Læsetid: 10 min.

Det tyvende århundredes sidste helt

Nelson Mandela kæmpede en væbnet kamp for drømmen om frihed i et revolutionsmættet århundrede. Andre revolutionshelte endte som despoter. Han gav drømmen nyt blod
Foto: Ulf Berglund

Foto: Ulf Berglund

7. december 2013

1918 - 2013

Scenen er et retslokale i Johannesburg, årstallet 1964: I anklagebænken står en høj, rank mand, tiltalt for at ville omstyrte staten som leder af et væbnet oprør. Han er høvdingesøn og folkehelt. Han har en dødsstraf hængende over hovedet. I måneder har tilhørerne lyttet til anklagerne, udenfor følges hans skæbne med tilbageholdt åndedræt både blandt dem, der ønsker ham hængt, og dem, der personificerer utopien om frihed i hans atletiske skikkelse.

Han ser dommeren fast i øjnene, da han slutter sin forsvarstale:

»Jeg har viet mit liv til kampen for det afrikanske folk. Jeg har kæmpet mod hvidt overherredømme, og jeg har kæmpet mod sort overherredømme. Jeg har elsket idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle lever i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, jeg håber at leve for og at virkeliggøre. Men om nødvendigt, er det også et ideal, jeg er parat til at dø for.«

Han sætter sig roligt. Tilhørerne holder samlet vejret og ånder endelig ud i et dybt, fælles støn. Enkelte kvinder bryder i gråd. Hele retssalen sidder ubevægelig i måske et helt, langt minut, før spændingen endelig udløses.

En sådan beskrivelse forekommer i dag patetisk efter det revolutionsårhundrede, der sluttede inkarneret anti-revolutionært, og hvor tænkende mennesker, især i Europa, først havde vendt sig i afsky fra nationalisme, efter at have set Europa gå op i røg flere gange som følge af dén dagsorden og dernæst set store dele af resten af verden blive underlagt despoter, der havde raget magten til sig råbende »al magt til folket«.

At overvære Sydafrikas mirakuløse omdannelse i 1990’erne var som at blive hvirvlet ind i en tidsmaskine, for her var årsag til igen at tro på utopien om frihed og lighed. Her havde tiden stået stille. Undertrykkerne var af en ideologi, der for længst var afskrevet på resten af kloden, og tilsvarende var revolutionshelten af en kaliber, vi efterhånden kun kendte fra drømme. Mandela var nationalist. Mandela var revolutionær.

Han undgik dødsstraf, men blev sendt til den berygtede fængselsø Robben Island i det iskolde hav syd for Cape Town med besked om, at han skulle blive der resten af livet.

Det egentlige sydafrikanske mirakel var, at han overlevede fangenskabet med alle evner i behold; det lever landet fortsat på, og det suger verden stadig moralsk næring fra.

Ikke flugt, men løsladelse

Mandela var magt og ynde gennem ånd og mildhed. Når vi ser et glimt af ham i fjernsynet, går en varm strøm gennem kroppen: Han inkarnerede troen på, at det gode i mennesket kan vinde over det onde

Tag historien om, hvordan justitsminister fra 1980-93 Kobie Coetsee begyndte at arbejde for Mandelas løsladelse: Da Mandela i 1985 var hospitalsindlagt, tog Coetsee på sygevisit og blev så imponeret over sin livstidsfanges karakter, at han besluttede, at denne mand kunne man lave en fornuftig aftale med. Uden for fængslet eskalerede blodsudgydelserne med et stadigt voksende oprør og tilsvarende blodig undertrykkelse. De to havde indset, at ingen kunne vinde militært. Tiden var inde til at forhandle.

Efter halvandet års intensive kontakter meddelte fængslets næstkommanderende Mandela kort før julen 1986, at de to skulle på en lille tur. I en anonym bil trillede de rundt i Cape Towns opland; Mandela skulle forberedes på livet uden for tremmerne. Det var hans første oplevelse af hans land uden for fængslet i 22 år. Men da han pludselig fandt sig selv alene i bilen, fordi hans vogter lige var smuttet ind i en butik for at hente en sodavand, følte han sig utilpas: »Som sekunderne gik, blev jeg mere og mere urolig, jeg svedte og blev anspændt ... Jeg så for mig, hvordan jeg åbnede døren, sprang ud og bare løb og løb, indtil jeg var væk ... Men så tog jeg mig sammen; sådan en handling ville være uklog og uansvarlig, for ikke at sige farlig.« Endelig kom vogteren med to colaer, og Mandela kunne slappe af igen.

Uansvarligt, uklogt? Han længtes efter sin frihed, men den skulle ikke opnås ved flugt, nej, det hvide styre skulle lide det politiske nederlag at løslade ham. Hvad havde dog formet denne mand?

Stak af til byen

Han blev født i 1918 langt ude på landet ved Sydafrikas østkyst; et af landets smukkeste områder, men også et af de fattigste. Hans far var analfabet, polygam og en respekteret høvding, seniorrådgiver – en slags statsminister – for Tembofolkets konge, en stolt, men fattig mand.

Temboland var ikke fra naturens side fattig, men de hvides fremtrængen knuste livsgrundlaget for alle afrikanske folk, de stødte på; først og fremmest ved at tage jorden fra dem. Mandela yndede selv at fortælle, at hans første politiske skoling fandt sted, når han om aftenen sad ved bålet og hørte de gamle fortælle om fordums storhed og om de heroiske modstandskampe. Da hans far døde, blev den ni år gamle Nelson sendt til den kongelige hytte og herfra som elitedreng i missionsskole; efter studentereksamen tog kongen ham til skrædderen og fik ham syet et velsidende jakkesæt komplet med vest – og indskrev ham på et af de få universiteter, der accepterede sorte. Han blev aktiv i studenterpolitik og smidt ud – og stak af til byen.

Guldminebyen Johannesburg var bare 55 år gammel, lige så meget nybyggerplads som storby, hvor slagteren skar kød på gaden, mens elegante kontordamer vimsede forbi. Bondedrengen så en sen aften det mytiske sted nærme sig: »Elektricitet havde indtil da været noget nyt og luksus for mig, og dér lå et vældigt landskab af elektricitet, en by af lys, altid beskrevet som en drømmeby, et sted, hvor man kunne forvandles fra fattig bonde til rig verdensmand, med bygninger så store, at man ikke kunne se tagene, med elegante biler og smukke kvinder og smarte gangstere. Det var Egoli, guldbyen ... «

Det var også et inferno af elendige vilkår. Gaderne i de sorte bydele havde ikke navne, husene var nummeret fra ét til ti tusinde, i hvert torums hus boede 12-18 mennesker med garderoben under opstablede senge og én vandhane pr. 100 indbyggere. Der var tryk på: Stærk økonomisk vækst fordoblede byens indbyggertal hvert 10. år, og 1950’ernes sorte bydele var trykkogere af social og kulturel kreativitet, der også gav verden sangerinden Miriam Makeba og jazzmusikerne Hugh Masekela og Abdullah Ibrahim.

Den elegante pimpernel

Mandela fik job i et hvidt advokatfirma, mens han færdiggjorde sit jurastudium. Senere stiftede han med sin livsven, Oliver Tambo, det første sorte advokatfirma. Deres racefæller forsøgte efter evne at navigere mellem tre tilværelser: stammesamfundet, de var kommet fra, det sorte byliv, de boede i, og de hvides verden, hvor de arbejdede – og som dømte og straffede dem, når de gik fejl i den moderne tilværelse og dens racistiske love.

Mandela & Tambo havde nok at lave med at hjælpe deres racefæller, og undertrykkelsen blev forstærket, efter afrikaanerne vandt magten i 1948 og indførte apartheids raceadskillelse.

Samtidig revolutionerede de to sammen med politiske kammerater de sortes vigtigste organisation, den Afrikanske Nationalkongres, ANC. Den havde indtil da været en mosgroet klub for landets få overklasseafrikanere, der en gang om året sendte en delegation til regeringen eller den britiske dronning med bøn om at blive behandlet bedre end de simple, uuddannede afrikanere.

Mandela og hans kammerater erobrede ledelsen og i samarbejde med indernes frigørelsesparti og kommunistpartiet gjorde de ANC til en massebevægelse. De var den første generation af sorte, der gjorde politik til en heltidsbeskæftigelse. Det skete samtidig med fremvæksten af sorte massemedier, og Mandela blev en af Sydafrikas første sorte mediepersonligheder, altid velklædt, altid smilende; et lysende eksempel på sort værdighed og styrke i et land, hvor sorte var fornedrede og underrkuede.

Den nye ledelses første store svendestykke var nægtelseskampagnen i 1952, hvor tusinder af sorte frivilligt lod sig fængsle for at nægte at overholde apartheidlovene. Inspireret af Gandhi var hensigten at vise de hvide, hvor absurde deres love var, og ikke mindst at fjerne stigma blandt deres sindskuede fæller, så det at blive fængslet for at protestere var en stolt, modig og ædel handling snarere end skamfuldt. Men styret strammede blot undertrykkelsen, i takt med at ANC forfinede sin ikkevoldelige taktik; i 1960 blev bevægelsen forbudt og gik under jorden.

Mandela fortsatte sin agitation; under halvandet års flugt, hvor han dukkede op i forsamlinger overalt i landet, blev hans ry som den elegante sorte pimpernel cementeret: Han blev folkehelt. Klædt som chauffør for en hvid teaterdirektør – i knælang, hvid frakke og kasket – blev han arresteret ved en vejspærring.

Ledelsen i ANC opgav efterhånden ikkevoldstaktikken; de havde kun mødt døve øren og blodig undertrykkelse som svar på utallige opfordringer til forhandling om retfærdighed og demokratiske rettigheder. Mandela blev øverstkommanderende for ANC’s undergrundshær, Umkhonto we Sizwe, Folkets Spyd. Derfor truslen om dødsstraf ved retssagen, der endte med livstidsdommen.

Rettigheder – også til vagterne

Ud over at være et monumentalt tidsspilde gjorde fængselsopholdet ham stærkere. Han udviklede en dyb forståelse for mellemmenneskelige forhold, lærte at håndtere andres usikkerheder og angst. Afklædt enhver formel position, nedsænket til det laveste som livstidsfange helt afhængig af sine vogtere, styrkede han sin evne til at overtale andre, bare mand til mand, ord for ord – selv dem, der var hans mest åbenlyse modstandere: fængselsbetjente, politiske fjender, fraktionsmodstandere. Han og hans indespærrede kammerater rådgav vagterne om, hvordan de skulle aktionere for at også de kunne få bedre forhold. Senere skulle han demonstrere dybden af sin vundne indsigt, f.eks. at »man skal fastholde sine principper, men uden at ydmyge modstanderen. Ingen er farligere end den ydmygede«.

Fængselstiden havde store omkostninger; hans elskede kone, Winnie, gled reelt fra ham. Børnene blev fjerne og forstyrrede. Afsavnene var forfærdelige. Livstidsfangerne måtte kun modtage to breve om året. Dagene tilbragte de på tvangsarbejde i et stenbrud. Nætterne på betongulv i enecellen med bare to tæpper.

Men da han i februar 1990 blev løsladt, strålende som en sol med sin Winnie i hånden, var han klar til at skrive verdenshistorie. Udenfor ventede et sønderrevet land, hvor unge sorte i kamp mod styret havde gjort hele byer uregerlige; volden og respektløsheden for autoriteter var overvældende.

Et politi koncentreret om at undertrykke befolkningen var magtesløst over for Sydafrikas verdensrekord i mord og voldtægt. Aids spredte sig med rasende hast.

Mandelas første store opgave var at overbevise ANC’s revolutionære fløj – og de sorte byområders bloddryppende frontafsnit – om, at de skulle afblæse den væbnede kamp og indstille sig på kompromis. Det var deres oprør, som sammen med en effektiv international kampagne havde banet vejen for hans frigivelse og apartheids fald, og at bede de ustyrlige unge om at gå hjem, passe deres skole og respektere ordenshåndhævelsen var en uhyre vanskelig opgave. Den lykkedes kun, fordi han selv havde ofret så meget, fordi han forstod at tale til deres politiske mål, og fordi hans forhandlingsevner skaffede resultater.

Ingen ydmygelse eller skadefryd

Hans politiske drøm var at befri undertrykkeren sammen med den undertrykte. Ingen skulle føle sig som taber eller sejrherre – ingen ydmygelse, ingen skadefryd, ingen skryden.

Han lykkedes, og efter det første demokratiske valg i 1994 havde han som præsident én vigtig opgave: at hele den splittede, blødende nation og blidt skubbe den i retning af det demokrati, alle tilsluttede sig, men ingen reelt vidste, hvordan skulle leves – som andre ’nye’ afrikanske lande, havde de jo aldrig oplevet demokrati.

Mandela overlod et samfund i heling med nye, demokratiske institutioner til sin efterfølger, Thabo Mbeki. Selv var han dog næppe demokrat i hjertet, men en patriark af den gamle skole; først og fremmest nationalist og som sådan afvisende over for selve tanken om opposition.

Hvis nogen skulle have overset dette træk hos Mandela, kom de på chokkur i december 1997, da han holdt sin sidste formandstale til ANC’s generalforsamling. Her rasede han mod alle de kræfter, han anså som sit partis og Sydafrikas fjender: Oppositionen »vi har ikke brug for opposition«, pressen »de hvides lakajer« og civilsamfundets private organisationer »øjne og ører for fremmede kræfter«. Kort sagt, nogle af demokratiets hjørnesten.

For garvede iagttagere af afrikansk politik var Mandelas tale alarmerende. Dens ordvalg genlød af ubehagelige citater fra kontinentets despoter, fra Congos Mobuto Sese Seko til Zimbabwes Robert Mugabe. Det er netop den implicitte sammenstilling, at ’Nationen er Partiet’, der hver gang har været de første trædesten på de afrikanske befrielsesheltes vej til at blive nådesløse diktatorer. Næste skridt i eroderingen af demokratiet er følgesætningen ’Partiet er Mig’.

Men så gik han af.

Ville indhente det tabte

Måske en af hans største handlinger var at fraskrive sig magten i tide og dermed undgå den fælde, andre afrikanske, patriarkalske ledere havnede i, da de begyndte at se sig selv som uundværlige.

Pensionistårene brugte han energisk på en kampagne for at indhente, hvad han som præsident havde forsømt i kampen mod aids – i direkte, men høflig opposition til præsident Mbeki, der aktivt modarbejdede hiv-smittedes adgang til behandling.

Hans eftermæle er stort. Som en af hans mest intelligente biografer påpeger, »var han gjort af eventyrenes stof, livstidsfangen, der slap ud og førte sit folk til frihed, fattigdrengen, der var en prins, bussemanden, der var mirakelmager. De mest kyniske af verdens politikere kneb en tåre i hans selskab, måske fordi de så ham som en helgen, der gjorde deres profession ædel«.

Peter Tygesen er udviklingskonsulent og forfatter. Tidligere udlandsredaktør på Information.

Som korrespondent fra det sydlige Afrika beskrev han apartheids fald og var den første danske journalist, der mødte den løsladte Nelson Mandela.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Pendikel
  • Ivan Gullev
  • Lone Christensen
  • Jette M. Abildgaard
  • Tove Lodal
Per Pendikel, Ivan Gullev, Lone Christensen, Jette M. Abildgaard og Tove Lodal anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette M. Abildgaard

Maatte vi vaere saa priviligerede at ogsaa vi i Vesten kunne faa en frihedskaemper som denne mand!

Desvaerre er Vesten ''god'' til at smadre alt godt foer det overhovedet bliver foedt, saa dette forbliver desvaerre nok en droem.............

Niels-Holger Nielsen

Nelson Mandela kom ikke ud af junglen eller ned fra bjergene, han kom ud af fængslet.

Peter Ole Kvint, Karsten Aaen, Torben Selch og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Brian Pietersen

ordet helt findes ikke i min ordbog...

men Jette

hva med at folk for fingeren ud af biiiip... der kommer ikke en helt og redder os... det må vi klare selv.

Niels Engelsted

Hallo, Fidel er ikke død endnu!

De har ikke engang indført neoliberalisme på Cuba endnu i modsætning til i Sydafrika, hvor det er indført for længe siden.

Og iøvrigt var det ikke Nelson Mandela, der afskaffede apartheid i Sydafrika, det var frivillige cubanere, der som en solidaritetsgestus rykkede de angrebne partisaner til undsætning. Da cubanerne havde omringet det sydafrikanske ekspeditionskorps i Namibia, blev sydafrikanerne pludselig til at tale med. Hvad sanktionerne mod Sydafrika ikke havde opnået, blandt andet fordi de blev brudt af Mærsk og aparheidstyret støttet af konservative gulddrenge som Brian Mikkelsen, lykkedes for Castros drenge og piger: Afskaffelsen af apartheid blev endelig sat på programmet, og så fik Mandela sin rolle at spille som den store forsoner.

Per Pendikel, Peter Ole Kvint, Morten Jespersen, Jette M. Abildgaard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Underligt presser en adresseløs følelse af tomhed sig frem med meddelelsen om Mandelas død.

Hyklerisk fejre vestlige statsledere Mandela
Mandelas død er en festlig begivenhed, fortæller statsministeren, hvor statsledere mødes og har det sjovt som altid, når de mødes.

Statsledere der i interview om Mandela i hvert andet ord bruger ”forsoning”, ”tilgivelse”.
Mandela var forsoningens mand. Mandela tilgav fortæller de alle og har næsten åndenød af lettelse.
Statsledere der med al magt søger at overlevere det billede, som de har brug for Mandela efterlader.

Statsledere med magt så stor, at en forfalsket historie flår historiens tilknytning til erkendelse og tryghed itu står som resultat.
Mandela. som for ganske få år siden stod opført som terrorist, omtales nu med Guddommelige og Kristne lovord:
Mandela tilgav og forsonede.

Billederne af Mandela med knyttet næve når ikke frem til mediernes spalter og sendeflader.

Der er brug for den gamle mand som overlever umenneskelige lidelser og træder ud fra et fængsel og forsoner og tilgiver den vestlige verdens manglende indgriben.

Hvad kunne Mandela, da han som gammel mand gik ud af fængslet, efter mere end en menneskealders indespærring?
Kikstarte oprøret fra da han blev indespærret?
Hvem skulle gå forrest i oprøret?
Mandela?

En gammel mand som for en menneskealder siden deltog i kampen, også den væbnede kamp, mod Apartheid. En gammel mand der i selve tilstedeværelsen som levende, efter 27 års fængselsophold, var istand til at ændre den konstitutionelle magtstruktur i Sydafrika.
Mandela gjorde, før han blev indespærret af regimet i Sydafrika hvad han kunne og gjorde det også under sit fængselsophold og gjorde det efter.
Mandela var kun ét menneske der stod som repræsentationen for en bevægelse imod Apartheid. En bevægelse der kæmpede for mennesket, som menneske, blev ligeværdigt.

Var Mandela sluppet ud af fængslet 10- 15 år tidligere, ville Sydafrika have set anderledes ud.
Regimet i Sydafrika – og dele af den Vestlige verden – frygtede Mandela slap ud af fængslet og frygtede også at han døde i fængslet.

Tilgivelse? Forsoning?
Store dele af den Sydafrikanske befolkning lever under kummerlige vilkår. Umenneskelige forhold.

Opfatter de vestlige statslederes vedvarende fremhævning af, at Mandela tilgav og forsonede som et carte blanche til fastholde og udvikle det u-menneskelige samfund?
Er det i virkeligheden dét de vestlige statsledere søger:

At Mandela skabte det moderne Sydafrika med umenneskelige forhold?
Er det hvad de ønsker skal stå i historiebøgerne?
- At det ”moderne” Sydafrika blev skabt af Mandela?
Når oprøret blusser op at kunne sige til oprørene: ”Besind Jer. Det er Mandela der har skabt samfundet” eller: ”Nu ødelægger I hvad Mandela har skabt”.

Jeg tror, at Mandela ikke har forsonet sig med uligheden – umenneskeligheden – i Sydafrika. Mandela ikke tilgav tilstedeværelsen af barbariske vilkår, som store dele af befolkningen i Sydafrika lever under.

Mandela skrev ingen carte blanche forsoning eller tilgivelse ud til de Vestlige lande.

Indtil for få år siden stod Mandela i USA opført som terrorist.
En terrorist som Vesteuropa i en menneskealder frygtede slap ud af fængslet og som Vesteuropa også frygtede døde i fængslet.
En terrorist som Vesteuropa frygtede, da han blev løsladt og en terrorist som Vesteuropa i særlig grad frygter, efter han er død.

For hvad sker der, når Vesteuropa har festet færdig?
Vesteuropa og Sydafrikanere er til fest samme sted.
Men det er ikke samme fest.

”Jeg har kæmpet mod hvid dominans og jeg har kæmpet mod sort dominans. Jeg har værnet om idealet om et demokratisk samfund, hvor alle mennesker lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, som jeg håber at leve for og opnå. Men hvis det bliver nødvendigt, er det et ideal, som jeg er rede til at dø for”.
Nelson Mandela.