Shell i flammer

Sjæl i flammer
Lykken snød dig i en rus
Viste dig vejen
Over flammende broer
Sjæl i flammer
Gik over en nat
Fik fingrene brændt
Nu ved du, sjælen
Er skabt af papir
Sjæl i flammer

- Kasper Winding og Lars Muhl, 1987

»Vi er ligeglade med, hvor meget Shell fordømmer apartheid. Det er, hvad de gør, der tæller«.

Sådan stod der i en aktionserklæring, som ’UG’, ukendte gerningsmænd, tidligt om morgenen fredag den 1. maj 1987 sendte til bl.a. Ritzaus Bureau. Shell-tankstationen på Skodsborgvej 313 i den velhavende københavnerforstad Nærum blevet angrebet med molotovcocktails, så bygningen brændte ned til grunden. På den anden side af Skodborgvej, knap 50 meter i luftlinje fra tanken, ligger også i dag et stort boligbyggeri.

Før den udbrændte tank i Nærum havde der i flere omgange været adskillige hærværksaktioner mest på Sjælland mod det britisk-hollandske olieselskab Shell, der var den største leverandør af olie til Sydafrika.

Information bragte en beskeden notits på 30 linjer om branden, mens Ekstra Bladet slog aktionen op over en side: »Shell-folk frygter terror« lød rubrikken over en dramatisk indledning på en artikel: »Ild-massakren mod Shells tankstation natten til i går har skabt frygt blandt personalet på de øvrige Shell-stationer i Storkøbenhavn ... «

Det kunne »meget let have kostet menneskeliv«, refererede Ekstra Bladet kilder i politiet, som mente, at konsekvenserne kunne have været »uoverskuelige«, hvis jordtankene var eksploderet. Få dage senere mødte Ekstra Bladet i en skov to unge hætteklædte, der hævdede at stå bag angrebet. Trods omfattende efterforskning, inddragelse af PET og nedsættelsen af en særlig landsdækkende efterforskningsgruppe blev gerningsmændene bag brandattentatet aldrig fundet.

Statsfængslet i Gribskov

For mig begyndte sagen om den nedbrændte benzintank i et afpillet tv-lokale i B-barakken i Statsfængslet i Gribskov søndag aften den 10. maj. Det var en halv snes dage efter branden. Det forår afsonede jeg 50 dages hæfte i statsfængslet, fordi jeg sammen med aktivister fra Sydafrikakomiteen i København i oktober 1985 var brudt ind i det sydafrikanske generalkonsulat i Møntergade i Københavns indre by.

Aktivisterne ville omdanne apartheidkonsulatet til et kontor for befrielsesbevægelsen ANC. Selv om jeg deltog for at dække aktionen for den venstreorienterede Ugeavisen København, hjalp jeg aktivt til med at hive brædder ind gennem et vindue til konsulatet på 1. sal. Siden da var jeg selv blevet aktivist i komiteen samtidig med arbejdet som journalist.

Tiden i statsfængslet, hvor vi afsonede mellem spritbilister, rockere og andre afvekslende typer, havde vi bl.a. brugt på at oversætte en pjece fra det amerikanske minearbejderforbund med oplysninger om Shell, som skulle bruges til den internationale boykotkampagne. Gennem fredelig forbrugerboycot og masser af offentlig opmærksomhed skulle en international kampagne presse det multinationale olieselskab til at trække sig ud af Sydafrika, så apartheidregimet og deres frygtede Casspirs-kampvogne ikke længere kunne køre på Shell-benzin.

Midt i søndags tv-avisen kom der pludselig en nyhed om Shell på tv-stuens gammeldags sorthvid apparat: I et øde landskab blev en hætteklædt person interviewet. Han var, viste et skilt på skærmen, ’hærværksmand’.

»Spørgsmålet er, om I overhovedet kan styre det her. Nu siger du, at I er ikke-voldelige, og der bliver ikke slået nogen mennesker ihjel. En dag kan det gå galt og hvad så,« spurgte TVA-reporteren den hætteklædte unge mand.

»Hvis det går galt, så må de mennesker, der er impliceret, tage konsekvensen af, at det går galt,« svarede han.

»Det vil sige, du er ligeglad med, hvis I kommer til at slå en Shell-medarbejder ihjel?«

»Overhovedet ikke, det gør vi ikke, for vi laver slet ikke aktioner, der er så farlige,« svarede den unge.

