Baggrund
Læsetid: 5 min.

Tophold i dyb krise

Vi skal mere end 20 år tilbage for at finde et så hårdt presset Manchester United. Klubben har allerede tabt lige så mange kampe som i hele sidste sæson, og har præsteret den laveste score i 12 år. Klubbens nye træner leverer peptalk om Champions League, men er det realistisk?
Ikke nok. Et hovedstød fra Manchester Uniteds Jonny Evans i sidste weekend kamp mod Newcastle var ikke nok til at sikre Manchester mod endnu engang at forlade kampen tomhændet. Foto Philip Oldham/Scanpix
Moderne Tider
14. december 2013

Hvad er der galt med Manchester United? Med 22 point forud for søndagens udebanekamp mod Aston Villa er de nummer ni i Premier League, 13 point efter førerholdet Arsenal og blot ni point fra farezonen i bunden af tabellen. David William Moyes, Uniteds træner, som tog over i sommer efter sir Alex Ferguson, bruger avisernes spalteplads på at snakke om fjerdepladsen, som giver adgang til den lukrative Champions League. Men er det overhovedet realistisk længere?

Sidste weekends nederlag på hjemmebanen Old Trafford til Newcastle, som ligger på syvendepladsen i Englands bedste række, gjorde ondt. Meget ondt. Det var anden gang i træk, at United måtte gå tomhændet fra græstæppet. Yohan Cabayes træffer i det 61. minut efterlod fansene med en følelse af, at der ikke var mere at komme efter. På det efterfølgende pressemøde forsøgte David Moyes at trække i land:

»Jeg bliver nødt til at få det bedste ud af mine spillere, og vi gør det så godt, vi kan. Vi kan afgjort spille bedre, men der var altså rigtig mange kampe sidste år, hvor United ikke var særligt gode og så alligevel listede et mål ind til sidst,« udtalte Moyes.

’Vi ledte forgæves’

Den skotske træner hev Anderson, Wilfried Zaha og Antonio Valencia op fra bænken. Mange britiske kommentarer så Moyes’ dispositioner som ren desperation. Midtbanen fungerede ikke, og Uniteds trygge tradition med trods alt at fumle et mål ind i buret kort før lukketid virkede ikke længere.

»Det er et kæmpe problem, for jeg prøvede virkelig at sætte mine folk op. Antonio kom ind i stedet for en decideret højre back, nemlig Rafael da Silva. I det hele taget ledte vi efter åbninger i offensiven, fra alle vinkler og med alle midler. Men forgæves.«

Følelsen var ubærlig. Det var, som om United og Liverpool havde byttet plads. Klubben fra Merseyside havde også tårnet undskyldninger på bordet i flere sæsoner og råbt om de lange, tålmodige perspektiver, men nu var man nummer to i tabellen, og det meste virkede lyserødt. David Gill, en af Uniteds administrative top boys, var trådt ud i skyggen, og Moyes stod pludselig ret alene:

»Jeg tror, alle tilhængerne er klar over det. Selvfølgelig er der ingen, der forventer, at United taber kampe. Det gør jeg heller ikke, men det er et faktum, og det er mit job at forbedre fremtiden. Fansene forstår godt de forandringer, vi er ude i for øjeblikket. De forstår det udmærket. Vi har nogenlunde den samme trup som den, der vandt mesterskabet sidste sæson, og vi har ikke ændret spillestil synderligt,« sagde David Moyes.

Transfermarkedet har åbent igen i januar, og efter de fejlslagne forsøg på at hente Cesc Fábregas og Leighton Baines i august, håber Uniteds cheftræner på vitalt, nyt blod til truppen:

»I ethvert transfervindue har man ikke lyst til bare at skovle spillere indenbords. Det tager noget tid at bygge et hold op og forstærke det. Hvis vi synes, det virker rigtigt, så handler vi i januar. Vi havde ikke held i sprøjten sidste gang. Ellers ser vi frem til sommerens marked.«

»Jeg føler mig ikke presset. Den slags tager tid. Helt ærligt, bare se på de spillere, jeg fik til Everton. Det var gode køb, var det ikke?« spurgte Moyes retorisk med sigte på Uniteds nederlag kort tid forinden til netop Everton.

Vi skal helt tilbage til sæsonen 1990/91, da United sluttede på sjettepladsen 24 point efter vinderholdet Arsenal for at se noget tilsvarende. Bortset fra sæsonen 2001/02 har United aldrig været så langt bagud i december. Og det er som bekendt en vigtig og nærmest mytologisk periode i Premier League-sæsonen – Boxing Day, julekampene.

Julens kampe

Den 26. december venter således en af de mest klassiske hadekampe i engelsk fodbold. Begge hold elsker at ydmyge hinanden – og har gjort det mange gange. Det bliver også en tvist om pointene og dermed om hierarkiet i Premier League. For vil United rykke op i Big Four og Liverpool rasle ned igen? Eller cementerer Captain Fantastic og de 10 andre drenge på Brendan Rodgers mandskab deres kandidatur til firebanden?

Den 1. januar gælder det Tottenham på Old Trafford. Tottenham har købt godt og fornuftigt ind efter afgangen af Gareth Bale i sensommeren til Real Madrid. Næst efter Arsenal har de rollen som Premier Leagues kæledægger. Alligevel har United historisk set altid haft krammet på Tottenham. Især i den søde juletid.

Se på statistikken. Laveste score siden 2001. Indtil nu har United tabt fem kampe, hvilket var det samme som hele sidste sæson. Målgennemsnittet per kamp er skrumpet fra sidste års 2,26 til de nuværende 1,43. Ifølge det engelske analysebureau Opta er alt, hvad der kan måles på i spillet (og det er meget), værre end sidste sæson, på nær én faktor: United scorer mere i år på dødboldsituationer, nemlig 36 procent. Det er en stigning på fem procent.

Tal lyver ikke. Holdet har stadig en høj pasningsrate, men i forhold til sidste sæson er de ikke gode nok til at holde på bolden i modstanderens målfelt. Her er de faldet fra 57,3 procent til 54. Ser man på diagrammer over, hvor spillet og spillerne befinder sig i løbet af kampene, kan man iagttage en voldsom aktivitet på flankerne, især venstre side, men næsten ingen kreativitet i dybden af banen. Uniteds angreb og offensive midtbane tager simpelthen ikke nok centrale løb ind i boksen. Igen peger pilen på David Moyes. Hvorfor får han ikke mere ud af fænomenale kreatører som Wayne Rooney, Robin van Persie og Shinji Kagawa?

Alene i år har United været bagud i 358 minutter. Det er næsten de samme cifre som hele sidste sæson. Og det cementerer sandheden om Moyes versus Fergie: Når United har ryggen mod muren, slipper de aggressiviteten og kampgejsten løs. Lige nu virker de fuldstændigt rådvilde.

Spillerne har erfaringen

Ifølge Søren Frank, forfatter til Manchester United-bogen Giganternes skuldre, bør fokus også rettes mod Moyes:

»Hvis man skal sige det lidt hårdt, så ligger erfaringen lige nu i spillermaterialet, ikke i træneren. Hos Chelsea og Arsenal ligger den ekspertise jo omvendt i manageren. Jeg mener stadig ikke, midtbanen er på højde med, hvad den var før. Den er for tung og ufleksibel. David Moyes, der kom til efter Ferguson, har også en tendens til at spille sådan lidt gammeldags. Altså, det er ikke kick and rush, men det er ikke så delikat, som man ved, United kan spille, og som René Meulensteen, den tidligere assistenttræner, var garant for. Ærgerligt, at de to, Meulensteen og Moyes, åbenbart ikke kunne sammen«, siger Søren Frank.

»Det er her, hele sæsonen kan blive afgjort,« har Manchester Uniteds mangeårige træner, sir Alex Ferguson, engang sagt. Boxing Day hedder fænomenet i den søde juletid, og det er lige så meget sved på grønsværen, som det er en kulturel tradition for briterne. År efter år. Jul efter jul. Navnet Boxing Day går tilbage til dengang, der var almisser til. Så fik de fattige en ’boks’ med godter, måske noget sødt eller nogle varme vanter. For os danskere er det anden juledag, hvor flæskesteg, gløgg og rødkål stadig rumler i topmaven. Englænderne går til fodbold. Der venter United en sej kamp om overlevelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her