Et liv er forbi. Bror Bernild (1921 - 2013)

Som fotograf var Bror Bernild optaget af at indfange øjeblikke af stor skønhed. Men lige så afgørende blev det for ham at vise fattigdommen og den sociale nød i samfundet

14. december 2013

Kommentarer (0)

Når Bror Bernild som barn blev spurgt til sit navn, svarede han altid: »Døbt Bror.« Faren Holger Bernild, der var redaktør for Nordsjællands Venstreblad, havde givet ham navnet for at imponere en smuk, svensk dame i omgangskredsen. Da hun en dag blev præsenteret for den lille nydøbte, udbrød hun imidlertid: »Det var dog et frygteligt navn!« Det syntes Bror også selv.

Trods det mildt traumatiserende navn havde Bror en tryg og god opvækst i redaktørhjemmet i Hillerød. Som ung havde faren været medstifter af Det Radikale Venstre, og miljøet i barndomshjemmet var intellektuelt og kulturradikalt efter mellemkrigsårenes forskrifter.

Journalister, politikere og forfattere som Jeppe Aakjær og Henrik Pontoppidan hørte til gæsterne ved talrige middage i det festlige hjem. Brors gudfar hed Martin Andersen Nexø. Nok var Brors opvækst privilegeret, men den sociale bevidsthed og indignation var med i bagagen.

Skolen blev aldrig en livret for den både begavede og kreative Bror, hvis ordblindhed ikke mødte meget forståelse i 1930’ernes danske skolesystem. Til sin families fortrydelse droppede Bror realeksamen og søgte i stedet til Ollerup Gymnastikhøjskole. Som 19-årig kom han i lære hos den københavnske fotograf Sven Türck.

Frihedskamp

Kan vi være dette bekendt? hed den fotobog med tekst af Karl Roos fra 1946, som skulle gøre Bror Bernild kendt også uden for landets grænser. Bogen skildrer fattigdommens virkelighed i 1940’ernes Danmark og dokumenterer usentimentalt, men med klart politisk sigte, tilværelsen i byernes små, mørke og fugtige lejligheder.

Få år inden havde sagen været en anden, ikke mindre vigtig. Gennem Minerva Film fik Bror Bernild kontakt til Modstandsbevægelsens Filmgruppe. I sommeren 1944 dokumenterede han Folkestrejken i film og billeder, som via Sverige blev sendt til London. Efter strejken blev han arresteret af Gestapo og sendt i Vestre Fængsel.

Faren, som på det tidspunkt arbejdede i Udenrigsministeriet fik ham ud efter tre uger, hvorefter Bror Bernild ufortrødent fortsatte sit arbejde for modstandsbevægelsen. Blandt andet som medfotograf på Frihedsrådets film Det gælder din frihed. Det var jo den, det handlede om.

En dag efter krigen fik Bror Bernild besøg af en ung kvinde i sit atelier i Fredericiagade. Nobbe, som den unge kvinde hed, ville i lære som fotograf. Som så mange andre fag på den tid, var også fotografiet et mandefag. Men han lod sig overtale. Året efter blev de to gift på Lyngby Rådhus.

I årene efter kom børnene Bolette, Karoline og Jeppe til, og familien flyttede i hus i Hørsholm. Atelieret i Fredericiagade blev et samlingssted for mange af tidens kunstnere og filmfolk, og forretningenblomstrede med opgaver inden for for mode-, arkitektur- og reklamefotografering.

I 1957 stod Bror Bernild bag en dansk udgave af fotoudstillingen The Family of Man, som i årene inden havde trukket fulde huse på MoMA i New York. Udstillingen Vi mennesker på Charlottenborg blev en milepæl i dansk fotohistorie. 20 år senere var Bror Bernild involveret i arbejdet med endnu en milepæl i dansk kulturhistorie som stillfotograf på tv-serien Matador.

Ud i verden

På et ikonisk fotografi fra 1950 trækker en seks-årig dreng en enorm malkeko hen over gårdspladsen. Skildringen af landbruget i overgangen fra klassisk til moderne landbrug blev en livsopgave for Bror Bernild. I 1996 modtog han Landbrugets Kulturfonds kulturpris for sin skildring af dansk landbrugs udvikling.

Ofte gik turen også ud i verden. Altid med Nobbe, altid på egen hånd og altid med fotoudstyret på plads. Til Sydamerika, Mexico, Kina og flere andre steder, som blev fotograferet, før moderniteten satte sine uudslettelige spor.

Bror og Nobbe Bernild rejste også flittigt, efter de begge var gået på pension. De sidste år måtte Bror nøjes med mindre ture i og omkring det gamle hus ved vandet i Helsingør. Her kunne han mindes sine »længslers tog over bølgen blå«, som Jeppe Aakjær skrev i en kendt vise fra 1899.

Og drømme om New York, som var et af de få steder, han og Nobbe aldrig nåede at opleve. Men meget andet manglede der ikke i et langt og lykkeligt liv. Efter en indlæggelse i forsommeren, måtte Bror tilbringe de sidste måneder af sit liv i sengen. En søndag i december sov han stille ind.