Jeg er ikke tiltrukket af ham – jeg elsker ham

For få år siden var det en integreret del af det at være mand, nu er det tegn på umodenhed og taberadfærd. Homofobi er et hastigt aftagende fænomen i ungdomskulturen – og heterodrengene nyder godt af det

	Kys. Af alle sine venner kan Hassan Masri (th.) bedst lide at kysse med Joakim Konradsen (tv.). Han har sådan nogle store, bløde læber, siger Hassan, der går i 2. g på Frederiksværk Gymnasium.

Kys. Af alle sine venner kan Hassan Masri (th.) bedst lide at kysse med Joakim Konradsen (tv.). Han har sådan nogle store, bløde læber, siger Hassan, der går i 2. g på Frederiksværk Gymnasium.

Sigrid Nygaard
9. november 2013

Spisefrikvarteret for de yngste elever på Helsinge Realskole forløb i midten af 80’erne sådan, at en lærer sad ved katederet og læste højt fra en bog, mens eleverne tavst tyggede sig gennem deres madpakker. Det gjorde Thomas Antkowiak også, undtagen når skolens tysklærer havde højtlæsningstjansen. Så spiste Thomas ingenting. Han kunne ikke. Læreren var bøsse, det var almindeligt kendt, og det ødelagde otteårige Thomas’ appetit.

»Jeg syntes, det var ulækkert,« siger han.

Efter 9. klasse tog Thomas Antkowiak på efterskole, hvor han for første gang i sit liv prøvede at være sammen med en dreng. Det var det klammeste i hele verden.

»Sådan, ’uaadrk!’ – jeg skulle bare væk derfra.«

Han begyndte på Frederiksværk Gymnasium i august 1995. Her sprang han ud, som det blev kaldt, i begyndelsen af 2. g og følte sig ulækker, nu ikke bare over for sig selv, men over for hele skolen, især drengene. Han holdt op med at gå i bad efter idræt af frygt for, at de andre skulle mistænke ham for at kigge liderligt på dem.

Hvis han slog sig ned i en sofa tæt på nogle drenge eller kom til at røre en på skulderen, blev han bange for, at de så troede, han var ude på noget.

»Jeg følte mig så alene,« siger han.

Vi står i kantinen på Frederiksværk Gymnasium. Jeg gik i parallelklasse med ham dengang for 15-18 år siden. Vi boede begge to i Strandgade, på hver vores side af Peder Falstersvej – jeg med min mor og lillebror, Thomas med en klassekammerat på anden sal i et stort hus, hvor jeg tit var til fest. Jeg husker ikke nogensinde at have vekslet et ord med ham.

»Jeg havde på fornemmelsen, at I fyre syntes, det var så ulækkert. At jeg var underlig eller mærkelig, fordi jeg ikke var ligesom jer. Det var måske bare noget, jeg bildte mig ind. Jeg kan bare huske, at det var mere trygt for mig at søge sammen med pigerne i stedet for. Der følte jeg mig mere accepteret.«

Vi går fra kantinen op til første sal. Halvvejs oppe drejer trappen 180 grader, og det var lige her i svinget, i efteråret 1996, Thomas Antkowiak fandt ud af, at hans seksualitet – som han kun havde indviet et par veninder i – var blevet et fælles anliggende. Han gik forbi et par 1. g’ere og hørte dem to skridt senere hviske til hinanden, at »det var ham bøssen, der gik dér«. Ingen andre af skolens godt 350 elever var åbne omkring at være andet end heteroseksuelle.

Fra balkonen over gymnastiksalen kigger vi ned på seks gutter, der løber rundt og spiller basketball. Det var her, de årlige hockeyturneringer blev afholdt – det gør de stadig – og det var her, tre drenge fra HF råbte ’bøsse’ efter ham og flyttede sig demonstrativt, hvis han stod i nærheden af dem, som om de var bange for at blive smittet. Thomas Antkowiak husker, at han flere gange var nede på rektors kontor og fortælle, hvordan han blev chikaneret. »Det er jo bare drengestreger,« svarede rektor. »Det er svært at gøre noget ved den slags.«

To fyre, en sorthåret og en lyshåret, går forbi os, den ene med armen om skulderen på den anden.

»Det ser man mere i dag,« siger Thomas Antkowiak. »De er ikke så bange for at røre hinanden.«

Kun kæle med hunden

Mark McCormack har lagt mærke til noget lignende. Han gik i gymnasiet på Rutlish School i et etnisk blandet arbejder- og middelklassekvarter i det sydvestlige London omkring årtusindeskiftet. Ingen var åbent homoseksuelle, heller ikke Mark, der holdt sit begær for sig selv for ikke at blive mobbet med at være bøsse. Det risikerede man nu alligevel, uanset om man var til drenge eller piger.

»Jeg så mange drenge blive kaldt ’homo’ eller ’fims’ eller ’queer’ på grund af den måde, de opførte sig på,« fortæller Mark McCormack. »Alt, der blev opfattet som feminin adfærd, var stigmatiseret. Hvis du var spinkel i stedet for muskuløs, hvis du havde en blid stemme, hvis du hørte Britney Spears. Hvis du gik med skuldertaske, var du homo. Hvis du gik med rygsæk og havde den på begge skuldre, var du homo. Det var hårdt for ryggen.«

Lærerne var ikke meget for at bekæmpe mobningen af frygt for lovgivningen, der forbød »promovering af homoseksualitet« i offentlige skoler. Det homofobiske miljø prægede drengenes omgangsformer. Hvis de var kropsligt intime med hinanden, var det i aggressionens navn. Det var håndklædesmæld og numseklask i omklædningsrummet, det var skub, lammere og brydekampe, det var blottet for ømhed.

»Dengang kunne en heterofyr stort set kun tillade sig at kæle med sin hund,« siger Mark McCormack.

Han blev student i 2002 og forventede ikke at opleve de helt store forandringer, da han syv år senere som ph.d.-studerende i sociologi gik i gang med sit feltarbejde på tre britiske gymnasier for at undersøge homofobi blandt teenagedrenge.

Men han fik sig noget af en overraskelse.

Ikke kun over omfanget af åbent homoseksuelle elever. Ikke kun over, at en transkønnet elev som Ross hverken blev drillet eller holdt ude. Og heller ikke kun over, at en 16-årig dreng som Max – flamboyant i sit udtryk og erklæret queen – blev valgt som formand for elevrådet på ’Religious High’ – den af feltarbejdets tre skoler, der formelt er knyttet til den kristne kirke – og efter valgsejren lykønsket af en flok veltrænede sportsfyre, der havde hørt ham argumentere for, at hans homoseksualitet gjorde ham mere lydhør over for uligheder generelt, og derpå givet ham deres stemme.

Hvad der virkelig sprang McCormack i øjnene, var den afslappede intimitet, langt størstedelen af drengene udviste over for hinanden. Det kunne være Adi, der en eftermiddag i aulaen på Standard High – et gymnasium med elever af en socioøkonomisk og etnisk baggrund svarende til landsgennemsnittet – sad med fødderne i skødet på Ryan, der løsnede og bandt sløjfer på hans snørebånd. Lige ved siden af sad Sam på skødet af Liam, mens han snakkede med Martin, som langsomt og uden åbenbar anledning strøg Rob på låret med hånden.

Det kunne være Jack, der stod og snakkede med nogle klassekammerater, da han fik øje på sin bedste ven Tim og straks råbte »Timmo!«, løb ham i møde og sprang op på Tim med benene rundt om livet på ham og armene omkring hans hovede, som han kyssede og sagde, »Timmo, hvor har du været hele weekenden, jeg har savnet dig!«

McCormack noterede sig de første 20 drenge, der jævnligt kaldte deres bedste ven for lover eller boyfriend. »Det handler,« som Dave fra Religious High udtrykte det, »ikke om, at jeg er tiltrukket af ham. Det handler om, at jeg elsker ham.«

Flere end to tredjedele af drengene flettede fingre, masserede hinanden eller indgik i andre former for ’homosocial taktilitet’, som McCormack kalder det i bogen The Declining Significance of Homophobia udgivet af Oxford University Press i 2012 og hyldet af kritikere som banebrydende forskning, der »dokumenterer en revolution«, som professor Ritch C. Savin Williams fra Cornell University har formuleret det.

