Læsetid: 5 min.

Fra jul til januar

Hele december diskuterer vi sammenhængen – eller manglen på samme – mellem materialisme og næstekærlighed. Hvad vi overser, er, at denne diskussion egentlig er langt mere væsentlig i januar
Hele december diskuterer vi sammenhængen – eller manglen på samme –  mellem materialisme og næstekærlighed. Hvad vi overser, er, at denne diskussion egentlig er langt mere væsentlig i januar

Ib Kjeldsmark

21. december 2013

Juledagene er et særligt frikvarter, en tænkepause i årets forløb, inden det hele begynder igen på ny med rene tavler og nye idealer og fortsætter. »Vi ser tilbage på året der gik,« som det hedder, og vi lægger planer for fremtiden. Så langt så godt.

I forløbet op til nytåret er der som regel én problematik, der præger det offentlige debatbillede: Er vi blevet for materialistiske? Eller hænger den gode gamle næstekærlighed alligevel stadigvæk ved?

Det er individet over for kærligheden, fællesskabet og solidariteten, det er den egoistiske nydelse over for glæden ved at give. Og så er det spørgsmålet, om man skal underlægge sig traditionen eller formulere sine helt egne betingelser for at fejre jul (eller måske ligefrem droppe julen).

Helt ind i folkeideologien reproduceres denne diskussion i slet skjulte former. ’Julen er i fare!’ – det handler de fleste tv-julekalendere som bekendt om, og til sidst viser det sig heldigvis altid at fællesskabet vinder, og ’så blev det da alligevel jul’.

Januar

I stedet for forsæt diskussion om materialisme versus næstekærlighed skulle man dog måske skære julekagen anderledes: Hvad med i stedet at fokusere på forskellen mellem december og januar?

I december handler det om at få gjort alt’rigtigt’: Få pyntet op, gennemgå ritualerne, købe en julekalender til ungerne og huske at putte lidt i sokken om morgenen, måske købe en lille ting til konen i adventsgave, invitere gæster, lave konfekt, klippe, klistre, folde og pynte, måske skrive en ønskeseddel og sende et par julekort, og frem for alt at få købt alle gaverne. Og det er ikke nemt.

Gavegivning rummer et spørgsmål om samvittighed, ligesom julekomsammenerne: Det gælder om at give den helt rigtige gave, der gør glad. Og det gælder om at sørge for at folk føler sig velkomne i hjemmet, for ingen skal være alene juleaften. I december frådser og nyder vi altså, men under den konstante stress og bekymring om, hvorvidt de andre nu også har det godt nok.

Til sidst fødes Jesusbarnet så, i sin lille krybbe i den mørke stald blandt engle og dyr i Betlehem. Og vi sidder i stuerne, mætte og fede af steg og ris à la mande, og glade ikke blot for de nye gaver, vi har pakket op, men måske også netop med en ro over at det hele nu er overstået. Er det ikke dét, vi egentlig mener, når vi siger, at julefreden har sænket sig?

Så kommer januar. Nu skal vi på arbejde igen. Men hvad man måske overser, er, at nydelsen og forbruget i grunden kun accelereres her på en ny måde. Januar er udsalgenes og gavebytningernes tid, det er tiden for at få fyret de sidste julefrokoster af og skejet ud sådan lidt på falderebet.

Det interessante ved januar er, at den er nøjagtig lige så materialistisk og baseret på nydelse som december – men at den nu er det i en mere individualiseret grad og uden decembers forbandede bekymringer og dårlige samvittighed. Væk er spørgsmålene, om vi hellere skulle have doneret en ged til en sulten somalisk dreng end at købe en ny bh til kæresten, eller om man nu gav en lidt for billig gave til fætter Jens.

I januar handler det om os selv, om at få byttet de praktiske uldne vanter fra tante Oda til en flot og skinnende ny fiskestang. Det handler om at få pengene tilbage for den gryde, vi fik en to-tre stykker af, eller for det, vi synes var decideret grimt, eller det, vi har set os sur på (hvad fanden skal jeg bruge et råkostjern til?), og så bruge pengene til lige det, vi har lyst til.

Jesus

I den forstand er det vitterligt som om, Jesusdrengen dukkede op på jord for at forlade os vore synder. Nu kan vi nyde, helt uden dårlig samvittighed, helt uden overjegets ondsindede prikken på skulderen.

Hvis det gamle testamentes Gud er en nietzscheansk hersker, et meget håndfast overjeg med konkrete krav og formaninger, så er Jesus ikke bare hans lovhåndhæver på jord, men hans bløde mellemleder, hans good cop, der ikke bare kommer for at overvåge os, men også tager MU-samtalen og sikrer sig, at vi performer endnu bedre, fordi vi nu også ’nyder’ vores arbejde og vores tilværelse.

Sagen er nu bare, at denne nydelse antager en næsten endnu stærkere karakter, end de krav, det gamle overjeg udstak. Der er tale om dannelsen af et nyt overjeg, som Jacques Lacan pointerer, der ikke blot forlanger, at vi opfører os ordentligt, men også overvåger vores nydelse. Arbejder du? Forbruger du? Godt. Men nyder du det også, og er du sikker på, at du nyder nok? Husk at nyde dit arbejde, dit familieliv, din fiskestang (og hvis ikke du nyder den, så byt også den).

Hvad er det altså, der sker i overgangen fra december til januar, med Jesus som knudepunkt? Måske kunne man beskrive det med forskellen på Lacans begreber om begær og drift.

Mens begæret altid er ’den Andens begær’, dvs. mens vi her fundamentalt er bundet op på interesser og bekymringer om, hvad andre begærer, og hvordan man egentlig talt begærer rigtigt, dvs. hvordan man giver og modtager de rigtige gaver til jul, så er driften selv fuldstændig ligeglad.

Driften er en ’dødsdrift’, der hverken kerer sig om liv eller død, men bare kerer sig om at nyde. Alle julens bekymringer om, hvem der skal have hvad i gave, og hvad man mon selv får, og hvad de mente med at give mig et viskestykke i julegave, afløses af noget temmelig simpelt: Udsalg!

Så når året når til sin slutning og gør klar til sin gentagelse, det nye år, er det frem for alt driften, der viser sin styrke. Nu gør vi, som vi altid har gjort, bare mere rendyrket, uden begærets evindelige mangel på tilfredsstillelse.

Men det er netop her, kapitalismen viser sin fantastiske snedighed – idet den har formået at indrette og udnytte den drift, som bliver tilovers, når kristendommen har gjort sit rituelle arbejde på vort moralske sindelag. Julen varer som bekendt lige til påske. Men ind i mellem kommer der ikke længere faste. Ind i mellem kommer kapitalismen.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Niels Mosbak
  • Helge Rasmussen
Pia Qu, Niels Mosbak og Helge Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fra at være en fest til opmuntring i den mørke tid, er Julen nu mere en kommerciel øvelse. Familien kan dog samles på godt og på ondt, li`som vi andre kan huske på det gode - nu eller før i tiden.

Julen er da ikke andet end et kommercielt cirkus hvor de der har råd overforbruger og glemmer alle de mange der lever på fattigdomsgrænsen og alle dem som ikke har noget at holde jul med.

8-10% er ensomme juleaften. Men de har vel familie allesammen. Hvorfor bliver de mon ikke inviteret?

En massepsykose afsluttes d. 24 med at alle spiser næsten det samme på omtrent samme tidspunkt, danser om juletræet og pakker gaver ud på omtrent samme tidspunkt.Ingen højtid er som skabt til at få folk der til daglig lever alene og har det fint med det, til at føle sig isoleret og ensomme juleaften hvis de hører til dem der ikke bliver inviteret med til festen.

Mon nogen af dem overvejer om det kunne foregå på en anden måde......

Det er et tabu at tale om det, for ingen ønsker at udstille sin sårbarhed og at julen kan være et helvede. Det taler man ikke om.

Jeg tilhører den gruppe og for mig er december og især juledagene et helvede at komme igennem. Jeg er begyndt at tale åbent om det, også på facebook og fik tak fra en bekendt for at 'fjerne forhænget'.

Næste år vil jeg lave en gruppe for folk der er ufrivilligt alene i julen, måske kan vi finde ud af noget.......

Børge Rahbech Jensen

"8-10% er ensomme juleaften. Men de har vel familie allesammen. Hvorfor bliver de mon ikke inviteret?"

Personligt vil jeg hellere være ensom juleaften end fejre juleaften sammen med nogle, jeg ellers ikke har særlige relationer til. Det kan være bedre ikke at blive inviteret end føle sig fremmed til en fest, hvor de andre deltagere har et fællesskab. Det har jeg prøvet. Grundet høje forventninger er Juleaften nok den værste aften for vi, der lever alene til daglig, at komme til andre menneskers fest.

"Det er et tabu at tale om det, for ingen ønsker at udstille sin sårbarhed og at julen kan være et helvede. Det taler man ikke om."

Julen er såmænd nok værre for de, der fejrer jul sammen med familien. Vi, der er alene juleaften, er jo ikke i samme grad forpligtet af andres forventninger til julen. Selv skal jeg ikke engang tænke på julegaver, men skal mest være opmærksom på nogle dage med lukkede butikker og efter bedste evne holde mig selv ud.

For mig er det værre at holde jul i en stresset familie, hvor især husmoderen skælder ud, og jeg måske er den eneste, der ikke giver og modtager julegaver. Det minder mig om de øvrige 364 dages isolation.

Man kan jo også vælge at flytte brikkerne lidt op, ud fra devisen, man man vælger sit eget liv i stedet for at plukke her og der fra andres og se om man kan leve op til det.
Vælg dit eget liv og se hvor let det glider

@Torben Knudsen

Det er lettere sagt end gjort!!! - Du har sikkert gamle mennesker i familien som ikke har så mange muligheder for at vælge selv mere....

@Børge Rahbech Jensen

Den vil jeg lige tænke over.....

Børge Rahbech Jensen

Den sidste dag i december er lidt overset, og har ændret karakter ikke mindst på tv, siden jeg var ung for 20-30 år siden.
Se evt. Eldorado Lux fra d. 31/12-1983 på http://www.dr.dk/Bonanza/serie/Musik/Eldorado.htm og DRs tv-programmer d. 31/12 i år på http://www.dr.dk/tv/oversigt/ .
På dansk tv er nytårsaften nu præget af gamle film.

I Tyskland er nytårsaften stadig præget af musik og fest også på tv:
http://programm.daserste.de/pages/programm/liste.aspx?datum=133C2FD169B8...
http://www.zdf.de/epg/Programm-4100.html?action=filter&senderToFilter=ZD... .

Man har jo lov at håbe. At julens materialistiske side nedtones og giver plads til morskaben og næstekærligheden. Men ak, om et år er det det samme, igen og igen.