Læsetid: 16 min.

Min fars hotel

Da Hotel Sønderhav brændte ned, var brandefterforskerne hurtigt sikre på, hvordan branden var startet, og hvem der stod bag: hotellets ejer, Niels Nedertoft Jessen. Hans datter, der er journalist på Information, beskriver her, hvad der skete, da hendes familie blev ramt af branden
Niels og Helle Nedertoft Jessen foran ruinen af hotellet. Først efter nytår er forsikringsudredningen faldet på plads. Nedrivningen af ruinerne ventes påbegyndt inden for de nærmeste uger

Niels og Helle Nedertoft Jessen foran ruinen af hotellet. Først efter nytår er forsikringsudredningen faldet på plads. Nedrivningen af ruinerne ventes påbegyndt inden for de nærmeste uger

Jakob Dall

1. februar 2014

De tre politiefterforskere kigger hinanden i øjnene i få sekunder. Branden på hotellet i Sønderhav er ikke opstået på naturlig vis. Den er påsat. Det vand, som er blevet brugt til at slukke branden, er frosset til is og hænger som istapper på ruinen af det, der engang var et hotel. Det er februar 2012. Selv om ingen af de tekniske undersøgelser endnu er færdige, er efterforskerne sikre. Der er for meget, som tyder på, at noget suspekt har fundet sted. Det er næsten for belejligt, at bilforhandlerens gamle hotel brænder ned netop den dag, han flytter sit kontor fra hotellets lokaler.

Den selvsamme dag, som hotellet brændte, havde hotelejeren også modtaget et brev fra sin forsikring. Den vandskade, han havde bøvlet med at få ordnet i månedsvis, var nu udbedret, og udgifterne ville blive dækket af forsikringen. Måske summen fra forsikringen ikke var høj nok, måske han var blevet grådig og ville have mere? Motiver og tegn på, at det var hotelejer Niels Nedertoft Jessen selv, som stod bag branden, var der nok af.

Niels Nedertoft Jessen er min far. Han var 51 år gammel, da sagen om hotelbranden startede.

Tilbageblik

Min mobil har vibreret mange gange i min taske, da jeg kigger på den i en pause på mit studiejob. Ubesvarede opkald og en nyheds-sms fra Politiken. »Eksplosionsagtig brand i 200 år gammelt hotel i Sønderjylland« når jeg at læse, før jeg bliver rigtig nervøs over den næste besked fra en veninde: »Er alle okay? RING!«

Da jeg ringer til min familie, er der sirener i baggrunden. Ingen er kommet noget til, men hotellets øverste etage er totalskadet af branden og er væltet ned i stueetagen, som på den måde også er smadret. Jeg skipper undervisningen på journalisthøjskolen den næste morgen og tager hjem til Sønderhav.

Hotel Sønderhav har ligget ved Flensborg Fjord i en menneskealder. Det var et udflugtsmål for rige tyske turister, som kom til byen med dampskib i 1800-tallet for at feriere nær de to små øer Okseøerne. Senere blev der drevet restauration under navnet Strandhotellet og i en periode blev hotellet kaldt for Fjordens Perle. Jeg forstår godt, at mine forældre købte det i 2004, da den tidligere ejer døde. Hele byens samlingssted havde en usikker fremtid. De ønskede ikke, at det gamle hotel med de 13 små værelser skulle jævnes med jorden, blot for at der kunne blive opført lejligheder, som det skete så mange andre steder omkring fjorden i de år. De ville gerne have, at hotellet skulle være et sted, hvor Sønderhavs indbyggere kunne blive ved med at mødes til ostemadder og andespil i julemånederne.

Både min mor og far havde fuldtidsarbejde andetsteds, så hotellet blev forpagtet ud. For mine forældre var det vel en form for pensionsopsparing. En vinter sprang et vandrør på grund af frost, og hundredvis af liter vand fossede ned bag fliserne i køkkenet. Vandskaden gjorde, at forpagteren ikke kunne drive sin restaurant. Derfor brugte jeg en sommer på hotellet sammen med min far og bror.

Der var masser af overnattende gæster på hotellet den sæson. De gjorde ofte kun korte stop i Sønderhav, men vi hyggede os med dem. Fniste lidt af manden, der som eneste bagage medbragte ni liter mælk, hjalp cyklisterne med at finde ruter på Gendarmstien og lavede spandevis af kaffe. Vi stod tidligt op, badede i fjorden og lavede pizza i køkkenets industriovn. Når dagen var forbi, drak vi rødvin på terrassen. Gæstebogen vidner om, at vi ikke var de eneste, som havde det godt.

Man kan putte mange minder ind i sådan nogle mursten, så det gjorde vi. Det var her, mine forældre tilbragte deres bryllupsnat, her, vi drak min farfars gravøl, og her, vi dansede rundt til alle fødselsdagene og festerne, som ikke havde nogen specielle anledninger.

Baggrund

Da min far havde været Falckredder i 20 år, sagde han sit job op i 2003 og blev selvstændig bilsælger.

Han har altid været fascineret af biler og er uddannet mekaniker. Bilsalget begyndte dog at gå lidt ned ad bakke under finanskrisen, så han havde lejet sine kontorlokaler i den nærliggende by Kruså ud og benyttede i stedet hotellets baglokaler som kontor. På den måde kunne han gå og nørkle med små vedligeholdelsesprojekter på hotellet, samtidigt med at han holdt sit firma kørende på et lidt lavere blus. Hotellet var lukket for gæster om vinteren. Det kunne ikke betale sig at tænde fyret og varme værelserne op – isoleringen var for dårlig. På sit eget kontor i det kolde hotel satte han et par varmekilder op, en elektrisk varmeblæser og en gasvarmeovn. Pr. første februar havde lejerne af lokalerne i Kruså sagt deres kontrakt op, og min far kunne lige så godt rykke tilbage til sine rigtige kontorlokaler, nu da de stod tomme. Han ventede dog med at flytte til den 8. februar, da flytning af telefon og internet først kunne ske den dag. Da han flyttede, besluttede han sig for at stille varmekilderne op på hotellets første sal, så vandrørene ikke skulle sprænge en gang til. Vejrudsigten spåede tocifrede minusgrader, så det virkede smart.

Efterforskning

Den øverste etage af hotellet bestod af en bindingsværksbygning. Sorte bjælker på en hvid baggrund. På få timer åd flammerne det meste af træværket, og smeltede madrasser, sengetøj og puder, som var det hele en snebold i en varm hånd.

Cirka to måneder efter branden er Kriminalteknisk Centers rapport klar. Manden bag rapporten er en af de tre mænd, som formodede, at branden var påsat den dag undersøgelserne gik i gang. Han er nået frem til samme konklusion i sin rapport.

I fem værelser finder efterforskeren stærkt afgrænsede brandskader på gulvet. Han vurderer, at det er tegn på, at der er blevet hældt brandbare væsker ud på gulvet, og at de fem plamager er arnesteder. På gangen vurderer han også, at der er et arnested. De seks forskellige arnesteder bakker politiet op i, at der er tale om en påsat brand. Der er også en del af efterforskningen, som peger i en modsat retning.

En efterforsker fra Dansk Brand- og Sikringsinstitut har fundet spor efter en elektrisk lysbue i en af varmeblæserne. Det er en form for elektrisk kortslutning, som i et par sekunder kan blive op til 3.000 grader varm. Efterforskeren fra Dansk Brand- og Sikringsinstitut finder det ifølge rapporten »overvejende sandsynligt, at varme fra lysbuen har været årsag til brandens opståen.« Denne oplysning vælger politiet ikke at medtage i rapporten fra Kriminalteknisk Center.

Få uger senere bliver min far kaldt til afhøring hos politiet. »Pøj, pøj,« siger jeg i telefonen, lige inden han går ind. Fire timer senere kommer han ud igen. Som sigtet for brandstiftelse med henblik på forsikringssvindel for cirka 10 mio. kr.

Den lokale presse har talt med politiet. Hotelbranden var påsat, og ejeren står bag, fremgår det af artikel efter artikel. Ingen af os har hørt om politiets beviser, dem skal de først fremlægge ved en eventuel retssag, men de virker sikre i deres sag.

Mistanken

Jeg har altid været min fars pige. Alt, han har introduceret mig for, har jeg elsket. De fleste ting, vi har leget med sammen, har noget med motorer at gøre. Jeg fik min første bil af ham, da jeg var fire. Det var en lille plastikjeep, som kørte på el. Da jeg blev 10 år fik min bror og jeg en gummibåd med fem hestekræfter. Vi måtte kun sejle i den alene, hvis vi holdt os inden for mine forældres synsfelt. Når vi kom til det sted på fjorden, hvor hotellet lå lige ud for, skulle vi vende om. Sådan kunne vi sejle i rutefart mellem vores hjem og hotellet hele dage og hele sommerferier, hvis vi fik lov. Nu taler vi meget om, hvad der mon egentligt skete den dag, hotellet brændte. Om det ikke også var pudsigt, at vi havde joket med, at det ikke ville gøre noget, hvis en nytårsraket en dag tog fat i taget? Som den nostalgiker, han er, ved jeg godt, at han ikke virkelig drømmer om noget strømlinet og nybygget i stedet for det gamle hotel, men tvivlen begynder at gro. Ingen af os i familien taler med hinanden om vores tvivl. Jeg nævner det i hvert fald aldrig for min bror og mor, men det lurer hele tiden under overfladen, at ingen af os jo reelt ved, hvad der skete på hotellet den 8. februar.

Rygterne

Folk fra lokalområdet spørger. De fleste med gode hensigter og oprigtig interesse. Lige efter branden er hele stuen fyldt op med blomster fra mennesker, der vil vise deres omsorg. Et enkelt vennepar holder op med at komme ind forbi og drikke kaffe, men det kan der jo være mange grunde til. Vi går og venter på, om politiet vil ændre sigtelsen til en tiltale. Fra kun at være en begrundet mistanke til at være en sag, hvor politiet mener at kunne bevise sine påstande.

En dag kommer en mand fra lokalområdet forbi og virker bekymret. Han har lagt mærke til, at min mors bil har været væk nogle uger. Da han ser hende i køkkenet i mine forældres hjem, bliver han overrasket. Han havde tænkt, at forholdet nok ikke kunne holde til sådan et pres, og at min mor nok er kørt sin vej. Men bilen har bare været på værksted.

Jeg bor langt fra Sønderjylland, i København, men ringer ofte hjem. »Det er nu vi skal stå sammen,« siger min mor i telefonen. Min far siger ikke så meget. Telefonerne er blevet aflyttet af politiet, det har min fars advokat set i en aktindsigt, og min far bryder sig ikke om at tale om noget som helst, der har substans, når politiet muligvis stadig lytter med. Egentligt er der heller ikke så meget at sige. Vi har intet nyt hørt fra politiet i et halvt år, og når naboerne ringer og beklager sig over, at murbrokkerne fra hotellet flyder rundt omkring, kan mine forældre kun sige, at de intet kan gøre. Hotellet er i politiets varetægt, så længe efterforskningen står på, og før der er kommet en afgørelse i sagen, står alt stille. Sneen, regnen og solen får hotellets mure til at krakelere, og efter et par måneder braser endnu en væg sammen. Indtægter fra hotellet kommer der heller ikke længere.

Mine venner, som også kommer fra området omkring Sønderhav, hører de rygter om branden, som aldrig når mine forældres ører. En veninde har hørt, at min far har tanket benzin i nogle dunke få dage før branden. Det bliver der talt meget om. Tænk sig, at han kunne gøre det, synes mange at tænke. Da jeg forklarer en skeptisk ven, at min far ikke har sat ild til hotellet, stiller han mig et spørgsmål, som bliver ved med at nage i mit hoved: »Hvordan kan du egentlig vide det?«

En weekend, hvor jeg er hjemme på besøg, kører min mor og jeg forbi ruinen, da vi skal ud og handle.

»Tror du, at han gjorde det?« spørger jeg hende. Hun holder fat i rattet med begge hænder og strammer grebet lidt, da hun vender sin krop om mod mig og grinende siger »Nej da.« Så retter hun blikket mod vejen igen, og vi bliver stille.

Min lillebror starter på højskole i efteråret. Han bliver på skolen de fleste weekender, hygger sig og får en kæreste. Når vi taler sammen, kan jeg mærke, at vi deler den dårlige samvittighed over vores flugt hjemmefra.

Ventetiden

Når hele familien sjældne gange er samlet, er det svært at finde en afslappet rytme. »Jeg har det fint. Har du det ikke også fint?« går vi og siger til hinanden. Når vi taler om min mors arbejde, min brors højskoleophold eller mit job som journalistpraktikant hos Information, lurer ét bestemt samtaleemne altid under overfladen. Hotellet. Hver gang vi hører ord som ’sigtet’, ’ild’ og ’brand’, stopper alt omkring os. Hvis politiet er så sikre på, at branden er påsat, og den ikke er påsat af min far, hvem har så gjort det? Den eksplosionsagtige brand kunne let have taget nabohusene med i faldet, hvis vindretningen havde været anderledes. Hvem ville risikere det for at brænde hotellet ned? Min far er overbevist om, at branden har en naturlig forklaring. Det gør mig lidt mistænksom. Hvordan kan han være så sikker? En dag i efteråret 2012 ringer min far. Politiets anklager har vurderet, at beviserne imod ham er stærke nok til, at sigtelsen bliver til en tiltale. Retssagen skal starte sidst i januar.

Det er nu, min far begynder at vinterbade. Næsten hver morgen hopper han i fjorden og tager stærke svømmetag, indtil han har rundet en metalpæl et par meter ude i vandet. Det vil han gerne tale om, når jeg ringer. Alt omkring ham er ellers gået i stå, men når han møder det iskolde vand, er det som om, han vågner lidt mere op, fortæller han. Hvis han ikke har været i vandet, bliver jeg bekymret. Nogle gange bliver jeg irriteret. Hvis bare mine forældre aldrig havde købt det hotel. Jeg kan slet ikke overskue tanken om at have min far siddende i et eller andet fængsel i Jylland.

Retssagen

Næsten et år efter branden går retssagen i gang. Tilskuerbænkene i retten i Sønderborg er fyldt op med mine forældres venner og familiemedlemmer. De har taget fri fra arbejde for at være med, og dukker flittigt op de fem fulde dage, som sagen ender med at strække sig over. Min mor laver en picnickurv, som vi tager frem i pauserne. Vi spiser pølsehorn og drikker brikjuice ude foran retssalen.

En dag dukker en journalist fra Jydske Vestkysten op. Han er der under en vidneafhøring af en brandefterforsker fra Kriminalteknisk Center. Efterforskeren hævder, at branden er påsat med brandbare væsker. Afhøringen tager fire timer, og journalisten går, før det næste vidne taler om, at en lysbueflamme i varmeblæseren også kan være en mulig brandårsag. Dagen efter er historien i Jydske Vestkysten. »Efterforsker: Storbranden i Sønderhav er påsat«. De lokale ugeaviser kopierer, og BT lægger et gammelt billede af hotellet badet i solskin op på deres hjemmeside med rubrikken: »Hotelejere sagde de var chokerede, nu er de selv sigtede«.

Selv min ven, som er på udveksling i New Zealand, opdager artiklen på BT’s hjemmeside og sender mig et link. Jeg er så frustreret, at jeg begynder at græde.

Den tredje retsdag begynder jeg at forstå, hvor spinkel anklagerens sag er. Min fars advokat undrer sig over, at der er taget 17 prøver fra de stedet, hvor anklageren mener, at der er brugt brandbare væsker, og ikke i en eneste af de 17 prøver finder man spor af brandbare væsker. Alligevel er det anklagerens påstand, at branden er antændt med netop brandbare væsker. Da forsvarsadvokaten spørger efterforskeren fra Kriminalteknisk Center, hvordan det kan være, svarer han blot, at han har erfaring fra 850 brande.

I Danmark står anklagemyndigheden for efterforskningen og bevisbyrden, men efter at have læst brandrapporten får min fars advokat lov at kalde en uvildig ekspert ind. Han er seniorforsker i brandfysik og piller hele politiets efterforskning fra hinanden. Han finder det umuligt, at det kan være brandbare væsker, som har antændt branden, hvis man i 17 prøver ikke har kunnet finde nogen spor af dem. Især fordi brandvæsnet har beskrevet slukningen som skånsom og sporbevarende. Forskeren forestiller sig i stedet et scenarie, hvor lysbueflammen i den elektriske varmeblæser har dannet en glødebrand, som har varmet værelsesgangen op til så høj en temperatur, at gasflaskens sikkerhedsventil i varmeovnen er smeltet væk, og på den måde har lukket gas ud i rummet. Da det hele eksploderer, tror han, at temperaturen på de fem værelser, hvor politiet mener branden også er opstået, har været så voldsom, at dyner og madrasser simpelthen er smeltet, og at de flydende rester er dryppet ned på gulvene og har dannet plamager, som ligner spor efter brandbare væsker.

Forskeren undrer sig over, at man i brandrapporten ikke har taget prøver af madrasser, puder og dyner for at udelukke, at det kan være sket. Det undrer dommeren i retten sig også over. Derfor giver han Kriminalteknisk Center besked på at få taget prøverne og hæver retten, indtil de har undersøgt forskerens scenarie.

Dommen

At der skal gå endnu tre måneder før anklageren igen kan finde tid til at føre sagen virker næsten uoverskueligt. Min far bliver en anelse paranoid og frygter, at politiet har smidt prøverne væk, så vi aldrig kan få afklaring på sagen. Han svømmer og svømmer, og joker skiftevist om, at der jo findes åbne fængsler, og hvad der skal ske med hotelgrunden, hvis han bliver frifundet.

Da retssagen begynder igen i maj måned, har det vist sig umuligt for politiet at tage de ønskede tests på de 17 prøver. Det bliver forklaret, at prøverne fra ruinen var for store til at gå i politiets maskiner. Da anklageren runder af med et krav om, at min far skal i fængsel i to år og tre måneder, siger hun, at der ikke var brug for at tage flere tests, at der er tale om den »perfekte forbrydelse« fra min fars side. Hun siger, at blot fordi ingen har set ham med en tændstik i hånden, kan det ikke udelukkes, at han er en forbryder.

Min far sidder ved siden af sin advokat og kan ikke lade være med at sende en lille grimasse til os på tilskuerrækkerne. »Se hvad jeg sagde, det her er helt rundt på gulvet,« siger hans udtryk, da han rynker på næsen.

Da dommeren træder ind i lokalet efter at have voteret, står vi alle op. Min bror, far og jeg har ved et tilfælde alle taget lyseblå skjorter på. Jeg når at tænke på, om det kan have indflydelse på dommerens vurdering, at vi har lavet denne kiksede farvekoordinering.

Min mor, det eneste ikke-farvekoordinerede medlem af familien, tager mig i hånden. Inden dommeren overhovedet har sagt et ord, har hun tårer i øjnene. Der går et par sekunder, og så er det slut. Dommeren er ikke engang nået over til sin stol, før ordene er ude.

»Thi kendes for ret, tiltalte, Niels Nedertoft Jessen, frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger.«

Dommeren mener, det er bevist, at branden er opstået på naturlig vis. Lysbuedannelsen er det eneste bevis, som efterforskerne har kunnet dokumentere ud fra andet end mavefornemmelser og erfaring. De fem plamager, som efterforskerne har fokuseret på under hele forløbet er falske arnesteder og har intet med brandens opståen at gøre. Og når der er tale om en naturligt opstået brand er der heller ikke nogen, som kan blive klandret for at have antændt den.

Som et dige, der braser sammen, løber tårerne ned af vores kinder. Hos min mor, min bror, mine onkler, hos Dorte, hos Lis og min morfar. Mit ene øje græder af skam, det andet af glæde.

Må man give min far et knus nu? Ingen ved det rigtigt, men vi gør det i hvert fald. Vi smiler alle til ham gennem tårerne, men hans øjnes udtryk har ikke forandret sig. Han hverken smiler eller ler.

Da dommen er afsagt, kører vi direkte ned til hotellet. Midt i ruinerne står flagstangen som det eneste stadig lodret op i luften. Lige så hvid, som bygningen var engang. Nu ligger murstenene tilsodede hulter til bulter bag politiafspærringer og advarsler om nedstyrtningsfare. Min far hejser flaget uden et ord. Skarpt mod den blå himmel. Da jeg kigger over på den anden side af vejen, bliver endnu et flag hejst hos genboen. Og så et til.

Efter

Efter frifindelsen er mine forældres hjem endnu engang fyldt med blomsterbuketter. Endnu flere, end da hotellet brændte. Hvis nogen spørger ind til branden, hiver min far gerne frifindelsen frem fra tasken. Han har altid det papir med sig. Svømmeturene om morgenen holder han fast i. Når jeg er hjemme, ser jeg ham trippe hen over vejen i sine badebukser og blå klipklapper. Han går med et fast tempo ned ad træstigen fra broen ned i vandet, han svømmer rundt om metalstangen med faste tag. Skuldrene sidder helt oppe under ørerne, når han løber tilbage for at komme ind under den varme bruser. Hvis han får øje på mig, hæver han armene over hovedet og laver ironiske vinderarme, mens han presser underkæben frem. Det er hans lille hverdagssejr. Så smiler jeg og ved, at det nok skal gå.

I løbet af foråret sender DR dokumentaren ’Brændte Beviser’, der tager udgangspunkt i branden på Hotel Sønderhav.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • kim jensen
  • Tom Paamand
  • Hanne Koplev
  • ulrik mortensen
  • Helge Rasmussen
  • Carsten Søndergaard
  • Niels P Sønderskov
  • Ellen Chakir
  • Lene Timmermann
  • Viktor Knudsen
  • Vibeke Rasmussen
  • Hans Larsen
  • Henrik Christensen
  • Christian Harder
  • Benny Jensen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Torben Selch
  • Jeppe Petersen
  • Per Jongberg
  • Tove Lodal
  • Jørn Andersen
  • lars abildgaard
  • Henrik Brøndum
  • Slettet Bruger
  • Jørgen Dragsdahl
  • Jan Weis
kim jensen, Tom Paamand, Hanne Koplev, ulrik mortensen, Helge Rasmussen, Carsten Søndergaard, Niels P Sønderskov, Ellen Chakir, Lene Timmermann, Viktor Knudsen, Vibeke Rasmussen, Hans Larsen, Henrik Christensen, Christian Harder, Benny Jensen, Heinrich R. Jørgensen, Torben Selch, Jeppe Petersen, Per Jongberg, Tove Lodal, Jørn Andersen, lars abildgaard, Henrik Brøndum, Slettet Bruger, Jørgen Dragsdahl og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hver gang vi passerer forbi hotelruinen i Sønderhav - på vej ned syd for grænsen eller bare hen til Annie's kiosk lige rundt om hjørnet for at fouragere og spise hendes formidable is - taler vi om - hvad der mon har været årsagen til branden - nu ved vi det ...

ulrik mortensen, Heinrich R. Jørgensen, Torben Selch, Per Torbensen og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Sjovt, vi talte netop om at ville ned for at tilbringe en hyggelig eftermiddag dernede. Men så opdagede vi at hotellet var brændt. Det havde vi slet ikke fået med.

Ærgerligt. Det var et specielt og hyggeligt sted. Lige overfor Okseøerne.

Måske kan man håbe på en genopbygning?

Uha - den historie fremkaldte alle billederne og sladderen da mit barndomshjem - en stor proprietærgård - brændte ned til grunden og kun stuehuset, en traktor, ladbilen og personbilen blev reddet samt de svin som det lykkes tililende naboer at få ud. Næsten hundrede svin indebrændte plus to mejetærskere, to traktorer, korntøringsanlæg og diverse maskiner. Uheldigvis havde jeg sat et del af mit indbo i laden fordi jeg lige havde fået en ny lejlighed som jeg var ved at sætte i stand. Alt det brændte også. Heriblandt ting af stor affektionsværdi.

Men det værste var sladderen. At min far nok selv havde sat ild til det. Telefonen blev aflyttet af politiet, men de fandt ingen beviser på deres påstand. Branden var en lynbrand midt under den knastørre sommer i 1976.

Jeg forstår ikke hvorfor den slags sladder og mistanke opstår. Den store gård var min fars livsværk. Han kom fra små kår på et husmandssted, men havde med flid og dygtighed drevet det langt. - Han genopbyggede gården, men mistankerne, sladderen og det fortsatte slid tærede på ham og han opgav til sidst og solgte gården.

Majbritt Nielsen, Hanne Koplev, Carsten Søndergaard, Lene Timmermann, Vibeke Rasmussen, Erik Jensen , Flemming Scheel Andersen, Heinrich R. Jørgensen, Torben Selch og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Er der en grund til at det er danske politifolk som står bag at opbygge en anklage mod journalistens fader? Siden hotellet nu ligger i Flensborg, burde det da så ikke have været tyske politifolk eller den tyske anklagemyndighed eller hyr? Ok, nu hvoir jeg har googlet det, kan jeg se, hotellet ligger i Kruså.

Og hvorfor er det politi-efterforskere som undersøger en brand? Hvilke kvalifikationer har de for at undersøge brande? I USA, f.eks. er det jo stort set altid brandmænd med en specialuddannelse, som undersøger brande. I hvert fald hvis USA's krimier skal stå til troende...

"Efterforskeren fra Dansk Brand- og Sikringsinstitut finder det ifølge rapporten »overvejende sandsynligt, at varme fra lysbuen har været årsag til brandens opståen.« Denne oplysning vælger politiet ikke at medtage i rapporten fra Kriminalteknisk Center." citat fra artiklen.

Se, dette er jo, efter min bedste mening, tjenesteforsømmelse! Det er politiets opgave at samle alle beviser, både dem som taler for en anklage, og dem, som taler imod en anklage. Desuden finder jeg det dybt betænkeligt at politi-efterforskerne på forhånd har dømt faderen (til journalisten) for selv at have anstiftet/påsat branden. Og at rapporten om branden er skrevet af en af disse efterforskere indenfor politiet.

Og jeg er ked afg at sige det, men her fremstår det danske politi - og den danske anklagemyndighed præcis som den måde, jeg stort set altid har opfattet dem på:
hamrende udygtige og totalt inkompetente...

Majbritt Nielsen, Lene Timmermann, Claus Jørgensen, claus knudsen, Tove Lodal, Flemming Scheel Andersen, Heinrich R. Jørgensen og Per Jongberg anbefalede denne kommentar

Min daværende kæreste har engang modtaget en dummebøde for uagtsom ildspåsættelse, da vores hus brændte. Brandefterforskningen fandt nogle metalknapper ved siden af brændeovnen og konkluderede derfor at hun havde lagt tøj til tørre på brændeovnen.
De var bedøvende ligeglade med at hun er vokset op med brændeovn og derfor ikke kunne finde på noget så tåbeligt, samt det at hendes sykasse havde stået der hvor de fandt knapperne.
(vigtigst af alt: der var ingen motiv overhovedet, da vi ikke havde nogen forsikring )

Majbritt Nielsen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, Lene Timmermann, Lise Lotte Rahbek, Erik Jensen , Tove Lodal, Flemming Scheel Andersen, Anders Feder og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Karsten Aaen - selv om jeg må give dig fuldkommen ret i tolipiets sædvanligvis amatøragtige indsats til uacceptable gener for alt og alle - der må være basis for en gedigen erstatning - må jeg dog oplyse dig om - at hotellets ruiner ligger i Sønderhav - altså i DK ...

Karsten Aaen, lars abildgaard og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Fremragende fortalt, af Catarina Nedertoft Jessen.

Per Torbensen, Olav Bo Hessellund, Lars Dahl, Carsten Søndergaard, Vibeke Rasmussen, Martin Madsen, Tove Lodal, Karsten Aaen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Hvilken større hæder kan tilfalde en journalistpraktikant, end at blive tildelt et venligt nik af én af journalistfagets skarpeste og kræsne udøvere?

Flemming Scheel Andersen

Desværre der dette en glimrende fortælling om det kongelige ildsprudlende politikorps´s kompetancer og vanlige udeladelser, der kan pleje både dets indbyggede dovenskab og arbejdsbesparende fordomme.
Og det er jo så succeshistorierne, hvor man forsøger at udfylde sin opgave, som ordensmagt!!

Tilbage står så alle de tilfælde hvor borgernes henvendelser, lander i affaldspanden, fordi indsatsen enten er sparet væk, prioriteret væk , struktureret væk, eller man bare ikke gider den dag.

Derfor er ordensmagten , som institution, et glimrende eks. på de institutioner, funktioner og nødvendigheder der hører hjemme i et velfungerende demokrati, men som ved vore uduelige repræsentanters lalleglade søgen efter effektiviseringer, reformer og besparelser idag fremstår som næsten fraværende.

Det er vel næsten overflødigt at nævne at et samfund , der ikke ønsker at betale de penge det koster at sikre dets love overholdes, har dømt sig selv til en hurtig, men sikker opløsning.

Derfor er ordensmagten så godt et eks. på at vi også p.g.a. mangelen af og den dårlige kvalitet på de institutioner der er et demokratis nødvendigheder, allerede lever i et postdemokrati.

Per Torbensen, Lars Dahl, Lene Timmermann, Claus Jørgensen, Jan Weis, Karsten Aaen og Tove Lodal anbefalede denne kommentar

Hvem har 'opfundet' resultatorienteret løn/bonus inden for politi og skat? I en retsstat går retssikkerhed forud for ALT, troede jeg? Desværre er det mere reglen end undtagelsen, at uskyldige behandles på samme måde som journalistens far!

Majbritt Nielsen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, Claus Jørgensen, Henrik Christensen, Tove Lodal, Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Christian Christensen

Lige en oplysning Til Karsten Aaen, Sønderhav ligger ikke i Flensborg men i Danmark, det ligger lige før Kollund ned ad fjordvejen lidt udenfor Rinkenæs i Sønderjylland

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor skal Information fyldes med de ansatte journalisters personlige fortællinger om deres forhold til far?
Skulle journalisternes skønlitterære aspirationer ikke virkeliggøres gennem et forlag?

Lene Timmermann

En gruopvækkende beretning om nogle komplet inkompetente institutioner - Politi, Kriminalteknisk Center og anklagemyndighed.
Held i uheld er at offerets datter er journalist og kan videreformidle den chokerende historie i et trykt medie, og at den vil blive yderligere kendt via den kommende tv-udsendelse.

Catarinas far er jo ikke det eneste offer for den slags inkompetencer og manglende uvildighed fra myndigheder, som det også fremgår af Tove Andersens kommentar ovenfor.

Karsten Aaen, Olav Bo Hessellund, Carsten Søndergaard, Vibeke Rasmussen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvordan skal alle de andre ofre, som ikke er journalister, eller hvis døtre ikke er journalister, så få deres retfærdige historier fortalt, når aviserne bruger alle deres kræfter på at fortælle om redaktionens egne journalisters personlige historier?

Michael Kongstad Nielsen

Efterhånden ville sådanne aviser miste sin validitet, efterhånden som læserne ville efterspørge andet end ugebladsunderholdning.

Michael Kongstad Nielsen øffer ... at fortælle om redaktionens egne journalisters personlige historier? - men kan han ikke bare være ligeglad - han er jo ikke abonnent ...

Michael Kongstad Nielsen

Hvor ved du det fra? Men er dette ikke et åbent forum for digital debat? Kan nogle ikke klare indlæg, der strider mod herskende kultur, så skulle de nok blive hjemme i deres egen biedermeier.

Altid rart med reportager og artikler fra det der bliver kaldt "udkants Danmark" gerne skæve vinkler,lidt som denne-godt han blev frikendt og øvrigheden sat på plads for dårlig efterforskning og arbejde.

Niels P Sønderskov

Godt med en ordentlig uafhængig dømmende magt når politiet som udøvende magt svigter så eklatant og der går så lang tid med en helt simpel opgave. Så vidt jeg forstår på datteren ikke et eneste håndfast bevis imod ejeren.

I øvrigt er det noget vrøvl Michael Kongsberg Nielsen, at Information skulle være fyldt med den slags historier, men det er nærmest reglen at Nielsen tager fejl.

Lene Timmermann, Karsten Aaen og Lars Dahl anbefalede denne kommentar

Al efterforskning af forbrydelser er i samme kategori: Vi er i princippet alle uskyldige, men i realitetens verden er det forbundet med enorme omkostninger at være anklaget, og politiet skal prioritere deres resourcer imod respekten for den anklagede.

I virkelighedens verden er betjente ikke genier, og vi har allesammen små skavanker, som helst ikke skal for dagens lys, selvom vi er uskyldige i selve anklagen.

Både i Danmark og USA er de fleste betjente høflige og respektfulde, og graver ikke udenfor selve anklagen, men der kan jo være tumper, der forfølger en personlig agenda...

Som jeg ser det er problemet snarere dette:

I staten DK, i dette land, vores eget land, er politi og anklagemyndighed smeltet (så meget) sammen, at den ene ikke ved, hvornår den ene hører op og den anden begynder. I Frankrig og Italien har man f.eks. undersøgelsesdommere, i USA har man state attorneys (altså offentlige anklagemyndigheder) som er forskellige fra politiet. Og som ikke bor side om side med politiet...

I DK er det politiets pligt at efterforske alle beviser samt at overgive alle beviser til advokaterne..

Heinrich R. Jørgensen, Per Torbensen og Lene Timmermann anbefalede denne kommentar

Ja og ikke at forglemme mordet i Finderup Lade,jyden han er stærk og sej og sindig men også brutal,når det bryder løs.(udover denne artikel)

Fremragende artikel, der sætter spotlyset på det store problem, politi/anklagers manglende objektivitet. Det fremgår ellers med al ønskelig tydelighed af retsplejelovens

"§ 96. De offentlige anklageres opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. De offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted."

I anklagemyndighedens resultatkontrakt for 2013 citeres bestemmelsen endda!

Så det kan mildt sagt undre, at politi/anklager IKKE medtager det/de elementer, der kunne tale til fordel for den sigtede/tiltalte, her det afgørende forholdt, at der var en alvorlig defekt i varmeblæseren!

Det der kunne være rigtig interessant at vide er, har det her, og andre tilsvarende sager, haft nogen konsekvenser for politi/anklager, eller var det bare "another day in the office??"

Det får vi nok aldrig at vide, for mens det åbenbart ikke er noget problem for politi/anklager at hænge andres "snavsede vasketøj" til offentligt skue, virker det som om mafiens "Omerta", tavshedens lov, gælder politi/anklagemyndighed.

Allerede det newspeak-agtige begreb, "den UAFHÆNGIGE politiklagemyndighed" siger jo alt!!