Læsetid: 3 min.

Skal du lave gløgg til jul, så skal du begynde i november

Man kan selvfølgelig aldrig få en gløgg uden alkohol til at smage på samme måde som en med alkohol, ligesom alkoholfri øl jo smager anderledes en almindelig øl, og alkoholfri vin smager af pommeren til
16. november 2013

Inden du overhovedet læser videre i denne artikel, skal du skynde dig ud og lægge 350 gram rosiner i en halv liter mørk rom. De skal trække i mindst to uger. Når det er gjort, tager du det helt roligt. Der er jo ingen grund til at piske en stemning op.

Jeg har ved almindelig hovedregning fundet frem til, at det er jul i cirka et halv år. I slutningen af oktober begynder de første forretninger at pynte op, og julen varer jo som bekendt lige til påske. Det er ærlig talt ret længe, men hjemme hos os prøver vi at begrænse gløgg-sæsonen til december. Mon ikke det er sådan hos de fleste.

For gløgg skal vi jo have, og en rigtig god luksusgløgg skal forberedes i god tid. Det er umagen værd. Glem alt om færdigblandinger og den der med bare at hælde rødvin, sukker, snaps og essens i en gryde.

Som med en lækker fransk simre-ret kræver gløgg tid, omsorg og gode ingredienser. Den perfekte gløgg eksploderer i munden med alverdens skønne smagsnuancer.

Den er stærk, den er ikke for sød, og man skal i virkeligheden ikke drikke så meget af den. Efter et par glas bliver man glad for en kold øl.

Luksusgløgg til ca. cirka 15 personer

  • 350 gram rosiner
  • 5 dl mørk rom
  • 2,5 dl vand
  • krydderier: kanelstænger, hele nelliker, kardemommekapsler, peberkorn, frisk ingefær
  • 1 porter
  • 2 flasker rødvin
  • 2 flasker rød portvin
  • angostura
  • 350 gram mandler
  • 1 flaske cognac

Når du har læst artiklen, kommer du i en kasserolle med 2,5 dl vand, fire knækkede kanelstænger, 20 hele nelliker, 20 kardemommekapsler, 15 peberkorn og et stykke skrællet ingefær på størrelse med en valnød.

Giv det et opkog og hæld det hele i ewn beholder med låg og lad det trække lige så længe som rosinerne. Derefter kan du tage den med ro igen.

På dagen, hvor gløggen skal serveres, hælder du først en porter i en stor gryde og varmer den langsomt op.

  • Tilsæt derefter to flasker kraftig rødvin og to flasker god, ikke for sød rød portvin. Varm igen langsomt op.
  • Skræl en halv usprøjtet appelsin med en tyndskræller og kom den lange, snoede skræl i gryden. (På den måde er den nemmere at fiske op igen, når gløggen skal serveres.)
  • Si de hele krydderier fra din gløgg-essens og kom ekstrakten i gryden. Tilsæt endvidere 10 skvæt angostura.
  • Kom de forberedte rosiner med rommen og 350 gram smuttede og flækkede mandler i gryden. (Smut for guds skyld mandlerne selv. Dem, man køber smuttede, smager af pap.)
  • Varm det hele igennem i ca. 10 minutter under låg – gløggen skal være meget varm, men må på intet tidspunkt koge.
  • Smag på gløggen og tilsæt sukker efter behag – endelig ikke for meget. Du kan eventuelt også krydre med lidt mere Angostura eller, hvis du har, en sjat rød vermouth.

Tilsæt til sidst en hel flaske god cognac, lad det lige blive varmt igen og server så straks i små glas eller krus. Sørg for at alle får både rosiner og mandler.

Alkoholfri gløgg

Man kan selvfølgelig aldrig få en gløgg uden alkohol til at smage på samme måde som en med alkohol, ligesom alkoholfri øl jo smager anderledes en almindelig øl, og alkoholfri vin smager af pommeren til.

Men hvis man enten ikke kan tåle alkohol, ikke rører alkohol eller bare gerne vil kunne køre hjem bagefter, så vil jeg anbefale, at man blander æblemost, druesaft og vand i stort set lige dele, tilsætter ovenstående krydderblanding og varmer det hele forsigtigt op.

Pynt hvert glas med en tynd skive af et smukt rødt pigeon-æble. Pas på drikken ikke bliver for sød. Smag eventuelt til med citronsaft.

Serie

Blandingsbatteriet: Drinks til enhver lejlighed

Alt hvad der er værd at lave, er værd at lave ordentligt. Det gælder også drinks. I denne serie har vi samlet vores bedste opskrifter på både klassiske drinks og mere kuriøse miksturer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu