Baggrund
Læsetid: 5 min.

Manden med den sorte hat

Verdens nyeste land Sydsudan var indtil i mandags fortællingen om, hvordan en vestlig indsats for en gangs skyld gjorde en positiv forskel i Afrika. Men voldsomme kampe i denne uge skaber tvivl om, hvorvidt man har ignoreret faresignalerne – og om manden med den sorte cowboyhat, Salva Kiir, er den rette mand på det rette tidspunkt
Politisk svag. Salva Kiirs magt bygger ikke på karisma, ledelsesevner eller politisk tæft, men på, at der med forgængerens pludselige død opstod et magttomrum. Derfor vurderes han heller ikke mange chancer for en lang karriere.

Politisk svag. Salva Kiirs magt bygger ikke på karisma, ledelsesevner eller politisk tæft, men på, at der med forgængerens pludselige død opstod et magttomrum. Derfor vurderes han heller ikke mange chancer for en lang karriere.

Søren Christian Bech

Moderne Tider
21. december 2013

Den var blevet et symbol på en succes. På muligheden for gennem forhandling at bilægge en årtier lang strid via international mediering og kompromisser, og med dens karakteristiske svungne kanter og høje puld var Salva Kiirs som regel sorte cowboyhat og manden under den en emulgation af Sydsudans drøm om at forene et umådeligt landområde, der aldrig har været et selvstændigt land og i 60 år næsten konstant har befundet sig i krigstilstand, til en sammenhængende nation.

Men mandag var cowboyhatten pludselig forsvundet og erstattet med en trist soldaterkasket og matchende veludfyldt camouflage-uniform, da Sydsudans præsident, Salva Kiir, på et pressemøde annoncerede, at en række politiske rivaler med den detroniserede vicepræsident Riek Machar i spidsen havde forsøgt at gennemføre et statskup, som nu var slået ned.

Militærmand

Mens både kuppet og nedkæmpelsen af det var omgærdet af mystik, begyndte kampe at brede sig til andre dele af landet.

»Der er ikke rigtig nogen, der ved noget om, hvad der sker, selv om de præcist kan fastslå, hvilken kaliber, der skydes med, bare ved at høre lyden. Men folk snakker om, at der er noget, der ikke stemmer, at der måske ikke rigtig har været et kup,« konstaterede Pernille Bærendtsen, en af de mange internationale udviklingsarbejdere i Sydsudans hovedstad Juba, før hun torsdag blev evakueret.

Imens Salva Kiirs tropper beskød den tidligere vicepræsidents hus et sted i nærheden med artilleri, og spændingerne mellem de to etniske dinka- og nuergrupper eskalerede, rejste der sig også spørgsmålet om den flamboyante præsident blot var endnu en tidligere oprørsleder, der havde droppet de demokratiske idealer, da han først havde fået magten.

For Salva Kiir er camouflageuniformen imidlertid ikke så fremmed, som det seneste tiårs pressebilleder kunne antyde. Den 63-årige præsident indledte sin karriere som purung soldat i sydens første oprør mod den nordlige ledelse i Khartoum, som varede fra 1955 til 1971. Siden var han officer i våbenhvilens enhedshær frem til 1983, og siden blev han medgrundlægger af oprørshæren og selvstændighedsbevægelse SPLM/A, som i sidste ende sikrede Sydsudans selvstændighed. Bevægelsen blev grundlagt af Sydsudans store frihedshelt, John Garang, en figur, der kaster lang skygge ind over Kiirs virke. Og soldateridentiten er både hans styrke og hans svaghed.

»Militæret er helt centralt i Sydsudan, og dér står Kiir stærkt, han nyder en høj grad af loyalitet blandt de menige. Men det er også hans svaghed, at han ikke har den uddannelse og politiske skoling, som hans konkurrenter har haft. Politisk er han handicappet,« forklarer Øystein Rolandsen, forsker ved Oslos Fredsforskningsinstitut, PRIO, der har skrevet adskillige værker om Sydsudan og i november vendte hjem efter interviews med en række forskellige sydsudanesiske politikere, blandt andet den nu afsatte vicepræsident Riek Machar.

Vikaren

For Rolandsen er det aktuelle opgør logisk, for Kiir, der kom til magten efter, at John Garang styrtede ned med en helikopter i 2005, måtte fyre en række ministre i sommer og har kæmpet med stridigheder internt siden. Rolandsen er næsten sikker på, at der ikke har været et planlagt kup, men at kampene, der opstod efter interne sammenstød i præsidentens garde, er en konsekvens af en uafklaret magtdeling før det planlagte præsidentvalg i 2015.

»Salva Kiir har hele tiden været en midlertidig løsning,« forklarer han. »Han var ikke ambitiøs, det var derfor, John Garang i sin tid valgte ham som næstkommanderende. Fordi han aldrig ville være en udfordrer. Han var en, der udførte ordrer og som kunne bilægge stridigheder internt i bevægelsen, men manglede den karisma og det intellekt, det krævede at blive leder og udfordre Garang, som var en kompleks figur med en stærk politisk fornemmelse og gode analytiske egenskaber. Kiir var andenmanden. Manden der effektuerede beslutningerne; ikke manden, der udtænkte dem eller traf dem.«

»Da fredsaftalen nærmede sig i 2005, samlede selvstændighedsbevægelsen SPLM alle oppositionskræfter om en stiltiende aftale: at man ville bilægge alle stridigheder og holde sammen uanset hvad, indtil man havde opnået selvstændighed eller en tilsvarende acceptabel løsning. Til det formål var Salva Kiir et optimalt kompromis, netop fordi han så åbenlyst var en midlertidig løsning,« siger Øystein Rolandsen. Han ser også nylige beskyldninger fra blandt andet John Garangs enke, Rebecca Garang, mod Kiir for magtbrynde, korruption og for at svigte revolutionens idealer som et udslag af den samme lurende magtkamp. Rebecca Garang gav tidligere på ugen et interview til en ugandisk avis fra sit hjem i Juba, hvor hun sagde, at hun var sat i husarrest under mistanke for medvirken til kuppet og frygtede for sin sikkerhed.

Kort tid efter forlød det, at en afhoppet kommandant, der er på eks-vicepræsidenten Machars side, har taget kontrol over den vigtige provinsby Bor, og der går rygter om op mod 500 dræbte under kampe i hovedstaden Juba.

Konflikten har et ganske stort katastrofepotentiale på grund af Sydsudans interne etniske modsætninger. Human Rights Watch anklagede torsdag regeringshæren for at skille folk ud på basis af etnicitet, og tre indiske FN-soldater har mistet livet under et angreb af unge nuer-mænd, der reagerede på de etniske spændinger. I en sådan situation står Salva Kiir ikke stærkt i forhold til mere karismatiske ledere som den afsatte Riek Machar, den ligeledes kupanklagede Lam Akol og Rebecca Garang.

»Jeg tror ikke, han vil blive ved magten længe,« konstaterer Øystein Rolandsen nøgternt.

International ønsketænkning

Tilbage står også et internationalt samfund, som måske har undervurderet Sydsudans interne modsætninger i begejstringen over et vellykket fredsskabende projekt. Et projekt, der modsat så mange andre afrikanske projekter ikke har været overset, men tværtimod har været overøst med både penge, opmærksomhed og mandetimer fra en række vestlige landes dygtigste diplomater, forhandlere og konsulenter – og med ganske megen prestige på spil for de deltagende lande.

»Der er nok i nogen grad blevet udøvet selvcensur i vurderingen af problemernes omfang,« som en udviklingsarbejder konstaterer over for Information om de sammenstød, der med jævne mellemrum har efterladt hundredevis af døde, men ikke rigtig har formået at skygge for succesfortællingen om Sydsudan.

Øystein Rolandsen kommer fra et af de diplomatisk mest aktive lande, Norge, der sammen med USA og Storbritannien har koordineret den omfattende internationale indsats. Han svarer da også bekræftende på et spørgsmål, om man har været for blåøjede.

»Det har du nok i nogen grad ret i. Fra akademisk side har vi advaret om, at der var mange uafklarede problemer, og om de mange sammenstød. Men fra politisk side har der nok været en tendens til at vælge den positive fortælling, ignorere problemerne og klappe hinanden på ryggen og erklære mission accomplished for at kunne indkassere den politiske kapital derhjemme. Men der er mange problemer tilbage, og vores indflydelse på situationen i dag er nok desværre ret begrænset.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et kristent land, som har fundet olie.
Og dertil muslimske naboer.

Så vil der opstå alvorlige problemer.

Niels Engelsted

Hvad er mere passende end en sort cowboyhat nu, hvor amerikanerne er landet?
http://www.globalresearch.ca/new-dawn-for-americas-africa-obama-deploys-...

John Vedsegaard

Militæret er helt centralt i Sydsudan, og dér står Kiir stærkt, han nyder en høj grad af loyalitet blandt de menige. Men det er også hans svaghed, at han ikke har den uddannelse og politiske skoling, som hans konkurrenter har haft. Politisk er han handicappet,« forklarer Øystein Rolandsen

Det er helt klart en væsentlig styrke at han ikke har den slags skoling, se bare på vores egne Danske forhold, hvor politikerne er så langt væk fra befolkningen og overhovedet ikke har nogen føling med hvad der rører sig.

Så jeg er absolut ikke enig i at han er politisk handicappet, som en "forsker" påstår.

Se også artiklen Maktkamp deler hæren fra den norske venstrefløjsavis Klassekampen.

- Kampene satte stopp for virksomheten til amerikanske Exxon og franske Total som i begynnelsen av juni fikk tilgang til den 120.000 kvadratmeter store Block B sammen med det kuwaitiske selskapet Kufpec. Total kjøpte seg inn i blokka i Jonglei i begynnelsen av 80-tallet, men ble forhindret av borgerkrigen fra 1983 til 2005.

Vestlige selskap har nå tatt opp kampen med kinesiske selskap etter delingen.

98 af statens indtægter kommer fra olien.

http://www.klassekampen.no/article/20131221/ARTICLE/131229987

98 procent ...