En revolution, der selvsagt har gjort det nemmere at være homoseksuel, men også udvidet handlerummet for drenge generelt. Indtil for få år siden voksede de fleste op i et miljø, hvor noget af det værste og mest skadelige for ens sociale status var at blive opfattet som bøsse. Eller bøsset. Homofobien var adfærdsregulerende. Ens heteroseksualitet var aldrig endegyldigt etableret, den skulle vedvarende demonstreres, en kontant bevisførelse, der hele tiden var i fare for at blive betvivlet, hvis man kom til at overskride de uskrevne regler for, hvad man måtte sige hvordan, og hvem man måtte røre ved hvornår. Homofobisk adfærd var en del af bevismaterialet. At udpege sidemanden som fims var en måde at bestyrke sin egen ikkefimsethed. Man kæmpede sig forbi de andre gutter i machohierarkiet ved at stille spørgsmålstegn ved deres seksuelle orientering.

Det virker ikke i dag. Bøssekortet er ikke længere trumf. Som Mark McCormack siger om unge fyre, der uden videre fletter fingre:

»De er, med god grund, ligeglade med, om de bliver opfattet som homoseksuelle.«

Der er ikke lavet tilsvarende forskning i Danmark, men foreningen Sex og Samfund har gennem deres rådgivnings- og undervisningsarbejde på danske ungdomsuddannelser noteret en lignende udvikling:

»Den homoseksuelle som skræmmefigur eroderer,« siger Morten Emmerik Wøldike, sociolog og projektleder i Sex og Samfund.

»Der er stadig rester af homofobi, men der er sket en markant udvikling af, hvad unge mænd kan gøre med hinanden, kropsligt og intimt, uden at den homoseksuelle skygge kaster sig over dem,« siger han og fortæller om heteroseksuelle fyre, der sover i ske og spørger interesseret om trans-, bi- og homoseksualitet.

»Mulighederne for lyst er ved at løsrive sig fra de gamle normer. Ikkehomoseksuelle mænd har fået et større spillerum at udfolde sig i. De har flere muligheder.«

Joakim med de bløde læber

I kantinen på Frederiksværk Gymnasium er spisefrikvarteret ved at være forbi. Sølvpapir bliver krøllet sammen og smidt i papirkurven, de fleste elever begiver sig mod klasseværelserne.

Fire drenge bliver siddende omkring et rundt bord midt i lokalet. De snakker om en fyr, som efter sigende har knaldet en pige, der både er fotomodel og gravid. Thomas og jeg spørger, om vi må slå os ned. Vi er velkomne. Jeg fortæller, hvorfor vi er her og om, hvordan det var at gå her for 15 år siden.

»Folk er mere frie i dag,« siger en af dem. Han hedder Hassan Masri, er 17 år og går i 2.b. Han har mørkegrønternet skjorte og matchende kasket på. Ved siden af ham sidder Joakim Konradsen, Mads Avnsbo og Nicklas Thøgersen. Egentlig skulle de have haft dansk nu, men de har besluttet sig for at tage hjem og spille FIFA i stedet for. Nu venter de på bussen.

Jeg spørger, om der er åbent homoseksuelle elever på skolen.

»Hende med det krøllede hår derovre er lesbisk,« siger Joakim Konradsen og peger over mod en håndfuld piger i vindueskarmen.

»Og Frederik,« tilføjer Hassan Masri. »Han var det i hvert fald på et tidspunkt. Nu er han det vist ikke mere. Det er også her, mens man er ung, man lige skal finde ud af nogle forskellige ting.«

- Og det har folk det helt fint med?

»Ja, det er sådan: Gør hvad der passer dig,« siger han. »Drengene løber jo også rundt og kysser hinanden til fester.«

- Gør du også det?

»Ja. Jeg tror, jeg kan sige, at jeg har kysset med hver af jer,« siger Hassan Masri og kigger bordet rundt på vennerne, der bekræfter.

- Hvem af dem kysser bedst?

»Det må blive ...«

Mads Avnsbo afbryder:

»Det er Joakim.«

Mads og Joakim har valgt hinanden som ledsager til gymnasiets forestående gallafest.

Hassan Masri nikker.

»Ja, det er Joakim. Han har sådan nogle store, bløde læber.«

- Hvad så hvis folk tænker, at Hassan er homo?

»Jeg tager det ikke så tungt. Det er jo heller ikke random drenge, jeg går hen og kysser med. De er ok de drenge her. Man føler sig lidt gode venner.«

Det var her i kantinen, at 3. g’erne på sidste skoledag stillede sig op foran alle os andre og uddelte priser.

Jeg kan huske, de kårede Lea som årets babe. En pige fra 1. g, som havde været sammen med nogle af de ældre elever, blev udråbt til at være årets skumfisse. Thomas Antkowiak skulle have haft prisen som årets bøssekarl. Han var blevet varskoet på forhånd.

»Det var frygteligt,« siger han.

Heldigvis havde han nogle veninder blandt 3. g’erne, som han havde gået i folkeskoleklasse med, inden han tog på efterskole. De fik talt drengene fra det.

»Det er mærkeligt, for jeg kan mærke, nu hvor jeg sidder her igen ... altså, jeg har brugt rigtig meget tid på det her ... på at finde ud af det her med at være mand og sådan noget, og en af de ting, jeg har lært, handler om vejrtrækning. Når jeg beskytter mig selv, så lader jeg være med at trække vejret helt ned i maven. Det kan jeg mærke, at jeg gør nu her. Så kravler det herop,« siger han og peger på brystet.

»Så skal jeg lige være opmærksom på at få det længere ned. Det er ikke et trygt sted det her.«

»Ikke at ... jeg mener, min klasse bakkede mig godt op. Men der var ret meget selvhad.«

Usikker og forvirret

»Hej Anders!« lyder det pludselig bag os. Det er Camilla Krøjgaard Andersen. Vi gik i samme klasse dengang. Nu er hun biologi- og idrætslærer på skolen.

»Hvad laver I her?« spørger hun og får svar.

»Jeg kan godt huske, at der var meget omkring dig,« siger hun til Thomas. »Især blandt drengene. De var meget oppe og snurre over det. De vidste slet ikke, hvordan de skulle forholde sig til det. Sådan pprrhhrrr,« siger hun og lyder som en mellemting mellem en kuldegysning og et hestevrinsk.

»Det var også min fornemmelse,« siger Thomas. »Men det var svært at vide, hvor meget af det, der bare var i mig selv, og hvor meget der var i dem. Så det er meget fedt, at du også havde den fornemmelse.«

»Det havde jeg helt klart,« siger Camilla. »Det var ikke had. Det var mere en forvirring. De var så usikre.«

Jeg spørger, hvordan eleverne er anderledes i dag.

»De er bare mere oplyste. De taler meget frit om sex og seksualitet,« siger Camilla, der som biologilærer også underviser i sexologi.

»Det virker, som om det er blevet mere gængs,« siger Camilla.

Thomas fortæller om, hvordan det var i 1996. Det var året, hvor tidligere sundhedsminister Torben Lund blev hængt ud på forsiden af tabloidaviserne, skandaløst ’afsløret’ som homoseksuel. Tom Hanks havde et par år forinden vundet en Oscar for rollen i filmen Philadelphia som hivsmittet skabsbøsse, der bliver fyret fra sit arbejde og dør. Det var før En kort, en lang, før Brokeback Mountain, før internettet blev hverdag.

