Læsetid: 5 min.

’Et barn mindre er en grav mindre’

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – heller ikke Kinas strenge etbarnspolitik. MoDERNE TIDER leverer en evaluering af den kontroversielle lov, som nu bliver lempet
Små kejsere. Etbarnspolitikken har ifølge forskere ændret unge kineseres psyke. Generationen af enebørn født efter lovens indførelse i 1979 kritiseres for at være forkælede i hidtil uset grad.

Små kejsere. Etbarnspolitikken har ifølge forskere ændret unge kineseres psyke. Generationen af enebørn født efter lovens indførelse i 1979 kritiseres for at være forkælede i hidtil uset grad.

Jakob Dall

4. januar 2014

Den er udskældt, men alligevel ikke så ringe endda, hvis den kinesiske regering selv skal sige det. Men nu, over tre årtier efter at den blev indført, står etbarnspolitikken foran en markant ændring. Par, hvoraf mindst en er enebarn, vil få tilladelse til at få to børn. Det annoncerede kommunistpartiet i november, og den nye regel vil træde i kraft i starten af dette år. Modifikationen af politikken vurderes til at kunne føre til ti mio. flere fødsler i Kina om året og ses som en betydelig forandring i det sociale eksperiment, der på mange måder har ændret det kinesiske samfund.

I anledning af den forestående mildning af det, der står som et af de stærkeste symboler på styrets magt over befolkningens liv, er det tid til at gøre status. Information tager ja-hatten på og giver her fem eksempler på de positive bivirkninger etbarnspolitikken har haft, siden den blev indført i 1979 – og hvorfor den snarlige lempelse måske slet ikke skal hilses velkommen.

For uden etbarnspolitikken ville Kina være gået glip af …

… en lukrativ indtjeningsmulighed for lokalregeringer

Den økonomiske straf for at forbryde sig mod etbarnspolitikken kan måske nok ruinere familier, men politikken har også vist sig en gedigen ekstraindkomst for landets lokalregeringer. Alene i 2013 har 23 af Kinas 33 lokalregeringer på provinsniveau opkrævet hele 17 mia. kroner i bøder fra forældre, der ikke kunne nøjes med det ene tilladte barn. Størrelsen på bøderne svinger fra provins til provins. I Beijing kan bøden for et illegalt barn være på lige under 300.000 kroner. I Jiangsu-provinsen skal par, der har to børn ud over det tilladte, betale mellem fem og otte gange begge forældres årlige indkomst.

Lokalregeringerne skal egentlig bruge indtægten fra bøderne, kaldet ’socialt understøttelsesgebyr’, på den socialforsorg de ekstra børn i teorien kræver – det sker bare ikke, viser regeringens og uafhængige kinesiske advokaters undersøgelser. De store beløb dukker sjældent op i regeringernes regnskab, og i de fleste tilfælde formår de lokale kadrer – aktive og loyale medlemmer af kommunistpartiet – at udnytte en gylden mulighed: Størstedelen af de 17 mia. kr. forsvinder sporløst ned i deres egne eller deres regeringers lommer. Med lempelsen af etbarnspolitikken rives gulvtæppet dermed væk under kadrerne, da de nu risikerer at få færre økonomiske frynsegoder.

… sprogblomster fra propagandaapparatet

I Kina kommunikerer kommunistpartiet ofte med masserne gennem slogans på bannere, plakater eller ved hjælp af graffiti på husvægge. Og partiet har et motto til enhver lejlighed. Men specielt etbarnspolitikken har været en anledning til stor kreativitet i propagandaapparatet. Uden etbarnspolitikken ville man aldrig på bondehuses ydervægge have kunnet læse følgende paroler med store, hvide skrifttegn: »Et barn mindre er en grav mindre«, »Hvis du vil være rig, så fød færre børn, og avl flere grise« eller klassikeren: »Den, der forbryder sig mod etbarnspolitikken, kvæler hele landsbyen«. Inden for de seneste år er formaningerne blevet mere fintfølende: »Moder jord er for træt til at udholde flere børn« og »Tag udbredelsen af familieplanlægningen seriøst, vær opmærksom på folkets levebrød og tilskynd til harmoni.«

Med de nye, mere lempelige regler vil propagandaens kreative hjerner have mindre materiale at arbejde med.

… skabelsen af en massiv børneundervisningsindustri.

Når kinesere kun får ét barn, så satser de alt på, at det barn får alle forudsætninger for at få succes i denne verden. Etbarnspolitikken har medvirket til at skabe et gigantisk marked, der imødekommer lige netop det ønske – og hvor udbydere kan tage sig overordentlig godt betalt, også fordi familierne ikke skal brødføde flere børn, og derfor har et større rådighedsbeløb, de kan spendere.

I Beijing tilbydes undervisning i erhvervsøkonomi for tre- til seksårige for op mod 25.000 kroner om året. To timers engelskundervisning om ugen til småbørn koster flere steder 10.000-20.000 kroner for et år – og det vurderes, at alene privat engelskundervisning til børn – fra blebørn til teenagere – i Kina i dag udgør et marked til en værdi af 13 milliarder kroner. Undervisning i skøjteløb, kung-fu, klaver, kunst og meget andet udbydes til lignende takster – til sammenligning er den gennemsnitlige månedsløn i Beijing lige under 5.000 kroner.

Hvis Kinas byboere nu beslutter sig for at benytter muligheden for at få flere børn, så kan børneundervisningsindustriens boble risikere at briste.

… bedre muligheder for karrierekvinder

Etbarnspolitikken kritiseres ofte for at være drakonisk, da myndighederne i vidt omfang tvinger kvinder til abort og sterilisation – og samtidig kan det være livsfarligt at være pigefoster, da de aborteres i stort omfang, fordi familier hellere vil have drenge. Men loven har samtidig fritaget familier for svære overvejelser om, hvorvidt de skal have barn nummer to og dermed påtage sig det tidskrævende arbejde, flere børn medfører – hvilket også har givet mange af Kinas kvinder mere frihed.

»Det har fjernet det sociale og traditionelle pres for at få flere børn. Jeg behøver ikke kun at være en mor, men kan også koncentrere mig om karrieren,« som Cheng Lingling, manager i en it-virksomhed, tidligere har sagt til Information.

Kinesiske eksperter har peget på, at piger – når først de er født – har opnået højere status, da de ikke har brødre at konkurrere med om forældrenes gunst. Da de er familiens eneste håb for fremtiden, bruges alle ressourcer på at fremme deres uddannelse og velfærd, hvilket er et stærkt brud med en århundredlang tradition for diskrimination.

Ved at give kvinder – og deres mænd – et frit valg mellem nul, et eller to børn kan regeringen nu være i færd med at annullere den udvikling.

… opkomsten af nye børnekategorier

Hvis etbarnspolitikken ikke var blevet indført, ville verden aldrig have stiftet bekendtskab med fænomener som ’små kejsere’ eller ’sorte børn’. De ’små kejsere’ er blevet et skældsord for de kinesiske enebørn, som længe er blevet kritiseret for at være den forkælede generation. Forskere har konkluderet, at etbarnspolitikken fundamentalt har ændret Kinas unges psyke, og at de små kejsere, der nu er blevet voksne, har udviklet sig til at være mindre altruistiske, konkurrencedrevne og pligtopfyldende og samtidig mere frygtsomme og pessimistiske. Desuden har de, sammenlignet med kinesere født før politikkens indførsel, sværere ved at stole på andre.

De ’sorte børn’ er en helt anden kategori. Det er børn, der officielt ikke eksisterer. De er det forbudte andet barn, som forældrene ikke har registreret, da de ellers skal betale den gigantiske bøde for at have forbrudt sig mod etbarnspolitikken. Børnene har ikke ret til en plads i en offentlig børnehave og kan ikke komme i en offentlig skole, medmindre forældrene betaler et højt ekstragebyr. Og de kan ikke få sygesikring eller id-kort. De lever med andre ord ulovligt og identitetsløst. Hvor mange sorte børn der findes, er uklart, men det vurderes at være omkring 13 millioner.

Med de nye regler vil det være vanskeligt for medlemmerne af disse to børnekategorier at fastholde deres særlige status og betydning i det kinesiske samfund.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu