Læsetid: 8 min.

Historiens første storbypave

Pave Frans’ kapitalismekritik vækker genklang i masserne, men møder tavs modstand internt i kirken og i den politisk-økonomiske elite. Han er den første pave nogensinde, der er vokset op i en moderne storby
Argentinerens direkte henvendelsesform vækker forundring i den globale landsby: »Nogle af hans udtalelser kan virke chokerende, hvis man læser dem som pavens officielle ord, men han siger jo blot, hvad enhver landsbypræst ville sige til et af sine sognebørn«

Argentinerens direkte henvendelsesform vækker forundring i den globale landsby: »Nogle af hans udtalelser kan virke chokerende, hvis man læser dem som pavens officielle ord, men han siger jo blot, hvad enhver landsbypræst ville sige til et af sine sognebørn«

VINCENZO PINTO

25. januar 2014

Da Jorge Mario Bergoglio i december 1936 kom til verden i Buenos Aires, stod Kavanagh-bygningen allerede færdig. Art deco-skyskraberen på Calle Florida, som dengang var verdens højeste betonkonstruktion, blev indviet samme år og betragtes stadig som et højdepunkt i latinamerikansk modernisme. Udgangspunktet i en modernitetserfaring er det, der adskiller Frans fra alle tidligere paver i Rom:

»Han er den mest moderne pave nogensinde,« siger journalisten og forfatteren Marco Politi, der siden 1970’erne har dækket Vatikanet for en række italienske aviser. Politi er netop vendt hjem fra en rejse til Buenos Aires, og hans lejlighed i den romerske bydel Trastevere bærer præg af arbejdet med en bog om den argentinske paves betydning for den katolske kirke:

»Han kommer fra en rigtig storby, og han bruger et meget direkte sprog,« betoner Politi.

Da Bergoglio var barn, fandtes der kun to såkaldte megabyer i verden, New York og Tokyo. I dag er Buenos Aires blandt de 29 byer i verden med mere end 10 millioner indbyggere. Ifølge FN vil megabyernes størrelse og antal fortsat stige, og i 2030 vil 60 procent af menneskeheden bo i storbyer. Ifølge Politi hersker der i Vatikanet den udbredte misforståelse, at den nye pave kommer fra verdens udkant. Han gjorde sig tværtimod en central moderne erfaring, da han som ærkebiskop i Argentinas hovedstad jævnligt tog med offentlige transportmidler fra de elegante kvarterer i byens centrum til den voldshærgede slum i den yderste periferi – og det er baggrunden for hans opfattelse af kirken som »modernitetens felthospital«, mener Politi:

»Paven ser det som sin pligt at tale om samfundets udstødte. Det er heller ikke noget tilfælde, at der i New York er blevet valgt en borgmester (Bill de Blasio, red.), som taler om at beskatte de rigeste og insisterer på retten til velfærdsydelser. Paven taler også til den del af samfundet, som er offer for krisen.«

En anden person

Hver søndag og onsdag strømmer katolikker til Peterspladsen for at se og høre den nye pave. Forrige søndag gjorde han Romerkirken endnu mere international med udnævnelsen af 16 nye kardinaler, hvoraf flertallet er ikkeeuropæere. Således kan de europæiske kardinaler ikke regne med at være i absolut flertal, når Frans’ efterfølger til sin tid skal vælges. Det afspejler den kendsgerning, at blot 25 procent af verdens 1,2 milliarder katolikker er fra Europa – for 100 år siden udgjorde europæerne 65 procent af alle katolikker. Samme dag døbte Frans i Det Sixtinske Kapel, hvor konklavet vælger ny pave, et barn, hvis forældre ikke er kirkeligt gift.

Argentinerens personlighed har angiveligt ændret sig, efter at han blev udnævnt til apostlen Peters 265. efterfølger som biskop i Rom:

»Før var han mere reserveret og tavs,« hævder Politi, »den store åbenhed og omsorg over for masserne, havde han ikke før. I dag føler han sig fri til at sige og gøre ting, han ikke turde sige eller gøre før. Som kardinal var hans svar på kontroversielle spørgsmål om f.eks. ægteskab og skilsmisse meget kryptiske, men det, der nu skaber mest forlegenhed internt i kirken, er alle hans forsonende signaler i forhold til ugifte og homoseksuelle par. Han ved, at det møder skjult modstand, men viser sig her at tænke som en politiker. Det er en inkluderende pave, som vil have, at forandringer bliver gennemført med alles accept. Derfor har han også udnævnt kardinaler, som absolut ikke deler hans synspunkter.«

Hans forgænger, tyskeren Joseph Ratzinger, traf en historisk beslutning, da han for et år siden som den første pave i nyere tid valgte at abdicere: »Ratzinger har afmytologiseret paveskikkelsen, og Frans er ved at afmontere forestillingen om paven som enevældig hersker. Benedikt 16., som ville være den mest ubøjelige på det ideologiske og doktrinære plan, havde i sine sidste år som pave meget ringe opbakning. I spørgsmål om f.eks. abort og ægteskaber bevægede katolikkerne sig i en helt anden retning. Så Frans gør ikke andet end at bringe sig i overensstemmelse med de troende, når han siger, at kirken ikke skal være optaget af doktrinære spørgsmål,« siger Politi og fortsætter:

»Hans store gennemslagskraft beror ikke på medietække. Den udspringer snarere af ønsket om en kirke, som ikke er doktrinær eller ideologisk, men som hjælper og redder, en medlidende kirke. Dermed besvarer han et behov hos størstedelen af nutidens troende. Men han er også en politiker med meget klare ideer.«

Klap og glem

For nylig måtte New Yorks ærkebiskop, kardinal Timothy Dolan, forsikre et af sine mest velhavende sognebørn om, at paven »også elsker de rige«. I den apostoliske formaning Evangelii Gaudium (Glæden ved Evangeliet), som udkom i slutningen af november, fremsætter Frans nemlig en hård kritik af den gældende økonomiske verdensorden: »Der findes ingen løsning på verdens problemer, før fattigdomsproblemet løses på radikal vis med et opgør med markedets totale autonomi, og før der tages fat på ulighedens strukturelle årsager.«

Det kunne komme til at gå ud over den igangværende istandsættelse af St. Patrick’s Cathedral på Manhattan, der er i forfald på grund af luftforurening. For pavens kapitalismekritik virker stødende på de filantroper, der finansierer arbejdet, advarede finansmanden Ken Langone, som også er blandt republikanernes største sponsorer.

»Lad så være med at kritisere de rige, for ellers lader vi det gå ud over de fattige,« ironiserer økonomen Paul Krugman i The New York Times.

»Paven er på linje med store dele af de kriseramte masser, men den politisk-økonomiske verden er helt upåvirket,« vurderer Politi og tilføjer:

»Hans kapitalismekritik skaber spændinger. Ikke fordi han vil levere et ideologisk budskab, men fordi han har et meget stærkt socialt budskab. Hans hårde fordømmelse af profitmagernes egoisme, bl.a. i Evangelii Gaudium, har dog vakt modstand i f.eks. Tyskland, Storbritannien og USA. Og man må sige, at den modstand har ret stor succes. For pavens antikapitalistiske udsagn bliver hurtigt glemt af såvel politiske ledere som af erhvervsliv. De klapper ad ham, men dagen efter har de glemt, hvad han sagde. Desuden findes der ikke længere katolske partier, der forsøger at virkeliggøre kirkens sociale doktrin, som det var tilfældet i efterkrigstiden.«

Kreativ dissonans

I et palads fra 1700-tallet, få skridt fra det italienske senat og Piazza Navona, har der siden 1984 ligget et katolsk privatuniversitet, som drives af det såkaldte personalprælatur Opus Dei. I et hjørneværelse på fjerde etage med udsigt til Peterskirkens kuppel på den anden side af Tiberen møder Information den amerikanske præst John Wauck, som underviser i litteratur på Pontificia Università della Santa Croce. Wauck stammer fra Chicago og har tidligere arbejdet som taleskriver i Washington DC – bl.a. for justitsminister William Barr under den første præsident Bush – men kom for snart 19 år siden til Rom for at hellige sig præstekaldet. Opus Dei er en af de yngste planeter i den galakse af institutioner, organisationer og sekter, som udgør den katolske verden. Organisationen er alment kendt fra Dan Browns bestsellerroman Da Vinci Mysteriet – ifølge Salman Rushdie »en roman, der er så dårlig, at den giver dårlige romaner et dårligt ry« – hvor den skildres som en esoterisk munkeorden. I virkeligheden er der tale om en meget moderne lægmandsorganisation med betydelig politisk indflydelse i mange lande. De fleste medlemmer af organisationen har civile erhverv, og lægfolkene er stærkt repræsenteret i den katolske finansverden, der af paven er blevet udpeget som den værste fjende for kirken, som primært skal være til for fattige. Så selv om Opus Dei ifølge sin statut er forpligtet til loyalitet over for paven, beskyldes organisationen for at passiv modstand.

»I den katolske lære medfører rigdom altid et ansvar og en pligt til at hjælpe de fattige. Der er en stærk tradition for velgørenhed,« forklarer Wauck, »så konservative katolikker spørger sig selv: ’Hvem taler han om? Hvilket univers lever han i?’ Mange mener, at paven opstiller en stråmand og taler om en kapitalisme, der aldrig har eksisteret.«

Der er altså støj på linjen, hvilket ifølge Wauck skyldes, at pavens politiske ideer slet ikke er så klare, som mange hævder, og at de først kan forstås, når hans regeringstid er forbi. Men det er godt med lidt »kreativ dissonans«, mener han: »Mange velhavende katolikker i USA tænker: ’Jeg har på fornemmelsen, at paven taler til mig, men jeg kan ikke genkende mig selv.’ Og det har jeg ikke noget problem med. Det er godt, at de rige spørger sig selv: ’Taler han til mig?’ De bliver tvunget til at spørge sig selv, om de gør nok for de fattige. For de fleste troende katolikker ønsker at have et harmonisk forhold til paven.«

Politisk pilgrim

Argentinerens direkte henvendelsesform vækker forundring i den globale landsby: »Nogle af hans udtalelser kan virke chokerende, hvis man læser dem som pavens officielle ord, men han siger jo blot, hvad enhver landsbypræst ville sige til et af sine sognebørn,« mener Wauck. »Han er dog helt sikkert en mand med en mission. I Vatikanet er de imponerede over, hvor meget han arbejder. Han er jo ikke helt ung. Der er en vis bekymring for, om han slider sig selv op.«

Budskaberne er altså åbne for fortolkning, men i sociologisk forstand står pavens baggrund ikke til diskussion:

»Buenos Aires’ historie står skrevet i telefonbogen,« påpegede den engelske forfatter Bruce Chatwin, »Pompey Romanov, Emilio Rommel, Crespina D.Z. de Rose, Ladislao Radziwil og Elizabeta Marta Callman de Rotschild – fem tilfældige navne under bogstavet R – fortæller en historie om eksil, desillusion og angst bag blondegardiner.«

Og der går ikke en dag, uden at Frans taler om eller med immigranter. Sidste søndag fordømte han i sin prædiken på Peterspladsen den »handel med menneskekød«, som migration og menneskesmugling medfører. Samme eftermiddag mødtes han med hjemløse flygtninge fra Afrika og Mellemøsten i en kirke ved Roms hovedbanegård. Hans første rejse uden for Rom som pave gik til den italienske middelhavsø Lampedusa, som mange bådflygtninges fartøjer forsøger at anløbe.

I slutningen af maj skal han besøge kristendommens hellige land. Ifølge en kilde i Italiens udenrigstjeneste vil han ikke vise staten Israel særlige hensyn. Paven har angiveligt til hensigt at rejse via Amman i Jordan til Betlehem og derfra videre til de besatte palæstinensiske områder. Ved at springe Jerusalem over bryder han med en tradition, som blev etableret under den første pavelige pilgrimsrejse for 50 år siden:

»Det vil især blive opfattet som kontroversielt i Israel og USA,« siger Wauck, »men det er faktisk helt i tråd med Vatikanets officielle holdning, at palæstinenserne også har ret til deres egen stat.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Miguel Tuells
Miguel Tuells anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Nu afventer vi så bare konkrete tiltag såsom f.eks.at prævention tillades,fri abort, kvindelige præster og kardinaler ,ja hvad ville en kvindelige pave ikke kunne afstedkomme ?

