Læsetid: 8 min.

Hævn og vold i Guds navn

Har den religiøse vold sit udspring i de religiøse tekster? Det mener den tyske kulturtænker Jan Assman, der analyserer ’semantisk dynamit’ frem i de monoteistiske religioners hellige bøger. Moderne samfund døjer stadig med forestillingen om en jaloux og nidkær Gud, i hvis navn det er rigtigt at dræbe
Inspiration. Overlevende fra koncentrationslejren i Auschwitz i 1945. Den tyske kulturtænker Jan Assman har i de senere år skabt debat ved at påstå en sammenhæng mellem Holocaust og bibelske skildringer af, ’hvordan mennesker tilintetgøres, ødelægges og udryddes’.

Inspiration. Overlevende fra koncentrationslejren i Auschwitz i 1945. Den tyske kulturtænker Jan Assman har i de senere år skabt debat ved at påstå en sammenhæng mellem Holocaust og bibelske skildringer af, ’hvordan mennesker tilintetgøres, ødelægges og udryddes’.

V. Yudin

4. januar 2014

Både i den hebraiske bibel, Tanakh, og i Det Gamle Testamente – de er ikke helt identiske – støder vi på uacceptable passager. Om hævn og vold begået i Guds navn, om nådesløse forbryderiske handlinger, brutale massemord og hensynsløse folkeudryddelser. Dog findes intet belæg for, at de omtalte begivenheder har fundet sted. Ej heller har nogen af de to religioner, der betragter Det Gamle Testamentes bøger som kanoniske – jødedommen og kristendommen – gjort de anstødelige skriftsteder til eksemplariske elementer i deres respektive traditioner og praksis. Ikke desto mindre findes de grusomme voldspassager nu engang i teksten, og således er de uadskilleligt indføjede i den kanoniske fortællestruktur. Dermed er de også dybt indskrevet i den jødisk-kristne kultursfæres kollektive hukommelse.

Og hvilke konsekvenser har det så fået, kan man spørge. Særdeles skæbnesvangre, hævder den tyske egyptolog Jan Assman i en lille publikation med titlen Monoteisme og voldens sprog.

Den internationalt ansete Assmans tese er, at disse begivenheder i Bibelen – om de nu virkelig skete eller ej – markerer et dødbringende skel i menneskehedens historie, fordi vi her for første gang står over for en vold, som »er motiveret ud fra fordringer i en monoteismes eksklusive sandhed«.

Den bibelske begivenhed, som for Assman bliver til symbol på dette skel, er Moses’ forkyndelse af Moseloven i Sinai og den brutale vold, som herefter følger. Assman udvikler i den forbindelse begrebet om ’det mosaiske skel’ (som også er titlen på en tidligere bog af ham fra 2003, Die Mosaische Unterscheidung). Her stadfæstes i en kanonisk tekst selve den monoteistiske idé om én Gud, samtidig med at voldsudøvelse i denne ene Guds navn sanktioneres.

Før det mosaiske skel fandtes der polyteisme med alt, hvad dette indebærer af religiøs relativisme og pluralisme. Efter skellet findes der ’revolutionær monoteisme’ med tilhørende religiøs intolerance og hensynsløshed. Assmans hypotese er, at den moderne religiøse vold opstod i det mosaiske skels sondring mellem sandt og falsk.

»I betragtning af den måde, verden ser ud på i dag, kan vi ikke tillade os at se bort fra, at der må findes en sammenhæng mellem monoteismens eksklusive sandhedsbegreb og voldens sprog.«

Til støtte for den hypotese anfører Assman en række bibelske voldsskildringer begyndende med den massakre, som Moses beordrer begået mod dem, som har valgt at danse omkring guldkalven i stedet for at overholde pagten med Herren. Ifølge Assman er det netop denne adskillelse mellem troende og frafaldne – og om nødvendigt også adskillelse mellem »brødre, venner og naboer« – som for første gang formulerer kravet til mennesket om, at det skal sætte båndet til Gud over båndene til andre mennesker. Og som dermed baner vej for en religiøs vold befriet fra alle mellemmenneskelige hensyn.

Assman går ligefrem så vidt, at han i »disse næsten sadistiske skildringer af, hvordan mennesker, tilintetgøres, ødelægges og udryddes«, ser et forvarsel om Auschwitz. Dette er i den efterfølgende debat blevet tolket som en antydning af, at jøderne selv skulle have inspireret til deres egen forfølgelse og udslettelse.

»Var det jøderne, som selv undfangede ideen om Auschwitz?« spørger den tyske teologiprofessor Rolf Schieder i en skarp pamflet mod Assmans ’monoteisme-tese’.

Selv om Assman indigneret har afvist sådanne udlægninger (med deres underforståede beskyldninger om antisemitisme), har han også holdt fast i sin grundlæggende tese: Den voldelige retorik, som i den hebraiske bibel ledsager håndhævelsen af pagten med ’den ene Gud’, har etableret en monoteismens ’kulturelle semantik’, som når som helst kan vækkes til live og omsættes i historisk virkelighed. Forestillingen om en jaloux og nidkær Gud, i hvis navn det er rigtigt at dræbe, er på ingen måde et overvundet fænomen i monoteismens historie, skriver Assman, men udgør stadig »kernen i det monoteistiske Gudsbillede«.

Dynamit i den hebraiske bibel

På hvilket empirisk grundlag Assman vil fundere disse påstande, er mildt sagt uklart. Teologi er ikke hans forskningsområde, og han har store problemer med at fremdiagnosticere det fælles monoteistiske Gudsbillede, han forventer at finde, og som i sin kerne skal være en jaloux og nidkær Gud. Assman indrømmer ganske vist, at de monoteistiske religioner også har inspireret til helt andre billeder af Gud og ideer om fred og forsoning, men disse positive egenskaber vil han ikke anse for at være del af deres kerne. Kernen er den ’semantiske dynamit’, som for tid og evighed er indpodet i den hebraiske bibel.

Vi kan ikke forstå den religiøse vold i dag, hvis vi ikke prøver at »forklare Vestens mosaiske grundvalg«, skriver Assman. Med sin forklaring på Vestens mosaiske grundvalg håber Assman i sidste ende at kunne bidrage til at udvirke intet mindre end et kulturelt spring i den vestlige historie. ’Kulturspring’ er et nøglebegreb i Assmans teoriverden. Hvor naturen forandrer sig gradvist, forandrer kulturen sig i spring. Og det kulturspring, som Assman her udtrykkeligt ønsker at bane vejen for, er springet fra monoteisme til ’kosmoteisme’.

På dette stade står det nu klart, at Assmans ærinde rækker langt ud over det akademiske. Hvad der byder ham inderligt imod, er den religiøse volds genkomst i vor tid, og hvad han mener at være på sporene af, er den semantiske kilde til lige netop denne vold.

Hvordan det ønskede skifte skal realiseres i praksis, forbliver dog uklart. Vil de onde semantiske rødder visne af sig selv ved mødet med den assmanske oplysnings sol? Eller skal de eksplosive passager slettes fra nye oplag af Bibelen? Skal Bibelen ’afkanoniseres’ som helligskrift? Eller skal de monoteistiske religioner overtales til at tage plads på psykoanalytikerens divan og fortsætte terapien, indtil de forstår deres egen skjulte kerne?

Uanset disse verdensforbedrende hensigter står det spørgsmål tilbage, om Assmans udlægning af monoteismen holder for en nærmere prøvelse. Har den religiøse vold i vores tid virkelig sine retoriske rødder i det mosaiske skels indstiftelse på Sinai? Har de monoteistiske religioner virkelig et indbygget potentiale for vold, der adskiller dem fra andre religioner?

Antijødisk potentiale

»Hvordan kan nogen overhovedet tænke på at forbinde en tekst fra det femte århundred f.Kr. med Auschwitz,« spørger førnævnte Rolf Schieder.

Hvordan kan nogen se bort fra den historisk dybest rækkende udlægning af Exodus-myten: befrielsen fra slaveriet? Eller fra den betydning, ideen om én universel Gud har haft for fremkomsten af ideer om universel fred og menneskelig lighed? Assmans tese om den religiøse volds ’mosaiske’ rødder er ikke bare falsk og tilbagevist, skriver Schieder. Den er også farlig, fordi den foregøgler os udsigten til, at der kan findes en enkel og klar vej ud af den religiøse volds problemer igennem et opgør med Moses og den hebraiske bibel. Det er ikke helt så søgt, som det kan lyde, når Schieder afdækker et antijødiske potentiale i en sådan tese.

Det er også helt på sin plads, når teologiprofessor Ola Sigurdson i sit indledende essay til den svenske udgave gør den indlysende iagttagelse, at monoteismens rolle i kulturhistorien »er langt mere kompleks, end Assman nogle gange ønsker at give det udseende af«.

I januar 2013 tog Assman så omsider til genmæle (på den tyske kulturportal Perlentaucher) og hævdede, at hans kritikere havde misforstået ham totalt. Jeg kan dog ikke se, at han dermed har været i stand til at opklare misforståelserne og uklarhederne. Jan Assmans fortsat alt for unuancerede antagelse er fremdeles, at monoteismens kanoniske tekster med deres krav på at være eksklusivt og ubetinget sande er og bliver semantisk dynamit.

Nu er der ikke ligefrem mangel på eksempler i historien på, at det fint har kunnet lade sig gøre at udøve fundamentalistisk vold helt uden om den mindste henvisning til de bibelske tekster – og ikke sjældent endda i aktioner mod ’monoteismens’ påstået forkrøblende indflydelse på menneskets livsudfoldelse. Nazismen kan jo i dette perspektiv opfattes som en slags ’polyteisme’ baseret en quasireligiøs tilbedelse af fører, race og folk.

Tilbage står spørgsmålet, hvorfor en så spekulativ og dårligt begrundet tese som Assmans har fået så megen opmærksomhed og er blevet mødt med så forholdsvis stor respekt. En grund, tror jeg, er Assman prominente position i den akademiske verden og det store gennembrud, han fik med sin tidligere teori (udviklet sammen med Aleida Assman) om, hvordan den kulturelle hukommelse viderekommunikeres og forandrer sig.

Mange har derfor forsøgt at forstå hans monoteismetese i lyset af Assman tidligere værker som et historisk casestudie i en kulturel hukommelseskommunikation. De har dermed vendt det blinde øje til den ideologiske for ikke at sige religiøse karakter, som besjæler hans seneste projekt: At demonstrere gennem en bogstavelig nærlæsning af bibelske tekster, at det haster med at gennemføre en radikal omvæltning »i vores kulturelle selvforståelse og kulturelle hukommelse«.

Lyder som islamofobisk populisme

Den fundamentalistiske volds spektakulære comeback i vor tid – ikke mindst i dens skikkelse af islamistisk jihadisme – har naturligvis atter rejst spørgsmålet om forholdet mellem religion og vold, og igen er det blevet naturligt at søge voldens kilde i de religiøse tekster, især når volden udtrykkeligt påkalder sig sådanne tekster som legitimation. Jan Assman skriver ikke ligeud, at det i dag er islam, der inkarnerer og håndhæver det mosaiske skels forbandelse – monoteisme forbliver i hans teori en ikke-specifik abstraktion – men det behøver han næppe heller. Forestillingen om netop islam som iboende voldelig religion er allerede godt repræsenteret, og meget eksplicit udtalt i det samfund, so Jan Assman henvender sig til.

Kernen i hans monoteismetese viser sig ikke overraskende også at være kernen i den islamofobiske populismes ’islamkritik’: Den religiøse tekst styrer det religiøse menneske. Koranens tekster er moderne semantisk dynamit, og muslimer er vores tid dynamitarder (personer, der forøver attentater ved hjælp af dynamit, red.)

Men i den empiriske forskning er der meget lidt dokumentation for, at den menneskelige tilbøjelighed til fundamentalistisk tænkning og handling skulle være betinget af en bestemt religion eller for den sags skyld af religion i almindelighed. Fundamentalistisk vold har historisk haft mange kilder og antaget mange former. Det er stadig tilfældet. En dag vil nogen måske endda få den tanke, at det med en målrettet voldskampagne eller to kan lade sig gøre at udløse det kulturelle spring fra den monoteistiske volds evindelige modbydeligheder og over i den evige freds kosmoteistiske paradis.

Hvor han eller hun så ellers vil få en sådan idé fra.

 

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Jan Asmanns ’Monoteisme og voldens sprog’ udkom i 2006 på tysk og er nu blevet oversat til svensk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Helge Rasmussen
  • Kristian Løwenstein
  • Britta Hansen
  • Niels-Simon Larsen
Trond Meiring, Helge Rasmussen, Kristian Løwenstein, Britta Hansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Hvis ikke man havde kunnet begå vold i religionens navn, havde der jo slet ikke været brug for den.

Lars Kristensen

Al ideologi skaber død og ødelæggelse, om så de er politiske, religiøse, økonomiske eller militære. Alle er de krigeriske i deres tekster og derfor potentielle voldelige med død og ødelæggelse.

Det er i hvert fald interessant, at den katolske tro "rev sig løs" fra den ortodokse, formentlig for at præster kunne opnå en magtposition i Romerriget, hvor magtpositionen ellers var "låste" helt fast. Og eftertiden har jo vist, at det lykkedes ganske godt.

Til formålet opfandt de katolske "skærsilden" som en trussel. Samt at helligånden, ikke som i den ortodokse kirke opstod mellem menighed og himlen, men i den katolske tro skulle have en bønneleder som mellemmand. Og på den måde gjorde præsteskabet sig ganske uundværlige for samfundet, hvilket de har været siden.

Ud over dette, er det også interessant, at da de ortodokse kritiserede de katolske for deres religiøse "opfindelser", blev de katolske vrede, og overfaldt de ortodokse områder for at udslette dem. Og derefter gik de fleste (katolske) korstog ikke mod de vantro i det "hellige land", men var rettet direkte mod Konstatinobel og hele det Øst-romerske ortodokse rige.

Dette er i hvert fald et eksempel på, at religionen ikke er neutral, og at religion er en magtposition, man kæmper blodige kampe for at fastholde. Og det har vi jo også set i nyere tid, hvor kirken tog fascisterne parti i Europa, Asien og Latinamerika, - udelukkende fordi de mente, at fascisterne ville vinde.

Per Torbensen, Hanne Ribens, Niels-Simon Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Religiøst betinget vold er en kendsgerning.
Det kan ikke bortforklares med at vold også kan udspringe fra andet hold.

De gamle skrifter er fulde af voldsbeskrivelser, uden tvivl.
At langt de fleste religiøse mennesker ikke kunne drømme om at udøve vold i religionens bortforklarer ikke at en del er parate til det.

Kernen i de monoteistiske religioner er uomtvisteligt, at kun egen gud er den eneste ene.
Det i sig selv kan give religiøse sjæle blod på tanden.

Jens Falkesgaard, Hanne Ribens, Mihail Larsen, Brian Pietersen og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Brian Pietersen

Lars Kristensen

du skriver tit om vi skal have hvert sit stykke jord osv...

Er der ikke en slags ideologi tilstede for at dette kan lade sig gøre....der må være nogle kerne- og sekundære begreber for at det vil kunne lade sig gøre??

eller i det mindste vil det være en underafdeling af en samfundstruktur, hvor de fleste vel er ideologier..eller ??

Helge Rasmussen

Femte Mosebog Kapitel 13 vers 7-17

v7 Hvis din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven i hemmelighed prøver at lokke dig og sige: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som hverken du eller dine fædre har kendt, v8 men som dyrkes af de folk, som bor rundt omkring jer, enten nærved eller langt borte, over hele jorden, v9 da skal du ikke give efter for ham og ikke lytte til ham. Vis ham ingen barmhjertighed, og skån ham ikke, dæk ikke over ham, v10 men slå ham ihjel! Du skal være den første, der løfter hånden mod ham, når han skal dræbes; derefter skal resten af folket løfte hånden. v11 Du skal stene ham til døde, for han har forsøgt at lede dig bort fra Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. v12 Hele Israel skal høre om det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig.

v13 Hvis du hører, at der i en af dine byer, som Herren din Gud giver dig at bo i, v14 har været ondsindede mennesker fra dit eget folk på færde, der har bragt indbyggerne i deres by på afveje og sagt: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som I ikke før har kendt, v15 da skal du undersøge og efterforske det grundigt og forhøre dig om det. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted hos dig, v16 skal du hugge indbyggerne i den by ned med sværd; med sværdet skal du lægge band på den og på alt, hvad der er i den, også på dyrene. v17 Og alt byttet fra byen skal du samle på torvet, og så skal du brænde byen sammen med alt byttet som et heloffer til Herren din Gud; den skal være en evig ruinhøj og må ikke genopbygges.

Britta Hansen, Bob Jensen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Og kigger man i Koranen, så er mere af det "bullshit".

Ord fra en svunden tid som alle burde tage entydigt afstand fra.

hmmm---

Det er altså en myte at de såkaldt polyteistiske religioner skulle havet være fredelige og tolerante overfor andre religioner; det er de altså ikke! og var det ej heller...

Mange synes det er år så interessant med mayerne, aztekerne, kelterne (incl. vikingerne) og såmænd de græsk-romerske religioner. Og ophøjer disse religioner nærmest til fredelige, religioner som kristendommen og jødedommen fortrængte mv.
Og ja, det gjorde de, men hvorfor?

Mon ikke det, i hvert fald i romer-riget, havde noget at gøre med, at kvinderne ikke brød sig om at pigebørn skulle sættes ud til ulvene? Og man glemmer altså helt at de allerfleste natur-religioner (f.eks. i visse dele af Afrika mv) kræves der ofre til forfædrene for at disse kan give held og lykke i de kommende år. Og man glemmer også ofte at i meget, meget gamle dage var disse ofre både dyr og mennesker! Ja, selv vikingerne ofrede mennesker til guderne (ved man nu....!) Nyt syn på gamle udgravninger af f.eks. blotsteder/offersteder mener det er sådan! Og når en stormand døde, ja så skulle en af hans trælle/slaver, en kvinde, da lige dø også - efter først at have deltaget i et orgie, hvor hun gik på omgang mellem alle stormandens venner!
Og det er disse religioner som nogen i det her land stadig hylder som tolerante og fredelige overfor andre religioner...Nej, det var og er de altså ikke. Guderne krævede ofre...både dyr og mennesker.....

En radikal og anderledes læsning af dengang Gud befaler Abraham at ofre sin søn, Isak, til ham er denne: Gud sætter nu en stopper for menneskeofringer til ham! (Hende, om man vil). Også Aztekerne og Mayerne ofrede mennesker til guderne, især ved religiøse og andre ceremonielle lejligheder. Så meget for ideen eller tesen om at monoteismen er roden til volden mod andre; fanger blev jo ofte ofret til guderne i de her lande samt i de lande, hvor kelterne (vikingerne også) herskede. Og i det gamle Ægypten der sloges man også mod sine fjender; her huggede man hænderne af dem, de døde fjender altså, for at give dem til pharoah som bevis på hans storslåede sejr over fjenderne hans. Og Ægypten i gamle dage havde altså en hel række af guder....og var således polyteistisk...

Og må jeg ikke erindre om, at de kristne var imod slaveri, ligesom de var imod at udsætte pigebørn udi den romerske eller nordiske natur! Kigger vi mpå vor egen historie må de stå lysende klart, at vikingetiden aldeles ikke var den gyldne tid for DK, som nationalromantikerne forsøgte at bilde os ind i 1800tallets midte! Folk lyver, snyder og bedrager, ja de gør så; de sætter pigebørn udi naturen for at de skal dø; stormændene og høvdingene bestemte stort set alt; man havde trælle/slaver, som man kunne gøre med, hvad man ville! Og det gjorde man så! Og kvinder havde ofte kun en mulighed for beskyttelse i dette samfund - at blive godt gift/afsat til en stormand/høvding med magt og indflydelse...

Brian Pietersen

Karsten Aaen

Du har ret, der er ingen gode religioner.

Jeg synes heller ikke om den nordiske mythologi, andet af historisk interesse og fordi den udspillede sig for vores fødder og måske forfædre.... :-)

Det forunderlige er, at man stadig slås ideologisk om fordelingsnøglen. Derved kommer spekulation i fødevarer m.m. så selvom det er svært at komme uden om ideologi, så er tesen om de 10 plager - nok ikke helt forkert antaget.

Karsten Aaen:

Du har ret i at de klassisk antikke religioner ikke var fredelige (jeg er nu heller aldrig stødt på nogen der har påstået det), men de var i høj grad tolerante, sammenlignet med de fleste andre religioner. Det er simpelthen polyteismens natur.

Mihail Larsen

Bud nr. 1:
Du må ikke have andre guder end mig.

Er det ikke en recept på totalitarisme?

Brian Pietersen, Britta Hansen, Carsten Hansen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

Om det ateistiske 'bud 1' er en recept på totalitarisme ?
Ateistiske systemer har været notorisk totalitære, så man kan sige at det snerper derhenad.
Men samtidig har religionskrige nu heller ikke et godt ry for at gavne 'mennesket' i dets daglige dont. Det har tidligt stået klart. Jeg håber ikke nogen tror det er nyt, det artiklen her fremlægger ?
Så at monoteisme er bedst for mennesket - blev overleveret, og dermed var humanismen født.
Sådan meget kort sagt... :-)

rosenberg har det med at prøve på at tvære assman ned synes det mig. Hvorfor ikke være åbensindet og indrømme, at der er en sammenhæng, også selv om der er flere faktorer der spiller ind, osse selv om assman ikke nødvendigvis tilbyder nogen løsning, eller nogen farbar vej ud af moradset? Hvad ellers? sige at der helt bestemt ingen sammenhæng er? ville det ikke være meget mere snævertsynet?
Og når der er en sammenhæng, så synes det mig vi altid kan bruge det til at forstå, og at befri os selv fra i hvert fald noget af den indflydelse den religøst betingede vold har.

Brian Pietersen, Hanne Ribens, Niels-Simon Larsen, Torsten Brinch og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar

All Channels Open. Niels-Simon.
Lidt radikal er man vel altid..
Ateisme er, bredest set jo, en kvantitativ reduktion af antallet af sakrale systemer i et samfund, herunder disses eller dennes styring af menneskets vidensregistrering og brugen af samme.
Hvis årsagen til at du skriver det er at du studser over at jeg kalder det første bud for det 'ateistiske', så kan du roligt regne med at det er dets hensigt i sin kontekst.
Nej, jeg har ikke tænkt mig at gå materialismens vej, kongernes og købmændenes vej,j erkendelsesmæssigt på dette tidspunkt. Det ville også være absurd.
Eller tillægge mig noget tros-system.
Men ja, ateisme findes indenfor ekstrem protestantisme som fuldkommen afvisning af at guderi skulle agere fænomenologisk i menneskets verden
- enten fordi det ikke findes (hvilket er uvidenskabelig betragtning og ikke specielt fantastisk empiri)
- eller endnu værre fordi det er noget i ... uff ...mennesket.
Men jeg er en slags faglitteraturs-humanist. Det er ikke for mig nogen af delene.

Claus G. Jørgensen

@Odd Bjertnes

Jeg har lidt svært ved at forstå, at det skulle være uvidenskabeligt at påstå, at Gud ikke eksisterer. Når det ikke er muligt at finde en metode, hvorpå det er muligt at verificere, at Gud ikke eksisterer, er det heller ikke muligt at finde en metode, der kan påvise Guds eksistens. Vi ved ikke, hvad Gud er, og vi ved heller ikke, hvad Gud ikke er.

Dermed kan vi heller ikke udelukke, at hvis der dukker en eller noget op, der tilsyneladende har overnaturlige evner, og hævder vedkommende er Gud, at det kan være en taskenspiller med en bedre forståelse af naturens love. Det kræver ikke andet end, at vedkommende skal have læst en af de monoteistiske religioners skrifter og en god skuespillerpræstation.

Hermed er det også sagt, at selv hvis Gud dukkede op, ville der være god grund til at have en stor skepsis. Selv med det meget ringe kendskab jeg har til Biblen og for den sags skyld Koranen, ville jeg hævde, det være mest sandsynligt, at det var en totalitær gud. Hvis det altså var Gud. Og hvis det ikke var en totalitær Gud, ville jeg have svært ved at opfatte det/vedkommende som Gud, for hvorfor er indholdet af Biblen og Koranen så totalitært? Der ville være en meget at forklare.

Mange ville hævde, at det billede, jeg har af Gud, ikke er retvisende, da det ikke tager hensyn til den tradition de hellige skrifter læses i. Men denne tradition er så vidt forgrenet, at Gud kan gøre næsten hvad som helst, uden at der nogen finder handlingen som bekræftelse af Gud. Og i sidste ende hævder traditionerne, at Gud kan gøre hvad som helst, fordi det er Gud der gør det. Og dermed er vi tilbage, hvor vi startede. Det er vi også, når det gælder dem som hævder, at Gud ikke kan materialisere sig på nogen måde.

For min skyld kan folk tro hvad som helst. Jeg vil dog have friheden til at sige, Jorden er rund, hvis nogen hævder, den er flad. Jeg vil også kæmpe for at beholde et fornuftigt videnskabsbegreb, fordi jeg er glad for den computer, jeg sidder og skriver ved. Den videnskabelige metode har givet og giver landevindinger, der har gjort min tilværelse uendelig lettere. Den vil falde sammen, hvis vi accepterer, at det er en god videnskabelig teori at tro, der er en mulighed for der er en Gud under en eller anden form.

16 gange, Claus Jørgensen, er antallet af forekomster af ordet 'Gud' - med stort og i eental, i dine udmærkede overvejelser. Du er i hvert fald monoteist, og et eller andet må det vel betyde. Som eksisterer. Er debatværdigt. Gør en forskel.
Det drejer sig væsenligst om at hæve sig lidt over den trafik hvor vi oplever, at for blot 20 år siden himlede religionskritikere op over at verden skulle have eksistere fra evighed - nej den var 6 milliarder år gammel !
For blot at se i dag, at religionskritikere anklager 'troende' for at mene at verden er skabt fort 6000 år siden (helt ubegrundet antagelse om troende udenfor spagettimonstrets hjemland, det religionsprivatiserede Kansas USA)
- medens videnskaben er nået frem il alligevel, at verden har eksisteret 'altid og over det hele', og 'BigBang' er en lige så luftig virkelighed som jomfrufødsler.

Det er ikke god brug af videnskabelig tid at opstille celestiale teorier. Heller ikke at 'der er en mulighed for etc...'. men det er det derimod at forstå, hvorfor det er i menneskets interesse at det politiske og økonomiske magtparnas ikke er 'øverst i hierakiet'. Det har socialkonstruktivister af den mere fremadlænede afart indenfor adskillige ideologier, af naturlige årsager svært ved.

... og de sidder jo tungt på socialpolitikkens implementeringer og udlægnnger. De kan ikke lide magtfuldere konkurrenter af vanskelig indkredsbar identitet. Men min ahhbajersolidaritet med dem er begrænset.

Jan Assman tillader sig at påpege, at myrderierne ikke er en muslimsk opfindelse, men sanktioneret af den skinsyge Jahve, og at hverken jøder, katolikker, protestanter eller andre har gjort op med dens mest afskyelige udgydelser. Og så fantaserer han om, at religiøse kan holde op med at være voldelige overfor dem udenfor sekten -- lidt skørt, egentlig.

Hvidvaskningen fra forfatteren og alle de andre kilder er mig dybt uforståelig. Hvorfor skal vi se på andre dele af bibelen, for at kunne vurdere tilståelserne af vold og mord? Det er lidt som en bankrøver, som ikke vil rette i mord-planerne, men forventer, at vi i stedet skal se på andre aspekter af hans person. Næsten sjovt, hvis der ikke til stadighed blev halshugget mennesker, med udtrykkelig reference til disse morderiske instrukser :-(

Når nu enhedslisten kan slette de drabelige passager om revolution, så kan de religiøse vel også slette de mest morderiske dele. Farvel til moses, pass-over, og alle de andre sanktionerede mord og voldtægter.

Hvis derimod de religiøse reelt slet ikke ønsker at være stuerene, så kan de jo beholde alle de saftige detaljer. Der er (efter min mening) ikke lovmæssigt grundlag for at beskytte børn imod de kristne opfordringer til mord og voldtægt. Religiøse børn må selv finde ud af at frigøre sig, helt ligesom børn af voldelige eller pædofile forældre.

