Læsetid: 1 min.

MoTi

14. december 2013

Klap, klap i

Nogle gange kan spørgsmålet stå længere i erindringen end svaret. F.eks. husker vi stadig tidligere folketingsmedlem fra Venstre Anders Møller, som i 2002 skriftligt spurgte forskningsministeren om, hvorfor hans – altså Møllers – mobiltelefon ikke virkede i togtunnellen ved Nørreport, når den virkede i tunnellen under Storebælt. Det fik os til at indstifte Anders Møller Prisen®, som gives til en politiker, der »med sit eksempel« viser, at det »ikke er et tilfælde, at klaphatten stammer fra Danmark«. Vi har aldrig kunnet finde en modtager på Møllers niveau, hvorfor prisen har haft et lidt stille liv. Men med Søren Pinds samråd om udenrigsminister Holger K. Nielsens omtale af en cubansk badestrand som et »paradis«, revitaliserer han prisens betydning. Samrådet er ganske vist blevet aflyst. Men det svækker ikke nødvendigvis Pinds chancer, for spørgsmålet er som sagt vigtigere end svaret.

Jon Jørgensen

Affluenza

En ny psykiatrisk diagnose er i denne uge blevet introduceret under en retssag i Texas, hvor 16-årige Ethan Couch slap for en ubetinget fængselsdom for spirituskørsel og heraf følgende drab på fire mennesker, efter at hans advokat havde fremsat den teori, at Couch led af en hidtil ukendt diagnose ’affluenza’. Couch var ifølge sin advokat og en psykolog blevet opdraget for frit af sine rige forældre, som var vant til at kunne købe sig ud af alt. Ethan havde derfor aldrig lært at respektere andre voksnes autoritet og stod nu ikke til at redde. Denne grænseløshed, påpegede advokaten, skulle have særligt slemme konsekvenser for netop materielt privilegerede børn, der jo eksempelvis har adgang til biler, som de så kan køre folk ned med. MoTI foreslår, at ’affluenza’ bliver årets ord i stedet for ’selfie’. Så kan Cameron, Obama og Thorning gemme sig lidt bag det.

Katrine Hornstrup Yde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Jessen
Søren Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu