Læsetid: 11 min.

Der er masser af magt at gå efter

Selv om kommunerne bestemmer over to tredjedele af vores velfærdsbudget, er deres magt ofte underkendt. Men udformningen af hverdagslivet er i høj grad styret af en kommunalbestyrelse – i en kamp om penge, interesser og ideologi
Mogens Camre har været ude af politik i fire år, men hvis han som ventet vælges ind i byrådet, bliver han en af de få, der har haft en post på alle tre politiske niveauer i Danmark; byråd, Folketing og EU. Foto: Tor Birk Trads

Mogens Camre har været ude af politik i fire år, men hvis han som ventet vælges ind i byrådet, bliver han en af de få, der har haft en post på alle tre politiske niveauer i Danmark; byråd, Folketing og EU. Foto: Tor Birk Trads

2. november 2013

Han har været tæt på den i Folketinget, og han har været tæt på den i Europa-Parlamentet. Nu er der kommunalvalg, og den politiske veteran Mogens Camre er klar til at kæmpe for magten igen.

»Man skal jo se venlig ud, men det må heller ikke ligne, at man morer sig overmådeligt,« siger Mogens Camre, mens han betragter sig selv. Op ad væggen står et par udgaver af valgplakaten. Med skarp sideskilning, klare øjne og antydningen af et smil i mundvigene.

Det er hans bror, Henning Camre, der har taget billederne, »fordi han forstår, hvilket udtryk der skal frem«, og valgplakaterne har allerede været færdige i et par uger, ligesom strategien. Nu kan 19. november bare komme an.

77-årige Mogens Camre har erfaringer fra både Europa-Parlamentet og fra Folketinget. Nu stiller han op for Dansk Folkeparti til byrådet i Gladsaxe.

»En dansk kommune som Gladsaxe sidder jo på en meget stor pose penge, og det bliver interessant at se, hvordan man lokalt formår at forvalte noget, som jo i sidste instans er ideologi,« siger han.

Jagten på magten

Det er en ikke ualmindelig opfattelse, at kampen om magten i Danmark er en formssag. Den, altså magten, ligger et helt andet sted. Og det er ikke i kommunerne, som den 19. november skal vælge nye kommunalbestyrelser. Magten er, hedder det, sivet væk til EU, som i dag dikterer den altovervejende del af dansk lovgivning. Hvor stor en del, er der ikke enighed om blandt forskere og politiske aktører – tallet svinger, alt efter hvem man spørger hvornår, men skåret groft ligger det i omegnen af 60-80 procent. Pointen er imidlertid den samme; nemlig at vi spilder vores tid ved at gå så meget op i kommunal- og folketingsvalg, konstitueringsaftaler og lovgivningsarbejde.

Men både tallene og den sørgelige tilstand, som de skal illustrere, er voldsomt misvisende. Ganske vist har Danmark afgivet indflydelse til EU-samarbejdet, men slet ikke i en grad, der berettiger den store desillusion:

»Alt peger på, at 60 til 80 procent er helt vildt overdrevet,« siger professor Jens Blom-Hansen, der forsker i EU og i forholdet mellem stat og kommune ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Eller som professor og medlem af Magtudredningens forskningsledelse Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet udtrykker det:

»Der er folk, der siger, at der er flyttet en frygtelig masse magt til Bruxelles. Det er helt vildt overdrevet. Der er ingen evidens for, at det skulle være sådan, og jeg kan ikke forstå, hvorfor folk bliver ved med at sige det.«

Alligevel mener Jens Blom-Hansen, at det er vanskeligt at sætte et præcist tal på, hvor meget EU bestemmer over os. Én ting er dog sikkert: EU’s regulativer har ikke ret meget at gøre med, hvad vores kommuner foretager sig. EU blander sig i vores handelspolitik, miljøpolitik og landbrugspolitik, men når det kommer til, hvordan vi driver skoler, børnehaver, ældrepleje eller sociale institutioner, har unionen ikke ret meget at skulle have sagt. Den opstiller nogle rammer, f.eks. regler for offentlige udbud, som også kommunerne skal følge, men indholdet styrer unionen ikke.

Derfor er der faktisk masser af magt i dansk politik, påpeger begge professorer. Det er magten til at bestemme, om en skole skal nedlægges. Det er magten til at bestemme timetallet i Folkeskolen. Magten til at anlægge nye cykelstier, fastsætte udgifter på miljøet, bestemme åbningstider i den enkelte daginstitution, normering, personalesammensætning osv. De helt konkrete borgernære ting.

En både-og-magt

Hvert år sættes de hundrede mest magtfulde på en liste i den såkaldte magtanalyse fra Berlingske Business. Her optræder ministre og oppositionsledere, men der er aldrig en kommunalpolitiker imellem. Det hænger måske sammen med, at kommunerne har fået mindre råderum – eller frihedsgrader, som det hedder på forvaltningssprog – i takt med, at staten i løbet af de sidste 20-30 år er begyndt at regulere kommunerne i markant højere grad for at sikre, at velfærdsydelserne tager sig ens ud, uanset om man bor i Herlev eller Holstebro.

»Kommunernes velfærdspolitik er blevet mere ensrettet. Og det er sådan set en villet og en ønsket udvikling, fordi vi gerne vil have, at alle borgere har adgang til for eksempel samme kvalitet i folkeskolen,« forklarer professor Asbjørn Sonne Nørgaard fra Syddansk Universitet. Staten sætter nogle rammer for kommunernes drift, så kommunernes magt er afhængig af, hvad de har fået tildelt fra staten. Og det gør magten anderledes end den magt, der findes på statsniveau. Men selv om velfærden er blevet mere ensrettet, betyder det ikke, at det forestående kommunalvalg er ligegyldigt. Tværtimod, mener Asbjørn Sonne Nørgaard.

»Overhovedet ikke. Der er stadig en masse beslutninger, der skal træffes på kommunalt niveau, og det er nogle af ting, der berører os allermest. Hvis der er noget, der kan få folk op af stolene, er det skolenedlæggelser og mangel på institutionspladser.«

Også Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet mener, at man skal passe på med at anse kommunerne for magtesløse:

»Det er de langt fra. Hvis du går ned og kigger på den måde, hvorpå de driver folkeskole, daginstitutioner, ældreomsorg – og med de tre områder har jeg allerede nævnt langt den største andel – drives de jo vidt forskelligt rundt om i kommunerne.«

Historien om den kommunale magt er således en både-og-historie. Kommunen har magt over vores hverdag, men i det øjeblik, vi går efter og f.eks. vil have en universitetsuddannelse eller på anden måde løfte os ud af hverdagen, er det ikke kommunen, der administrerer længere. Så er det staten eller regionerne, der tager over. Og fordi staten sidder tungt på budgettet, er magtforholdet til evig debat. Senest har den socialdemokratiske borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen, defineret forskellen på landspolitik og kommunalpolitik som forskellen på at have fornemmelser frem for reel indsigt.

I kommunalpolitikeres optik er det indskrænkede handlerum – symboliseret ved »styringsregimet« – roden til alt ondt. Det medvirker til, at »det lokale demokrati har mere karakter af staffage end af realitet,« som Herlev-borgmesteren har udtrykt det i fagbladet Administrativ Debat.

Men det giver professor Peter Munk Christiansen ikke meget for.

»Jeg ved godt, at det er en slags kommunal hobby at sige, at der hele tiden kommer en masse bestemmelser fra Christiansborg, og at man næsten ikke kan rokke med ørerne ude i kommunerne. Det er altså i noget omfang at sende sorteper videre.«

Magtens administrator

I Gladsaxe har Mogens Camre absolut ingen intentioner om at sende sorteper videre. Tværtimod ser han frem til en »administrativ udfordring«, når Dansk Folkeparti skal styrkes i kommunen.

Forberedelserne til valget foregår i Camres arbejdsværelse i huset i Bagsværd, hvor han har boet siden dengang, han var socialdemokrat, og med mange år i kommunen bag sig er det »kun naturligt« for ham at stille op. Selv om nogle af hans tidligere kolleger da har spurgt, om han godt gider kommunalpolitik og kan finde sig i det, for »det er jo meget dagligdags«, som de siger.

»Men der er min holdning den, at jeg meget vel kan gøre et godt stykke arbejde i byrådet,« siger Mogens Camre og sætter sig i sin kongeblå sofa. Hvis Camre bliver valgt ind – hvad han stærkt regner med, da han er listens nummer to – vil han især gerne gøre op med den passive forsørgelse. Det er ødelæggende for et menneske at stå uden for arbejdsmarkedet, mener kommunalpolitikeren in spe, og det er heller ikke nogen god forretning for kommunekassen.

Mogens Camre har været ude af politik i fire år, men hvis han som ventet vælges ind i byrådet, bliver han en af de få, der har haft en post på alle tre politiske niveauer i Danmark; byråd, Folketing og EU. I 1968 blev han valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet, og han nåede næsten hele vejen rundt: Finanspolitisk ordfører i ni år, politisk ordfører i to år, formand for Miljøudvalget, næstformand for Finansudvalget for bare at nævne nogle eksempler. Mogens Camre forlod Folketinget i 1987, »da Anker mistede grebet om magten«, og efter nogle år rejste han til Bruxelles – først som embedsmand og siden som medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti.

I 2009 skulle der unge kræfter til, og derfor overlod Mogens Camre pladsen til Morten Messerschmidt efter 10 år i Europa-Parlamentet.

Selv er han ikke i tvivl om, hvor magten er koncentreret.

»I mine øjne er Folketinget det centrale organ, fordi det er dét, danskerne har størst indflydelse på,« siger Mogens Camre.

Som repræsentant for et EU-skeptisk parti er Camres kritik af unionen ikke overraskende. I Europaparlamentet var han med til at stemme for ting, som han dybest set var imod, fordi alternativet var værre.

Alligevel oplevede Camre især ved én lejlighed at have mulighed for at bruge magten som europaparlamentariker:

»Det var helt bestemt at få danskerne til at stemme nej til euroen i 2000. Det har vi sparet mange penge på,« siger han. Ikke desto mindre er han ikke længere så sikker på, at Danmark kan fortsætte med at holde sig uden for eurosamarbejdet.

»Man må ikke undervurdere den dynamik, der ligger i, at nogle meget magtfulde personer fra Barroso til Merkel har bundet en meget stor prestige i at få euroen til at fungere. Det skal vi huske på.«

Mens Mogens Camre vurderer den europæiske økonomis fremtid, bladrer han lidt frem og tilbage i en dagsorden fra et nyrådsmøde i Gladsaxe, som han netop har deltaget i som tilskuer. Temaerne var blandt andre halalkød i daginstitutionerne, en tillægsbevilling til en handicaplift og IT-infrastruktur på skoleområdet. Mogens Camre forsikrer, at han sagtens vil kunne gå op i den slags dagligdags trivialiteter. På trods af fortiden med EU’s milliardbudgetter og finanslovforhandlinger i Folketinget. For magten findes på alle tre niveauer – den kommer bare til udtryk på forskellig måde, mener han.

»Hvis du tager Europa-Parlamentet, kan du dér påvirke nogle overordnede principper i en eller anden retning. De fornuftige af de ting, jeg har været med til at stemme igennem i Europaparlamentet, er stemt igennem med svenskere, finner, englændere osv. Og det er kun deres stemmer, der har gjort, at der blev et flertal. De ting, jeg været med til i Folketinget, er konkrete love, hvor jeg har været med til at administrere landet. Her har du en meget direkte indflydelse på udformningen. I kommunen er det klart, at de ydre rammer er lagt af Folketinget. Men der er jo i høj grad en mulighed for administrativt at udmønte den politik, der er, på forskellig vis.«

Hellere indflydelse end magt

Selv om magtspillet mellem kommuner og Christiansborg ikke er til at overse, er der paradoksalt nok ingen herhjemme, der vil indrømme, at de har magten eller forfølger den. Det skyldes, at vi i Danmark forbinder magt med noget negativt, fordi den indskrænker menneskers råderum, forklarer professor og medlem af den tidligere Magtudrednings forskningsledelse Torben Beck Jørgensen.

»Det er karakteristisk for Danmark, at vi er lidt mistroiske over for magt,« siger han og hæfter sig ved, at det er meget få, der vil vedstå sig magten.

»Men folk vil meget gerne sige, at de har indflydelse. Indflydelse klinger mere af, at man har gode argumenter, man har undersøgt sagen, man har sagkundskaben på sin side. Man anses for en troværdig person, som folk kan have tillid til. Omvendt kan magt associeres til manipulation og det, at man undertrykker andre. Du undertrykker ikke nødvendigvis andre, hvis du har indflydelse,« siger Torben Beck Jørgensen.

Af den grund ser vi sjældent magt som noget positivt, som muligheden for at gennemføre noget. Tværtimod vil vi gerne gøre magten konkret og sætte ansigt på den, så den bliver lettere at forholde sig til – og tage afstand fra.

»Nogle gange tror vi, at vi skal lede efter bestemte mennesker, der sidder i bestemte magtfulde positioner, for eksempel en borgmester,« siger Torben Beck Jørgensen, men i virkeligheden kan afmagt ofte camoufleres som magt.

Det er kendt i forskningen, at der findes en såkaldt efterligningspraksis, der beskriver, hvordan man får gennemført til forandringer i for eksempel en forvaltning.

En undersøgelse fra midt i 90’erne forsøgte at finde ud af, hvad der fik nogle kommuner til at etablere et såkaldt beskæftigelseskontor, og folkene bag undersøgelsen havde flere hypoteser. Blandt andet gik de ud fra, at høj arbejdsløshed eller et S-SF-flertal ville tilskynde en kommune til at få oprettet et sekretariat. Men den egentlige årsag viste sig at hænge sammen med, om en nabokommune allerede havde etableret et.

At kommuner efterligner hinanden er et velkendt faktum, påpeger Torben Beck Jørgensen, og på den måde kopierer kommunerne magten. Det kan være, at man lytter til andres erfaringer, eller at det mest fremkommelige er at gøre som nabokommunen – frem for at afsøge en masse dyre muligheder.

»Man står mange gange som borgmester eller udvalgsformand i en beslutningssituation, hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre, og derfor er det mest tillokkende at efterligne andre,« forklarer Torben Beck Jørgensen.

— Er det magt?

»Det er jo spørgsmålet. Du vil formentlig mange gange finde folk, der oplever, at de beslutter og bestemmer en masse, men de ser ikke rigtig, hvor meget de er bundet ind i regler. For at have det rart med det, kan man også være tilbøjelig til at tro, at man har en masse magt.«

Hvem har magten?

Magt kan med andre ord være et meget abstrakt fænomen, som politologerne har en lang række teorier om. Definitionen kan også være interessant – om end lidt langhåret. Langt mere konkret er det andet spørgsmål, når det handler om magt; nemlig hvor den er.

Professor Jens Blom-Hansen fra Aarhus Universitet har over flere omgange undersøgt forholdet mellem stat og kommune, og han vurderer statens magt til at være langt større end kommunernes.

»Staten har muligheden for at fastsætte rammerne for kommunernes virksomhed, mens det omvendte ikke gør sig gældende,« siger han. Men det er som nævnt en både og-historie, og professoren mener da også, at kommunerne har »en vis magt«.

»Der er frihedsgrader inden for lovens rammer til at tilpasse serviceniveauet lokalt til lokale præferencer og behov. Men det er selvfølgelig inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen, og på den måde har staten fat i den lange ende.«

— Hvem har så magten?

»Det er et titusind kroners spørgsmål, som er lidt umuligt at besvare. Et lidt vagt svar er, at der er lidt magt alle steder. Der er ingen af de niveauer, som er uden magt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Scheel Andersen

Vælgernes indflydelse og stemme mangler til at legitimere de næste års nedskæringer, centraliseringer og forringelser.
Politikken er jo fastlagt for længst af EU for det første og sanktioneret af Folketinget.

Dennis Berg, Mads Kjærgård, Jørn Petersen, Rune Petersen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar

For bare et år siden dokumenterede en større undersøgelse blandt landets kommunalpolitikere, at over 40% af de folkevalgte ikke følte sig i stand til at komme igennem med noget som helst nytænkende politisk arbejde eller idéer over for de ledende ikke-folkevalgte embedsmænd med kommunaldirektørerne i front, der som bekendt primært består af uddannede jurister og økonomer fra det magtfulde fagforbund DJØF.

Lige netop denne fagforening har gennem rigtig mange år oprettet det ene unødvendige administrative lag efter det andet i staten og kommunerne, udelukkende for at deres egne uddannede medlemmer kan få et fedt job med høj overenskomstmæssig løn, ferie, pension og frynsegoder, selv om der ikke er behov for deres arbejdskraft, og disse ansættelser sker på bekostning af blandt andet SOSU-medarbejderne, så ældre hjælpeløse pensionister hver dag må ligge og flyde i deres eget skidt i hjemmet uden den nødvendige assistance fra kommunerne.

DJØF’erne har tilranet sig magten i kommunerne.

At legimitere politikkerne, er nok den største fejl man som vælger kan begå i disse tider.

Derfor stem blankt.

Kim Houmøller, Carsten Mortensen, Flemming Scheel Andersen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

"Hvem har så magten?" - man kunne også spørge - Hvem ejer Danmark? ...

randi christiansen, Dennis Berg, Rune Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Åh ja. Mon nu også denne SDU-mand har ret:
»Kommunernes velfærdspolitik er blevet mere ensrettet. Og det er sådan set en villet og en ønsket udvikling, fordi vi gerne vil have, at alle borgere har adgang til for eksempel samme kvalitet i folkeskolen,« forklarer professor Asbjørn Sonne Nørgaard fra Syddansk Universitet.
Hvem er det opfundne 'vi' der gerne vil have at alle borgere har adgang til samme kvalitet i folkeskolen? Er det det velbeslåede 'vi' der ifølge mange andre undersøgelser helst sender deres børn på privatskole?
At kommunernes velfærdspolitik er blevet mere ensrettet er et resultat af, at VKOs skattestopspolitik, således at ingen i 15 år har kunnet udvikle den offentlige sektor, men alene er løbet spidsrod i besparelser, og medieopblæste lokalsager, hvor Folketingspolitikere uafladeligt grebet ind i alle mulige ting.
Venstre's kup mod primærkommunerne, var et kup mod det primære demokrati, og vi ser jo tydeligt, hvordan befolkningen bliver mere og mere passiv. Optaget som folk er blevet, af rollespil, hussalg, sort arbejde, og Hvem vil være millionær?
Et hovedansvar herfor har de elektroniske medier - og politikken omkring dem? Medierne er stort set renset for lokalpolitiske - endsige politiske problemstillinger, som borgerne kan forholde sig til.
Næsten al politik fremstilles som professonelle skænderier, hvor deltagerne blot graver sig dybere og dybere ned i hver deres lejre. Og således væmmes vi over politikere og demokrati, og mange drømmer om 'en stærk' personlighed, der kan tage styringen....

Jeg synes Brockdorff, du alt for let fritager politikerne - og stemmekvæget (dig selv) for ansvaret for at det går som det går.
Det er helt forkert, at DJØFferne har taget magten. Alle DJØF handllinger i det offentlige skal sanktioneres politisk. Så, der er du helt galt afmarcheret.
At det så er sådan, at kommunalpolitikerne er blevet overvældet af omfangen af opgaven i vores megakommuner, kan næppe overraske nogen. Ligesom den uhyrlige afstand til borgerne, gør det svært for kommunalpolitikerne at orientere sig. Men det er jo alt sammen en del af resultaterne af VKO-anslaget mod det primære demokrati.

@ Flemming Scheel Andersen: Jeg mener du tager fejl mht. kommunalpolitikken og EU. Danmark havde allerede FØR kommunalreformkuppet de største kommuner i Europa. Og kigger du ud i de øvrige EU-lande er der stadig lokaldemokrati, der fungerer.
Det ulykkelige ved din position er, at du fritager den politiske udvikling i Danmark for ansvar, at du bare ser al dansk politik som en viljeløst vedhæng til hvad der sker i EU. Det er - undskyld mit udtryk - for sølle, pjevset og maner til passivitet. :-(

Mads Kjærgård

"Det er magten til at bestemme, om en skole skal nedlægges."

Men "skolen" bliver jo altid nedlagt! Uanset hvem der sidder rundt om bordet og uanset om vælgerne er imod!

Mads Kjærgård

"at du bare ser al dansk politik som en viljeløst vedhæng til hvad der sker i EU."

Nok ikke desto mere sandheden at sådan er det bare! Ellers synes jeg godt nok, at man mangler en forklaring på Helle Thornings "gøren og laden"!

Nej, EU har da ikke meget DIREKTE magt over kommunerne. Det har til gengæld folketinget, som EU så til gengæld har stor magt over. Dermed får EU stor INDIREKTE magt over kommunerne.

Så længe kommunerne i den grad er lagt i spændetrøje af folketinget, så kan man ikke tale om en betydelig magt hos dem.

Kommunerne har frihed til nedskæringer. Frihed til at følge de økonomiske incitamenter. Frihed til skattelettelser.
Med andre ord: Frihed til at gøre, hvad folketinget siger.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Eller hvor magten nu siver hen. I aftes var en studievært på en tv-avis på DR1 (så vidt jeg husker) meget optaget af, at ansvar for 'social dumpning' skulle placeres hos Bjarne Corydon i stedet for kommunerne, angiveligt fordi nogle socialdemokratiske kandidater til kommunalvalget var fortørnede over, Bjarne Corydon ikke ville lovgive om det. Studieværten accepterede ikke det svar fra Bjarne Corydon, at kommunerne kunne kræve kædeansvar, og socialdemokratiske kommuner ville gøre det, men krævede nærmest, det skulle indføres ved lov. Jeg synes, studieværtens adfærd antydede, at det var magtpålæggende for pressen at placere mest mulig magt hos Folketinget, hvorved kommuner og regioner i realiteten tømmes for magt.

Flemming Scheel Andersen

Lars Dahl

Uanset hvilke superlativer du nu ønsker at hænge på mit lille træ, så er roden på dette træ nu engang plantet i den jord EU gøder.

Ved at underskrive EUs finanspagt som første handling som statsminister, har HTS bestemt at kun borgerlig (nedskærings)politik er mulig fremover og det er så det råderum vore kommuner har at bevæge sig i.
Og det er EUs sigte at det skal være sådan ellers giver hverken EU eller finanspagt, det kommende banktilsyn under EU eller hele EUs konstruktion nogen mening overhovedet.

At andre lande endnu har formået at få deres lokalpolitik til at fungere indenfor EU, som udenfor EU, tjener dem da til ære, men under EUs harmoniseringsparadis har det en stakket frist, hvilket du udmærket ved.
Masser af lokalpolitiske beslutninger allerede nu må indrette sig , dels efter EUs økonomiske sigte og krav, dels efter Eus miljøbestemmelser og EUs arbejdsmarked under den fri bevægelighed og afsavnene af de manglende skatteindbetalinger fra de fra kapitaloverførsler.

Og ja at Danmark er specielt hårdt ramt af disse regler er da vore egne politikeres ansvar, ingen har påstået andet.
Så resultatet af politikernes ansvar her i landet, er at EUs indflydelse helt ned på lokalpolitik er overdrevet til er vrangbillede af et demokrati.
Og det er sådan fordi vore politikeres mål er de fede lønninger og diæter i EU, som disse mennesker ikke ville kunne oppebære nogen andre stedet og at de har blikket stift rettet imod det mål.
Helt i modstrid med befolkningen ønsker og behov.
Der er dit lokal valg........også dit lokal valg skulle jeg hilse at sige.

Carsten Mortensen, Jørn Petersen, Rasmus Kongshøj og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Hvis kommunerne har magt, hvorfor bruger de så ikke de 8 mia, som de angivelig skulle have på kistebunden, til velfærdsinvesteringer?

Klaus Rød Frederiksen

Måske lidt udenfor tråden - men hvor er det dog en daglig glæde af have Informations fotografer til at forklare, hvordan verden hænger sammen. Også når det kommer til magt.

Netop Randi
Hvis kommunerne sparer mere end Eu og fjolsetinget forlanger,
så er der kun et sted at angribe. Derfor er kommunevalget vigtigt.

Rasmus Kongshøj og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Gad vide hvorfor reklamekampagnen for stemmeafgivelse er vigtig for politikerne.
I de sidste fire år har vælgerne kun været besvær.
Hvad er det vælgerne skal bruges til nu af "deres" politikere??

Børge Rahbech Jensen

Hvad kræver EU af kommuner og regioner? Mig bekendt intet, hvilket fører til næste spørgsmål: Hvor stammer den formodede viden om EU fra, når den nu med stor sandsynlighed er forkert? Hvem opdrager befolkningen til ubetinget tillid til pressen og til EU-modstandere?

"Mogens Camre har været ude af politik i fire år, men hvis han som ventet vælges ind i byrådet, bliver han en af de få, der har haft en post på alle tre politiske niveauer i Danmark; byråd, Folketing og EU. Foto"
Meget tankevækkende at Regioner er undladt i niveauerne.

(Det betyder vel at Lars Løkke har haft succes med at fjerne et socialdemokratisk domineret lag i form af amterne, og samtidig bevare en lille buffer ift. sundhedssektoren så det ikke bliver et tema i folketingsvalgkampen, fordi de fleste gerne vil ha' den kontrolleret af rød blok)