Læsetid: 4 min.

Situationen er katastrofal, men ikke alvorlig

Nu er de borgerlige begyndt at skændes indbyrdes. Sjovt nok er det et tegn på, at de ikke engang længere forstår, hvad der er at være uenige om
Nu er de borgerlige begyndt at skændes indbyrdes. Sjovt nok er det et tegn på, at de ikke engang længere forstår, hvad der er at være uenige om

Ib Kjeldsmark

7. december 2013

Det er en almindelig vittighed at korrigere den, der ikke kan kende forskel på højre og venstre, når han går forkert, med et muntert: »Det andet højre«.

»Til højre,« siger man, og klovnen går til venstre, hvorfor han må korrigeres med »Nej, det andet højre!« Er det ikke efterhånden også sådan, man må forstå de politiske valgmuligheder, vi er stillet overfor? Vi kan vælge mellem det ene højre (Lars Løkke Rasmussen) og det andet højre (Bjarne Corydon), og ikke så sjældent får vi endda dem begge to.

Men ikke alene er det, som om blå og rød kan byttes rundt, så man bliver i tvivl om, hvorvidt det er mest præcist at tale om en rød finanslov med blå stemmer eller en blå finanslov med røde stemmer; det er også bemærkelsesværdigt, at de virkeligt seriøse ideologiske diskussioner om menneskesyn, forholdet mellem stat og individ, retfærdighed osv. efterhånden fortrinsvis er blevet til en intern diskussion hos ’det ene højre’. Ligesom venstrefløjen før Enhedslistens tid altid havnede i voldsomme diskussioner og bitre angreb mellem forskellige fraktioner, der set lidt på afstand kunne se temmelig ens ud, er der nu begyndt at opstå interne stridigheder blandt især liberalister og konservative, der af og til næsten har samme dramatiske karakter som de store opgør mellem 70’ernes marxistiske fraktioner.

Liberal revolution

Det er endda kommet til en underlig blanding af beskyldninger om politisk ekstremisme og personlige karakterbrist, som når radioværten Mads Holger kalder liberalisterne for ukultiverede og pengefikserede, eller som når den konservative Søren Hviid Pedersen fra SDU omvendt beskyldes for fascistiske tendenser af Ole Birk Olesen og Christopher Arzrouni – og han som svar kalder dem for »Danmarks liberale svar på Gøg og Gokke«. Et svar, der igen fik Arzrouni til på Facebook at undre sig over, at »en analfabet kan blive ansat på et dansk universitet«.

Måske kom den mest sigende kommentar dog fra Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, da han i DR2’s Debatten blev spurgt om, hvilket parti der vil lave de mest gennemgribende ændringer af det danske samfund – Enhedslisten eller Liberal Alliance? Efter en kort tænkepause svarede den politiske ordfører, at det var hans eget parti, fordi det vil sikre langt mere frihed for borgerne og gøre op med en masse af den konsensus, som alle de øvrige partier repræsenterer. Selv om Ammitzbøll naturligvis var taget til DR Byen for at sælge sit parti og ikke smøre for tyndt på, er det alligevel påfaldende, at den trussel mod grundlæggende samfundsinstitutioner og værdier, som Enhedslisten ofte siges at stå for, kunne reduceres til en mindre radikal udfordring end Liberal Alliances skattepolitik og opgør med rygeloven. Den eneste forklaring på, at denne diagnose ikke vakte latter og forundring, må være, at de øvrige politikere simpelthen ikke tror på, at Enhedslisten faktisk ønsker at udfordre samfundets allermest grundlæggende institutioner og værdier. Den underforståede præmis synes at være, at der de facto ikke findes et egentligt venstreorienteret alternativ, og derfor er Liberal Alliance det mest realistiske, radikale samfundsomstyrtende projekt, man kan forestille sig.

Drej, drej!

Spørgsmålet er dog, hvilken samfundsomvæltning vi vil komme til at se under en ny højreorienteret horisont, hvor den eneste politiske diskussion, der er, foregår mellem grupper mere eller mindre langt ude til højre. Er det ikke, som om alle kriser fortsat må løses inden for det grundlæggende paradigme, der hedder afvikling af velfærdssamfundet, konkurrencestat, lavere lønninger, mere vækst? Situationen efter finanskrisen er muligvis alvorlig, men den er ikke katastrofal, synes konsensus at være – der er ingen grund til at gå til yderligheder, bortset fra når det kommer til juletræer og frikadeller, nationale sprog, ytringsfrihed, statens indgriben i private forhold, ejendomsret. De ophedede diskussioner mellem konservative og liberale baserer sig med andre ord på en fundamental enighed. Hvad er både det ene og det andet og det tredje højre enige om, at der ikke skal ændres ved, hvilket således er deres blinde punkt? De to oikos’er: Den økonomiske politik og den økologiske politik.

Det fortælles, at den tyske og den østrigske hær under Første Verdenskrig udvekslede beskeder om den militære stilling. Tyskerne skrev til østrigerne: »Situationen her er alvorlig, men ikke katastrofal,« hvortil østrigerne svarede: »Situationen her er katastrofal, men ikke alvorlig.« Er det ikke netop den virkelige situation: Kapitalismens krise bliver stadigt mere global og stadig mere katastrofal, men den bliver endnu ikke taget alvorligt, selv om de sociale protester begynder at blive endog meget håndgribelige rundtomkring. Endnu et klimatopmøde er netop blevet afholdt, herhjemme nærmest uden at nogen bemærkede det. Forskerne er begyndt at blive aktivister, og der tales nu med nærmest desperate stemmer om uafvendelig katastrofale følger, hvis der ikke handles meget resolut og meget snart. Men uanset hvor katastrofal situationen ser ud til at være, så er det, som om den ikke rigtig bliver taget alvorligt: Thi hvad er klimaet og Jordens beståen i forhold til de snærende bånd på private virksomheder og den skandaløse overbeskatning af boligejerne?

Der er med andre ord noget, som hverken det ene, det andet eller det tredje højre helt forstår, fordi de nye udfordringer tilsyneladende slet ikke kan udtrykkes på deres sprog.

Måske kan dette bedst opsummeres i den gamle russiske vittighed om en båd, der kom sejlende med kurs direkte mod et skær, som besætningen ikke havde bemærket. En mand stod på kajen i den nærliggende havn og prøvede at advare dem: »Povorachivaj! Povorachivaj!«, råbte han, mens han svingede armen i en stor bue over hovedet. »Drej, drej!«

Besætningen forstod ikke, hvad han mente. Han råbte igen, men de reagerede stadig ikke. Desperat råbte han: »Do you speak English?!«, »Yes!« lød svaret, hvortil manden svarede: »NU, TOGDA POVORACHIVAJ!« (’Jamen, så drej da!’).

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Engelsted
  • Rasmus Kongshøj
  • Ib Christensen
  • Olaf Tehrani
  • Per Torbensen
  • Søren Roepstorff
  • Jette M. Abildgaard
  • Niels Mosbak
  • Rasmus Knus
  • Søren List
  • Henrik Petersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Johannes Lund
Niels Engelsted, Rasmus Kongshøj, Ib Christensen, Olaf Tehrani, Per Torbensen, Søren Roepstorff, Jette M. Abildgaard, Niels Mosbak, Rasmus Knus, Søren List, Henrik Petersen, Lise Lotte Rahbek og Johannes Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer