Læsetid: 7 min.

Succes på Sydkysten

Southampton er efterårets succeshistorie i en Premier League, der tegner til at blive den mest jævnbyrdige i mange år
Klar til VM. Southamptons Rickie Lambert (tv.) kæmper om bolden med Arsenals franske forsvarsspiller Laurent Koscielny under det engelske Premier League-opgør i søndags . Lambert er en frontløber af den gamle britiske skole – velbygget, muskuløs og god på skallen. Han regnes for en stærk kandidat til den trup, der skal til VM i Brasilien til næste sommer

Klar til VM. Southamptons Rickie Lambert (tv.) kæmper om bolden med Arsenals franske forsvarsspiller Laurent Koscielny under det engelske Premier League-opgør i søndags . Lambert er en frontløber af den gamle britiske skole – velbygget, muskuløs og god på skallen. Han regnes for en stærk kandidat til den trup, der skal til VM i Brasilien til næste sommer

Ian Kington

30. november 2013

Det plejer almindeligvis at være sådan, at man efter det første dusin spillerunder kan gøre regnebrættet op i Premier League og danne sig et nogenlunde retvisende billede af, hvem der skal kæmpe med om guldet i denne omgang; hvem der vil gå endnu en lang og skuffende sæson i møde (også kendt som Liverpool-syndromet), og hvem der skal bruge tiden frem til maj til at kæmpe om de yderste europæiske mandater.

Men også på dette punkt er tingene anderledes i dette år nul efter Alex Ferguson, hvor det virker, som om topklubberne stadig mangler at finde deres rolle i det nye hierarki efter den skotske overhunds abdicering.

I hvert fald har ligaens formodede titelfavoritter brugt de første 12 kampe på at snuble over deres egne ben og tabe point de mest mærkværdige steder. Og mens vi venter på, at de genfinder et minimum af stabilitet og rytme i deres præstationer, kan vi glæde os over, at sæsonen tilsyneladende byder på genkomsten af en af de mest elskede traditioner i engelsk fodbold, nemlig tilstedeværelsen af en vaskeægte favoritdræber i toppen af rækken.

Før den gamle engelske første division forvandlede sig til Premier League, og milliarderne begyndte at strømme ind i storklubbernes kasser i form af tv-penge og indskud fra investeringslystne milliardærer fra hele kloden, var det nærmest kutyme, at det hvert år lykkedes for en lille, undertippet klub at løfte sig over sit naturlige leje og bide skeer med de store.

Gennem glasloftet

I gamle dage var det hold som Ipswich, Swansea eller West Bromwich Albion, der påtog sig rollen, og i år er det Southampton, der er brudt gennem glasloftet til topklubbernes ellers lukkede loge.

Anført af argentineren Mauricio Pochettino, der har en fortid som kompromisløs centerforsvarer i fransk og spansk fodbold, er holdet fra sydkysten kommet flyvende fra start og ligger p.t. nummer fem efter en sæsonåbning, der har inkluderet seks sejre i de hidtil 12 ligakampe, herunder en meriterende sejr over Liverpool på Anfield.

Holdet har udviklet sig til de nye darlings i engelsk fodbold, ikke så meget på grund af deres offensive spillestil, som fordi holdet er bygget op om en kerne af hjemmedyrkede talenter fra den engelske muld – og det er lige noget, det fish and chips-spisende hjemmepublikum kan bruge i en tid, hvor engelske spillere ellers er at ligne med en udryddelsestruet dyreart på de stærkeste mandskaber i Premier League.

I Southampton får englænderne plads til at udfolde sig. Og dén chance er blandt andet blevet grebet af holdets frontangriber, Rickie Lambert, der er en såkaldt late bloomer. I mange år rodede den 31-årige Lambert rundt i de nedre rækker, hvor han udøvede sin metier som målscorer for klubber som Rochdale, Stockport County og Bristol Rovers, men efter at han for fire år siden blev hentet til Southampton, er det lykkedes ham med 97 mål at etablere sig som holdets førsteangriber.

Lambert er en frontløber af den gamle britiske skole – velbygget, muskuløs og god på skallen – og via sine præstationer på sydkysten har denne klassiske targetman spillet sig ind i landsholdsvarmen og må regnes for en stærk kandidat til den trup, som landsholdstræner Roy Hodgson tager med til VM i Brasilien til næste sommer.

Og Lambert er ikke den eneste spiller fra Southampton, der har slået sig igennem til landsholdet. Også the Saints kreative midtbanemand Adam Lallana har i dette efterår fået to kampe for nationens fineste mandskab, og i det hele taget har de meget at glæde sig over, tilhængerne af det rød-hvid stribede hold fra havnebyen på sydkysten. Efter mange magre år spiller deres mandskab atter med i toppen af rækken, og dets færd følges utvivlsomt med sympati fra mangen en menig engelsk fodboldfan.

Chelseas afdæmpede start

Mens de morer sig i Southampton, har de knap så meget at grine af i Chelsea. Ganske vist ligger holdet på tredjepladsen, men det skyldes mere holdets evne til at kværne pligtsejre ud af maskineriet end egentlig godt spil. Mandskabet mangler endnu at levere på et niveau, der gør dem troværdige som mesterskabskandidater, og det meste af underholdningen på Stamford Bridge i denne sæson er blevet leveret af holdets genkomne træner, José Mourinho.

I de seks måneder, han har beklædt posten i denne omgang, har han nået at starte en krig med Manchester United om Wayne Rooneys tjenester; hidse Manchester Citys træner Manuel Pellegrini op med en provokerende jubeldans efter en sen scoring; hænge adskillige nøglespillere til tørre i pressen; smide kantspilleren Eden Hard ud af truppen; kalde den svenske midtstopper Jonas Olsson for en Mickey Mouse spiller og anstifte en større batalje i spillertunnellen efter en uafgjort kamp mod West Bromwich Albion.

Andre managers ville have været år om at opbygge sådan et generalieblad, men for Mourinho – eller the Happy One, som han nu foretrækker at kalde sig selv – har der faktisk været tale om en relativt afdæmpet start på sæsonen.

Selv Mourinhos gode humør har dog været anfægtet af Chelseas svingende sæsonstart, der ikke mindst skyldes holdets mangel på tilstrækkelig skudkraft i forreste linje.

Klubben traf den uforståelige beslutning at udleje kraftkarlen Romelu Lukaku til Everton på transfervinduets sidste spilledag, og hans fysiske råstyrke har holdet savnet i denne sæson, hvor hverken den evigt underpræsterende Fernando Torres eller panikindkøbet Samuel Eto’o har overbevist.

Hvis Chelsea skal højere op i tabellen, skal offensiven til at levere varen, og det samme kan man sige i Tottenham, hvor den er helt gal med angrebet.

På forhånd var dette ellers af mange fodboldanalytikere blevet kaldt Tottenhams gennembrudssæson; altså sæsonen, hvor det hvidklædte Londonhold for alvor skulle etablere sig i toppen af rækken.

Mere kontrol – mere bold

I stedet er det gået helt modsat. I skrivende stund ligger the Spurs og roder rundt i midten af tabellen med negativ målscore og kun ni scoringer i 12 kampe, og især rekordindkøbet Roberto Soldado har skuffet. Soldado blev i sommerpausen hentet i Valencia, hvor han har banket kasser ind i de seneste sæsoner, men i England har han indtil videre kun leveret fire scoringer, hvoraf de tre af dem er blevet indsat på straffespark og ligesom ikke rigtig tæller. Kun én gang har den ellers målfarlige spanier scoret i åbent spil i denne sæson, og det er for lidt for en mand, der ankom til White Hart Lane med et ry for at være en af Europas dygtigste måltyve.

Det vil dog være forkert at læsse alt ansvaret for den dårlige sæsonstart over på den spinkle spaniers skuldre. Det er hele offensiven som sådan, der ikke fungerer, hvilket illustreres af, at Tottenham har rekorden som det hold, der er løbet i færrest off sides i de første tolv kampe i denne sæson. Kun én gang i gennemsnit pr. kamp er en Tottenham-spiller blevet fanget på den forkerte side af forsvarskæden, hvilket fortæller historien om et hold, der lider under en fatal mangel på dybdeløb og bevægelse i angrebet.

I sidste sæson leverede Tottenham kontraspil – eller omstillingsfodbold, som det jo hedder i den moderne fodboldterminologi – i verdensklasse, orkestreret af den walisiske kantspiller Gareth Bale. Efter hans exit til Real Madrid i sommerpausen har Tottenhams træner André Villas-Boas forsøgt at ændre spillestilen på holdet til at blive mere kontrollerende og boldbesiddende. Denne operation er også lykkedes, i hvert fald på det statistiske plan. Tottenham-spillerne er i denne sæson elleve procent mere i boldbesiddelse pr. kamp end sidste år. Desværre døde patienten, forstået på den måde at et skarpt og målsøgende kontraspil er blevet afløst af et tandløst boldtrilleri.

Og mens trænerne lider af offensive hovedbrud i Chelsea og Tottenham, kan nordirske Brendan Rodgers glæde sig oppe i Liverpool. Med Daniel Sturridge og Luis Suárez råder han over ligaens giftigste angrebsduo, som den engelske presse med vanlige flair for dramatik allerede har døbt the SAS strike force. (SAS – Sturridge and Suarez, red.)

Sturridge og Suarez har hidtil sparket Liverpool op på andenpladsen, hvilket er milevidt over den placering, holdet indtog på samme tidspunkt sidste år.

»Nu er vi en del af samtalen,« erklærede Rodgers med tilfreds mine for nylig. »Sidste år var der ingen, der talte om Liverpool, men det gør folk nu.«

Om de bliver ved med det, afhænger af, om Rodgers’ to frontløbere holder sig skadesfrie og målskarpe. Hvis det er tilfældet, har Liverpool en chance for at generobre den Top Fire-placering med medfølgende mulighed for kvalifikation til Champions League, som holdet tørster efter.

Der er dog lang vej endnu. Klubberne har stadig kun spillet 12 kampe, og i horisonten nærmer sig det berygtede juleprogram, der plejer at sætte mange ting på plads. Efter årsskiftet er vi formentlig klogere på mangt og meget. Lige nu er uforudsigeligheden dog blot med til at øge spændingen i den mest jævnbyrdige Premier League i mange år.

Og én ting er i hvert fald sikker:

De glæder sig på Sydkysten!

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu