Et af de mere bemærkelsesværdige øjeblikke i løbet af de to fodboldkampe, som Jordan og Uruguay i de forløbne uger har spillet mod hinanden, fandt sted et par minutter inde i anden halvleg af det første opgør. Det var i Amman, på et udsolgt nationalstadion, jordanerne var bagud 0-2, men spillede stadig – som de havde gjort i hele første halvleg – fremadrettet, optimistisk fodbold, og nu var de midt i et angreb, publikum hujede, et skud mod mål blev blokeret, de fastholdt presset, sendte bolden ind i feltet, da stadionspeakerens stemme pludselig og tilsyneladende uden anledning gjaldede af fuld hals.
En del af de 17.370 tilskuere stod i forvejen op, resten rejste sig med det samme. Spillet fortsatte, selvfølgelig. Dette var uden sammenligning den vigtigste fodboldkamp i Jordans historie. Det gjaldt en plads ved VM-slutrunden i Brasilien til sommer. Jordan har aldrig deltaget ved en VM-slutrunde. De har end ikke været tæt på. Nu, efter to et halvt års asiatisk VM-kvalifikationsturnering med sejre over Japan, Australien, Irak, Kina og endelig et 9-8-straffesparksdrama mod Uzbekistan, skulle det hele afgøres over to kampe mod det femtebedste hold fra den sydamerikanske kvalifikationsturnering.
Det er måske i overkanten at sige, at Amman stod på den anden ende, men fra tidlig morgen på kampdagen var det i hvert fald sådan, at sælgere gik rundt mellem kørende biler på hovedvejene og solgte flag og tørklæder, mens armerede tankvogne begav sig mod stadion for senere at skulle sikre ro og orden. Jeg befandt mig på det tidspunkt i den palæstinensiske flygtningelejr Marka, lokalt kendt som Hittin, et område på under en kvadratkilometer og hjemsted for mere end 70.000 mennesker, hvoraf godt 30 af dem, alle drenge, gjorde mig følgeskab gennem gaderne og optimistisk forudsagde resultatet af aftenens kamp.
»2-0,« sagde Montasser.
»5-0,« sagde Muhammed, der markerede sin spådom med fem strakte fingre og en knyttet næve.
Mere end æren
Børnenes begejstring for landsholdet giver ikke sig selv. Jordan er på mange måder et opdelt land. Omkring halvdelen af den 6,5 millioner store befolkning er palæstinensere, hvoraf de fleste er flygtet fra de arabisk-israelske krige i 1948 og 1967. Omkring to millioner har stadig flygtningestatus, og selv om de næsten alle sammen har jordansk statsborgerskab og adgang til både uddannelse og sundhedsvæsen, så er palæstinenserne kraftigt underrepræsenteret i regeringen og ifølge FN diskrimineret på både det private og offentlige jobmarked.
Af samme grund er der mere end æren på spil, når Jordans to bedste klubhold – al-Wahdat og al-Faisaly, begge fra Amman – står over for hinanden. Wahdat, navngivet efter den flygtningelejr, hvor klubben har hjemme, repræsenterer palæstinensere, mens Faisaly (fra 1920’ernes Kong Faisal) er støttet af såkaldt oprindelige jordanere, hvilket vil sige beduiner, der udgør et relativt svindende mindretal i det flygtningeprægede land. Tilsammen har Wahdat og Faisaly vundet 26 af de seneste 28 nationale mesterskabstitler. Deres rivalisering er kendt for at være den mest politisk betændte på den mellemøstlige fodboldscene. Voldelige sammenstød mellem fanskarerne er ikke ualmindelige.
I sommeren 2009 nåede det sågar op på internationalt diplomatisk niveau, da en kamp blev afblæst ved stillingen 0-0. Urolighederne tog til, efter at Faisaly-fans begyndte at synge smædesange mod jordanere af palæstinensisk oprindelse, inklusiv Dronning Rania, hvis forældre er palæstinensere. Den går ikke i et land, hvor kongefamilien har noget nær uindskrænket magt. Dronning Ranias mand, Kong Abdullah II, udpeger og afsætter egenrådigt parlament, regering og dommere. Han råder over et hemmeligt politi, Mukhabarat, der flere gange er blevet kritiseret af Amnesty International for at torturere politiske fanger.
Skandalen omkring den afbrudte fodboldkamp blev mødt med overraskende tavshed fra kongehuset og begrænset omtale i medierne. Den amerikanske ambassade i Amman rapporterede anderledes detaljeret hjem til udenrigsministeriet:
»Det er bredt anerkendt i Jordan, at Faisaly-Wahdat-hændelsen blottede den ubehagelige kløft, der eksisterer mellem East Bankers (’oprindelige’ jordanere, red.) og jordanere af palæstinensisk oprindelse – hvilket de fleste ønsker at skjule af hensyn til den politiske stabilitet«, som der stod i et dokument lækket af Wikileaks.
Kindkys gennem hegnet
Til kampen mellem Jordan og Urugay var stabiliteten sikret af politiet og militærets massive tilstedeværelse. Tilskuerne var blevet bedt om at ankomme minimum en time før kampstart. Jeg kom for sent, 20 minutter i kick-off, men blev allernådigst lukket ind, gennem nøgne tribunekorridorer forbi en stribe af tavse, hjelmklædte soldater med maskingeværer.
Hvis det mindede om en krigszone, var der anderledes festlig stemning på lægterne. Bølgen slog sig rundt om stadion i rekordfart, en omgang tog ikke meget mere end fem sekunder, og overalt blev der viftet og hvirvlet med det rød- og hvidmønstrede hovedklæde, kufiya, populært over hele Mellemøsten, men i Jordan, hvor det går under navnet shemagh mhadab, et decideret nationalt symbol. De færreste tilskuere har en landsholdstrøje på. De fleste har en shemagh. Alle står eller sidder på betontribuner, opdelt i afsnit, spærret inde bag to meter høje jernhegn bevogtet af gendarmeriet. Det forhindrer ikke en mand i at kravle op på hegnet mellem to afsnit, stille sig med armene i vejret og sætte gang i en fællessang. Lidt derfra kindkysser en tilskuer en betjent gennem hegnet.
Her er palæstinensere og jordanere, på banen står Wahdat- og Faisaly-spillere side om side, mens nationalsangen synges, as-Salam al-Malaki al-Urduni, Længe leve Kongen. Tilskuerne stemmer i for fuld hals og med højre arm strakt ret frem. Den uruguayanske hymne mødes med tavshed, ikke pift. Den efterfølges at afdæmpet bifald. Her hersker en respekt for det nationale.
Der er kun spillet et minut af kampen, da en jordansk forsvarsspiller på akrobatisk vis saksesparker bolden op ad banen. Det virker både risikabelt og unødvendigt, men publikum jubler, euforien er i alle kroppe på og uden for banen, det gælder en plads ved VM-slutrunden.
Jordan har boldbesiddelse, de har iltre løb frem ad banen, de har afslutninger fra distancen. Uruguay har et hold bestående af nogle af klodens allerbedste fodboldspillere.
»Cavani fra PSG, Suarez fra Liverpool,« siger min sidemand, en ung fyr, der lyder stolt over at have verdensstjernerne på besøg i ørkenen.
Luis Suárez scorer det første mål. Et indlæg til bagerste stolpe bliver hentet på tværs, hvor den hurtige angriber umarkeret prikker bolden i mål. Det lyseblå afsnit af stadion jubler. Jordanerne bliver tavse. De ryster hurtigt skuffelsen af sig og sætter gang i en ny slagsang. Optimismen er intakt. Det er den også efter 0-2-målet kort før pausen – endnu et svips i opdækningen, Cristian Stuani med en kontrolleret inderside – så da anden halvleg går i gang, er støtten til al-Nashama, de modige, som landsholdet kaldes, uforandret. Især med det pres, Uruguay bliver sat under fra halvlegens start, og det er så her, at stadionspeakeren, tilsyneladende uden anledning, brøler op, midt i et angreb.
Respekt for overmagten
Med ét vender alle tilskuere deres opmærksomhed fra banen og op mod hovedtribunen. Med ét bliver kampen underordnet. Kongen er ankommet. Kong Abdullah II and Dronning Rania træder frem for at hilse på folket, og folket hilser tilbage, kipper med de jordanske flag, der er blevet uddelt før kampen, og sætter gang i en fællessang.
»Folket støtter kongen, folket støttet kongen,« lyder det igen og igen.
Det har ikke skadet kongens popularitet, at han for nogle dage siden efter sigende ringede ind under en tv-indsamling og donerede 300.000 dinarer (2,3 mio. kr.) til landsholdet. Pengene blev i familien – det er Kong Abdullah II’s bror, prins Ali bin al-Hussein, der er præsident for Jordans fodboldforbund.
De modige knokler videre, ignoreret i flere minutter og efterhånden som anden halvleg skrider frem også udspillet. Nicolás Lodeiro sparker bolden op i målhjørnet efter 70 minutter, og da Cristian Rodriguez otte minutter senere brysttæmmer et indlæg og vristsparker det forbi en chanceløs målmand Shatnawi, begynder flere af de jordanske tilskuere at klappe. Ikke ironisk af deres sagesløse landsmænd, men i oprigtig anerkendelse af overmagten.
Kort efter bliver Luis Suárez skiftet ud. Han modtager stående applaus fra tusindvis af jordanere, aftenens næststørste hyldest, næstefter kongen, ned mod banens regent. Langsomt begynder publikum at sive mod udgangen. Da Edinson Cavani i tillægstiden hamrer et frispark helt op i krogen, tager udvandringen til. Det er forbi. Omtrent 100 ekstra soldater har taget opstilling rundt om banen med front mod publikum. De forlader stadion, teenagepiger og skuffede mænd, en far med sin datter på armen, jordanere og palæstinensere, kongen og hans dronning.
Returkampen ugen efter i Montevideo skal vise sig at ende målløs. Det hele blev afgjort denne aften i Amman. Jordan fik ikke deres VM-eventyr, de fik en afklapsning, og den var de fælles om, i god ro og orden.
VM-fakta
I løbet af den seneste uge er de sidste 11 af i alt 32 deltagerlande ved sommerens VM-slutrunde i Brasilien fundet efter en række playoff-kampe verden over:
Elfenbenskysten-Senegal 4-2 (3-1, 1-1)
Nigeria-Etiopien 4-1 (2-1, 2-0)
Cameroon-Tunesien 4-1 (0-0, 4-1)
Ghana-Egypten 7-3 (6-1, 1-2)
Algeriet-Burkina Faso 3-3 (2-3, 1-0
Algeriet videre på reglen om fleste
scorede udebanemål
Portugal-Sverige 4-2 (1-0, 3-2)
Frankrig-Ukraine 3-2 (0-2, 3-0)
Grækenland-Rumænien 4-2 (3-1, 1-1)
Kroatien-Island 2-0 (0-0, 2-0)
Mexico-New Zealand 9-3 (5-1, 4-2)
Uruguay-Jordan 5-0 (5-0, 0-0)
