Læsetid: 7 min.

Generalerne udkæmpede fortidens krige

1914 er år nul i en lang krisepræget periode for Europa, som først sluttede med Berlin-murens fald, siger forfatteren Adam Hochschild. I sin bog ’Aldrig mere krig’ vurderer han, at Første Verdenskrig måske kunne have været undgået, hvis folk havde frygtet krigen så intenst, som vi siden lærte at frygte atombomben
Hilsen fra fronten. »Et originalfoto fra slagmarken – Fra vore soldaters hverdag. En pause i skyttegraven.« Sådan lyder teksten på dette udaterede tyske propagandapostkort fra krigen, som endte med koste 10 millioner mennesker livet. Foto: Scanpix

Hilsen fra fronten. »Et originalfoto fra slagmarken – Fra vore soldaters hverdag. En pause i skyttegraven.« Sådan lyder teksten på dette udaterede tyske propagandapostkort fra krigen, som endte med koste 10 millioner mennesker livet. Foto: Scanpix

18. januar 2014

Aldrig mere krig er bogens danske titel. Den referer til det udsagn, man i 1918 tillagde præsident Wilson: At krigens altomfattende katastrofe, millioner af døde og kvæstede i skyttegravene og de enorme materielle tab betød, at menneskeheden ikke én gang til ville kaste sig ud i en væbnet storkonflikt, og at den første verdenskrig også ville blive den sidste. Pacifisterne havde dermed fået ret: Moderne krig var en umulighed. Samtidig skulle ansvaret placeres: Hvem bar skylden for, at det kom så vidt. Et spørgsmål, som har beskæftiget historikere siden, og som fik varig næring fra værker af amerikaneren Barbara Tuchmans klassikere The Proud Tower (1966) og Guns of August (1962), tyskeren Fritz Fischers Griff nach der Weltmacht (1961) og nu fra den amerikanske journalist og forfatter Adam Hochschilds: To End All Wars – A Story of Loyalty and Rebellion 1914-18.

— Hvem var så de skyldige?

»Mit hovedfokus er jo ganske vist koncentreret om England og konflikten mellem folk, der mente, at krigen var et ædelt korstog, og de, der mente, at krigen var det glade vanvid, og nægtede at slås. Men angående skyld, mener jeg, man må skelne mellem flere forskellige slags. Den igangsættende aggressor er der ingen tvivl om var Tyskland og Østrig-Ungarn. Østrigerne affyrede det første skud, og Tyskland invaderede Belgien og Frankrig. Så på det niveau ligger det ret klart. Men så er der en anden slags skyld delt af alle som følge af de militære strukturer og måden, hvorpå man mobiliserede. Når man først begyndte, var krig næsten uundgåelig. Og så den tredje slags skyld, som hviler på generalerne, der på begge sider sendte deres soldater ud i håbløsheden. Selv hvis man ser bort fra spørgsmålet om, hvorvidt denne krig var værd at udkæmpe, så mener jeg, at når en general beordrer sine mænd lige ind i maskingeværilden, ja så er det en anden slags skyld. Og begge parter var lige gode om det. På den tyske side sendte generalerne i begyndelsen unge mænd mod britiske maskingeværer uden hjelm, kun med studenterhue. Det er den tredje form for skyld.«

Heste og pigtråd

— Men skylden kan vel spores længere tilbage i tiden. Den militære ledelse var inkompetent, men nogen havde vel ansvar for, at idiotien blev så fremherskende?

»Jeg ved ikke om man her kan bruge ordet skyld. Men det var bestemt medvirkende til krigen og dens forløb, at folk på begge sider blev belønnet med forfremmelser for at have de rette forbindelser ved hoffet og den rette baggrund. Og ikke at forglemme stammede generalernes erfaringer fra kolonikrigene. Det er meget vigtigt, noget historieskrivningen ikke har været så opmærksom på. Så at sige alle generaler fik deres krigserfaringer i Afrika, Indien, Asien og Kina, hvor de var på den side, der havde repeterrifler og maskingeværer, det mest moderne arsenal, over for folk med primitive våben. De forestillede sig at det samme ville være tilfældet i denne krig.«

— Mildt sagt ejendommeligt, da englænderne jo stod over for tyskerne, den mest industrialiserede nation i verden …

»Ja, og tyskerne måtte jo vide det samme: At englænderne havde maskingeværer og pigtråd. Pigtråd havde ma kendt i fire årtier. Men de indregnede det af en eller anden grund ikke og tænkte stadig som kavaleriofficerer. Tyskerne havde 40.000 kavaleriheste med til Frankrig – i pigtrådens og maskingeværets tidsalder. Det var jo absurd. Man skulle så tro, at det politiske niveau på den baggrund ville korrigere det militære, men Lloyd George, den britiske premierminister, der ville af med den uduelige general Haig, kunne ikke, generalen var for stærk. Haig havde denne formidable position med nære forbindelser til hoffet og ’spioner’ i det politiske system og var urørlig. Ludendorff og Hindenburg på tysk side etablerede så at sige et militærdiktatur. Det var ufatteligt svært for de civile politikere at blande sig for alvor. Det er vigtige sider af Første Verdenskrigs politiske strukturer.

Intet forsvar

— Hvem må man anse som krigskatastrofens afgørende person, eller var det et helt miljø?

»De havde i militæret alle samme ideer. De opererede med angrebets mystik. I hele den militære planlægning på begge sider var der aldrig nogen plan for strategisk tilbagetog. Det er man nødt til i krig: At vige kan være god strategi. Men tilbagetog, blot at planlæge det, opfattedes som æreløst fornærmende, Der var heller ingen planer for forsvar. Da generalerne endelig indså, at man var nødt til at grave skyttegrave, havde soldaterne ikke skovle nok og gravede nogle steder med konfiskerede høtyve. Ingen havde gennemtænkt det. Generalerne opfattede fortsat stormangrebet som mystisk og mytisk: Koncentrerer vi kraften på ét sted, får vi gennembruddet. Englænderne prøvede det ved Somme og Paeschendaele, franskmændene utallige gange med katastrofale følger. Faktisk udviklede tyskerne en ny strategi i 1918 med differentieret angreb i grupper og ikke disse horder mod maskingeværer. Tyskerne brød igennem, men var da på sammenbruddets rand, og det var for sent. Det er svært at begribe, at de ikke fandt på sådan noget lidt før, hvilket hænger sammen med de militære traditioner som styrede Første Verdenskrig – tilvante forestillinger og frem for alt lydighed fra oven og ned. Visse ting rakte langt tilbage: Hesten, kavaleriet, som havde været centralt i krigsførelsen i 2.000 år. Det var ikke noget, man bare opgav, end ikke når logik og ny erfaring viste, at tiden var ude for hestene. General Haig havde helt frem til 1918 kavaleridivisioner parat lige bag linjerne.

— Det kan undre, at disse generaler åbenbart ikke studerede krigshistorien særligt grundigt. De måtte da vide fra eksempelvis den amerikanske borgerkrig, at fodfolk over bar mark mod kanoner ikke var sagen …

»Men de var jo kavalerister. De henviste til rytteriets succes i kolonikrigene. Eksempelvis i Boerkrigen, hvor kavaleriet stadig duede, fordi boerne ikke forstod eller glemte at bruge pigtråd. Så her fik kavaleriet stor succes. Igen var kolonikrigene udgangspunkt for generalerne. De kæmpede de forrige krige.«

Det store spørgsmål

— Man må vel også sige, at krigen var uventet. Europa var fredeliggjort, mente man. Nærmest som i dag …

»Ja, der var udbredt handel mellem landene: mellem England og Tyskland, mellem Tyskland og Frankrig, etc; og livlig indbyrdes turisme; studenter rejste rundt til universiteterne i de andre lande, det ene med det andet, og kongehusene var i familie med hinanden. Man var overbevist om, at de gode relationer ville holde i al evighed. Jeg tror dog uanset historisk periode, så rummer alle lande lidt af hvert. Ingen nation i 1914 gjorde krav på territorium i et andet land. Franskmænd følte sig selvfølgelig krænkede over, at Tyskland havde sat sig på Alsace-Lorraine; og en del russere – især militæret – var rasende over det ydmygende nederlag til Japan og ivrige efter at vise, at de kunne slås, og at Rusland stod på linje med Frankrig og England. Og i Tyskland var der understrømme af antislaviske følelser; enten var Rusland eller Tyskland herre i det østlige Europa. Alle disse følelser lå rigtigt nok under overfladen, og som krigen udviklede sig, blev de ekstreme. Men jeg kan sagtens forestille mig, at det var gået i en anden retning.«

— Et dumt spørgsmål: Ville krigen være kommet, hvis man havde vidst, hvad den indebar?

»Dumt og dumt ... det er jo faktisk det store spørgsmål. Jeg vil gerne tro, at hvis folk virkelig havde kendt konsekvenserne, var det ikke sket. Et eksempel, man kan henvise til, er på en måde atombomben. Den blev anvendt første og sidste gang i 1945. Trods ikke så lidt dumhed på begge sider i Den Kolde Krig var amerikanerne og russerne med alle deres øvrige indbyrdes problemer klar over, at atomkrig ville blive verdens undergang. Det er selvfølgelig pudsigt at henvise til et vellykket fænomen på baggrund af noget, der ikke er sket, men det faktum, at vi ikke fik atomkrigen, er en succeshistorie. Sådan tror jeg, man kan besvare spørgsmålet.«

— Hvordan vil fremtidens generationer opfatte 1914-18. Som 1914-45 eller 1914-89 altså som én krise?

»Anden Verdenskrig med Holocaust og det hele var ikke var kommet uden Første Verdenskrig. Og Anden Verdenskrig betød sovjetisk dominans over Østeuropa med Muren, som altså først faldt i 1989. Så ja, jeg ser 1914-89 som én periode, hvor Første Verdenskrig ikke kunne have forhindret 1939-45, men blot var optakt til den længere krise. Uanset at de sidste 40 år så ikke var så blodige som de første. 1914 er år nul, mordet i Sarajevo et ægte vendepunkt efter næsten 100 års næsten fred. Og jeg tror, at verden har forandret sig. Jeg er varm tilhænger af den europæiske union trods alle problemer. En imponerende europæisk bedrift, tænk uden bom og vagt at passere grænsen mellem Tyskland og Frankrig! De farer, der nu truer, er anderledes, Man behøver ikke frygte krig mellem europæiske magter. Snarere at en eller anden skør terrorist – ikke nødvendigvis islamisk – med en atombombe i rygsækken laver ulykker. Og så selvfølgelig klimaforandringerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Andersen

Aldrig mere krig, krigene har flyttet sig væk fra Europa og USA, ellers trives krigene sig jo fint, hvis man ser Israel og Palæstina konflikten som en del af Anden Verdenskrig, har jeg svært ved at finde plads til Freden.

jan henrik wegener

At de 100 - eller 99 - år før 1914 var en af de relativt mest fredelige perioder i de sidste 3000 år af Europas historie (mere end hele den periode hvortil vi har skriftligt materiale) virker ikke urimeligt. Måske er den i den henseende kun overgået af perioden siden 1945, hvor det med nogle undtagelser har været krigstrusler, der er vedblevet med at være netop blot en fare eller trussel. Men undtagelser, som krigene i det forhenværendeJugoslavien i den sidste periode, samt f.eks. *Balkankrigene, de tre tyske samlingskrige 1864(Danmark)-1866(Østrig), 1871(Franmkrig), Danmarks treårskrig, Krimkrigen, kampen for Italien, skal vel ikke helt udelades. Dertil europæiske kolonikrige. En mulig destabiliserende faktor dengang kan have været mangel på en stærk "overmagt", som vi har eller har haft senere i USA. Det er måske ikke den mest populære antagelse, bl.a. grundet spørgsmålet hvad der giver USA "ret" til at optræde som sådan og hvad man i øvrigt kan sige af slemme ting om en sådan relativ dominans.

Tilsyneladende er bogen "Aldrig mere krig" - som de fleste krigsbøger - det apokalyptiske sidste akt af en politisk imperialistisk klassekamp.

Lenin skriver om situationen inden Den store krig:

Imperialismen, karakteriseres ved monopolernes - syndikaternes, trusternes, de kapitalistiske millionærsammenslutningers - herredømme. Kolossale kapitaler ophobedes 'hos en lille flok monopolister. Kapitalen, der ikke lod sig nøje med at udbytte det indre marked, strømmede ud i kolonierne, ud i de økonomisk svagt udviklede lande. I begyndelsen af det 20. århundrede var hele jordkloden delt op mellem nogle store kapitalistiske stater. At oprettelse af mægtige monopolistiske sammenslutninger af kapitalister og disse sammenslutningers kamp for en økonomisk nyopdeling af den i territorial henseende allerede opdelte verden uundgåeligt måtte føre til krig.

Situationen er meget lig situationen i dag... og endvidere:

Lenin og bolsjevikerne gik mod strømmen. Bolsjevikernes parti med Lenin i spidsen opfordrede som de eneste i arbejderbevægelsen til kamp mod krigen, til forvandling af den imperialistiske krig til en borgerkrig, en krig mod ens egen regering, mod ens eget bourgeoisi og ens egne godsejere.

Anden Internationale og socialdemokraterne i Europa svigtede på det skameligste og stemte sammen overklassen for krigsbevillinger og lod arbejderne marchere direkte i krig. Hvilket jo efter 30-40 millioner meningsløse drab på soldater og civile gav Lenin og bolsjevikerne et uimodståeligt momentum i kampen om, at lede revolutionen for Fred Jord Arbejde og Brød.

Det jeg finder mest interessant er koblingen de mellem mangelen på militære evner overfor vigtigheden af kontakter de rigtige steder.

- En bekræftelse på noget meget velkendt; " de snu salonfæhige fjolser klarer sig bedre den de dygtige"!

Den uduelige general Douglas Haig kaldet “Butcher of Somme" var på grund af sin forkærlighed for fremrykning i formation over en bred front i dagslys med hævede bajonetter skyld i at 2 mio. mænd under hans kommando blev slagtet.

"Some called him "Butcher Haig" for the two million British casualties under his command, and regard him as representing the very concept of class-based incompetent commanders, stating that he was unable to grasp modern tactics and technologies." Wiki

Haigs dødsdag d 29 January 1928 blev udråbt til national sørgedag. For ligesom helt at træde de engelske arbejdere i fjæset.

Min far blev uddannet som kavaleriofficer i Danmark efter Den Anden Verdenskrig, hvor efter han blev videreuddannet til kampvognskommandant. Også Anden Verdenskrig blev specielt i starten trukket af millioner af heste, der var nemmere at få fat på og fodre end de benzindrevne. Heste er derfor en meget forståelig, men ret dårlig faktor at bruge til at forklare den langsomme forståelse af de ændrede krigsformer med.

Ideen om de "næsten 100 års næsten fred" før 1918 kræver en tilsvarende dårlig og voldsomt eurocentrisk målestok. Fx tror jeg ikke befolkningen i Belgisk Congo opfattede kolonistyret som specielt fredeligt, da det på få frem til år 1900 dræbte op mod 15 millioner i en kamp for gummi og diamanter. Og dette er bare et enkelt eksempel - for kloden rundt blev urbefolkninger udryddet og udplyndret fra Europa. Et i voldsom grad ufredeligt århundrede blev afløst af at volden rykkede hjem - og som det dog korrekt beskrives mest med erfaring i at nedslagte en underlegen fjende.