Læsetid: 8 min.

’Jordemødre er ikke bange for fødsler’

Kvinder skal føde i tillid, ikke i angst, mener Jordemoderforeningens formand Lillian Bondo. Og lykkes det jordemødre at overbevise om behovet for at fokusere på styrker og muligheder frem for risici, vil flere kvinder få mulighed for en god fødsel. Også de kvinder, som måtte vælge et kejsersnit
Tillid. Ja, vi har et tillidsproblem. Den kvinde, som kommer og har læst Informations artikler, mener, at hun skal være væbnet til tænderne med gode grunde, siger Lillian Bondo.

Tor Birk Trads

14. december 2013

»Alarm, alarm, alarm,« siger Lillian Bondo, som sidder i et glasindrammet mødelokale i Jordemoderforeningen. Hun prøver at beskrive en stemning, som ofte opstår omkring fødsler i medierne – i alt fra amerikanske tv-serier til den debat om vaginale fødsler og kejsersnit, som Information har rejst gennem de seneste uger, og som Lillian Bondo og andre jordemødre har reageret kraftigt på – med debatindlæg i avisen og på Facebook. Ifølge Bondo er der en tendens til, at billedet bliver for unuanceret, når man taler om fødsler:

»Selvfølgelig er der nogle fødsler, som ender ulykkeligt for mor eller barn, men det store flertal af danske kvinder er sunde og stærke nok til at føde vaginalt. Med den hjælp, som vi har til de problemer, som måtte rejse sig, selvfølgelig,« siger hun.

I Danmark og Norden har man en lang jordemodertradition og herhjemme er der i dag en jordemoder til stede under hele fødslen. Sådan er det ikke overalt i verden. I mange lande er det læger, der tager imod børn – i USA føder kun otte procent af kvinderne med hjælp fra en jordemoder, og tallet varierer kraftigt fra land til land. Det kan være en del af forklaringen på, at langt flere kvinder i USA end i Danmark føder ved kejsersnit. Jordemødrenes viden om graviditet, fødsel og barsel giver et helhedsbillede, hvor både sociale, psykiske og fysiske forhold bliver medregnet, når de ser på den enkelte kvinde.

»Det er hele kvinden, der føder, og vi fokuserer på kvindens styrke. Men vi forebygger, opsporer risici og behandler, hvis det ikke går som planlagt. Styrken ved at kende det normale så godt, som vi gør, er også, at vi kan se, når det ikke længere er normalt.«

— Fødsler er vel ikke ufarlige?

»Jordemødre har den grundholdning til fødsler, at vi ikke er bange for dem. Vi har ikke angsten med os. Er det ikke farligt? spørger du. Jo, selvfølgelig kan der opstå kriser i en fødsel. Men vi ved, at de meget sjældent opstår hos den raske kvinde med det forventede raske barn, hvor vi ikke blander os unødigt. Og så er der situationer, hvor vi kan se, at vi skal være fremme i skoene for at hjælpe med indgreb, måske et kejsersnit. Men føder man assisteret af en veluddannet jordemoder, hvad enten det er på et sygehus eller hjemme eller på en fødeklinik, så skal man kunne føde i tillid og ikke i angst.«

Information har i de seneste uger skrevet om, hvordan der er en særlig kultur på de danske fødesteder, som favoriserer den vaginale fødsel – blandt andet, at mange af de kvinder, som ønsker et planlagt kejsersnit, føler, at de bliver forsøgt talt fra deres ønske. Information har også peget på, at sundhedspersonalet har tilbageholdt viden om, at der er større risiko for, at barnet har lav Apgar-score, hvis man vælger at føde vaginalt i stedet for med planlagt kejsersnit. Specielt den sidste artikel om Apgar-score, har fået adskillige jordemødre til at reagere på information.dk og forskellige Facebook-sider.

— Når reaktionen har været så voldsom, skyldes det så, at I ikke ønsker at fokusere på risici?

»Ja, jeg tror, det er fordi, at risiko netop ikke er hele billedet. Man skal ikke være bange for fødslerne, men man skal naturligvis have opmærksomheden og redskaberne til at skride ind, hvis der opstår en unormal situation – og den jordemoder, som ser sit arbejde som noget, der først og fremmest er farligt, er ikke en god jordemoder,« siger Lillian Bondo.

Kulturen

Netop dette mere positive og helhedsorienterede syn på fødslerne er et resultat af jordemødrenes uddannelse, mener Lillian Bondo:

»Jeg har mødt mange obstetrikere (fødselslæger, red.) gennem tiden, og mange af dem ser lige som jordemødre graviditet som en rask proces – i udgangspunktet. Men jeg møder også nogen, som tænker risiko, før de tænker muligheder. Der er generelt en risikotænkning i sundhedssystemet i dag, som er med til at stille folk i nogle dilemmaer. Folk, som ikke har stort behov for indgreb, bliver stillet over for valg, som kan give dem indtrykket, at det er farligt at føde,« siger Lillian Bondo og tilføjer:

»Jordemødre ser fødsel som en overgang mellem to livsfaser. En overgang, som mange kvinder oplever stor styrke ved, når den gennemføres rigtigt, med sundhed og sikkerhed som første prioritet. Det, mener jeg, gælder alle. Også dem, der gennemfører fødslen med vedrop, sugekop eller kejsersnit, skal have en god og stærk oplevelse« siger Lillian Bondo.

Hun er enig i, at vaginale fødsler generelt er det foretrukne i det danske sundhedssystem og i samfundet generelt:

»Jeg tror grundlæggende, at danskerne synes, at indgreb ikke er godt, når det ikke er nødvendigt. Mange tænker, at det, som jeg kan selv, det vil jeg gerne selv – det må være det rigtige.« Lillian Bondo opremser også mange af de fordele, der kan være ved vaginale fødsler, blandt andet at barnets lunger bliver tømt for vand, at barnets hormonniveau stiger under fødslen, så det trækker vejret energisk, når det fødes – og endelig at mødet med moderens bakterier kan ruste barnet til at blive mere modstandsdygtigt. Men det udgangspunkt betyder ikke, at hun ikke bryder sig om kejsersnit:

»Jeg er stor tilhænger af det gode kejsersnit. Det skal bruges der, hvor det er bedre end at føde vaginalt, og det skal bruges i tide.«

— Hvis vi taler om et planlagt kejsersnit efter moderens ønske, hvor angst skal man så man være for at føde, før det er bedre at få et kejsersnit?

»Den grænse kan jeg ikke sætte. Det er kvinden, der skal sætte den,« siger Lillian Bondo. Hun påpeger, at undersøgelser har vist, at angst for fødslen kan være knyttet til angst i bredere forstand, så hun ser det som et svigt fra systemet ikke at gå ind sammen med kvinden og drøfte de dybere årsager. Hun mener derfor at mere forbyggende arbejde og oplysning kan være med til at fjerne mange kvinders frygt for at føde:

»Hvis ikke hun ved, at der er øget risiko for både her og nu komplikationer for begge parter, og langtidseffekter af en vis tyngde, så skal hun have det at vide ved samtale med læge og jordemoder. Og hvis ikke hun får tid og ro med en jordemoder, bliver det svært at bygge tilliden til egne kræfter op – en tillid, som er med at sikre den gode start på forældreskabet, « siger hun.

— Så hvis bare der er tilstrækkeligt med tid til at snakke om det, så vil alle helst føde vaginalt?

»Nej, sådan er det ikke. Der vil være kvinder, der har grunde til at foretrække et planlagt kejsersnit, også efter at vi har talt med dem, og de har fået information om muligheder for støtte ved den vaginale fødsel. Det er altså ikke bare snak og klippe julehjerter. Det er en proces, hvor vi på forståelig vis skal give evidensbaseret informationer, som gør, at kvinden kan træffe det oplyste valg,« siger Lillian Bondo.

— I mener, at I oplyser. Nogle kvinder føler, at de bliver forsøgt talt fra det. Har I et problem der?

»Ja, vi har et tillidsproblem. Den kvinde, som kommer og har læst Informations artikler, mener, at hun skal være væbnet til tænderne med gode grunde. Men vi er jo ligeså interesseret i, at hun skal være fuldt informeret. Så udgangspunktet er samtalen,« siger Lillian Bondo, som kalder det at dele synspunkter:

»Hvis der er tid nok, så får man delt så mange synspunkter, at man ofte bliver enige om, hvilken vej man vil gå, og den støttende rådgivning kan gøre, at kvinden ønsker at gå et andet sted hen, end hun først troede, hun ville. Ønskerne kan jo også gå begge veje. Jeg har få gange oplevet den modsatte situation, hvor en gravid ikke ville have en højst nødvendig behandling. Det er ikke en god oplevelse som jordemoder eller læge, hvis kvinden mod givne råd har valgt at gå en bestemt vej, og hvor det ender med, at barnet ikke har det godt. Det giver en følelse af, at man ikke har slået igennem med sin kommunikation. Kvinderne skal kunne have tillid til, at de råd, vi giver, er baseret på noget fornuftigt. Hvis systemet skubber kvinder ud over kanten ved enten at over- eller underbehandle, så ophører tilliden.«

Og det vil ifølge Lillian Bondo føre til flere planlagte kejsersnit – og måske flere fødsler, hvor kvinden har fravalgt al hjælp:

»Og så ender det måske med, at de laver en skade på sig selv eller barnet på grund af det valg, de traf,« siger Lillian Bondo, som derfor mener, at der er god grund til, at jordemødrene bør gå langt i deres samtaler med de gravide:

»Derfor siger vi ikke bare siger ja til alt, hvad kvinderne beder om. Når man har prøvet at aflevere et kejsersnitsbarn på neonatalafdelingen, og man ved, at det barn sandsynligvis kunne være født vaginalt med Apgar 10, og familien kunne havde haft det fantastisk, så vil man meget nødigt gøre det igen.«

Kamp

Lillian Bondo kalder jobbet som jordemoder for et »lykkeligt og slidsomt arbejde«. Man er nødt til at have hjertet med:

»Hver gang man er i kontakt med en ny familie, lægger man en stor del af sin sjæl ind i den kontakt. Når man gør det dag ud og dag ind, så er det slidende arbejde – men man får meget igen.«

— Er I sygehusets romantikere?

»Det synes jeg ikke, man kan sige. Det er et hårdt og aldeles uromantisk arbejde at være jordemoder. Men vi har en stærk følelse for det, vi laver.«

— Er der en kamp mellem læger og jordemødre?

»Der er ikke en kamp som i to professioner imod hinanden. Men i diskussionen om, hvor pengene skal gå hen, er der jo en kamp. Og det er generelt en kamp, hvor forebyggelsen står svagere, hvis ikke vi kan føre vores sag godt.«

Jordemoderfaget er med sit helhedsorienterede og forebyggende natur generelt presset mange steder i verden. I november var de franske jordemødre på gaden i protest over, at de ikke har gode nok vilkår – og ikke bliver anerkendt nok for deres arbejde. Og den kamp kan også blive aktuel herhjemme:

»Der er kommet mange livsstilssygdomme forårsaget af ting som overvægt, stress, rygning og alkohol. Og vi kan behandle mere og mere, så flere kvinder med medfødte sygdomme nu kan tåle at gennemføre en graviditet. Det er tilstande, som kalder på behandling, og det presser udgifterne for det offentlige. Så der kan igen komme pres på forebyggelsen – det kunne være, at man gav mindre tid til samtaler før en fødsel. Det vil jeg kæmpe imod. For det vil give færre gode fødsler.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ellen nielsen
  • Karsten Aaen
ellen nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Jordemødre er ikke bange for fødsler - men det er Information, v/ Kristian Villesen.
Jamen er livet ikke farligt?
Jo, særligt, hvis man dyrker angsten.

Karen von Sydow

Selvfølgelig skal man, også, lytte til jordemødrene, der om nogen har erfaring og ekspertise med fødsler - og alt det, der foregår før og efter selve fødslen. Så tak for dette udmærkede interview.

Men det bliver aldrig Lillian Bondo eller nogen andres valg hvordan en kvinde skal føde sit barn. Og ja, i Danmark giver det åbenbart anledning til sure opstød på debatfora og dæmonisering blandt nogle hard-core grupperinger, men det børster man let af skuldrene igen.

Morten Sørensen

Og fødsler er, efter årtusinders umagelige og uretfærdige ligestillingserfaringer, pludselig blevet et enormt problem, som i den grad skal sygeliggøres, fordi man kan risikere, at noget går galt.
Lad os alle bede til, at den næste fødte (om et øjeblik) går godt, og at vi får et sundt (helst pigebarn) barn, hvis forældre går i den korrekte kirke og optjener nok point i sundhedens interesse.
Religion har mange ansigter; disse kan man delvist bekæmpe med en vis fornuft. Men idioti: Umuligt.