Læsetid: 5 min.

Europa gik ikke bevidstløst i krig

Den britiske historiker Hew Strachan kiggede forbi Information for at fortælle, hvorfor tesen om, at tyskerne var skyld i Første Verdenskrig, er forkert, og at der skulle være en direkte sammenhæng mellem Første og Anden Verdenskrig grundlæggende er forkert
Intet søvngængeri. Jeg er unig i tesen om, at Europa bevidstløst gik i krig; det var det internationale samfund, der brød sammen. I 1914 var der mange, som vidste besked om, hvad der foregik og var under opsejling, forklarede Hew Strachan (t.h.) ved læsermødet på Information.

Tor Birk Trads

11. januar 2014

Nobel og fredelig tager han sig ud, den britiske professor og krigshistoriker ved Oxford University, Hew Strachan: blommerøde sokker, der matcher til slipset, meget britisk tweetjakke og diskrete mørke bukser. Men det, der kommer ud af hans mund, er udelukkende skarpe formuleringer og det kontroversielle synspunkt, at hele ideen om, at Tyskland bærer hovedansvaret for Første Verdenskrigs udbrud er forfejlet og bygger på falske forudsætninger.

»Det er, som om man tror, at Tyskland selv affyrede skuddet i Sarajevo, hvis man tror på den udlægning. Men det hele er meget mere kompliceret. Der findes nemlig ikke en central fortælling om krigen, men kun en mangetydig,« lyder det fra Hew Strachan fra de høje barstole, der sammen med et lille cafébord danner podie for seneftermiddagens læsermøde.

Han interviewes af Mogens Pelt, der er historiker ved Saxo-Instituttet, i Informations kantine, i anledning af at Strachans bog Første Verdenskrig nu udkommer på dansk. Pelt vil vide, hvorfor Strachan ikke mener, at Tyskland er ansvarlig for krigen.

»Det er selve kernen i min bog og skyldes behovet for en bestemt fortælling,« siger Strachan, og fortsætter: »Da krigen først bryder ud, er det vigtigt, at Tyskland får ansvaret, ikke mindst fordi England, Frankrig og Rusland før 1914 havde været overbevist om, at Tyskland var klar til krig. I den forstand er der tale om en selvopfyldende profeti,« påpeger professoren.

Og, kunne man tilføje, som han også skriver i sin bog, fordi ansvarsplaceringen var et nøgleelement i propagandakrigen, hvor de neutralt indstillede lande skulle overtales til at vende sig mod Tyskland. Men ifølge Strachan mangler der i den grad beviser på, at Tyskland skulle være skyld i krigens udbrud.

Han gør over for det andægtigt lyttende publikum opmærksom på, at en vigtig grund til den hårdnakkede tese om tyskernes skyld især skyldes den tyske historiker Fritz Fischers bog Griff nach der Weltmacht fra 1961. Med det indflydelsesrige værk indledte Fischer sin revisionisme af tysk historie i 1900-tallet og påviste, at den tyske krigspolitik under Første Verdenskrig var en fortsættelse af den tyske førkrigsimperialisme, der skulle gøre Tyskland til en verdensmagt.

Fischer fortsatte den tese i bogen Krieg der Illusionen fra 1969, og disse to bøger har i eftertiden haft en kolossal betydning for den tolkning, at Tyskland havde ikke bare et stort ansvar for Første verdenskrig, men også at der er en kontinuitet i tysk historie fra kejserrige til Hitlers regime. En tese, som Strachan mener, er grundlæggende forkert, og som godt nok skaber en fortælling for tysk historie, men som ifølge ham ikke giver meget mening i verdenshistorisk perspektiv.

»Der skal to til en krig,« siger Strachan. »Krig begynder med forsvar, ikke angreb. Det bemærkelsesværdige er, at Fischer stadig har så stor betydning her 50 år efter. Men også, at man i Tyskland langt hen ad vejen har accepteret tesen om egen skyld.«

Det skyldes ifølge Strachan en afsmitning fra den bearbejdning, som tyskerne i høj grad har foretaget i forbindelse med det mere entydige ansvar for Anden Verdenskrig, som så at sige skygger for at se mere uhildet på ansvaret for Første Verdenskrig.

Søvngængeri

Pelt vil også vide, hvad Strachan mener om den såkaldte ’søvngængerteori’ fremført af den australske historiker med base i England, Christopher Clark, der i 2012 udgav bogen The Sleepwalkers: How Europe went to War in 1914. Med det begreb betoner Clark krigens kontingente eller tilfældige karakter. Krigen er i hans øjne ikke konsekvensen af to store alliancer, der gensidigt stræber mod at provokere hinanden, men skyldes derimod svagheden og upålideligheden af disse alliancer samt mangel på vished om, hvem der var på hvilken side, og hvad der fik krisen til at eskalere i sommeren 1914. Clark peger i høj grad på det, der sker i Serbien i årene op til 1914, som årsag til krigen. Og han ser krigens parter som søvngængere, der nok er opmærksomme på optrapningen af konflikten, men forfulgte af drømme og i virkeligheden blinde over for de rædsler, de var i færd med at skabe.«

Strachen ser svagheder i denne udlægning af krigens årsager.

»Jeg er uenig i brugen af begrebet om søvngængeri, uenig i, at Europa bevidstløst går i krig. Jeg mener derimod, at krigen brød ud som resultat af et sammenbrud af det internationale samfund. I juli 1914 var der masser, som vidste besked – måske ikke fuldt ud, men de vidste hvad der foregik. At tro på søvngænger-teorien er at undervurdere mennesker.«

Og dermed er Strachan fremme ved et andet centralt punkt og en hovedanke mod Clark, som går på, at ingen virkelig skulle bære skylden for krigen.

»For mig, bærer Serbien en stor skyld,« siger han og peger dermed på den blomstrende nationalisme i det store Østrig-Ungarske imperium som en vigtig destabliserende kraft.

»Østrig-Ungarn står over for kriser både indadtil og udadtil. Som multinational imperium er det rundt omkring dets grænser udfordret af selvdetermination og krav fra stater, som har selvstændig identitet. Hvis den selvstændige stræben får plads, så bryder imperiet sammen. For Østrig-Ungarn var overlevelsen uadskilleligt forbundet med det internationale samfund. Serbien er den største udfordring, og krigen mod Serbien er det, der giver mening. Østrig-Ungarn har egentlig ikke nogen interesse i at eskalere; den krig, de havde i tankerne var en kortvarig og lokal krig på Balkan, men det kan ikke begrænses til det. Derfor er Wien hjertet af konflikten.«

En nødvendig krig

Wien er nok primus motor i konflikten, men krigen er ikke bare en europæisk krig, der hurtigt spredte sig fra slagmarkerne i Belgien og Frankrig til resten af verden. At krigen er global, er et andet og helt centralt synspunkt hos Strachan. For ham er verdenskrigen virkelig en verdenskrig. Det har man ifølge ham en tendens til at glemme og tro, at krigen primært er en form for europæisk borgerkrig. Ligesom Strachan også i høj grad er kritisk over for den knæsatte tankegang, at krigen skulle være en unødvendig krig. For ham er krigen også nødvendig. Krigen formede den verden, vi lever i den dag i dag. Som han skriver i sin bog:

»De efterfølgende konflikter på Balkan fik mange mennesker til at forstå, hvilken rolle det multinationale Habsburgske Rige havde spillet med hensyn til at lægge låg på de etniske og kulturelle forskelligheder indtil 1914. Mellem 1917 og 1990 spillede Sovjetunionens ideologiske konflikt med Vesten en lignende rolle. Men Sovjetunionen var i sig selv en arv efter Første Verdenskrig, et produkt af Den Russiske Revolution. Dens autoritære styre etablerede en form for international orden, især i Østeuropa efter 1945.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu