Nyhed
Læsetid: 5 min.

Slaget om guldbolden

Med sin tilsvining af Cristiano Ronaldo for rullende kameraer har FIFA-generalen, Sepp Blatter, sikret sig at blive den store taber, når årets Ballon d’Or skal uddeles. Uanset hvem der i øvrigt vinder
Kandidat. Bayern Münchens Franck Ribery (tv.) er målt på sportslige resultater en oplagt favorit. Enten vinder jeg nu, eller også gør jeg det aldrig. Jeg kan ikke spille bedre, end jeg har gjort i år, siger han selv.

Michael Dalder

Moderne Tider
16. november 2013

Ballon d’Or – eller Guldbolden – er den mest prestigefyldte pris i fodboldens verden. Den uddeles i Zürich den 13. januar 2014. De seneste fire år har FC Barcelonas Lionel Messi vundet ’bolden’, og ved alle lejligheder har Real Madrids nr. 7, Cristiano Ronaldo, været runner-up. I år burde portugiseren vinde prisen. Alene i denne sæson har han scoret 24 mål i 17 kampe. 16 mål i 13 La Liga-kampe og otte mål i fire Champions League-opgør. Men netop i år kan Ronaldo med god grund føle sig konspireret imod.

Fredag den 25. oktober. FIFA’s mangeårige præsident, Sepp Blatter, var midt i en spørgerunde ved et arrangement på Oxford Universitet. Hvordan havde Blatter det med den evige tvekamp mellem Messi og Ronaldo?

»De er begge to exceptionelle spillere, men de er vidt forskellige, og fodbold handler om forskellige slags stil. Lionel Messi er jo en god dreng, som enhver mor eller far ville elske at have derhjemme,« indledte Sepp Blatter og lagde derved flere sten til myten, der har klæbet til den 26-årige argentiner i mange år. Det er historien om den hjertegode, klejne dreng med det guddommelige talent, der ofrer sig for holdet.

Ham den anden?

»Messi er en god mand, han er ekstremt hurtigt, han er ikke flamboyant, nej, han danser, han er en venlig mand. Han er en god dreng. Og det er det, der gør ham så populær, og naturligvis scorer han en masse mål, fordi han er så flink og spiller så godt,« fortsatte Blatter.

Og så kom turen til Ronaldo:

»Ham den anden? Det er noget helt andet! Han er mere ligesom en kommandør på slagmarken.«

Enhver personmyte kræver en stærk polarisering. Den ene har noget, den anden på ingen måde har. Ronaldo? Han er individualisten, grænsende til det megalomane. Og bedre blev det ikke af, at Blatter efterfølgende rejste sig fra sin stol på podiet og parodierede Cristiano Ronaldo: Brystet frem og kejserlige, afmålte skridt. Lige som Ronaldos berømte frispark-signatur. Publikum grinede.

Wayne Rooney havde allerede sagt det i sin selvbiografi om sin tidligere klubkammerat i Manchester United. Ronaldo – eller CR7, som han kalder sig – står i timevis og spejler sig. En time, mindst, for at sætte håret, altså den ene side. Vittigheden går på, at Ronaldo bliver harm over frispark og den slags, fordi det ødelægger frisuren. Dén var Blatter helt med på:

»Men det er den anden side af fodbold, og det er en god ting at have sådan nogle chefer på banen også. Alle spillere har ikke nødvendigvis den samme attitude, og det giver liv til fodbolden, altså at den ene har flere frisørudgifter end den anden. Men det gør ikke noget,« sagde Sepp Blatter.

Og dér var så konteksten og konklusionen i overskriftformat, som skulle forfølge Blatter i tiden efter, på Twitter, fanfora og på Real Madrids officielle webportal:

»Jeg kan lide dem begge to, men jeg foretrækker Messi.«

Lukket og slukket? På ingen måde.

Ronaldos svar

Tirsdagen efter, den 29. oktober, blev Ballon d’Or-listen offentliggjort. Ud over Messi og Ronaldo tæller den navne som Bayern Münchens Franck Ribery, Barcas Andrés Iniesta og Xavi Hernández samt Real Madrids nylige monsterindkøb Gareth Bale. Dertil kommer Premier League-profiler som Eden Hazard, Mesut Özil, Luis Suarez og Robin van Persie.

Franck Ribery sagde i et interview med den franske sportsavis L’Equippe, at han følte, at han havde fortjent prisen. Han var med til at vinde tre titler med Bayern i sidste sæson: Bundesligaen, den tyske pokalturnering og Champions League.

»Jeg mener, at jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at blive verdens bedste fodboldspiller. Jeg har haft en rigtig, rigtig god sæson. Jeg vinder enten den her pris nu eller aldrig. Jeg kan ikke spille bedre, end jeg har gjort i år,« sagde Ribery.

Men Ribery, som målt i sportslige præstationer alene måske er den mest oplagte kandidat til Guldbolden, kunne på ingen måde tage spotlightet fra Blatters uheldige optræden. Oven på sagen, som hurtigt blev kendt verden over som ’frisør-affæren’, og som alle og enhver kunne se og høre på video, skrev Cristiano Ronaldo på sin Facebook-side:

»Denne video viser klart og tydeligt den respekt og forståelse, som FIFA har for mig, min klub og mit land. Meget er forklaret nu. Jeg ønsker hr. Blatter godt helbred og et langt liv og med visheden om, at han fortsat, som han har fortjent, vil være vidne til sine favoritspilleres og favoritmandskabers succes.«

Florentino Pérez, Real Madrids præsident, kom på banen med en officiel udtalelse, som adresserede FIFA-præsidentens »fatale mangel på respekt« for en spiller, som »millioner af fans følger og er stolt af, om de så er Real Madrid-tilhængere eller ej«. Pérez blev varmt bakket op af Reals træner, Carlo Ancelotti, og den tidligere Sporting Lissabon-forward, Fernando Gomes, som beskrev Blatters udsagn som »uværdige og upassende«.

En slags undskyldning

Blatter måtte undskylde. Der var ingen vej udenom. »Jeg ønsker at gøre det helt tydeligt, at for mig er Cristiano Ronaldo på samme niveau som Messi. De er begge enestående spillere, hver på deres måde. Jeg er ked af, at denne situation, som udsprang af min optræden ved et universitetsarrangement, har såret så meget, og jeg undskylder herfor,« skrev Blatter i sit svar til Florentino Pérez.

Det er landstrænere, anførere og udvalgte sportsjournalister, som afgiver deres stemme i Ballon d’Or-kapløbet. Men står det til de engelske fodboldfans, er der ingen tvivl. I en spørgeundersøgelse foretaget af Sky Sports vil hele 83 procent sætte deres kryds ved Ronaldo.

José Mourinho, som trænede Real Madrid fra 2010 til 2013, beskyldte kort før sin exit til Chelsea Ronaldo for at være alt for egenrådig. At der var anstrengt luft mellem de to blev bestyrket af Ronaldos umisforståelige gestus ud mod Chelseas trænerbænk, da Madrid i USA i sommers spillede opvisningskamp mod London-klubben: Fuck dig, på godt dansk.

Men Mourinho havde åbenbart besindet sig, for i et interview for nyligt med France Football sagde han:

»At træne ham har været det største, der er sket i min karriere. Han er den mest professionelle spiller, jeg nogensinde har kendt. Mellem en træner og en spiller kan der være meningsudvekslinger på et givent tidspunkt, men det bliver ved dét. Jeg har ikke noget problem med ham. Cristiano Ronaldo har et niveau af den anden verden.«

Taberen er fundet

Ordene var stort set identiske med Carlo Ancelottis, som faldt i kølvandet på Real Madrids tindrende 5-1-sejr over Real Sociedad i den spanske førstedivision i sidste weekend. Ronaldo havde scoret hattrick. Det var hans 23’ende hattrick i Real Madrid-trøjen. Tilskuerne på Estadio Santiago Bernabéu råbte taktfast ud mod Ronaldo: »Balón de Oro, Cristian Balón de Oro, Balón de Oro!«

»Ronaldo har et niveau af en anden verden. Han scorer med en utrolig lethed. Det er svært at finde ord for ham,« udtalte Ancelotti.

Og Ronaldo selv?

»Guldbolden? Den bekymrer jeg mig ikke om, jeg taler på banen.«

Således sagt af et fysisk pragteksemplar, som laver flere assists, end man skulle tro, og indtil nu har scoret 225 mål i 216 kampe i sin Real Madrid-karriere. Uagtet udfaldet af Ballon d’Or må taberen uundgåeligt blive en idiotisk FIFA-præsident med hang til dårlige jokes og stivbenede parodier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her