Cole Porter fik som bekendt ikke noget kick ud af champagne, men det er der absolut råd for, skulle jeg hilse og sige. Nu er der selvfølgelig ingen grund til at ringeagte den perlende boblende gudedrik; snarere anledning til at undre sig over, at de fleste nøjes med at nyde den for at markere nytåret eller ved ’særlige lejligheder’. Livet er for kort til ikke at drikke champagne væsentligt oftere; det minder årsskiftets obligate melankoli os atter om.
Hvorom alting er: Man kan helt legalt putte et ekstra slags kick i sin champagne, og løsenet her er netop porter, ikke komponisten, men den særlige øltype, der oprindeligt blev udviklet til engelske lastdragere – deraf navnet. Det er slet ikke så barbarisk, som det kan lyde, thi porter er en ædel drik og ikke den foragtede stærkøl for manden med hunden på bænken, som nogle vil gøre den til. Porter fortjener bedre end at blive druknet i pilsner i en half-and-half eller blandet sammen med citronvand, snaps og pernod i en ’kande’. Ja, porter fortjener champagne.
Skænk med ske
Som cocktailkendere vil vide, har vi her at gøre med en berømt drik, Black Velvet, med en ædel historie. Den blev angiveligt udviklet af bartenderen i Brooks Club i London i 1861 for at markere sorgen over prins Alberts bortgang, men også jernkansleren, der samlede Tyskland, drak den dagligt i litervis, hvorfor drikken i dette land kendes som Bismarck.
Stout, porterens lige så sorte øl-slægtning, kan også bruges til en Black Velvet. Champagnen bør være brut, og det er nødvendigt at opskænke i de høje, slanke glas af flûte-typen, ikke de bowleformede champagneglas. Fyld først halvt op med champagne, men hæld ikke bare porteren rask i, for så skummer drikken af. Brug en spiseske til at tilføre den, således at den sorte øl flyder langsomt ned ad glassets side. Så opnås også den flotte visuelle effekt af en drik i to lag så at sige – de to væskers forskellige viskositet gør, at de forbliver adskilt.
Skal porteren/stouten matche champagnen, er her nogle bud. Man kan sagtens bruge Guinness eller en god standardporter som Carlsberg eller Wiibroe, men der findes et meget videre register. En af verdens bedste stouts lige nu (ifølge brugerne på Ratebeer) er Alesmiths Speedway, en kraftbasse med inciterende næse af egetræ, chokolade, kaffe og lakrids. I smagen er der bitter chokolade, vaniljebønne, rosiner og tørrede bær og figner. En fornem bryg, men stærk – ubefæstede sjæle kan blive blæst omkuld her – og hypen talte sandt: Det er kanongodt komponeret!
Svovl, chokolade og flækket havre
I nogle mikrobryg-portere er humleprofilen tydeligere. Det gælder norske Niels Hansens Importer, der ret beset er en crossover i retning af IPA. Brændt malt, kælderdufte, saltlakrids og tjære samt fyrrenål og humleblomst udgør islættet i dens særlige profil, men om dens markante bitterhed fungerer godt i champagnen vil være et spørgsmål, der skiller vandene. Velhumlet, om end lidt mindre humleaggressiv er To Øls Black Ball, der har et mere røget udtryk med noter af svovl, chokolade, mørk cassanade-sukker og flækket havre. Humletyperne simcoe, centennial og cascade anes under de ristede malte.
Et særligt kapitel er fadlagring – en teknik, Mikkeller til stadighed perfektionerer. Der er flere at vælge imellem, men lad mig fremhæve to: Knock, knock, en porter i amerikansk stil, der har været lagret på Grand Marnier-fade. I duftbilledet træder bittersød chokolade, nødder, appelsinskal og yuzufrugt frem. Smagen følger næsen med et endnu stærkere præg af citrus og orangetrøffel. Et perfekt match for champagne. Godt nytår!
