Baggrund
Læsetid: 10 min.

Forsvar for mangfoldigheden

Ingen af de grundlæggende forandringer, der i disse år rammer Europa, har rod i indvandringen. Alligevel er frygten for netop indvandringen blevet den politiske diskussions vigtigste omdrejningspunkt
Moderne Tider
25. januar 2014
Forfald eller opblomstring. Stormoskeen i London-forstaden Merton er blevet en forfaldsfortælling om det fremmedes fortrængning af nationale værdier. Men det er også historien om opblomstringen af et lokalområde og genetablering af lokalkultur og arbejdspladser

Forfald eller opblomstring. Stormoskeen i London-forstaden Merton er blevet en forfaldsfortælling om det fremmedes fortrængning af nationale værdier. Men det er også historien om opblomstringen af et lokalområde og genetablering af lokalkultur og arbejdspladser

Polfoto

I Merton, en bydel i det sydlige London, blev der for få år siden opført en såkaldt megamoské, hvilket afstedkom en del forudsigelig polemik. I sin bog, Den britiske drøm, gør forfatteren David Goodhart moskeen til selve symbolet på de uacceptable forandringer, som årtiers indvandring skulle have påført nationen. Denne moské, skriver han, blev rejst på det samme sted, hvor der tidligere lå »en Express Dairies-tappehal, som gav job til hundredevis af Merton-borgere i lokalområdet ... et ikon på en tid, hvor tingene hang ordentligt sammen«.

Sandt at sige begyndte byggeriet af moskeen først syv år efter, at mejerigiganten havde lukket anlægget i 1992, og i den mellemliggende tid havde stedet udviklet sig til en crackhule for narkomaner. Så her kunne vi også fortælle en anden historie om, hvordan økonomiske konjunkturer lukker et urentabelt mejeri med tab af flere hundrede job til følge. Og om, hvordan lokale muslimer herefter redder det forladte, kriminalitetsbefængte sted, skaber nye job i den proces og forvandler Merton til et bedre sted.

Det er bare ikke den historie, indvandringskritikerne helst vil fortælle. I deres øjne repræsenterer moskeen ikke et symbol på et lokalkvarters redning fra forfald og kriminalitet. Deres foretrukne historie handler om den oprindelige lukning af mejeriet og om afviklingen af Mertons gamle livsform.

Historien om Merton-moskeen og genfortællingen af den som en kulturel forfaldsfortælling er symptomatisk for den debat om indvandring, der i disse år føres i en række europæiske lande. Indvandring har længe været dagens mest omstridte og giftigste tema, men ofte handler debatten mindre om kendsgerninger end om eksistentielle følelser. Indvandring er blevet gjort til et symbol på nedbrydningen af lokalsamfund, undergravelse af identiteter, svækkelse af tilhørsforhold – ja, indvandringen er blevet selve katalysatoren for negative samfundsmæssige forandringer.

Diversitet stabiliserer

Et forstadium til Den britiske drøm kan findes i det essay med titlen Er vi blevet for forskellige?, som Goodhart i 2004 skrev til magasinet Prospect, som han på det tidspunkt var redaktør af. Progressive kræfter, hævdede han dengang, måtte »se et dilemma i øjnene«: For meget indvandring ville undergrave den sociale solidaritet, ikke mindst i velfærdsstaterne. Vi måtte vælge enten det ene eller det andet. Hans artikel udløste dengang en del kritik, men i det forløbne årti er tanken om, at for megen indvandring vil undergrave den sociale solidaritet, blevet en acceptabel præmis.

Samme tanke ligger bag Paul Colliers bog Exodus. Som professor i økonomi og forvaltning på Oxford Universitet med speciale i afrikanske landes økonomier har Collier i en årrække beskæftiget sig med spørgsmål om fattigdom og social retfærdighed. I Exodus forsøger han at fremdiagnosticere den påvirkning, indvandringen har fået på såvel værtssamfundet som på dem, der har forladt deres oprindelseslande. For stor indvandring, hævder han, vil skade begge. Ikke blot drænes de fattige lande for menneskelige ressourcer, den sociale stabilitet i de rigere land bliver også undermineret.

I lighed med Goodhart insisterer Collier på, at for stor mangfoldighed uundgåeligt vil afføde sociale problemer, først og fremmest fordi ’den gensidige tillid’ i samfundet bliver ødelagt og dermed også viljen til at samarbejde og omfordele ressourcer.

Begge forfattere trækker meget på indsigter fra den amerikanske sociolog, Robert Putnam, som i sine værker har påvist, at jo mere socialt differentieret et samfund er, desto mindre socialt engagerede vil dets medlemmer også typisk være. De stemmer mindre ved valgene, de deltager mindre i civilsamfundet, giver mindre til velgørenhed og har færre venner. Som det mest bemærkelsesværdige har Putnam tillige påvist, at folk i mere forskelligartede samfund ikke blot udviser større mistillid over for medlemmer af andre etniske grupper – det gør de også over for medlemmer af deres egen.

Europa og jøderne

Indvandringskritikere har længe brugt Putnams værker til at hamre den pointe igennem, at voksende diversitet udhuler den sociale sammenhængskraft. Nyere forskning drager imidlertid hans konklusioner i tvivl. Det seneste eksempel stammer fra Patrick Sturgis, direktør for Storbritanniens Nationale Center for Forskningsmetoder, hvis forskerhold har undersøgt forholdet mellem diversitet og tillid i London og afdækket den stik modsatte mekanisme af Putnams. Da forskerne først havde korrigeret for social og økonomisk skævhed, fandt de frem til, at »etnisk diversitet (…) står i et positivt forhold til den sociale sammenhængskraft med vidnesbyrd om markant højere grader af sammenhæng, jo mere den etniske heterogenitet forøges«.

Vi bør selvfølgelig lige så lidt tage Sturgis’ undersøgelse som Putnams for den ultimative sandhed. Som Putnam selv påpeger, er en afgørende vanskelighed, at sådanne undersøgelser kun kan levere et øjebliksbillede af holdninger på et givet tidspunkt. Mangfoldighed er imidlertid ikke et statisk fænomen, men forandrer sig over tid, og på samme måde forandres også vores politiske reaktioner på den. Over de seneste årtier har vi oplevet, at identitetspolitiske dagsordener har vundet frem, samtidig med at samfundet er blevet mere atomiseret og i nogen grad har mistet fælles universelle værdierforestillinger. Alt dette har til sammen ført til et mindre engagement i civilsamfundet og en større oplevelse af anomi. Derfor er det virkelige problem, der afdækkes i undersøgelser som Putnams, muligvis ikke så meget diversitet som den politiske kontekst, inden for hvilken vi tænker denne diversitet.

Den eksistentielle frygt for indvandring er lige så gammel som indvandringen selv. Havde Arthur Balfour kunnet læse Goodharts skildring af et England som »fortrænges af mystiske og fremmedartede verdener« og af et England »som ikke er engelsk længere«, ville han ganske givet have nikket bekræftende. Balfour var premierminister i 1905, da Storbritannien indførte sin første lov om immigrationskontrol primært rettet imod europæiske jøder. Uden en sådan lov, hævdede Balfour, ville »fremtidens brite måske nok nyde godt af de samme love, samme institutioner og samme politiske system (…), mens hans nationalitet ville være en anden, og det samme ville blive tilfældet for den nationalitet, vi ønsker skal være vore efterkommeres for de kommende tider«. Oplevelsen af, at den jødiske indvandring var ukontrollabel, og at ’vi har mistet dette sted til andre kulturer’ var åbenlys i diskussionerne. »Der er ingen ende på disse mennesker i Whitechapel og Mile End«, hævdede et vidne, der udtalte sig til den Kongelige Kommission i 1903. »Disse områder af London kunne lige så godt hedde Jerusalem«. Det konservative parlamentsmedlem, Sir William Eden Evans-Gordon udtrykte samme følelse ved en såre ekstraordinær metafor: »Ti gram arsenik i tusind brød vil ikke kunne spores og være fuldkommen harmløst«, fortalte han parlamentet. »Men tilsæt samme mængde i et enkelt brød, og den vil dræbe hele den familie, som spiser det«.

Tiden lærer at acceptere

I 1950’erne havde det jødiske samfund integreret sig så meget, at det blev set som en del af det britiske kulturelle landskab. De samme argumenter, som før blev brugt mod jøder, fandt nu anvendelse over for en ny bølge af indvandrere fra Sydasien og Caribien. En rapport fra det britiske Colonial Office lød næsten som en genklang af Arthur Balfour, da den udtrykte frygt for, at »sætter et stort farvet element præg på vores sociale liv, vil dette kunne svække det billede af England og Storbritannien, som mennesker fra den britiske folkestamme over hele Commonwealth føler sig knyttet til«. Et årti senere gav Margaret Thatcher et berygtet interview, i hvilket hun hævdede, at der i Storbritannien var »en forfærdelig masse« sorte og asiatiske indvandrere, og at »folk er temmelig bange for, at dette land skal blive oversvømmet af mennesker med en anden kultur«.

Ligesom jøder blev en accepteret del af det kulturelle landskab, er indvandrerne fra årtierne efter krigen blevet det, om end accepten af dem har været mere modstræbende og ikke altid har omfattet muslimer. I dag bliver de samme argumenter, som førhen blev brugt imod jøder og sydasiatiske og caribiske indvandrere nu taget i anvendelse over for muslimer og østeuropæere. En række forfattere såsom Mark Steyn, Oriana Fallaci, Melanie Phillips og Christopher Caldwell har advaret om, at den muslimske indvandring truer selve fundamentet for den europæiske civilisation.

Igennem hele det 20. århundrede blev stort set hver eneste indvandringsbølge – om det var irere og jøder til Storbritannien, italienere og nordafrikanere til Frankrig, katolikker og kinesere til Amerika – mødt med den påstand, at tilstrømningen var for stor og nytilkommerne for kulturelt fremmedartede og nedbrydende for stabiliteten og kontinuiteten. Når næste større indvandringsbølge kom, blev den foregående set som acceptabel i forhold til, hvad nationen kunne absorbere, mens den nye bølge ikke ville kunne blive det. Og det er på den baggrund, vi må forstå den frygt, som Goodhart, Collier og Caldwell giver udtryk for. Alle insisterer de på, at Europa i dag står over for en unik fare. Men alle deres argumenter genbruger den samme slags panik, som kom til udtryk i reaktionerne på alle tidligere indvandringsbølger.

En ny kontekst

Den aktuelle debat finder dog sted i en ny kontekst. Da Balfour advarede om følgerne af den jødiske indvandring, eksisterede der en stærk fornemmelse for britisk identitet, primært rodfæstet i forestillinger om race og imperium. Fjendtligheden over for indvandring var en del af et racebestemt forsvar for national identitet.

Bag den aktuelle fjendtlighed over for indvandring ligger der en stærk fornemmelse af, at den nationale identitet og de fælles værdier er i opløsning. Der ligger endvidere et sammenbrud for de traditionelle politiske mekanismer, en stigende kløft mellem elite og offentlighed og bevægelser i vælgerskaren, hvor det traditionelle arbejderklasse-bagland trækker væk fra mainstreampartierne.

Transformationen af arbejderklasselivsformen, eroderingen af arbejderklasseidentiteten, nedbrydningen af solidariteten, marginaliseringen af arbejderklassen som politisk stemme – alt dette er reelt nok. Men intet af det har udspring i indvandringen, det skyldes bredere økonomiske og politiske forskydninger. Da den første bølge af efterkrigstidens indvandrere ankom til Storbritannien i 1950’erne og 1960’erne, befandt nationen sig i en periode med fuld beskæftigelse, en ekspanderende velfærdsstat og stærke fagforeninger. I dag er Storbritanniens produktionssektor stort set eroderet bort, arbejderklassefællesskaberne opløst og velfærdsstaten begyndt at smuldre. Fagforeningerne er blevet neutraliseret, Labour har stort set kappet rødderne til sin arbejderklasse-basis, samtidig med at selve ideen om en politik baseret på klasseinteresser er blevet latterliggjort. Alt dette har bidraget til at undergrave de bånd, der engang solidarisk formede arbejderklassefælleskaber, og efterlader mange med en følelse af ikke at have nogen stemme og være koblet af den politiske proces.

Indvandringen har stort set ingen rolle spillet i forhold til at udvirke disse forandringer. Den er imidlertid blevet til en slags prisme, hvorigennem mange ser disse forandringer. Til dels er dette en konsekvens af den måde, hvorpå den offentlige debat er blevet sat i scene med politikere i begge ende af spektret, der har fremstillet indvandrere som et problem, ja endog som en trussel.

Goodhart indrømmer selv, at »sociale og økonomiske forandringer ville have fejet den gamle arbejderklasse bort, selv hvis der ikke havde været den mindste indvandring«. Men hvorfor så overhovedet bringe emnet på bane i denne debat? Besættelsen af indvandringsspørgsmålet er blevet blevet så intens, at indvandringen er kommet til at stå som selve problemet, selv om vi burde vide bedre.

Dette bliver navnlig tydeligt i Exodus. Igennem hele sin bog går Collier i rette med andre deltagere i indvandringsdebatten for at lade fordomme forme deres ræsonnement og for at gribe til efterrationaliseringer »for at legitimere værdidomme, vi allerede har fældet ud fra vores moralske smag«. Men faktisk ville det være svært at give en mere træffende karakteristik af Colliers egen tilgang. Alt fra forandringerne i den britiske kriminalitetskultur til »politikker for skattelettelser og øget tiltro til markedsmekanismer« og de store uroligheder i London i 2011 kan ifølge ham tilskrives »den forøgede tilvækst i diversitet, som indvandringen har medført«. Han fremlægger intet empirisk belæg for det, og han påstår, at »hensigten« med hans »anekdoter, hvor indvandring ser ud til at underminere den sociale kapital på ingen måde er at styrke en politisk sag«. Men hvorfor ellers introducere dem? Store dele af hans bog inviterer ligefrem til at blive læst som et narrativ, der skal afstive en allerede forudfattet tankegang om indvandring.

Fort Europa

Goodhart og Collier hævder begge, at ’i liberale kredse er indvandring blevet et tabuiseret emne’. »Den eneste tilladte holdning«, skriver Collier, »er at begræde den folkelige antipati imod den«. Men i realiteten er det, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved, ikke så meget indvandring, men rettere den idé, at indvandringen skulle ligge bag Europas sociale dårligdomme.

Efter Lampedusa-tragedien i oktober, da en båd med indvandrere sank i Middelhavet, og over 300 mennesker druknede, udtrykte europæiske politikere megen vrede og bestyrtelse. Hvad ingen var parat til at anerkende, var, at tragedien ikke blot var en ulykke. Den var samtidig den forudsigelige og uundgåelige konsekvens af EU’s grænsepolitik. For i over tre årtier har et EU, der har været drevet af sin indvandringsbesættelse, opbygget et Fort Europa for at holde ’de uønskede’ væk fra kontinentets kyster og brugt hundredvis af millioner af euro på den ydre grænsekontrol. Siden 1988 er godt 20.000 indvandrere omkommet i forsøget på at komme ind i Europa, og heraf har to tredjedele lidt druknedøden i Middelhavet. Og hvordan har de europæiske nationer reageret på dette? De er fortsat med at styrke Fort Europa og har retsforfulgt fiskere, som har reddet druknende mennesker, for at yde bistand til ulovlig indvandring.

Så forblændede er vi blevet af vores eksistentielle frygt for indvandring, at vi er kommet til at se indvandrere mindre som levende medmennesker af kød og blod end som lige så meget driv- og vraggods, der må spules væk fra Europas strande. Fort Europa har rejst ikke blot en fysisk barriere omkring kontinentet, men også en følelsesmæssig vold omkring Europas sans for medmenneskelighed.

© New Humanist og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glenn Lynge Andersen

Mange gode betragtninger og iagttagelser, som sætter ord på flere forhold der trænger til at blive belyst i debatten, især det forhold, at indvandringen, også i Danmark, får skylden for en lang række forandringer i de europæiske samfund, som mange ikke bryder sig om.

Det værste ved at mange forledes til at skyde skylden for samfundsforandringer på indvandringen er, at de mister fokus på de interesser og beslutninger som ligger bag eroderingen af solidariteten i samfundet.

Knud. Leth-Nissen

Hvor ukristne skal man være for at være uønsket? Bliver man uønsket, hvis man har muslimske venner?
Grøftegravning mellem kulturer ligner "bål og brand" hysteri. Et hysterisk forsvar for det danske, der som fællesnævner for os alle, jo må ændrer sig over tid i og med vi påvirkes massivt hver dag. Nogle slår op i banen med det samme andre ikke, selvfølgelig vil det at være dansk ikke være det samme om ti år som det evt måtte være i dag, hvis vi overhovedet vil være i stand til at indfange den størrelse!!

Viktor Knudsen

Det er jo netop DF og andre indvandringskritiske meningsdannere, der har betydet at indvandringen til Danmark og Europa ikke er gået helt amok. Med andre ord, uden dem ingen succes. For hvad havde det betydet, hvis vi bare gav slip, og ikke accepterede at det koster at holde fast (især i middelhavets bølger)? Europa var blevet oversvømmet med afrikanere uden uddannelse og med ringe mulighed for integration ( hvad det så end betyder - jeg selv foretrækker assimilitation). Og hvad skulle vi også med 200 eller 300 millioner flere mennesker her? Er der ikke arbejdsløshed nok?

Ja vel bidrager indvandring, men kun hvis det sker i kontrolleret omfang!

Morten Sørensen

"Ingen af de grundlæggende forandringer, der i disse år rammer Europa, har rod i indvandringen. Alligevel er frygten for netop indvandringen blevet den politiske diskussions vigtigste omdrejningspunkt"

Her er det klassiske cirkelretoriske, nedladende ævl på sit højeste.
Indvandringen har ingen indflydelse på forandringerne?
Og når den nu ikke har det, så er indvandringen altså kun et spørgsmål om "frygt" og en naiv politisk diskussion.
Det bliver svært, det her. Meget svært.

Torben Knudsen

Med fare for at blive angrebet som 'besserwizzer' burde spørgsmålet om menneskets tagen afstand til ikke bare muslimer, men alle, der ser og taler anderledes behandles på et overordnet niveau, som H.C. Andersen kaldte 'han er aparte han skal kanøfles'
Det var f.eks. ikke sjovt at være københavnsk feriedreng i det jyske i 1950 erne!!!.
Vi kan skrive meget, om, at vi er imod dit og dat, men de stenaldermennesker vi stadig er, på en række punkter, omfatter hos mange, alt for mange det, at et andet menneske ikke er som en selv og ikke taler samme sprog, ja endda samme dialekt.
Det optræder oftest hos -desværre må det siges, hos inskrænkede mennesker og bunder i stenalderfrygt for andre, der ser aparte ud, har en anden religion.
Vi må op og arbejde med det overordnede problem, stenaldersyndromet.
Afskaffelse af Interrail er en katastrofe i den sammenhæng. Indtrykkene på interrail sætter sig for livet.
Jeg vil æde min hat på, at medlemmer af DF eller dem, der stemmer DF ikke er dem ,der har været på interrail, hvis uden for landets eller sognets grænser i det hele taget.
Intet ondt om dem ellers, men udsyn har de ikke fået.
Var i Murmansk i 1958. blev modtaget langt ude til søs af maskinpistolbevæbnede vagter. Vores opvækst var præget af historier om, at de i Sovjetunionen nærmest spiste små børn og meget skrækkeligt, er der da også begået under hammer og segl.
I sømandsklubben mødte vi unge mennesker, som os selv, ja selv den kommunistiske danske avis, Land og Folk var på plads.
I Leningrad vandt jeg en dansekonkurrence i sømandsklubben med en russisk pige.
Vi blev der inviteret op for at se operatørrummet med filmfremviseren, men var hunderædde for, at det var et forsøg på at kidnappe os. det var det ikke.
Det er vigtigt at den enkelte dansker møder den enkelte udlænding og interesserer sig for personen og ser lidt bort fra religion og andre særheder, send børnene afsted for en bedre verden.

Niels Christensen

Malik, har ret et stykke af vejen. Men Malik glemmer eks. i forhold til jøderne, at de var en marginaliseret gruppe, da de kom til England.
Englands store indtag af Pakistanere, Bangladeshianere, indere (såvel muslimer, som hinduer) adskiller sig ved at de kommer fra lande som eksisterer, og at der er en levende kontakt tilbage til de lande.
Samtidig har dele af emigranterne tilknytning til en politisk ideologi, Islam, der har erklæret sig som en fjende af det land de er immigreret til. En politisk ideologi der på mange måder definerer sig som modstander af de traditioner, der har været grundstenen for England i århundreder.
Det ved Malik godt. Han er selv en indædt modstander af muslimsk snæversyn og censur.

@Torben Knudsen, ja det var ikke altid let at være københavner i Jylland i 50'erne/60'erne , ligesåmeget som vi glædede os til de kom, så var i godt nok anderledes.