Valgplakat

For de politisk meget aktive er det ligesom juleaften, når man de obligatoriske tre uger op mod et valg må begynde at hænge valgplakaterne op. Med de præcis 0,8 m store flotte kontrafejer på masonitplader løber de forskellige partisoldater rundt i gader og stræder for i løbet af få timer at dække hele landet til med smilende, alvorlige, tykke, ophovnede, tynde, glatte, fine, men meget sjældent smukke ansigter, der forsøger at få opmærksomhed på deres blotte fjæs. Kandidatens navn og portræt er ofte suppleret med et slogan og et partibogstav. Det sidste er vigtigt, da sloganet i reglen kun giver ringe eller slet ingen information om den politiske retning: »Mere mod, mere menneske«, »Stærkere værdier«, »Her bor vi!«, »Større visioner«, »Mere Rødovre«.

Der findes et utal af grafiske eksperter og valgkyndige, der ved hvert valg forsøger at gøre sig kloge på effekterne af valgplakaterne, og hvordan de bør udformes for at skabe mest opmærksomhed, men de fleste har i årevis været enige om, at plakaterne har liden eller slet ingen effekt. Eller det vil sige: Det troede man indtil 2009, hvor man på Københavns Universitet foretog en af de mest grundige undersøgelser lavet af fænomenet, og her tyder det faktisk på, at plakaterne netop ved kommunalvalg rykker noget. Således skulle en kandidat med mange valgplakater kunne flytte mellem seks og syv procent af stemmerne fra et andet parti til sit eget, mod et parti, der har meget få. Og hvis en kandidat sætter flere op end sine partifæller, så kan han eller hun internt flytte 12-13 procent af stemmerne. Hertil kommer den korpsånd og opbakning, det giver at organisere selve ophængningen. Når der til derimod er tale om folketingsvalg, flytter plakatophængningen næsten ingenting – måske fordi spredningen mellem partierne er mere stabil.

Traditionen er næsten 200 år gammel og stammer fra USA, hvor man allerede i midten af 1830’erne var meget aktive og kreative frem mod præsidentvalgene. En af de først kendte var General Zachary Taylors plakat, hvor han sidder til hest med sine medaljer, mens der over ham svæver en engel, der lovpriser hans sejre. Plakatens slogan er helt enkelt Justice Union Peace (Retfærdighed, enhed, fred) – mere forklaring behøvedes ikke. Cirka samtidig opstod smædekampagnerne også på de amerikanske valgplakater, og de har siden været en større tradition derovre end her i Europa. I det hele taget er der ret store spring fra den amerikanske model til den danske, for det er nemlig en særlig dansk tradition er gøre så meget ud af politikernes ansigt. Få steder i verden er plakaterne så personlige og direkte som her, hvilket kan have at gøre med vores valgsystem og de fleste partiers listesystemer, men det kan også stamme fra de danske valgplakaters fader, nemlig Thorvald Stauning med de klassiske Stauning eller Kaos-plakater fra 1930’erne. I nyere dansk historie har kun partiet Enhedslisten for alvor gjort oprør mod det, partiet ser som en ’persondyrkelse’ ved at lave valgplakater uden ansigter på. Enhedslistens hovedbestyrelse besluttede imidlertid i 2011 for første gang i partiets 24-årige historie at sætte Johanne Schmidt-Nielsen og de øvrige kandidaters ansigter på plakaterne i valgkampen til det, der blev Enhedslistens største valg nogensinde.

Danskerne er også kendt for at have et meget mere personligt og direkte forhold til deres politikere end både andre europæiske lande og amerikanerne. Ikke desto mindre antyder nyere amerikansk forskning, at netop ansigterne på politikerne betyder utroligt meget for de amerikanske vælgere, så måske de burde tage ved lære. Det samme blev Barack Obamas kampagne fra 2007 også rost for, hvor den kendte street artist Shepard Fairey lavede den ikoniske Hope-plakat, der netop bar Obamas kontrafej. Ikke desto mindre var ansigtet droppet i 2012.

Her til lands holder man dog fast, og det ville være underligt, hvis ikke de mange fine ansigter vil forsøge at gøre sig til igen næste gang, der er valg. Men husk, de skal ned igen senest otte dage efter valget – ellers koster det.