Miguel Tuells

Artiklen her har et fint niveau, og straks kommer der en kommentar som beviser at den kan vaere uforstaaelig for en ikke-katolik.
Jeg kan ikke selv saerligt lide pave Frans, altsaa han er sikkert et meget fint menneske, som har aerlig bekymring for sine medmennesker... ogsaa i jord og ikke kun i Himmel.
MEN, om min yndlingspave Johannes Paulus II kan det samme ogsaa siges, og dog var han -fra mit synspunkt, naturligvis- meget mere bevidst om hvor svaert det er at det katolske budskab forstaas eller helt vrangforestilles af ikke-katolikker. JPII klagede ogsaa over fattigdom og uret, som symptom for ting som gaar meget galt i denne verden, men gjorde det med koncepter der ikke fik nogen til at tro at medicinen han foreslog skulle komme fra en vis politisk side.
Frans er imod abort, men af en eller anden grund (de koncepter han bruger og mediernes forvraengninger) er der mange ikke-katolikker som tror at han ikke er modstander.
Et af Pavens foerste handlinger var at gaa til et hjem for unge smaaforbrydere i reformation og vaske foedderne for tolv af dem. Paver har altid aarligt udfoert denne gestus med tolv kardinaler, som reminder af hvad Jesus gjorde med sine tolv apostler, dvs budskabet er at den ovenstaaende skal vaere i ydmyg tjeneste af den lavere. Men saa snart det symbolske opgraderes i styrke ved at goere det saa mediatisk, saa kommer der lynhurtigt misforstaaelser.

Gorm Petersen

Den første dansker, der åbner Ny Testamente og læser om Jesus, vil udbryde: "Jamen du godeste - manden var jo kommunist."

Og efter et par sider: "Åbenbart også pacifist" - og efter endt læsning: "Han var jo nærmest hippie."

At katolske lande kunne have højreorienterede partier, der kaldte sig "kristelige" kunne undskyldes med, at forkyndelsen foregik på et sprog, ingen forstod - nemlig latin.

Men hvis Kristeligt Folkeparti, som under Jan Sjursen havde nået en form for anstændighed - en slags menneskeligt midterparti - tror de kan mane Ny Testamente i Jorden - tage navneforandring til Kristendemokrater svarende til de sydeuropæiske højrepartier - og reelt blive et rent højreparti - tager de fejl.

Det ville kræve at alle danske eksemplarer af Ny Testamente blev oversat til latin.

Kristendommen blev forsøgt udlevet i Danmark 1968-72 - hippiebevægelsen, fred, pacifisme, social retfærdighed, næstekærlighed (sågar Jesus-sandaler).

Men den passede ligesom ikke til resten af samfundet.

Indtil videre siger jeg: Pøj pøj til den ny pave.

Ejvind Larsen, M. Behnke, Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars B. Jensen

Som ikke katolik har jeg det også svært med den katolske kirkes modstand mod oplysning om og brug af prævention, det koster millioner af liv. At deres patriarkalske indstilling udelukker kvinder må de selv rode med, det koster ikke så mange liv som deres andre vrangforestillinger.

Flemming Scheel Andersen, Rasmus Kongshøj og Gorm Petersen anbefalede denne kommentar
Gorm Petersen

Opgør med præventionshysteriet må have førsteprioritet - alene på grund af AIDS. Men også teologisk.

De eneste evangelier, der giver en forklaring på cølibatet ud over Paulus's "det er for at man bedre kan koncentrere sig om sit arbejde" (cølibat til piloter i passagerfly - NU) er de gnostiske: Formålet er at hindre barnefødsler.

Den egentlige årsag bekræfter Paulus dog alligevel indirekte med ordene: "Det bedste for en mand er, helt at holde sig fra kvinder".

Paulus har sikkert godt vidst, at børnene ikke kom med storken !

Så kondomforbuddet er nok det nærmeste vi kommer antikrist. Det virker stik modsat cølibatet - øger antallet af netop de barnefødsler det gjaldt om at få stoppet.

Tilde Klindt, Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar