Baggrund
Læsetid: 6 min.

Sandheder, hemmeligheder og regulære løgne

Man skal ikke forveksle åbenhed med ærlighed. Det er tydeligt i Alex Fergusons netop udgivne erindringer. De er ikke sandheden, men et partsindlæg fra en stridbar skotte, der ønsker at gøre regnskabet op med levende og døde, mens han endnu kan
Den gamle mand og myten. Fergusons erindringer  fremstår alt i alt som en gammel mands forsøg på at sikre sin egen fortælling om et kvart århundrede som træner, inden mytemagerne og historiefortællerne tager over.

Phil Noble

Moderne Tider
9. november 2013

Et af privilegierne ved at blive ældre er, at man har ret til at sætte sig ud over, hvad andre mener om en. Og man må sige, at Manchester Uniteds tidligere manager Alex Ferguson i rigt mål benytter sig af denne ret i sin My Autobiography der netop er udkommet.

Bogen har vakt stor opmærksomhed i England, hvor det hører til sjældenhederne, at man får et indblik i, hvad der foregår bag kulisserne i landets storklubber. Her bliver pressen og offentligheden som regel holdt på afstand af hegn, vagter og kameraovervågning, men Ferguson tager læserne med ind i hjertet af Manchester United – helt ind i omklædningsrummene, direktionskontorerne og taktiklokalerne, hvor de mest følsomme diskussioner og personopgør har fundet sted i hans 26 år som træner for klubben.

Alene af den grund fortjener han at blive komplimenteret. Men man skal ikke forveksle hans åbenhed med ærlighed. Ikke alle ord i det digre værk skal tages for pålydende.

Det er ikke den ultimative sandhed om Fergusons æra i spidsen for storholdet fra Manchester, som man nu får serveret i bogform, men et skiftevis vredt og storsindet skrift; et partsindlæg fra en stridbar skotte, der ønsker at gøre regnskabet op med levende og døde, mens han endnu har kræfterne og det intellektuelle overskud til det.

Fergusons personlighed blev formet gennem hans opvækst i et fattigt men tætknyttet lokalsamfund på havnefronten i Glasgow. Hans far var værtsarbejder, han selv blev uddannet som værktøjsmager, og de værdier, han fik med hjemmefra, præger siderne: Loyalitet, sammenhold og trofasthed over for fællesskabet belønnes, mens renegaterne får deres bekomst.

Slår ikke med flad hånd

Det er således typisk for Ferguson, at han reserverer den hårdeste kritik til dem, der gennem årene har beredt ham personlige skuffelser. Over for dem er han ubarmhjertig. Og den højeste pris betales af den tidligere anfører for klubben, ireren Roy Keane, der i mange år ellers var Fergusons foretrukne kriger på Uniteds midtbane.

»He could start a row in an empty house,« sagde han engang anerkendende om Keanes aggressive facon.

Efterhånden som skader reducerede Keanes betydning på banen, kølnedes deres forhold imidlertid, og det brast en novemberdag i 2005, da Keane gav et interview til Manchester Uniteds egen tv-kanal, MUTV.

I interviewet langede den irske hardhitter ud efter flere af sine holdkammerater, men hvad han helt præcist sagde, har hidtil været et mysterium, for Ferguson forbød øjeblikkeligt interviewets offentliggørelse.

Af samme grund er det først i forbindelse med udgivelsen af My Autobiography, at man erfarer, at Keane i interviewet beskrev sin daværende medspiller Kieran Richardson som »a lazy defender who deserved to get punished«, ligesom han fremstillede midterforsvareren Rio Ferdinand som arrogant med ordene »just because you are paid 120.000 pounds a week and play well for twenty minutes against Tottenham, you think you are a superstar.« Også flere andre af profilerne på holdet havde den irske holdkaptajn et par artigheder til. Og resultatet blev et kæmpe skænderi i klubbens fjernsynsrum, hvor resten af holdet – efter at have fået fremvist interviewet – vendte sig mod Keane, der prompte blev smidt på porten af Ferguson.

Den fodboldinteresserede del af den engelske offentlighed har selvsagt haft megen fornøjelse ud af, at Ferguson nu lægger en af de mest eksplosive seancer i sin tid som manager åbent frem,

Men i fodboldkredse har det vakt kritik, at han bryder omklædningsrummets omerta og afslører, hvad der foregår i det fortrolige rum mellem spillere og træner.

»Han kender ikke begrebet loyalitet,« lød Roy Keanes reaktion på Fergusons åbenhjertige erindringer. Og Liverpool-træner Brendan Rodgers har overfor sine spillere brugt bogudgivelsen til at love, at han aldrig vil røbe hemmeligheder fra sin trups interne liv.

