Et af de mere berømte makkerpar i græsk mytologi opstår, da kong Odysseus beder sin gode ven Mentor om at holde øje med sit palads, sin kone, Penelope, og deres søn, Telemakos, mens han selv drager i krig.
Det går ikke så godt for gamle Mentor. Huset bliver overrendt af lurendrejere og plattenslagere, der stjæler og æder og drikker, mens de bejler til Penelope og mobber Telemakos. Heldigvis kommer visdommens gudinde, Athene, på besøg. Hun tager bolig i Mentors krop og opfordrer, gennem ham, unge Telemakos til at sige fra over for de ubudne gæster og rejse ud for at finde sin far. Med Athene, i form af Mentor, ved sin side begiver Telemakos sig ud på en længere dannelsesrejse, der gør ham både modig, klog og uafhængig og ender med, at han hjælper sin hjemvendte far med at bekæmpe skurkene og genvinde kongemagten.
Deraf begrebet mentor i moderne sprogbrug: en vejleder og rådgiver for en mindre erfaren person.
I moderne tennis er begrebet dukket op hen over jul og nytår, efterhånden som den ene topspiller efter den anden annoncerede ansættelsen af et 80’er-ikon som sin ... ja, mentor.
Som optakt til årets første grand slam-turnering, Australian Open, der begynder natten til mandag, har MoDERNE TIDER taget et kig på de mest iøjnefaldende konstellationer.
Roger Federer og Stefan Edberg
Schweizeren, der for længst har slået alle tænkelige rekorder og er udråbt til den største tennisspiller nogensinde, er blevet 32 år gammel og befinder sig nede som nummer seks på verdensranglisten. Sidste sæson var hans dårligste i over 10 år: ingen grand slam-finale og blot en enkelt lille turneringssejr i tyske Halle. Kritikere kaldte det begyndelsen på enden og foreslog ham at stoppe karrieren. Selv forklarede han det med rygsmerter og dårlig planlægning.
Nu har han hyret Stefan Edberg i et samarbejde, der i engelsksprogede medier er blevet døbt det på dansk lettere uheldige ’Fedberg’. Det er ellers på mange måder et smukt makkerpar. Edberg, seksdobbelt grand slam-vinder og tidligere verdensetter, fejrede ligesom Federer sine største triumfer på græs med offensiv tennis, en stilren enhåndsbaghånd og flugtspil af højeste klasse, urimelige vinkler. Edberg var, som Federer er: elegant, men også ond. Han gjorde det onde ved sine modstandere, men altid høfligt, altid ærligt. Gang på gang tildelte konkurrenterne ham den årlige sportsmanship-pris, sådan at den til sidst blev omdøbt til Stefan Edberg Sportsmanship Award. I november måned vandt Roger Federer Edberg-prisen for niende gang på 10 år.
Det er ikke svært at se dem komme ud af det med hinanden. Det er sværere at se, hvad Edberg skal bidrage med. Svenskeren har stort set ingen trænererfaring, og hans serv-flugt-tennis er håbløst forældet.
Til gengæld er han en helt. Det var Edberg, lille Roger sad og heppede på hjemme foran fjernsynet i Birsfelden, og det var Edbergs rivalisering med Boris Becker, der fik ham til at satse på tennis frem for fodbold. Og måske er det netop den slags inspiration, Roger Federer har brug for. Ikke slagteknisk instruktion, ikke ’Stefan’ som træner, men ’Edberg’ som ikon, som idol, Federers personlige forbillede fra tiden, før han selv blev den største af dem alle. Hvad skal man træne og spille og svede for, når man har vundet alt, når man har to børn og et tredje på vej? Glæden ved tennis, jo, bevares, men begejstring rækker som en skrædder et vist sted, når en kamp går i fem sæt under den svidende australske sommersol. Der skal mere til. Federer stiller op i Melbourne med en ny, større ketsjer. Sporten har udviklet sig, og Federer insisterer på at følge med. Og så stiller han op med Edberg på sidelinjen. For at have en at spille for. En at ville vise sig frem for i sin bedste version. Det er værd at følge med i.
Novak Djokovic og Boris Becker
Få havde set det komme, nu venter alle i spænding. Boris 'Boom-Boom' Becker skal træne Novak Djokovic fra og med Australian Open og i hvert fald året ud.
Parringen bliver ikke meget mere umage. Djokovic er på mange måder den komplette tennisspiller. Smidig, uopslidelig og slagmæssigt uden egentlige svagheder. Han sværger til en glutenfri diæt og spiller som ingen andre på så stabilt højt niveau, at han som minimum har nået semifinalen i samtlige grand slam-turneringer de seneste tre et halvt år.
Boris Becker var og er en brushane. Fra sin første Wimbledon-titel i 1985 til sin sidste store sejr ved Australian Open i 1996 buldrede Becker rundt på banen med sit store temperament og vældige fysik. Spillestilen var eksplosiv og aggressiv, han slog først, og han slog hårdest, især på hurtige underlag – grusturneringer vandt han aldrig. Siden karrierestoppet i 1999 har han ernæret sig som pokerspiller, tv-personlighed og tenniskommentator hos BBC, hvor hans mildt sagt mangelfulde analyser opvejes af hans kække bemærkninger. I 2003 udgav han selvbiografien The Player. Tennistræner har han aldrig for alvor været, mentor næppe heller.
Alligevel kan han meget vel have noget vigtigt at give Djokovic. Siden serberens store gennembrud i 2011, da han vandt stort set alt og overtog førstepladsen på verdensranglisten, har det knebet med at spille de helt store titler hjem. Han har tabt fire af sine seneste fem grand slam-finaler og lader til at have mistet specifikt krammet på Rafael Nadal og generelt lidt af den vildskab, der tidligere fik ham til at slå de vildeste vinderslag på de mest afgørende tidspunkter, flå sin poloskjorte op ved brystet og sejrsbrøle til himlen. Der har været noget sært ydmygt over Djokovic den senere tid.
Hvis diagnosen er beskedenhed, er Becker den oplagte kur. Som han engang har sagt: »I femte sæt handler det ikke længere om tennis. Det handler om nerver.« Han var en storskrydende spiller, der traverserede banen med en gangsterlignende gangart og et blik, der kunne dræbe. Tyskeren er stadig et omvandrende ego med stor kærlighed for rampelyset, så mens det er svært at forestille sig ham time efter time tonse rundt på træningsbanen i 40 graders varme sammen med sin nye elev, så er det let – ligefrem frydefuldt – at forestille sig det scenarie, at Djokovic om to uger forsvarer sin titel, vinder Australian Open for fjerde gang i træk og afslutter kampen med en jubelscene, der bliver overgjort af Becker i trænerboksen for så at blive overgjort af Djokovic for så at blive overgjort af Becker i en slags vanvidsdialektik, der nødvendigvis må ende i en blanding af brydning og bjørnekram midt på banen.
Andy Murray og Ivan Lendl
Den seneste måneds ansættelser af 80'er-mentorer er en logisk konsekvens af Andy Murrays succes med Ivan Lendl. Skotten hyrede Lendl – 80'ernes dominerende spiller – for to år siden efter at have tabt alle fire grand slam-finaler, han hidtil havde stået i. Talentet var åbenlyst, men Murray (der pudsigt nok har en slående lighed med Lord Byron) blev gang på gang fældet af sin skrøbelige digterpsyke, der så ham falde helt sammen, når det virkelig gjaldt, hænge med skuldrene og slå sig selv i hovedet med ketsjeren som straf for ikke at leve op til sine egne forventninger.
Lendl var den oplagte at rådslå sig med. Som ung spiller havde tjekkoslovakken selv døjet med sarte nerver. Han var kendt for at klynke sin nød til dommeren eller ligefrem græde på banen, når det ikke gik hans vej. Nøjagtig som Murray tabte han sine første fire grand slam-finaler. Derfra udviklede han sig, gennem jernhård fysisk træning og mentaløvelser, til en regulær tennismaskine, der tronede øverst på ranglisten stort set uafbrudt fra 1985 til 1990.
I dag sidder Lendl udtryksløs på tilskuerpladserne under Murrays kampe, og det virker. Murray, hvis teenagepinlige udbrud som regel blev rettet mod hans mor og træner, Judy, kigger nu et stenansigt i øjnene, når han vender blikket mod boksen. Han strammer sig an – og har vundet både US Open, Wimbledon og OL-guld på den konto.
Hvis ikke Murray havde brugt efteråret på at blive rygopereret og stadig er ved at arbejde sig tilbage mod topformen, ville han være helt oppe på siden af Djokovic og Nadal i favoritfeltet til at vinde årets første store titel. Men det vigtigste er, at han er med i Melbourne. For så er hans træner med. Og så er der en reel mulighed for, at slut-80’ernes rivaliserende triumvirat – Edberg, Becker og Lendl – igen kommer til at dele omklædningsrum. Der kan med fordel skrues op for varmen.
Caroline Wozniacki og Piotr Wiozniacki/Thomas Högstedt
Her er ikke meget 80’er-nostalgi, men masser af aktualitet: 2014 har længe været annonceret som året, hvor den danske tennisspiller for første gang skulle rejse rundt uden sin far. Wozniacki-familien har tidligere ansat prominente trænere – Ricardo Sanchez, Thomas Johansson – men de har hovedsageligt fungeret som Piotr Wozniackis konsulenter og er blevet fyret efter kort tid.
Nu har de ansat Maria Sharapovas succestræner, svenskeren Thomas Högstedt, og denne gang skal det hele være anderledes. Piotr Wozniacki skal ikke bare spille en mindre rolle, han skal slet ikke være der. Han gider ikke det cirkus mere, som han har sagt. Datterens kampe vil han overvære hjemme fra sofaen og så ellers tage på fisketur med vennerne.
»Jeg vil have mit eget liv, og Caroline er også voksen nok til at tage en beslutning selv,« lød det i efteråret.
Det fremstod på mange måder passende – og passende symbolsk – at den nu 23-årige Caroline Wozniacki nytårsaften annoncerede sin forlovelse med golfspilleren Rory McIllroy (der i parentes bemærket havde sikret sig Piotrs velsignelse, inden han friede).
Men netop som overgangsriterne så ud til at være gennemgået, kom Piotr med følgende melding i Ekstra Bladet: »Caroline vil have mig med til Australien«. Forklaring: » Jeg har jo været ved hendes side næsten uafbrudt de sidste 13-16 år, så jeg er ikke bare undværlig fra den ene dag til den anden. Caroline har brug for min støtte.«
Piotr Wozniacki insisterer på, at han kun tager med som far – han vil ikke så meget som overvære datterens træningspas. Skeptikere er tilgivet for at trække på smilebåndet.
Det løse
Tidligere Wimbledonvinder og servebomber Goran Ivanisevic er i Melbourne som træner for sin kroatiske landsmand, den ligeledes langlemmede Marin Cilic, der tidligere har været både topti-spiller og semifinalist ved Australian Open, men nu er gledet ned som nummer 41 på ranglisten.
Michael Chang, der vandt De Åbne Franske Mesterskaber som 17-årig i 1989 og senere i karrieren nåede finalen ved Australian Open, er tilbage down under som træner for Japans store tennisstjerne, Key Nishikori, seedet 17 i turneringen, som han tidligere har nået kvartfinalen i.
90’ernes spanske grusbanespecialist og dobbelte Åben Franske-mester Sergi Bruguera arbejder nu sammen med Frankrigs urealiserede evighedstalent Richard Gasquet, der sluttede sidste sæson af med at spille sig helt frem til semifinalen ved US Open. Hvis forventningerne til ham var høje før, er det kun steget.