Jeg og de andre fængslede medlemmer af komiteen troede naturligvis, at ’Frederik’, som hættemanden i tv snart blev døbt, havde været med til at brænde Nærumtanken af. For os gav indslaget anledning til endnu en diskussion om mål og metoder. Mange i Sydafrikakomiteen var stærkt fjendtlige over for det hærværk, som med udspring i det daværende BZ-miljø i flere bølger havde ramt en række Shell-tanke. Selvfølgelig blev tankforpagterne rasende, og mens Sydafrikakomiteen stod i telefonbogen, så var det ikke tilfældet med BZ’erne. Kort sagt blev komiteen kimet ned af vrede Shell-folk, hver gang BZ’erne havde lavet hærværk. Ved en enkelt lejlighed blev der endda indtelefoneret en bombetrussel, så hele ejendommen på Nørrevold, hvor komiteen havde til leje i et baghus, måtte ryddes og gennemgås af politiets bombehunde.

PET samarbejdede med apartheid

Der var også andre end os i fængslet, der i maj 1987 troede, at ’Frederik’ havde deltaget i brandattentatet. Indslaget i TVA Søndag vakte omfattende politisk harme og kolossal opmærksomhed, og hele pressen kastede sig over sagen. Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen fandt det »urimeligt«, at DR gav sendetid til en »terrorist«, politiet nedsatte en særlig landsdækkende specialgruppe til at opklare hærværksaktioner mod Shell, mens Københavns politidirektør Poul Eefsen senere fik en næse for at tale om »bevis« for en forbindelse mellem Shell-hærværk i Danmark og Rote Arme Fraktion i Vesttyskland.

Ifølge PET-Kommissionens redegørelse fra 2009 kom Sydafrikakomiteen også hurtigt i PET’s søgelys. Efterretningstjenesten oprettede indtil flere såkaldte emnesager, og komiteen blev tildelt »betydelig opmærksomhed« fra PET’s side, fordi komiteen i København »havde markeret sig som en meget militant gruppe«, som PET-Kommissionens redegørelse udtrykker det.

»Der var således flere BZ-aktivister blandt medlemmerne, og det var en kendt sag, at de havde taget aktiv del i flere af aktionerne, herunder indtrængen på det Sydafrikanske Konsulat«.

I årevis havde PET haft et uofficielt, men trods alt formaliseret samarbejde med den sydafrikanske sikkerhedstjeneste South Africa Security Service, SASS, hvor de to tjenester mødtes én til to gange om året. Ifølge PET-Kommissionens redegørelse var SASS »interesseret i danskere, der støttede ANC«, men kommissionen har ikke i PET-arkiverne fundet beviser for, »at PET skal have udleveret oplysninger herom«.

Samarbejdet mellem PET og SASS blev først indstillet så sent som i 1985, bl.a. fordi PET »af politiske årsager var afskåret fra at besvare de sydafrikanske forespørgsler«, som PET-Kommissionen skriver.

Året efter afsoningen i statsfængslet fandt jeg i forbindelse med en artikelserie til Månedsbladet PRESS ud af, at tv’s hætteklædte hærværksmand intet havde at gøre med den nedbrændte benzintank. Han var, viste det sig, bare en ung mand, som var blevet overtalt til at udtale sig, men i lang tid var han mistænkt for branden og blev også anholdt og afhørt af politiet.

Siden har jeg tænkt over, hvem der så stod bag brandattentatet i Nærum. Hvad nu, hvis de »ukendte gerningsmænd«, der dengang stod frem i Ekstra Bladet og også skrev indlæg til Information, havde lige så lidt med branden at gøre som ’Frederik’? Jeg vidste, at Shell-forpagteren fra Nærum siden overtog et værtshus i Brede få kilometer fra den gamle tankstation, og jeg spekulerede af og til over, om det måske var ham selv, der havde gjort det. Det hed sig nemlig dengang, at det var svært for forpagterne at komme ud af kontrakten med Shell, selv hvis de gerne ville.

Fra solbriller til Shell-angreb

Det var ikke forpagteren, der havde nedbrændt tankstationen. Det fandt jeg ud af for nylig. Ad tilfældige omveje kom jeg i januar til at tale med en tidligere aktivist, der havde været med til brandattentatet i Nærum. Det genoplivede den gamle interesse for den nedbrændte Shell-tank for 26 år siden.

Aktivisten flyttede til København i midten af 1980’erne efter at have været SFU’er i en mindre provinsby. Aktivisten kom snart i kontakt med datidens BZ-miljø, men kun i yderkanten.

»Vi var ikke seje nok«, som Aktivisten siger, da jeg træffer vedkommende.

Vi mødes nogle gange i Informations kantine i løbet af foråret og drikker kaffe. Aktivisten er i dag en midaldrende person, der for nogle år siden har boet i længere tid i udlandet. Vedkommende kan ikke huske særlig mange detaljer, kun aktionens hovedtræk.

I 1986 flyttede Aktivisten ind i en lille lejlighed i Ryesgade, hvor 12-14 unge kom og gik. Flere af de unge havde i september 1986 været med til at forsvare det barrikaderede BZ-hus i Ryesgade 58. Det lå i tiden, at mange unge var aktive i politisk arbejde.

»Dengang snakkede man hele tiden om, ’hvad man var til’, og der var hele tiden aktioner. Vi fandt sammen to af os og begyndte at lave små aktioner sammen. Mest for at træne og for at lære hinanden bedre at kende. Små aktioner kunne f.eks. være indbrud i en brillebutik bare for at prøve det,« erindrer Aktivisten.

»Det er første gang, jeg fortæller nogen om det her. Jeg har gået og båret rundt på det i så mange år, og det har været hårdt. Det er noget, der har været betydningsfuldt for mig.«

De unge i lejligheden i Ryesgade var også optaget af apartheid i Sydafrika symboliseret i livstidsfangen Nelson Mandela. Kampen mod apartheid var letfattelig med en klar opdeling i gode og onde og tiltrak opmærksomhed fra unge og gamle over hele verden.

»Jeg var lidt i kontakt med Sydafrikakomiteen i København og Unge Mod Apartheid, men det var ikke andet end nogle kontakter. Vi havde vores egen ide om at gøre det mere ekstremt.«

Sammen med tre andre unge begyndte Aktivisten i dyb hemmelighed at planlægge en aktion mod Shell. Og det skulle være en voldsom aktion.

»Det foregik i Dyrehaven om natten. Vi snakkede om det derude for ikke at blive aflyttet. Jeg kan ikke huske præcist, hvorfor vi valgte netop den tank, andet end at den lå godt placeret ud til en vej og et godt stykke uden for byen.«

»Vi var rimeligt overbeviste om, at tanken ikke kunne springe i luften. Det var nogle af de andre, der var sikre på det, selv kan jeg ikke huske det. Og jeg er heller ikke så teknisk indrettet, at jeg ville kunne vurdere det.«

— Hvad ville I opnå?

»At Shell trak sig ud af Sydafrika. Vi troede, at vi kunne opnå det, hvis der var rigtig mange, der lavede den slags. Det var for at presse dem økonomisk.«

— Hvad mener du i dag?

»Jeg står fuldt inde for det. Jeg ville aldrig gøre det nu, for jeg er blevet alt, alt for gammel, og mine nerver ville slet ikke kunne holde til det. Men hvis jeg var ung, og man kunne gå tilbage til den tid, så ville jeg gøre det igen.«

— Hvorfor?

»Fordi jeg stadig tror, det var en betydningsfuld aktion. Winnie Mandela sagde til Ekstra Bladet, at vi gjorde noget godt for anti-apartheidbevægelsen.«

— Og for dig selv?

»Ja, jeg har haft en masse paranoia. Det har været hårdt bagefter, for jeg har gået rundt med en byrde, som man ikke kunne slippe af med, selv om jeg også var ret stolt over at have lavet den aktion.«

Aktivisten vil ikke fortælle, hvem de andre er. For øvrigt kender Aktivisten kun navnet på to af dem.

Det forkerte brev afleveret

På linje med andre aviser dækkede også Information hærværket mod Shell-tankene udførligt både som nyhed og på lederplads, efterhånden som sagen voksede og voksede i maj og juni. Avisens nytiltrådte redaktør Peter Wivel skrev flere ledere mod hærværksaktionerne. Få dage efter brandattentatet mod Nærum-tanken kritiserede han de unge brandstiftere, som Ekstra Bladet havde mødt i en skov, for hverken at vide noget om ord eller om handling.

Det fik de ukendte gerningsmænd til at skrive et fire sider langt modindlæg, som de sendte til Information. I et følgebrev forklarede de anonyme brevskrivere, at indlægget var »fotokopieret for at fjerne fingeraftryk og andre spor«.

Men det var ikke helt rigtigt. Da avisen modtog indlægget, var en af siderne ikke en fotokopi, men derimod originalen. På bagsiden var der et kvadratnet med notater, der senere viste sig at være en del af en regneopgave fra Købmandsskolen på Nørrevold.

Sammen med den ligeledes nytiltrådte medredaktør Lars Hedegaard besluttede Peter Wivel at offentliggøre ikke bare indlægget, men også aftrykke kvadratnettet, fordi, som de to skrev i en leder den 20. maj, det kunne være, at »dette stykke papir kan føre til en identificeringen af de personer, der står bag attentatet i Nærum«.

»Det er i offentlighedens interesse, at de pågældende attentatmænds identitet bliver kendt og aktionerne stoppet.«

Fotoeleven

Dagen forinden var avisen, skrev de to i endnu en artikel, opsøgt af »en person«, som ønskede papiret »tilbageleveret«. Det afslog de to redaktører, der trods alt bedømte indlægget fra de ukendte gerningsmænd som »relativt velordnet skrevet, og argumentationen røber en vis rutine på området«. Dog kunne de ukendte gerningsmænd ikke stave til fascisme: »De staver det konsekvent ’facisme’ i deres brev«, skrev de to nidkære redaktører.

I en bod i nærheden af Pusherstreet på Christiania sidder af og til en langhåret midaldrende mand og sælger cigaretpapir og hashpiber.

Det er lidt af et held, at jeg kommer i forbindelse med ham. Det sker via en kontakt, som pludselig har genkendt ham under et besøg på Staden.

Selv om den langhårede mand ryger hash hver dag, kan han godt huske, da han for 26 år siden talte med Peter Wivel om papiret med kvadratnettet.

Dengang var han om eftermiddagen i lære som elev hos avisens navnkundige fotograf Ernst Nielsen, og Peter Wivel kendte han i forvejen, fordi han fra barnsben var kommet på avisen, da hans mor var gift med en af de ansatte bibliotekarer.

»Jeg ville egentlig være journalist, men da jeg var inde på Information i skolepraktik, kunne jeg jo se, at der var meget mere gang i den hos Ernst Nielsen, som holdt til på ’Første kontor’ på fjerde sal. Der blev drukket mange øl og røget mange fede og sagt fisse hele tiden, så jeg var klar over, at jeg hellere ville være fotograf.«

Mens Eleven gik i folkeskole om formidagen, var i fotolære om eftermiddagen og lejlighedsvis hentede tjald til ’Første kontor’, boede han i den lejlighed i Ryesgade, hvor også Aktivisten og en masse andre unge boede. På den måde blev Eleven indblandet i sagen.

»I den lejlighed var der to fraktioner: Der var os hashrygere, og der var dem, vi kaldte tjekkerne. Deres måde at lave revolution på var alt for voldsom for os. Sumperne, som vi blev kaldt, lavede en masse aktioner, men vi snakkede ikke så meget om det.«

»En dag kom en af tjekkerne, som vidste, at jeg havde nogle forbindelser på Informeren. Der var lavet en fejl, og kunne jeg ikke lige hjælpe og få fat i et brev, der var afleveret til avisen. Jeg tænkte: Det kan ikke gå galt for mig, for jeg havde slet ikke noget at gøre med det, eller måske tænkte jeg ikke rigtig over det. Jeg sagde i hvert fald ja.«

Efter at have talt med Ernst Nielsen kom Eleven ind på et kontor, hvor Peter Wivel og Lars Hedegaard sad.

»Wivel sagde, at de ikke ville udlevere originalen til mig, men de ville heller ikke udlevere den til politiet. Så tænkte jeg: Så er alt okay, når han ikke vil udlevere originalen med fingeraftrykkene til politiet. Wivel spurgte, hvad jeg kendte til afsenderne, og jeg svarede bare, at det var nogle, jeg kendte i periferien. Jeg gik hjem og sagde, at Wivel havde lovet ikke at udlevere det til politiet.«

’Hold dig væk’

Ifølge Eleven fik han en uges tid senere det råd fra Information og Peter Wivel, at han skulle holde sig væk fra avisen.

»Ernst mente, at jeg nærmest skulle gå under jorden og flytte ud på landet, fordi politiet var begyndt at interessere sig voldsomt for det hele.«

Med hjælp fra bl.a. Ernst Nielsen flyttede Eleven i tre måneder til en nedlagt gård på Lolland, hvor Maribo Sukkervarefabrik holdt til. Fra gammel tid havde Information kontakter til fabrikkens daværende indehavere, Ehrste Pørtner og hans hustru Constance, fordi Ehrste læste det illegale Information både før og under sin indespærring i Frøslevlejren.

Da Eleven ud på efteråret 1987 kom tilbage til København, begyndte han på Christianshavns gymnasium og droppede at være fotografelev. Han fik aldrig taget en studentereksamen.

»Måske kunne jeg have været uddannet fotograf i dag, hvis ikke det her var kommet i vejen. Men om jeg så ville være blevet ved med at være fotograf, er en anden sag. Så sjovt synes jeg heller ikke, at det var.«

Eleven indvilliger i at fortælle navnet på den person, der bad om at få papiret tilbageleveret. Det viser sig at være en anden end Aktivisten, nemlig en person, som var aktiv i Unge Mod Apartheid, og som jeg godt kan huske. Vi kan kalde vedkommende for Nr. 2.

Da jeg opsøger Nr. 2, er det en lille smule rundere person at se til. Nr. 2 er venlig og giver formiddagskaffe. Men sporet ender iskoldt, for Elevens forklaring siger vedkommende ingenting. Absolut ingenting, understreger Nr. 2.

Fra forstæderne til BZ

Selv om jeg snakker om Nærum-branden med forskellige, bl.a. tidligere politifolk, med ’Frederik’ og ældre journalister, der dengang dækkede begivenhederne, ser det ikke ud til at føre til nye oplysninger.

Jeg taler også med datteren til den nu afdøde Shell-forpagter. Hun er meget afvisende, men efterlader ingen tvivl om, at årene efter den udbrændte tankstation havde været hårde for hendes far.

Ud på efteråret kommer Nr. 3 på banen. Desværre kan jeg ikke udførligt forklare, hvordan jeg får forbindelse til vedkommende og opsporet adressen, men Nr. 3 har været med til Nærum-branden og erindrer en masse detaljer.

Nr. 3 er opvokset i de nordlige forstæder til København. Og i modsætning til Aktivisten har vedkommende været medlem af Sydafrikakomiteen, samtidig med at Nr. 3 også var aktiv i BZ-miljøet.

»For mig startede det i gymnasietiden, hvor jeg begyndte at gå til demonstrationer mod apartheidstyret i Sydafrika. Jeg blev medlem af Sydafrikakomiteen og lærte en masse andre at kende, der var interesserede dels i anti-apartheid-arbejde, dels i, hvad man kunne kalde ’det sorte miljø’, altså BZ’ere og andre ballademagere,« siger Nr. 3.

Nr. 3 har siden fået en akademisk uddannelse, men arbejder i dag uden for sit fag i en privat virksomhed et sted i det indre København. Faktisk kan jeg godt huske Nr. 3 fra tiden i komiteen. Selv om vedkommende er blevet ældre, ligner Nr. 3 sig selv, da vi mødes.

»Jeg bidrog med arbejdskraft til forskellige aktioner, som der var mange af dengang, og det spændte lige fra uddeling af løbesedler og plakatopsætning til mere radikale aktioner.«

I foråret 1987 havde Nr. 3 også sin faste gang i den lille lejlighed i Ryesgade, hvor Aktivisten og en masse andre boede.

»Hvorfor fik vi så lige den ide med Nærumtanken ? Tja, der skulle ske noget og virkelig ruskes op i den offentlige mening. Det var alt for let for folk at sige, at de ikke anede noget om Shell i Sydafrika.«

— Hvorfor et brandattentat?

»Hvad kan man gøre ved benzintanke? Man kan komme sukker i tankene, men det giver ikke meget opmærksomhed. Så er en brand straks mere iøjnefaldende.«

Ifølge Nr. 3 blev tanken i Nærum valgt, fordi der var gode flugtveje sydpå gennem Dyrehavens skovområder.

»Ved to-tre tiden om morgenen er der ikke så mange ude i skoven, så vi kunne være rimelig sikre på ikke at blive set.«

— Hvilke overvejelser gjorde I Jer om risikoen for det nærliggende boligbyggeri?

»En benzintank eksploderer ikke. Den brænder stille og roligt, for jordtankene er afskåret fra tankanlægget.«

»Jeg ville aldrig gøre det i dag. Hold kæft en risiko vi løb. Men dengang virkede det som det rette at gøre.«

Ifølge Nr. 3 tog de fire aktivister natten til den 1. maj 1987 det sidste S-tog til Holte. Her stjal de fire cykler og cyklede til Hjortekær.

»Der efterlod vi cyklerne og gik gennem skoven til Nærum og Shelltanken. Hjemmefra havde vi medbragt fire molo’er og et par solide jernrør. Jeg tror også, at vi havde været så forudseende at tage et par store sten med, så vi kunne knuse ruderne på tankstationen.«

— Hvad skulle I med jernrørene?

»Hvis nogen ville blande sig, så kunne man på en venlig, men bestemt måde overbevise dem om, at det skulle de ikke.«

Nr. 3 husker, at der kom en politibil kørende forbi på Skodsborgvej, mens de fire aktivister »lettere nervøse« skjulte sig i hækken foran boligbyggeriet over for tanken.

»Da den var kørt, var der igen fredeligt og stille. Og så gjorde vi det, vi på forhånd havde aftalt. To holdt vagt, mens to gik over vejen og smadrede ruderne ind til tankstationen med en sten, tændte molo’erne og smed dem ind. Da branden blussede op, løb vi ned mod skoven,« husker nr. 3.

Derfra kørte gerningsmændene til et safe house, fortæller Nr. 3, inden de næste morgen ved daggry tog S-toget til København.

Nr. 3 husker også, at for ikke at efterlade spor blev brevet til Information skrevet på en skrivemaskine, der var stjålet fra Københavns Universitet. Bagefter blev skrivemaskinen kastet i havnen.

»Jeg stod for det præcise indhold af brevet. Men da fejlen opstod, så det ikke var en kopi, Information havde fået, måtte vi gå ud fra, at der var fingeraftryk på. Mine fingeraftryk, for at være helt nøjagtig,« siger Nr. 3.

Nr. 3 kan ikke gøre sig fri af en mistanke om, at Nr. 2 lavede forvekslingen med vilje. Hvorfor vil han ikke nærmere ind på.

Både Nr. 3 – og i øvrigt også Aktivisten – er overbeviste om, at de i dagene efter branden blev overvåget af politiet. I lang tid var Nr. 3 også sikker på, at politiet når som helst ville banke på hans dør.

»De fulgte os ganske tæt og gjorde det med vilje. Det var meningen, at vi skulle se dem,« siger Nr. 3.

Først da ’Frederik’ senere i 1987 blev anholdt, dalede politiets interesse, erindrer Nr. 3. Under alle omstændigheder førte tv-avisens indslag om ’Frederik’ til, at politiet i mere end et halvt år efterforskede i en forkert retning.

»I dag ville jeg aldrig gøre noget i den stil, noget så paramilitært. I dag synes jeg nok, at det var dumt. Det var for stor en risiko og en meget høj strafferamme for at opnå noget, som vi kunne have opnået på anden måde, hvis vi ikke havde været så revolutionsromantiske.«

Nelson Mandela kom ud af fængslet i kølvandet på Berlinmurens fald, og i 1994 blev han den første demokratisk valgte præsident i Sydafrika. På det tidspunkt havde de fleste aktivister allerede forladt Sydafrikakomiteen og kastet sig over andre udfordringer.

Tilbage i erindringen står billedet af nogle meget aktive år, hvor mange kræfter i Danmark solidariserede sig med en frihedsbevægelse tusinder af kilometer væk, og hvor diskussionen om mål og metoder hele tiden trængte sig på.

— Hjalp det at brænde tanken af?

»Den internationale boykot hjalp, men ikke denne ene aktion.«

— Var det forkert?

»Det var dumt, ufornuftigt, irrationelt. Men forkert? Det var det ikke,« siger Nr. 3.