Dikterer sit eftermæle

Det er imidlertid ikke kun Roy Keane, der får eks-trænerens kæp at mærke. Holdets nuværende omdrejningspunkt, Wayne Rooney, får at vide, at han ikke er den skarpeste kniv i skuffen, og at han i øvrigt ikke var i form til at spille en hel kamp på noget tidspunkt i sidste sæson.

Den tidligere topscorer Ruud van Nistelrooy bliver udstillet som en krukke med attitudeproblemer, der bandede og svovlede, når han skulle tage plads på bænken. Og David Beckham bliver fremstillet som en mand, der ofrede chancen for at blive en legende på Old Trafford til gengæld for et indholdstomt liv i den internationale showbiz-verden.

Til gengæld er der uforbeholdne roser til aktører som Paul Scholes og Ryan Giggs, der er forblevet Ferguson tro gennem hele karrieren.

I det hele taget fremtræder bogen som en gammel mands forsøg på at grundfæstne fortællingen om sit kvarte århundrede ved roret i Manchester United, inden mytemagerne og historiefortællerne tager over.

Men selv om han optræder med stor åbenhed og en pæn dosis ærlighed, kan han dog ikke undgå ved lejligheder at krydse ind i grænselandet til selvforherligende efterrationalisering.

Det sker blandt andet, da han et sted i bogen siger, at han som en af de få aldrig anså Steven Gerrard for at være en topspiller. Kynikere vil nok mene, at den betragtning i højere grad bunder i hans manglende held med at rekruttere Liverpools midtbanedynamo end i en reel vurdering af Gerrards kvaliteter. Det er således en kendt sag, at Ferguson i årevis forsøgte at lokke Gerrard til Old Trafford, inden han opgav jagten med ordene: »The boy just doesn’t want to come here.«

Ligeledes vil det komme som en overraskelse for mange, hvor let Ferguson glider henover sin mangeårige krig med BBC. I syv år – fra 2004 til 2011 – nægtede United-manageren at give interview til tv-stationen i protest mod en dokumentarudsendelse om hans søns aktiviteter som spilleragent. Boykotten indbragte Ferguson stribevis af bøder for at bryde sine kontraktlige medieforpligtelser og var med til at indbringe ham et ry som en mand, der ikke tålte kritiske journalister; et ry, som talrige bortvisninger af pressefolk fra Old Traffords faciliteter i øvrigt underbyggede.

Kampen om hesten

I bogen glider Ferguson dog let henover den årelange fejde med the Beep, der blot optager én side i det digre værk, og som i øvrigt beskrives som en uoverensstemmelse, hvor parterne endte med at blive enige om at respektere hinandens uenigheder.

Fergusons største udeladelsessynd finder man dog i hans omtale (eller mangel på samme) af den såkaldte ’Rock of Gibraltar-gate’. Sagen omhandlede et opgør mellem Ferguson og Manchester Uniteds daværende hovedaktionærer, ireren John Magnier og J.P. McManus, om avlsrettighederne til præmiehingsten Rock of Gibraltar. Ferguson, der er hestegal, mente, at han blev snydt for sin retmæssige del af den efterspurgte hingste avlsmateriale, og sagen udviklede sig til en åben krig mellem den magtfulde manager og de to ejere; en krig, der destabiliserede klubben i 2003-2004, før den blev løst ved, at Ferguson renoncerede på sine krav.

Men da var skaden sket. De to irske ejere besluttede sig for at at sætte klubben til salg. Og netop derfor er sagen om Rock of Gibraltar så interessant: For det er i realiteten et slagsmål om hestesæd, der er skyld i, at en af verdens største fodboldklubber i dag befinder sig i hænderne gældskongerne fra Glazer-familien i Florida, der gennem årene har trukket en lille håndfuld milliarder ud af klubben for at dække omkostningerne på den gæld, de måtte optage for at finansiere overtagelsen af selvsamme klub.

Sådan hænger tingene sammen på så forunderlig vis. Men det er tydeligvis ikke alle sammenhænge, Ferguson ønsker at åbenbare for læserne. I hvert fald fylder striden om Rock of Gibralter kun nogle få linjer i selvbiografien.

Den iltre skotte er i det hele taget ikke den, der rutter med sandheden, når det ikke tjener hans egne interesser. Det gjorde han ikke som manager, og det gør han ikke som erindringsskriver. Til gengæld skal hans erindringer have den ros, som man også altid kunne give de skiftende udgaver af det Manchester United, han stod i spidsen for:

De er ikke kedelige!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her