Baggrund
Læsetid: 13 min.

Dette er ikke en historie om ulykkelig kærlighed

De har valgt ægteskabet fra og Gud til. Med blå dragter, hårdt arbejde og søsterkærlighed lever de et klosterliv midt i verden. Uden at være en del af samfundet på den gængse måde lever Mariadøtrene på ydersiden et stille liv i Kollund Østerskov. Omkring sig ser de mange bære rundt på en tomhed
Søster Clara. Egentligt var livet som jurist i Stockholm fint, men da hun som 34-årig gik i kloster, fandt hun en større sammenhæng. Nu er hun blevet til søster Clara og vil være det resten af sit liv.

Søster Clara. Egentligt var livet som jurist i Stockholm fint, men da hun som 34-årig gik i kloster, fandt hun en større sammenhæng. Nu er hun blevet til søster Clara og vil være det resten af sit liv.

Jakob Dall

Moderne Tider
11. januar 2014

Når Mariadøtrene tager bussen fra den lille sønderjyske by Kollund Østerskov, er der mange, som taler til dem. Skolebørn, som er nysgerrige over de lange blå dragter og voksne i livskriser, som finder tryghed ved at tale med mennesker, de forbinder med Gud. Men søstrene har oplevet en lille forandring. I dag er der færre medpassagerer, som taler sammen, og flere, der isolerer sig bag skærme eller med hørebøffer for ørerne. Måske fordi stilhed i dag er blevet en mangelvare, tror søstrene. De tror, at alle har brug for ro, og at stilheden let kan opstå i salmesang og måske endda gennem musik i høretelefoner.

På Mariagården indtages de fleste måltider i stilhed. Klokken ringer til bøn fire gange dagligt, og sengetiderne passes. Sådan var det for 20 år siden, sådan er det i dag, og sådan bliver det i morgen. Resten af livet vil Mariadøtrene leve uden at have sex, indtage måltider kun krydret med salt og slå små knuder på sig selv for at få søsterskabet til at fungere. Sådan tjener de Gud, og sådan er de tilfredse. Når de fortæller om det, siger de som regel ’vi’, for for dem er fællesskabet det allervigtigste.

Hvis det er ro, man søger, er Mariagården et af de mest stille steder, man kan gå hen. Her sker det meste på indersiden, og den larmer selvsagt ikke.

Det indre tovtrækkeri

Søster Magdalenas øjne er lukkede, mens orglet bruser derudad, og salmesangen toner klart fra de ni medsøstre på kirkens bænkerækker. Ansigtet har sarte linjer, men den ydre forfængelighed er gemt væk for årtier siden. Håret er dækket af et blåt tørklæde, og kroppens silhuet er skjult i en gulvlang blå dragt. Det er næsten 20 år siden, at den dengang 23-årige søster Magdalena besluttede sig for, at hun ville leve klosterlivet. Kimen til det kristne liv var blevet lagt allerede i teenageårene, da hun blev konfirmeret og fandt værdi i troen på, at hun var blevet skabt af Gud. Da spørgsmålet om, hvad hun skulle bruge sit liv til, pressede sig på, fandt hun tryghed i kristendommen. Det fortæller hun om, da vi forlader Holbøl Kirke for at tage tilbage til Mariagården, hvor ugens eneste fælles udflugt fra hjemmet er til sognekirken.

»Jeg havde mange spørgsmål, men ingen gode svar. Jeg prøvede en masse forskellige ting. Studerede lidt hist og pist, rejste lidt, arbejdede lidt. Der var ingen sammenhæng og ingen rød tråd i mit liv,« siger søster Magdalena om tiden, inden hun opsøgte Mariadøtrene i Sverige.

»Det var et møde, som jeg nok ikke rigtig havde regnet med, skulle berøre mig så meget, som det gjorde. Der blev jeg klar over, at jeg levede et overfladisk liv. Jeg var nok lidt bange for min indre side, jeg kendte den ikke. Derfor holdt jeg mig gerne på overfladen. Det var jeg god til, jeg kunne kontrollere det – men indersiden havde jeg slet ikke styr på.«

Efter fire års tovtrækkeri i søster Magdalenas tanker tog hun springet og valgte klosterlivet. Før det havde hun altid haft en færdigpakket kuffert stående, så hun var klar, når den impulsive lyst til at rejse væk indfandt sig. Forældrene var bekymrede over valget. Var deres datter blevet hjernevasket, eller havde hun måske fået en personlighedsforstyrrelse? Da der faldt ro på, og de besøgte deres datter i klostret, forstod de, at hun stadig var sig selv. Nu dog med et nyt, selvvalgt navn.

Når søster Magdalena kører i tog mellem klosterhjemmet i Danmark og de to hjem i Sverige, er der indimellem folk, som peger i hendes retning. Hun kigger sig altid bagud i sådanne situationer for at se, hvad de andre passagerer har fået øje på. Når hun finder ud af, at det blot er hende selv, forundres hun. Hun føler sig jo ikke anderledes end resten af samfundet på trods af den blå dragt.

Hjemmelavet sovs

Et gammeldags støbejernskomfur bliver fodret med brænde af søster Clara. Hun har et gråt forklæde på over den blå dragt og puster til gløderne, så ilden kan få fat. Over komfuret hænger et lille kors lavet af birketræ og en ikon, som forestiller Jomfru Maria. Det bliver der ikke skelet meget til, mens madlavningen står på. En søster iført lyserøde gummihandsker vasker op. Sølvpapir, plastikposer og mælkekartoner bliver hængt til tørre. Det bliver alt sammen genbrugt. Madrester og kartoffelskræller ryger i komposten og bliver brugt til at gøde det jordstykke, som forsyner søstrene med grøntsager året rundt. Mælkekartonerne fungerer som kasser til at fryse bønner ned i, og den tomme havregrynspose bliver brugt som affaldspose i papirkurven.

Søster Clara er 37 år og kom til Mariagården som 34-årig. Hendes hånd bærer endnu ikke den guldring, som betyder et livslangt ja til Gud og klosterlivet. Først efter fem år, får man den mulighed. Men hun har fået en Jomfru Maria-medaljon om halsen.

»Det, jeg manglede, før jeg kom hertil, var en sammenhæng. Som enlig kvinde, havde jeg ikke tidligere mødt sammenhænge, hvor man kunne give kærlighed og omsorg til andre. Jeg tænkte i mange år, at den sammenhæng, som jeg skulle finde, var en mand. Sådan tænker de fleste nok,« fortæller søster Clara, mens hun rører rundt i sovsen til dagens middagsmåltid. Før i tiden kom den sovs, hun spiste, fra en karton. Som jurist i Sverige havde hun ikke tid til at lave mad fra bunden. Hendes lejlighed i Stockholm og vennerne skulle jo også passes.

»Som enlig kvinde drejede alt sig om mig,« siger søster Clara.

»Vores gæster sætter pris på, at vi tager os af dem og laver maden fra bunden. De må jo mangle det i deres hverdag. Det er måske lidt oldemoragtigt at gå hjemme og holde hus, men hvis man gør det ordentligt, så tager det jo tid. Måske endda den samme tid som et fuldtidsjob.«

Verden findes i stilhed

Mellem de fire daglige bønner er der meget at tage sig af. Om sommeren er der græs, som skal slås, planter, der skal passes, maskiner, som skal tilses. Om vinteren bliver der syltet og frosset ned. Rengøring og tøjvask skal der til hele året rundt. De blå klædedragter syer søstrene selv. »Vi kan jo ikke købe vores tøj i Føtex,« som en af dem siger. Selv om der er mange gøremål, bliver intet gjort i hast. Kærligheden ligger i detaljen og omhyggeligheden; skimtes en plet på en tallerken, får den et ekstra nus med et viskestykke, og selv om maden er simpel, bliver det pæne porcelæn altid brugt om søndagen.

Søstrene har ingen adgang til internettet, de foretrækker stilheden. Engang imellem ser de nyheder i fjernsynet. De læser Berlingske, Kristeligt Dagblad og Jydske Vestkysten. Sætter små krydser ved de artikler, som de synes, at de andre søstre også kan få gavn af at bruge tid på. Under stormen Bodil fulgte søstrene godt med, så de kunne bede for mennesker i præcis de geografiske områder, som var hårdest ramt.

Da Informations besøg skal planlægges, tager søster Magdalena en kalender frem. De er ti kvinder om én kalender. Søster Magdalena bladrer lidt i siderne. »Tja, du kan sådan set komme og besøge os, når det passer dig.«

Paulina Mariadotters kald

Jeg overnatter i bygningen Solvang, som var den første bygning, Mariadøtrene købte i 1947. Det er en tidligere bygning for gendarmer, hvid med røde vinduesrammer. Her bor de ældste søstre, som ikke længere kan være aktive i husholdningsarbejdet. De laver selv morgenmad og aftensmad, men får dagligt bragt varm frokost fra køkkenet i træhuset. Det kunne ikke falde nogen ind at sende de gamle søstre på plejehjem. De hjælper hinanden så godt de kan, og omsorgen bliver meget håndgribelig, når de yngre søstre nænsomt balancerer en cykelkurv fyldt med kartofler, steg og varm sovs gennem haven til de ældre. Alderskløften er stor mellem 23-årige søster Agnes og 88-årige søster Cecilia, men på trods af generationer imellem dem, har de valgt det samme liv.

Det er i denne bygning, at den svenske stifter af Mariadøtrene, Paulina Mariadotter, havde sit værelse, da hun stadig levede. Det gjorde hun fra 1903-1985. I sin ungdom arbejdede hun på en skole for piger, som det var gået skævt for.

Det var under dette arbejde, at hun fik, hvad hun oplevede som et kald fra Gud. Hun fik en vision for et fællesskab, hvor enlige kvinder blev en del af noget større. Hvor kvinder kunne blive frie til at engagere både sjæl og legeme i tjenesten til Gud. Paulina Mariadotter stillede spørgsmål ved den gængse måde at leve på, og svaret blev for hende at skabe et søsterskab i kærlighed. Hun fik en besked fra Gud om, at hun skulle leve i Sverige, men førte budskabet videre gennem Danmark til Tyskland. Hun tog til Danmark i 1940’erne, men på grund af Anden Verdenskrig nåede hun ikke til Tyskland i første omgang. Det naturlige valg blev derfor at starte et søsterskab op så tæt på grænsen til Tyskland som muligt. Paulina Mariadotter mødte den danske enke Maria Elisabeth, som også have fået et kald fra Gud, men savnede indhold i kaldet. Sammen fandt de en midlertidig bolig i området nær Flensborg Fjord. Mange kvinder kom på besøg i sommerhalvåret, men boligen var ikke isoleret godt nok til, at man kunne bo der hele året. Derfor blev Solvang hurtigt attraktiv. Undervejs fik Paulina Mariadotter en definition på deres fællesskab, da de som det eneste kloster i Danmark blev anerkendt af den danske lutherske folkekirke.

Der er andre klostre i Danmark, men typisk er de for medlemmer af den katolske kirke. Mariadøtrene kalder sig ikke for nonner, men for søstre. Nonne-betegnelsen er for de kvinder, som tilhører den katolske kirke. Nonnernes og søstrenes levevis har fællestræk, men adskiller sig også. Hvor nonnernes dragter er sorte er søstrenes blå. Mariadøtrenes tro tilhører den evangelisk-lutherske kirke, og selv om de ikke er økonomisk støttet af folkekirken, betyder anerkendelsen meget for dem.

I dag har søstrene opført yderligere tre bygninger tæt på Solvang. Den lille kirke Lovsang, et træhus, hvor køkken og opholdsrum befinder sig, og så endnu et hus, hvor flere af kvindernes små kamre er.

Frihed

»Egentligt er det jo helt umuligt at leve så mange kvinder sammen. For mennesket vil jo bestemme selv,« indrømmer søster Clara, da hun fortæller om Mariadøtrenes historie.

Alligevel har hun og de andre søstre fundet glæde i dette liv. Søster Magdalena, som lytter med, har en god forklaring:

»De gamle søstre har lært os en af nøglerne til et liv i forsoning. Det er villigheden til at opgive retten til at have ret. Er det nu så forfærdeligt vigtigt, at jeg har ret? Eller er det vigtigere med relationen? Hvis man kan lægge det fra sig, kan man komme til at tale mere åbent om tingene,« siger søster Magdalena, og søster Clara nikker.

Søstrene tager imod alle enlige kvinder, som kommer og har brug for råd. Men rådene kommer aldrig direkte fra søstrene. De besøgende må selv finde ud af, hvad der er den rigtige vej. Nogle kvinder kommer i troen på, at de har fået et kald fra Gud, og at de skal leve et klosterliv, men de fleste finder ud af, at et liv uden udlevet seksualitet og med få midler ikke er noget for dem. En af historierne, som søstrene fortæller hinanden, handler om en kvinde, der sagde nej til klosterlivet og på vej hjem i bussen mødte sin kommende mand.

»Vi ved jo ikke, hvad der er den rigtige vej for andre end os selv,« siger søster Magdalena, som sætter lige så stor pris på, at en kvinde finder kærligheden med et andet menneske, som gennem klosterlivet.

Selv om vejene for den enkelte kan være forskellige, ønsker søstrene, at den enkelte tager stilling til, hvilken vej han eller hun vil gå. Og selv om de ikke ønsker at kritisere noget – faktisk ikke ønsker at have synspunkter om noget – lyder deres betragtninger af nutidsmenneskers modvilje mod at lægge sig fast på en retning næsten som en kritik.

»Jeg tror, det er vigtigt, at vi tør tale med hinanden om, at vi skal vælge en retning. Det er jo en illusion at tro på, at friheden varer ved, til jeg bliver 40 år. Der er så mange, som lever på den illusion. Når man når derhen og opdager, at det slet ikke var friheden alligevel, så er det for sent. Eller for sent – det er jo egentligt aldrig for sent. Men man kunne være blevet så meget mere i sin person, hvis man havde valgt en vej,« siger søster Magdalena.

— Jeg tror, jeg ville synes, det var begrænsende for min frihed, hvis jeg vidste, at vejen var lagt på forhånd.

»Det er en del af livet at finde sin vej. Hvis man ikke træffer en afgørende beslutning for retningen af sit liv, så er livet pludselig gået, uden at det er blevet til noget. Uden at man er modnet indeni. Klosterlivet er ikke statisk. Vi udvikles og modnes indeni, og vi føler ikke, at vi bliver stående på samme sted,« siger søster Magdalena.

Søster Clara supplerer:

»Jeg har jo oplevet det. For jeg var ret gammel, da jeg kom. Jeg kan sige, at når man kommer op i 30’erne, begynder friheden at blive til en tomhed. Man bliver ikke rigere som person, man bliver mere tom, hvis man fortsætter med at søge efter sin vej.«

— Tror I, der er mange, som ender i tomhed, når de ikke kan beslutte sig for en vej?

»Vi møder i hvert fald en hel del. Vi møder også en del, som er lidt bange for at standse op og mærke efter. De aner nok, at et eller andet sted er der noget, som mangler. Det oplever vi helt tydeligt,« siger søster Magdalena. Gennem sine næsten 20 års klosterliv har hun oplevet, at mange henvender sig med en ’tomhed’.

»Vi oplever, at der er mange i dag, som har behov for, at nogen lytter. Måske er der ikke så mange, som har tid. Og måske er de egentlig heller ikke er interesserede i at lytte. Vi lever med. Vi er medmennesker. Ingen af os er uberørte af de historier, vi hører, men som kristne har vi jo den gave, at vi ikke behøver at tage det på vores egne skuldre. Vi tager det med til Gud – og egentlig er det jo ham, som bærer alt.«

Ikke i trods

Klokkerne ringer udenfor Lovsang, søstrenes kirke. Eftermiddagsbønnen er de ældre søstre også med til. Kvinderne fordeler sig på hver sin række og synker ind i sig selv. De læner sig fremad, når de synger »Herren« og har blikket rettet mod hænderne i skødet. En søster synger den første linje af en salme og resten stemmer i. De fire bønner om dagen kan høres på søstrenes stemmer. Selv om flere af dem er ældre kvinder, lyder de som unge piger, når de lyst og let synger salmerne. De svenske aner hos nogle af dem kan høres hist og pist i ordene.

Efter bønnen drikker vi eftermiddagskaffe.

— Er der noget her i livet, som I er blevet skuffede over?

Søster Magdalena kigger overbærende på mig, da hun svarer:

»Det er måske noget, som flere end dig har en forestilling om. At for at vælge det her, så må der være sket et eller andet ulykkeligt. Sådan er det jo ikke.«

»Det ligger meget dybere end som så. Jeg ville ikke have været her i 40 år, hvis det var fordi jeg var ulykkelig og trodsig. Det ville ikke have kunnet holde,« tilføjer søster Ragnhild på 66 år.

Magdalena nikker: »Der er ingen af os, som har tænkt, at der er noget galt i at blive gift. Det er en gave at møde kærligheden gennem et andet menneske. Men vi er nogle, som har mødt kærligheden denne vej. Det handler om Guds kaldelse.«

— I kirken sang I lige en salme om, at Jesu slægt skal føres videre. Men hvis alle lever som jer, vil der jo ikke være nogen kommende generation til at føre livet videre?

»Alle skal ikke leve som os. Det har vi ikke noget ønske om. Men vi er helt trygge, for det er ikke os, der styrer det. Det er jo Herren, som kalder. Og han har bedre styr på tingene end os,« siger søster Ragnhild.

»Og indtil videre har det jo ikke været et problem, at vi er blevet for mange,« griner søster Clara.

En lykkelig kærlighed

Dagens sidste bøn er klokken 20.45. Efter bønnen går alle hver til sit, og ses ikke igen før til næste dags bøn. Søster Magdalena følger mig på vej til mit kammer i stilhed.

»Jeg har fundet min vej,« siger hun pludseligt.

»I starten kunne jeg ikke forklare, hvad det var, selv om jeg syntes, at jeg havde styr på både intellekt og talegaver. Men jeg vidste det allerinderst inde. Jeg vidste, at det var værd at give alt for. Jeg ved nu, at jeg har mødt Guds kaldelse. Den kommer ikke udefra og rammer én, men indefra,« siger hun.

»Det her er ikke ulykkelig kærlighed, det er lykkelig kærlighed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

:-) Jeg må hellere gå til bekendelse og sige, at jeg parafraserede "We're all different, I'm not"-vitsen fra Life of Brian, hvis titel og tema synes relevante.

Sider