Læsetid: 8 min.

Nu skal helvedesringen brydes

Midt i revolution og militærkup spørger egyptiske mænd sig selv, hvad det vil sige at være mand – om det behøver gå hånd i hånd med forsørgerrolle, potens og sexchikane
Det var glædesscenerne og samhørigheden, der gik verden rundt med billederne fra Tahrir-pladsen under den egyptiske revolution. Men hurtigt fulgte beretningerne om voldtægt og overgreb på pladsen, de og udstillede det egyptiske samfund som ekstremt sexistisk og kvindeundertrykende. Foto: Mohammed Abed

Det var glædesscenerne og samhørigheden, der gik verden rundt med billederne fra Tahrir-pladsen under den egyptiske revolution. Men hurtigt fulgte beretningerne om voldtægt og overgreb på pladsen, de og udstillede det egyptiske samfund som ekstremt sexistisk og kvindeundertrykende. Foto: Mohammed Abed

4. januar 2014

Den egyptiske revolution blev til at begynde med fortalt som en kærlighedshistorie. På Tahrir-pladsen dannede kristne en beskyttelsesring om muslimer, så de kunne bede i sikkerhed. Konservative mænd og unge kvinder protesterede side om side. Smukke billeder gik verden rundt. De stod i kontrast til de senere års fortællinger fra diktaturstaten, om voldsomme Muhammed-tegning-protester og religiøs fanatisme. Pludselig fremstod egypterne som forkæmpere for demokrati, sekularisme og opløsning af gamle fjendskaber.

Inden længe fik kærlighedshistorien følgeskab af grufulde fortællinger. I Vesten var det nyheden om voldtægten af CBS-stjernereporteren Lara Logan, der først vakte opsigt. Logan blev overfaldet og massevoldtaget af hundredvis af demonstranter på Tahrirpladsen, hvor hun rapporterede fra præsident Mubaraks fald. Lokalt spredte talrige egyptiske kvinders beretninger om overgreb fra meddemonstranter sig. Flere oplevede at blive fanget i såkaldte helvedesringe bestående af flere hundrede mennesker, der råbte, skubbede, slog og sparkede til dem, flåede alt tøjet af dem, befamlede dem og stak fingre ind i alle tænkelige kropsåbninger.

To af Bashir Wagihs veninder blev voldtaget.

»Massevoldtægt, 15 mænd,« siger han lavmælt og rømmer sig, inden han tager en tår af sin dobbelte espresso og tænder en smøg. Det er tirsdag morgen på The Coffee Bean & Tea Leaf i Cairo.

Bashir Wagih er 30 år gammel, filminstruktør og -fotograf med lidt af hvert på cv’et: en dokumentarfilm om heavy metal-scenen i revolutionens Egypten; et drama om en enlig mor; en kortfilm om en mand, der kæmper forgæves for ikke at græde ved en begravelse. Hans film har været udvalgt til visning på en lang række festivaler fra Cannes til Brooklyn og Uruguay. For tiden optager han et realityprogram i Sahara-ørkenen nær Giza-pyramiderne. »For at betale huslejen,« som han siger.

Overgrebene fandt sted i juni 2011. Bashir Wagih var der, da det skete. Sammen med nogle venner fik han til sidst hevet dem ud af folkemængden, nøgne. Den ene af dem snakker stadig ikke om det. Den anden tog på et otte måneders refugium i kystbyen Nueiba, inden hun vendte tilbage og blev en aktiv del af kampen mod seksuelle overgreb. En kamp, som mange mænd også har fået øjnene op for.

Arabisk bundrekord

Egypten er det arabiske land, hvor kvinder har det værst. Den årlige måling foretaget af Thomson Reuters Foundation placerer Egypten på sidstepladsen – under Irak og Saudi-Arabien. Det skyldes især omfanget af voldtægt og seksuel chikane. Egypten er uofficiel verdensmester i sexistisk gadekultur. Som eksempel kan nævnes en gåtur, jeg havde med en jævnaldrende kvindelig kollega dagen inden interviewet med Bashir Wagih. Vi gik på fortovet, mens bilerne holdt i kø på vejen, og bag rattet i en af bilerne begyndte en mand omkring de 40 at henvende sig til min kollega – der for ham må have fremstået som min kæreste eller hustru – ved at knipse, pifte og kalde hende hen til sig med smil og komplimenter, alt imens tre drenge mellem fem og 14, antageligvis hans børn, sad i bilen og storsmilende fulgte med i seancen.

Som statistik kan nævnes en FN-undersøgelse fra i år, der viste, at 99,3 procent af Egyptens kvinder – altså stort set alle – har været udsat for sexchikane, og at 91,5 procent har oplevet uønsket fysisk berøring. I løbet af de fire dages demonstrationer, der fandt sted på Tahrir-pladsen efter kuppet mod præsident Mursi i sommer, blev 91 kvinder ifølge Human Rights Watch voldtaget eller udsat for andre former for seksuelle overgreb.

»Jeg kender personligt folk, der godt kunne finde på at fløjte efter kvinder eller komme med en kommentar hist og her,« siger Bashir Wagih.

En ny tavshed

Det er ikke tilfældigt, at han taler i datid. De voldsomme hændelser, overgrebene, voldtægterne og fremkomsten af anti-sexistiske organisationer som HarassMap, Efda7 Mota7aresh og Welad El Balad har gjort det svært at negligere hverdagens krænkelser.

»Det var det også før, men der blev ikke snakket om det,« siger Bashir Wagih. »Det handler om eksponering. Folk har set, hvilke konsekvenser det havde for de her kvinder. De har set, hvad det gør ved et menneske.«

Bashir Wagih tænder endnu en smøg. Han har skulderlange dreadlocks, sorte Armani-solbriller og en rød T-shirt med påskriften Keep calm & Zombie on. Hans samfund har gennemgået voldsomme forandringer siden Lotus-revolutionen brød ud i januar 2011. Præsident Mubaraks 30 år lange regime er væltet, hans demokratisk valgte afløser, Mohamed Mursi, blev i sommer afsat ved et militærkup, og frem til 15. november var der erklæret undtagelsestilstand og udgangsforbud, så det normalt infernalsk larmende Cairo med sine ti millioner indbyggere i nattetimerne lå tavs og tom hen med bortset fra tanks, der bevogtede broer og vigtige veje.

Uden sammenligning i øvrigt kan en vis tavshed også siges at have indfundet sig blandt Bashir Wagihs mandlige venner – i hvert fald over for fremmede kvinder. Mændene har lagt pifteriet og kommentarerne bag sig.

»Det er totalt frastødende for dem nu,« siger han og forklarer sammenhængen mellem ’uskyldige’ kommentarer og deciderede overgreb.

»Mine veninder, der har set, hvad det kan føre til ... når de går ned ad gaden, og en mand henvender sig, så ved de jo ikke, om det bare er et fløjt eller en kommentar, eller om det udvikler sig til noget ekstremt. Frygten for hvad der kan ske – det er den frygt, der skal brydes med.«

Og så skal der arbejdes med det maskuline ideal, mener Bashir Wagih. Han har lavet et dokumentarprogram om gadechikane, hvor han blandt andet fik politikere og berømtheder til at formidle budskabet:

»Vi tager fat i den grundlæggende forestilling om, hvad maskulinitet er. Det handler om at gøre the right thing. Hvis man ved, hvilke konsekvenser det kan have for folk at blive udsat for den slags, og man så gør det alligevel – hvilken slags mand er man så?«

Strategisk vold mod kvinder

Aftenen inden mødet med Bashir Wagih drak jeg myntejuice med Ahmed Awadalla på Costa Coffee lige rundt om hjørnet fra Tahrir-pladsen, på Mohamed Mahmoud-gaden, også kendt som sharei’ uyuun al-hurriyyah, frihedens øjnes gade, med reference til de mange demonstranter, der blev dræbt af egyptisk politi, og nu hyldes som martyrer på husmurene med portrætmalerier af de faldne.

Ahmed Awadalla er blogger og ansat i flygteningeorganisationen AMERA, hvor han arbejder med seksuel og kønsbaseret vold. For ham er kampen mod sexchikane en kamp for revolutionen.

»En revolution handler jo til dels om, at folk bliver ved med at gå i gaderne og kræve deres rettigheder. Regimet forsøger at skræmme folk til at blive hjemme. Og de bruger vold mod kvinder – både Mubarak, Det Muslimske Broderskab og militæret har gjort det bevidst – til at skræmme kvinderne og til at gøre mændene skamfulde.«

- Hvordan gør de mændene skamfulde?

»Det er enormt meget skam og stigma forbundet med seksuelle overgreb mod kvinder. Især for kvinderne. Mange bebrejder ofrene.«

I 2012 udtalte general Adel Afifi, medlem af Shura-rådet, Egyptens lovgivende magt, at »kvinder bidrager 100 procent til deres voldtægt ved at bringe sig selv i sådanne omstændigheder«.

»Det betyder,« fortsætter Ahmed Awadalla, »at mændene – især i et meget patriarkalsk samfund – føler et ansvar for at beskytte kvinderne. Det er mændenes rolle. Og hvis de ikke kan beskytte kvinderne, så sætter de spørgsmålstegn ved deres egen maskulinitet. På den måde er overgrebene et våben, regimet benytter sig af.«

Ahmed Awadalla, der på bloggen Rebel With A Cause skriver om tabuiserede emner som sexchikane, onani og aids, tilstår, at han selv har et ambivalent forhold til de forventninger om styrke og ansvar, der knytter sig til hans køn.

»Nogle gange er jeg bekymret for, om jeg er overbeskyttende. Om jeg fratager en kvinde hendes handlekraft. På den anden side er jeg bekymret for, om jeg svigter hende. Mange kvinder vil have en mand, der kæmper for dem. De vil have en mand, en bror, en far, en nabo, der taler deres sag. Jeg har en veninde, som nok ville føle sig meget forladt, hvis jeg ikke gik ind og støttede hende. Andre er mere sådan, ’Jeg klarer den selv, jeg har ikke brug for hjælp’. Det er et vedvarende dilemma for mig: Skal jeg tage et skridt frem eller et skridt tilbage?«

Awadalla fortæller om andre dilemmaer, mænd i hans generation bakser med. Infertilitet er et stort tema. Infertilitet rammer over 15 procent af alle gifte par i Egypten, og i langt de fleste tilfælde er det mandens reproduktionsevner, der ikke slår til.

Ifølge islamisk lov har en kvinde ret til skilsmisse, hvis hendes mand er infertil. I det hele taget vejer de seksuelle præstationskrav tungt på unge mænd, der også kæmper hårdt for at kunne levere et erigeret lem, så snart det efterspørges.

»Viagra er blevet meget udbredt,« siger Awadalla, der er uddannet farmaceut. Han husker fra sin tid som apoteksansat, hvordan alle mulige folk bad om det, også unge mennesker uden egentlig medicinsk behov.

»De vil gerne være maskuline,« siger han og forklarer, hvordan landets økonomiske krise, der ikke er set værre siden 1930’erne, har efterladt mange mænd arbejdsløse og ude af stand til at forsørge deres familie.

»Det giver en følelse af kastration, som de så forsøger at kompensere for ved at præstere seksuelt – det eneste, de har tilbage. Hvis du har fejlet på så mange områder, må du ikke også fejle her, for hvordan kan du så overhovedet kalde dig en mand?«

En klemt dagsorden

Ahmad Awadalla tager en slurk af sin myntejuice. Jeg spørger ham, om det er noget, han snakker med sine venner om. Om det er noget, mænd i Egypten snakker om.

»Helt sikkert. De samtaler er i gang,« svarer han.

»Jeg kunne også godt ønske mig, at vi også begyndte at stille spørgsmål ved kravet om, at kvinder skal være jomfruer, til de bliver gift. Mænd, der taler om at bakke op om kvinders frihed, insisterer stadig på kun at ville giftes med en jomfru.«

Det er ikke et emne, han forestiller sig bliver dagsordensættende lige foreløbig.

»Landet er politisk ustabilt, folks behov er meget basale, de kæmper for overhovedet at klare sig gennem revolutionen. Det er svært at diskutere sex og køn midt i alt det. Det kan godt bekymre mig en smule.«

Seks unge mennesker – tre drenge, tre piger – træder ind i cafeen og går op på første sal, hvor der må ryges.

»På den anden side,« siger Ahmad Awadalla, »så har revolutionen været med til at eksponere en masse unge mennesker for nye ideer. De er blevet bombarderet med input. De er blevet nysgerrige. Og man kan allerede se eksempler på, at de udfordrer autoriteterne, både i skolen og derhjemme.«

- Så hvordan ser du fremtiden – er du optimist eller pessimist?

Awadalla sidder et øjeblik.

»Det afhænger af dagen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kalle Nielsen
  • Torben Selch
  • Jørn Vilvig
Kalle Nielsen, Torben Selch og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

"Midt i revolution og militærkup spørger egyptiske mænd sig selv, hvad det vil sige at være mand – om det behøver gå hånd i hånd med forsørgerrolle, potens og sexchikane."

En god regel for alle journalister: Når man skriver at "egyptiske mænd", eller "danske mænd", eller "mænd i Hvidovre", o.lign. gør det og det, eller tænker det og det, er det som regel underforstået at man mener "mænd generelt" (fra Egypten, Danmark, etc.). Det var derfor lidt af en skuffelse at læse at det netop ikke var de egyptiske mænd, men blot to egyptiske mænd fra den sekulariserede overklasse der stiller sig selv spørgsmålet om hvad det vil sige at være mand.

Jeg håber dog det er et emne Information vil vende tilbage til, gerne med et lidt bredere socialt perspektiv end lige overklassesegmentet. Jeg fik ikke nogen ide om hvor meget håb man bør have til at hr. Awadalla og hr. Wagih's moralske udsyn "trickler down" til det segment af den egyptiske befolkning, der ikke ser noget problem i dæmoniseringen og nedgørelsen af kvinder.

Morten Pedersen, Torben Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det er enormt meget skam og stigma forbundet med seksuelle overgreb mod kvinder. Især for kvinderne.

Jamen det står der!!

Bjørn Pedersen

@jens peter hansen

Hvad prøver du at sige?

Du undlod jo at citere hvad der kom lige bagefter: "Mange bebrejder ofrene". Hvis du prøver at fremføre dit citat som om at Awadalla siger noget håbløst selvindlysende, er det en rimelig central udeladelse. Der er også skam forbundet hos/med voldtægt at danske kvinder, men da ikke i en grad at de danske kvinder som regel selv bebrejdes og vurderes at have kastet skam over deres familier ved at blive voldtaget. Den skam egyptiske kvinder derfor må føle over at blive voldtaget, har altså ikke "blot" skammen over selve voldtægtshandligen hængende over deres hoveder.

Torben Nielsen, Hanne Ribens, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Anders Feder anbefalede denne kommentar

Heldigvis har vi andre forhold - men i årenes løb har jeg nogen gange funderet over tendensen til mistænkeliggørelse fra politi og "folk", når en kvinde i Danmark anmelder en voldtægt.
Men det er jo en anden problematik...

Jørn Andersen

Aldrig har jeg mødt så mange skvattede mænd som på en rejse i Egypten , ikke sært at de føler deres status truet.

jens peter hansen

Det ændrer aldeles ikke meningen at man undlader: Mange bebrejder ofrene, når der i det næstfølgende afsnit står: kvinder bidrager 100 procent til deres voldtægt ved at bringe sig selv i sådanne omstændigheder.
Da kvinder skal være jomfruer når de finder den beskyttende mand (hjælp) så er de i denne syge tankegang naturligvis selv ude om det.
Det selvindlysende bliver kun forstærket af et samfund der udstøder ofrene.
Når man skriver, at overgrebene især er skamfulde og stigmatiserende for kvinder, så må det jo betyde at det er det også for mændene, bare ikke i så høj grad.
Det er her jeg står af. Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger.

Jeg forstår ikke helt grundlaget for artiklen, selvom jeg faktisk synes den er ganske rentabel. Det kommer da også frem til sidst, at dialogen midt i kaos, måske ikke har de bedste betingelser. Tusindvis af mænd sidder fængslet, eller er blevet dræbt i processen, det understreger betydningen af solide institutioner.

Det spørgsmål jeg sidder med hele tiden er; Ville vi håndtere situationen anderledes, eller ville hysteri og frustrationer komme under huden. Jeg vil ikke negligere problemstillingen, men synes måske ikke det giver mening, at tale om rettigheder i et land, hvor eliten i landet, ikke kan blive enige om en forfatning.

Samtidig må man have med, at der er fremmede magter der spekulerer i Egypten, dels fordi de er muslimer, og dels p.g.a Suez.

Josephine Lehaff

@ Jesper Wendt

Med et land i oprør nytter det ikke noget at lade halvdelen af befolkningen intimideres og straffes til at blive hjemme. Seksuel vold imod kvinder i Egypten, og særlig systematisk vold, må konfronteres konstant og omgående således at egyptens kvinder kan komme med i protester og debatter og være med til at skabe et nyt Egypten. Skadeligt kønssyn skal netop konfronteres inden forfatningen skrives, så kvindens fundamentale rettighed til selvbestemmelse over egen krop og skæbne inkluderes i forfatningen (på lige fod med mandens).

Kalle Nielsen, Sabine Behrmann og Søren Rehhoff anbefalede denne kommentar
Bjarne Riisgaard

Fagtidsskriftet MERIP´s oktobernummer sidste år (MER268) var et temanummer med analyser af sexisme og kønsrollernes betydning som repressivt instrument i de aktuelle mellemøstlige "revolutioner". En af de mest interessante artikler var en beskrivelse af Claire Moruzzi, der omhandlede hvordan noget kunne tyde på, at sexchikane og massevoldtægter i Egypten, udover at være et symptom på et kulturelt og socialt kønsrolleproblem, også var blevet systematisk organiseret af den militære efterretningstjeneste som intimideringsredskab under de aktuelle uroligheder.

http://www.merip.org/mer/mer268/gender-revolutions