, og mener ganske rigtigt, at "alle" politikere er korrupte, men det er jo ikke det samme som at de ønsker sig korrupte politikere. Grillos succes og den rekordlave stemmeprocent er jo udtryk for den enorme lede ved disse korrupte politikere. De tror blot ikke på muligheden for at få "ordentlige" politikere.
Du har helt sikkert også hørt masser af gange: "Berlusconi bliver aldrig dømt", som er udtryk for den samme pessimisme og resignation, men det blev han altså så alligevel.
Korruption er moralsk negativt. Det er ganske rigtig set med nordeuropæiske øjne, men heldigvis også med mange italieneres. Men samtidig er korruptionen et økonomisk problem for Italien, og det er efter en hvilken some helst målestok. Da Qatars sheik blev spurgt, hvorfor han ikke ville investere i Italien, var svaret :"Korruptionen" (selv om han næppe selv er en engel).
Hvis du mener, at integration består i at leve sig ind i/delvis acceptere korruption, så er jeg meget uenig. Jeg ved godt at mange italienere har en vis respekt for dem, der udnytter systemet og er de smarte (furbi) og vi andre de dumme (fessi), men derfor er jeg stadig uenig med denne tankegang. Det er ikke at integrere sig - det er at underlægge sig.
Berlusconi har jo begået stribevis af økonomiske forbrydelser, bl.a skattenyd, og beriget sig på den måde. Dem har han så brugt til at korrumpere andre politikere, dommere og vidner osv.
Jeg synes nok jeg "lever mig ind i italiensk tænkemåde", men jeg accepterer ikke de dårligdomme jeg får øje på. Er det dårlig integration?
Jeg forstår egenmtlig ikke din pointe. Er du uenig i bedømmelsen af Berlusoni? Mener du han har haft et "politisk" projekt. Selvfølgelig har han været nødt til at støtte sig på andre koalitionspartier, men hans flertal har da været meget mere klippefast end de vaklende centrum-venstre regeringer.
Hvad er dit budskab?

Michael Kongstad Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Bare det var mig, der var bosiddende i Italien. For klimaets skyld, selvfølgelig. Men også for operettens, fuldt af kunst og skønhed, som landet er, men uden alvor. Loven er kun vejledende, eller noget man har glemt, eller kom til at overse. "Scusi". Tilgivelsen ligger altid lige om hjørnet. Enhver italiener ved, at de andre, firmaerne, politikerne, gud og hver mand, snyder og bedrager, men ikke åbenlyst. Ingen ser det, og fred være med det, vi har nok i at passe vores egen familie.

Jeg har dog hørt, at familier i Napoli er blevet træt af den ildelugtende affaldsdumpning, der også er giftig, og som der tjenes store penge på i det skjulte. Og hvordan går det for resten med Beppe Grillo, denne hæderværdige klovn, der pludselig var ved at vælte hele den italienske operette.

Italien går til floden Arno,resten er Afrika forklarede min italienske mester i marmor og mosaik Umberto Londero allerede i 80 erne undertegnet,en lille sandhed i dette udsagn er nok ikke helt forkert.
I 80 erne"vi sender fra nord 17 tusinde milliarder til Syditalien efter de er vandret igennem Roms kontorer for "udvikling" er der en tredje del tilbage til Syditalien og så står mafiaen på haneben og hvad er der så tilbage -niente.

Michael Kongstad Nielsen
På trods af al min kritik af den italienske uorden, har du ret: det er rigtig dejligt at bo i Italien - først og fremmest fordi fordi det er så fint at være face to face med italienerne. Men det er jo ikke helt så folkloristisk, som du beskriver det. Italienerne har det dårligt i krisen, og der er ikke så meget "det går jo nok" tilbage.

Per Torbensen
Nord/Syd problematikken. Tja, der er mange legender i Italien, men hvis du måler levestandarden i henholdsvis nord og syd, så vil du se, at de tjener mere i nord, har flere biler, ferier, flas screens osv. - og mere arbejde. Jeg har egentlig aldrig forstået, hvad de klager over i Milano. Eet af de største beløb nogensinde til udvikling i Syditalien gik til etableringen af Italiens største bilfabrik i Melfi; til FIAT forstås, som jo altså ligger i Torino. Der er mange af disse legender, som nok burde ses efter i sømmene.

Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar