Læsetid 15 min.

Dem vi alle sammen skal lege med

Alle elsker inklusion eller i hvert fald ideen om plads til alle i folkeskolen. Så hvorfor er det egentlig, at ét enkelt specialklassebarn mere i hver tredje klasse fra 2015 har bragt normaldanmark i undtagelsestilstand, når nu forskning viser, at det er en fordel for alle? Har fællesskabet for længst givet Brian, Hassan og bogstavbørnene fingeren?
Navn: Jens
	Går i: 6. klasse
	Diagnose: ADHD
	 


	Jeg er fan af racerkøreren Allan Simonsen. Min bedste ferie er en tur til le Mans i Frankrig i 2008. Jeg kan godt lide at se Melodi Grand Prix på youtube. Min livret er skinke. Jeg har fem bedste venner en til hver skoledag.

Navn: Jens
Går i: 6. klasse
Diagnose: ADHD
 

Jeg er fan af racerkøreren Allan Simonsen. Min bedste ferie er en tur til le Mans i Frankrig i 2008. Jeg kan godt lide at se Melodi Grand Prix på youtube. Min livret er skinke. Jeg har fem bedste venner en til hver skoledag.

Tor Birk Trads
30. november 2013

»Det er langt ude.« Peter Jonassen er vred. Ikke over at han som velmenende SF’er og skoleudvalgsformand har skullet stå til tæsk og være prygelknabe for Vordingborgs drastiske ’nu laver vi det hele om’-forandringer af kommunens skoler. Men over, at det er børn, der er kommet i krydsilden i kampens hede.

I den netop overståede kommunalvalgkamp har sager om voldelige skoleelever – en knægt på 11 år – optaget den lokale presse. Og det er børn fra de tidligere specialtilbud, kommunen har besluttet som hovedregel skal inkluderes i de almindelige skoleklasser, der bliver hængt ud.

»Det er uklart, om det er inklusionsbørnene, der slår, men det er inklusionsbørnene, det går ud over. Skal inklusionsbørnene til at have mærkater i panden, så vi kan se, hvem det er, der laver ballade? Det minder jo om sydstaterne i USA. Men der er en borgerliste, som har haft tre mærkesager, de kan køre på: modstand mod vindmøller, rådhuset og inklusion,« siger Peter Jonassen.

Der har været artikler om forældre, der har været nødt til at holde vagt i klasserne, selv om det vist i virkeligheden handlede om én klasse, hvor skolen havde lavet en aftale med en forælder om at deltage i undervisningen. Og en skolelærer i kommunen kom på landsdækkende tv, fordi hun havde fået nok af inklusionen og meldte sig under borgerlistens faner.

Al den slags kan jo tilskrives valgkamp, der selv i en fredelig provinsby som Vordingborg kan gå hen og blive uskøn politisk mudderkastning. Men inklusion har også på landsplan været et dominerende tema. Mange byrådskandidater har ført valgkamp på Folketingets inklusionslov fra 2012, der dikterer, at 96 procent af alle børn efter 2015 skal gå i de almindelige klasser mod 94,9 i dag. En lov, som de, der gerne ville vælges, frygter vil tvinge folkeskolen i knæ.

Og Peter Jonassen er ikke alene med sin fornemmelse af en stemning af ’dem og os.’ ’Os’, der kan tilpasse OS, og ’dem’, der ikke kan. Det er, som om nogen har tændt en stor projektør, som lyser på alt, der stikker ud.

Successerne forsvinder

Winnie Kistrup, viceskoleleder for tre skoler på Møn i Vordingborg Kommune, siger:

»Mange forældre til børn i de tidligere specialklasser har været nervøse for inklusionsprocessen. Men stort set alle fra den gruppe er glade for, at deres børn nu er en del af det almindelige fællesskab. Modstanden kommer fra normalklassebørnenes forældre. Jeg oplever, at man nogle steder forveksler inklusion med børn, der har sociale vanskeligheder. Så får de prædikatet inklusionsbørn. De børn, som inklusionsprocessen er et gode for, forsvinder, fordi det er de urolige børn, der får trukket overskrifter.«

I en måling foretaget af Epinion for Danmarks Lærerforening svarer 62 procent af de over 1.000 adspurgte forældre, at deres børns undervisning er negativt påvirket af, at der er børn med adfærds- og indlæringsproblemer i klassen. En anden undersøgelse viste, at hver tredje forældre ikke ønsker, at deres barn skal sidde ved siden af en med ADHD.

Det var den undersøgelse, der gjorde, at Karina Sauer, mor til en pige med kromosomændringen Prader-Willie-syndrom, fik nok og skrev en kronik i Politiken. Ikke for at forsvare Vordingborg Kommune, hvor Karina Sauer bor med sin datter, der har gået i specialtilbud siden børnehaven. Kommunens håndtering af inklusionen lader meget tilbage at ønske, synes Karina Sauer, der er uddannet lærer. Man har lavet skolesammenlægninger og besluttet, at kommunens specialklasseelever som udgangspunkt skulle inkluderes. Det er gået for hurtigt og har været for kaotisk. Men Karina Sauer har fået en datter, der er glad for at gå i skole. I en helt almindelig klasse. Og de sociale spilleregler, som før førte til vrede og mindre pæne ord, når de spændte snubletråde ud for en pige, der gerne ville, er afløst af venindebesøg og meget mere af, hvad der hører til i en teenagers liv.

»Jeg har ikke lyst til, at min datter skal være en af dem. Jeg har lyst til, at hun skal være en af os. Derfor synes jeg, den ’os og dem’-holdning er skræmmende, for den eneste rigtige vej er, at vi lærer at rumme nogen, der er anderledes end os selv. Det handler ikke kun om ressourcer, men også om at ændre holdning,« siger Karina Sauer, der selv har arbejdet med inklusion i en folkeskole, som hun pt. har orlov fra.

Hvad skal vi med fællesskabet?

At dømme efter mediernes dækning står det imidlertid meget skidt til med inklusionen i Danmark. Lærerne siger i undersøgelse efter undersøgelse, at de ikke føler sig godt nok klædt på til opgaven. De mangler viden og ressourcer, og de frygter for kvaliteten af den undervisning, som både de inkluderede børn og børnene i de almindelige klasser får. Oven i det er der beretninger fra lærere som Christine Falmer-Nielsen fra Frederiksberg, der fortæller DR, at hun har 21 børn, hvoraf tre har diagnoser eller er ved at blive udredt. Eller Dorte Bækhave fra Vordingborgs lokalliste, der har en klasse med 22, hvoraf fire elever har særlige behov.

Kigger man på det reelle tal for, hvor mange børn der ifølge inklusionsloven skal have deres daglige gang i en folkeskole i stedet for en specialskole efter 2015, drejer det sig imidlertid om 9.000 børn med særlige behov. Det svarer til, at der skal én ny elev ind i hver tredje klasse. Eller at vi skal ned på samme niveau for eksklusion af elever som i 2007, som professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU, påpeger. Egelund betvivler ikke, at der er klasser, hvor antallet af inkluderede elever vil være større, men siger:

»Hvis man følger mediernes dækning og snakken derude på lærerværelserne, er det jo, som om at nu kommer der tre-fire elever med ADHD væltende ind i hver klasse. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om. Vi skal ned på 2007 niveau, så al den ballade er jo helt uhørt.«

At der findes 51.000 elever i folkeskolen, der allerede er inkluderet i folkeskolens almindelige undervisningstilbud, hvoraf 44.840 modtager mellem 0-6 timers specialundervisning om ugen, og 4.111 modtager mellem 7 og 11, giver Niels Egelund ikke meget for. Han henviser til, at lande som Sverige og Finland ekskluderer langt færre elever til specialundervisning.

»Danmark har jo nordisk rekord i at ekskludere. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt,« siger han.

Der kan være mange forklaringer på, hvorfor inklusionsballaden fylder så meget. Men samstemmende lyder det, at det er en kulturforandring, der er i gang i folkeskolen og i det samfund, som skaber den. En forandring der handler om, hvad et fællesskab skal kunne rumme.

I de sidste 25-30 år er der sket en eksplosion i antallet af elever, der blev visiteret og sendt videre til andre tilbud. Nogle steder hed det obs-klasser, og det var ikke vejen tilbage til den normale klasse, men vejen væk. Eller som Lisbeth Mogensen, skoledirektør i Vordingborg Kommune siger:

»Vi har brugt de sidste 25-30 år på at ekskludere børn og få dem ud af klasserne. Nu skal de pludselig tilbage igen. Det er et paradigmeskift og en kulturforandring, som kræver at alle – lærere, forældre og kommuner – er nødt til at påtage sig et nyt ansvar.«

Det bemærkelsesværdige er imidlertid ifølge Erik Pedersen, Centerchef for Uddannelse og Pædagogik i Lyngby-Taarbæk Kommune og forfatter til bogen Inklusion – fra skole til samfund, at der i den samme periode er et stærkt politisk fokus på at skabe lighed på tværs af sociale klasser og forældrenes uddannelsesbaggrund.

»Der er sket en voldsom stigning i antallet af problemramte børn, der bliver fysisk udstødt i den vidtgående specialundervisning, og det er stort set sammenfaldende med den periode, hvor netop ligheden skulle have sat sig afgørende igennem. Man kan sige, at man på den måde bruger særligt mange ressourcer på de svageste børn, men det fører bare ikke til inklusion i voksenlivet, tværtimod. Det er dermed heller ikke lighedsfremmende,«‹ siger Erik Pedersen og noterer, at der trods modstand mod niveaudeling er sket netop det, bare fra neden via specialundervisning.

Krisen åbner nye vinduer

Inklusionsdebatten er langtfra ny i skoleverdenen.

Men det er en opsigtsvækkende Deloitte- rapport fra 2010, der kommer til at markere et skift. Rapporten konstaterer, at de samlede udgifter til specialundervisning i skoleåret 2008-09 udgør 12,8 milliarder kroner, hvilket svarer til 29,7 procent af de samlede udgifter i folkeskolen. Udgifterne til den såkaldt segregerede specialundervisning, dvs. specialklasser og specialskoler, hvor børnene ikke er integrerede i nogen form for almindelig skoleklasse, udgør hele 80 procent af de 12,8 milliarder. Udviklingen fortæller en historie i tal, som også handler om, at fællesskabet udhules på to måder. Dels bliver der færre og færre penge til de almindelige elever i folkeskolen, som presses af kommunernes økonomiske spændetrøje. Samtidig bliver der flere og flere børn, som aldrig bliver en del af fællesskabet.

Men i kraft af den økonomiske krise, der slår igennem i 2008, åbnes der ifølge Niels Egelund, et vindue for forandringer. Professoren sammenligner ligefrem de omvæltninger, vi ser nu, med tiden efter 1864, hvor landbruget blev tvunget til at finde nye produktionsformer og gik fra eksportere levende kvæg til at lave forarbejdede produkter.

»Når man kommer derop i udgiftsniveau, begynder det at gøre ondt. Sidst man målte udgiftsniveauet var i 1996, og der lå det på 16-17 procent af de samlede udgifter til folkeskolen. Man kan have en masse ideologi, og det har man også haft om en inkluderende folkeskole, men det er først, når der kommer økonomi ind i det, at det begynder at rykke,« siger Niels Egelund.

Rapporten peger også på, at den er gal med styringen af udgiftsniveauet i mange kommuner.

»Efter strukturreformen var der nogle år, hvor man mistede styringen. Det har en del skoler benyttet sig af ved at få mange elever ekskluderet primært til specialklasser, som blev oprettet med rivende hast, fordi der ikke var nogen, der protesterede. Førhen var det gratis for skolerne at sende elever videre, fordi det var en anden kasse, der betalte. Så kunne man ånde lettet op, for så slap man jo af med problemerne.«

Med inklusionsloven fra 2012 sætter politikerne foden på bremsen. Systemet bliver lavet om, og der kommer økonomiske incitamenter til at beholde flere elever i normalklasserne.

Kurven knækker og antallet af elever i den vidtgående specialundervisning falder for første gang siden slutningen af 1990’erne. I 2010 gik 93,1 procent af alle folkeskolebørn i en almindelig klasse. Nu er det 94,9 procent.

De ekstra ressourcer mærkes ikke

Rebekka Bærnholdt er sådan en type lærer, der udstråler, at hun kan sit kram. Hendes blik lyser intenst hen over mødebordet i det lyse lokale på administrationsgangen på Gåsetårnskolen i Vordingborg, hvor hendes skoleleder har bedt hende om at fortælle om inklusion af de tidligere specialklassebørn i indskolingen.

»Jeg tror på det med at mødes som et samfund på tværs af sociale lag og kulturel baggrund. Desuden har jeg har været lærer i 15 år og har fuldstændig styr på at lede en klasse. Men jeg er blevet kastet ud på dybt vand, for jeg ikke har specialviden om de nye børn, der kommer ind i klasserne. Det er i nogle tilfælde børn, som kognitivt og fagligt overhovedet ikke rammer, og derfor er svære at inkludere i fællesskabet,« siger hun.

Andre børn kan have oplevet svigt i familien, som gør, at de indlæringsmæssigt er sat år tilbage, og atter andre er sensitive børn, der reagerer over for mange og høje lyde.

»Vi skal kunne rumme alle. Men der kom en ubalance i forhold til, at vi har fået større klasser med 28 børn som følge af skolesammenlægninger. Dertil kommer mange nye tosprogede elever. Så hvor går grænsen for, hvad en klasse skal rumme, og hvor går grænsen for, hvor mange børn, der skal inkluderes. Det savner jeg en professionel vurdering af.«

80 procent af lærerne i Vordingborg Kommune siger i en undersøgelse, at de slet ikke får de rigtige kurser og efteruddannelse for at imødekomme de nye opgaver.

»Kurserne rammer skævt, fordi de børn, vi får, slet ikke passer ind i klassen. Inklusionsledelse for fagligt og kognitivt svage børn kræver, at man kan splitte sig op som lærer og skabe relation til hvert enkelt barn. Men det kan man ikke, for en lærer kan ikke dele sig op i så og så mange stykker i undervisningen. Og der er ikke ekstra støtte nok,« siger Rebekka Bærnholdt.

Lærerne forsøger at opdele børnene i forskellige grupper, hvor man kan tage hensyn til deres forskellige faglige og sociale kompetencer. Men det kræver også ekstra støtte.

Ifølge formanden for kommunens børne- og ungeudvalg, Peter Jonassen, har kommunen sendt 3.000 kroner ekstra med hvert enkelt barn, som skolerne nu selv råder over. Til gengæld koster det skolen 300.000 kr svarende en halv lærerstilling, hvis et barn skal henvises til det nyoprettede kompetencecenter i kommunen, der har erstattet de tidligere specialklasser.

Men de ekstra ressourcer har Rebekka Bærnholdt svært ved at få øje på:

»Det er ikke min oplevelse, at vi har fået flere ressourcer eller flere holdtimer. I stedet går den ekstra tid nu til de meget belastede børn. Den tager vi fra de børn, som vi tidligere betragtede som nogle, der skulle have ekstra opmærksomhed i vores rummelige folkeskole. De drukner nu, og det er bekymrende.«

I Vordingborg Kommune har man brugt 35 procent af skolebudgettet på at sende børn i specialtilbud mod knap 30 procent på landsplan. Det tal kommer bag på Rebekka Bærnholdt:

»Jeg har aldrig sendt børn fra mine klasser videre i specialtilbud, men det er da et meget interessant tal, du kommer med, det har jeg aldrig hørt,« siger hun.

Men det har skoleudvalgsformand Peter Jonassen i den grad:

»Jeg forstår godt, at lærerne synes, det er en svær opgave. Men vi er nødt til at inkludere, når 35 procent af vores skolebudget er blevet brugt på eksklusion af nogen, som måske slet ikke skulle have været ekskluderet. Hvordan skal samfundet hænge sammen på den lange bane, hvis vi putter så mange ned i en kasse, som de aldrig kommer tilbage fra? Børn har ret til at blive inkluderet i et fællesskab. Hvis fællesskabet ikke kan finde en løsning, så må der selvfølgelig i sidste ende findes på noget andet. Men de skal have muligheden, og vi skal gå meget langt for at inkludere dem i fællesskabet.«

Fokus på læringsmiljø

Forskningen giver Peter Jonassen ret. Deloittes rapport peger f.eks. på, at alle pengene til den vidtgående specialundervisning ikke nødvendigvis er særlig godt givet ud. Spørger man specialskolebørn, specialklassebørnene og deres forældre, er der en klar holdning om, at tilbuddene giver eleverne selvtillid og sociale kompetencer, så de får lyst og mod på at starte en ungdomsuddannelse.

Men fagligt halter specialklassebørnene gevaldigt bagefter. Kun ca. en fjerdedel af dem går til folkeskolens afgangsprøver, der er afgørende for overhovedet at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Dette billede bekræftes af en anden undersøgelse fra KORA, kommunerne og amternes forskningsenhed fra 2009. Endelig viser et review fra Dansk Clearinghouse, at både almenelever og inkluderede elever får noget ud af inklusion. Den første gruppe lærer at tage hensyn, mens den anden får et højere fagligt udbytte end i specialtilbud. Dog oplever specialbørnene dårligere trivsel, jo ældre de bliver, fordi de begynder at måle sig med omverdenens øjne.

Men ifølge centerchef Erik Pedersen får inklusionsdebatten sjældent det perspektiv, at der sker en massiv parkering af mennesker i disse år. I stedet handler diskussionen om, hvad man skal stille op med en dreng, der sparker.

»De fleste store samfundsproblemer kan i dag koges ned til spørgsmålet om inklusion og eksklusion. Hvad sker der f.eks., hvis man ikke har et arbejde, er man så et del af andre samfundssystemer? Har man et socialt netværk, kan man føre en retssag, hvis man føler sig krænket, kan man have et kærlighedsliv som andre? Det her er større end inklusion i folkeskolen, der nemt kommer til at handle om bogstavbørn.«

Ifølge Erik Pedersen er der ingen vej uden om at fokusere på skolernes læringsmiljø, noget der allerede sker mange steder, f.eks. via nye læringsmodeller som den såkaldte LP-model.

»Kommunerne og lærerne skal lade være med at putte diagnoser på børnene, som gør det alt for nemt at vikle sig ud af, hvad man som lærer, skoleleder og kommune selv kan gøre. Og det er selvfølgelig svært at kigge på sig selv i stedet for på andre. Men læreren skal have ansvaret for, hvad der sker i klassen. Man kan ikke sige, at den eneste grund til, at en klasse ikke kan styres, hedder Brian og Hassan.«

Børnene får skylden

Da Karina Sauer blev gravid for 13 år siden, var der intet, der tydede på, at hun skulle have et handicappet barn. Hun spiste sundt, drak ikke og dyrkede motion, præcis som en ansvarsfuld, vordende mor forventes at gøre. Men Karina Sauers datter blev født med en kromosomfejl, og handicap kan lige så vel ramme børn til de forældre, der i dag brokker sig over inklusionen, siger hun, da hun sidder over en danskvand på en café på Vordingborgs formiddagsstille hovedstrøg.

»Nu blev det mig, og jeg var måske et af de mennesker, der havde lidt handicapfobi, hvis et anderledes menneske kom for tæt på. Så jeg forstår jo godt, at hvis der kommer noget, som gør os usikre, så er det nemmeste at gå den anden vej. Men jeg ser inklusionen med alle dens dilemmaer som en kærkommen lejlighed til at sætte spørgsmålstegn ved den intolerance og egoisme, som individualiseringen også har medført, og måske genfinde fællesskabets værdier om åbenhed, omsorg og nysgerrighed,« siger Karina Sauer. Hun ærgrer sig samtidig over, at så mange kommuner griber inklusionen an, så det giver flere problemer, end processen måske kan bære:

»Alle de negative historier risikerer at få inklusionen til at køre helt af sporet, mens inklusionsbørnene får skylden, og der igen oprettes specialklasser i et væk.«

Og Andreas Rasch-Christensen, forskningschef, VIA University College giver hende til dels ret:

»Der er rigtig mange kommuner, som f.eks. Herning, Viborg eller Silkeborg, hvor inklusionen fungerer godt, fordi de har investeret i god tid. Mens det andre steder er kommet for sent i gang med at opbygge specialviden hos lærerne som f.eks. i Vordingborg.«

Men måske er det netop i mødet mellem de forældre, der har lyttet til politikernes krav om øget faglighed og skolens nye virkelighed, at kæden ryger af i inklusionsdebatten. Når man taler med forældre med et gennemsnitligt forhold til folkeskolen, dvs. lunkent og altid med et ben på vej over i privatskolen, bliver inklusionen ofte lagt for had, fordi den sætter spot på, at der i forvejen opleves meget uro i klasserne.

Skoledirektør Lisbeth Mogensen mener, at inklusion sætter spot på middelklassen.

»Dynamitten i det her er, at der er rigtig mange børn i de almindelige klasser, der i forvejen har adfærdsmæssige problemer og har svært ved at være del af det sociale fællesskab af mange forskellige grunde – og det er ikke diagnosebørnene, vi taler om. Vi opdrager børn i dag til at være små individualister og beder dem bagefter om at indgå i et fællesskab. Men vi har meget svært ved at tale om åbent om, at vi som forældre ikke er gode nok til at hjælpe vores børn med at indgå i sociale sammenhænge.«

Danmarks Lærerforening er helt enig i visionen om mere inklusion, men lærer Rebekka Bærnholdts virkelighed afspejles meget præcist i fagforeningens oplevelse af, at kommunerne bruger øvelsen til at spare. Samtidig føler lærerne sig trådt på efter forårets lockout, som medførte en ny arbejdstidsaftale, lærerne var imod.

Imidlertid viser en foreløbig undersøgelse i 12 repræsentativt udvalgte kommuner, at man ikke generelt kan tale om, at inklusion bare bliver brugt til at spare.

»Det ser foreløbigt ikke ud til at være blevet en spareøvelse,« siger Andreas Rask. Han suppleres af Niels Egelund:

»Der er nogle helt nye mekanismer som følge af den nye lov, der betyder, at den ekstra indsats, som det vitterlig kræver at være en inkluderende lærer, nu kan belønnes. I den nye overenskomst har skolelederne f.eks. mulighed for at nedsætte antallet af undervisningstimer for en lærer, der påtager sig en ekstra opgave med inklusion. Skolerne kan samtidig belønnes, hvis de tager tidligere specialklassebørn fra andre kommuner. Der følger altså penge med.«

Alle fotos til artiklen er taget af Tor Birk Trads. De kan ses i høj opløsningen på Fotobloggen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Dorthe Østerby Toft
    Dorthe Østerby Toft
  • Brugerbillede for Einar Meyer Petersen
    Einar Meyer Petersen
  • Brugerbillede for Jette M. Abildgaard
    Jette M. Abildgaard
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Peter Taitto
    Peter Taitto
  • Brugerbillede for Niels P Sønderskov
    Niels P Sønderskov
Dorthe Østerby Toft, Einar Meyer Petersen, Jette M. Abildgaard, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Peter Taitto og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Brian Pietersen
Brian Pietersen

jeg har intet imod det..ud over at ressourcer ikke følger med.

nu har jeg selv haft medden helt tunge ende at gøre.... og der skal man så være en lære pr elev.

så afhængig af hvad du vil med folkeskolen og der følger ressourcer med, så er jeg åben, men hvis ressourcerne ikke følger med, så er det fastholdelse på fastholdelse med ødelagte elever og lærere til følge.

June Beltoft, Mogens Fosgerau, Claus Jørgensen, Torben Nielsen, Flemming Scheel Andersen, lars abildgaard, Søren Bro og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Richard Sørensen
Richard Sørensen

Bla. Bla. Bla.
Det hele en spareøvelse. Ikke en inklusionsøvelse! Derfor er det en ulykkelig historie.

Levi Jahnsen, June Beltoft, Søren Roepstorff, Lykke Johansen, Helle Bosselmann, Tina Skivild, Torben Nielsen, Majbritt Nielsen, Dennis Laursen, Brian Pietersen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Alle synes det er en god ide. Naturligvis, for man er da frisindet. Det er ligesom med børn af indvandrere de skal naturligvis også gå i skolen. Men lille Villads har vi nu sendt i en sød lille privatskole, som er så god og hvor børnene er så trygge, og hvis der er nogle slemme drenge, ja så bliver de altså sat over på den store stygge folkeskole, for på vores skole skal man udvise tolerance og forståelse og kan man ikke det, så må man altså gå et andet sted.

Anton Secher, Majbritt Nielsen og Dennis Laursen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ulla Lauridsen

Ak, ja. Vi har ét af de der børn ... Vores søn er ordblind og godt begavet, og han lærte bare INTET i folkeskolen frem til 3. klasse. Det har vi papir på. Vi gjorde så det, at vi tog ham ud af skolen og hjemmeunderviste i en periode - godt og vel et skoleår - hvor han gjorde enorme fremskridt. Og SÅ kom han ind på et fint specialtilbud for ordblinde, og derfra til en normalklasse udelukkende for ordblinde. Så han er i princippet ikke specialskolebarn længere, men min pointe er noget andet: Lærerne i folkeskolen har ganske enkelt ikke forstand på, hvordan de skal hjælpe de forskellige slags specialbørn. De ved for lidt om ordblindhed, som jo eller er ret udbredt, og de ved heller ikke nok om bogstavbørnene og hvordan de bedst kan hjælpes. Og selvom de gjorde, har de ikke tid i en klasse med 28 curlingbørn, der skal ses, ses og ses.
Og for det andet har Deloitte FULDSTÆNDIG ret i, at niveauet bliver lagt for lavt i specialtilbuddene. Nogle gange er det måske forståeligt - hvis børnene for eksempel er kognitivt dysfunktionelle på én eller anden måde - men normalt begavede ordblinde børn burde kunne lære det samme som alle andre, hvis undervisningen tager højde for lavere læsehastighed og bruger andre midler, f.eks. film, oplæsning, IT-hjælpemidler oa. Sådan er det bare ikke, og det er helt tydeligt. En del af problemet er naturligvis, at børnene allerede når de kommer til specialtilbuddet er langt bagefter, men det handler altså også om for lave ambitioner hos både skole og forældre.
Anyway - jeg går varmt ind for, at alle de børn, der kan, integreres i normale klasser, hvor niveauet ligger højere end på specialtilbuddene. Vi har planer om at flytte vores egen lille ordblinde Hassan fra skolen hvor han i dag er en stor fisk i et lille bassin, til en ambitiøs privatskole, hvor han formentlig vil hænge med røven i vandskorpen. Det er bedre for ham.
Jeg har skrevet en blog og en bog om vores bestræbelser - jeg ved ikke, om det er tilladt at reklamere her, men det er faktisk også mest for at hjælpe andre i samme situation som os. Der findes intet tilsvarende, og jeg kan kun anbefale, at man selv tager hånd om sit barns situation. Der er ingen andre, der gør det
http://www.saxo.com/dk/laer-dit-ordblinde-barn-at-laese_epub_9788740491821

christel gruner-olesen, June Beltoft, Søren Roepstorff, Morten Pedersen, Sabine Behrmann, Laust Holst, Tina Skivild, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen, Jette M. Abildgaard, Steffen Gliese, Richard Sørensen, Peter Taitto og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn Petersen

Børn bliver sendt i skole for at lære, ikke for at være et værktøj til at socialisere en flok uopdragne unger og tage tæskene undervejs.

Hvorfor skal " normalgruppen " være tabere i dette spil, alle ved at lærerne sjældent når at nævne navnet på en fra normalgruppen, fordi det hele tiden hedder Brian sid nu stille, Hassan ræk hånden op hvis du vil sige noget osv.

Det fremgår jo også med al tydelighed af artiklen at det alene er et økonomisk spørgsmål.
Økonomien må jo kunne anvendes mere effektivt omkring special børnene.

Inklusion bliver defineret meget snævert, det bør gentænkes, således at skolerne ikke hænger på at placere speciel børnene i alm. klasser hele tiden, men opretter en klasse som er designet til netop disse børn med henblik på deltagelse i "normal skolen " hvor det vurderes socialt og fagligt forsvarligt.

Politikerne bør i større omfang, meget større, erkende at deres både økonomiske og sociale kompetencer ikke rækker til at varetage børns tarv.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Forud for en inklusionsproces må ligge en eksklusions proces.
Hvorfor og hvem stod for den. Det skal jeg ikke kloge mig på. Blot fastslå, at det gjorde "kloge" mennesker, eksperter !
Hvem skal stå for inklusionen. Det skal "kloge" mennesker, eksperter !
Længe leve eksperternes paradis, eller... ?

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Jeg havde i 9 år en elev der var blevet hjerneskadet ved fødslen. Han var sød og rar. dog ikke ved sin mor som han tyranniserede på det grusomste. I de mindste klasser var de andre elevers tolerance og empati enestående, men efterhånden mistede de interessen for ham. Jeg havde en uuddannet medhjælp i alle lektioner og talte med moderen om at han blev mere og mere isoleret og hans fremskridt mindre og mindre udtalte. Han fik en bærbar computer så hans skrivehandicap blev afhjulpet ( det ligger 15 år tilbage så en bærbar var ikke almindelig endnu), men udover megen omsorg ikke mere specialundervisning end flere langsomme læsere. Om han havde haft bedre af at gå på en specialskole er svært at sige og jeg vil tro at hans niveau i læsning lå på omkring 4. klasse og hans skriftlige niveau noget lavere da han afsluttede 9. klasse. På den skole jeg arbejde var der mange elever med forskellige handicaps som klarede sig fint, men der var naturligvis også elever med så svære psykiske problemer at lærerne måtte give op. Det er nemt at sige at læreren ikke ved noget om hvilke problemer de enkelte elever måtte have, men 99 % af lærerne er uddannede til at undervise helt almindelige børn. Elever, der er ordblinde og ikke bare læseretarderede, har så store vanskeligheder at det i en klasse med 24 elever er umuligt at tilfredsstille de særlige krav enkelte elev måtte have. Jeg kender et par voksne som er stærkt ordblinde, men helt almindelig godt begavede, de arbejder begge som henholdsvis tømrer og mekaniker, og de gik i deres skoletid på specialskoler. Den ene startede på Bernadotteskolen, men det gik altså ikke.
Selvfølgelig skal de fleste børn gå med alle andre børn, men...

Lykke Johansen, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kristensen
Lars Kristensen

Hvad angår det med at få skabt et fællesskab blandt børn i skolen, er ikke nødvendigvis også at børnene skal være sammen i alle skolens timer.

Et fællesskab skabes ikke alene i en klasse, men også mellem børn fra forskellige klasser, som overhovedet ikke går i klasse sammen.

Men desværre tænker skrivebordseksperterne på, at fællesskab det er at man er sammen i samme klasse i alle de timer man går i skolen, men sådan fungerer fællesskabers dynamik ikke.

Det vil være fint, at de børn der i visse fag har andre krav end de børn der følger lærerens anvisninger, ikke går til samme fagtimer, men har deres egne specielle fagtimer.

Samtidig skal vi også huske på, at det ikke er alle børn der trives i en klasse med over 15 elever og det glemmer desværre de økonomisk fikserede politikere, som gerne så at hver klasse havde over 30 elever.

Vi kunne fremme langt mere sociale børn ved at have små skoleklasser, frem for store og uoverskuelige klasser.

I en klasse med 30 elever vil der nemt kunne være to børn der kommer op at slås om "lederrollen", mens at en klasse med 15 elever vil denne strid om "lederrollen" være mindre, fordi 15 børn nemmere kan forholde sig til hinanden som ligeværdige.

Det er som om at eksperterne omkring den danske folkeskole slet intet ved om gruppepsykologi.

Steffen Gliese, Dennis Laursen, Flemming Scheel Andersen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jørn Petersen, det er faktisk en del af det at lære. Man skal kende verdens beskaffenhed, og det betyder verdens mangfoldighed, herunder i høj grad den generation, man er født sammen med.
Der er fag og der er alt det andet, der skal læres - alt sammen i forbindelse med at man lever sit liv med alt, hvad der bliver budt, og alt, hvad man opsøger. Virkeligheden er et vilkår, som man skal lære at vekselvirke med.

Brugerbillede for Dennis Laursen

"Diagnose: Infantil autisme
Fan af: Justin Bieber
Kan godt lide: At ride i klubben"

Hvor er det poetisk...

Eller, jeg vil nu - for at bruge Aage Sinkbæks ord i "Den Romerske Brobygger" - kalde hende "normalspilsramt".
Jeg ved ikke engang hvad min pointe er. Er det, at autisme - ligesom ADHD - er en diagnose, alle efterhånden kan få? Eller at de diagnosticerede er så "svage", at de gør alt for at blive anerkendt af de "normalspilsramte"?

Men for at være seriøs, og vende tilbage til det alvorlige:
Folkeskolen er et af de mest intolerante steder, der findes. Afvigere bliver behandlet med samme hårdhændethed, som stemplede kontrarevolutionære blev under den kinesiske kulturrevolution. Inklusion i folkeskolen er en de-facto nedskæring, for at landets elite kan få endnu flere skattelettelser. Hvis man var interesseret i reel inklusion i folkeskolen, sidestillede man psykisk terror (mobning, social eksklusion, bagtaleri, intolerance m.m.) med fysisk terror, og indførte nogle mærkbare sanktioner mod de dominerende mobbere og klikeledere.

Desuden er autister nogle af landets mest skrøbelige og svage borgere, og blandt de borgere, med størst behov for stabilitet og trykhed. Det er på ingen måder gavnligt for autistiske børn, at blive hevet ud af specialskolerne, og smidt ud i de kaotiske folkeskoler. Det får man ikke hele børn ud af. Det får man nedbrudte og selvmordstruede børn ud af!
Men det er eliten jo ligeglad med... Og lur mig, om antallet af "inkluderede autister" i skolerne på Østerbro og Frederiksberg, i Gentofte og Hellerup, er markant mindre, end i folkeskolerne på Vestegnen?

Per Torbensen, christel gruner-olesen, Mogens Fosgerau, Laust Holst, Richard Sørensen, Karsten Aaen, Jette M. Abildgaard og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg vil nu godt, Dennis Baggers Laursen, gøre opmærksom på, at der lige netop nu er sket et mærkbart skifte i den generation, der er lidt ældre end folkeskolebørnene, som man skal være tæt på for overhovedet at tro på: der er en indbyrdes tolerance, som jeg aldrig har set magen til, bl.a. fordi den i meget høj grad også medfører inklusion af alle og enhver. Det er næsten mirakuløst, og hvis det også gør sig gældende i generationerne, der er kommet efter, ser det temmelig godt ud.

Brugerbillede for Lasse Glavind

"Mange byrådskandidater har ført valgkamp på Folketingets inklusionslov fra 2012, der dikterer, at 96 procent af alle børn efter 2015 skal gå i de almindelige klasser mod 94,9 i dag."

Hør hov... Er det ikke S-SF og R, der har vedtaget dette drakoniske anslag mod det kommunale selvstyre? I 2012 var det åbenbart i orden, at Folketinget dikterede, hvad der er bedst i den enkelte kommune. Mærkeligt for i 2013 er to bade om ugen ifølge de samme partier undergravende virksomhed og et bureaukratisk helvede.

Eva Bertram, Claus Jørgensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Povl Thomsen

Lars Kristensen: "Vi kunne fremme langt mere sociale børn ved at have små skoleklasser, frem for store og uoverskuelige klasser"

Det lyder besnærende, men er formentlig ligeså ofte lodret forkert. Er klassen lidt større - ikke 30, men måske 20-24 elever - er der større chance for, at alle elever kan finde nogen, de "kan" sammen med. Hvis skolen ikke er en lille, romantiseret, 1-sporet landsbyskole, men en lidt større, flersporet skole, er der endnu større chance for at finde sammen med nogen, man er på bølgelængde med.

Hvis fx 7 af 8 drenge i klassen kommer fra den samme børnehave og alle går til fodbold sammen, så er det ikke sikkert, det er sjovt at være den, der er udenfor.

Brugerbillede for Jette M. Abildgaard
Jette M. Abildgaard

Da jeg foerst saa fotoserien med disse dejlige boern i Information var jeg ved at graede.....alle...uden undtagelse er saa alt, at for alvorlige og, i nogle af oejnene kan man naesten laese opgivelse og spoergsmaalet: Hvorfor??

Nu saa denne - ioevrigt rigtig gode - artikel om boern der er ''anderledes'' og, som har ''anderledes'' behov end de ''normale'' boern - (hvad er ''normalt''??)???

I artiklen er naevnt ord som ''faellesskab'' samt det at boern skal vaere ''ens'' eller i hvert fald behandles ''ens'', et sted lyder det naermest som om det er et problem hvis man er to-sproget (i de fleste andre lande er dette en stor fordel?) etc. og, uvaegerligt kommer jeg til at taenke paa det, jeg udelukkende kan kalder ''den Danske assimilering'', for har alt dette ikke netop noget at goer med hele det Danske samfund og, maaden det i disse aar aendres til at I netop skal (koste hvad det vil) vaere helt ens? Har det ikke noget at goere med, at alle...ikke udelukkende boern....der ikke goer og taenker som den politiker der p.t. har magten, de er ''anderledes'' og derfor bliver behandlet paa det grusomste? For ''vi'' skal alle vaere ens.....helt praecist hvorfor skal ''vi'' det? Og, hvor blev glaeden ved mangfoldighed og forskellighed af Danmark?

I en debat om noget, der umiddelbert var om noget helt andet, skrev jeg at jeg da haaber at Danmark og, en stor del af de andre Europaeiske landes ''ledere'' bliver lykkelige naar de har faaet os alle udryddet/lavet om til robotter.....blot vil der jo saa ikke vaere nogen til at ''beundre'' de oedelaegelser de har foraarsaget og, det er vist desvaerre en af de ting de (disse selvbestaltede ''ledere'') har glemt at overveje, eller???

Blot fordi man er doev er man IKKE anderledes eller dum, blot fordi man taler 2 eller flere sprog er man ikke dum eller anderledes - tvaertimod og, blot fordi man lider af ADHD (korrekt Dennis Baggers Laursen....alt for mange faar denne diagnose i Danmark) er man IKKE dum...etc. etc....

Med disse eksempler forsoeger jeg at sige, at maaske den Danske - meget ensidige - maade at undervise paa og, undervise boern paa, maaske netop ikke er saa lyksaliggoerende som det ellers kommer ud....og, jeg er glad for at se i denne artikel, at jeg vist ikke er den eneste der stiller disse spoergsmaal.

Ligeledes...naar jeg laeser artiklen her, ser billederne af disse dejlige (alt for alvorlige) boern.....saa kan jeg ikke lade vaere med at taenke, at noget er helt galt....

Tanker om denne artikle i Politiken dukker op (jeg ved jeg har brugt det mange gange.....men jeg kan garantere jeg ikke har brugt det det antal gange jeg har taenkt paa denne stakkels pige) http://politiken.dk/poltv/nyheder/indland/ECE1644165/se-kommunens-voldso...! Hun var saa ''forskellig'' at der skulle et helt hav af offentligt ansatte, politi med hunde og det hele til at goere hende ''rigtig''??? Det var jo netop ikke sandt vel? Og, det er de mennesker der behandler hende paa den maade de goer, der reelt mangler psykologisk hjaelp...og masser af den, ikke sandt? Fakta er desvaerre...helt ligesom de boern denne artikel omhandler, at det var hende der kom til at betale prisen og, de mennesker der behandlede hende saa helt umenneskeligt...jamen de droener da bare videre og, har sikkert paa nuvaerende tidspunkt glemt alt om hende...helt som boernene fra denne artikel vil blive glemt i maengden....maaske der kommer en ny politiker der har en anden holdning og, saa betaler de samme boern en gang mere, men politikeren faar lidt mere i loen og, saa er alle jo ''glade''.......

Det er som om, at i Danmark kender man udelukkende til det jeg kalder for ''input'' i undervisningen....man skal tilsyneladende ikke laengere lytte...lytte til de mennesker dette drejer sig om....smaa dejlige mennesker, som alle...hver og en af dem...er gode til noget...maaske ikke gode til det helt samme som Pia Kjaersgaard (heldigvis) eller en anden politiker eller, til det samme som mor og far. Dette goer IKKE dette lille menneske daarlig eller forkert eller syg......lad dog boernene selv vise Jer hvad de reelt kan, luk op for muligheder i stedet for at tvinge boernene til at vaere som I selv er....giv dem chancer i stedet for at ''specialisere'' dem saa de kan laere at vaere som Jer selv...noget saadant skaber robotter...ulykkelige robotter....!! Er det en robot verden I vil leve I?? Vil disse boern? Hvornaar blev de spurgt??

Da jeg laeste stiftede jeg bekendtskab med boeger af en Brasilianer hvis navn jeg ikke kan komme paa lige nu, men han blev ved og ved at fokusere paa, at ''to teach is to learn'' og, jeg tog det til mig, for er det ikke netop saadan at vi er noedt til at lytte til disse boern, for at finde ud af hvad de kan (laere os) of, ikke blot paa forhaand bestemme, at de skal undevises ''specielt'', for helt praecist hvad er ''specielt'' og, er ''specielt'' det samme for alle der f.eks, er autister? Nej vel!??

I min verden....som helt sikkert ogsaa er meget langt fra den Danske verden, er skoler som denne at foretraekke http://thinkglobalschool.org/ mest fordi, at uanset hvordan og hvor vi foeler os mest ''sikre'', saa er verden kommet meget taettere paa og, f.eks. 2-sprogede mennesker er noedvendige.....verden er stor og, her er plads til alle...ogsaa de mennesker der ikke hoerer saa godt, ikke kan se, er ordblinde, er en smule mere aktive end de 80% (IKKE noedvendigvis har ADHD...har blot ikke ro i roeven til at sidde stille som en ''god Dansker'') etc.etc.

Boer I ikke lukke op for verden, stoppe med at ens-goere alt og alle og, i stedet blive en del af Planeten Jorden? Luk Jeres boern ind......planeten er vidunderlig og nej.....smaa boern som de viste paa billederne her, skal sgu da ikke vaere bekymrede, ulykkelige, foele sig anderledes etc....de er jo vidunderlige...kig paa dem...kig rigtigt...nyd dem...elsk dem...elsk deres forskellighed....hjaelp dem med de ting DE har behov for hjaelp til...ikke hvad I har behov for de skal hjaelpes med (assimilering, Jantelov etc.).....

God soendag..

Brugerbillede for Dennis Laursen

@Peter Hansen:
Med al respekt: hvor ser du denne inklusions-mentalitet hende? Er det i programmer som DR1's "Myginds Mission", hvor klassen blev ledt af den hvide machodreng, og klassens mest passionerede Bieber-fan? Jovist, klassens nørder var "inkluderede", men det var som klart B-medlemmer. De blev til en hvis grad tolereret, men heller ikke aktivt inviteret i klasseledernes fester, arrangementer m.m., eller lukket ind i "kliken".
Er det i gymnasierne, du ser det? For jeg tror ikke, at mekanismerne her er meget anderledes end i folkeskolerne. Hvis man ikke drikker hver torsdag-søndag - eller endnu "værre", hvis man er afholdsmand - er men også her et klart B-medlem af "inklusionsskabet".
Er det i den kreative klasses reservater, du ser det? Den kreative klasses inklusions-mentalitet strækker sig i bedste fald til homoseksuelle, og så måske et par stykker af de aller højst fungerende aspergere. Hvor mange indvandrere er det lige, folk på Østerbro og Frederiksberg omgås?

Per Torbensen, Richard Sørensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Povl Thomsen

God artikel, i øvrigt. Ikke mindst fordi den for en gangs skyld illustrerer, at det er for børnenes skyld - ikke kun for pengenes - man skal inkludere.

Og så handler inklusion jo ikke primært om at hive børn ud af specialtilbud og tilbage til normalklasserne. Det er noget, som sker i en kritisk overgangsfase, som man pga kommunernes økonomiske spændetrøje har problemer med at investere ordentligt i. Den egentlige "revolution" skal ske ved, at man bliver meget mere fokuserede på at opdage "problembørnene" tidligt, gerne helt nede i daginstitutionerne, så en tidliig indsats betyder, at problemerne ikke vokser sig større og senere gør det nødvendigt at ekskludere børnene.

Det kræver både pædagoger og lærere, der er uddannelsesmæssigt klædt på til det, og psykologer m.fl. "i marken", som observerer i institutioner og klasser og sparrer med pædagoger, lærere og ledere, inddragelse af speciallæreres kompetencer i normalundervisningen etc.

Man læser jævnligt debatindlæg, som spår, at inklusion bliver folkeskolens død. Men der er ikke noget alternativ. En fortsat eksklusionskurs betyder, at pengene til normalområdet bliver ædt op. Man burde kunne få ret meget understøttet inklusion, hvis bare en eller anden passende procentdel af specialudgifterne blev på normalområdet.

Brugerbillede for Dennis Laursen

55 procent af landets lærere siger i en rundspørge foretaget af Danmarks Lærerforening for DR Nyheder, at inklusionen lykkes dårligt på deres skole.
Landsforeningen Autisme og ADHD Foreningen oplever, at flere forældre ringer og fortæller, at deres børn med autisme og ADHD ikke kommer i skole.
Børn med autisme eller ADHD-diagnoser gemmer sig i stigende grad hjemme under dynen fremfor at gå i skole.
Ikke fordi de pjækker, men fordi de er blevet skræmte af hverdagen i en almindelig folkeskole. For nogle tager det flere år at samle nok mod til igen at spadsere gennem skolegården og ind i klasselokalet.
Dét siger både formanden for ADHD-foreningen, Jette Myglegaard, og formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup, til dr.dk.
Skolevægring er et kæmpestort problem. Jeg alene får fire til seks henvendelser hver eneste uge fra forældre til børn med autisme, som skulle være inkluderet i folkeskolen, men som simpelthen ikke tør møde op, siger Heidi Thamestrup.

http://www.autismeforening.dk/nyhedSe.aspx?id=1186&linkId=11

Mogens Fosgerau, Richard Sørensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kristensen
Lars Kristensen

Vi mennesker skal ikke gå i skole for at kvalificere os til et job.

Det er ikke det skolen skal bruges til, for så er skolen blot en fabrik der producerer biologiske robotter og andre former for biologiske arbejdsredskaber. Er det en sådan skole vort samfund vil frembringe, så kan jeg godt forstå, hvorfor så mange mennesker lider af diverse psykiske problemer.

Skolen skal være et sted, hvor menneskebørnene lærer hvad det vil sige at være et menneske, fysisk og psykisk og derudover at være et oplyst, frit og ligeværdigt menneske - ikke et opkvalificeret arbejdsredskab.

Claus Jørgensen, Steffen Gliese og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Ammentorp
Martin Ammentorp

Jeg er lærer i Vordingborg. Og vil derfor ikke kommentere de konkrete eksempler, men blot tillade mig en enkelt ytring:

Inklusion er et vanskeligt ord!! Hvem vil sige, de er imod?

Brugerbillede for Jette M. Abildgaard
Jette M. Abildgaard

Martin Ammentorp,

Jeg har her - med fuldt overlaeg - indlagt et link der forklarer inklusion:

http://www8.hp.com/us/en/hp-information/about-hp/diversity/meaning.html

Som jeg - udefra - oplever mit faedrelands maade at opfatte/bruge ordet inklusion i undervisningen af boern (og sikkert ogsaa voksne) er et mere eller mindre helhjertet forsoeg paa at ens-goere (assimilere)....hvilket for mit vedkommende intet har med inklusion at goere men, er det stik modsatte...hvilket jeg haaber mit tidligere indlaeg viser...

Brugerbillede for Niels sauer

Det er totalt perspektivløst at lave en inkluderende skole på den måde, at børn, der allerede ER røget ud af tangenten pludselig skal mases tilbage i klasserne af økonomiske grunde.

Det skal handle om at UNDGÅ eksklusion i første omgang. Og på det punkt ved vi en del om, hvilke faktorer der er i spil når børn presses ud i - og over - kanten af fællesskabet. Det ved vi fra fx LP-modellens far, professor Thomas Nordahl, fra professor Bengt Persson, der har beskrevet et særdeles vellykket eksempel fra Essunga i Sverige, fra ph.d. Åsa Bartholddson, (som Mette-Line Thorup for nogle år siden lavede et spændende interview med: http://www.information.dk/200888), fra børnespykiaterne på Risskov (fx Dorte Damm) fra Tine Basse Fiskers ph.d. om inklusion, og mange flere. De peger samstemmende på det, jeg under et kalder FLIMMERSKOLEN som kilden til væksten i eksklusionen. Det handler om alt for meget ansvar for egen læring, overdreven individualisering, nedtoning af klassen til fordel for holddannelser på kryds og tværs og lærere, der optræder for meget som, vejledere og for lidt som undervisere.

Når man så ser, hvad det er for en skole, politikerne med den forestående reform påtvinger elever og lærere, må man konstatere, at de intet har set og intet har hørt. Fremover kommer den til at stå på lange og endnu mere flimrende skoledage med holddannelser ad libitum, voksne af alle arter på gennemtræk, sammenblanding af skole- og fritidspædagogik og endnu mere fortravlede lærere i endnu større klasser.
SÅ bare vent: Hvis inklusion halter nu, er det for intet at regne imod hvad der kommer til at ske.

Vi har underskrevet Salamancaerklæringen, hvis stk 8 udtrykkeligt slår fast, at dden inkluderende skole skal sikre børn med særlige behov al den støtte de har brug for. I de FÅ tilfælde, hvor de ikke kan få den i klassen - af hensyn til dem selv eller de øvrige elever (!!) - skal de tilbydes segregeret undervisning. Men hvor mange er FÅ? Med hvilket ret har politikerne lagt sig fast på, at det kun må være 4 %? Hvis nu det reelle behov er 5 eller 6 %?

Det passer i øvrigt ikke, hvad Egelund siger, at vi ekskluderer flere børn end svenskerne og finnerne. Opgørelsesmetoderne snyder. Norge har fx indført total inklusion, siger de. Men de sidste tal siger, at ikke mindre end 8 % af eleverne er ekskluderet.

Ingen kan leve med elever, der flår deres klasser og sig selv i stumper og stykker. Jeg forstår udmærket forældre, der reagerer med at trække deres børn ud. Ville selv gøre det. Aldrig i livet om jeg ville ofre mine egne børn på inklusionens ideologiske alter.

Mogens Fosgerau, Steffen Gliese, Richard Sørensen og Martin Ammentorp anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin B. Vestergaard
Martin B. Vestergaard

Jeg vil vove den påstand at alle børn kan inkluderes, det er bare et spørgsmål om vi er villige til at bruge de ressourcer det vil kræve.

Desværre foregår inklusion alt for ofte ikke, det der sker er at man i stedet for at sende børn på specialskole og ekskludere dem fra den almene folkeskole, i stedet ekskluderer dem i den almene folkeskole. Det sidste er den dårligste af to dårlige løsninger. Vi skal inkludere langt flere børn i den almene folkeskole, ikke fordi det er billigere, men fordi det er bedre, men det koster, specielt i starten, og så skal det, som Povl Thomsen skrev kl 14:49, begynde allerede i daginstitutionerne.

Vi skal væk fra de tunge systemer der er så langsomme at børnene i mange tilfælde for længst er kommet videre fra vuggestuen til børnehaven inden der er sket noget. Resultatet er at vuggestuerne/dagplejerne ikke har ressourcerne til at hjælpe børnene, men skal bruge en masse tid og ressourcer på bureaukrati og indberetninger, uden at kunne gøre sig håb om at det når at komme barnet til gode mens det er der. Tid og ressourcer der kunne være brugt bedre, både på det barn der er bekymring om, og de andre børn, og hvad gør en ansvarlig vuggestuepædagog eller dagplejer i den situation. Ikke det bedste, men det mindst ringe.

Ole Henrik Hansen blev for et par år siden både berømt og berygtet for at sige, at det ikke var normeringerne der var skyld i dårlig kvalitet i landets vuggestuer. Men det alle journalister og politikere tilsyneladende ikke lige havde fattet var, at hans udtalelse havde en forudsætning, nemlig at der var en tilstrækkelig normering. Hans forslag var 4 voksne til en vuggestuegruppe på 12 børn, der det meste af dagen skulle være delt op i mindre, fysisk adskilte, grupper med én voksen til 4-5 børn. Noget vi der arbejder i landets vuggestuer kun kan drømme om, virkeligheden er 2-3 voksne til 12-13 børn, og i nogle tilfælde stueløse huse med store rum hvor få personaler kan have opsyn med mange flere børn. Her taler vi ikke om anbefalinger for børn der er bekymringer om, men helt almindeligt velfungerende børn.

Hvis projektet med at inkludere flere børn i den almene folkeskole skal lykkes, og det skal det, så er det nødvendigt at klæde lærerne på til de børn der er på vej nu. Men det er mindst lige så vigtigt at vi får ændret fokus fra, at finde en diagnose der kan passe på børnene og derefter tildeler dem støtte efter diagnosens sværhed, til et system hvor vi giver børnene den hjælp de har behov for, uanset om de har en diagnose eller ej.

Brugerbillede for Niels sauer

Martin B: Når du taler om at "klæde lærerne på til de børn der er på vej nu2, hvilke børn sigter du da til? Taler du om potentielle diagnosebørn, der endnu ikke er 'sprunget ud' eller taler du om allerede erkendte diagnosebørn, der skal retur til almenundervisningen?

Hvad de første angår, er jeg fuld af fortrøstning hvis vi kan tage det opgør med filmmerskolen, det forudsætter. Det begynder jo iøvrigt i hjemmet og i børnehaven. Hvad de sidste angår, er jeg bange for, at det - med få lykkelige undtagelser, der bekræfter reglen - er et dødfødt projekt. Man kan ikke skabe inklusion i en kontekst, hvor alle aktører er vokset op med eksklusion. Det kan kun gøres fra bunden. Første klasse er for sent. Det handler om vores grundlæggende holdninger til vores medmennesker.

Brugerbillede for Jette M. Abildgaard
Jette M. Abildgaard

Martin Ammentorp

Tak ;) Din foerste kommentar fik mig til at kigge lidt rundt og, jeg fandt bl.a. denne publikation herfra: http://www.into.ie/ROI/Publications/InclusiveSchool.pdf

Dette betyder ikke at jeg vil fremhaeve Irske skoler/metoder...bestemt ikke...her er problemstillingerne dog ofte anderledes end i Danmark, men det er en anden historie...maaske...

Eller inklusion i Syd Afrika ...aarsag til mit valg af netop dette land, kan du sikkert gaette...nemlig deres historie med Apartheid og, hvordan de har haft indflydelse paa deres maade at indfoere inklusion (pdf fil som jeg haaber du kan aabne): https://www.google.ie/?gws_rd=cr&ei=-3-bUqHoEZKqhQfjioCACQ#q=inclusive+e...

Og sidst inklusion i USA: http://www.ibe.unesco.org/National_Reports/ICE_2008/usa_NR08.pdf
Kontinentet fyldt med indvandrere...som jo altsaa alle engang imellem har et barn med en eller anden form for forskellighed fra de fleste andre boern...

Jeg er sikker paa der findes forskellige loesninger for hvert eneste kontinent og land men, jeg valgte disse kontinenter paa grund af deres umiddelbare forskellighed, hvilket forhaabentligt ikke udelukker at vi kan laere af hinanden....det skal bemaerkes at jeg ikke har laest det hele igennem....kopierede det blot ind her for netop at faa forskelligheden og vigtigheden af samme ind i denne debat samt, fordi jeg ved at der paa alle 3 kontinenter er/har vaeret store problemer med inklusion - netop paa grund af forskellige ''racer'' der skal fungere sammen....lidt som, naar jeg bliver hysterisk naar man i Danmark ofte synes at mene det er et handicap at kunne tale 2 sprog....???

Maalet paa alle kontinenter og, i alle lande boer vel vaere det samme...nemlig at faa glade og smilende boern og dermed voksne ud af det og ikke, som billederne i denne serie saa trist viser (sikkert helt bevidst) nogle triste boern som jeg faar lyst til at hente omgaaende ;) Boern (i alle aldre) er ens..uanset hvor paa planeten de/vi er foedt, de (vi) har alle de helt samme type behov og oensker og, boer derfor alle behandles og inkluderes med respekt ...ikke tvang....

Vi boer huske paa, at det er boernene der skal foere planeten videre og, hvis de paa nogen maade skal have mulighed for at goere dette, da er vi noedt til at behandle dem allesammen paa en god og menneskelig maade og, netop ikke forskelliggoere eller ekskludere nogen af dem...gaelder boern i alle aldre ;)

Tak for gode indlaeg.....begge rigtigt gode...;)

Brugerbillede for Jette M. Abildgaard
Jette M. Abildgaard

Martin B. Vestergaard,

Vi er helt enige i,.at alle boern kan inkluderes....inklusion har ikke kun noget at geore med sygdomme (smaa, store, opfundne etc. sygdomme)....

Du skriver noget laengere nede i dit indlaeg her:

''Noget vi der arbejder i landets vuggestuer kun kan drømme om, virkeligheden er 2-3 voksne til 12-13 børn, og i nogle tilfælde stueløse huse med store rum hvor få personaler kan have opsyn med mange flere børn.''

Dette afsnit Martin...det faar gaasehuden til at komme frem paa mine arme....er det virkelig saadan? Og, hvis ja...hvornaar blev det saadan? Det lyder jo som en oldgammel Engelsk kostskole hvor boern blev sendt hen, saa de ikke blev set...eller, til nonnerne og de katolske praester her i Irland, men det er jo for laengst slut...fortael mig det ogsaa er slut i Danmark Martin! Min datter som er i 30'erne har da altid haft stuer..baade i sin boernehave og i sit fritidshjem....begge i Danmark!! Forhaabentligt er man da ikke stoppet med det...???

Brugerbillede for Niels sauer

Martin B: Undskyld jeg glemte at forholde mig til din indledende påstand, der kan høres som en indvending imod min pointe forud. Du skriver: "Jeg vil vove den påstand at alle børn kan inkluderes, det er bare et spørgsmål om vi er villige til at bruge de ressourcer det vil kræve."

Nej, alle børn kan IKKE inkluderes i almenundervisningen. Der vil altid være en lille gruppe, som er så meget anderledes, at de umuligt kan indgå i almenklassens fællesskab. UANSET hvor mange penge vi giver dem med. Bedre bliver det selv sagt ikke af, at inklusionen udspringer af reduktion af udgifter jf også Egelund i ovenstående artikel.

Det bliver ofte betragtet som en selvindlysende og derfor banal detalje, der ikke er grund til at nævne. Men det er helt afgørende, at vi ikke forsøger at VOLDinkludere børn, der ikke har nogen mulighed for at falde til i en almindelig gruppe af jævnaldrende. Og det er netop denne erkendelse, vi i den grad savner blandt politikerne og lederne i dag.

Karsten Aaen, Steffen Gliese og Richard Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stella  Steengaard
Stella Steengaard

Baggrundsviden - Lidt om tal ...

- - Det gik rigtig stærkt og til forberedelse til at modtage børn fra specialklasserækker og specialskoler var meget kort tid

I Vordingborg Kommune blev gennemført flere ændringer på een gang: ny skolestruktur (bl.a. 5 distriktsskoler og 5 ny skoleledere), inkluderende folkeskole, næsten heldagsskole, og lukning af alle computersystemer mm. for at gennemføre digitalisering i løbet af skoleåret. Det påvirker også de muligheder, som børn har, der bruger elektronikken som hjælpemiddel. Ændringerne skete efter poltisk beslutning i slutningen af marts 2012 til gennemførelse med skoleårets begyndelse august 2012. Specialklasserækker og specialskoler blev lukket, og alle elever skulle gå i distriktsskolen. Samtidig blev henved 30 lærere afskediget og klasserne blev optimeret, dvs klassekvotienterne blev sat op. Der skete ikke besparelser, men "tilpasning til elev-tallet".

For god orden skyld: børn med særlige behov vil gerne gå i skole med de børn, som de bor i nærheden af. Det ønsker alle. Blot skal inklusionen være reel - barnet skal indgå i og være en del af klassens fællesskab og undervisningen skal medvirke til at barnets potentialer udvikles. Skoletilbuddet og undervisningen skal passe til alle børn - også til børn med særlige behov.

- - Var specialundervisningen i Vordingborg Kommune dyr?

Nej - det var den ikke. I Vordingborg Kommune er forforståelsen af speicalundervisningstilbuddene var meget dyre. I 2012 var de nyeste ECO-tal fra 2010, og de viste, at specialklasser og regionale undervisningstilbud i 2010 brugte

- 12 sammenlignelige kommuner (med nogenlunde samme socioøkonomiske vilkår som Vordingborg) gennemsnitligt 16 % mere,
- alle regionens kommuner gennemsnitligt 24 % mere og
- hele landet gennemsnitligt 9 % mere end Vordingborg Kommune (pr. elev).

En forklaring på, at udgifterne i Vordingborg Kommune er så meget lavere kunne være, at folkeskolerne på forhånd har et budget, som gør det muligt for skolerne at udføre specialundervisningen inden for dette. Imidlertid brugtes der til folkeskolerne i Vordingborg Kommune i 2010

- 2 % færre midler end gennemsnittet i de tidligere omtalte sammenlignelige kommuner
- 7 % færre midler end gennemsnittet af regionens kommuner i og
- 10 % færre midler end landets gennemsnit.

Sammenholdes udgifterne i 2010 til al undervisning efter folkeskoleloven i Vordingborg Kommune med et gennemsnit af 12 andre kommuner (med nogenlunde samme socioøkonomiske vilkår som Vordingborg) ses det, at Vordingborg Kommune brugte ca. 22 mio. kr. (ca. 5 %) mindre end de sammenlignelige kommuner.

Vil du godt vide lidt mere har vi på Danske Handicaporganisationer Vordingborgs hjemmeside i børn/unge-netværket http://www.handicap.dk/lokalt/vordingborg/netverk/born-unge-undervisning... lagt forskellige artikler. Denne ligger i mappen for 2012.

- - Hvor mange børn?

241 børn kom fra specialklasserækker og specialskoler, hvor de modtog et vidtgående undervisningstilbud i mere end 20 timer/uge. I virkeligheden i hele skoletiden. Børnene blev inkluderet i distriktsskolerne. Nu 1½ år efter er der 147 børn, som modtager specialundervisning i mere end 9 timer/uge. Det indebær, at 94 børn (39%) i dag ikke længere har funktiosnedsættelse og særlige behov og derfor kan nås ved almindelig undervisningsdifferentiering.

Jeg tænker at det, som vi her ser, kan være forklaring på at lærer Rebekka Bærnholdt i Gåsetårnskolen ikke helt kan genkende det billede som der tegnes af Peter Jonassen og Lisbeth Mogensen.

- - De børn som allerede var inkluderet i folkeskolen ...

Og så deler jeg helt Rebekka Bærnholdts bekymring ift de elever med særlige behov, som inden gennemførelse af den inkluderende folkeskole modtog et specialundervisningstilbud i folkeskolen - altså undervisning særligt tilrettelagt barnets behov i få eller flere timer / uge, eventuelt som enkeltintegreret elev. Disse børn vil være i risiko for at komme i klemme. Mange børn vil have behov for undervisning i under 9 timer/uge og er nu pr definition ikke en elev med specialundervisningsbehov.

- - Nogen betaler prisen

Det er meget glædeligt når inklusionen har været rigtig godt for eleven - bl.a. Karina Sauers datter.

Desværre er det også rigtigt, at det ikke er tilfældet for alle børn med særlige behov. De er blevet hængt ud som værende årsag til at andre børn ikke kan profitere af undervisningen. Det frygtede vi ville ske ved den måde, som inklusionen blev gennenført - ikke mindst fordi det gik alt for stærkt og tiden til at uddanne lærerne og forberede børnene var så ultra kort og samtidig skete der også andre store forandringer i folkeskolen. Alle skulle også finde ud af hvordan det var i den ny skolestruktur, hvor hvilke lærere var ansat, hvilke børn med hvilke særlige behov i hvilke klasser osv.

Når undervisningstilbuddet ikke passer barnets behov og børn ikke trives og er trygge i skolen, så reagerer de. Nogle reagerer indad, andre udad ... og den sidste gruppe bliver skolens øvrige børn og voksne meget opmærksomme på. De vil have risiko for at forstyrre undervisningen. Ikke fordi det er barnets mål/ønske, men fordi det er den måde barnet kan gør opmærksom på, at behovene ikke imødekommes og at barnet ikke trives og er trygt. For hver eneste barn, som det sker for, er det for alvor trist og kan have alvorlige konsekvenser ift udbytte af skolegangen ikke alene nu men også fremover.

Vi vil rigtig gerne inklusionen, og den skal være reel. Jeg tror, at udfordringen ligger i ressourcerne og i forarbejdet til inklusionen. Der er simpelthen brug for en ekstra indsats (fagligt og økonomisk - det lovede kvalitetsløft) når inklusionen skal implementeres. Og så er der desværre langt fra det glansbillede som politkere og embedsmænd har tegnet af inklusionen i Vordingborg Kommune og det som forældre, børn og lærere oplever og erfarer i hverdagen i skolen. Ikke alt er lykkes. Forældrenes bekymringer må tages alvorligt og skolen og undervisningen skal tilpasses i den inkluderende folkeskole. Målet må være at hvert enkelt barn får behovene imødekommet og et undervisningstilbud som passer barnet, så barnet/den unge kan gennemføre og afslutte folkeskolen med afgangseksamen og både påbegynde og afslutte en ungdomsuddannelse. Det gælder alle børn - både de uden og med særlige behov.

Tovholder i Børn/unge-netværket, Danske Handicaporganisationer Vordingborg

Brugerbillede for Dennis Laursen

@Peter Hansen:
Et er hvad du oplever som underviser i en, vil jeg hævde, social kontrolleret situation som en undervisningssituation, hvor den mest opportune holdning jo er at tilslutte sig tanken om mangfoldighed. Men noget andet er, når disse tanker skal omsættes til handling.
Min erfaring med unge - mine jævnaldrende - er, at den praktiske tolerance er ret begrænset. Der er en hvis portion tolerance og åbenhed, hvad angår mangfoldighed i klassisk mainstream-forstand, altså på umiddelbart synlige ting som hudfarve, seksualitet (så længe det ikke er aseksualitet) og religion. Men kommer det til mere dybe karaktertræk, som personlighed, adfærd og interesser, er tolerancen yderst begrænset, og et ønske om konformitet blandt unge, er bred.

Brugerbillede for Lars Kristensen
Lars Kristensen

Inklusion.

Underligt at vi danskere hele tiden skal bruge fremmedord.

For mig lyder det, som at de der vil have gennemført inklusion bruger ordet, for ikke at folk skal opdage hvad meningen med handlingen bliver.

Bliver der brugt danske ord, som vi alle forstår, så ville det være mere gennemskueligt og dermed en mere åben handling, frem for at beskrive en handling med fremmedord.

Det kan godt være et fremmedord forklarer en masse, som på dansk fylder mere, men ikke desto mindre ville langt flere få et oplyst sind, når en handling beskrives på vort modersmål, frem for at alt hvad der skal ske fra ministerier sker på fremmedsprog.

Hvis det er sådan, at danske ministerier begynder at fastholde deres lyst til at bruge fremmedord, frem for danske, så bliver vi danskere endnu mere fremmedgjorte over for vor egne rødder.

Det folkeslag der mister sit eget sprog, går ikke bare i glemmebogen, det forsvinder for altid. Ikke blot sproget forsvinder, for med sproget forsvinder også meget af den kultur og tolerance et folk viser, når det har sit sprog og sin kultur.

Derfor har vi store problemer med at forholde os til de fremmede der er kommet til vort land, netop fordi vi selv er svage i vort sprog og vor kultur og fordi de fremmede selv også står svage i deres sprog og deres kultur.

Vi og indvandrerne kæmper en kamp for at beholde vort eget sprog og kultur, men alligevel saver vi den gren over vort sprog og kultur sidder på og den starter allerede i skolen.

I den danske skole har vi igennem de sidste 50 år har fået dansk kultur og sprog ødelagt, fordi vi vil globaliseringen, for vi tror vi ikke kan klare os uden at kunne klare os i globaliseringens sprog og kultur.

Vi kan ikke klare os, når vi mister vort sprog, Nikolai Frederik Severin Grundvigs, H.C.Andersens, Adam Oehlenschläger, Søren Kirkegaards, Johannes V. Jensens, Liva Weels, Niels Bohrs, Dirch Passers, John Mogensens, Ove Sprogøs, Lilly Brobergs, Benny Andersens, Anne Linnets, Kim Larsens og mange fleres og dit eget sprog, for så død Danmark og dansk kultur og tolerance.

Er det det vi gerne vil med skolen og dens "Inklusion".

Hvad er det egentlig man gerne vil med fremmedordet "INKLUSION"?

Brugerbillede for anders wolfsberg
anders wolfsberg

Altid godt med en forside der kan provokere lidt.
"Et enkelt specialklassebarn mere i hver tredje klasse fra 2015..." - jo tak, men hvad med alle dem vi allerede har fået? Og som der så tydeligt ikke går godt med?
Er ganske enig med Niels kl.18.28 - jeg ønsker ikke at lægge mine egne børn på det ideologiske alter. For det går hårdt for sig derude. Og det kan jeg sige fordi jeg står i det hver eneste dag - med blå mærker og sår til følge. Som det ser ud nu ligner det en umulig opgave for de mange lærere der virkelig kæmper hård hverdag for at forsøge at få det her (spare-) projekt til at virke.

Brugerbillede for Henrik Darlie

HEY LUCAS og jer andre
Det er ikke alle der er ens.
Jeg syns bare at jeg ville sige det.
Held og lykke med det hele.
Jeg er sikker på vi ses :D

Brugerbillede for Dennis Laursen

Jeg tænker på de stakkels børn, der skal være forsøgskaniner i regeringens sociale eksperiment (for det er det, det er!). Psykologerne får kronede dage om 10-15 år - og medicinalindustrien, navnlig producenter af lykkepiller.
Hov, sagde jeg psykologerne? Jeg mente selvfølgelig psykiaterne og de praktiserende læger - det er jo dem, der er generøs med receptblokken.

Brugerbillede for Stella  Steengaard
Stella Steengaard

Ups ...

Og så naturligvis: kan den inkluderende folkeskole ikke give et skole- og undervisningstilbud, som matcher barnets behov, må der findes et andet undervisningstilbud som kan imødekomme de behov, som barnet har ... hvor er ikke så afgørende, blot må børn med særlige behov have samme muligheder for at gennemføre, få udbytte og udvikle sine potentialer i folkeskolen.

Brugerbillede for Mogens Fosgerau
Mogens Fosgerau

@anders wolfsberg: Hvis du er der, hvor der kommer sår og blå mærker, så kan du roligt gå ud fra, at det barn er i pverhængende fare for at blive ødelagt.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Skolen er et spejl for resten af samfundet - og det hele begynder .... hvor? Et sted at starte er i mors mave - den sociale arv. Men mangel på penge er ikke hele forklaringen, hvorfor mon forekomsten af adfærdsvanskelige børn stiger i takt med miljøgifte - fx bromerede flammehæmmere fra tv og computere i blodet og i modermælk.

Forvirringen og fremmedgørelsen er voksende - ikke mærkeligt hvis der er problemer med børnene i skolefabrikkerne.

Brugerbillede for Lars Kristensen
Lars Kristensen

@Peter Hansen,

jeg har aldrig nogen sinde før stødt på ordet.

Det kan godt være, at det har været et ord der har eksisteret i det akademiske miljø, men aldeles ikke i det jævne borgerlige miljø, som jeg selv er en del af.

Jeg vil dog anse mig selv som værende vel oplyst, i vide kredse af al viden, uden at være ekspert.

Brugerbillede for Peter Taitto

Lars Kristensen

Inkludere -> inklusion. Ekskludere -> eksklusion. Sidstnævnte ord er formodentlig mere almindeligt end Inklusion.

"Jeg vil dog anse mig selv som værende vel oplyst, i vide kredse af al viden, uden at være ekspert."

Som en af mine gode venner også ofte siger; det er bedre, at vide lidt om meget end meget om lidt. :)

Brugerbillede for Peter Andersen

@Peter Taitto:
Sjovt, men jeg oplever dagligt, at folk der ved lidt om meget, er de mest belastende mennesker!!
For de ved så meget, at de ikke har noget begreb om, hvor lidt de i grunden ved! :-)
/P