Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Hanne-Vibeke Holst

»Yahya Hassans succes er som epo til den indimellem noget blodfattige danske litteratur – pludselig er det her, det sker! Og hvornår har det sidst været det? For alvor«
16. november 2013

Hvis din mor var ’hele pakken’, og du var bange for din far, hvorfor har du så skrevet om ham og ikke om hende?

For det første har jeg faktisk skrevet udførligt om hende i den feministiske selvbiografi Min mosters migræne, og min forrige roman Undskyldningen var stærkt inspireret af min mors familiehistorie og den livsløgn (at hun havde fået min lillesøster med en anden mand end min far), som først blev afsløret efter hendes død. For det andet var hun ikke umiddelbart så gådefuld og ekstrem som min far og er derfor ikke så interessant som romankarakter (og heller ikke så nødvendig eller fascinerende for forfatterdatteren at udforske).

Knuds mål – at blive til noget stort – var jo tydeligt defineret fra den tidlige barndom, det vil sige han var en mand med et projekt – a quest, som det hedder inden for storytelling – og var helt fra begyndelsen oppe mod stærke antagonistiske kræfter. Så det drama, der driver historien bliver det enkle: »Vil han lykkes eller mislykkes?« Guf for romanforfattere. Måske kunne min mor også have båret en stærk fortælling, men hun efterlod sig jo ikke de bjerge af stof, som min far havde sørget for at gemme, og som gjorde det muligt at rekonstruere hans livsforløb og løfte det til en kompleks fortælling.

Er der noget særligt vendsysselsk ved dig, og var der det ved din far?

Altså, min far var jo vendelbo langt ind i de inderste molekyler. Han var stærkt knyttet til folk, natur, kultur, sprog, selv om han også var kosmopolitisk i sit udsyn og bildte sig ind, at han længtes væk og uophørligt foregøglede sig selv og andre, at han var på nippet til at udvandre til København.

Men jeg er nået frem til, at han ikke kunne undvære Vendsyssel. Det var derfra hans verden gik, selv om han hele livet kæmpede mod den stærke jantelov og selvundertrykkelse, der siger, at man ikke skal tro, man er noget.

Selv flyttede jeg fra landsdelen, da jeg var 18, så min vendelboske tilknytning er blevet noget løsnet efterhånden. Men jeg mener, at både min far og jeg er typiske vendelboske i vores måde at fortælle på (og vores fortælleglæde), i vores lune og vores ironi. Og selv om det er så længe siden, jeg flyttede derfra, oplever jeg stadig en særlig fortrolighed med vendelboer. Der er så meget undertekst, som man nok skal være vokset op med for at forstå. Love it!

Føler du dig stadig ikke accepteret af det litterære parnas?

Jo, nu gør jeg! Hurra!

Har du følt dig uretfærdigt behandlet igennem din karriere?

Ingen kommer igennem nogen som helst karriere uden at føle sig uretfærdigt behandlet. Har I ikke alle følt jer overset, krænkede, forbigået? Sådan er livet jo, fuldt af ufine tacklinger, benspænd, urimelige dommerkendelser. Selvfølgelig har jeg også følt mig udsat for uretfærdigheder (jo, jo, dumme anmeldere osv.), men efterhånden har jeg indset, at 1) det er ikke altid, jeg har haft ret. 2) man skal vogte sig for paranoiaens gift. 3) bitterhed over gamle krænkelser er uklædelig. 4) ens evne til at kunne håndtere uret og forsmædelser er ligefrem proportional med ens talent for lykke.

Hvad synes du om kvindekampen – hvornår kan vi sige, at den er overstået, og vi må sige, at kvinder kan lige så meget som mænd?

Altså, kvinder kan som udgangspunkt lige så meget som mænd. De hindres bare (af tusind grunde) i at udfolde deres potentiale. Så kvindekampen er først vundet, når kvinder har lige så stor en del af den formelle magt og indflydelse som mænd, råder over en lige så stor en del af pengene og økonomien som mænd, ikke længere chikaneres og diskrimineres og ikke længere er nødt til at forsvare og forklare deres køn. I hele verden. Så der er nok at tage fat på derude.

Jeg har svært ved at se dig gå i hundene, er det kun mandlige forfattere, der kan det?

Ja, det har jeg virkelig også! Det er meget lettere at se mig gå med livrem og seler, for jeg så forsigtig og tryghedsfikseret, at det nærmer sig det neurotiske! At jeg er en pæn og velfungerende pige, der holder sig fornuftigt på hovedgaden, betyder ikke, at kvinder generelt ikke kan dreje ned ad de skumle sidegader, skeje ud, gå i hundene eller i sort.

Der findes jo masser af kvindelige forfattere, der er blevet alkoholikere eller har haft et misbrug af stoffer eller sex. Når jeg tænker over det, ender det dog som oftest med, at de tager livet af sig – Sylvia Plath, Virginia Woolf, Tove Ditlevsen. Det er mest inden for for showbiz og musik, at de får lov til at gå i hundene på lige så excentrisk vis som deres mandlige kolleger – Janis Joplin, Amy Winehouse, Whitney Houston. Forfattere har måske ikke råd til de vilde excesser, og hvad kvindelige forfattere angår, ville det blive betragtet som umådeligt pinligt, hvis de ravede visne rundt til efterårsreceptioner eller bogmesser. Vi forventes at have mere styr på os selv – og hvis vi har børn, fungerer de som tunge sandsække, der holder os nede på jorden og hindrer os i at fare op i de højere luftlag.

Er en forfatter en med et særligt talent, eller bare en, der ikke kan andet?

Ha, godt spørgsmål, som jeg ofte – især i krisesituationer – stiller mig selv. »Skal jeg holde op med at skrive?« Svaret er hver gang det samme: »Jamen, jeg kan jo ikke andet.« Jeg ville være en katastrofe på de fleste arbejdspladser. Fummelfingret, forvirret, fyringstruet.

Du har haft mange kritikere – hvem har du haft mest respekt for?

Jens Kistrup. Og min far.

Kan man få dig til at sige noget grimt om en anmelder, der har læst dig?

Ork, ja! Men ikke offentligt!

Hvad tænker du om Yahya Hassan-fænomenet?

Åh, Yahya Hassan er det bedste og mest inspirerende, der er sket dansk litteratur i mange, mange år. Ikke alene har vi savnet en autentisk stemme fra ghettoen, der kan levere en usminket frontberetning om, hvordan der i virkeligheden er (eller kan være) på bunden af det parallelsamfund, som de færreste af os har kendskab til. Dertil kommer, at hans lyrik på trods af den høje litterære værdi og den universelle gyldighed, er så lettilgængelig, at enhver kan læse og forstå den. Der kræves ingen særlige adgangsbeviser, klubmedlemsskaber eller gyldne nøgler for at blive lukket ind i Yahyas univers. For tusindvis af nye læsere har det været en åbenbaring, at lyrikken kan sige dem noget nyt, give dem en mavepuster, som de ikke kan få af nok så mange afsnit af The Wire eller Breaking Bad. Yahyas succes er som epo til den indimellem noget blodfattige danske litteratur – pludselig er det her, det sker! Og hvornår har det sidst været det? For alvor?

Hvilken forfatter har haft størst betydning for dig?

Knud Holst. Og Suzanne Brøgger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu