Læsetid: 17 min.

Shell i flammer

For 26 år siden antændte ukendte gerningsmænd en Shell-tank i Nærum med molotovcocktails. Branden blev kulminationen på en hærværksbølge i protest mod olieselskabets engagement i Sydafrika. Information har fundet to personer, som deltog i angrebet. I ugen, hvor verden sagde farvel til Nelson Mandela, fortæller de nu om, hvordan de forsøgte at gøre hærværk til en del af den danske apartheidmodstand
For 26 år siden antændte ukendte gerningsmænd en Shell-tank i Nærum med molotovcocktails. Branden blev kulminationen på en hærværksbølge i protest mod olieselskabets engagement i Sydafrika. Information har fundet to personer, som deltog i angrebet. I ugen, hvor verden sagde farvel til Nelson Mandela, fortæller de nu om, hvordan de forsøgte at gøre hærværk til en del af den danske apartheidmodstand

Palle Hedemann

14. december 2013

Sjæl i flammer
Lykken snød dig i en rus
Viste dig vejen
Over flammende broer
Sjæl i flammer
Gik over en nat
Fik fingrene brændt
Nu ved du, sjælen
Er skabt af papir
Sjæl i flammer

- Kasper Winding og Lars Muhl, 1987

»Vi er ligeglade med, hvor meget Shell fordømmer apartheid. Det er, hvad de gør, der tæller«.

Sådan stod der i en aktionserklæring, som ’UG’, ukendte gerningsmænd, tidligt om morgenen fredag den 1. maj 1987 sendte til bl.a. Ritzaus Bureau. Shell-tankstationen på Skodsborgvej 313 i den velhavende københavnerforstad Nærum blevet angrebet med molotovcocktails, så bygningen brændte ned til grunden. På den anden side af Skodborgvej, knap 50 meter i luftlinje fra tanken, ligger også i dag et stort boligbyggeri.

Før den udbrændte tank i Nærum havde der i flere omgange været adskillige hærværksaktioner mest på Sjælland mod det britisk-hollandske olieselskab Shell, der var den største leverandør af olie til Sydafrika.

Information bragte en beskeden notits på 30 linjer om branden, mens Ekstra Bladet slog aktionen op over en side: »Shell-folk frygter terror« lød rubrikken over en dramatisk indledning på en artikel: »Ild-massakren mod Shells tankstation natten til i går har skabt frygt blandt personalet på de øvrige Shell-stationer i Storkøbenhavn ... «

Det kunne »meget let have kostet menneskeliv«, refererede Ekstra Bladet kilder i politiet, som mente, at konsekvenserne kunne have været »uoverskuelige«, hvis jordtankene var eksploderet. Få dage senere mødte Ekstra Bladet i en skov to unge hætteklædte, der hævdede at stå bag angrebet. Trods omfattende efterforskning, inddragelse af PET og nedsættelsen af en særlig landsdækkende efterforskningsgruppe blev gerningsmændene bag brandattentatet aldrig fundet.

Statsfængslet i Gribskov

For mig begyndte sagen om den nedbrændte benzintank i et afpillet tv-lokale i B-barakken i Statsfængslet i Gribskov søndag aften den 10. maj. Det var en halv snes dage efter branden. Det forår afsonede jeg 50 dages hæfte i statsfængslet, fordi jeg sammen med aktivister fra Sydafrikakomiteen i København i oktober 1985 var brudt ind i det sydafrikanske generalkonsulat i Møntergade i Københavns indre by.

Aktivisterne ville omdanne apartheidkonsulatet til et kontor for befrielsesbevægelsen ANC. Selv om jeg deltog for at dække aktionen for den venstreorienterede Ugeavisen København, hjalp jeg aktivt til med at hive brædder ind gennem et vindue til konsulatet på 1. sal. Siden da var jeg selv blevet aktivist i komiteen samtidig med arbejdet som journalist.

Tiden i statsfængslet, hvor vi afsonede mellem spritbilister, rockere og andre afvekslende typer, havde vi bl.a. brugt på at oversætte en pjece fra det amerikanske minearbejderforbund med oplysninger om Shell, som skulle bruges til den internationale boykotkampagne. Gennem fredelig forbrugerboycot og masser af offentlig opmærksomhed skulle en international kampagne presse det multinationale olieselskab til at trække sig ud af Sydafrika, så apartheidregimet og deres frygtede Casspirs-kampvogne ikke længere kunne køre på Shell-benzin.

Midt i søndags tv-avisen kom der pludselig en nyhed om Shell på tv-stuens gammeldags sorthvid apparat: I et øde landskab blev en hætteklædt person interviewet. Han var, viste et skilt på skærmen, ’hærværksmand’.

»Spørgsmålet er, om I overhovedet kan styre det her. Nu siger du, at I er ikke-voldelige, og der bliver ikke slået nogen mennesker ihjel. En dag kan det gå galt og hvad så,« spurgte TVA-reporteren den hætteklædte unge mand.

»Hvis det går galt, så må de mennesker, der er impliceret, tage konsekvensen af, at det går galt,« svarede han.

»Det vil sige, du er ligeglad med, hvis I kommer til at slå en Shell-medarbejder ihjel?«

»Overhovedet ikke, det gør vi ikke, for vi laver slet ikke aktioner, der er så farlige,« svarede den unge.

Jeg og de andre fængslede medlemmer af komiteen troede naturligvis, at ’Frederik’, som hættemanden i tv snart blev døbt, havde været med til at brænde Nærumtanken af. For os gav indslaget anledning til endnu en diskussion om mål og metoder. Mange i Sydafrikakomiteen var stærkt fjendtlige over for det hærværk, som med udspring i det daværende BZ-miljø i flere bølger havde ramt en række Shell-tanke. Selvfølgelig blev tankforpagterne rasende, og mens Sydafrikakomiteen stod i telefonbogen, så var det ikke tilfældet med BZ’erne. Kort sagt blev komiteen kimet ned af vrede Shell-folk, hver gang BZ’erne havde lavet hærværk. Ved en enkelt lejlighed blev der endda indtelefoneret en bombetrussel, så hele ejendommen på Nørrevold, hvor komiteen havde til leje i et baghus, måtte ryddes og gennemgås af politiets bombehunde.

PET samarbejdede med apartheid

Der var også andre end os i fængslet, der i maj 1987 troede, at ’Frederik’ havde deltaget i brandattentatet. Indslaget i TVA Søndag vakte omfattende politisk harme og kolossal opmærksomhed, og hele pressen kastede sig over sagen. Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen fandt det »urimeligt«, at DR gav sendetid til en »terrorist«, politiet nedsatte en særlig landsdækkende specialgruppe til at opklare hærværksaktioner mod Shell, mens Københavns politidirektør Poul Eefsen senere fik en næse for at tale om »bevis« for en forbindelse mellem Shell-hærværk i Danmark og Rote Arme Fraktion i Vesttyskland.

Ifølge PET-Kommissionens redegørelse fra 2009 kom Sydafrikakomiteen også hurtigt i PET’s søgelys. Efterretningstjenesten oprettede indtil flere såkaldte emnesager, og komiteen blev tildelt »betydelig opmærksomhed« fra PET’s side, fordi komiteen i København »havde markeret sig som en meget militant gruppe«, som PET-Kommissionens redegørelse udtrykker det.

»Der var således flere BZ-aktivister blandt medlemmerne, og det var en kendt sag, at de havde taget aktiv del i flere af aktionerne, herunder indtrængen på det Sydafrikanske Konsulat«.

I årevis havde PET haft et uofficielt, men trods alt formaliseret samarbejde med den sydafrikanske sikkerhedstjeneste South Africa Security Service, SASS, hvor de to tjenester mødtes én til to gange om året. Ifølge PET-Kommissionens redegørelse var SASS »interesseret i danskere, der støttede ANC«, men kommissionen har ikke i PET-arkiverne fundet beviser for, »at PET skal have udleveret oplysninger herom«.

Samarbejdet mellem PET og SASS blev først indstillet så sent som i 1985, bl.a. fordi PET »af politiske årsager var afskåret fra at besvare de sydafrikanske forespørgsler«, som PET-Kommissionen skriver.

Året efter afsoningen i statsfængslet fandt jeg i forbindelse med en artikelserie til Månedsbladet PRESS ud af, at tv’s hætteklædte hærværksmand intet havde at gøre med den nedbrændte benzintank. Han var, viste det sig, bare en ung mand, som var blevet overtalt til at udtale sig, men i lang tid var han mistænkt for branden og blev også anholdt og afhørt af politiet.

Siden har jeg tænkt over, hvem der så stod bag brandattentatet i Nærum. Hvad nu, hvis de »ukendte gerningsmænd«, der dengang stod frem i Ekstra Bladet og også skrev indlæg til Information, havde lige så lidt med branden at gøre som ’Frederik’? Jeg vidste, at Shell-forpagteren fra Nærum siden overtog et værtshus i Brede få kilometer fra den gamle tankstation, og jeg spekulerede af og til over, om det måske var ham selv, der havde gjort det. Det hed sig nemlig dengang, at det var svært for forpagterne at komme ud af kontrakten med Shell, selv hvis de gerne ville.

Fra solbriller til Shell-angreb

Det var ikke forpagteren, der havde nedbrændt tankstationen. Det fandt jeg ud af for nylig. Ad tilfældige omveje kom jeg i januar til at tale med en tidligere aktivist, der havde været med til brandattentatet i Nærum. Det genoplivede den gamle interesse for den nedbrændte Shell-tank for 26 år siden.

Aktivisten flyttede til København i midten af 1980’erne efter at have været SFU’er i en mindre provinsby. Aktivisten kom snart i kontakt med datidens BZ-miljø, men kun i yderkanten.

»Vi var ikke seje nok«, som Aktivisten siger, da jeg træffer vedkommende.

Vi mødes nogle gange i Informations kantine i løbet af foråret og drikker kaffe. Aktivisten er i dag en midaldrende person, der for nogle år siden har boet i længere tid i udlandet. Vedkommende kan ikke huske særlig mange detaljer, kun aktionens hovedtræk.

I 1986 flyttede Aktivisten ind i en lille lejlighed i Ryesgade, hvor 12-14 unge kom og gik. Flere af de unge havde i september 1986 været med til at forsvare det barrikaderede BZ-hus i Ryesgade 58. Det lå i tiden, at mange unge var aktive i politisk arbejde.

»Dengang snakkede man hele tiden om, ’hvad man var til’, og der var hele tiden aktioner. Vi fandt sammen to af os og begyndte at lave små aktioner sammen. Mest for at træne og for at lære hinanden bedre at kende. Små aktioner kunne f.eks. være indbrud i en brillebutik bare for at prøve det,« erindrer Aktivisten.

»Det er første gang, jeg fortæller nogen om det her. Jeg har gået og båret rundt på det i så mange år, og det har været hårdt. Det er noget, der har været betydningsfuldt for mig.«

De unge i lejligheden i Ryesgade var også optaget af apartheid i Sydafrika symboliseret i livstidsfangen Nelson Mandela. Kampen mod apartheid var letfattelig med en klar opdeling i gode og onde og tiltrak opmærksomhed fra unge og gamle over hele verden.

»Jeg var lidt i kontakt med Sydafrikakomiteen i København og Unge Mod Apartheid, men det var ikke andet end nogle kontakter. Vi havde vores egen ide om at gøre det mere ekstremt.«

Sammen med tre andre unge begyndte Aktivisten i dyb hemmelighed at planlægge en aktion mod Shell. Og det skulle være en voldsom aktion.

»Det foregik i Dyrehaven om natten. Vi snakkede om det derude for ikke at blive aflyttet. Jeg kan ikke huske præcist, hvorfor vi valgte netop den tank, andet end at den lå godt placeret ud til en vej og et godt stykke uden for byen.«

»Vi var rimeligt overbeviste om, at tanken ikke kunne springe i luften. Det var nogle af de andre, der var sikre på det, selv kan jeg ikke huske det. Og jeg er heller ikke så teknisk indrettet, at jeg ville kunne vurdere det.«

— Hvad ville I opnå?

»At Shell trak sig ud af Sydafrika. Vi troede, at vi kunne opnå det, hvis der var rigtig mange, der lavede den slags. Det var for at presse dem økonomisk.«

— Hvad mener du i dag?

»Jeg står fuldt inde for det. Jeg ville aldrig gøre det nu, for jeg er blevet alt, alt for gammel, og mine nerver ville slet ikke kunne holde til det. Men hvis jeg var ung, og man kunne gå tilbage til den tid, så ville jeg gøre det igen.«

— Hvorfor?

»Fordi jeg stadig tror, det var en betydningsfuld aktion. Winnie Mandela sagde til Ekstra Bladet, at vi gjorde noget godt for anti-apartheidbevægelsen.«

— Og for dig selv?

»Ja, jeg har haft en masse paranoia. Det har været hårdt bagefter, for jeg har gået rundt med en byrde, som man ikke kunne slippe af med, selv om jeg også var ret stolt over at have lavet den aktion.«

Aktivisten vil ikke fortælle, hvem de andre er. For øvrigt kender Aktivisten kun navnet på to af dem.

Det forkerte brev afleveret

På linje med andre aviser dækkede også Information hærværket mod Shell-tankene udførligt både som nyhed og på lederplads, efterhånden som sagen voksede og voksede i maj og juni. Avisens nytiltrådte redaktør Peter Wivel skrev flere ledere mod hærværksaktionerne. Få dage efter brandattentatet mod Nærum-tanken kritiserede han de unge brandstiftere, som Ekstra Bladet havde mødt i en skov, for hverken at vide noget om ord eller om handling.

Det fik de ukendte gerningsmænd til at skrive et fire sider langt modindlæg, som de sendte til Information. I et følgebrev forklarede de anonyme brevskrivere, at indlægget var »fotokopieret for at fjerne fingeraftryk og andre spor«.

Men det var ikke helt rigtigt. Da avisen modtog indlægget, var en af siderne ikke en fotokopi, men derimod originalen. På bagsiden var der et kvadratnet med notater, der senere viste sig at være en del af en regneopgave fra Købmandsskolen på Nørrevold.

Sammen med den ligeledes nytiltrådte medredaktør Lars Hedegaard besluttede Peter Wivel at offentliggøre ikke bare indlægget, men også aftrykke kvadratnettet, fordi, som de to skrev i en leder den 20. maj, det kunne være, at »dette stykke papir kan føre til en identificeringen af de personer, der står bag attentatet i Nærum«.

»Det er i offentlighedens interesse, at de pågældende attentatmænds identitet bliver kendt og aktionerne stoppet.«

Fotoeleven

Dagen forinden var avisen, skrev de to i endnu en artikel, opsøgt af »en person«, som ønskede papiret »tilbageleveret«. Det afslog de to redaktører, der trods alt bedømte indlægget fra de ukendte gerningsmænd som »relativt velordnet skrevet, og argumentationen røber en vis rutine på området«. Dog kunne de ukendte gerningsmænd ikke stave til fascisme: »De staver det konsekvent ’facisme’ i deres brev«, skrev de to nidkære redaktører.

I en bod i nærheden af Pusherstreet på Christiania sidder af og til en langhåret midaldrende mand og sælger cigaretpapir og hashpiber.

Det er lidt af et held, at jeg kommer i forbindelse med ham. Det sker via en kontakt, som pludselig har genkendt ham under et besøg på Staden.

Selv om den langhårede mand ryger hash hver dag, kan han godt huske, da han for 26 år siden talte med Peter Wivel om papiret med kvadratnettet.

Dengang var han om eftermiddagen i lære som elev hos avisens navnkundige fotograf Ernst Nielsen, og Peter Wivel kendte han i forvejen, fordi han fra barnsben var kommet på avisen, da hans mor var gift med en af de ansatte bibliotekarer.

»Jeg ville egentlig være journalist, men da jeg var inde på Information i skolepraktik, kunne jeg jo se, at der var meget mere gang i den hos Ernst Nielsen, som holdt til på ’Første kontor’ på fjerde sal. Der blev drukket mange øl og røget mange fede og sagt fisse hele tiden, så jeg var klar over, at jeg hellere ville være fotograf.«

Mens Eleven gik i folkeskole om formidagen, var i fotolære om eftermiddagen og lejlighedsvis hentede tjald til ’Første kontor’, boede han i den lejlighed i Ryesgade, hvor også Aktivisten og en masse andre unge boede. På den måde blev Eleven indblandet i sagen.

»I den lejlighed var der to fraktioner: Der var os hashrygere, og der var dem, vi kaldte tjekkerne. Deres måde at lave revolution på var alt for voldsom for os. Sumperne, som vi blev kaldt, lavede en masse aktioner, men vi snakkede ikke så meget om det.«

»En dag kom en af tjekkerne, som vidste, at jeg havde nogle forbindelser på Informeren. Der var lavet en fejl, og kunne jeg ikke lige hjælpe og få fat i et brev, der var afleveret til avisen. Jeg tænkte: Det kan ikke gå galt for mig, for jeg havde slet ikke noget at gøre med det, eller måske tænkte jeg ikke rigtig over det. Jeg sagde i hvert fald ja.«

Efter at have talt med Ernst Nielsen kom Eleven ind på et kontor, hvor Peter Wivel og Lars Hedegaard sad.

»Wivel sagde, at de ikke ville udlevere originalen til mig, men de ville heller ikke udlevere den til politiet. Så tænkte jeg: Så er alt okay, når han ikke vil udlevere originalen med fingeraftrykkene til politiet. Wivel spurgte, hvad jeg kendte til afsenderne, og jeg svarede bare, at det var nogle, jeg kendte i periferien. Jeg gik hjem og sagde, at Wivel havde lovet ikke at udlevere det til politiet.«

’Hold dig væk’

Ifølge Eleven fik han en uges tid senere det råd fra Information og Peter Wivel, at han skulle holde sig væk fra avisen.

»Ernst mente, at jeg nærmest skulle gå under jorden og flytte ud på landet, fordi politiet var begyndt at interessere sig voldsomt for det hele.«

Med hjælp fra bl.a. Ernst Nielsen flyttede Eleven i tre måneder til en nedlagt gård på Lolland, hvor Maribo Sukkervarefabrik holdt til. Fra gammel tid havde Information kontakter til fabrikkens daværende indehavere, Ehrste Pørtner og hans hustru Constance, fordi Ehrste læste det illegale Information både før og under sin indespærring i Frøslevlejren.

Da Eleven ud på efteråret 1987 kom tilbage til København, begyndte han på Christianshavns gymnasium og droppede at være fotografelev. Han fik aldrig taget en studentereksamen.

»Måske kunne jeg have været uddannet fotograf i dag, hvis ikke det her var kommet i vejen. Men om jeg så ville være blevet ved med at være fotograf, er en anden sag. Så sjovt synes jeg heller ikke, at det var.«

Eleven indvilliger i at fortælle navnet på den person, der bad om at få papiret tilbageleveret. Det viser sig at være en anden end Aktivisten, nemlig en person, som var aktiv i Unge Mod Apartheid, og som jeg godt kan huske. Vi kan kalde vedkommende for Nr. 2.

Da jeg opsøger Nr. 2, er det en lille smule rundere person at se til. Nr. 2 er venlig og giver formiddagskaffe. Men sporet ender iskoldt, for Elevens forklaring siger vedkommende ingenting. Absolut ingenting, understreger Nr. 2.

Fra forstæderne til BZ

Selv om jeg snakker om Nærum-branden med forskellige, bl.a. tidligere politifolk, med ’Frederik’ og ældre journalister, der dengang dækkede begivenhederne, ser det ikke ud til at føre til nye oplysninger.

Jeg taler også med datteren til den nu afdøde Shell-forpagter. Hun er meget afvisende, men efterlader ingen tvivl om, at årene efter den udbrændte tankstation havde været hårde for hendes far.

Ud på efteråret kommer Nr. 3 på banen. Desværre kan jeg ikke udførligt forklare, hvordan jeg får forbindelse til vedkommende og opsporet adressen, men Nr. 3 har været med til Nærum-branden og erindrer en masse detaljer.

Nr. 3 er opvokset i de nordlige forstæder til København. Og i modsætning til Aktivisten har vedkommende været medlem af Sydafrikakomiteen, samtidig med at Nr. 3 også var aktiv i BZ-miljøet.

»For mig startede det i gymnasietiden, hvor jeg begyndte at gå til demonstrationer mod apartheidstyret i Sydafrika. Jeg blev medlem af Sydafrikakomiteen og lærte en masse andre at kende, der var interesserede dels i anti-apartheid-arbejde, dels i, hvad man kunne kalde ’det sorte miljø’, altså BZ’ere og andre ballademagere,« siger Nr. 3.

Nr. 3 har siden fået en akademisk uddannelse, men arbejder i dag uden for sit fag i en privat virksomhed et sted i det indre København. Faktisk kan jeg godt huske Nr. 3 fra tiden i komiteen. Selv om vedkommende er blevet ældre, ligner Nr. 3 sig selv, da vi mødes.

»Jeg bidrog med arbejdskraft til forskellige aktioner, som der var mange af dengang, og det spændte lige fra uddeling af løbesedler og plakatopsætning til mere radikale aktioner.«

I foråret 1987 havde Nr. 3 også sin faste gang i den lille lejlighed i Ryesgade, hvor Aktivisten og en masse andre boede.

»Hvorfor fik vi så lige den ide med Nærumtanken ? Tja, der skulle ske noget og virkelig ruskes op i den offentlige mening. Det var alt for let for folk at sige, at de ikke anede noget om Shell i Sydafrika.«

— Hvorfor et brandattentat?

»Hvad kan man gøre ved benzintanke? Man kan komme sukker i tankene, men det giver ikke meget opmærksomhed. Så er en brand straks mere iøjnefaldende.«

Ifølge Nr. 3 blev tanken i Nærum valgt, fordi der var gode flugtveje sydpå gennem Dyrehavens skovområder.

»Ved to-tre tiden om morgenen er der ikke så mange ude i skoven, så vi kunne være rimelig sikre på ikke at blive set.«

— Hvilke overvejelser gjorde I Jer om risikoen for det nærliggende boligbyggeri?

»En benzintank eksploderer ikke. Den brænder stille og roligt, for jordtankene er afskåret fra tankanlægget.«

»Jeg ville aldrig gøre det i dag. Hold kæft en risiko vi løb. Men dengang virkede det som det rette at gøre.«

Ifølge Nr. 3 tog de fire aktivister natten til den 1. maj 1987 det sidste S-tog til Holte. Her stjal de fire cykler og cyklede til Hjortekær.

»Der efterlod vi cyklerne og gik gennem skoven til Nærum og Shelltanken. Hjemmefra havde vi medbragt fire molo’er og et par solide jernrør. Jeg tror også, at vi havde været så forudseende at tage et par store sten med, så vi kunne knuse ruderne på tankstationen.«

— Hvad skulle I med jernrørene?

»Hvis nogen ville blande sig, så kunne man på en venlig, men bestemt måde overbevise dem om, at det skulle de ikke.«

Nr. 3 husker, at der kom en politibil kørende forbi på Skodsborgvej, mens de fire aktivister »lettere nervøse« skjulte sig i hækken foran boligbyggeriet over for tanken.

»Da den var kørt, var der igen fredeligt og stille. Og så gjorde vi det, vi på forhånd havde aftalt. To holdt vagt, mens to gik over vejen og smadrede ruderne ind til tankstationen med en sten, tændte molo’erne og smed dem ind. Da branden blussede op, løb vi ned mod skoven,« husker nr. 3.

Derfra kørte gerningsmændene til et safe house, fortæller Nr. 3, inden de næste morgen ved daggry tog S-toget til København.

Nr. 3 husker også, at for ikke at efterlade spor blev brevet til Information skrevet på en skrivemaskine, der var stjålet fra Københavns Universitet. Bagefter blev skrivemaskinen kastet i havnen.

»Jeg stod for det præcise indhold af brevet. Men da fejlen opstod, så det ikke var en kopi, Information havde fået, måtte vi gå ud fra, at der var fingeraftryk på. Mine fingeraftryk, for at være helt nøjagtig,« siger Nr. 3.

Nr. 3 kan ikke gøre sig fri af en mistanke om, at Nr. 2 lavede forvekslingen med vilje. Hvorfor vil han ikke nærmere ind på.

Både Nr. 3 – og i øvrigt også Aktivisten – er overbeviste om, at de i dagene efter branden blev overvåget af politiet. I lang tid var Nr. 3 også sikker på, at politiet når som helst ville banke på hans dør.

»De fulgte os ganske tæt og gjorde det med vilje. Det var meningen, at vi skulle se dem,« siger Nr. 3.

Først da ’Frederik’ senere i 1987 blev anholdt, dalede politiets interesse, erindrer Nr. 3. Under alle omstændigheder førte tv-avisens indslag om ’Frederik’ til, at politiet i mere end et halvt år efterforskede i en forkert retning.

»I dag ville jeg aldrig gøre noget i den stil, noget så paramilitært. I dag synes jeg nok, at det var dumt. Det var for stor en risiko og en meget høj strafferamme for at opnå noget, som vi kunne have opnået på anden måde, hvis vi ikke havde været så revolutionsromantiske.«

Nelson Mandela kom ud af fængslet i kølvandet på Berlinmurens fald, og i 1994 blev han den første demokratisk valgte præsident i Sydafrika. På det tidspunkt havde de fleste aktivister allerede forladt Sydafrikakomiteen og kastet sig over andre udfordringer.

Tilbage i erindringen står billedet af nogle meget aktive år, hvor mange kræfter i Danmark solidariserede sig med en frihedsbevægelse tusinder af kilometer væk, og hvor diskussionen om mål og metoder hele tiden trængte sig på.

— Hjalp det at brænde tanken af?

»Den internationale boykot hjalp, men ikke denne ene aktion.«

— Var det forkert?

»Det var dumt, ufornuftigt, irrationelt. Men forkert? Det var det ikke,« siger Nr. 3.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kasper Jensen
  • Tilde Klindt
  • Tom Paamand
  • Rune Petersen
  • lars abildgaard
  • Niels Mosbak
  • Vibeke Svenningsen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Steen Sohn
Kasper Jensen, Tilde Klindt, Tom Paamand, Rune Petersen, lars abildgaard, Niels Mosbak, Vibeke Svenningsen, Heinrich R. Jørgensen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Felix Zelda Xavier

»Jeg står fuldt inde for det. Jeg ville aldrig gøre det nu, for jeg er blevet alt, alt for gammel, og mine nerver ville slet ikke kunne holde til det. Men hvis jeg var ung, og man kunne gå tilbage til den tid, så ville jeg gøre det igen.«

Hvorfor så ikke stå frem med navns nævnelse? Straffelovsmæssigt er sagen vel forældet.

At bringe et benzinselskab i knæ er ret simpelt, hvis man har en smule hang til sabotage. Kunderne skal føle sig utrygge ved benzinen, så går resten af sig selv. Som nævnt vil regelmæssig tilsætning af sukker virke psykologisk skræmmende på bilejerne, omend den mekaniske effekt er minimal.

Hvis man i stedet er opsat på at lave noget testosteron-pumpende stort og politisk meningsløst, er brandbomber naturligvis en langt bedre ide. PR-mæssigt var aktionerne for at befri sHell-stationernes indespærrede små bamser langt mere farverig og elegant.

Ros af Winnie Mandela er sgu da sidste nogen burde blive glade for. Hun havde allerede i 1985 grundigt ødelagt de sidste laser af sit omdømme, gennem opfordringen om at brænde mistænkte forrædere levende. Hun var også i 1987 kendt for uhæmmet brug af vold gennem sin "fodboldklub", og kun takket været hendes mands altomfattende kærlighed slap hun for selv at ende bag en fuldt berettiget celledør.

Robert Ørsted-Jensen, Peter Taitto, Per Torbensen, Ernst Enevoldsen, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henrik Danstrup

"Jeg har gået og båret rundt på det i så mange år, og det har været hårdt." -- må vi være fri !
Den spade kunne blot have holdt sig fra sine vanvidshandlinger, så medlidenheden kan han stikke op, hvor solen ikke skinner ----- undskyld sproget !

Felix Zelda Xavier

"Hvorfor så ikke stå frem med navns nævnelse? Straffelovsmæssigt er sagen vel forældet."

Næh, det er sagen ikke givetvis - hvis anklagemyndigheden mener, at der har været livsfare for andre kan sagen bedømmes efter Straffelovens 180 - hvor der er livsvarigt fængsel i straframmen. Sager hvor der ikke udmåles en tidsbestemt straf - og det er livsvarigt fængsel ikke - forældes heller ikke.

Robert Ørsted-Jensen, Karsten Aaen, Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Det er ikke alt fra vores fortid, der nemt kan forklares og forsvares overfor nutids arbejdsgivere og offentlighed - uanset om den formelle straf er udløbet. Som bekendt fryser åndehullet mere og mere til, og hvad der nu politisk korrekt kan bekendes uden voldsomme konsekvenser er stærkt begrænset. Min arrigskab over sHell-fantasternes behov for at lege voldelig revolution skyldes ikke kun at jeg er pacifist, men også at jeg var tæt på at blive meget ufrivilligt inddraget. Noget udstyr, som kunne spores tilbage til mig, blev brugt af dem - og kun takket være vores mere buldrende end effektive PET slap jeg fri. Som fredelig aktivist er det langt værre at få "hjælp" af sådanne tanketomme hedsporer, end når idiotien er bevidst provokeret af PETs påvirkningsagenter.

Jeg er ikke enig, Paamand.
Vold er et yderst effektivt politisk middel og det er fuldt ud legitimt at benytte vold når sagen er vigtig nok.
Det virker som om du ukritisk har internaliseret det forsøg på hjernevask som samtlige stater på planeten benytter i deres desperate forsøg på at bevare voldsmonopolet hos politi og lignende grupper.
Men dette er en ret ynkelig absurditet der i sin retfærdiggørelse vægter fredelighed og stabilitet langt højere end retfærdighed og ansvar.

Henrik Danstrup

@Toke
Hvem definerer, hvornår de absolut normative begreber som retfærdighed og ansvar er truet, så det kan legitimerer stupidteter som omtalte brandattentat ?
Er det Johnni fra Greve, tågehornene fra Jagtvej 69 eller nogle helt tredie ?

Morten Pedersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@)Tom Paamand,

Sejren har mange fædre, nederlaget er stadigvæk forældreløst, og den sidste koldkrigshelt er ikke død endnu,

Set i bakspejlet virker det, som om den galoperende paranoia var lige udbredt på begge sider af kampzonen mellem revolutionsromantikerne i BZ-miljøet og under-cover-aktivisterne fra PET og Uropatruljen under den kolde krig.

Men hvem har også sagt, det skulle være let at være pacifist?

Toke, du har helt ret i at "vold er et yderst effektivt politisk middel", men det er til at skabe samfund i stil med de nuværende voldsbaserede - jeg ønsker forandring, ikke nye voldelige variationer af det samme. Derfor har jeg bekæmpet "fredelighed og stabilitet" gennem et langt liv, hvor disse begreber bliver brugt som tomme dæknavne for uretten. Og volden af nøjagtigt den samme grund.

At organisationer som Hells Angels og Rote Armee Fraktion udfordrer voldsmonopolet hjælper ikke os andre. Når tomhjerner med molotovs forvandler en smuk demonstration til en meningsløs slåskamp, gør de sig selv til min modpart på linje med de andre kampklædte. Hvad enten disse har politiskilte eller ej, fører deres hærværk intet godt med sig.

"Når sagen er vigtig nok er det fuldt ud legitimt at benytte vold" har altid været de voldeliges tyndeste undskyldning, direkte kalkeret af fra voldsmonopolet - som de tydeligvis ikke higer efter at udrydde, men til at erstatte med deres eget. Voldelige revolutioner kloden rundt trækker deres tydeligt blodige spor efter sig - vold i revolutionen fremavler voldelige samfund, hvor voldsmænd sidder på vagten gennem fortsat vold. Som sagt - jeg kæmper for noget helt andet.

Jesper Hansen, Morten Pedersen, Thomas Borghus, Karsten Aaen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar

@Henrik Danstrup
Vi lever jo i en verden der for længst har accepteret vold som et legitimt politisk middel.
Der er ikke nævneværdig forskel på den kalkule der ligger bag angrebet på Shell stationen og lignende voldelig aktivisme og den kalkule som vi danskere blev påduttet som argument for vores krigsførelse mod Afghanistan og Irak.
Det blev i begge tilfælde vurderet at vold var et rimeligt middel ifh til forbrydelserne.

Jvf beslutningen om at gå i krig mod Afghanistan og Irak og 200.000 andre konflikter hvor stater på det mest arbitrære facon vælger at benytte vold - er der ABSOLUT INGEN grund til at forestille sig at stater, magtfulde korporationer eller alliancer tager sådanne beslutninger med større legitimitet end fx politiske aktivister.

Dertil er virkeligheden desværre også den, at hvis civilsamfundet afviser muligheden for at handle med vold mod uretfærdighed, ja så uretfærdigheden pludselig fantastiske vækstvilkår.

Jep det forstås og det er en smuk tanke - den er barte ikke praktisk anvendelig
Men faktum er desværre også hvis vi afviser vold som et middel mod uretfærdigheden, så afgiver vi enh

@Paamand

Sidste, ufærdige, sætning i ovenstående var til dig ;)
Tanken er smuk og sympatisk, og jeg deler den meget langt hen ad vejen. Men jeg må fastholde logikken. Totalt afvisning af vold som civil mulighed vil essentielt være det samme som at lægge sig fladt ned og bare acceptere hvad den politiske elite nu måtte finde på.

John Vedsegaard

Shell er sluppet alt for billigt fra deres forskellige kriminelle handlinger. Som tidligere maler glemmer jeg ikke, da de betalte læger for at udtale at malere var dummere end andre mennesker.

Personligt har jeg straffet dem lige siden og aldrig brugt nogle af deres produkter, eller handlet på deres benzinstationer.

Toke - du har helt ret i, at argumentet for at angribe Shell-stationer og for dansk krigsførelse mod Afghanistan er lige fladpandet. Men din argumentation om nødvendigheden af voldelig kamp modbevises konstant af virkeligheden. Trods alt kæmpede fx diverse dygtige fagforeningsfolk i sin tid 8-timers arbejdsdagen igennem, uden at gribe til den for dig så essentielle vold. At kampen så nærmest gik i stå derefter, var ikke deres fejl.

Verden er på ingen måde opdelt i så falsk en opdeling som enten "vold" eller "at lægge sig fladt ned". Det er den samme hule argumentation jeg hører fra Forsvarskommandoen, på spørgsmålet om der måske skulle være alternativer i spændet mellem "at bombe" og "intet at gøre" - men der kan du måske bedre se absurditeten i deres klare afvisning.

Ernst Enevoldsen, Morten Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det er faktisk ikke volden der er essentiel - Det er muligheden. Vold er næsten altid uhensigtsmæssig og beskriver et sammenbrud i vilje og fantasi. Men at afskrive muligheden i en kultur hvor vold er en etableret del af magtens midler, er mindst lige så uhensigtsmæssig.
Det er vist i øvrigt ikke helt fair at kalde det en falsk opdeling, men forsimplet, muligvis primitiv, jo bestemt.

Henrik Danstrup

@Toke
Den vold, som vi har uddelegeret til såvel politi som militær er jo under demokratisk kontrol gennem vores repræsentative demokrati og kan selvklart ikke sammenlignes med selvbestaltede tåbers voldshandlinger efter forgodtbefindende.
Jeg har en fornemmelse af, at din hang til selvbestaltet vold "i den gode sags tjeneste" er determineret af dine politiske præferencer, så Shell tåberne her har mere ret til vold end eksempelvis Nazisterne i Greve og omegn - kan du se udfordringerne med sådan en selektiv "volds autorisation" ?

Nej, Henrik

Jeg anerkender på ingen måde din præmis at demokratisk kontrol ved det repræsentative system, skulle sikre "vold i en god sags tjeneste".
Jeg kan i den forbindelse liste adskillige eksempler hvor denne kontrol og beslutningsproces har svigtet helt grundlæggende.
Desværre kan jeg ikke komme i tanke om en eneste situation hvor man, med noget der bare minder om rimelighed kan påstå at en sådan beslutning er taget på et demokratisk og validt grundlag...Du må gerne nævne eksempler hvis du kender nogen.

I øvrigt kan jeg på ingen måde acceptere din præmis at fordi gruppen af aktive ngo'er principielt inkluderer alt fra Greenpeace til Ny-nazister at det så automatisk gør ikke-officiel magtanvendelse uacceptabel.
Der ligger afgjort en udfordring, som du siger, men der er ikke grundlag for derved at afskrive muligheden for vold.

I nærværende kan du også læse om hvordan danske firmaer har spundet guld på at sælge overvågningsteknologi til despoter og diktatoriske regimer verden over. PET og FE har med absolut garanti adgang til lignende teknologi. Der reelt gør begrebet demokrati uanvendeligt.

Præcis hvordan er det du forestiller dig civilsamfundet håndtere regimer og regeringer der benytter den slags metoder mod deres befolkning ?
Med hårde ord ? Arbejdsnedlæggelse ?

Jeg er ikke, har aldrig været, og vil aldrig blive villig til at acceptere en sådan reduktion i mine handlemuligheder i lyset af grundlæggende uretfærdighed.

Jonathan Mikkelsen

@Toke Andersen

Ja, undskyld mig, men din udmelding om legitim vold er direkte tåbelig. Din holdning bunder i et verdenssyn i sort/hvid, hvor du har en - læs: den rigtige - holdning. Men det er absurd. Hvordan skulle du eller nogen andre kunne gøre sig til dommere over, hvornår en sag "er vigtig nok"? Afghanistan er et decideret idiotisk eksempel. Først og fremmest fordi de færreste krige kan løses uden vold. Men også fordi du baserer din udtalelse på, at alle er enige med dig om, at krigen var forkert. Men i en krig som så mange andre situationer, er der altid mere end en vinkel at anskue sagen på. Eksempelvis vil du se, at mange mennesker i de mellemøstlige lande er og var glade for Danmark og andre landes tilstedeværelse. Konflikten i Syrien er et klokkeklart eksempel på, hvor svært det kan være. Her var der enorm splid om, hvorvidt man skulle gribe ind.

Vold skal altid være den absolut sidste udvej. I Danmark er der heldigvis mange andre muligheder at udtømme ind imellem.

Hvis vold skal være et virksomt middel, er man nødt til på forhånd at forklare, hvad det er, man er imod, hvorfor man er imod og hvad det voldelige så vil medføre af bedre tider... I det mindste, så dem, der skal leve med konsekvenserne af handlingen, gives en mulighed for at forstå, hvorfor de skal udsættes for det, de bliver udsat for!

I sig selv ændrede handlingen ikke en døjt! Den var ikke formaliseret, ikke sat i system, og den brede befolkning fik først fat i konteksten, efter man havde kommunikeret ud! Handlingen kom bare tilk at fremstå som en handling, hvor man skulle være en del af miljøet, for at kunne forstå eller acceptere den. Almindelige mennesker, hr. og fr. Hakkebøf, havde ikke en mulighed for at fatte, hvad deres lokale tank skulle futtes af for. For dem kunne det reelt opleves som et tabt - tanken var jo stort set det eneste sted, man kunne handle efter mørkets frembrud. Det eneste sted, der var åben søndag. Tanken betød noget for et lokalområde. Det var andet, end blot benzin. Det var smøger, is og matadormix!

At konteksten så forsøges kommunikeret ud via "PET-agtige" metoder; jamen, havde man allerede forsøgt at forklare, at konsekvensen af sHell's metoder kunne være sabotage eller ødelæggelse, havde man kunnet tage en masse af bøvlet på forhånd! Man skulle tro, at folk ikke havde læst deres Bourdieu?

Hvis ikke man fortæller, hvad volden skal bruges til, bliver den meningsløs og vil ikke engang kunne bruges som symbol på den vrede, indignation og afmagt, som volden ellers vil være et udtryk for! Den opfattes som vold for voldens skyld - opportunisme og drengestreger...

Jeg er ikke selv tilhænger af aktiv politisk vold, men vil ikke afvise nødvendigheden af vold som selvforsvar - og det kan man så tolke på.

Henrik Danstrup

@Toke
Fair nok...vi er bare ikke enige. Jeg anser vold for en uacceptabel udenoms parlamentarisk metode og i dansk kontekst er det helt absurd, men jeg respekterer, at du er uenig og glæder mig i mit stille sind over, at de fleste trods alt er på linje med mig selv, så vi ikke får brændt servicestationerne ned dag ug og dag ind ;o)

@Henrik
Med din let humoristiske afslutning hopper du over en relevant observation for vores lille duel - Jeg besidder de holdninger som bliver konfronteret(de deles også af en del andre tror jeg godt vi kan være sikre på;) alligevel ser vi denne form for voldelig aktivisme yderst sjældent.
Jeg tror årsagen er at de fleste mennesker(jeg tillader at inkludere mig selv i denne gruppe) der deler disse opfattelser, tager sådanne beslutninger ekstremt seriøst. Det vil som du selv siger altid være sidste mulighed, en handling af desperation, men stadig med en kerne af ansvar og proportion.