Læsetid: 10 min.

Et helt privat brev til de 56 nærmeste

Kan krigsforbrydere dømmes, uden at generaler har ansvar for deres underordnede? Frederik Harhoff fortæller her sin version af en sag, der begyndte med en privat mail og endte med, at han blev afsat som dommer for krigsforbrydertribunalet i Haag
Kilde. Det er nærliggende at tro, at hvis en udenlandsk efterretningstjeneste læser min e-mail, ville det være en smart måde at gøre mig tavs på, at offentliggøre den, siger Frederik Harhoff om, hvordan hans private mail havnede i BT.

Kilde. Det er nærliggende at tro, at hvis en udenlandsk efterretningstjeneste læser min e-mail, ville det være en smart måde at gøre mig tavs på, at offentliggøre den, siger Frederik Harhoff om, hvordan hans private mail havnede i BT.

Jakob Dall

7. december 2013

»Jeg havde ved Gud ikke drømt om, at brevet blev lækket!« Der er gået godt en måned, siden professor i folkeret Frederik Harhoff blev afsat som dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, ICTY, i Haag.

Han blev erklæret inhabil og diskvalificeret af et dommerpanel, der med to stemmer mod en fandt, at den danske dommer i en privat mail til en kreds af venner, familie og kolleger havde givet udtryk for forudindtagethed imod generaler og i bred almindelighed mod serbere. Siden 2007 havde Harhoff siddet i en afdeling i tribunalet, der skulle have afsagt dom over lederen af det radikale serbiske parti, Vojislav Seselj, den 30. oktober.

Mailen var sendt nogle timer over midnat torsdag 6. juni til 56 danskere og kom i løbet af nogle få dage BT i hænde. Mailen blev trykt af avisen i sin helhed sammen med en medfølgende artikel. Både artikel og brev blev oversat til engelsk og hurtigt spredt verden rundt og læst af Harhoffs meddommere samme dag i Haag.

En sen fredag eftermiddag i november stiller den internationalt kendte og højt agtede danske folkeretsekspert op til interview på Information. Samtalen varer i alt i tre timer. Harhoff vil give sin version af den historie, der endte med, at han blev afskediget fra en domstol, som han respekterer og har brugt de sidste syv år af sit liv på at tjene i den internationale retfærdigheds interesse, som han formulerer det. Efter Harhoffs mening blev han afskedige t med urette.

Harhoff fortæller, at hans engagement ved de internationale domstole altid har været drevet af et ønske om at være med til at »bestyrke folkeretten som et retssystem«.

Efter at have siddet i fire retssager og afsagt hundreder af kendelser syntes Harhoff indtil for nylig, at domstolen for Jugoslavien stort set havde fungeret efter sit formål.

»Der har været mange vanskelige beslutninger at træffe, men i det store hele mener jeg, vi var sluppet nogenlunde heldigt fra det.«

Fast retspraksis

Men så kom den drastiske ændring af retspraksis i Haag lige før årsskiftet, hvor appelkammeret afsagde to opsigtsvækkende frifindelser i sager mod henholdsvis en kroatisk og en serbisk general. Det var disse frifindelser, der foranledigede Harhoff til det kritiske brev, som førte til fyring. I den ene af disse sager blev den tiltalte general frifundet på en teknisk detalje, og i den anden sag forlangte appelkammeret, at det nu også skulle bevises, at generalen havde givet en særlig instruktion til dem der begik forbrydelserne. I begge sager var de to tiltalte generaler blevet dømt skyldigeved første-instansen og idømt lange straffe.

»Det vil være næsten umuligt at bevise at en general har givet særlig instruktion til de personer, der udførte forbrydelserne på gerningsstedet. I de allerfleste tilfælde vil det medføre, at de øverstbefalende ledere fremover går fri,« konstaterede Harhoff i brevet.

Dommerpanelet, der afsatte meddommer Harhoff, mente, at hans kritik af den nye retspraksis kunne opfattes som forudindtagethed. Især bed panelet mærke i, at han til sidst i mailen skrev, at »de seneste domme hernede har bragt mig i et dybt fagligt og moralsk dilemma«.

To af de tre dommere i panelet konkluderede imidlertid, at Harhoffs »dilemma« kunne give indtryk af, at han ikke følte sig i stand til at følge den nye retspraksis og derfor ikke ville »evaluere beviserne i hver enkelt sag«.

Hertil siger han i dag:

»Dette er jeg helt uenig i. Så vidt jeg kan bedømme panelets afgørelse, skulle jeg have den opfattelse, at generaler og militære øverstbefalende kan og skal dømmes uanset beviserne imod dem og i strid med princippet om, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det skriver jeg ikke i min e-mail, og den opfattelse har jeg selvsagt ikke, hverken som dommer eller professor.«

Ifølge Harhoff må der derfor ligge andre motiver til grund for hans afsættelse.

Det er her, historien bliver virkelig speget og indhyllet i et uigennemskueligt slør af formodninger og påstande, der ikke kan dokumenteres fuldt ud. Nogle af disse indicier peger på, at man på højeste sted i domstolen besluttede sig til at skaffe en urostifter af vejen, som havde turdet tale magten midt imod.

Harhoff erkender åbent, at han har »klokket i det« ved at antage, at en mail sendt til 56 personer ville forblive fortrolig. Trods det blev han i dagene efter offentliggørelsen stoppet i korridorerne af medarbejdere, der udtrykte sympati for hans meninger.

Kritik af kolleger

Reaktionen fra hans 22 meddommere var ikke overraskende anderledes.

»De fleste har været tavse. Der har været nogle få, der mente, det var okay, at min kritik kom frem. De tror på, at jeg ikke gjorde det med vilje, men de synes, det var en kæmpe fejl at sende mailen,« fortæller han.

Men mange var overbevist om, at danskeren skrev brevet, for at det skulle blive offentligt.

Adspurgt om, han er enig i, at dommere hverken bør kritisere kolleger eller deres kendelser offentligt, svarer han:

»Hmm! Det er jeg sådan set enig i. Det respekterer jeg. Jeg synes også, det er dårligt, at man går ud og kritiserer sine dommerkolleger.«

Men han tilføjer et forbehold: »Medmindre man taler med dem først, men tidligere forsøg på at rejse diskussionen internt i domstolen var jo blevet afvist af Meron.« Theodor Meron er retspræsident for ICTY.

For Frederik Harhoff er det springende punkt imidlertid, hvem der kan have haft interesse i at lække brevet og hvorfor til BT.

»Ingen af de 56 læser tabloidaviser som BT. Hvis én af dem ville lække brevet, var det vel til Politiken eller Information,« gætter han.

Alle 56 har efterfølgende garanteret, at det ikke var dem. Han har også spurgt, om nogen har sendt mailen videre. Her har ikke alle svaret nej. Sandsynligheden taler således for, at brevet er kommet én for Harhoff ukendt person i hænde.

— Hvem kan det være?

»Jeg er sikker på, at alle dommeres e-mails bliver overvåget,« siger Harhoff – og den mistanke deles af flere andre dommere, erfarer Information.

»Det er nærliggende at tro, at hvis en udenlandsk efterretningstjeneste læser min e-mail, ville det være en smart måde at gøre mig tavs på, at offentliggøre den.«

USA’s ærinde

Umiddelbart virker denne hypotese ovenud konspiratorisk, også på Harhoff selv.

Det, der fik mange øjenbryn til at løfte sig, da mailen blev offentliggjort, var ikke så meget Harhoffs kritik af den ny retspraksis. De nylige frifindelser var allerede blevet debatteret heftigt i The Economist og The New York Times og blandt jurister. Også inden for tribunalet havde det vakt debat og ført til en splittelse i dommerkollegiet.

Snarere var det den eksplosive hypotese, at den ledende kraft bag kursskiftet – den amerikanske retspræsident Meron – måske var gået de militære establishments ærinde i USA og Israel, som skabte forargelse i domstolens ledelse og blandt mange dommere.

Harhoff rejste i sin e-mail spørgsmålet om, hvorvidt USA og Israel – og i dag tilføjer han Frankrig, Kina og Rusland, der alle aktuelt er involveret i væbnede konflikter – kunne frygte, at den retspraksis, man havde udviklet ved tribunalet til at dømme militære øverstbefalende for medansvar for undergivnes forbrydelser, måske gik de to landes væbnede styrker lidt for nær.

I mailen tog Harhoff forbehold over for sine kontroversielle overvejelser om retspræsidentens habilitet ved at skrive: »Det kan vi formentlig aldrig få oplyst.«

I dag karakteriserer han på den ene side sin påstand om Merons mulige motiver som ren »spekulation«. På den anden side fastholder han, at en sandsynlig forklaring på Merons radikale ændring af en »nogenlunde fast retspraksis« kan have været indflydelse fra udenlandske militære kredse.

»De militære establishments rundtomkring kan ikke leve med, at der bliver udviklet en for liberal retspraksis hos os, der måske bliver gentaget ved den internationale straffedomstol, ICC. Det kunne jo næsten gøre det umuligt at være general,« siger Harhoff.

»Hvis jeg var general i et eller andet land, ville jeg følge nøje med i, hvad der foregår ved domstolene for Jugoslavien, Rwanda og i ICC. Jeg ville ikke bryde mig om at være general, hvis jeg kunne se, at der var en risiko for, at næsten uanset hvilke forbrydelser der blev begået under min kommando, ville det ende med, at jeg blev stillet til ansvar.«

Han mener dog, der naturligvis må være en grænse for, hvad man kan hænge en general op på.

»Jeg synes, vi i vores retspraksis har bevæget os på grænsen af, hvad man kan dømme en general for. Selvfølgelig skal de frifindes, hvis de ikke har haft ansvar for det, og især hvis det ikke kan bevises.«

Afvaske pletten

Harhoff mener endvidere, at panelets afsættelse af ham på et efter hans mening forfejlet retligt grundlag hænger direkte sammen med hans hypoteser om en eventuel indflydelse fra udenlandske militære kredse.

»Ved at fjerne mig kunne tribunalet signalere udadtil, at man nu havde gjort, hvad man kunne for at få vasket den plet af domstolen, som min e-mail havde påført den: ’Det var jo også nogle vanvittige påstande, dommer H. fremførte, men nu har vi fjernet ham, og så er den historie ikke længere’.«

Når man nu bagefter ser på Haag-tribunalet og med Harhoff som guide får dybere indblik i, hvad der rørte sig i domstolen i foråret, bliver det klarere, hvorfor han tænker, som han gør.

Hans mail er blevet diskuteret op og ned ad stolper ned ad vægge, som rummede det en magisk nøgle til forståelse af de interne brydninger i domstolen. Medierne har refereret Harhoff-affæren udførligt.

Selv er Frederik Harhoff ikke en hvilken som helst dommer ved krigsforbrydertribunalet. Han deltog lige fra starten i det store postkoldkrigs-eksperiment med at stille mistænkte for krigsforbrydelser og folkemord for internationale domstole. Han arbejdede som retschef for Rwanda-tribunalet i Arusha, Tanzania i domstolens første tre år.

Han var eksperten i den danske delegation til Rom-konferencen, der bragte ICC til verden. Og inden han i 2007 blev udnævnt til dommer ved Jugoslavien-tribunalet, havde han været retschef for det ene af domstolens tre dommerpaneler i tre år. Han har været lektor på KU og siden 2006 professor i folkeret på Syddansk Universitet.

I Haag har han siddet som dommer i fire retssager. Han var med til at idømme den serbisk-bosniske general Dragomir Milosevic, der belejrede Sarajevo, mange års fængsel. Han har dømt den bosnisk-serbiske indenrigsminister og sikkerhedschefen i Banja Luka skyldig i krigsforbrydelser. Han har endvidere dømt en bosnisk-muslimsk general medansvarlig for krigsforbrydelser begået af mujahedin-krigere.

Sagen mod den radikale serbiske politiker Seselj var Harhoffs sidste. Den har varet uhørt længe, i snart seks år. Seselj har siddet varetægtsfængslet i over 10 år. De tre dommere havde voteret i halvandet år og manglede kun seks uger til domfældelsen, da danskeren blev fjernet fra dommerpanelet. Dette efterlader retssagen mod Seselj i store vanskeligheder.

Ændringen af domstolens retspraksis ville formentlig ikke have fået indflydelse på Seselj-sagens udfald i første retsinstans, idet Seselj ikke var tiltalt for at have haft militær kommando.

Ikke desto mindre var Harhoff og andre dommere forfærdede, da en afdeling i førsteinstansen i tribunalet 30. maj frikendte to chefer for den serbiske sikkerhedstjeneste for forbrydelser begået af deres underordnede på grundlag af appelkammerets nye retspraksis.

Den tyrkiske dommer

En uge senere forfattede den danske dommer sit brev. I månederne forinden havde han hørt og set forskellige urovækkende ting.

Hvordan kan det hænge sammen, tænkte han, at den selvsamme retspræsident i to tidligere appelsager i 2007 og 2009 havde afvist kravet om, at den tiltalte general tillige skulle have afgivet udførlig instruktion – et krav, som han nu støttede i appelkammeret i 2013?

Oveni foruroligede det Harhoff, at rygter ved domstolen ville vide, at retspræsidenten havde overtalt den alderssvækkede tyrkisk dommer, Mehmet Güney, til i sidste øjeblik at skifte side og frifinde de to kroatiske officerer, Ante Gotovina og Mladen Markac, i den første af de to frifindelser i appelkammeret.

»Jurister med kontakt til Güney fortæller, at han ikke kan føre lange samtaler, og at han mister orienteringen under konferencer,« skrev Süddeutsche Zeitung i oktober.

Informations kilder ved domstolen bekræfter Süddeutsches beskrivelse af Güneys mentale tilstand.

Harhoff spørger: »Hvorfor var det så vigtigt for Meron at opnå frikendelse af to kroatiske officerer, der var beskyldt for vilkårlig beskydning af civile bycentre?«

Han svarer selv: »Mange har påpeget, at USA jo havde støttet kroaterne. Når Gotovina kunne vinde den militære operation mod serberne, var det udelukkende på grund af amerikansk støtte.«

Da de to serbiske sikkerhedschefer, Jovica Stanisic og Franko Simatovic, blev løsladt i underinstansen i maj, bredte uroen sig i ICTY. Harhoff fortæller, at flere dommere forsøgte at få Merons nye retspraksis diskuteret internt, men det afslog Meron på det bestemteste. Danskeren anså det derfor for at være formålsløst at rejse diskussionen internt i domstolen.

Onsdag eftermiddag 5. juni diskuterede en dybt frustreret Harhoff situationen med flere af sine meddommere. Sent på aften var han hjemme i sin lejlighed i Haag og begyndte at skrive til de 56. Han fik sig et par glas rødvin. Kl. 2-3 om morgenen var han færdig med mailen og trykkede på ’send’.

»Den skulle bare afsted, for jeg måtte have luft for mine bekymringer. Og så skulle jeg jo tidligt op næste morgen,« erindrer Frederik Harhoff.

Brevet var skrevet i et øjebliks affekt.

Det ændrede hans liv for altid og såede tvivl om, hvorvidt den mest succesrige krigsforbryderdomstol i verdenshistorien i sine sidste leveår er i fare for at tabe besindelsen og miste sin demokratiske legitimitet og politiske uafhængighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
  • Hanne Koplev
  • Maiken Guttorm
  • Flemming Scheel Andersen
  • Torben Selch
  • Niels Mosbak
  • Britta Hansen
Per Jongberg, Hanne Koplev, Maiken Guttorm, Flemming Scheel Andersen, Torben Selch, Niels Mosbak og Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

For en højt placeret person som Harhoff ville det vel have været rimeligt let at henvende sig til den danske regering (udenrigsministeriet) for at få afklaret, om man fra dansk side ville gå ind i problemstillingen om domstolens praksis ?

Michael Kongstad Nielsen

Krig er grusomt. Krig skulle forbydes. Ikke desto mindre deltager Danmark og Nato og USA og alle de såkaldt civiliserede lande konstant i krig. Jeg undrer mig lidt over, at denne kloge dommer deltager i de "civiliseredes" landes domstol over de "uciviliserede" landes krigsherrer.

Matthias Hansson

Man kan selvfølgelig som Michael Kongstad undre sig over, at en mand med integritet og samvittighed - en desværre sjælden egenskab i dette system - deltager i den slags. På den anden side bør man nok alligevel takke ham for det, fordi det giver os mulighed for at se, hvordan netop systement fungerer.

Især er det meget sigende, at hans fæller i tribunalet har været tavse. Dem, der tier, samtykker. Og hvorfor tier de? Ligesom i ALLE den slags sager, hvor der ofres et godt menneske, sker der det, som var intentionen bag: at skræmme resten til at holde sig på måtten.

Man kunne måske spørge, om den slags tribunaler overhovedet har nogen berettigelse. Hvem har ret til at dømme i krige, som selv fører dem? Hvem starter i det hele taget krige og med hvilket formål og udkomme?

Er Balkankrigen for tæt på til at blive vurderet? Altså hvor mange her er fx. ikke i dag fuldstændig på det rene med, at Vietnamkrigen var et kæmpe svindelnummer startet på baggrund af en klassisk stand-down-operation-false-flag ved at amerikanerne selv skød deres eget hangarskib ned i Tomkinbugten, og at hele krigen var planlagt forinden? Skulle det være tilfældet, så lad mig ikke spilde din tid, da du så selvfølgelig nu får travlt med at gøre et stykke hjemmearbejde.

Jeg mener overhovedet ikke, at det er for tidligt. At både serbiske, bosniske og kroatiske generaler kan og bør slæbes i retten er klart. Amerikanerne og NATO mener selvfølgelig kun, at det var de serbiske, for de andre var jo 'deres mænd'. Men jeg vil foreslå noget helt andet. At slæbe Madeleine Albright og Bill Clinton for tribunalet også.

Balkankrigen er svær at få styr på, da den fredmstod og fremstår som en 'god' krig med klare sorte-hvide aftegninger. Milosevic, Mladic og Karadjic var forbrydere. Albright, Clinton og Wesley-Clark var helte. Imperiet skriver endnu engang sin egen historie.

Skulle vi ikke også lige minde os selv om, hvordan tidligere præsident Bush trak sin støtt

Karsten Aaen, Søren A. Jensen, Gert Romme, Per Torbensen, Peter Jensen, Poul Eriksen, Katrine Visby, Niels Mosbak, Bjarne Nielsen og Levi Jahnsen anbefalede denne kommentar
Matthias Hansson

... ups, jeg trykkede på knappen
... trak sin støtte tilbage fra det internationale tribunal efter Irakkrigen. Og hvorfor lige det? Fordi han selv og hans stab ville stå til at skulle bures inde i Spandau-fængslet i 25 år for deres forbrydelser.

Karsten Aaen, Søren A. Jensen, Thomas Borghus, Niels Duus Nielsen, Peter Andersen, Britta Hansen, Peter Jensen og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

Det er sgu en ret banal kvajer.

Manden har uden tvivl ret, men den mail var ikke specielt snedig.

Elektronisk information er uendelig let at distribuere og derfor er det fantastisk let at videresende en mail. Hvis jeg sender en mail til et par personer indenfor firmaet så er det nok rimeligt fortroligt.

MEN 56 personer, der ikke engang er hægtet op på en form for fortrolighed. Der havde været færre mennesker der havde læst hans udgydelser, hvis de var skrevet i en kronik i en mindre avis.

Man må ganske enkelt ikke sende noget elektronisk som man ikke ønsker vedlagt ens næste jobansøgning eller performance review ... og husk at google aldrig glemmer.

Hvorfor skal man nu fokusere så meget på generaler, når alle åbenbart er enige om, at generaler kun skal dømmes for ting, de beviseligt har gjort?

USA ville aldrig tillade, at deres generaler blev anklaget for mord og tortur begået af deres soldater.

Det ville være mere interessant, om krigsforbryderdomstolen interesserede for de politiske ansvarlige bag forbryderiske krige. Hvorfor er Anders Fogh fx aldrig kommet på anklagebænken?

Og burde man ikke undersøge, om danske piloter var med til at henrette civile politikere og deres familier i Libyen som der har været mistanke om?

Måske kunne man også spørge, hvem der gav ordre til at danske soldater koldblodigt likviderede en irakisk lastbilchauffør bagfra, fordi hans lastbil med dårlige bremser ikke nåede at standse foran en vejspærring, de havde lavet på en landevej i hans land?

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, John Vedsegaard og Katrine Visby anbefalede denne kommentar

helt privat! og kun til de 56 aller naermeste; som enhver sender det til sine 107 yderst naere - ja de var da med paa golfklubbens julefest sidste aar.
Selvfolgelig er det NSA som laekker brevet til BT. Vi vaerner jo alle om det helt private!

Det er et godt tegn når repræsentanter fra under Danmark (undskyld Yahya men jeg formoder du ved hvad jeg mener) og repræsentanter fra over Danmark på omtrent samme tid taler kongen midt imod.
Jeg fornemmer forår.

Jeg tror hvis man hos Information gerne ville bore mere i det, og få sjælden information om hvad der virkelig sker og har sket, som skal man måske have fat i en udefra, men som måske har mere insiderviden, end dem der har, vil af med. Manden render rundt med et skælmsk smil om læberne, som ville han sige: "I i Vesten kunne jo bare ha spurgt". Så kunne man måske også få en snak med Snowdon ved samme lejlighed. Navnet er Putin.

@ Robert Kroll

Ja du har ret og gad vide hvad svaret på det spørgsmål ville være.
Altså forudsat a regeringen ikke var en flertalsregering bestående af Enhedslisten

Det var en belejlig mail for dem som måtte ønske at kvæle kritik af ICC indefra, men det er ikke uvæsentligt for kritikkens indhold at Frederik Harhoff har været så involveret i at få stablet ICC på benene som en institution. Det er en grundlæggende kritik af, at domstolens linje så let kan dikteres uden at der tillades diskussion blandt dem, der skal praktisere linjen, hvilket også lægger op til at kvæle nuancer i de individuelle retssager.

At man ser noget der kan nærme sig et livsværk (det er i hvert fald af F.H. selv tidligere blevet fremstillet som en sejr at det trods langvarig modstand lod sig gøre at etablere ICC) tilsyneladende kapres af særlige interesser som strider mod en del af fundamentet i ICC, må udløse en eller anden form for reaktion. Det er forståeligt, og det er ikke mindst værdifuldt for de dele af befolkningerne som ønsker åben og sagligt funderet retspraksis, hvor ændringer kvalificeres og diskuteres, og ikke blot udstikkes som ordrer.

ICC er sårbar, også på grund af nylige beslutninger om at udsætte retssager bl.a. vedr. Kenyatta, og jeg opfatter F.H.'s fortsatte diskussion i medierne af ICC som et forsøg på at redde stumperne af institutionens oprindelige formål, som han selv var med til definere, og dermed fortsatte dets eksistensberettigelse.

At kollegaerne tier understøtter for så vidt netop den grundlæggende kritik af en institution på vej ud på et politisk udstukket sidespor.

Problemet er, at visse lande direkte styrer domstolens afgørelser ved at give direktiver til "visse" af dommerne, samt at "visse" politisk udpegede dommere tilsyneladen retter sig ind efter disse direktiver. Og her er professor i folkeret Frederik Harhoff altså blevet en alvorlig hindring for, at "retfærdighed" kan udøves.

Grunden til dette er, at disse afgørelser, i Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, er præcedens-dannede, således at andre forbrydere fra andre lande end netop Balkan kan dømmes for analoge forbrydelser. Og det er nogle lande direkte imod - bl.a. har USA og Israel tidligere været nævnt, men Harhoff nævner også lande som bl.a. Kina og Frankrig.

Men det interessante er, når Danmarks regering og justitsminister ikke går ind i denne sag om den danske dommer, så kan man jo spørge sig, hvad ville der egentlig ske, hvis en dansk forsvarschef, danske officerer samt en dansk forsvarsminister blev sigtet for noget i Iraq eller Afghanistan. - Ja, så ville de faktisk være lige så skyldige som alle de andre forbrydere.

1) Man skal aldrig skrive en mail eller et brev i affekt. Jeg har selv været i lignende situationer et par gange. Men har tænkt at det nok har været bedre lige at vente til næste dag.
2) Man må aldrig - og jeg gentager aldrig - sende en mail, når man har noget vigtigt på hjerte! Et gammeldags brev er her at foretrække, især fordi dem der overvåger alt (NSA mv) tilsyneladende respekterer brevhemmeligheden mere end de respekterer mailhemmeligheden.
3) Frederik Harhoff synes at have fuldt ud ret i sine betragtninger omkring ICC og dens bevæggrunde for at frifinde personer fra Kroatien mv. Lad os heller aldrig glemme at et stort naboland syd for os var de første til at hylde og acceptere og anerkende Kroatien og Sloveniens løsrivelse fra det land vi engang kaldte Jugoslavien.

Niels Jespersen

Jeg kan ikke se problemet her.

Professoren har jo tydeligt nok sagt at han mente der ikke skulle være direkte ordrer fra en general til en menig f. eks. om at begå en krigsforbrydelse for at man kunne dømme generalen.

Det virker da bestemt som om han så er forudindtaget. Han mener jo åbenbart at der ikke skal være sammenhæng mellem generalens ordrer og soldatens handlinger for at man kan retsforfølge generalen. Det er da et besynderligt - måske ikke særligt godt forklaret ? - standpunkt.

Han forklarer ikke hvad han mener der skal til for at dømme generalen hvis der ikke er en ordre fra generalen som forklarer soldatens handlinger.

Det er da et alment retsprincip han er ved at gå væk fra - velsagtens fordi han mener man kan være "overbevist" om at generalen nok har ment det var i orden at soldaten begik forbrydelsen? Men det må da først bevises, at generalen ikke greb ind f. eks., hvis han vidste noget om forbryderiske tilstande.

Mon professoren mener man ikke længere kan dømme generaler med domstolens nye "praksis", hvis de har kendt til en ulovlig praksis uden at strafforfølge gerningsmændene? Hvis det er tilfældet, er domstolene jo tydeligt nok politisk korrupte, når de ikke vil satse på at dømme generaler for den slags eller prøve at bevise at den slags foregik med generalens stiltiende akcept. Det passer jo fint ind i krammet nu - men ikke lige efter krigen - da man skal integrere hele det tidligere Jugoslavien og lade tingene "være glemt".