Toke Andersen

Det er ikke svært at forstille sig hvorledes overgangen fra poly- til monoteisme har medført en stigning i vold.
Der var uden tvivl vold mellem polyteister men ingen kunne hævde at repræsentere den ene sande gud eller udgøre det udvalgte folk.

Dette sagt har klogere mennesker altid benyttet de, til enhver tid, tilgængelige normer, dogmer og drømme blandt masserne til at få deres vilje.
Monoteismen er bare et af de mere effektive redskaber i kassen.
Nationalismen ligeså.
Begge er som skabt til at forføre bønder og brider, en masse.

Mennesket, lige som alle andre dyrearter opbygget af individer, har befundet sig i en konstant konkurrencesituation med alle andre dyr og fremmede af egen art, om adgang til territorier og resurser, siden vores opståen.
Dette er en biologisk betingelse, nedlejret gennem millioner og atter millioner års brutal evolution.
10,000+- års civilisationsprojekt har ikke tæmmet vildskaben.

Efterhånden som vi udviklede os til en mere og mere sofistikeret art. Udvikledes også

Individuelle personer samt gruppers og samfunds ledere har, til enhver tid, benyttet de tilgængelige sociale normer og dogmer til at retfærdiggøre

Brian Pietersen

Claus

man kan ikke lave et gudsbevis, verificere at han er til..
men det er også svært at bevise at han ikke er til...men det er så også irrelevant for mig og mange andre.

jeg kan jo heller ikke verificere hva en tænker eller forestiller sig.... og det er igen bare spild af tid :-)

Toke Andersen

@Brian
Det er jo en af de centrale knuder i debatten - som ikke umiddelbart synes at have anden løsning end vedholdenhed.

Religiøse mennesker tror faktisk at deres "hypotese" om guds eksistens har samme validitet som hypotesen om et naturligt univers.

Brian Pietersen

Toke

Ja, jeg ved godt man er nødt til ud i debatter med dem... de missionere ..og prøver at få videnskaben ind på alle mulige finurlige måder, men det ender hele tiden i pseudovidenskaber.

Man da de ikke kan bevise guds/gudernes eksistens.... så har de ikke en hat at diskutere om.

Toke Andersen

Nope...og jeg er helt enig. De fleste synes desværre uden for rækkevidde i en grad der gør øvelsen til tidsspild.
Det kan i bedste fald opfattes som en slags intellektuel gymnastik(gymnastik har jo også klare masochistiske træk;) eller en mulighed for at ventilere sine frustrationer.

Jeg kunne have uddybet ovenfor, men med vedholdenhed tænkte jeg; over generationer ;)

Brian Pietersen, hvis der - igen - er forsøgt fastsat tid og sted for Big Bang, så kan du vel meddele det her :).
Ellers er tidspunktet for indeværende 'aldrig/altid' efter lyst og behov - og koordinaterne for begivenheden 'overalt indenfor horisonten'. Det forbliver formentlig sandheden derom i meget lang tid. Big Bang er ikke lige for enhver kaptajn Columbus at sejle rundt om. Men tak for tilbuddet om verifikation heraf.

Toke Andersen

Odd, Brian mfl.

Nærmere bestemmelse af omstændighederne omkring Big Bang har vel ikke relevans for debatten om universets/virkelighedens natur !?

Big Bang teorien er et foreløbigt forsøg på at forklare nogle astronomiske observationer.

Om teorien viser sig at være dækkende for virkeligheden efterhånden som vi udforsker det fænomen den prøver at forklare - at alle fysiske genstande i universet synes at bevæge sig væk fra et bestemt punkt - nærmere, vil i sig selv næppe gøre meget for den grundlæggende debat.

Som mange religiøse synes at have forstået, men få erkendt konsekvensen af, har religiøse påstande og dogmer ingen videnskabelig legitimitet.
De er derfor ren og skær fantasi. Fuldstændig som enhver anden litteratur og folklore.

Toke Andersen

At folk faktisk dræber eller behandler hinanden usselt på deres fantasi-guders bud, kan enten opfattes som endnu et kritikpunkt på en lang ankeliste mod menneskeheden. Eller som en helt naturlig udvikling, hvor de kloge udnytter og manipulerer de dumme, med de midler der nu en gang er tilgængelige.