Læsetid: 2 min.

Klagesang ved Mandelas død

Søndag begraves Nelson Mandela efter traditionen i sine forfædres jord ved landsbyen Qunu i Eastern Cape-regionen
Nelson Mandelas kiste i Qunu. Foto: Reuters

Nelson Mandelas kiste i Qunu. Foto: Reuters

14. december 2013

i undergrunden har en rod forskubbet sig

jorden snubler

urolig gisper himlen

den kaster sig baglæns

efterlader os koldere      fattigere      ensommere

 

da hans åndedræt forlod ham om natten

vaklede stjernerne som om de manglede luft

fordi alt er viklet sammen nu

brydes med døden

døden og hans død alene

 

tiden er blevet til sorg

vi står i en stor skygge mens solen kvæles

glas bryder igennem os; sten splintrer

vores tanker flygter i desperat kværnende horder

sømmer sig fast i jorden som spyd      ryster

 

i Qunu nægter kvæget at forlade kraalen

ved Lusikisiki ligger fiskene tæt ved overfladen

i Mveso er der ingen lyd fra tranerne

 

tanken om Mandela får vores indvolde til at snuble

(vi ville aldrig se hans døende krop)

vi kan ikke engang åbne munden

(vi ville aldrig se hans døende krop)

at skulle tale om hans død er at tale om hans gerninger

(vi ville aldrig se hans døende krop)

om hans blod der skød af sted som en leopard mod retfærdigheden

(vi ville aldrig se hans døende krop)

at tale om hans værk, hans smidige styrke

(vi ville aldrig se hans døende krop)

det tilgivende væv i hans blomstrende kranium

(vi ville aldrig se hans døende krop)

hans tunges rambuk

støbningen af fremtider om en forbunden kerne

 

vi kan aldrig yde retfærdighed til Vores Sammen-Binder

vi vil ikke se hans døde krop

vi vil ikke se den

vi vil ikke have at han er død

 

alt er viklet sammen nu

brydes med døden

døden og hans død alene

på stierne, på fortovene, i busserne i vejkanten

tyste samler vi os, vi de almindelige

vi stænker ham med vores tårer

vi stænker tårer over liget

af den Frygtløse Kriger som engang regerede os

vi stænker Mandelas åbnede blod med vores tårer

vi almindelige vasker ham ikke med vand, men med sange

 

med sorg tager vi i tankerne hans krop

vi vasker den, vi bader den

med rystende hænder rører vi ved hans arv

vi rækker ham videre, fra hånd til hånd

højt over vores hoveder

manden som reddede os fra os selv

som gav os tilbage til hinanden

 

åh syngende blod fra uNosekenis søn

åh Mvesos håndflader som er fulde af stjerner og regn

åh Qunus arme som favnede et lands dybeste sår

 

alt er viklet sammen nu

brydes med døden

døden og hans død alene

 

ingens strube kan synge Mandelas sang før dens slutning

ingen kommer nogensinde til at slibe vores Store-Sammen-Binder ned for os

ingen overgår ham i moralsk mod

ingen leder har nogensinde været så elsket af sit folk

 

han blev inkarnationen af verdens længsel

      efter en der bekymrer sig

      en hvis handlinger skamløst ville det gode

han var vores bedsteste ansigt

han gav os tilbage til os selv

 

elskede Mandela, elsk os, dine børn

lad dit liv efterlade sine fingeraftryk på os alle:

 

der går lang tid før vi almindelige

igen i vores dødelige arme kan holde

en så ædel person

en der er så helbredende og stædigt smuk

af en så hård støbning

så alvorligt favnende principperne

så elegant, med et så fejende hjerte

 

Baseret på klagesangen for kong Moshoeshoe I (1786-1870), ’LITHOKHOKISO tsa Moshoeshoe le tse ling’ af David Cranmer Theko Bereng. Oversat af Lotte Folke Kaarsholm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Jessen
  • Tove Lodal
Søren Jessen og Tove Lodal anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu