Det siger noget om ordenens magt, når bestemte fraser, der tidligere udelukkende havde til huse på en bestemt politisk fløj, pludselig vinder indpas overalt. Således vil man ikke skulle gå langt tilbage i tid for at finde en situation, hvor det, at noget var dansk henholdsvis udansk, kun var noget, der kunne tilskrives seriøs politisk betydning, hvis man tilhørte den yderste højrefløjs mest fjollede knaldperler. I dag er det blevet et helt selvfølgeligt retorisk greb, som anvendes af alle etablerede politikere.
Hvor ordet ’dansk’ kan synes at være mindre politiske betydende, er det bemærkelsesværdigt, hvor meget der er sket med ordet ’arbejde’. Det er, som om det ikke længere er nok at arbejde: hvis man virkelig mener det, må man knokle. I den seneste udgave af Enhedslistens medlemsblad Rød/Grøn bliver der f.eks. gjort rigtig meget ud af at forklare, hvorledes partiets medlemmer knokler på alle mulige områder. I en artikel om Frederiksberg i København bryster man sig af stor fremgang i medlemstallene, og det understreges i manchetten, at medlemmerne knokler med at tage imod de mange nye. I en anden artikel hedder det i billedteksten, at man knokler i den socialøkonomiske virksomhed Send flere krydderier, der ligger på Nørrebro. Endelig, og måske mest slående, står der i manchetten til artiklen om Enhedslistens nye principprogram, at en skrivegruppe har knoklet med det, siden årsmødet besluttede, at programmet skulle revideres.
Kapitalistisk knoklemoral
Er pointen med disse begrebslige nydannelser ikke ganske klar? Hvis man bare havde sagt, at Enhedslistens medlemmer arbejdede med alle disse ting, så ville det næsten virke, som om man ikke rigtig gjorde nok; som om de, der udførte disse funktioner, blot gjorde det, de blev betalt for, og ikke rigtig mere. Hvis man bare arbejder, når man arbejder, så er det næsten som at indrømme, at man er lidt doven i det.
Vi kender det også fra rigtig mange tv-udsendelser, f.eks. Danmarksindsamlingen, hvor der »sidder folk klar ved telefonerne«, og hvor vi en gang imellem i løbet af udsendelsen vil få et kamera ud bagved i rummet med telefonerne. Igen ville det i dag næsten lyde forkert, hvis det blev sagt af den over-entusiastiske vært, at man arbejdede med at svare telefonerne. Det mindste, man ville kunne forvente er vel, at der bliver knoklet.
Det, der træder frem, med disse italesættelser af det, man lige så vel kunne kalde arbejde, er en ganske særlig form for moral. Når man knokler, så gør man lige lidt mere; man giver den lige en ekstra skalle; man tager ansvaret på sig og sørger for, at det bliver til noget. Når man knokler, så lover man den, man knokler for, lidt mere magi for pengene. De fleste, der har skrevet jobansøgninger, vil kende til de formuleringer, som hører til den slags dokumenter. Alt for ofte lover man i denne sammenhæng ikke bare at gøre det arbejde, som man søger, men også at gøre det med entusiasme, fleksibilitet og smil på læben. Man lover med andre ord at knokle.
Merværdi
Måske er det at knokle blevet svaret på den marxistiske gåde om merværdien. Som læsere af Marx vil vide, baserer den kapitalistiske økonomi sig på, at værdien af arbejdets produkt altid overstiger det, arbejderen bliver betalt. I dag har vi endelig fundet et godt ord for, hvad det er, arbejderne gør, når de accepterer den ubetalte merværdi af deres arbejde: De knokler. Merværdi er navnet på forskellen på det at arbejde og det at knokle.
Omvendt kan sagen måske mere radikalt forklares ud fra den betragtning, at det netop er blevet nødvendigt at tilbyde mere end den almindelige kapitalistiske merværdi, hvis man vil gøre sig fortjent til at blive udbyttet på dette niveau. Man skal ikke blot producere merværdi, men mer-merværdi (kunne man ikke sagtens forestille en smart coach eller reklamemand, som allerede var i gang med at lancere dette udtryk?)
Det, der længe har været realiteten i slumkvarterer og interneringslejre verden over, er nu langsomt, men sikkert ved at blive en kendsgerning i såvel Europa som USA: Der er ikke brug for alle mennesker i arbejde. En stadigt større gruppe af mennesker fungerer i dag som skræmmebillede for at få dem, der stadig har et arbejde, til at arbejde endnu hårdere for at få lov til at beholde deres arbejde. Stillet over for valget mellem at blive til permanent reservearmé og at knokle i tilgift til det, man arbejder, så er det ikke svært at gætte, hvad de fleste vil vælge.
Lidt etymologi
Slår man op i Ordbog over det danske sprog, får man at vide, at ’knokle’ kommer af ’knogle’ og i særdeleshed har en forbindelse til knoerne, som man enten bruger til at slå med, arbejde eller slide op; eller som man slår i bordet med og dermed satser dobbelt i kortspil.
Hvor der således er ganske vide fortolkningsmuligheder i et opslag i Ordbog over det danske sprog, så er det anderledes ligetil, hvis man spørger Google translate. Uanset hvilket sprog, man beder Google om at oversætte knokle til, så får man det samme svar tilbage: ’slave’ på engelsk, ’sklave’ på tysk, ’esclave’ på fransk. På trods af, at denne oversættelse næppe rammer hverken sprogvidenskabeligt eller etymologisk ret, så er det alligevel, som om den rammer ganske præcist.
Følger man den anden af ordets etymologiske grene, får man at vide, at det at knokle er et bestemt spil, hvor små knoglestumper bruges til at gamble med. Spillet har en tysk variant Knöchlen, som har været udgangspunkt for en opfindsom lille gruppe på Facebook. Knöcheln går ud på, at man trækker bukserne ned og bevæger sig gennem sin by. Den, der først trækker bukserne op, har tabt.
På en mærkelig måde er dette næsten den meste præcise definition af begrebet. Jo mere vi knokler, des mere gør vi os selv til grin, og i det øjeblik vi stopper, har vi tabt.
Jeg tror vi skal have fat i profitratens tendens til fald, for at forklare arbejdets intensivering over i knokleriet.
“Jo mere vi knokler, des mere gør vi os selv til grin, og i det øjeblik vi stopper, har vi tabt.” – si’r vores analyserende århusianere – der filosoferer vildt over begrebet ’arbejde’ …
Arbejdsbegrebet, som her strejfes, kan opfattes som mindst tre forskellige menneskelige aktiviteter – arbejde, fremstilling og handlen – frit efter Hannah Ahrendt: ”Vita activa oder Vom tätigen Leben, München, 1996 – hvor hun filosoferer over, hvad vi mennesker egentlig gør, når vi er aktive …
Den simpleste form er ’arbejde’ – for mange rent knokkelarbejde for at opretholde eksistensen – hvilket er det, Marx forudsætter i sin teori om merværdien – kapitalisten høster arbejdets slutprodukt – det resultat lønarbejderen bliver bedraget for ved sit arbejde – hvis aktiviteten bare består i at fælde træer lever man bare fra hånden i munden for at holde sulten fra døren – og på det stade ser kapitalen helst, at alle forbliver …
’Fremstilling’ kan være alt lige fra produktion af en natpotte til en måneraket – fra en doktorafhandling til et ingeniørprojekt – altså også en form for immaterielle ydelser – intellektuelle aktiviteter - som det at skabe basis for produktion af materielle konsumgoder og samfundets behov for udvikling af livsbetingelserne – fremstille møbler af de fældede træer - og på det stade ser kapitalen helst, at ikke alt for mange løfter sig op på …
Men sand åbenhed og frihed giver kun det at ’handle’ – at foretage sig noget til gavn for andre mennesker – sætte noget helt nyt i gang – skrive et partiprogram eller kaste sig ud i en revolution – afskaffe privatkapitalismen og alle dens menneskefjendske og miljøødelæggende aktiviteter – hellere i dag end i morgen …
Med alle de små babyer født ind i denne verden stiger håbet om bedre livsbetingelser for alle – og forudsætningerne for at sætte noget nyt i gang – som rækker ud over rent knokkelarbejde - og lover godt for mulig handlen i eksistentiel forstand …
Så at kalde dét at skrive et nyt politisk principprogram i EL må være et ideologisk stykke mentalt knokkelarbejde og en filosofisk kortslutning på basis af en vild analyse helt i skoven og helt til grin- ja, bestemt …
Fortsat knokkelarbejde -
Så at kalde dét at skrive et nyt politisk principprogram i EL - for et knokkelarbejde - må være et ideologisk stykke mentalt knokkelarbejde og en filosofisk kortslutning på basis af en vild analyse helt i skoven og helt til grin- ja, bestemt …
Det kan ikke blive ved med at gå! Der er så meget bedre anledning til at geare ned og fordele det, der allerede er produceret - eller i relation til fordærvelige varer: de enorme mængder, der mere end dækker verdens behov på daglig basis.
Vel skrevet.
Jan Weis:
"Den simpleste form er ’arbejde’ – for mange rent knokkelarbejde for at opretholde eksistensen – hvilket er det, Marx forudsætter i sin teori om merværdien – ..."
Nix bix: merværdien er udtryk for forskellen mellem prod.værdi og markedsværdi.
Og mere almindeligt, arbejde bliver til knokleri, når det intensiveres eller forlænges.
Jeg tror centret er faret vild.
Jens Thaarup Nyberg:
Og dog - merværdien er den værdi som tilføres varen af lønarbejderen i f.t. fremstillingsværdien - altså værdien ud over de rene lønomkostninger til knokkelarbejderen og de medgåede materialer - varen var så derefter ikke mere værd, end det kapitalisten kunne få for den (markedsværdien) ...
@ Ja Weis
Merværdien er forskellen på produktions omkostningerne og markedsværdien. Markedsværdien har kun meget lidt at gøre med, hvor meget eller, hvor lidt værdi en arbejder har tilført et produkt.
@ Søre Jørgensen
Merværdien er – i den marxistiske forståelse – forskellen mellem den værdi, lønarbejderen frembringer ved sit arbejde, og den værdi, han modtager som betaling for sin erlagte arbejdskraft (løn) …
Markedsværdien er helt afkoblet denne definition på merværdi – som jeg netop også gør opmærksom på …
@ Jan
"Og dog - merværdien er den værdi som tilføres varen af lønarbejderen i f.t. fremstillingsværdien - altså værdien ud over de rene lønomkostninger"
Altså er merværdien forskellen på arbejderens omkostninger(løn), og den værdi hans arbejde har frembragt. Forskellen på disse to størrelser afsløres ved handel.
Så det er markedet, og produktets endelige salgspris, der definere arbejderens merværdi. Kan et produkt kun sælges i ringe omfang til lav pris, så skaber arbejderen en beskeden eller måske en negativ værdi, sælges varen nemt til en god pris, skaber arbejderen en stor merværdi.
Salgsprisen afspejler kun i meget ringe grad, produktions omkostningerne, og dermed arbejderens løn. Den bestemmes derimod af udbud og efterspørgsel, og på monopoliseret marked, er det monopololet der definere arbejderens reel merværdi.
Ja, Jan Weis, det er - som Søren Jørgensen skriver - den pris, markedet fastsætter, for der ikke andre måder at værdiansætte varen: hvad nogen vil betale for den.
Jan Weis
"Og dog - merværdien er ..."
Jamen dog - jeg trænger til lidt genopdragelse.
Nå da, Jens - og ind imellem kommer profitten, husker du nok ...
Jan Weis:
Ja, men det der optager mig mere her, og så vidt jeg kan forstå, centret, er, at der er gået inflation i "arbejde".
Og så, denne besynderlighed:
"Merværdi
... den marxistiske gåde om merværdien. Som læsere af Marx vil vide, baserer den kapitalistiske økonomi sig på, at værdien af arbejdets produkt altid overstiger det, arbejderen bliver betalt. I dag har vi endelig fundet et godt ord for, hvad det er, arbejderne gør, når de accepterer den ubetalte merværdi af deres arbejde: De knokler. Merværdi er navnet på forskellen på det at arbejde og det at knokle."
Hvornår arbejder vi så, og hvornår knokler vi ? Eftersom vi får betaling for vor arbejdskraft og (uophørligt, når vi arbejder) oparbejder merværdi, har vi altid knoklet/arbejdet.
Begrebet arbejde kan være op til tre forskellige ting - som du læser ovenfor - kun en mindre del af de samlede menneskelige aktiviteter er heldigvis knokleri - og der er her ikke gået inflation i andet end centrets vilde forsøg på at være - analytiske ...
Jan Weis:
"Begrebet arbejde kan være op til tre forskellige ting ..."
Det afgørende må dog være, at arbejde beriger et materiale, former det. At Marx arbejder med det, du kalder simpelt arbejde, gør hverken ´fremstilling´ eller ´handlen´ mindre- eller ikke-berigende.