Læsetid: 8 min.

Viden skal tælles, ikke vurderes

Teknologi og masseuniversiteter har skabt en vidensmængde så enorm, at et almægtigt bureaukrati er vokset frem for at håndtere den. Resultatet er stigende fravær af faglig diskussion til fordel for udøvelse af fagpolitisk magt
Fremtidens forskere. Der er behov for forenklinger, men også for at diskutere, hvordan fremtidens viden og forskning skal vurderes. Det er der mere end ét svar på.

Jakob Dall

2. november 2013

Viden produceres for at publiceres. Den skal gøres offentlig, så alle har adgang til den og kan bruge den, hvad enten det gælder dannelse, politik eller teknik. Viden er magt. Og viden har værdi.

I praksis er det ikke alle, som har adgang til viden. Nogle er forhindret, fordi viden kræver viden. Andre er forhindret, fordi privat viden kan patenteres eller holdes skjult. Men der er noget skandaløst over viden, som ikke kommer andre til gode end den, som tilvejebringer den. Det gælder især viden, som udvikles på statsbetalte universiteter.

Med masseuddannelse og masseuniversiteter produceres der for tiden enorme mængder af viden. Tusinder af forskere har kniven på struben og står over for et krav om publish or perish.

Ikke blot skal der skrives. Også måden, der offentliggøres på, er fastlagt på forhånd. Hvad der tæller er små artikler, offentliggjort i A-tidsskrifter med double-blind peer review, som på dansk blev til anonym fagfællebedømmelse. Artikler af den type er blevet forskningsverdenens officielle møntfod. Det er ikke nok, at en artikel er genial, hvis den udkommer i Nørre Kønsløse Menighedsblad. Bøger er i dag en devalueret valuta. De tæller ikke med mere.

For nogle år siden blev der nedsat bibliometriske udvalg, som på hvert fagområde skulle skille fårene fra bukkene og udpege de kanoniske A-tidsskrifter til forskel fra de mindre fornemme B-tidsskrifter. Som formanden for universiteternes ledere, Jens Oddershede, udtalte, skulle resultaterne være »adfærdsregulerende«. Ikke den enkelte forsker, men et forskningsmiljø skulle både bedømmes og belønnes for, hvor højt de scorede på de bibliometriske skalaer.

Så var aben givet videre til det enkelte institut. Hundredevis af forskere gjorde lydigt som krævet, uanset at mange fandt opgaven meningsløs. Men alternativet var værre: at blive dømt ude af det bevilgende selskab.

Mens bøger og artikler tidligere blev bedømt af fagfæller, blev bedømmelsen nu teknologiseret. Djøf’ere i de højere ledelseslag kan ikke forventes at fatte, hvad teksterne handler om, og skal alligevel bedømme forskningen. De kan ikke bedømme kvalitet, men kun kvantitet: De kan tælle. Kvaliteten må afgøres af tidsskrifterne.

Al magt til tidsskrifterne

Tidsskrifter i det gode A-selskab blev nu genstand for stærk opmærksomhed. De var nåleøjet til anerkendelse og midler, så der blev talt og målt i stedet for læst og kritiseret. Én ting er, at mange forlag tager sig godt betalt for at sælge tidsskrifter, hvor forskere indleverer deres artikler gratis. En anden er, at systemet med peer reviews erstatter faglig diskussion med fagpolitisk udøvelse af magt. Dommen over en artikel kommer ikke fra en kollega, man kan diskutere med, men fra en anonym person, som stiller krav som betingelse for optagelse. Man kan godt diskutere, men det er ofte kontraproduktivt. Genren er en anden: Hvad skal der til for at få artiklen optaget?

Mange artikler bliver bedre af at blive bedømt af et fremmed blik. Men der er mere i potten. Kravet er ofte, at man skal tilpasse sig tidsskriftets linje, se, hvad det har udgivet de sidste ti år, og hvem der er helte og skurke. Hermed skifter fokus fra indhold til form: Hvad skal der til at komme igennem nåleøjet? Nogle arbejder i årevis på at justere en artikel, så den passer til det krævede format. De snakker mere om arbejdet med at få artiklen optaget end om, hvad der står i den. Indholdet er et X; det afgørende er det hak i geværkolben, som betyder, at man nu kan føje endnu en artikel til sit CV.

Selv om tidsskrifter gør et stort arbejde for at finde de rigtige bedømmere, er der er et konservativt element i tidsskriftkulturen. Redaktører har magt. Og selv om de, som alle magthavere, bedyrer deres saglighed, ligger der en korrumperende effekt i at sidde med den nøgle, der låser op til forskningens hellige valuta: en offentliggørelse i et A-tidsskrift.

Omkring celebre tidsskrifter kan der samle sig et hof af dommere, der ikke selv bedømmes. Forskningsverdenen har ikke løst Platons klassiske problem med, hvem der skal kontrollere kontrollørerne.

Mange forskere løser problemet på den måde, at de henviser til andres forskning i stedet for at diskutere andres forskning. I nogle artikler er litteraturlisten næsten længere end artiklen selv, og hver eneste påstand efterfølges af en veritabel parade af henvisninger. Man er med i det gode selskab uden nødvendigvis at have læst de mange tekster. Det kan være bluff, eller der kan være dækning bag. Det er ikke let at vide. Da det er let at opsamle referencer på nettet, er det også let at overdrive sin intellektuelle kapital.

Den vitale diskussion med andre lider skade. Man kan skøjte og undlade at gå i dybden. Henvisninger kan gøre det.

Goddag til metadiskussionen

Samme tendens finder man i de mange ’anden-ordens-’ eller metadiskussioner. Ligesom spindoktorer ikke taler om politikkens indhold, men kun om dens form, kan forskere undgå at vove det ene øje og nøjes med at følge de diskurser, som sætter dagsordenen for et bestemt emne. Hvad angår den ærede hr. Forsker selv, så forsvinder han ud i sin egen blinde plet og kan undlade at spørge, hvorfra han selv spørger. Han har rigeligt at gøre med at registrere, hvad andre siger.

Hermed ændres betydningen af at forske. I stedet for at viden stilles til rådighed for offentligheden og bidrager til teknisk, politisk og humanistisk dannelse, trækkes produktionen af viden ind i karrierens smalle spor. Det handler om at øge sine chancer for forfremmelse og stå sig godt i ledelsens øjne. For selv om ledelsen ikke nødvendigvis ved, hvad forskningen handler om, kan den godt tælle point.

Også ledelsen deltager i konkurrencen, blot på et andet niveau. Den bedømmes på, hvor godt institutionen klarer sig på de globale rating-lister. På alle universiteter vokser ledelseslagene; og ledere diskuterer endeløst strategier og målsætninger, ofte fjernt fra forskningens og undervisningens daglige arbejde. De kommer regelmæssigt med opsange om at publicere mere og bedre og blive verdens bedste eller i hvert fald bedre end sidste år.

Med den uhyre vækst i mængden af viden og antallet af forskere bliver den klassiske idé om viden for offentligheden anstrengt. Viden produceres for karrierens skyld. Selv handelshøjskoler, som traditionelt har et mere nært forhold til praksis end universiteter, har sluppet livlinen til erhvervslivet og producerer viden til sig selv.

Når et forskningsmiljø er stort nok til at være selvbærende, kan forskere producere viden af et raffinement, som kun forstås af de indforståede, og hvis fremmeste nytte er, at den bidrager til karrieren. På konferencer kan man rejse verden rundt og deltage i et vidensritual, hvor man præsenterer sin forskning for andre i små sessions på 20 minutter. Hvad der kommer ud af det, er usikkert, men man har deltaget og offentliggjort. Og man er registreret. Føler man sig miskendt, kan man starte sit eget online tidsskrift, danne sin egen klub og bidrage til uoverskueligheden.

Så forskere kapper forbindelsen til verden udenfor og publicerer for hinanden. Selv om en forsker har sit faglige engagement intakt, tvinges han ind i en prokrustesseng, hvor han kan vælge at tilpasse sig eller blive perifer. Arbejder han personligt og kompromisløst, risikerer han at havne i en privat grøft, hvor han kan hygge sig med sig selv. Han kan også skære sin forskning til efter bibliometriens forskrifter. Så risikerer han at havne i en anden grøft: at se sin forskning forsvinde som tårer i forskningens umådelige hav, kun mindeværdig på hans eget CV. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.

Ensretning af videnskaben

Vi har præsenteret en karikatur, som får situationen til at tage sig latterlig ud. Forholdene er ikke så groteske; dilemmaerne og valgene (endnu) ikke så umulige. Men overdrivelse fremmer forståelsen, og situationen er på vej. Der foregår en ensretning af forskningen i Danmark.

Et globalt vidensmiljø kan ikke forlade sig på, at forskere kender hinanden. Når der produceres kolossale mængder af viden, kan man heller ikke forlade sig på, at alle har læst hvad hinanden skriver.

Stillet over for et overload af viden må der forenkles. Som i økonomien må der findes en pengeform, som kan aflæses og cirkulere hurtigt, så man ikke behøver at belaste hvert eneste køb og salg med tuskhandelens sjakren ansigt til ansigt.

Selv om viden altid har været international, produceres og udveksles den med voksende omfang og hast, bl.a. i kraft af springet fra elite- til masseuniversitet og fra nationalt til globalt vidensmiljø. Kompleksitet må spejle sig i forenkling, hvis ikke systemet skal bryde sammen. Her er møntfoden blevet artiklen, som er anerkendt af andre forskere og publiceret ad en troværdig kanal. Den er kort og kan læses hurtigt, især hvis den indledes med et abstract, så alle kan komme til. Bøger er en mere krævende genre, som det kan være vanskeligere at rubricere.

Forenklingens omkostninger

Det er svært at undgå den hårde møntform. Men one size fits all! har omkostninger.

Tidsskriftartiklen er ikke den eneste videnskabelige form – og ikke nødvendigvis den bedste, når det drejer sig om omfattende sammenhænge. En artikel har typisk én pointe. Den bidrager kun sjældent til den offentlige debat. Så man kan overveje at give andre bidrag en større anerkendelse og udbredelse, end de har for indeværende – bogen, essayet, indlægget.

Den dobbeltblinde fagfællebedømmelse er ikke altid den bedste måde at sikre videnskabelig kvalitet på. Den tildeler bedømmeren en privilegeret position, hvorfra denne kan fælde dom under dække af anonymitet og dermed uden selv offentligt at skulle stå på mål for bedømmelsens upartiskhed og kvalitet. Andre måder at bedømme på kunne med fordel anvendes i videnskabelige sammenhænge, hvor forskere skal hævde noget nyt på et bestemt område og stå ved det. Måske kan ikkeanonyme bedømmelser og/eller en offentlig debat være en bedre sikring af diskussionsniveau og erkendelsesfremskridt?

Det er totalitært at underkaste forskningen absolutte hensyn, hvad enten det er: ’fra forskning til faktura’ eller ’kun i udvalgte tidsskrifter’. Hensyn, der kan være velbegrundede i bestemte sammenhænge, må ikke blive til løsrevne absolutte fikse ideer. En god forsker må bedømmes på andre parametre end antallet af fagfællebedømte artikler i internationale tidsskrifter. De er vigtige. Men det samme er kollegaer, som underviser, administrerer og bruger tid på at få et miljø til at hænge sammen. Og som formidler fra forskning til offentlighed. Også det akademiske miljø trives med diversitet.

Ole Thyssen er filosof og professor ved Copenhagen Business SchoolSverre Reffnsøe er filosof og professor på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Knud. Leth-Nissen
  • Maria Jensen
  • Esben Bøgh Sørensen
  • Maria Guldager
  • Jens Christensen
  • Mattia Guidarelli
  • Jørn Andersen
  • Claus Piculell
  • Mihail Larsen
  • Kalle Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • Gaderummet Regnbuen
  • Morten Kjeldgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Curt Sørensen
  • Brian Pietersen
  • Niels Engelsted
  • Thomas Gitz-Johansen
  • Henrik Klausen
  • Andreas Trägårdh
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Henrik Rude Hvid
  • Søren Jessen
Knud. Leth-Nissen, Maria Jensen, Esben Bøgh Sørensen, Maria Guldager, Jens Christensen, Mattia Guidarelli, Jørn Andersen, Claus Piculell, Mihail Larsen, Kalle Nielsen, Carsten Mortensen, Gaderummet Regnbuen, Morten Kjeldgaard, Lise Lotte Rahbek, Curt Sørensen, Brian Pietersen, Niels Engelsted, Thomas Gitz-Johansen, Henrik Klausen, Andreas Trägårdh, Heinrich R. Jørgensen, Henrik Rude Hvid og Søren Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Værst er det, at tilvejebringelsen af viden bliver dogmatisk på en måde, som reelt hæmmer reelle fremskridt.
Masseuniversitetet har fået lov at banalisere den videnskabelige tradition, fordi ingen politikere har villet ofre, hvad der skal til for at tilbyde den grundlæggende faglige fundering til alle, der optages. Men uden dette giver masseuniversitetet ingen mening, samtidig med at vi også ved, at en langt mindre del ville være interesserede i at søge universitetet, hvis det var den klassiske akademiske livsstil, der blev fordret.

Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Brian Pietersen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Jamen altså. Afskaf den bibliometriske forskningsindikator og taxameterordningen. Så er det meste affald fra Helge Sanders tid fejet af vejen.

Poul Genefke-Thye, Heinrich R. Jørgensen, Steffen Gliese, Kalle Nielsen, Brian Pietersen og Thomas Gitz-Johansen anbefalede denne kommentar
Thomas Gitz-Johansen

Enig med Henrik Klausen: Så få dog det skidt fjernet, og ryd på same tid ud i new public management-teknologierne alle de andre steder i den offentlige sektor. Ud med bureaukraternes måle-veje-kultur, og ind med diskussion og udvikling indefra de faglige miljøer og arbejdssammenhænge. Hvem fanden har givet administratorerne al den magt over vores adbejdsliv og faglighed?

Poul Genefke-Thye, Heinrich R. Jørgensen, Steffen Gliese, Kalle Nielsen, Karsten Aaen, Helene Nørgaard Knudsen, Brian Pietersen, Henrik Rude Hvid og Sven Elming anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Vi har præsenteret en karikatur... overhovedet ikke. Det er en fin og saglig beskrivelse af noget, der selv er en karikatur.

Heinrich R. Jørgensen, Jens Christensen, Steffen Gliese, Mihail Larsen, Kalle Nielsen, Carsten Mortensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg tror artiklen hovedsageligt henviser til humanistisk forskning. I hvert fald er kritikken af peer-review processen, efter min mening, ikke rigtig relevant for naturvidenskab (jeg kender processen fra begge sider).

Men det store problem er at systemet idag, der måler forskning kvantitativt, gør det meget svært for nytænkende og risikofyldt forskning at overleve. Hvis man er ung forsker, uden permanent ansættelse, så har man valget mellem at arbejde på variationer af mainstream forskning - hvor der er masser af citationer at hente hjem, og hvor hele systemet vil velkomme een - eller man kan kaste sig ud på dybt vand, tænke stort og arbejde på egne ideer. Hvis man vælger det sidste vil man ofte lede længe efter citationer, der vil være færre publikationer at skrive, fordi nyt territorie ofte kræver mere benarbejde, og hele systemet vil have vanskeligere ved at samle en op (hvor skal man f.eks. gå på konferencer og holde foredrag?).

Systemet, som det er nu, opfordrer til mainstream forskning.

Mogens Fosgerau, Olav Bo Hessellund, Heinrich R. Jørgensen, Jens Christensen, Jan Weis, ulrik mortensen, Dennis Berg, Steffen Gliese, Mihail Larsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

En af de bedste artikler i Information længe. Skarpt set problemstilling og velanalyserende, og dertil velskrevet til det morsomme, hvis ikke det var fordi det tillige er så sørgeligt. Universiteterne har i de sidste 2 årtier været inde i en forfaldsproces, en akcelleret bevægelse væk fra det klassiske universitet med dets fordybelse, diskussion, kritik og selvkritik samt pluralisme. Mere og mere fremtræder de i dag som instrumenter for den politiske og økonomiske magts overordnede udviklingsvision,Og midlet herfor er ophævelsen af universiteternes autonomi, den ekstremt bureaukratiserede , autoritære ledelse, opløsningen af det klassiske 'videnskabelige samfund', fremme af den individuelle karrierebevidsthed, samt omdefineringen af forskerens rolle, og af selve kvalitets kriteriet. Fokus på overflade og på masseproduktion af mainstream formede og kontrollerede 'numre' i udvalgte internationale tidsskrifter er et led i denne samlede proces. Og det hele er sovset ind i et vedvarende praleri om 'forskning i verdensklasse' og 'elite' mig her og 'elite mig der, samt naturligvis 'innovation'. Men under de fine ord og praleriet fortsætter degenerationsprocessen, ensformningen og tilpasningen.

Esben Bøgh Sørensen, Kenneth Hansen, Olav Bo Hessellund, Heinrich R. Jørgensen, Jens Christensen, Dennis Berg, Steffen Gliese, Mihail Larsen, Niels Engelsted, Kalle Nielsen, Morten Kjeldgaard, Karsten Aaen og Jan Weis anbefalede denne kommentar

De danske universitære pølsefabrikker

En stikprøvekontrol på elendigheden er f.eks. rekrutteringen til det fælleseuropæiske sydlige observatorium i Chile – ESO – når danske mandlige astronomer får fodfæste her er det som regel i den administrative sektor – en sjælden gang i den videnskabelige eller ingeniørtekniske – men hvor danske kvinder i ESO er totalt fraværende …

Det er dybt uforståeligt – at MØK - minister for forskning, innovation og videregående uddannelser – ikke er længere fremme i skoene – når talen er om flere kvinder inden for europæisk astronomi – som medlem af eksempelvis ESO er Danmark jo bidragsyder – men det er han sikkert knap vidende om – forsynet med uigennemsigtige provinsielle skyklapper større end tekopper …

Enhver interesseret i materien kan ved selvsyn følge med i – at kvinder også finder vej til videnskabelige poster – og det helt uden kønnede kvoter og andet diskriminerende utøj – her er det talentet og især interessen, som driver udviklingen – en udvikling alle vil kunne deltage i – som også i fortiden har fostret kendte kvindelige astronomer – i udlandet …

Problemet med, at ikke flere danske kvindelige astronomer har fundet vej til ESO skyldes nok bl.a., at deres uddannelse ikke står mål med de tilsvarende udenlandske – herhjemme udgået fra universitære pølsefabrikker uden grundlæggende forståelse for, hvad dyrkelsen af naturvidenskab i det hele taget kræver – og det i Tyge Brahes, Ole Rømers, Ejnar Hertzsprungs, Elis og Bengt Strømgrens og utallige andre førhen internationalt kendte danske astronomers fædreland …

Følgende kvartalsvise tidsskrift i hardcopy er gratis – men kan naturligvis også læses på nettet …

http://www.eso.org/sci/publications/messenger/

http://www.eso.org/sci/publications/messenger/archive/no.153-sep13/messe...

http://www.eso.org/public/denmark/

Så alle disse såkaldte vredesramte feminister kunne passende dæmpe deres temperament ved at begynde at beskæftige sig med noget virkeligt interessant her i tilværelsen – og ellers bare se at tage sig sammen – og give sig i kast med videnskabelige emner, hvor udenadslære eller forskningsfusk ikke bringer dem særligt langt - og rette deres homeriske vrede et andet sted hen - hvad med f.eks. hr. minister MØK og andre miljøfremmede og kommercielt fabulerende konsorter … :-)

Frank Hansen, Heinrich R. Jørgensen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Ethvert værksted har en brokkasse. Fagfolkene har selv fjernet det ubrugelige.
Laver de for meget, opstår et overskudslager med ringe værdi.
Her kommer ingen embedsmænd med kunstig åndedræt med skattepenge.

steen ingvard nielsen

Uha den Grimme melding igen!
Noget tyder på at det det er blevet med publiceringskulturen som det er gået indenfor arkitekturen at kun det der publiceres i tidsskrifter er lov. Eller som det er gået med medierne, at gratisavisernes lettilgængelige og korte form er blevet mainstream. Måske skal vi bare vende os til, at hvis ting ikke er let tilgængelige, har de ingen værdi, et lidt skræmmende perspektiv men nok desværre meget symptomatisk.

Jamen, egentlig, helt generelt, hvad skulle der ellers ske i et system, der akkumulerer mere og mere viden århundrede efter århundrede?

Der er jo ikke nogen fortilfælde at studere. Vi er det første højteknologiske verdenssamfund i færd med at registrere, og opbevare, enorme mængder af information i decentrale digitale netværk. Det er måske især et slaraffenland for kuratorer, i takt med at ingen ved noget om det hele, ikke engang indholdsfortegnelsen til det hele. Er dette ikke en dybere problemstilling, end blot noget med sammenspisthed, og Kafka'ske procedurer?

Hvis vi for sjov erstatter ordene "forsker", "forskning", "artikel" med "kunstner", "kunsten", "værket" og så videre. Og for enkelhedens skyld med kunst mener al slags kunst, fra enhver slags kunst over enhver anden slags what-ever-kunst til musik og populære påhit med klaphat og tilsvarende. Så giver OT og SR's artikel et påfaldende lige så præcist og vel-observeret billede af tingenes tilstand. Faktisk nærmest krystalklart og fuldstændig to the point, som var artiklen en beskrivelse af kulturlivet, det statsstøttede såvel som det privatfinansierede kommercielle. Jeg kunne forestille mig, at nøglen til adfærden i disse system, ligger i "det subjektive valg", der skal træffes valg, tages beslutning, hvori det objektive værdigrundlag for beslutningen er vagt, eller diffust. Engagement, tro og overbevisning er fraværende, erstattet af opportunisme. I kunst og underholdning, som i forskning for karrierens skyld, er værdigrundlaget, og altså succeskriteriet, ikke indholdets eminente eksistentielle livsbegrundelse for indvidet eller gruppen: Dette at man har levet sit fag til det yderste og nået en sandhedsværdi i præstationen, og udviklingen af sit talent/intellekt, men istedet dets opportune subjektive værdi for de involverede: At man fik jobbet, tilskudet, omtalen, solgte pladen, maleriet kom op at hænge et fint sted, og så videre.

Det finder jeg fascinerende, at observere sådan et mønster, for det kunne måske antyde, at der er noget mere fundamentalt på færde. Udviklingen af et samfund som arkiverer og registrerer, samt administrerer større og større mængder af information. En proces der tillægges en eller anden form for moralsk eller anden næsten metafysisk værdi for samfundet, og derfor varetages af et hierarki af mere eller mindre subjektivt indviede kuratorer, et nyt præsteskab? Der varetager denne administrative valideringsproces efter et ritual. Uden at nogen helt konkret kan sætte fingeren på helt præcist hvorfor, endsige i hvad værdiansættelsen funderes objektivt. Jeg kommer til at tænke på Jorge Luis Borges, La Biblioteca de Babel, selvom vi nok er tættere på Kafka egentlig, genesis af en ny Kafka'sk religion.

Jesper Møller nævner i en kommentar at dette primært må vedrøre humanistisk forskning. Jeg vil opfordre til at tænke lidt mere over det. En naturvidenskab der bruger budgetter i milliard klassen risikovilligt ( f.eks. at bruge 100 milllioner $ på at lede efter gravitationsbølger, uden at være sikker på om metoden virker ), og som tegnes af forskere, der turnerer som rock-star scientists i sportsvogne, og udbreder sig om andre dimensioner og Universer, baseret på matematiske fantasier, der ikke er blevet testet eksperimentelt, ledsaget af ambient synthesizer musik og anden space soup, den er ikke mere objektiv, end at der sagtens kan gå showbusiness procedurer, og karrieretænkning, i de peer reviews, der egentlig jo skulle dæmme op for den slags "hovsa" dispositioner. Livet har lært mig en ting: hvis der er løse penge, så er der grundlag for fup, også af en selv, og at man her måske især skal passe på sig selv og sin overbevisning. Ergo. der er mange penge i naturvidenskab, rigtig mange, så jeg vil aldrig nogensinde tro på at der ikke går "Berlusconi'isme" i nogen af dem, eller resultaterne.

Det beskrevne i OT og SR's udmærkede artikel tror jeg er meget mere udbredt, end som så, det begrænser sig næppe kun til forskning i social dynamik blandt kålorme.

jasper bertrand, Heinrich R. Jørgensen, Dennis Berg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

De danske universitære pølsefabrikker #2

Det er altid underholdende, når – som her – filosofia&økonoma finder de herskende uddannelsesmæssige forhold stærkt kritisable – for er de ikke selv med til at rekruttere kandidater til denne nye herskende djøf- klasse – som de så med rette efterfølgende øffer over – og hvor meget er det for resten lige de bidrager med til samfundshusholdningen - alle disse kolde hænder … :-)

Inden for den naturvidenskabelige verden er der på universiteterne naturligvis tilsvarende problemer med outputpølsernes faglighed og institutternes bevillingsmæssig udsultning – hvorimod ingeniørverdenen stort set kan friholdes for denne senmoderne pølsesyge - man efterhånden er vidne til så mange andre steder – men det er jo også kandidater herfra vi skal leve af fremover … :-)

Den mest anvendte indledning på en argumentation er : En undersøgelse viser......
( ,som henviser til en anden undersøgelse, sikkert flere statistikker)
Jeg henviser hermed til : " Mange forskere løser problemet på den måde, at de henviser til andres forskning i stedet for at diskutere andres forskning. I nogle artikler er litteraturlisten næsten længere end artiklen selv, og hver eneste påstand efterfølges af en veritabel parade af henvisninger."
Ift os nede på gulvet er dette en nytteløs pseudoverden. En parasit på en ellers livskraftig befolkning.

@ Dennis Berg. Der er masser af problemer på naturvidenskab - det som jeg også nævnte - men jeg synes ikke at peer-review processen er et af dem (i hvert fald ikke indenfor mit fagområde, teoretisk fysik/matematik). Jo, der er irriterende referees, der skriver noget vrøvl, og systemet har huller, men jeg kan ikke forestille mig et andet system, der ikke vil have lignende problemer. Men jeg forestiller mig at processen er mere problematisk på humaniore, hvor det vel handler mere om en subjektiv vurdering?

Men hele tanken om at vurdere forskning kvantitativt er fuldstændig absurd. Det er en sygdom. Det svarer til at vurdere kunst på hvilke museer det står på og hvilket areal/vægt, det har. Det giver meget lidt mening.

Den eneste måde at vurdere forskning på er ved menneskeligt skøn. Og jo mere kvalificerede de, der foretager det skøn, er, jo mere mening giver sådan en vurdering.

Jesper:
Men problemet går jo ikke væk, selvom naturvidenskab kan påberåbe sig større "objektivitet" i sine resultater.
Der er stadig problemet med, hvem der skal kontrollere kontrollørerne. Der er også et problem med peer-reviewernes subjektive vurderinger af, hvad der er vigtigt. F.eks. fortalte min kæreste (som er forsker i molekylær biologi) mig, at man nogle gange kan gætte hvem peer-revieweren er, fordi han påpeger manglende inklusion af en halv-obskur afhandling - som med al sandsynlighed er enten hans egen eller fra en af hans grupper (hvis han er gruppeleder).
Så længe subjektivitet spiller ind også i den naturvidenskabelige proces, så har du et problem.

Naturvidenskab undgår heller ikke problematikken omkring udvælgelse af, hvad der er vigtigt at forske i - hvilket sker gennem udvælgelse af artikler at offentliggøre i toptidsskrifterne - og det må også i høj grad siges at være subjektivt. Ej heller undgår naturvidenskab problemet omkring mainstream hvor pengene er, og hvor det altså bedst kan betale sig at lægge sig.

Kun fordi vi er kommet til at betragte videnskab som andet end den oplysende samtale, den er, er det et problem, at den er fyldt med subjektivitet.

@ Dennis Berg,

det er rigtigt at man nogle gange har en referee, hvor man kan gætte hvem det er. Men min erfaring er generelt, at ved de gode tidsskrifter er kvaliteten af referee rapporterne ofte ret høj. Og hvis man løber ind i et problem ved et tidsskrift kan man jo altid trække artiklen og sende den et andet sted hen. Det er heller ikke min erfaring, at det er peer-review processen, der forhindrer folk i at forske bredt. Det er financieringen, der gør det.

Jamen, det er jo en helt sygelig tanke, at anonyme bedømmere skal sidde og tage stilling til et fagligt indhold, som de i sagens natur ikke er andet end ligestillede kritikere af. Hvis de er uenig i forskningsresultaterne, er deres opgave ikke at undertrykke udgivelse, men at opponere fagligt.

@ Jesper Møller "Men hele tanken om at vurdere forskning kvantitativt er fuldstændig absurd. Det er en sygdom. Det svarer til at vurdere kunst på hvilke museer det står på og hvilket areal/vægt, det har. Det giver meget lidt mening."

Håber jeg ikke chokerer, ved at komme ind på at kunst faktisk i særdeles høj grad bliver vurderet kvantitativt, næsten fuldstændigt som beskrevet. Det er endvidere ikke en ny trend, og det ér afgørende for hvilken kunst (incl. musik) du selv helt konkret kommer til at se og høre i din livstid, idet det ofte er afgørende for om kunstneren overlever, og får mulighed for at udvikle sit talent og optræde. Samt ikke mindst, om dennes kunst overleveres.

Van Gogh var for eksempel "ked af det, og følte sig udenfor konkurrencen" fordi et maleri på hans tid i reglen skulle være i meget stort format. Samtidens opfattelse af ham var derfor at han var en klatmaler, ikke en rigtig kunstner. Havde hans bror ikke gemt hans ting, var der intet i dag.

I dag vækker en kendt billedhugger især opsigt i pressen fordi hans skulpturer er meget store. Det øger hans mulighed for at finansiere nye projekter.

En musiker vurderes som interessant fordi hans musik sælges i mange eksemplarer, eller varer meget lang tid, spilles et monumentalt sted, eller er skrevet over meget lang tid i et meget stort partitur.

En ung billedkunstner lægger vægt på at have været udstillet i et kendt galleri i New York.

En jazz solist kultiverer en liste med navne han/hun har spillet sammen med.

Og så videre, man lægger bestemt vægt på areal og sidetal med videre i kunst, og man bliver ved med at gøre det, selvom det er fuldstændigt korrekt, at det er absurd.

Årsagen er netop dette, at overvældet af mængden griber man ud efter alle midler, hvormed man enkelt og konkret kan kvantificere kvalitet og relevans / faglig vægt ved at tælle referencer, VIP locations og "tunge facebook venner".

Ultimativt forestiller jeg mig at arkiverne udvikler et sort hul, når referencerne alle graviterer mod den tungeste profil, så den ultimativt bliver så videns-tung, at den tid tilegnelsen af ny viden ville tage, ville overstige den tid der til rådighed til at kommunikere til omverdenen at ny viden er blevet tilegnet, selv med computere der opererer ved lysets hastighed, ergo et videns-sort-hul er født. Det ved alt, måske endda mere end det, men det kan aldrig fortælle det til nogen. Den må dog have et flot CV, bestemt. Et rigtigt sort hul ude i kosmos må da iøvrigt også have et flot CV, nu jeg kom til at tænke på det, alt det som det har været igennem, bogstavelig talt.

@ Michael Nyvang. Argh - den køber jeg ikke. Jo, der er selvfølgelig et kvantitativt element når man vurderer kunst, men det må dog alligevel være det kvalitative, der dominerer.

Det er som regel det spejlende, der dominerer kunstens popularitet (også den abstrakte). Derfor er avant garde som hovedregel for de få, indtil de mange er kommet på niveau.

Jeg har været til julefrokost på Niels Bohr Institutet, hvor institut lederen på det tidspunkt, John Renner, brugte sin tale på at lykønske alle for at produktionen at STÅER var steget betydeligt (en STÅ er enheden for en årsstuderende).

Det synes jeg var et lavpunkt. Det er Niels Bohr Institutet, et af verdens største ikoner indenfor fysik, omdannet til pølsefabrik.

Steffen Gliese, Dennis Berg og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Inden for forskningsregimet kan man genfinde den samme miniaturiseringsudvikling, som man har haft i elektronikken fra radiorør til chips til mikrochips og i den sociale kommunikation fra breve til mails til Facebook til Twitter. Problemet er at megen forskning kræver mere plads end Twitter.

Det er korrekt at peer-review processen har nogle problemer. Da jeg for nogen år siden forsøgte at publicere indenfor et helt andet fagområde var det uhyre vanskeligt at få mine resultater offentliggjort. Der var naturligvis ingen fejl og rapporterne var generelt positive overfor mine nye ideer, men mine artikler passede ikke lige til det pågældende tidsskrift. Det gentog sig mange gange. Omvendt har jeg ikke haft vanskeligheder med at publicere i A-tidsskrifter på de områder, hvor jeg kender alle koderne og formentlig også kendes af næsten alle i den gruppe af peers, hvorfra bedømmerne rekrutteres.
På trods af disse problemer er peer-reviews nok det bedste vi har. Det skiller virkelig fårene fra bukkene, specielt hvis man kombinerer det med en citationsrapport fra Thompson Reuters Web of Science. Lad mig give et godt råd til dem, der bliver kaldt til samtale med institutledere eller dekaner om forskningpolitiske spørgsmål. Træk en publikationsliste og en citationsrapport på de personer, som deltager i mødet. Det er forbavsende, hvor mange uduelige personer, der har tiltaget sig stor indflydelse på forskningspolitikken uden nogensinde at have bidraget med noget væsentligt til deres eget fag.
Det er ikke afgørende om man har skrevet 15 eller 30 eller 100 artikler i gode internationale tidsskrifter. Det store spring er mellem dem, der har skrevet 0-3 artikler i lokale tidsskrifter og de, som har bidraget med mere end 10 artikler i gode internationale tidsskrifter - også selvom det ikke er A-tidsskrifter.
Der er naturligvis urimelige reviewers, som nærmest forsøger at undertrykke nye ideer. Men det er min erfaring, at der er gode muligheder for at indlede en dialog med enten fagredaktøren eller chefredaktøren. Det kræver blot at man kan fange revieweren på det forkerte ben. Hvis der i rapporten står noget som er bevisligt forkert, så kan man i nogle tilfælde få en ny bedømmelse. Ellers kan man sende artiklen til et nyt tidsskrift, eller oprette sit eget.
Undertiden er personerne vigtigere end tidsskriftet. Jeg har netop sammen med en kollega fra UCLA fået antaget en artikel i et iransk tidsskrift. Det tæller overhovedet ikke hos universitetsbureaukraterne, men vi er ligeglade. Resultatet er godt og vil utvivlsomt blive citeret i mange år. Samtidigt støtter vi på denne måde et ambitiøst iransk tidsskrift, som kan have svært ved at gøre sig gældende.

Frank Hansen skriver:
"Lad mig give et godt råd til dem, der bliver kaldt til samtale med institutledere eller dekaner om forskningpolitiske spørgsmål. Træk en publikationsliste og en citationsrapport på de personer, som deltager i mødet. Det er forbavsende, hvor mange uduelige personer, der har tiltaget sig stor indflydelse på forskningspolitikken uden nogensinde at have bidraget med noget væsentligt til deres eget fag."

Rigtige forskere har slet ikke tid til alt det pjat :)

@ Jesper Møller
Det vil jeg jo også gerne tro på, på en eller anden måde, men jeg vil faktisk mene at din kommentar bør ophæves til spørgsmål:

"der er selvfølgelig et kvantitativt element når man vurderer kunst, men det må dog alligevel være det kvalitative, der dominerer."

Det ville jeg omformulere til: Er der et kvantitativt element når man vurderer kunst? Eller er det det kvalitative, der dominerer (og skaber det kvantitative)? Og hvad vil det i det hele taget sige, at noget har kvalitet? Er regnestykket 2 + 2 = 4 for eksempel af bedre kvalitet end -2-2 = "2 svaner på en sø."? Eller er det ene noget som er noget noget, der er rigtigt, ifølge en grammatik, og er det andet et poetisk billede, der er - well erh - "godt" ligesom godnatkys og julelys?

Lad mig tage et par eksempler på hvorfor dette ikke er så klart, som man måske gerne ville have.

Lad os lade "et blip" stå for en eller anden kunstnerisk enhed.

Hvis et blip udbredes, og der kan tælles i billioner af eksponeringer til befolkninger verden over, så er der overvejende stor sandsynlighed for, at det vil blive betragtet, og arkiveret, som et betydeligt blip. Kunstneren, der sagtens kan være en snotdum Hr. almindelighed i morgenkåbe med kaffe og smøger, betragtes nu pludselig med ærefrygt som "en stor kunstner", og man spørger ham om vigtige ting, i håb om at få kloge svar; tja, verden vil jo holdes for nar. I kunst er det en kvalitativ vurdering at et blip er betydeligt, og vidt udbredt og diskuteret. Det kvantitative i dette scenarie etablerer derved det kvalitative.

Hvis vi på den anden side har et blip der ikke udbredes, men går tabt i en brand sammen med kunstneren og dennes hamster. Således at ikke alene er blip'et thermoliseret og nok kun vanskeligt reproducerbart, men også kunstnerens hjerne og endog kunstnerens hamsters hjerne er thermoliseret. Den eneste viden samfundet har om dette blip, det er en kvalitativ vurdering udtalt af kunstnerens nabo Børge: "Den er go' ". Børge kan imidlertid ikke udbrede sig mere specifikt om, hvorfor det var et godt blip.

Måske er der en eller anden form for kvalitativ "godhed" af universel, men endnu ikke-erkendt, art, som disse to blip kunne have været vurderet efter. Men i praksis kan vi måske konstatere at set helt overordnet, og i store linier, så er det masse udbredte blip, det kvantitativt afvejede, måske mere indflydelsesrig kunst, mens det andet simpelthen bare bliver væk hurtigere (idet alt jo bliver væk før eller senere).

Lad os vende tilbage til eksemplet, fordi i det første eksempel havde vi et blip der var blevet kvalitativ positivt vurderet og værdisat, grundet stor kvantitativ udbredelse. Men hvordan, og hvorfor, havde dette blip fået stor udbredelse?

Og her kommer den så: Fordi det blip var af høj kvalitet. Ren Alice i Eventyrland: Det var af høj kvalitet og blev udbredt og fik derved en høj kvalitet.

Hvad nu så, er det vitterlig sådan at der er en faktuel kvalitetsparameter som kan vurderes og måles, og som effekt har at et blip med høj kvalitet vil opnå særlig stor udbredelse, når et stort antal ressourcer investeres i at udbrede det? Og hvordan oversætter man det spørgsmål til indeværende diskussion om forskning, tilsvarende kunsten, i forskning, hvad ér da kvalitet versus kvantitet? Husk der er et valg af retning i forskning, af områder at forske i, i spørgsmål at stille, alt meget subjektive ting, og derfor bestemt analoge til kunstens diffuse verden. En meget brugt gruppedynamik er for eksempel at råbe højt for at overdøve en taler; er dette i og for sig ikke det samme som at bygge administrative gateways (putte en taler i talerstolen), og så overloade disse med papers (råbe i kor)? Er det i det hele taget ikke basalt set en systemisk proces som ingen egentlig ved foregår? En automatisk dynamik i et sådan system som forskere, forskning og deres karrierer og vurderinger og så videre etablerer worldwide blot ved at stå op hver dag og "do their thing, at least something".?

En tanke jeg selv gerne masochistisk dvæler ved, det er den meget flittige og produktive kunstner, der skriver og skriver, producerer og producerer, er med i en masse ting hele tiden, og tilsyneladende drøner derudaf, indtil en eller anden nævenyttig ven siger : "Ja, du har unægtelig med meget stor og beundringsværdig flid tilvejebragt overvældende og tungtvejende skriftligt bevis for din totale mangel på kunstnerisk talent, og dit arbejdes totale formålsløshed lader sig ikke skjule, som følge af den beundringsværdige flid hvormed du har afdækket enhver usikkerhed, der kunne herske om, at du ganske enkel er født sød, men dum.".

Man kan vel sige at en kvantitativ vurdering har en vis risiko for at have den effekt for hele forskningen og menneskeheden som sådan. Altså, at vi endeligt udenfor enhver tvivl får etableret bevis for at vi "suck at being modern".

@ Frank Hansen

Velkommen i klubben, jeg har haft præcist den samme oplevelse indenfor kulturlivet. Der er som at springe på en karrusel i fuld fart, og lande på et plastik tigerdyr midt i en familieudflugt, og i farten skulle "gøre en god figur" og sandsynliggøre det naturlige i at man sidder der midt i deres udflugt med en saxofon og høj hat. Som du skriver, man får mange venlige afvisninger i det nye territorium, og kommer lynhurtigt i dialog på det gamle territorium. Og vi er nok en del der så tænker: Hvor er objektiviteten henne i alt det her? Hvad menes der med feedback som "Vi programsætter mere mainstream her", skal det oversættes til "skrid, det er vores fest!"?

jasper bertrand

Det er i hvert fald forkert at problemet ikke eksisterer inden for naturvidenskaben. Tværtimod er det et område hvor det rene vrøvl og fusk ofte afsløres, fordi firmaer der ønsker at kommercialisere resultaterne afprøver dem, og finder at de er forvanskede og overoptimistiske, selv om de er publiceret fint. Her kommer sandheden mere frem end inden fx humaniora og sociologi, for hvilket intelligent mand vil bruge tid på at analysere en lang artikel fyldt med det rene vrøvl. Hvis han er uden for faget vil ingen tro ham, og er han inden for skader han sin egen karriere.

@ Niels Engelsted
Jeg ville forestille mig en hypotese, at den proces du der beskriver er ganske rigtig, men at konsekvensen af den paradoksalt nok er en eksponentiel vækst i mængden af publiceret tekst. Miniaturiseringen forårsager vækst i mængden, dels publiceres der hyppigere, men der publiceres også en totalt set større mængde tekst i klumper af korte twits eller lignende, end der tidligere blev publiceret i lange sammenhængende tekster. Og denne tekst-krop af usammenhængende, tilfældigt mumlende blips, kommunikerer ingenting, men har (netop!) til formål at kvantitativt profilere afsenderens betydning. Alle disse ting minder på forunderlig vis om computerspil, er der nogen der har hørt om computerspillet Facebook? Der hvor man skal samle venner, og score likes, for at komme til det næste niveau?

@Nyvang

Du bør sgu da kunne se forskel på, om universiteterne og de kunstneriske fag har fået kvantitative mål pålagt fra politisk hold eller ej, uanset dine betragtninger om menneskeadfærd. Indførslen af den bibliometriske forskningsindikator har haft stor negativ effekt, ligeledes taxameterordningen. Det bør du ikke bagatellisere.

@ Henrik Klausen

Jeg bør vel især se andre perspektiver, end dem der sidder og surmuler over suppedasen, eller især i den.

Det er for eksempel ikke helt irrelevant at se på i hvor høj grad dette er noget som simpelthen sker, når situationen er sådan som beskrevet.

For eksempel mener jeg da i høj grad at det er påfaldende, så stort sammenfald der er mellem kunstneriske kvalitetskriterier og vurderingspraksis, samt den problematik der opstår (f.eks. at der skal laves et vist antal af en vis slags kunst, for at kunne få adgang til en vis form for opbakning til dens produktion - det ligner påfaldende meget det der rystes på hovedet af, og det ér en anvendt praksis igennem lang tid).

Måske gentager tingene sig, de samme ærgerlige kompromisløsninger indføres indenfor forskellige forvaltninger af større administrative enheder, og fører til de samme sammenstød og problemer. Hvordan er det "at bagatellisere" at dele en overvejelse om generalisering af en problemstilling? Er det ikke ret centralt at stille spørgsmålet : "dette ligner noget jeg har set før, hvad mon det betyder?"

Men i virkeligheden ér vi måske allerede midt i Kafka's "Processen", og al samtale omsonst midt i ord-mord som "bibliometriskeforskningsindikatorer"?

Måske står min intention ikke helt krystalklar. Men det jeg sigter på med min interesse i det generelle, er at det næppe er "fra politisk hold" eller "onde administratorerer", der bevidst søger at sabotere forskere eller forskning som helhed. Men måske er det en proces, der simpelthen opstår alle steder, hvor man scorer mål ved at definere at bolden ér i mål efter et bestemt antal forsøg er udført. Uanset om man ved:

1. Hvilket spil man deltager i.
2. Hvad bolden er.
3. Hvor den er.
4. Hvorfor den skal i mål.
5. Hvad et mål er.
6. Hvad der kommer efter målet.
7. Resten overlades som en øvelse til læseren.
8. ...................................................................

Kort og godt, min erfaring er, at en dag vågner man op, og forstår et eller andet om betydning, og at det føles som et slør der falder fra ens øjne.

Poul Genefke-Thye

Hvis Nobel Komitéen havde brugt bibliometri, kunne Nobelprisen i fysik i starten af 90'erne være gået til Pons og Fleischmann for deres "cold fusion". Ikke fordi det lykkedes for dem. Men netop fordi det slog fejl, blev forsøget (og dets fejl og mangler) nævnt i mange artikler. Deres navne og "cold fusion" fik således en høj placering i citationsindexer!

Jeg ved godt jeg er lidt i kommenterings-excess her, men efter en lille gåtur og et indfald, kan jeg ikke lade være med at lade følgende lille "word spill" falde ned her til ingen verdens nytte, en lille tekstprut i kosmos :

"Jeg må holde fast i det væsentlige, og erkende at selve dette at holde fast (i det), ultimativt bliver det væsentlige." *)

Fordi, "at holde fast" er konkret (selve det at holde fast, netop den handling - jeg er slet ikke interesseret i hvad der holdes fast i, det kan godt være ingenting). Det er noget jeg kan gøre noget ved, på en handlekraftig måde endda.

Derimod at bestemme hvad "det" er, og ud af flere af "dem", hvilken "det" jeg netop skal "holde fast i", og hvilken jeg kan anse som ikke opmærksomhedsværdig eksistentiel baggrundsstøj, det er ukonkret grænsende til det metafysiske. Ultimativt, fordi der altid vil lure et "hvorfor vil jeg vide det?", som ikke kan undvige individets egoisme. (En note til den sidste sætning, kunstnere - eller nogle af dem - ved at alt hvad man producerer er rodfæstet i hele ens person, og psyke, og afslører alt om en, måske i koder, men ultimativt kan man i princippet intet skjule. Derfor bruges i dokumentarisk teater f.eks. en metode, der består i at optage samtaler, og anvende disse som tekst, for derved at få et materiale ind i et stykke, der ikke er forankret i forfatterens person.)

*) Det slår mig lige, at det i og for sig er det stjerner gør, når de slynger alt det overflødige (såsom ting der kan laves puddelhunde med) ud, og til sidst holder så godt fast i resterne at ingenting kommer nogen vegne, ikke en gang lys. Et sort hul holder fast i "det", selv om "det" ikke rigtig er der mere, men blot nu et bibliometrisk kosmisk index.