»Der var ingenting at spejle sig i,« siger Thomas Antkowiak. »Og man kunne ikke rigtig søge information. Jo, så skulle man gå ned på biblioteket, men det var pinligt. Man kunne ringe 159, Træfpunkt, men man havde ikke sin egen telefon, og hjemme hos mig fik vi udspecificerede regninger, så forældrene kunne jo se det. Der manglede det der informationsniveau.«

Mark McCormack beskriver, hvordan det ser ud i dag. Han beskriver en aftabuisering. Det offentlige rum er befolket af mennesker – nyhedsværter, skuespillere, komikere, politikere, forskere – der åbent, og uden at det skaber postyr, er i forhold med mennesker af samme køn som dem selv. Tv-serier og realityprogrammer har homoseksuelle hovedpersoner, uden at deres seksualitet af den grund er i fokus. På sociale netværkssider erklærer folk deres begærsretning ved siden af oplysninger om deres alder og yndlingsfilm. Græsrods- og interesseorganisationer har efter mange års vedholdende kamp mod diskrimination sikret bøsser og lesbiske ret til at gifte sig, adoptere og gøre militærtjeneste på lige fod med andre.

Samtlige elever, McCormack snakkede med i løbet af de seks måneder, han tilbragte på Standard High, bakkede eksplicit op om homoseksuelles rettigheder. Flere af dem forstod nærmest ikke spørgsmålet, når de blev bedt om at forklare deres holdning.

»Altså, hvorfor skulle man ikke støtte homoseksuelles rettigheder?« som Nick forvirret spurgte tilbage, inden han forklarede, at det ville svare til at være racist.

Den homofobiske taber

Rektor på Frederiksværk Gymnasium Johnny Simonsen hentyder til noget lignende, da jeg spørger ham, hvad ledelsen gør for at forhindre chikane af homoseksuelle elever. Den gør ingenting, forklarer han. I sine fire år som rektor har han aldrig hørt om, at oplevelser som Thomas Antkowiaks skulle finde sted.

»Det ville være pinligt, hvis nogen råbte ’bøsse’ efter andre. Man diskvalificerer sig selv,« siger han.

McCormack når samme konklusion:

»Hvor homofobi engang var en integreret del af at være maskulin, bliver det i dag opfattet som udtryk for umodenhed,« siger han.

På hvert af de tre gymnasier, han udførte feltarbejde på, ventede han tre uger med at fortælle eleverne om sin egen seksualitet. Han noterede sig ingen ændringer i deres adfærd eller måde at tale til ham på. Det mest kontroversielle udsagn, han stødte på gennem sit et år lange feltarbejde, var fra Jamie på Fallback High, der om sit forhold til bøsser sagde: »Jeg vil ikke høre om det, men de kan gøre som de vil.«

I alt var der tre elever, der udtrykte den form for tolerant afstandtagen. De adskilte sig samtidig fra flertallet ved stort set kun at bruge internettet i forbindelse med skolearbejde og fjernsynet til kun at se fodbold. De var ikke på Facebook, fulgte ikke med i populære tv-serier, tog sjældent ind til den nærmeste storby og virkede generelt afkoblet fra den globaliserede ungdomskultur, som prægede deres medstuderende.

»Det er i høj grad et spørgsmål om klasse,« lyder det fra Mark McCormack.

Han beskriver, hvordan populære drenge ikke længere sikrer deres status ved at være stærkest eller ved aktivt at marginalisere andre drenge. Tværtimod: De mest populære elever går op i at være venner med mange typer studerende. Når de holder fest, er alle inviteret. Det handler ikke om at være den hurtigste på fodboldbanen, men om at være den mest karismatiske. Kodeordene til at opnå høj social status er kreativitet, autenticitet og evnen til at være omstillingsparat. Det ene øjeblik underholder man ved at danse på bordet i kantinen, det næste lægger man armen om en kammerat, der er ked af det.

»Den her bløde form for maskulinitet – evnen til at indgå i fællesskaber på den her måde – er i høj grad baseret på middelklassenormer,« siger Mark McCormack. »Der kan godt opstå problemer for nogen børn fra lavere sociale lag, der måske ikke er rustet til at tage del i de kulturelle skift, de møder. De kan være mere tilbøjelige til at overtage deres fædres homofobi,« forklarer Mark McCormack.

Hans forskning er ikke blevet lige positivt modtaget overalt. Især organisationer, der arbejder for at bekæmpe mobning af seksuelle mindretal, har stillet sig skeptisk an over for hans konklusioner. Som om homofobi er et overstået kapitel. Selv afviser McCormack, at han tegner et rosenrødt billede.

»Jeg siger ikke, at situationen er perfekt. Der er stadig brug for at forbedre seksualundervisningen, så den i højere grad handler om nydelse, identitet og kønspolitiske spørgsmål. Hverdagseksemplerne i matematik og fremmedsprogsundervisning skal også tage udgangspunkt i ikke-heteroseksuelle livsformer. Når vi analyserer digte, skal vi kunne diskutere, hvilken rolle forfatterens seksualitet spiller. Den form for integration af LGBT-perspektiviter var slet ikke mulig i 80’erne og 90’erne. Homofobien var for voldsom. Vi var ikke klar til det.«

Mange af de drenge, McCormack tilbragte tid med under sit feltarbejde, insisterede på, at deres skole stadig var homofobisk. Ikke fordi de kendte til mobning, som han ikke fik øje på, men fordi de anså det for homofobisk, at der sjældent blev snakket om gay stuff i undervisningen, og at der ikke var nogen åbent homoseksuelle lærere.

»Heteroseksuelle er klar til at snakke om de her ting. Det er min pointe: Kampen er ikke forbi, men slagmarken er en anden. For at bekæmpe homofobi mest effektivt er vi nødt til at vide, hvor vi befinder os.«

Parkeringspladsen uden for Frederiksværk Gymnasium er dækket af våde efterårsblade. En Puch Maxi med kurv på bagsmækken tøffer forbi på cykelstien. Thomas Antkowiak sætter sig ind i sin bil. Han skal til Hillerød, hvor han arbejder på et plejehjem for demente. Han husker en køretur med familien for mange år siden, kort tid efter han var gået ud af gymnasiet. De var for mange til hver at kunne få et sæde i bilen, så hans storesøsters kæreste foreslog uden videre, at Thomas satte sig på skødet af ham.

»Jeg blev bare så glad. At han ikke var bange for, at jeg sad på skødet af ham. At han ikke var bange for, hvad det betød,« siger Thomas Antkowiak.

»Den der følelse af, at folk synes, det er ulækkert, den har jeg stadig i dag. Den sidder i rigtig mange af min generations homoseksuelle.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Utrygt. Det er ikke et trygt sted, det her, siger Thomas Antkowiak. Et gensyn med hans gamle gymnasium er også en genoplevelse af de følelser og den stress, det gav at være i et skolemiljø, der havde svært ved at rumme ham som bøsse.

Foto: 
Sigrid Nygaard

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Hvis lærere ikke er klar over, i hvor høj grad de er rollemodeller, er de lidt smånaive. Enhver, der fremstår mere vidende og moden, er for den opvoksende generation en rollemodel, uden at man nødvendigvis er klar over det; men for lærere er den bevidsthed nødt til at være tilstede, for den er en del af skolens almendannende rolle i samfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Korsgaard

Evolutionen forløber stille og roligt, og nej, rollemodeller findes sjældent hos den ældre generation, fordi den er vokset op i undertrykkelse. Selv har jeg dog ikke haft problemer med at være "offentlig ansat homoseksuel" og oplever heller ikke homofobien som så slem som den har været. Læg mærke til at der bliver nævnt "klasse", så måske befinder vi os "blot" i et paradigmeskifte, hvor de oplyste eller de der lever i en oplyst familie fører an, selvom jeg nu til hverdag oplever den "almindelige" ungdom som mere åbne end de fleste voksne.

anbefalede denne kommentar