Kære aktivist. Kære filosof

Pussy Riots Nadesjda Tolokonnikova, der efter ugers forsvinden, nu er dukket op i et hospital i Sibirien, har siden januar korresponderet med den slovenske filosof Slavoj Zizek. Brevene handler om vilkårene for radikal frigørelse og modstand i en verden, hvor den globale kapitalisme er indtrådt i en ny slags symbiose med autoritære stater

	Fotos: Scanpix

Fotos: Scanpix

23. november 2013

2. januar 2013

Kære Nadesjda …

Jeg håber, at du har haft mulighed for at organisere dit fængselsliv omkring nogle små ritualer, der kan gøre en smule mere tåleligt, og at du tid til at læse. Her er nogle af mine tanker om din betrængte situation.

En amerikansk politisk essayist ved navn John Jay Chapman skrev i år 1900 følgende lille passus om radikale politiske aktivister: »I grunden siger de altid det samme. De forandrer sig ikke; det er alle andre, der forandrer sig. De står anklaget for de mest upassende forbrydelser: for egoisme, for magtbesættelse, for ligegyldighed over for de skader deres egen sag skaber, for fanatisme, monomani, mangel på humor, for gøgl og respektløshed. Men uanset alt dette, så rammer de i det mindste en særlig tone. Og just dette er den helsebringende effekt ved de insisterende radikalister. Tilsyneladende vil ingen følge dem, og alligevel tror alle på dem. Deres stemmegaffel bliver ved med at klinge tonen A, og alle ved udmærket, at tonen er et A, selv om konventionen længe har insisteret på at kalde den G.«

Er dette ikke en fremragende beskrivelse af den effekt, som Pussy Riot fremkalder med deres aktioner? Uanset hvad man kan finde på at beskylde jer for, så rammer I altid en særlig tone. Det kunne se ud til, at kun få vil følge jer, men inderst inde, så tror mange på jer. For de ved, at I fortæller sandheden, eller hvad mere er: At I står for sandheden.

Og hvad består denne sandhed så i? Hvad er grunden til, at vi har set så voldsomme modreaktioner på Pussy Riots happenings, og ikke kun i Rusland? Alle hjerter bankede for jer, så længe I blot blev set som en ny slags forkæmpere for det liberale demokrati mod den autoritære stat. Men så snart det kom frem, at I i samme grad forkaster den globale kapitalisme, blev mediernes omtale Pussy Riot mere tvetydig. Og det, som for det liberale blik fremfor alt må være så foruroligende ved Pussy Riot, er, at I synliggør den skjulte kontinuitet mellem stalinisme og den moderne globale kapitalisme.

Mistro til demokratiet i en grad, man førhen kun så i den tredje eller postkommunistiske verdens udviklingsøkonomier har siden finanskrisens udbrud i 2008 vundet stigende indpas i de vestlige lande. Spørgsmålet er: Hvad nu hvis denne mistro er berettiget? Hvad nu hvis kun ekspertvælde kan redde os?

Men faktisk har krisen leveret beviserne på, at det netop er disse eksperter – snarere end befolkningerne – som er vildrede med, hvad de skal gøre. I Vesteuropa ser vi, hvordan den herskende elite i stadig ringere grad forstår sig på regere. Se bare på, hvordan Europa har håndteret Grækenland.

Derfor er der ikke så mærkeligt, at jeres Pussy Riot gøre os alle så urolige. I ved udmærket godt, hvad I ikke ved. I foregiver ikke at have nemme svar eller overhovedet nogen. Men I fortæller os, at det har magthaverne heller ikke. Jeres budskab er, at i Europa i dag er det de blinde, som leder de blinde. Derfor er det så vigtigt, at I bliver ved. På samme måde som da Hegel så Napoleon ride gennem Jena og skrev, at det var, som havde han set selve verdensånden til hest, er I intet mindre end den kritiske bevidsthed for os alle. En fængslet kritisk bevidsthed.

Kammeratlige hilsner fra Slavoj

23 feb. 2013

Kære Slavoj

Engang i efteråret 2012, mens retssagen mod os stadig var i gang, og jeg sad varetægtsfængslet i Moskva med de andre Pussy Riot-aktivister, besøgte du mig. I en drøm, selvfølgelig.

Jeg forstår godt dit argument om heste og verdensånden. Og om aktivistiske klovnenumre og respektløshed. Og om hvorfor og på hvilke måder alle disse elementer i den grad hænger sammen med hinanden.

Pussy Riot har vist sig at kunne være en del af den kraft, hvis berettigelse og formål er kritik, kreativitet, kollektive eksperimenter og konstant provokerende begivenheder. Med Nietzsches definition er vi børn af Dionysos, der sejler i en tønde og ikke anerkender nogen myndighed.

Vi er del af denne kraft, der ikke sidder inde med nogen endelige svar eller absolutte sandheder, for vores mission er at stille spørgsmål. Nogle er arkitekter for den apollinske statik, andre er (punk)sangere for dynamik og forandring. Og den ene slags er ikke bedre end den anden, for det er kun sammen, vi kan sikre, at verden kan fungere sådan, som Heraklit definerede den: »Denne verden har fulgt og vil i al evighed følge efter ildens rytme, flamme op efter det rette mål og dø hen efter det rette mål. Dette er det evige verdensåndedræts måde at fungere på.«

Vi er de oprørere, der beder om stormen. Og som tror på, at sandheden kun findes i den endeløse søgen. Hvis du bliver strejfet af ’verdensåndens’ berøring, skal du ikke forvente, at det vil være smertefrit.

Laurie Anderson sang: »Kun en ekspert kan løse problemet.« Det ville have været rart, hvis Laurie og jeg kunne skære disse eksperter ned til naturlig størrelse, så vi kunne tage os af vores egne problemer. For ekspertstatus giver på ingen måde adgang til den absolutte sandheds rige.

To års fængsel til Pussy Riot! Det er vores hyldest til den skæbne, der gav os de skarpe ører, som har gjort det muligt for os at ramme tonen A, når alle andre er vant til at høre et G.

På det rette tidspunkt vil der altid komme et mirakel i livet for mennesker, der barnligt tror på, at sandheden vil triumfere over løgnene, og på, at vi må hjælpe hinanden og leve efter gavegivningens økonomi.

Nadja

4. april 2013

Kære Nadesjda

Jeg blev så glædeligt overrasket, da dit brev ankom. Den lange forsinkelse gjorde mig bange for, at myndighederne havde modsat sig vores kommunikation. Og jeg blev dybt beæret, ja, sågar smigret, over at være dukket op i din drøm.

Du gør ret i at sætte spørgsmålstegn ved hele tankegangen om, at kun de ’eksperter’, som er tæt på magten, har den rette kompetence til at træffe beslutninger. Eksperter er per definition magthavernes tjenere: At tænke selvstændige tanker er de ikke rigtig i stand til, de anvender kun deres analytiske sans på de problemer, magthaverne definerer: Hvordan får vi stabiliteten tilbage? Hvordan kan vi få dæmpet disse protester?

Skulle dagens kapitalister, de såkaldte finansielle troldmænd, være de sande eksperter? Er de ikke bare dumme småbørn, som leger med vores penge og vores skæbne? Jeg husker en grum replik fra Ernst Lubitschs At være eller ikke at være. Adspurgt om, hvad der foregår i de tyske koncentrationslejre i det besatte Polen, slår en naziofficer det hele hen i spøg: »Vi står for koncentrationen, polakkerne tager sig af lejrlivet.« Forholder det sig ikke på samme måde med Enrons konkurs i 2002? De tusindvis af ansatte, der mistede jobbet, måtte unægtelig bære risikoen ved hasarderede satsninger, men uden på noget tidspunkt at have haft et reelt valg. For dem var disse risici som en blind skæbne. Hvorimod de, som havde indsigt i risiciene og evne til at gribe ind (de øverste ledere), sørgede for at minimere deres egne risici ved at sælge ud af deres aktier før konkursen. Så er sandheden ikke, at vi lever i et samfund med risikable valg, hvor nogle mennesker (lederne) står for at træffe valgene, mens andre (de almindelige mennesker) må bære konsekvenserne af de førstes satsninger?

For mig må den sande opgave for en radikal emancipatorisk bevægelse være ikke bare at ryste tingene ud af deres selvtilfredse inerti, men også at ændre på selve koordinaterne i den sociale virkelighed, således at der, når tingene vender tilbage til en ny normalitet, vil opstå en mere tilfredsstillende ’apollinsk statik’. Her bliver det virkelig afgørende selvfølgelig, hvordan nutidens globale kapitalisme vil kunne passe ind i den ordning?

Den Deleuze-inspirerede filosof Brian Massumi fortæller, hvordan kapitalismen allerede har overskredet sin gamle logik, der gik ud på at totalisere normaliteten, og i stedet har sin nye logik forankret i en ny uberegneligeheds excesser: »Jo mere normbrydende og udskejende, des bedre. Normaliteten er begyndt at miste grebet. Lovmæssighederne er begyndt at gå op i limningen. Hele denne opløsning er en del af kapitalismens dynamik.«

Men jeg bliver grebet af skyldfølelse, når jeg skriver disse ting: Hvad bilder jeg mig ind at eksplodere i sådanne narcissistiske teoretiske udbrud, når du i din fængselstilværelse er udsat for så særdeles reelle afsavn? Så fortæl mig venligst, hvis du kan og vil, om din situation i fængslet, om din daglige rytme og om de små private ritualer, der gør det nemmere at overleve. Om, hvor meget tid du har til at læse og skrive. Om hvordan de andre fanger og vagter behandler dig, om din kontakt med dit barn ... Det ægte heltemod findes i disse tilsyneladende små måder at organisere sit liv på for at overleve i vanviddets tid uden at miste sin værdighed.

Med kærlighed, respekt og beundring er mine tanker hos dig!

Slavoj

16. april 2013

Kære Slavoj

Har den moderne kapitalisme virkelig overhalet de totaliserende normers logik? Eller er man bare opsat på at bilde os ind, at den har overskredet tidligere hierarkiske strukturer og normaliseringslogikker?

Som barn var det min drøm at gå ind i reklamebranchen. Jeg havde en kærlighedsaffære med reklamebranchen. Og det er derfor, jeg er i stand til at bedømme den efter fortjeneste. Senkapitalismens antihierarkiske strukturer og rodnet består i dens vellykkede reklamekampagne. Den moderne kapitalisme er nødt til at manifestere sig som fleksibel og endda som excentrisk. Alt bliver udformet med henblik på at fange forbrugerens følelser. Den moderne kapitalisme forsøger at forsikre os om, at den fungerer efter principperne om fri kreativitet, endeløs udvikling og mangfoldighed. Det skjuler sin anden side for herved at tilsløre den kendsgerning, at millioner af mennesker er gjort til slaver af en almægtig og forbløffende stabil produktionsnorm. Vi ønsker at afsløre denne løgn.

Du skal ikke bekymre dig for, om du blot fremfører dine teoretiske ideer, mens jeg på min side skal forestille at lide under ’de virkelige strabadser’. På en måde sætter jeg pris på disse strenge begrænsinger og på den udfordring, som er blevet min. Jeg er oprigtigt nysgerrig: Hvordan skal jeg klare dette her? Og hvordan kan jeg gøre det til en produktiv erfaring for mig selv og for mine kammerater? Jeg søger efter inspirationskilder. Det bidrager til min egen udvikling. Ikke på grund af, men på trods af systemet. Og i denne min kamp er dine tanker, ideer og historier mig til stor hjælp.

Jeg er glad for at korrespondere med dig. Jeg afventer dit svar, og jeg ønsker dig held og lykke med vores fælles sag.

Nadja

10. juni 2013

Kære Nadesjda

Jeg blev forfærdelig flov, da jeg læste dit sidste brev til mig. For du skrev : »Du skal ikke bekymre dig for, om du blot fremfører dine teoretiske ideer, mens jeg på min side skal forestille at lide under ’de virkelige strabadser’«. Da jeg læste denne enkle sætning indså jeg, at min afsluttende bemærkning i mit forrige brev klingede falsk: Som om mit udtryk for medfølelse med din situation dybest set betød, at ’jeg har det privilegium at udtænke virkelige teorier og belære andre om dem’, mens din styrke er at ’kunne rapportere om dine oplevelser af modgang ...’ Dit sidste brev viser, at du er meget mere end det. Du er en ligeværdig partner i en teoretisk dialog. Så modtag min oprigtige undskyldning for dette bevis på, hvor dybt rodfæstet mandschauvinisme kan stikke, især når den forklæder sig som sympati med den andens lidelse. Og lad mig så gå videre med vores dialog.

Det er den globale kapitalismes vanvidsdynamik, der gør, at det er så vanskeligt og frustrerende at yde effektiv modstand imod den. Husker du den store bølge af protester, der i 2011 bredte sig over hele Europa, fra Grækenland og Spanien til London og Paris. Selv om der ikke var nogen konsistent politisk platform, der mobiliserede de protesterende, kom protesterne til at fungere som en del af en storstilet pædagogisk proces: De protesterendes elendighed og utilfredshed blev transformeret til en stor kollektiv mobiliseringshandling – hundredtusinder forsamlede sig på de offentlige pladser, hvor de proklamerede, at de havde fået nok, og at tingene ikke kunne fortsætte sådan. Men hvad disse protester mundede ud, var blot forkastelsens rent negative gestus og et lige så abstrakt krav om retfærdighed, der manglede evnen til at omsætte sig selv i et konkret politisk program.

Hvad stiller man op en sådan situation, hvor demonstrationer og protester ikke er til nytte, og hvor heller ikke de demokratiske valg nytter noget? Kan vi overbevise de trætte og manipulerede masser om, at det gælder om ikke bare at underminere den eksisterende orden og engagere os i modstandshandlinger. Men også om at tilbyde forestillingen om en helt anden slags orden?

Pussy Riots performanceaktioner kan ikke reduceres til undergravende provokationer. Bag dynamikken i disse aktioner, findes der en indre stabilitet i jeres faste etisk-politiske holdning. I en eller anden dybere forstand er det dagens samfund, der er fanget i en vanvittig kapitalistisk dynamik uden indre indsigt og mådehold, og det er Pussy Riot, som de facto tilbyder et stabilt etisk-politisk fikspunkt. Selve Pussy Riots eksistens fortæller mange tusinder, at opportunistisk kynisme ikke er den eneste mulighed, at vi ikke behøver at være helt desorienterede, og at der fortsat er en fælles sag, som det er værd at kæmpe for.

Så også jeg ønsker også dig held og lykke med vores fælles sag. At være tro mod vores fælles sag betyder at være modig, især nu, og som det gamle ordsprog siger: Lykken står den kække bi!

Med venlig hilsen, Slavoj

13. juli 2013

Kære Slavoj

I mit sidste brev, som jeg blev nødt til at skrive meget hurtigt, mens jeg var på arbejde i koloniens syværksted, udtrykte jeg mig ikke helt så klart, som jeg burde i forhold til sondringen mellem, hvordan ’den globale kapitalisme’ fungerer i Europa og USA på den ene side og i Rusland på den anden. Men de seneste begivenheder i Rusland – retssagen mod Aleksej Navalnij, og indførelsen af nye forfatningsstridige og frihedsfjendske love – har gjort mig rasende, så jeg denne gang bliver jeg nødt til at skrive om den specifikke politiske og økonomiske praksis i mit land. Sidste gang, jeg følte en sådan vrede, var i 2011, da Putin erklærede, at han ville stille op til præsidentposten til en tredje periode. Min vrede og beslutsomhed var med til at bane vej for, at vi gik sammen i Pussy Riot. Hvad sker der nu? Det må tiden vise.

Her i Rusland oplever vi de såkaldte førsteverdenslandes kynisme over for de fattigere nationer meget stærkt. Efter min ydmyge mening udviser ’de udviklede’ lande overdreven loyalitet over for de regeringer, der undertrykker deres borgere og krænker deres rettigheder. De europæiske og amerikanske regeringer samarbejder gladeligt og frivilligt med et Rusland, som indfører middelalderlig lovgivning og smider oppositionspolitikere i fængsel. De samarbejder med Kina, hvor undertrykkelsen er så brutal, at håret rejser sig på mit hoved bare ved tanken om det. Hvor går grænserne for tolerance? Og hvornår bliver tolerance til kollaboration, konformisme og meddelagtighed?

Kynisk at tænke: »Lad dem bare gøre, hvad de vil i deres eget land,« går ikke længere an i dag. For Rusland, Kina og lande som dem er nu også del af det globale kapitalistiske system.

Rusland under Putin med dets afhængighed af råvareeksport ville være blevet massivt svækket, hvis de nationer, der importerer russisk olie og gas, havde haft deres overbevisningers mod og nægtet at opretholde denne import. Selv hvis blot Europa kunne tage så beskedent et skridt som at vedtage deres egen version af Magnitskij-loven (amerikansk lovgivning fra 2012, som gør det muligt at indføre sanktioner over for russiske regeringsembedsmænd, der mistænkes for at stå bag menneskerettighedskrænkelser, red.), ville det sende et markant moralsk signal. En boykot af Vinter-OL i Sochi i 2014 ville være endnu en vigtig etisk gestus. Men den fortsatte handel med råvarer udgør derimod en stiltiende anerkendelse af det russiske regime – hvis ikke gennem ord, så ved hjælp af penge. Dette røber ønsket om at beskytte den politiske og økonomiske status quo og en arbejdsdeling, der ligger i hjertet af verdens økonomiske system.

Du citerer Marx: »Et socialt system, der kører fast og ruster (...) kan ikke overleve.« Men her er jeg i gang med at arbejde min fængselsstraf af i et land, hvor de 10 mennesker, der styrer økonomiens største sektorer, alle hører til Vladimir Putins ældste venner. Nogle har han læst sammen med, andre har han dyrket sport med, andre igen er gamle KGB-kolleger. Er det ikke et socialt system, der er kørt fast? Er det ikke et feudalt system?

Jeg takker dig oprigtigt, Slavoj, for vores korrespondance og kan næsten ikke vente på dit svar.

Med venlig hilsen, Nadja

Korrespondancen mellem Slavoj Zizek og Nadesjda Tolokonnikova blev etableret af filosofitidsskriftet Philomag, der udkommer på både fransk og tysk philomag.de philomag.com.

Oversat af Niels Ivar Larsen Forkortet af redaktionen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Marianne Rasmussen

Tanker er heldigvis toldfri - uanset politisk styre og menneskers dårskab.

Smukt at disse to mennesker - trods alt - kan korrespondere, og at vi andre kan få lov at følge med. "The pen is mightier than the sword."

Jeg har netop tænkt en del på, hvor hun var blevet af, da hun pludselig blev flyttet. Hvad mon der skete, at kun er kommet på hospitalet. Det får vi forhåbentlig at vide før eller siden.

Brugerbillede for Jesper Wendt

Spændende nok, måske har jeg gjort filosoffen uret, det er i hvert fald noget af det nødvendige, at formulere et alternativ. Jeg håber ikke, at der tænkes i ideologi af klassisk forstand, for det vil aldrig lykkes. Én humanitær Glass–Steagall om man vil, vil kunne tilgodese de basale behov og gøre dem der vil og kan lidt mere, tilfredse. Præmissen skal rumme mere, så der er plads til al ideologi i det samme opkog. At belære andre om det gode liv, er en polaritet. Det kræver nogle omstruktureringer, men samtidig ville det hjælpe i omstillingen, til et mere bæredygtigt samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Hvor er det opløftende at høre alvorens, modets og protestens stemme her midt i vores verden af løgn, hykleri, og praleri, en overflade som dækker over den vedvarende autoritære undertrykkelse fra kapitalismen og den dermed forbundne stat

Brugerbillede for Tor Brandt

Virkelig spændende brevkorrespondance.
Jeg kender så godt som intet til Pussy Riot, men jeg må sige at jeg er meget positivt overrasket over modenheden og seriøsiteten i Nadjas indlæg. Al respekt til hende.
I øvrigt kender jeg heller ikke forfærdelig meget til Zicek, men jeg har fået lyst til at undersøge hans arbejde nærmere, da jeg egentlig også er positivt overrasket over hans indlæg. Han plejer ellers ofte at fremstå som en slags kommunistisk pauseklovn, men det ser jeg nu tydeligt, at han ikke er.

Med fare for at lyde rimelig plat, så udgør Slavojs henholdsvis Nadjas indlæg tesen og antitesen, som ophæves i den syntese, som er verdensånden til hest?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det forekommer mig nu, at Pussy-en pudser sig lige lovligt meget ind i favnen hos de vestlige kapitaliststater, som hun gerne ser slukke for russisk gas og olie og Vinter-OL, alt sammen for at forhindre Rusland i at udvikle sig til et samfund, der er forskelligt fra de vestlige kapitalisme-darlings.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

at det er så vanskeligt og frustrerende at yde modstand imod den,
I følge Steen Erik Blumensaat så døde kapitalismen i 1974.Han deltog i gravfesten og jublen over dens død.
Så ja, det er vanskeligt og skuffende at modstanderen er ikke værende.

og nej den udstødte / de udstødte er ikke guds søn / børn
Gud er også død.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

Karl Marx skrev at kapitalen i sig selv ikke kunne noget,der skulle en kapital bærer til.Det samme om historien uden en historifortæller ingen historie.

Filosoffernes tro at ord,ordet har en essens.

Gud sagde bliv lys og der blev lys. I sproget findes ordet kapitalist,gentag det igen og igen, og vupti så står der på hjernhinden et billed af ,,en kapitalist,,

Behovet for et opgør med >Alfader< kapitalisten, er blevet en besættelse,opslugt af forestillingen om drabet af Alfader fylder det hele kroppen, fader må dø og Jeg overtage hans plads, rolle i sengen hos StoreModer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon

"at I synliggør den skjulte kontinuitet mellem stalinisme og den moderne globale kapitalisme".

My ass.

Det kan man sidde og skrive i 2013 i Ljubljana mens man nyder et glas rødvin.

Hvis ikke manden var en latterlig pauseklovn, kunne man hidse sig op på de millioner og atter millioner som Stalin lod myrde, og hvis skæbne han åbenlyst ikke betragter som noget problem.

Nå, man må i det mindste glæde sig over at de historieløse tosser efterhånden er ved at forsvinde af naturlige årsager.

Men den kuldslåede hørm fra halvfjerdserne er stadig ram her 40 år efter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@Egon Maltzon. Du har fuldstændig ret stalinisme kan man ikke sammenligne med et udbytter system som den globale kapitalisme. Stalinisme er jo lige det modsatte! Angående det at side i Ljubljanka mens man nyder et glas rødvin – så er der ikke noget nyt i det, også på Stalins tid var det almindeligt. Ljubljanka fungerede også som åbent fængsel for visse prominente fanger f.eks. den hemmelige agent og terrorist Sidney Reilly. Reilly drak måske ikke rødvin men fik sin ynglings whisky i fængslet ligesom han havde udgangs tilladelse og kunne fortage køreture i omegnen af Moskva. Se f.eks. Geoffrey Bailey: ”Rød Front Kols Krig”.
Diskussionen om Gulag kan du følge på http://www.information.dk/478606
Bare så vi ikke behøver at gentage hele forløbet og alle argumenter samt modargumenter!
PS: Slavoj Zizek er lurendrejeren eller den universelle trickster så hvorhen han vil med denne sætning kan være svært at vide og netop fordi han er lurendrejeren skal meget tilgives ham :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Hun antyder, Nietzsche er en af hendes åndelige fædre. Endnu et tydeligt tegn på, at Pussy Riot er en tom, destruktiv bevægelse. En sindssyg Nietzsche sammen med vildførte børn i en omkringtumlende tønde. Et godt billede på 68 og vor tids progressive humanister.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Borghus

@Randlev - Når man ser den russisk ortodokse kirkes tætte sammenspil med antidemokraten Putin og hans reklamevirksomhed for hans 'gode' tro, er der vist al mulig grund til at hive 'Antikrist' ned fra hylden og pudse støvet af siderne..

- Det mest sindsyge her, er at herskene konsensus er konformiteten over principperne i alle henseender. Politisk, økonomisk og humanistisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg har virkelig svært ved at se, at dette skulle være farligt for Rusland eller den globale kapitalisme. Det virker ærligt talt opskruet. Pussy Riots kender ingen sandhed, men tager dog patent på at vide bedre end alle de blinde, de stiller spørgsmål, siger de, kritiserer på en provokerende måde, så provokerende, at de ryger direkte i fængsel. Straffen er ude af proportion, men de har åbenbart ikke kautionsstærke folk i baggrunden, som visse Greenpeace-aktivister har. Eller også er samfundet ikke til sinds at lade vestlige US-dollars-tænketanke og Slovenien-baserede agitatorer dominere debatten og kulturen i Rusland

Pussy Riots har ingen idéer, intet formål, ingen opbyggelighed, bare denne vrisne provokative modstand, de sætter ind de ømmeste steder. Som en flok rockere på motorcykler på vej op af ned af kirkegulvet i Vor Frue, væltende et par mistænkelige gravsten på vej ud. Så kan I lære det. Lære hvad? Hvad har Pussy at byde på? Hvad har de i tanken. De er som Dionysos disciple, der sejler i en tønde og ikke anerkender nogen myndighed. Men man kan ikke sejle foruden vind, og ej blot lade sig drive rundt af den, når den kommer, og ikke bare sparke til alt. hvad der måtte kommer én i vejen.

Brugerbillede for Claus Jensen

MKN:

"Pussy Riots kender ingen sandhed, men tager dog patent på at vide bedre end alle de blinde, de stiller spørgsmål, siger de, kritiserer på en provokerende måde, så provokerende, at de ryger direkte i fængsel."

Omtrent ligesom ham den anden ubetydelighed, hvad var det nu han hed,,,Sokrates?

Men ok, du bryder dig ikke om formen eller rettere formløsheden, fair nok, jeg lytter heller ikke til punkrock. Hvis man nu bare kunne overbevise Putin om din indsgt, at dette ikke er farligt for Rusland.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Bøg

Jeg har haft den spændende oplevelse at læse Slavoj Zizeks bog: ”Vold”, hvor han fremstiller kristendommen som en lovreligion, hvad den absolut ikke er.
Pussy betegner sig selv som tilhørende traditionen af russiske dissidenter, men jeg har svært ved at se, hvad de har til fælles med Sakharov og Solzhenitsyn (som lærte sin roman:” En dag i Ivan Denisovichs liv” udenad, mens han sad i fangelejr). Pussy har kneppet en dybfrossen kylling og forsøgt at kysse en kvindelig politibetjent.
Jeg har ikke set nogen verdensånd ride forbi, men håber både Slavoj og Pussy bliver i stand til at byde ind med et ægte alternativ.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Lad nu også ret være ret, den der så verdensånden ride forbi var om nogen Zizek. Det ser ikke ud til i disse breve, at Tolokonnikava har en tendens til at blæse egen betydning op.

Og selvfølgelig laver P-R andet end at spille djævlens egen musik, kneppe dybfrosne kyllinger og lignende performance art, som reaktionære, mavesure, midaldrende, nordvesteuropæiske mænd, som mig nok ikke kan fange den dybere mening med. Man behøver vel f. eks. ikke have et komplet alternativ-verden partiprogram til næste folketingsvalg stukket ned i trussekanten for at marchere i en bøsseparade?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Ja, det var Zizek, der sammen med Hegel så verdensånden ride forbi, hvor Hegel er undskyldt med, at han ikke vidste, Napoleon ville tabe, det ved Zizek jo, og Zizek ved hvilken charlatan Napoleon var, men det glemmer han i forbifarten, og han er en lurendrejer, som tidligere sagt. Måske blæser Tolokonnikova sig op, men Zizek indbyder hende til det, ja, han nærmest smigrer hende til det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Så vidt jeg husker er en happening noget med at provokere autoriterne og gøre opmærksom på en vigtig sag - eksv. Vietnamkrigen - på en måde så man kommer ud i medierne, uden dog at blive hængt ud som voldsmand, eller terrorist. Det sidste er blevet meget svært i hele den kapitalistiske verden. Men det lykkedes så Pussy Riot. Og den vigtige sag?

parti-based authoritarianisme (Vladimir Gleman: Paty politics in Russia):

Regime hvor et domminerende parti (liberalismen med forskellige partibogstaver), stat, marked og embedsmænd er så tæt sammenvævede at civilsamfundet er sat af og helt uden for indflydelse. Det gælder i Rusland, mens kommentarer her tyder på at sådanne forhold er helt utænkelige i Danmark.

Pussy Riots ridder i fuld galop og Zizek forsøger at komme med op på hesten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Esben Harding

"Eksperter er per definition magthavernes tjenere: At tænke selvstændige tanker er de ikke rigtig i stand til, de anvender kun deres analytiske sans på de problemer, magthaverne definerer ..."
Det er svært ikke at smile lidt ad den udtalelse, når den kommer fra en mand, der aldrig har holdt sig tilbage for at føre sig frem i spotlyset som "ekspert". Er det et udtryk for selvironi fra den kære Zizeks side, eller er det kun nogle bestemte eksperter, der falder ind under hans definition?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Skal Rune Lykkeberg nu pludselig gøres til sandhedsvidne? Lad os dog nu undgå at trække diskussionen ned på det hjemlige provinsielle niveau.Brevvekslingen mellem Zizek og Nadesdja foregår på et helt, helt andet niveau. Man tror slet ikke at den slags mennesker fandtes længere, efter at kapitalismens store ensretnings- og nivelleringsmaskine har arbejdet for fuldt drøn i årtier. At læse Zizek's og Nadesdja's brevveksling er som at træde ind i en af Dostojevski's eller Tolstoj's romaner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Korrespondancen er etableret af tidsskriftet Philomag.com., det er ikke noget, de to selv har fundet på. Måske er der skjulte erhvervsinteresser i udgivelsen. Det er i hvert fald ikke noget, der først blev etableret, og siden ophøjet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Bertram

Jeg tror der findes mange mennesker som dem. At længslen mod at blive noget andet end 'tilfreds forbruger' er enorm. At leden over uskønne alliancer mellem magthavere, kapital og medier nærmest bobler overalt. Derfor tak for at bringe dette eksempel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Curt Sørensen skrev: "At læse Zizek's og Nadesdja's brevveksling er som at træde ind i en af Dostojevski's eller Tolstoj's romaner."

Javel ja, f.eks. i romanen De Besatte. Med Nadjesda som en af de besatte.

Men nu er Dostojevskis og Tolstojs romaner grundlæggende hinandens modsætninger åndeligt set. Så det er et mærkelig udsagn af Sørensen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Til Kristian Randlev,

Jeg kender sgu godt forskellen mellem Dostojevski og Tolstoj. Men jeg refererer til den alvor og seriøsitet der kendetegner begge (og andre fra den store russiske romantradition). Man kunne i det hele taget henvise til den store klassiske europæiske litteratur og til dens filosofi. Vi finder der ( trods velkendte interne store indbyrdes forskelle mellem forfattere og tænkere ) en en alvor og en seriøsitet der i dag er blevet kvalt af kapitalismens massekultur, forbrugerismen og en enorm egocentrering og selvfremføring

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

det forenede rusland forenes sikkert af lederdiktatoren vladimir put-inns angst for homo-selsualitet, for med årene har han tillagt sig noget laske-fedt, som jeg med store fordomme normalt tillägger en slags homoseksuelle. een af flere typer. når han går sam-men med konen i den russisk-ortodokse, er det hans voksende homo-seksuelle tendenser og angsten for dem der driver eenheden eller ensrettetheden, så det er sikkert ärligt nok. JEG ER RUSLAND, og russere kan forenes om at putte den ind på det rette sted og med den rette, garanterer kirken.
og det skal så väre det store nye forenede ruslands nye kulturliv. hvor er dog de store fortällere blevet af, hörer vi bare ikke om dem.
godt at der i det mindste er lidt protesterende happening-kunst og mennesker, der skriver breve om alvorlige anliggender.

anbefalede denne kommentar

Sider